Vysotskij Sovjetunionens Bob Dylan ?

Vladimir Semjonovitj Vysotskij

(25. januar 1938 – 25. juli 1980)

Vysotskij som dreng

Vysotskij kaldes undertiden Sovjetunionens Bob Dylan måske på grund af ligheden i den rustne stemme og det absolutte lyriske geni hos begge kunstnere. På denne baggrund vil det imidlertid være mere på sin plads at kalde Bob Dylan for USA's Vladimir Vysotskij. For det egentlige karakteristiske ved Vysotskijs person som skabende kunstner var en indre desperation og livskonflikt, som Dylan skal prise sig lykkelig over ikke at have del i. Vysotskij begrænser sig imidlertid ikke alene til at være et guitar ikon, han havde flere andre talenter. Han var sin tids absolut feterede skuespiller på teatret så vel som på film.

Bolsjoj Karetnyj 15

Hvordan det hele begyndte

Alt sammen begyndte i Moskvas baggårde og kvarteret omkring Bolsjoj Karetnyj 15, hvor Vysotskij boede som dreng og ung mand. Bolsjoj Karetnyj er beliggende mellem Haveringen og Boulevardringen, hvor ”lyset var tændt hele natten”. Her mødtes og skiltes gadens håbefulde unge. De skændtes, elskede, drak og sloges iblandt. Sprogets mange muligheder fængslede dem og mellem vodkaflasker og tobaksrøg gik diskussionerne højt. Flere af dem blev verdenskendte f.eks. film instruktøren Andrej Tarkovskij og så selvfølgelig Vladimir Vysotskij. Det var de spildte år og på samme tid de vigtigste læreår skal man tro Vysotskijs eget udsagn i sangen om denne ungdommens gade. I 1953 begynde Vysotskij på skuespiller kurser under vejledning af Vladimir Bogomolov. Ingen i familien havde beskæftiget sig med kunst eller teater, men Vysotskijs mor tog ham med i teatret så godt som hver søndag og derfra stammede hans smag for teatret. Samme år fik han en russisk 7 strenget guitar og inden længe begyndte han at komponere egne sange. Han påbegyndte også et studie til civilingeniør men droppede hurtigt ud til fordel for teatret.

Jurij Ljubimov og Taganka Teatret

Jurij Ljubimov, tidligere skuespiller og nu sceneinstruktør i verdensklasse, dannede i 1964 teatergruppen og teateret Taganka. Kort forinden var Vysotskij og Ljubimov ramlet ind i hinanden på en eller anden obskur knejpe et sted i Moskvas alfaderlige nat. Vysotskij havde indtil da haft forskellige roller på flere små teatre, nu fik han chancen for at være med på Taganka lige fra starten og dermed påvirke udviklingen af dette teater som skulle blive Rusland og Sovjetunionens mest eksperimenterende. Gennem årene blev forholdet mellem Vysotskij og Ljubimov tættere og tættere. Vysotskij fandt den far i Ljubimov som hans egen far aldrig havde været for ham. Omvendt elskede Ljubimov Vysotskij, som en søn der er begavet men også skrøbelig og uberegnelig. Sammen skabte disse to genier uforglemmelige roller fra Galilei til Pugatjov, fra Majakovskij til Hamlet og ikke mindst Svidrigajlov (en fremtrædende person i Dostojevskijs ”Forbrydelse og Straf”). Ljubimovs venskab fornægtede sig aldrig og ofte stillede han op for denne sin yndlings skuespiller og bedste ven. Publikum blev jo sure når Vysotskij ikke spillede – alle vidste han havde et alvorligt alkohol problem. Kollegaerne på teatret skulle også finde sig i hans tilbagevendende delirer og det har nok ikke været så nemt. Ljubimovs geni frigjorde en masse skabende energi på teatret, men var desuden en spændetrøje for flere af skuespillerne, der ind i mellem oplevede hans direktiver som tyranniske. Sidst i 70’erne forsøgte Taganka Teatrets ukronede dronning Alla Demidova at bryde dette ”tyranni” i et samarbejde med Vysotskij. De fik ikke meget ud af deres oprør men til gengæld indgik de fra da af i et kunstnerisk tandem uden lige i teater historien. Senere huskede hun at: ” "Det var først efter hans død, at jeg pludselig indså, hvor meget han betød for mig som partner ... Han var en usædvanlig skuespiller, især i sine sidste år. Han beherskede publikum ved bogstavelig talt at magnetisere luften omkring sig”.

