Viser opslag med etiketten pogrom. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pogrom. Vis alle opslag

lørdag den 12. oktober 2013

Zarens Rusland – jøde pogromer





Zar Aleksander den 3. med hans kone den danske Maria Fedorovna (Dagmar) og deres familie.

Jødehadet blev nærmest betragtet som en national pligt i zarens Rusland. Når to officerer mødtes smækkede de hælene sammen gjorde honnør og den ene udbrød: ” Boje Tsaria Khranee” (Gud velsigne zaren) og modparten svarede og ”bey Jidoff!” (og dræb jøderne). Armenier, tatarer og finner blev også forfulgt, men jøderne indtog en særstilling på dette område. Årsagen skal findes i den ortodokse kirkes indgroede antisemitisme, som kirken åbenlyst indoktrinerede sine medlemmer med gennem fantastiske historier om jøderne godt gødet med overtro og almindelig fordummelse. Mange af kirkens såkaldte hellige fædre havde gennem århundreder bidraget med deres specielle fjendebilleder om det jødiske folk og efterhånden voksede denne kvalmende fjendtlighed til et arsenal af had og umenneskelig ondskab. Et uudtømmeligt reservoir som ikke alene kirken betjente sig af, men også kejserdømmet og hermed hæren og embedsmændene.
 ”Den Sorte Zar” Pobjedonostsev (1827-1907)
Overprokurator for den hellige synode, Konstantin Pobjedonostsev, med øgenavnet ”Den Sorte Zar” var på evig krigsfod med enhver form for oplysning. Man sagde om ham, at han var den mest reaktionære person i hele det russiske imperium. Inden han var nået helt til tops som overprokurator for den hellige synode, havde Pobjedonostsev været lærer for den kommende zar Aleksander den 3. Efter Aleksanders tronbestigelse arbejdede de to mænd tæt sammen. Aleksander havde gennem sin ungdom sværmet for den slavofile bevægelse, som hævdede doktrinen om de slaviske folks overlegenhed. Efter han var blevet kejser deklarerede han et nyt slogan ”Rusland for russere” (i vores tid har forfatteren Aleksander Solzjenitsyn gjort sig til talsmand for dette slogan i flere af sine antisemitiske bøger). Kejser Aleksander den 3. og Pobjedonostsev lagde hovederne sammen og udpønsede en strategi, som gjorde Rusland til verdenshistoriens mest bestialske antisemitiske land. Senere kun overgået af Hitlers Nazi-Tyskland som i mangt og meget efterlignede den russiske zars metoder og strategier for jødeforfølgelser. 
V. Serovs potræt af Konstantin Pobjedonostsev

Aleksander den 3. Jødeforfølgelser.
Kejser Aleksander den 3. og Pobjedonostsev strategi var ligeså enkel som den var modbydelig. En tredjedel jøder skulle dræbes, en tredjedel tvinges i landflygtighed og en tredjedel assimileres. Kirken og staten gik sammen om den nødvendige propaganda og diverse hadekampagner, som gik forud for de egentlige korporlige forfølgelser. Pogromer brød frem alle vegne og myrderierne på jøder kunne tælles i tusinder. I forbindelse med jødepogromerne konfiskerede man al jødisk ejendom, så zarens embedsmænd havde rigeligt at bestille. Propagandaen informerede befolkningen om en international jødisk sammensværgelse, som pønsede på at vælte Zar Aleksander af tronen. Om zaren selv troede på dette fupnummer står hen i det uvisse, han tilhørte en samfundsklasse, som var mere styret at overtro end fornuft - så måske ja. En del af jødeforfølgelserne udmøntedes i de såkaldte ”maj love”. For at forstå det fulde omfang af disse love skal vi gå lidt tilbage i historien. Under Katharina den Stores regering (1762- 1796) blev der vedtaget en lov som begrænsede jødisk bosættelse til den vestlige og sydlige del af riget. Dette område blev kaldt ”grænsen for permanent jødisk bosættelse” populært kaldet ”grænsen”. Under Aleksander den 2. blev denne restriktion delvis blødt op, således at et begrænset antal jøder kunne bo i de forskellige dele af riget. Aleksander den 3.’s maj love forbød jøder med få undtagelser at forlade området indenfor ”grænsen”. I det hele taget fandtes der over 300 anti-jødiske love i Zarernes Rusland.  

