Zarens Rusland – jøde pogromer

Zar Aleksander den 3. med hans kone den danske Maria Fedorovna (Dagmar) og deres familie.

Jødehadet blev nærmest betragtet som en national pligt i zarens Rusland. Når to officerer mødtes smækkede de hælene sammen gjorde honnør og den ene udbrød: ” Boje Tsaria Khranee” (Gud velsigne zaren) og modparten svarede og ”bey Jidoff!” (og dræb jøderne). Armenier, tatarer og finner blev også forfulgt, men jøderne indtog en særstilling på dette område. Årsagen skal findes i den ortodokse kirkes indgroede antisemitisme, som kirken åbenlyst indoktrinerede sine medlemmer med gennem fantastiske historier om jøderne godt gødet med overtro og almindelig fordummelse. Mange af kirkens såkaldte hellige fædre havde gennem århundreder bidraget med deres specielle fjendebilleder om det jødiske folk og efterhånden voksede denne kvalmende fjendtlighed til et arsenal af had og umenneskelig ondskab. Et uudtømmeligt reservoir som ikke alene kirken betjente sig af, men også kejserdømmet og hermed hæren og embedsmændene.

 ”Den Sorte Zar” Pobjedonostsev (1827-1907)

Overprokurator for den hellige synode, Konstantin Pobjedonostsev, med øgenavnet ”Den Sorte Zar” var på evig krigsfod med enhver form for oplysning. Man sagde om ham, at han var den mest reaktionære person i hele det russiske imperium. Inden han var nået helt til tops som overprokurator for den hellige synode, havde Pobjedonostsev været lærer for den kommende zar Aleksander den 3. Efter Aleksanders tronbestigelse arbejdede de to mænd tæt sammen. Aleksander havde gennem sin ungdom sværmet for den slavofile bevægelse, som hævdede doktrinen om de slaviske folks overlegenhed. Efter han var blevet kejser deklarerede han et nyt slogan ”Rusland for russere” (i vores tid har forfatteren Aleksander Solzjenitsyn gjort sig til talsmand for dette slogan i flere af sine antisemitiske bøger). Kejser Aleksander den 3. og Pobjedonostsev lagde hovederne sammen og udpønsede en strategi, som gjorde Rusland til verdenshistoriens mest bestialske antisemitiske land. Senere kun overgået af Hitlers Nazi-Tyskland som i mangt og meget efterlignede den russiske zars metoder og strategier for jødeforfølgelser. 

V. Serovs potræt af Konstantin Pobjedonostsev

Aleksander den 3. Jødeforfølgelser.

Kejser Aleksander den 3. og Pobjedonostsev strategi var ligeså enkel som den var modbydelig. En tredjedel jøder skulle dræbes, en tredjedel tvinges i landflygtighed og en tredjedel assimileres. Kirken og staten gik sammen om den nødvendige propaganda og diverse hadekampagner, som gik forud for de egentlige korporlige forfølgelser. Pogromer brød frem alle vegne og myrderierne på jøder kunne tælles i tusinder. I forbindelse med jødepogromerne konfiskerede man al jødisk ejendom, så zarens embedsmænd havde rigeligt at bestille. Propagandaen informerede befolkningen om en international jødisk sammensværgelse, som pønsede på at vælte Zar Aleksander af tronen. Om zaren selv troede på dette fupnummer står hen i det uvisse, han tilhørte en samfundsklasse, som var mere styret at overtro end fornuft - så måske ja. En del af jødeforfølgelserne udmøntedes i de såkaldte ”maj love”. For at forstå det fulde omfang af disse love skal vi gå lidt tilbage i historien. Under Katharina den Stores regering (1762- 1796) blev der vedtaget en lov som begrænsede jødisk bosættelse til den vestlige og sydlige del af riget. Dette område blev kaldt ”grænsen for permanent jødisk bosættelse” populært kaldet ”grænsen”. Under Aleksander den 2. blev denne restriktion delvis blødt op, således at et begrænset antal jøder kunne bo i de forskellige dele af riget. Aleksander den 3.’s maj love forbød jøder med få undtagelser at forlade området indenfor ”grænsen”. I det hele taget fandtes der over 300 anti-jødiske love i Zarernes Rusland.  

Undertrykkelsen og forfølgelsen af jøderne blev en ubærlig byrde i Zarens Rusland.