Jurij Ljubimov skabte på Taganka Teatret et poetiske teater. I stykket "Pugachev" efter et digt af Jesenin viste denne begavede instruktør, hvordan man oversætter poesi til sceniske handling. Er det Ljubimov der giver stykket sjæl, så er det lige så meget Vysotskij der giver stykket krop. Og han giver alt, hvad et menneske kan præstere i kunstnerisk henseende: ”På scenen en mand med nøgen overkrop. Han slår om sig og skriger. Hans arme og bryst er snøret sammen af kæder. Indtrykket er skræmmende. Scenegulvet skråner og kæderne, der bliver holdt af fire personer, fungerer både som net og lænker” skriver Marina Vlady i sin bog ”Vladimir en kærlighedshistorie” og hun forsætter: ”Som alle andre i salen bliver jeg rystet over kraften og desperationen og over skuespillerens utrolige stemme. Hans udstråling er så stærk, at de andre skuespillere bliver som skygger, det er som om kun han fanger lyset. Publikum hylder ham med stående klapsalver”. Vysotskij transformerede Jesenins ord til tænderskærende smerte, vilde brøl, latter og hvæsende vejrtrækning der lød som trompet dissonanser. 

 

På scenen en mand med nøgen overkrop

Hamlet   

Vysotskij skrev i et brev til Marina Vlady: ”Det er virkeligt for dumt. I et år har jeg gerne ville have denne rolle og jeg har forestillet mig, hvordan jeg ville spille den… Jeg kan godt forstå Ljubimov, jeg har alt for tit svigtet hans tillid, og nu vil han ikke løbe nogen risiko længere, men lige netop nu, hvor jeg er sikker på, at der ikke længere er nogen risiko, kommer det som et meget hårdt slag. ”

Baggrunden var denne, ”Hamlet” skulle sættes op på Taganka og selvom Vysotskij var selvskrevet til hovedrollen turde Ljubimov ikke at løbe risikoen pga. Vysotskijs stadig eskalerende alkoholiske ture. Derfor havde chefen for teateret planer om, at ansætte en anden kunstner som parallelt med Vysotskij skulle indstudere rollen. Selvfølgelig fik Vysotskij rollen egenhændig uden nogen skygge eller dublet. Alle vidste, han var som født til denne rolle som på mange måder var ham selv. Hele livet havde han spillet en smule gal for at skjule den virkelige og dybe ødelæggelse i hans indre som hang sammen med drukken og narkotika misbruget. Han maskerede sin fortvivlelse som humor. Hans digte var fyldte med dobbelt betydninger der kunne efterlade en uforklarlig uro. Forsøgte man at få ham til at sige visse ting, ligesom man forsøgte at få Hamlet til at spille et instrument, hvis tangenter han ikke kender, nægtede han at gøre det. I stedet skreg han sin sandhed ud med så meget større kraft. Voldsomt og overspændt. Vlady skriver i sin bog: ”Det billede, der blev tilbage efter forestillingen, er billedet af en ekstrem voldsom kamp. Hamlet tager efter at være plaget af tvivl og efter at være blevet forkastet af sin elskede mor, efter Ofelias offer og sine kæreste venners forræderi, endelig skæbnen i egen hånd og fremkalder den tragiske løsning. Da han på dødslejet efter at have fuldført sin hævnakt, siger de sidste ord i dette stykke, der er så mesterligt fortolket af Pasternak: ”Nu er der kun stilheden tilbage” sidder tilskuerne i Tagankateatret som stivnede i flere minutter, overvældede. Den første aften løb jeg ud i kulisserne for at omfavne dig. Dit udtærede ansigt glinser af sved, du smiler, du er lykkelig, så fik du rollen, nu har du spillet den, du har givet alt”. Hamlet blev spillet 217 gange på Taganka lige til den skæbnesvangre dag i juli 1980, hvor Vysotskij ikke viste sig og blev fundet halvdød op ad muren for enden af scenen med sin guitar i hænderne. Det var ikke længere komedie og han kom aldrig mere til at spille komedie. Det var ikke nødvendigt at give folk penge tilbage for billetterne. Alle beholdt deres som et helligt relikvie. 

                                          Hamlet monolog med det berømte scenetæppe, der fulgte ham overalt på scenen

 Også som filmskuespiller fejrede Vysotskij store triumfer. I TV serien ”Mødestedet må ikke ombyttes” (Место встречи изменить нельзя) spillede Vysotskij en detektiv, der jager en flok forbrydere i Moskva. Han døde kort efter premieren og nåede ikke at opleve, at denne TV serie lagde gaderne øde overalt i Rusland. 