Undertrykkelsen og forfølgelsen af jøderne blev en ubærlig byrde i Zarens Rusland.
Jøder måtte ikke indtage administrative poster. De måtte ikke være jurister eller landejere. Der måtte ikke trykkes bøger på hebraisk og alle jødiske skoler skulle lukkes. Ingen jøde kunne gifte sig med en kristen uden først at konvertere til kristendommen og kun en meget lille gruppe jøder kunne komme ind på universiteterne. Efter vedtagelsen af disse love og med de tiltagende pogromer forlod omkring 225.000 jøder Rusland og slog sig ned i Europa og USA. Zar Aleksander var meget velfornøjet med resultatet og som han sagde: ”lad jøde-smovserne tage deres gift med sig”. Som bekendt var Aleksander den 3. gift med den danske prinsesse Dagmar, kong Christian den 9. datter som i Rusland fik navnet Maria Feodorovna. Spørgsmålet melder sig naturligt om hun delte sin mands rabiate holdninger eller om hun som Hitlers livsledsagerinde Eva Braun bare var for dum til rigtig at blive anklaget i meddelagtighed i mord på sagesløse. Svaret må blive både og! Skal man tro samtidige som kendte hende brillerede hun ikke ligefrem på intelligensens top ti. Statssekretæren Polovsov beskrev hende i sin dagbog således: ”Hvilken dum, ubegavet kvinde”. At hun delte sin mand og søns (zar Nikolaj den 2.) antisemitisme må man gå ud fra, idet hun aldrig gav udtryk for det modsatte f.eks. skrev Nikolaj den 2. til hende i 1905, at han delte folkets had til jøderne og forstod pogromerne. I hendes svar til sønnen var der ingen indvendinger imod dette kyniske synspunkt. 
I 1892 forjagede zarens bror Storfyrste Sergej Alexandrovitj mere end 20 tusinde jødiske håndværkere og småhandlende fra Moskva. Harold Frederic som var øjenvidne til disse grusomheder skriver (Harold Frederic: ”The New Exodus”): ”Mange af disse ulykkelige mennesker blev lænket sammen med kriminelle og eskorteret af kosakker. Nogle få lykkedes det at bestikke sig ud i friheden, resten blev sejlet af floderne til ”grænsen” (den jødiske bosættelse)” (Storfyrste Sergej Alexandrovitj var også ansvarlig for Khodynka katastrofen se denne blok: http://kilaasi.blogspot.dk/2013/07/zarens-rusland-khodynka-katastrofen.html).
Da Zar Aleksander den 3. fik rapporten om denne jøde udrensning skrev han ude i margen til rapporten: ”Vi må aldrig glemme, at det var jøderne der korsfæstede vores herre og udgød hans dyrebare blod”. Samme zar Aleksander er i Danmark hædret med et portræt ophængt i Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.  

Efter en pogrom.


Hitlers antisemitiske forløber Aleksander den 3.



Aleksander den 3. var gennem sit ægteskab knyttet til det danske kongehus. Her ses han ved grev Bernstorffs slot i Charlottenlund.

De retfærdige i Sodoma
Heldigvis fandtes der også ordentlige mennesker i Zarernes Rusland, især blandt arbejder og intelligentsiaen (forfattere, kunstnere, studenter og personer med højere uddannelser kaldes i Rusland under et intelligentsiaen). Med bønderne var det så som så, men der fandtes også blandt dem anstændige mennesker som gik imod rigets officielle jøde politik. Man skal huske, at analfabetismen var stor i Zarernes Rusland og overtroen hærgede blandt menigmand og adelen med. Sådanne mennesker var lette ofre for kirkens og Zarernes hadekampagner mod jøderne. En af dem, som skammede sig over sit lands behandling af jøderne, var forfatteren Maxim Gorki og han var overordentlig virksom, når det gjaldt om at skrive imod jøde-pogromerne. Gorki blev en svoren fjende af antisemitismen, da han som ung var vidne til en jøde pogrom i Nizhny Novgorod. Episoden har han skrevet om i sit essay ”Pogrom”, der imidlertid først blev publiceret i 1901 i bogen ”Hjælp de jødiske ofre for hungersnøden”. Allerede i juli 1896 skrev Gorki sammen med nogle andre prominente intellektuelle en artikel i ”Odessa Nyheder”, som på det skarpeste fordømte jøde forfølgelser og pogromer. Højrepressen dømte dem derefter som forræder imod det russiske folk. Gorki skrev: ”Af alle de folkeslag som findes indenfor kejserdømmet står jøderne os nærmest, fordi de har bidraget til Ruslands udvikling gennem deres arbejde”.
Kishinev pogrom - en af de mest berygtede jøde pogromer i det russiske imperium, fandt sted i forståelse med myndighederne i april 1903 i hovedstaden i Bessarabien, Kishinev (nu hovedstad i Moldova). Kishinev pogromen anrettede et stort ramaskrig i Rusland, Europa og Amerika. Et udvalg blev nedsat til at hjælpe ofrene og det lykkedes at indsamle omkring en million rubler. Den kendte bassanger F. Sjaljapin gav støtte koncerter for indsamlingen. Forfatteren Vladimir Korolenko fordømte pogromen i bogen ”Hus nummer 13”. Ligesom Leo Tolstoj udstedte en erklæring, hvori han fordømte uromagerne og udtrykte sympati med ofrene. I nyere tid har antisemitten Solzjenitsyn i sin bog " To Hundrede År Sammen " kommenteret Kishinev pogromen, men forstås ikke på samme fordømmende måde som Korolenko og Tolstoj. Myten om jødernes brug af kristent blod til bagning af deres påskebrød er ligeså hårdnakket som den er naiv. Selv i dag er der ortodokse kristne, der i ramme alvor tror på denne historie. I zarens Rusland kostede denne myte mange menneskeliv samt smadrede skæbner. Berømt er historien om Mendel Bejlis, der blev anklaget for rituelt mord og brugen af kristen blod til påske højtiden, men senere frifundet i 1913 efter flere års fængsel og tortur. Frifindelsen skyldtes bl.a. et stort pres fra udlandet på den zaristiske regering. Bernard Malamud’s berømte roman ”Altmuligmanden” bygger på denne virkelige hændelse, men som Malamud gør opmærksom på, så er hovedpersonen i hans bog ikke identisk med virkelighedens Mendel Bejlis. John Michael Frankenheimer lavede en spillefilm over Malamud’s bog som på dansk kom til at hedde ”Jøden fra Kiev”.  