Jøder måtte ikke indtage administrative poster. De måtte ikke være jurister eller landejere. Der måtte ikke trykkes bøger på hebraisk og alle jødiske skoler skulle lukkes. Ingen jøde kunne gifte sig med en kristen uden først at konvertere til kristendommen og kun en meget lille gruppe jøder kunne komme ind på universiteterne. Efter vedtagelsen af disse love og med de tiltagende pogromer forlod omkring 225.000 jøder Rusland og slog sig ned i Europa og USA. Zar Aleksander var meget velfornøjet med resultatet og som han sagde: ”lad jøde-smovserne tage deres gift med sig”. Som bekendt var Aleksander den 3. gift med den danske prinsesse Dagmar, kong Christian den 9. datter som i Rusland fik navnet Maria Feodorovna. Spørgsmålet melder sig naturligt om hun delte sin mands rabiate holdninger eller om hun som Hitlers livsledsagerinde Eva Braun bare var for dum til rigtig at blive anklaget i meddelagtighed i mord på sagesløse. Svaret må blive både og! Skal man tro samtidige som kendte hende brillerede hun ikke ligefrem på intelligensens top ti. Statssekretæren Polovsov beskrev hende i sin dagbog således: ”Hvilken dum, ubegavet kvinde”. At hun delte sin mand og søns (zar Nikolaj den 2.) antisemitisme må man gå ud fra, idet hun aldrig gav udtryk for det modsatte f.eks. skrev Nikolaj den 2. til hende i 1905, at han delte folkets had til jøderne og forstod pogromerne. I hendes svar til sønnen var der ingen indvendinger imod dette kyniske synspunkt. 

I 1892 forjagede zarens bror Storfyrste Sergej Alexandrovitj mere end 20 tusinde jødiske håndværkere og småhandlende fra Moskva. Harold Frederic som var øjenvidne til disse grusomheder skriver (Harold Frederic: ”The New Exodus”): ”Mange af disse ulykkelige mennesker blev lænket sammen med kriminelle og eskorteret af kosakker. Nogle få lykkedes det at bestikke sig ud i friheden, resten blev sejlet af floderne til ”grænsen” (den jødiske bosættelse)” (Storfyrste Sergej Alexandrovitj var også ansvarlig for Khodynka katastrofen se denne blok: http://kilaasi.blogspot.dk/2013/07/zarens-rusland-khodynka-katastrofen.html).

Da Zar Aleksander den 3. fik rapporten om denne jøde udrensning skrev han ude i margen til rapporten: ”Vi må aldrig glemme, at det var jøderne der korsfæstede vores herre og udgød hans dyrebare blod”. Samme zar Aleksander er i Danmark hædret med et portræt ophængt i Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.  

Efter en pogrom.

Hitlers antisemitiske forløber Aleksander den 3.

Aleksander den 3. var gennem sit ægteskab knyttet til det danske kongehus. Her ses han ved grev Bernstorffs slot i Charlottenlund.

De retfærdige i Sodoma

Heldigvis fandtes der også ordentlige mennesker i Zarernes Rusland, især blandt arbejder og intelligentsiaen (forfattere, kunstnere, studenter og personer med højere uddannelser kaldes i Rusland under et intelligentsiaen). Med bønderne var det så som så, men der fandtes også blandt dem anstændige mennesker som gik imod rigets officielle jøde politik. Man skal huske, at analfabetismen var stor i Zarernes Rusland og overtroen hærgede blandt menigmand og adelen med. Sådanne mennesker var lette ofre for kirkens og Zarernes hadekampagner mod jøderne. En af dem, som skammede sig over sit lands behandling af jøderne, var forfatteren Maxim Gorki og han var overordentlig virksom, når det gjaldt om at skrive imod jøde-pogromerne. Gorki blev en svoren fjende af antisemitismen, da han som ung var vidne til en jøde pogrom i Nizhny Novgorod. Episoden har han skrevet om i sit essay ”Pogrom”, der imidlertid først blev publiceret i 1901 i bogen ”Hjælp de jødiske ofre for hungersnøden”. Allerede i juli 1896 skrev Gorki sammen med nogle andre prominente intellektuelle en artikel i ”Odessa Nyheder”, som på det skarpeste fordømte jøde forfølgelser og pogromer. Højrepressen dømte dem derefter som forræder imod det russiske folk. Gorki skrev: ”Af alle de folkeslag som findes indenfor kejserdømmet står jøderne os nærmest, fordi de har bidraget til Ruslands udvikling gennem deres arbejde”.