Vysotskij - alle vidste at der var et alkoholproblem

Guitarhelt og fanden i voldsk poet

Fritidskulturen i Sovjetunionen var aldrig ensrettet men både uforudsigelig, mangesidig og ujævn (Se f.eks.: Richard Stites ” Russian Popular Culture – Entertainment and Society since 1900”). Storbyungdommen elskede at gruppere sig i fællesskaber omkring særlige subkulturer. Ofte var disse grupper alarmerende nonkonforme og blev derfor opfattet som både farlige og som modkulturer. Nogle voksede ud af den politiske sociale situation, som f.eks. fællesskaber af Afghanistan veteraner som på mange måder følte sig sat uden for det almindelige liv. Bøller havde der altid været og ligeledes druk fællesskaber. Ligesom intelligentsiaen altid havde opfattet sig selv som en særlig (udvalgt) klasse. Man mødtes på populære restauranter og caféer. Hvis ikke man holdt til på Moskvas gågade Arbat. Hvor lignende subgrupper holder til den dag i dag. Ud af denne tradition for kultur fællesskaber voksede den russiske guitarpoesi frem i midten af halvtredserne og tog fart i tresserne og halvfjerdserne. Lyriske tekster blev ledsaget af guitar musik. Vægten lå i teksten mere end i melodien, som ind imellem også var vigtig. Repertoiret spændte vidt fra uskyldige sange om naturoplevelser og fællesskaber til sange om sømænd, fængselsfanger, kriminelle, alkoholikere samt politisk satire.

Vysotskij sammen med sin kone Marina Vlady

 Offentligheden reagerede vidt forskelligt på guitarpoesien, f.eks. var den officielle holdning i halvtredserne og tresserne, at enten måtte man assimilere denne bevægelse ind i det konforme eller rykke den op med rode. I halvfjerdserne blev guitarpoesi benyttet meget på TV, teatret og på film, men sjældent omtalt i pressen. I vesten forholdt man sig også varieret til fænomenet selvom den antisovjetiske fortolkningsramme dominerede. Efter Sovjetunionens opløsning døde interessen i vesten hurtigt for den russiske guitarpoesi. Herhjemme fortolkede Niels Vigild og Per Warming Vysotskij og det samme gjorde Jørn Simen Øverli i Norge. Imidlertid gjorde Gerald Stanton Smith (Songs to Seven Strings: Russian Guitar Poetry and Soviet Mass Song) vesten opmærksom på, at guitarpoesien kun i exceptionelle tilfælde udtrykte direkte decident holdninger, men for det meste holdt sig indenfor hvad autoriteterne kaldte ”direkte fremmede og hvad de direkte modarbejdede”.

Imidlertid skal man forstå guitarpoesien som selv – frembringelse, kommunikation og fællesskabs befordrende må man aflægge den binære tilgang, som er så udbredt i vesten (modsætninger mellem: officiel kontra uofficiel; konform kontra dissident; Sovjet kontra antisovjet; finkultur kontra vulgærkultur) og se på de rodede og tvetydige muligheder, som udspiller sig mellem disse modsætninger. Det er også vigtigt at fokusere mindre på teksterne og mere på konteksten dvs. performans, akkompagnement, tiden og stedet samt hvem som skabte, formidlede, bekæmpede og glædes over guitarpoesien. 

Vysotskij - et verdensnavn i Sovjetunionen

Vladimir Vysotskij havde altid været glad for at spille guitar til egne tekster men efter mødet med Bulat Okudzjava, en af guitarpoesiens pionerer, tog det virkeligt fart. Med sin skurende vodka stemme og fanden i voldske tekster steg Vysotskijs stjerne hurtigt til vejrs og han blev Sovjetunionens ubestridte og absolutte guitar helt. På varme dage i Moskva, hvor folk havde åbnet vinduerne, kunne man fra så godt som samtlige lejligheder høre Vysotskijs musik strømme ud på gaderne og blande sig med det rå og usødede liv som han sang om! Vysotskij trak tonen ud på konsonanterne som er meget usædvanligt, idet det plejer at være vokalerne sangeren trækker ud. Men Vysotskij elskede den skurrende lyd fra konsonanterne - især det russiske r. Han sang om, hvad han fandt interessant og det var faktisk det meste: straffefangernes hårde skæbner, adskillelserne og længslen, dagligdagens poesi og om kvinder og sprut. Teksterne var både allegoriske, dobbelttydige og lige ud af posen. Han skrev, når inspirationen var der og det blev nogle gange til hele nætter. Af og til rettede han flere gange i en tekst men det meste står rent fra start. Således som man kan se af flere eksempler på Vyosotskij museet i Moskva. En tekst jeg særlig vil berøre er ”Mine Heste” som er en allegori over hans misbrug. Ambivalensen er til at tage og føle på. I sangen pisker han hestene frem imod afgrunden og samtidig trygler han hestene om at trave langsomt. Dødsdrift og livsdrift i en og samme håndfuld poesi. 