Ofre for Kishinev pogromen.


Ofre for Kishinev pogromen.

 

Ofre for Kishinev pogromen.
 

Mindesmærke for ofrene for Kishinev pogromen.
Dengang og senere hen
Siden Zar Ruslands jøde-pogromer har der været en anden verdenskrig, hvor ligbunkerne var endnu højere og gasovnene arbejde dag og nat. Det minimerer imidlertid ikke grusomhederne under zaren og hans regime. Grusomhederne og de menneskelige lidelser kan man ikke gradbøje. Jeg tror, de fleste der ser billederne af de martrede barnelig fra de russiske pogromer gribes at rædsel og dyb medynk også i dag.  Ligesom tiden ikke fjerner foragten for Zar familien, storfyrsterne og de ansvarlige ledere inden for den russiske kirke, der førte an i denne groteske forfølgelse af deres medmennesker. Hvor var den kristne kærlighed henne hos disse mennesker? Jøderne kunne i det lange løb ikke bare være passive ofre i en omfattende dødsspiral. Mellem 29. august og 1. september 1903 var en pogrom i Gomel, hvor der for første gang var et aktivt jødisk selvforsvar. Det blev almindeligt med jødiske vagtværn, hvor noget sådan var muligt. Som regel var det de politisk aktive som også forstod at danne vagtværn.  

Efter en jødepogrom i Odessa sørger man over de dræbte fra det jødiske vagtværn.

Revolutionen og Borgerkrigen.
Man hører ofte, at de hvide og de røde var lige gode om terroren under borgerkrigen. Hvad angår jøde pogromer passer dette udsagn aldeles ikke. Faktisk tror jeg at sådanne udsagn er bestemt til at nivellere de hvides grusomheder. De hvide var jo under stærk indflydelse af kirken, Zaren og den slavofile tro på dem selv som udvalgte overmennesker. Ligesom de var i pagt med ”De sorte hundrede”, et zaristisk antijødisk forbund.  For at sige det kort, så var der dødsstraf for jødepogromer i den røde hær. Dermed ikke være sagt, at der ikke var brodne kar også der, som Isaac Babel anskueliggør i novellen ”Gedali”. Gedali beklager sig over, at nogen vil skyde ham, fordi de er kontrarevolutionære og andre fordi de er revolutionære.        
De hvides jøde-pogromer var desuagtet omfattende og rædselsvækkende Petljuras, Kolchaks,  Denikins og Wrangels kontrarevolutionære arméer fór hærgende frem under råbet: ”Jøderne er bolsjevikker – bolsjevikkerne er jøder”. Alene i Ukraine blev 100.000 til 150.000 jøder massakreret især af Petljuras og Denikins mænd. Antisemitismen var intens i alle de områder som var besat af anti-bolsjevikker, bl.a. fordi man gav jøderne skylden for revolutionen som sådan. I 1919 i Podolia sluttede en 2000 mand stærk jødisk milits sig til de røde og angreb den ukrainske hær. Som hævn nedslagtede Petljura’s mænd samtlige jøder (børn, gamle, kvinder og mænd) i den by, de mente de jødiske militsfolk kom fra. I roman biografien ”Stålet Blev Hærdet” beskriver Nikolaj Ostrovskij en jøde-pogrom begået af Petljura og hans hær i Ukraine. Jeg har aldrig læst noget mere rædselsfuldt, afstumpet og kynisk. Heldigvis var der også modige ukrainske arbejdere, som gemte deres jødiske landsmænd for bødlerne. Uden denne omstændighed ville man miste respekten for menneskene efter endt læsning af disse chokerende beretninger.  
 