Kishinev pogrom - en af de mest berygtede jøde pogromer i det russiske imperium, fandt sted i forståelse med myndighederne i april 1903 i hovedstaden i Bessarabien, Kishinev (nu hovedstad i Moldova). Kishinev pogromen anrettede et stort ramaskrig i Rusland, Europa og Amerika. Et udvalg blev nedsat til at hjælpe ofrene og det lykkedes at indsamle omkring en million rubler. Den kendte bassanger F. Sjaljapin gav støtte koncerter for indsamlingen. Forfatteren Vladimir Korolenko fordømte pogromen i bogen ”Hus nummer 13”. Ligesom Leo Tolstoj udstedte en erklæring, hvori han fordømte uromagerne og udtrykte sympati med ofrene. I nyere tid har antisemitten Solzjenitsyn i sin bog " To Hundrede År Sammen " kommenteret Kishinev pogromen, men forstås ikke på samme fordømmende måde som Korolenko og Tolstoj. Myten om jødernes brug af kristent blod til bagning af deres påskebrød er ligeså hårdnakket som den er naiv. Selv i dag er der ortodokse kristne, der i ramme alvor tror på denne historie. I zarens Rusland kostede denne myte mange menneskeliv samt smadrede skæbner. Berømt er historien om Mendel Bejlis, der blev anklaget for rituelt mord og brugen af kristen blod til påske højtiden, men senere frifundet i 1913 efter flere års fængsel og tortur. Frifindelsen skyldtes bl.a. et stort pres fra udlandet på den zaristiske regering. Bernard Malamud’s berømte roman ”Altmuligmanden” bygger på denne virkelige hændelse, men som Malamud gør opmærksom på, så er hovedpersonen i hans bog ikke identisk med virkelighedens Mendel Bejlis. John Michael Frankenheimer lavede en spillefilm over Malamud’s bog som på dansk kom til at hedde ”Jøden fra Kiev”.  

Ofre for Kishinev pogromen.

Ofre for Kishinev pogromen.

 

Ofre for Kishinev pogromen.

 

Mindesmærke for ofrene for Kishinev pogromen.

Dengang og senere hen

Siden Zar Ruslands jøde-pogromer har der været en anden verdenskrig, hvor ligbunkerne var endnu højere og gasovnene arbejde dag og nat. Det minimerer imidlertid ikke grusomhederne under zaren og hans regime. Grusomhederne og de menneskelige lidelser kan man ikke gradbøje. Jeg tror, de fleste der ser billederne af de martrede barnelig fra de russiske pogromer gribes at rædsel og dyb medynk også i dag.  Ligesom tiden ikke fjerner foragten for Zar familien, storfyrsterne og de ansvarlige ledere inden for den russiske kirke, der førte an i denne groteske forfølgelse af deres medmennesker. Hvor var den kristne kærlighed henne hos disse mennesker? Jøderne kunne i det lange løb ikke bare være passive ofre i en omfattende dødsspiral. Mellem 29. august og 1. september 1903 var en pogrom i Gomel, hvor der for første gang var et aktivt jødisk selvforsvar. Det blev almindeligt med jødiske vagtværn, hvor noget sådan var muligt. Som regel var det de politisk aktive som også forstod at danne vagtværn.  

Efter en jødepogrom i Odessa sørger man over de dræbte fra det jødiske vagtværn.

Revolutionen og Borgerkrigen.

Man hører ofte, at de hvide og de røde var lige gode om terroren under borgerkrigen. Hvad angår jøde pogromer passer dette udsagn aldeles ikke. Faktisk tror jeg at sådanne udsagn er bestemt til at nivellere de hvides grusomheder. De hvide var jo under stærk indflydelse af kirken, Zaren og den slavofile tro på dem selv som udvalgte overmennesker. Ligesom de var i pagt med ”De sorte hundrede”, et zaristisk antijødisk forbund.  For at sige det kort, så var der dødsstraf for jødepogromer i den røde hær. Dermed ikke være sagt, at der ikke var brodne kar også der, som Isaac Babel anskueliggør i novellen ”Gedali”. Gedali beklager sig over, at nogen vil skyde ham, fordi de er kontrarevolutionære og andre fordi de er revolutionære.        

De hvides jøde-pogromer var desuagtet omfattende og rædselsvækkende Petljuras, Kolchaks,  Denikins og Wrangels kontrarevolutionære arméer fór hærgende frem under råbet: ”Jøderne er bolsjevikker – bolsjevikkerne er jøder”. Alene i Ukraine blev 100.000 til 150.000 jøder massakreret især af Petljuras og Denikins mænd. Antisemitismen var intens i alle de områder som var besat af anti-bolsjevikker, bl.a. fordi man gav jøderne skylden for revolutionen som sådan. I 1919 i Podolia sluttede en 2000 mand stærk jødisk milits sig til de røde og angreb den ukrainske hær. Som hævn nedslagtede Petljura’s mænd samtlige jøder (børn, gamle, kvinder og mænd) i den by, de mente de jødiske militsfolk kom fra. I roman biografien ”Stålet Blev Hærdet” beskriver Nikolaj Ostrovskij en jøde-pogrom begået af Petljura og hans hær i Ukraine. Jeg har aldrig læst noget mere rædselsfuldt, afstumpet og kynisk. Heldigvis var der også modige ukrainske arbejdere, som gemte deres jødiske landsmænd for bødlerne. Uden denne omstændighed ville man miste respekten for menneskene efter endt læsning af disse chokerende beretninger.  

 

Myrdede efter Zhitomir pogromen

Efter Nederlaget – ondskaben spredes i verden

Efter nederlaget til den røde hær spredtes de Zar tro russiske emigranter ud over verden. Sammen med dem spredtes den særlige udgave af antisemitismen som de stod for. Historierne om Zions vise protokoller fulgte med emigranterne. Disse modbydelige løgnehistorier om en jødisk verdenssammensværgelse vandt genklang i hjertet på mange europæere og amerikanere. Smædeskriftet Zions vises protokoller var en omskrivning af et fransk satirisk skrift, hvori Napoleon 3. beskyldtes for at stræbe efter verdensherredømmet. Hvem som forfattede dette smædeskrift er noget uklart, men der er ingen tvivl om, at man skal lede i kredsen omkring storfyrste Felix Jussupov (Rasputins morder), idet denne i sine erindringer fortæller, at det var nogle af hans bekendte som ”fandt” protokollerne.

Fascismen i Italien og Spanien samt nazismen i Tyskland tiltrak mange Zar tro russiske emigranter. Flere meldte sig til Francos hær og jo nærmere vi kommer 40´ne jo mere opsluges ”de hvide” i diverse nazi og fascist regimer. Endelig ved angrebet på Sovjetunionen er ”hvide russere” og nazismen totalt sammensmeltet. En del borgere i Sovjetunionen hilste invasionen velkommen netop på grund af nazismens stærke element af antisemitisme. Blandt disse landsforrædere var en hel del af kirkens folk især i Ukraine, hvor kirken officielt samarbejdede med nazisterne til alles store tilfredshed. Medens den ukrainske ortodokse kirke gned skulder med besættelsesmagten myrdede samme besættelsesmagt hundrede tusinder jøder og kommunister ved Babi Jar. Nazismen lånte mange træk fra de hviderussiske emigrantkredse. Antisemitismen og troen på sig selv som en udvalgt og andre overlegen nation (slavofile). Nu var rollerne bare ombyttet. I den nazistiske udgave af national overlegenhed var de slaviske folkeslag undermennesker og bestemt til tilintetgørelse.    

Peskov – Riga avisen ”For Moderlandet” 1942 med overskriften: ”Den russisk ortodokse kirke beder dig herre, giv Adolf Hitler magten til den endelige sejr. På billedet metropolit (ærkebiskop) Sergei af Vilnius og Litauen.

Aleksander Solzjenitsyn drømte om det gamle Zar vældes tilbagekomst. Han var en indædt antisemit, som mente at russere og jøder ikke kunne leve sammen. Også i de bøger som ikke direkte handler om jøder smuglede han antisemitiske sentenser ind. I det omfattende værk, Gulag Øhavet, om Stalintidens fangelejre opfandt han jødiske navne til fangevogterne. Fanger, der har siddet i de pågældende lejre, har bevidnet, at det drejer sig om opdigtede personer.

    

PS: Jeg anvender begrebet ”hvide russere” således som det blev brugt under borgerkrigen, nemlig som betegnelse på de russere som kæmpede for at genoprette Zar vældet. Denne kategori har intet med folk som kommer fra Hviderusland at gøre.  

 

Jødiske skolepiger venter på at blive skudt ved Babi Jar.

Lad ”Internationale”

         klinge stærkt,

når endelig, for evigt vi begraver

Den sidste jødehader på vor jord.

Jeg ejer i mit legeme intet jødisk blod,

Men hader antisemitismen bittert

Og uforsonligt

          som en jøde må.

Og netop derfor

          Er jeg ægte russer!

(Fra digtet Babi Jar af Jevgenij Jevtusjenko)

 

Antisemitisk pamflet uddelt i Kiev omkring tiden før Bejlis retssag. Teksten lyder: ”Ortodokse russere, ihukom navnet på drengen Andrei Jushchinskij som jøde-smovserne gjorde til martyr. Evig ihukommelse og kristne pas godt på jeres børn den 17. marts, hvor jøde-smovsernes påske begynder. 

Zarens Rusland – Khodynka katastrofen

Khodynka fælleden er et stort åbent område i det nord-vestlige Moskva, der hvor i dag Leningradsky Prospekt begynder. Her omkom i 1896, 1360 mennesker under kroningsfestlighederne for zar Nikolai den 2. og hans kejserinde. Affæren blev som sig hør og bør dysset ned. Ligesom zarens skammelige opførsel blev sendt med ekspres i glemmebogen. På et monument over de omkomne står der ikke et ord om selve katastrofen – her står bare 18. maj 1896. Det er alt, men bagved monumentet har nogen skrevet med maling ved foden af soklen ”Til ofrene ved Kroningen” og det er her ved monumentets bagside folk helt op til i dag lægger blomster. Men lad os nu i god ro og orden begynde med begyndelsen. 