Myrdede efter Zhitomir pogromen
Efter Nederlaget – ondskaben spredes i verden
Efter nederlaget til den røde hær spredtes de Zar tro russiske emigranter ud over verden. Sammen med dem spredtes den særlige udgave af antisemitismen som de stod for. Historierne om Zions vise protokoller fulgte med emigranterne. Disse modbydelige løgnehistorier om en jødisk verdenssammensværgelse vandt genklang i hjertet på mange europæere og amerikanere. Smædeskriftet Zions vises protokoller var en omskrivning af et fransk satirisk skrift, hvori Napoleon 3. beskyldtes for at stræbe efter verdensherredømmet. Hvem som forfattede dette smædeskrift er noget uklart, men der er ingen tvivl om, at man skal lede i kredsen omkring storfyrste Felix Jussupov (Rasputins morder), idet denne i sine erindringer fortæller, at det var nogle af hans bekendte som ”fandt” protokollerne.
Fascismen i Italien og Spanien samt nazismen i Tyskland tiltrak mange Zar tro russiske emigranter. Flere meldte sig til Francos hær og jo nærmere vi kommer 40´ne jo mere opsluges ”de hvide” i diverse nazi og fascist regimer. Endelig ved angrebet på Sovjetunionen er ”hvide russere” og nazismen totalt sammensmeltet. En del borgere i Sovjetunionen hilste invasionen velkommen netop på grund af nazismens stærke element af antisemitisme. Blandt disse landsforrædere var en hel del af kirkens folk især i Ukraine, hvor kirken officielt samarbejdede med nazisterne til alles store tilfredshed. Medens den ukrainske ortodokse kirke gned skulder med besættelsesmagten myrdede samme besættelsesmagt hundrede tusinder jøder og kommunister ved Babi Jar. Nazismen lånte mange træk fra de hviderussiske emigrantkredse. Antisemitismen og troen på sig selv som en udvalgt og andre overlegen nation (slavofile). Nu var rollerne bare ombyttet. I den nazistiske udgave af national overlegenhed var de slaviske folkeslag undermennesker og bestemt til tilintetgørelse.    

Peskov – Riga avisen ”For Moderlandet” 1942 med overskriften: ”Den russisk ortodokse kirke beder dig herre, giv Adolf Hitler magten til den endelige sejr. På billedet metropolit (ærkebiskop) Sergei af Vilnius og Litauen.

Aleksander Solzjenitsyn drømte om det gamle Zar vældes tilbagekomst. Han var en indædt antisemit, som mente at russere og jøder ikke kunne leve sammen. Også i de bøger som ikke direkte handler om jøder smuglede han antisemitiske sentenser ind. I det omfattende værk, Gulag Øhavet, om Stalintidens fangelejre opfandt han jødiske navne til fangevogterne. Fanger, der har siddet i de pågældende lejre, har bevidnet, at det drejer sig om opdigtede personer.
    
PS: Jeg anvender begrebet ”hvide russere” således som det blev brugt under borgerkrigen, nemlig som betegnelse på de russere som kæmpede for at genoprette Zar vældet. Denne kategori har intet med folk som kommer fra Hviderusland at gøre.  
 
Jødiske skolepiger venter på at blive skudt ved Babi Jar.
Lad ”Internationale”
         klinge stærkt,
når endelig, for evigt vi begraver
Den sidste jødehader på vor jord.
Jeg ejer i mit legeme intet jødisk blod,
Men hader antisemitismen bittert
Og uforsonligt
          som en jøde må.
Og netop derfor
          Er jeg ægte russer!
(Fra digtet Babi Jar af Jevgenij Jevtusjenko)
 
Antisemitisk pamflet uddelt i Kiev omkring tiden før Bejlis retssag. Teksten lyder: ”Ortodokse russere, ihukom navnet på drengen Andrei Jushchinskij som jøde-smovserne gjorde til martyr. Evig ihukommelse og kristne pas godt på jeres børn den 17. marts, hvor jøde-smovsernes påske begynder. 

søndag den 29. april 2012

Zarens Rusland og Facsismens onde cirkel.


Når danske turister tager på turer til ”Zarens Rusland” er det i håb om at opleve det eksotiske og fremmede. At ”Zarens Rusland” så også er turisternes Rusland giver nærmest sig selv. Russernes Rusland sammenfalder ikke med pragt paladserne og storfyrsternes ophobede rigdomme. Russernes Rusland findes bag turistlandets facader. Tænk på hele arven fra Sovjetunionen, som af had til kommunismen er bortbarberet fra ”turen til Zarens Rusland” og ligeledes fra Politikkens nyeste rejse bog ” Turen går til Moskva, Skt. Petersborg”. Det er ærgerligt, især fordi der mange steder er kø til seværdigheder fra sovjettiden, således at man skal bestille biletter en uge før.  På denne blok kan man finde flere seværdigheder fra Sovjetunionen som nok er værd at se og jeg tænker på, om jeg ikke skulle lave en lille turist guide desangående til denne blok. Men nok om det – her skal jeg nu fortælle lidt om en af zar Ruslands onde skyggesider og dem var der rigtig mange af!      