Kroningen af Nikolaj den 2. i Uspenskij katedralen i Kreml

Da Nikolaj den 2. af Rusland skulle krones i 1896 blev der ikke sparet på guldet, tværtimod må man sige. Dette var en begivenhed som skulle gøre indtryk og det kom den til. Zarens unge kone prinsesse Alix af Hessen- Darmstadt og hans mor, den danske kejserinde Dagmar, gav begivenheden en særlig tilsætning. Det var, som om der var 2 kejserinder – Dagmar havde nemlig på ingen måde tænkt sig at stå i skyggen af den unge kejserinde. Selve kroningen fandt sted i Uspenskij katedralen i Kreml, under overdådig pomp og pragt. Zarens kroningskappe var 5 meter lang af guldbrokade og foret med hermelin og blev holdt af 6 overkammerherrer. Den kammerherre, der havde til opgave at holde kejserens krone og række ham den i det rette øjeblik, døjede med en voldsom diarré og det gik beklageligt ud over hans fornemme uniformsbenklæder. Ak ja selv den mest iscenesatte og kontrollerede kultur formår ikke at tilsidesætte naturen! Efter ceremonien kom kejseren og kejserinden og enkekejserinden klædt i kroningskapper og med kroner på hovederne, fuldt af den kejserlige familie og de udenlandske fyrster, ud af katedralen og vendte tilbage til palæet. Guld og ædelstene blinkede i solen, som var særlig klar den dag. 

En kejserlig gave et krus (malet aluminium) med det kejserlige monogram

På tredje dagen under kronings festlighederne skulle en folkefest afholdes, hvor zaren delte gaver ud og blev hyldet af sine undersåtter. De kejserlige gaver bestod i: et minde krus (malet aluminium) med det kejserlige monogram, et halvt pund pølse, frugt, Vyazemskij kage (honning kage) med våbenskjold og en pose med slik og nødder.

De kejserlige gaver var svøbt i dette tørklæde med billeder af begge monarker

Zarens onkel, Storfyrste Sergej Alexandrovitj, der var generalguvernør over Moskva stod for arrangementet. Festlighederne bestod i en stor udendørs fest, som blev planlagt på Khodynka fælleden, et militært træningsterræn uden for byen. Området var fyldt med dybe huller og skyttegrave som løb på kryds og tværs overalt samt efter udgravning af ler og sand. Grøfter, huller og skyttegrave blev sporadisk overdækket med brædder og ovenpå opførtes 150 boder, tribuner og træbarakker. Festlighederne var berammet til at begynde kl. 10:00 den 18. maj, men allerede kl. 5:00 var mindst 500.000 mennesker strømmet ind på området ved Khodynka, lokket til af rygter om rige gaver. Træ-konstruktionerne, der dækkede de store huller og grøfter, brød flere steder sammen og der opstod panik i mængden. Mange mennesker blev trampet ihjel, andre faldt i de store udgravninger og blev kvæstet eller dræbt. Antallet af dræbte løb op omkring 1360 og sårede i 1500. Der blev imidlertid hurtigt ryddet op, så festlighederne kunne forsætte. En rapport blev sendt til Sergej Alexandrovitj og Nikolaj den 2. Først sent erfarede folk, hvad som var hændt og derfor festede nogle, medens andre hentede sårede og døde slægtninge.  

Det officielle postkort med glade menneskemasser på Khodynka fælleden

 

Bagsiden af begivenheden døde og sårede i massevis  

Souvorin, chefredaktøren for Novoja Vremjas, skrev dybt rystet i sin dagbog: ” Hen ved en halv million mennesker er i dag mast sammen på Khodynka fælleden og delvis blevet søndertrådt. Hele dagen er gået med at transportere lig, uhyre menneskemængder fulgte bårerne. En folkefest blev afholdt, den tætte sammenstimlen var foranlediget ved bekendtgørelsen om uddeling af gratis mindegaver. Ulykken fandt sted kort før kejserhoffet skulle begive sig til en stor offentlig fest. Det er blevet fortalt, at Zaren skulle være så forstemt, at han ikke ville med til festen – han kom dog! Da jeg forlod Khodynka Fælleden, kørte han til Stenpaladset. Har der været en gang hvor man kunne sige: Cæsar de døde hilser dig! Så kunne det samme være sagt i går, den gang kejseren viste sig ved festen og blev modtaget med hurraråb og: Gud bevare Zaren! Nogle hundrede favne fra Palæet var jorden dækket med lig, man endnu ikke havde fået tid til at lægge i kister”.