I det kejserlige Rusland voksede en præ-fascist bevægelse frem før noget andet sted i Europa. Bevægelsens grundlag bestod i en pærevælling af religiøse og politiske tanker og foreteelser. En konservatisme som skulle frelse samfundet for den truende opløsning, som alle mente lurede lige om hjørnet.  

De Sorte Hundrede

Bevægelsen tog sin begyndelse i 1905 blandt monakister, konservative og småborge, der stillede sig til rådighed som værn af det bestående samfund. Bevægelsen gik under forskellige navne som: ”Patrioterne”; De sande russere” og ”Monarkisterne”. Dele af bevægelsen startede dog allerede i år 1900 og kaldtes ”Den russiske forsamling”. Zar Nikolaj den 2. støttede bevægelsen politisk og økonomisk.
Nikolaj den 2. mødes med De Sorte Hundrede 1907.


De førende leder af bevægelsen var: Alexander Dubrovin, Vladimir Purishkevich, Nikolai Markov og fyrst M.K. Shakhovskoy.  

De sorte hundrede bestod således af en blanding af forskellige ekstremist grupperinger på den yderste højrefløj. Særligt fremtrædende var grupper som: ” Det russiske monarkistiske parti”; ”De Sorte Hundrede”, ”Det Russiske folks Forening”, ”Forening for de samlede adelsmænd” og ”Ærkeenglen Michaels Forening”. Det er værd at mærke sig, at disse organisationer også gik under navnet pogromorganisationerne. Udover disse politiske grupperinger blev termen ”De Sorte Hundrede” brugt i flæng om højerfløjs radikalister og antisemitter. De sorte hundrede kom især fra godsejerne, kirken og småborgerskabet i storbyerne, men der fandtes også repræsentanter fra håndværkerstanden, købmandsstanden og andre som bekendte sig til den kejserlige russiske nationalisme (Kirken, monarkiet og fædrelandet). Bevægelsen rådede over en lang række aviser, ligesom flere af de store landsdækkende aviser støttede bevægelsens synspunkter.      

Opslag fra De Sorte Hundrede:
 ”Vi giver ikke lige rettigheder til jøder”


Modrevolutionen af 1905.

Jøderne blev udpeget som syndebukkene for det kejserlige Ruslands politiske problemer, og jøde-pogromer blev iværksat som en del af en official mod-revolution vendt imod det sociale oprør i 1905. Mellem den 18. og 29. oktober 1905 blev der iværksat 690 pogromer i 660 landsbyer. Massakrerne var de værste i Ruslands historie og over 4000 mennesker blev myrdet og omkring 10.000 alvorligt såret (senere under borgerkrigen skulle ”de hvide” iværksætte langt alvorligere jøde pogromer i Galizien, med flere hundrede tusinde ofre!). Bevægelsen bekæmpede ligeledes andre nationaliteter indenfor det kejserlige imperium f.eks. polakker og ukrainer, ligesom de revolutionære var dødsfjenderne. De Sorte Hundrede stod bl.a. bag mordet på 2 jødiske Duma medlemmer: Grigori Borisovich Lollos og Mikhail Herzenstein .Terroren imod jøder og polakker blev ofte ledet af bevægelsens paramilitære fraktion: De gule skjorter.    
Nogle af ofrene fra Kishinev pogromen i 1903.


Ideologi

De sorte hundrede bekendte sig til konservatismen, dvs. man forsvarede det eksisterende klassedelte samfund med dets værdier især det enevældige monarki, kirkens opdragende rolle og kapitalismen. 

Zions Vises Protokoller

Bevægelsens mest infame antisemitiske publikation er uden tvivl Zions Vises Protokoller, der i 1903 udkom i avisen Znamya (Banneret) som blev redigeret af den berygtede antisemit Krushevan. Dette skrift var oprindelig skrevet på fransk af Maurice Jolys og handlede om en dialog i helvede mellem Machiavelli og den kendte essayist Montesquieu. Redaktionen på Znamya omskrev manuskriptet således, at de djævelske planer om erobringen af verdensherredømmet i fortællingen fremstod som en jødisk sammensværgelse. I 1906 udkom Zions Vises Protokoller som selvstændig bog. Fyrst Felix Jussupoff skriver i sine erindringer (Felix Jussupoff: ”Jeg var Russisk Fyrste” Dreyer), at Zions Vises Protokoller blev ”funden” i biblioteket hos en vis grevinde Kleinmichel. En af familiens naboer ved sommerresidensen på Krim. Felix Jussupoff troede fuldt og fast på historien. Gennem russiske emigranter blev Zions Vises Protokoller spredt til de europæiske lande samt USA, og ikke mindst Nazi-Tyskland gjorde god brug af bogen.
Fra Jussupoff familiens palæ ved Moika St.Petersborg
Turisten går fra den ene pragt stue til den anden
i Jussupoff Palæet



 Prominente medlemmer

Bevægelsen talte mange af datidens promente samfundsstøtter og kirkelige dignitarer som f.eks.: Fader Johannes af Kronstadt (livslang æres medlem af Det Russiske folks Forening) , Metropolit Tikhon Bellavin (Den ortodokse kirkes kommende patriark efter 1917) , Metropolit  Vladimir af Kiev, Ærkebiskop Andronicus (Nicholas) , senere første leder af ROCOR: Den Ortodokse Kirke i eksil , Metropolit af Kiev og  Galichen Anthony (Khrapovitsky) , Ærværdige John Vostorgov. Af kendte lægmænd kan nævnes forfatteren Fjodor Dostojevskijs datter og kone, samt duma medlemmer: Н.А. Shcheglovitov, N. Maklakov og Purischkewitsch (deltog senere i mordet på Rasputin sammen med fyrst Felix Jussupoff). Det Russiske folks Forening talte blandt sine medlemmer kejseren Nikolaj den 2.

Duma medlem Purischkewitsch skal særligt fremhæves, fordi han i sin person kropsliggør den særlige personligheds type som karakteriserer De Sorte Hundrede. Purischkewitsch startede sin politiske karriere i Besarabien, hvor han rejste omkring og ophidsede befolkningen til jøde pogromer senere udvidede han sit revir til Rumænien, Moldau og St. Petersburg. I sine taler opfordrede han mængden til at beskytte fædrelandet og Zaren imod Ruslands fremmede folk (jøderne). Han pralede med de voldsorgier, han havde iscenesat, så selv en Anders Breivik ville rødme af misundelse. Han forklarede, at ved en pogrom var det ikke nok at oldinge og børn myrdedes og kvinder skændedes, man må nagle hovedet til væggen, flå legemet op og fylde det med fjer, skære brysterne af de skændede kvinder! (Se Vladimir Grossmann: ”Det gamle Rusland og det nye” side 65). Det var sådanne mennesker Zar Nikolai den 2. stolt støttede sig til overfor Duma formanden Mikael Rodsjanko, der foreholdt zaren den svindende folkelige opbakning til monarkiet i februar 1917. Hertil svarede zaren, at det forholdt sig lige modsat, og som bevis viste han Rodsjanko en stak breve og sympatierklæringer fra De Sorte Hundrede!   

Der fandtes også sympatisører for De Sorte Hundrede, som dog ikke var medlemmer af nogen forening f.eks.: folk som Mendeleev, kunstmaleren Viktor Vasnetsov og filosoffen Rozanov.
Danske turister som slap væk fra Jussupoff palæet og fandt frem til Ul.Lenina 52, hvor Lenin og Krupskaya boede hos Lenins søster fra april til juli 1917

Foran døren til lejlighed 24 i UL.Lenina 52. Det var bag denne dør Lenin tog sit livs vigtigste beslutning. Nemlig gennemførelsen af oktober revolutionen som en gang for alle skulle sætte en stopper for det ene menneskes udbytning af det andet og aldrig mere De Sorte Hundrede.
Hvad turisten, der rejser til Zarens Rusland, aldrig ser:
Tinkop lavet af admiralitetets fabriksarbejdere som gave til Kexholms livregiment. En tak for indsamlingen af brød til arbejdernes sultende børn. Koppen har tilhørt G. Sinilev, medlem af kommunistpartiets central komite.

”Statens Museum for Ruslands politiske historie”. 4, Kuibysheva Ul. St. Petersborg. Ved "Gorkovskaya" metro station"


Kanoniserede Sorte Hundrede!