Storfyrste Aleksander Alexandrovitj husker at: ”Klokken 3 om eftermiddagen kørte vi ud til Khodynka Fælleden og passerede hele vognladninger med døde. Zaren tog imod folkets hyldest. Hvert leveråb var som et slag i ansigtet syntes jeg”.    

Kejserens regering forsøgte at skjule omfanget af ulykken. De efterladtes familier skulle hver tildeles 1000 rubler i erstatning i håb om at dysse den værste kritik ned. Da det blev klart, at ofrene ikke taltes i snesevis men tusinder, trak Zaren hemmeligt denne barmhjertighed tilbage og reducerede beløbet til et sted mellem 50 og100 rubler. I mellemtiden snuppede Moskva bystyre det meste som kompensation for begravelsesudgifterne til ofrene. Zarens mor, den danske kejserinde Dagmar, sendte tusinder af flasker Madeira til de hårdt sårede på hospitalerne, samt andre rester fra de kejserlige fester og banketter i anledning af kroningen.

Selve kroningsceremonierne kostede 100 millioner rubler. Tre gange det beløb man dengang brugte på offentlige uddannelser. Pengene kom fra statens budget og ikke fra kejserfamiliens egne midler.  

De døde, som kunne identificeres, blev sendt til begravelser i deres egne sogne. Resten og det var flertallet blev begravet på Vagankovskoje – kirkegården. Hvor der også blev rejst et monument af arkitekt Hilary A.   Ivanov-Shits til minde om katastrofen.  De forældreløse børn blev hastet anbragt på forskellige hjem og asyler. Soldater, læger og brandmænd, som kom ud for at samle døde og sårede, blev mødt af et forfærdeligt syn de aldrig glemte. Overalt knuste og lemlæstede mennesker, knogler stak ud fra kroppen her og der, hoveder hvor ansigtet var trampet bort, gravide og deres ufødte børn strøet mellem hverandre. Katastrofen gjorde et uudsletteligt indtryk på alle normale mennesker bare ikke på zar familien. Nikolaj den 2. omtaler katastrofen med få ord i sin dagbog og går så over til at beskrive frokoster, visitter og aftensballet, hvor der var skrækkeligt varmt. Netop dette bal, som blev afholdt af den franske ambassade, førte til mange kontroverser. Storfyrsterne var delte i spørgsmålet om zaren burde deltage i ballet eller ikke. Imidlertid valgte zaren at deltage sammen med zarinaen.  

Miriam ved monumentet for de omkomne på Vagankovskoje – kirkegården

 

Miriam ved bagsiden af monumentet hvor nogen uofficielt har skrevet ”Til ofrene ved Kroningen”

 (Tak til Peter Jessen for tydning af skriften)

En kejserlig person kunne ikke udpeges som den skyldige, så Storfyrste Sergej Alexandrovitj slap for tiltale, men han måtte lide den tort at blive udstyret med øgenavnet "Fyrst Khodynskoje" resten af sine dage. Moskva Politimester Vlasov og hans assistent – blev begge fjernet fra deres poster. 

Storfyrste Sergej Alexandrovitj til højre sammen med Storfyrste Paul Alexandrovitj (rygende)

Khodynka katastrofen omtales i flere litterære værker f.eks. af: Valentin Pikul Savitch i romanen ”Onde Ånd”, Maxim Gorki i romanen: ”Klim Samgin Liv”, Konstantin Balmont i digtet ”Vor Konge”, Fyodor Sologub i novellen ” I mængden”, Boris Akunin i romanen ”Den sidste Romanovs kroning”. I Leo Tolstojs novelle "Kodynka" som er udgivet i: "Hadji Murad" - tredje del af Tolstòys efterlatte fortællinger og dramaer. Gyldendalske Boghandel.  

På kirkegården kan man købe et kort med fortegnelse over de mange historiske grave. Monumentet for Khodynka katastrofen har nummer 339 i sektion 53. Man har bare glemt at markere nummer 339. Imidlertid kan man finde monumentet i et af de midterste felter i sektion 53. Se godt efter området er tilgroet og det er ikke helt nemt at finde – men rigeligt besværet værd.

I ikon malernes værksted

Lige siden hvornår - har jeg interesseret mig for russiske ikoner - og hvornår det præcis var ved jeg ikke. Engang var jeg meget yngre end jeg er nu, og på den tid skulle man kende diverse russiske forfattere hvis man ellers ville regnes for noget. I samme litteratur snakkedes der en del om ikoner, om bøndernes tro på ikoner og om ikoner, der forandrede verdenshistorien. Meget var myter som for det meste segmenterede den nationalistiske (slavofile) tro på, at russerne var bedre og alle andre nationer overlegne. Fra den slags litteratur f.eks. Nikolaj Leskov stammede min interesse for russiske ikoner. Leskov beskriver ikonmaleriets kunst og indhold på en dramatisk og idealiseret måde. Han får endda indsmuglet lidt antisemitisme som litteraturen i Zarens Rusland er så rig på.    