Ikon af  Tikhon af Moskva en af De Sorte Hundrede
 som i dag er helgen
Nogen har måske bidt mærke i, at to af navnene på prominente Sorte Hundrede i dag er kanoniserede af den russiske kirke. Det drejer sig om patriark Tikhon og Johannes af Kronstadt. Begge to blev først helgen kårede af den russiske eksilkirke i USA (Synodale kirke), og senere af den ortodokse kirke i Rusland også kaldet Moskva patriarkatet. Tikhon vikarierede en overgang som biskop i USA, og det er derfor ikke så mærkeligt, at netop denne kirke havde et behov for at få ham helgenkåret. Imidlertid var der også en anden grund nemlig den, at Tikhon af nogle sås som en fanatisk modstander af Sovjetunionen. Havde han levet i dag, var han kommet på terrorlisterne, idet han under borgekrigen allierede sig med ”De Hvide” og opfordrede til sabotage og krig imod landets regering. Under hungersnøden i 1922 blev han fængslet for at modsætte sig statens konfiskering af kirkens enorme rigdomme, som skulle gå til at bekæmpe hungersnøden. I virkeligheden havde han sammen med De Sorte Hundrede planlagt en modaktion, som skulle forhindre statens ekspropriering af kirkens rigdomme. Hans reaktionære holdninger og antikommunistiske tilkendegivelser var lige guf for eksilkirken i USA og han blev posthumt et redskab i hænderne på både nazister og reaktionære. Johannes af Kronstadt døde allerede i 1908 og hans liv kunne ikke bruges på samme måde imod kommunismen og Sovjetunionen. Imidlertid var han en meget kontroversiel person med meget konservative holdninger og en fanatisk forsvarer for kirke, kejser og fædreland. Det forstod den yderste højrefløj at udnytte og man kan sige, at eksilkirken i USA politiserede Johannes af Kronstadts liv langt udover sandheden. Nadiesza Kizenko har i en ny bog ”Father John of Kronstadt and the russian people” forsøgt at vaske de værste pletter af den hellige mand, men selv da bliver der en del snavs tilbage. Det skal nok passe, at fader Johannes aldrig har velsignet jøde pogromer endsige opfordret til sådanne, men han var medlem af en af De Sorte Hundredes foreninger og han offentliggjorde en prædiken, hvori han opfordrede til mord på revolutionære. Leo Tolstoj udpeger han som antikrist og japanerne som hedningerne den kristne zar kæmper modigt imod. Enhver kan se, at her var masser af lækkerier for den yderste højerfløj som kunne og blev benyttet politisk.     
Fader Johannes af Kronstad som i dag er helgen. Han yndede at gå klædt i silkeskjorter, men det betød mindre for hans sjæl var så ren og ophøjet, at den ikke vidste hvad kroppen gjorde!
Fader Johannes medlemskort til De Sorte Hundredes forening "Det Russiske Folks Forening"
        

De Sorte Hundredes Katekismus

De Sorte hundredes ideolog, Vladimir A. Gringmut, skrev i ”Moskva Nyt” 1906, hvad der skulle blive bevægelsens katekismus. Heri hedder det bl.a.

Paragraf 6) Hvem er det som for øjeblikket ønsker at begrænse den russiske zars autokrati? Indre fjender af Rusland i alliance med dets fjender. 

Paragraf 7) Hvem er de indre fjender? 1) Konstitionalister 2) Demokrater 3) Socialister 4) Revolutionære 5) Anarkister 6) Jøder.

Paragraf 21) Hvad er det fælles mål for Ruslands indre fjender?  Konstitionalister, demokrater, socialister, revolutionære, anarkister og Jøder er ikke altid lige enige med hinanden og det sker, at de er lodret uenige, men de er alle forenede i en fælles sag med det mål at ødelægge det autokratiske Ruslands regering: nogle vil svinebinde landet, andre vil fuldstændig ødelægge det. Det er den eneste forskel mellem dem.

Den Politiske kamp

De Sorte Hundrede stod svagt i den politiske kamp, fordi de ikke havde noget rigtigt politisk eller økonomisk program. Man kan roligt sige, at bevægelsen kun tiltrak de mest ekstreme reaktionære i Rusland. Et af de steder hvor bevægelsen imidlertid bed sig fast var i nationalistiske kredse. Det var her, at man stadig kunne finde sympatisører for bevægelsens fascistiske værdier selv efter revolutionen som mere eller mindre satte en stopper for bevægelsens udskejelser.

De Sorte Hundrede i Eksil

Efter revolutionen forføjede mange monarkister og kapitalister sig til Europa og USA. Især i USA oplevede De Sorte Hundrede en opblomstring blandt de russiske emigranter. Her var det rette klima for en bevægelse som ultimativt bekæmpede Sovjetunionen og kommunismen. Oprindeligt rettede De Sorte Hundrede en kras kritik af ”De hvide”, som man mente underkendte monarkiet, men efterhånden som de hvide tabte terræn i borgekrigen, rettede man kritikken udelukkende imod kommunisterne.   Bevægelsen grupperede sig om den russiske kirke i eksil særligt omkring ”Den synodale kirke” i USA, men også de andre emigrant menigheder i USA og Europa var gode rugekasser for bevægelsens fascistoide og antisemitiske værdier. En af De Sorte Hundrede som emigrerede til USA, Boris Brasol, gjorde sit for at sprede antisemitismen i den nye verden. Han blev ansat som journalist på den af Henry Ford ejede avis The Dearborn Independent. En avis som var berygtet for sine antisemitiske artikler. Boris Brasol var behjælpelig med at oversætte ”Zions Vises Protokoller” til denne avis, ligesom han var medforfatter på et antisemitisk 3 binds værk ”The International Jew” som ligeledes blev udgivet af mangemillionæren og bilfabrikanten Henry Ford. Under den kolde krig var det Ford Foundation, som var hoved sponser til universiteterne for Sovjetforskningen i USA. Med så tætte bånd til De Sorte Hundrede er det ikke så mærkeligt, at denne ”forskning” var og blev ren propaganda for amerikanske værdier og ren tilsvining af Sovjetunionen, som Bob Dylan synger i koldkrigssangen ”With God On Our Side":

“I've learned to hate Russians

 All through my whole life

 If another war comes

 It's them we must fight

 To hate them and fear them

 To run and to hide

 And accept it all bravely

 With God on my side.”   