Ærværdige Trifon af Pechenga

Velsignede Vasilief

                                                                                                                                       

Myterne om ikonmaleriet og dets udøvere er mange. Man kan sige, de på en måde hører med til ikonerne. Gennem myterne tillægges ikonerne overnaturlige kræfter, de tilskrives hellighed og en egen ophøjet stilling. Myten er samtidig en forenkling og fordrejning af virkeligheden samt en idealisering af ikon maleriet. De virkelige historiske, sociale, religiøse og menneskelige sammenhænge, ikonerne indgik i, er meget fjernt fra de idealiserede fortællinger. Særdeles vedholdende er myten om ikonets tilblivelse, altså selve ikonmaleriet.

 Myten om ikonmaleriet er udspredt af kirken og rummer mange teologiske aspekter. Teologisk skabes nærværet af det hellige gennem en modstilling med det som ikke er helligt – det verdslige. Det hellige er: rent, ubesmittet, ublandet, ujordisk og hinsides. Det verdslige er blandet, urent, besmittet, jordisk og denne sides. Visse ikoner fremstilles som fuldkomne produkter af en hinsides verden. Man forestillede sig, at de pludselig på mirakuløs måde kunne vise sig for særlig udvalgte personer. Sådanne ikoner dukkede uventet op i trætoppe, klippespalter eller i kirkebygninger. Et særligt mirakuløst ikon er f.eks. Gudsmoder af Tikhvin. Myten fortæller, at dette ikon af Jesus moder blev malet af ingen mindre end evangelisten Lukas, verdens første ikonmaler. Ikonet dukkede op forskellige steder i det gamle Byzantinske rige: Antiokia, Jerusalem og Konstantinopel. Senere dukkede ikonet op forskellige steder i Rusland, hvor det til sidst fik et blivende sted i en kirke ved Tikhvin floden i 1510. Det overjordiske i de ”uskabte” ikoner gav ligesom sig selv. Alle andre ikoner fik deres hellighed fra andre myter. Myten om ikonets tilblivelse. Træet, som skulle blive til de træplader man malede på, blev allerede medens det stod i skoven velsignet under kirkelige ceremonier og således gjort til genstand for kultisk praksis. Så kom turen til selve bemalingen. Ikonmalerne forberedte sig gennem bøn og faste inden de hengav sig til den hellige gerning. Det færdige ikon placeres på alteret og velsignes derved yderligere. Endelig er ikonet klar til at gøre sin entré her i verden som en fremmede, noget andet end det kendte – som det hellige. Myten kolporterer ideen om modsætningerne rent og urent – helligt og verdsligt. Ikke desto mindre siger det sig selv, at meget få ikoner om nogen er kommet til verden på denne måde. Selv i klostrene har det ideale sjældent været normen. Ondskab, druk og hor trivedes her som alle andre steder i samfundet og arbejdet med at adskille det hellige fra denne sammensatte verden syntes en umulig opgave også i klostret.

Ærværdige Zosima, German & Savvatij af Solovvetskij

Flertallet af ikonerne blev til på ”verdslige” værksteder, hvor fattige drenge kom i lære som malere af de hellige billeder. Mange kendte malere har trådt deres kunstneriske barnesko på et sådan ikonmaler værksted f.eks. Ilja Repin. Overraskende nok findes der også et eksempel på en forfatter der har arbejdet som lærling på et ikon værksted, nemlig Maxim Gorki. I sine erindringer beskriver Gorki oplevelserne blandt ikonmalerne og der er ingen af mytens glorificerende faktorer indblandet i den virkelighed Gorki levede i:

”Ikonmalernes værksted bestod af to rummelige værelser; det lå i et stort massivt byggede hus og vendte med sin ene række vinduer ud imod en have, med den modsatte række ud til gaden. Vinduerne var inddelt i små kvadrater. Ruderne skinnede af ælde i alle regnbuens farver og lod vinterdagens grå lys kun bryde svagt igennem. Begge værelser var tæt fyldt med små borde, og ved hvert bord sad en eller to billedmalere, bøjet over deres arbejde. Ned fra loftet hang i lange snore en del glaskugle  fyldt med vand; de samlede lampelyset og kastede det i en hvid, kold refleks ned på de firkantede ikontavler.

Ikonmalernes værksted fra en sovjetisk film fra 1937 der bygger på Gorkis roman biografi

 I værkstedet hersker en kvælende lummerhede; det beskæftigere hen ved tyve helgenmalere fra forskellige egne af Rusland, fra Palek, fra Kolui og Mstera. De sidder alle i bomuldsskjorter med åbne kraver, blå lærredesbenklæder og med de nøgne fødder i gamle slæber. Over svendenes hoveder hænger en blå sky af sveden tobakskvalm, hvori blander sig en skarp lugt af fernis, lak og råddent æggeblomme (æggeblomme brugtes som bindemiddel i farvestoffet). Trægt og jævnt som tjære flyder vers efter vers den tungsindige Vladimir´ske sang:

”Ak – hvad har man ej af klage hørt

Når en knøs sin pige har forført?...”

Der synges også her andre, lige så melankolske sange, men denne hører man hyppigst. Dens langsomme motiv forstyrrer ikke tankerne og hånden kan roligt vedblive at føre den fine hermelins pensel hen over helgenbilledes tegning og lige omhyggeligt udføre de helliges klædefolder og de sorte linier i deres lidende ansigter. Henne ved vinduet høres uafladeligt små geskæftige hammerslag; her sidder ciseløren Gogolev, en gammel, fordrukken mandsling med en uhyre blå næse. Under sangens langsomme, monotone rytme lyder hans lille hammer som en træorms evige boren. Ikonmaleriet er ingen af svedende til særlig glæde; som under et ondt trylleri former det hele arbejde sig som en række kedsommelige processer, der ikke kan vække nogen interesse for, endsige kærlighed til værket. Den skeløjede snedker Panfil, en ondsindet og stridslysten fyr, limer tavlerne sammen af korte cypres- eller lindestave, planerer dem og sliber dem glatte; den unge, svindsottige Davidov grunder dem, hans kammerat Sorskin giver dem et tyndt og fast lag kit, Miljaschin udfører Blyantstegningen efter originalen, den gamle Gogolev lægger de nødvendige guldforsiringer på, og ”gevantmalerne” udfører klæderne og landskabet.

Den 13årige Alexei (Maxim Gorki) læser højt for ikonmalerne af Lermontoffs digt Dæmonen

 Således, uden ansigter og hænder, står de i lange rækker op ad vægen og venter, indtil ”ansigtsmalerne” fuldender dem. Et uhyggeligt øde står ud fra de store, ufærdige billeder, der er bestemt til ikonostaser og , alterdører; de står der, uden ansigter, uden hænder og fødder, kun med gevandter, forsiringer og korte engleskjorter, spøgelsesagtigt lænet op af væggen – et dødens pust udgår fra disse brogede, bemalede brædder; det som skal give dem livet mangler, dog har man det indtryk, at det allerede har været der, men på underfundig vis er forsvundet, kun ladende det tunge, øde flitterværk tilbage. Når ansigtsmalerne har malet alt, hvad der er synligt af legemet, går billedet videre til den mester, som lægger emaljen ind i ciseleringens mønster. Skriften bliver ligeledes udført af en særlig arbejder, og lakeringen besørges af selve værkføreren, den stille Ivan Larionytsch. Denne er et sælsomt gråt menneske, gråt er hans ansigt, hans fine, silkeagtige hår og skæg er gråt, og hans øjne er grå, tungsindige og dybe. Han har et godt smil, men det bliver én svært at besvare dette smil. Han ligner helgenbilledernes ”Simon med søjlen”, han er lige så tør og mager, og hans ubevægelige blik ser lige så fraværende, gennem alle mennesker og alle ting, bort i det fjerne. ”

Maxim Gorki beskriver det hårde liv på værkstedet, fattigdommen, drukken, slagsmålene, længslen, ensomheden, troen og vantroen, men også uforglemmelige stunder af kammeratskab, bekymring for hinanden, hjælpsomhed. Langsomt forstår man, at et ikonmalerværksted i Zarens Rusland ikke er en ophøjet hinsides verden, men en dennesides verden befolket af virkelige mennesker, skrøbelige, rå, hensynsløse, varme og ægte mennesker med samme bekymringer samme håb som alle andre. Denne erkendelse har skærpet min kærlighed og interesse for ikoner. Ikonerne har fået en ny side for mig, en menneskelig side. Når jeg ser på ikoner tænker jeg på Gorkis værksted og på, under hvilke omstændigheder ikonerne blev malet. Det er en berigelse, et mysterium der åbnes op.

Sovjetunionens store forfatter Maxim Gorki

PS: Citatet om ikonmalerværkstedet stammer fra Maxim Gorkis selvbiografiske hovedværk, der på dansk er udgivet i flere bind som: Min barndom; Mellem fremmede; Læreår. 

Maxim Gorki portrætteret af Josef Brodskij