Gennem årene kom og gik forskellige personer i de højreorienterede russiske emigrantmiljøer i Europa og USA. Gennem hele perioden reproduceredes kerneværdierne: Kirke, kejser & fædreland, samt en rabiat antisemitisme omkring en lille hård kerne af fanatikere. En af de mere fashionable af slagsen var vestens darling forfatteren Aleksander Solsjenitsyn. Han var en af vestens nyttige idioter i kampen imod kommunismen og fra hans eksil i USA udspyede han en lind strøm af hade propaganda imod Sovjetunionen og kommunismen. Hans bøger er romaner men blev i Vesten fremstillet som historiske værker! Hans antisemitisme antog vanvittige former og historie forfalskninger, som ingen andre ville være komme godt fra. Solsjenitsyn drømte om genkomsten af et ortodoks russisk kejserdømme befriet for jøder og hermed reproducerede denne moderne forfatter De Sorte Hundredes kerneværdier. Denne drøm indebar bl.a. genindførelse af stavnsbåndet og oprettelsen af et bondesamfund, som det tog sig ud på Peter den Stores tid. Han beundrede endvidere den ”Russiske Befrielses Hær” (ROA), der under indflydelse af landsforræderen Andrey Andreyevich Vlasov, formede en angrebsstyrke under Nazi-Tysklands angreb på Sovjetunionen.
Aleksander Solsjenitsyn til kamp imod kommunismen med: Kirke, Kejser og fædreland som våben

Efter Sovjetunionens opløsning

De Sorte Hundrede har sammen med andre ekstreme politiske højre fraktioner fået et comeback efter Sovjetunionens opløsning. På internettet, i deres egne journals, bøger og tidsskrifter agiterer de for den sorteste konservatisme og reaktionære idéer. Deres særlige antipati rettes imod: jøder, kommunister og vestlige værdier i al almindelighed.  Det sidste kan synes ejendommeligt, når man betænker, at vestlige politiske og religiøse grupper har holdt disse fascistoide bevægelser økonomisk i live gennem hele den kolde krig. Fænomenet er da langtfra unikt – tænk på USA's støtte til al-qaeda som man nu er i krig med! Bevægelsen trives indenfor kirkelige kredse, ultra-nationalister, antisemitter og monarkister. Officielt genopstod De Sorte Hundredes organisation:Det Russiske Folks Forening” i 2005 under et møde i den nye Frelseren Kristus-Katedralen. Man skal imidlertid gøre sig klart, at vi har med en meget lille gruppe at gøre og skal man tro forskellige russiske bloks på internettet tager de fleste afstand fra denne gruppe og dens ekstreme doktriner. En af gruppens grundlæggere, K. Yu. Dushenov, sidder i dag fængslet for opfordring til racistisk vold, ligesom den forrige patriark, Aleksej den 2., fordømte Dushenov avis Pravoslavnaya Rus.

Den Fascistiske Bevægelse.

Jeg skal ikke kunne sige, om der er direkte sammenhæng mellem, De Sorte Hundrede fra 1905 og forskellige fascist grupperinger i russiske emigrant kredse og i Sovjetunionen under den kolde krig. Imidlertid kan vi genkende et mønster som reproducerer sig omkring de tre piller: Monarki, kirke og nationen, ligesom antisemitismen er en konstant der flytter med. Bevægelsen fik politisk og økonomisk støtte af invasions hæren under 2. verdenskrig og her blev der etableret politiske og økonomiske relationer (især med den ortodokse kirke i Ukraine), som i forskellige forklædninger blev vedligeholdt lige indtil Jeltsins tilsynekomst og Sovjetunionens opløsning. Ligeledes fik den fascistiske eksilrussiske bevægelse store summer fra forskellige lyssky foretagender rundt om i verden (Se Henrik Krüger og Niels Levinsen: ”Fascismens Internationale Net i Dag”, Bogan). Disse bevægelser var og er helt fremme under det ideologiske angreb på kommunismen og i dag kommer en massiv historieforvanskning og propaganda fra disse grupper i den tidligere østblok. En historieforfalskning man støtter med millioner i vesten. For så længe man kan holde kommunist forskrækkelsen i kog, så længe kan markedsliberalismen hærge uhæmmet!

De Sorte Hundrede dengang!
De Sorte Hundrede i dag!




Lenin kæmpede imod De Sorte Hundrede og antisemitismen hele sit liv med al sin styrke, mod og intelligens.