Vysotskij med sin søn fra første ægteskab - 1974

Berømmelsen og døden

Vysotskij blev berømt ikke kun i Sovjetunionen men også i Vesten, hvor han gav koncerter, indspillede plader og optrådte på TV. I Vesten var det som guitarhelt, han blev kendt og ikke som den gudsbenådede skuespiller han var. Mange af hans sange havde et anstrøg af samfundskritik, men det betød ikke, at han ikke var patriot. Han elskede sit land med alle dets fejl og med alle dets fortrin. I Vesten blev han imidlertid fremstillet som en dissident og det irriterede og sårede ham. Det populære amerikanske TV program ”60 Minutes”, hvori han deltog, fremstillede ham som tidligere Gulag fange – hvilket jo intet havde på sig. Endvidere forsøgte intervieweren at presse ham til at kritisere Sovjetunionen udover al rimelighed. Man ser tydeligt, at Vysotskij bliver mere og mere irriteret og på et tidspunkt siger han: ”jeg arbejder med ord” det var det hele, men dette en poets privilegium kunne man ikke respektere – der måtte være mere. 

Vysotskij museet i  Moskva

Det er sandt, at Vysotskij ikke fik den officielle annerkendelse som han burde have fået. Men så var den folkelige yndest så meget større. Kassette båndoptageren blev det redskab, hvormed han blev kendt helt ud i Sibiriens mest øde afkroge. Afspilninger af afspilninger af afspilninger af hans sange cirkulerede til stadighed omkring i Sovjetunionen.                 

Sengen, hvor Vysotskij døde, er udstillet på Vysotskij museet. Der havde været flere advarsler i form af nær døden anfald. Intet tydede på, at han kunne begrænse sit misbrug og da døden kom var det ventet af de fleste men alligevel et chok. Begravelsen foregik fra Tagankateatret og på en måde bliver det sidste gang Ljubimov instruerer et stykke med Vysotskij. Da begravelsesselskabet kommer ud på gaden med kisten, er der fyldt med mennesker alle vegne. Ligesom der langs ruten ud til kirkegården er proppet med mennesker. Man regner med at omkring 100.000 mennesker på denne dag var i gaderne og tog afsked med Vysotskij. Mange havde medbragt kassette båndoptagere og overalt kunne man høre Vysotskijs sange. Folk løber efter bussen med kisten hele vejen ud til Vagankovskoye kirkegården.  

For sidste gang instruerede Ljubimov Vysotskij - til højre for kisten Marina Vlady

   

 

Gaden var fuld af mennesker da kisten blev båret ud af teatret

Efterspil

Familien, vennerne og Vysotskijs kone kunne ikke blive enige om et værdigt monument på graven. Marina Vlady ønskede meget, at det blev en meteor fra Sibirien som man havde fået lovning på. Den skulle symbolisere hans korte men lysende liv. Vysotskijs forældre fik deres vilje med et kæmpe monument, som heldigvis blev udskiftet i 1995, hvor graven fik det nuværende monument som er lavet efter en mindre model af den da afdøde skulptør Gennadiy Rospopov. Initiativet kom fra Vladimir Vysotskij Selskabet som også bekostede monumentet. I 1985 fandt astronomer ved observatoriet på Krim en ny planet mellem Mars og Jupiters omløbsbaner og denne planet døbte de Vladvysotskij – kan læses som Vladimir Vysotskij men mere sandsynligt som Vlady og Vysotskij. 

Min kone Miriam ved Vysotskijs grav 2013. Folk lægger cigaretter, blomster og vodka på graven

   

Gravmonumentet - Vysotskij har slænget guitaren over ryggen så den danner en glorie

Bøger til natbordet:

I denne klumme har jeg berørt nogle relevante bøger. Herudover vil jeg lige anbefale et par til:

Rachel S. Platonov:” Singing the Self: Guitar Poetry, Community, and Identity in the Post-Stalin Period (SRLT)”

Alexander Gershkovich: “The Theater of Yuri Lyubimov: Art and Politics at the Taganka Theater in Moscow”. 

Vladimir Vysotskij på højdepunktet

Zarens Rusland og Facsismens onde cirkel.

Når danske turister tager på turer til ”Zarens Rusland” er det i håb om at opleve det eksotiske og fremmede. At ”Zarens Rusland” så også er turisternes Rusland giver nærmest sig selv. Russernes Rusland sammenfalder ikke med pragt paladserne og storfyrsternes ophobede rigdomme. Russernes Rusland findes bag turistlandets facader. Tænk på hele arven fra Sovjetunionen, som af had til kommunismen er bortbarberet fra ”turen til Zarens Rusland” og ligeledes fra Politikkens nyeste rejse bog ” Turen går til Moskva, Skt. Petersborg”. Det er ærgerligt, især fordi der mange steder er kø til seværdigheder fra sovjettiden, således at man skal bestille biletter en uge før.  På denne blok kan man finde flere seværdigheder fra Sovjetunionen som nok er værd at se og jeg tænker på, om jeg ikke skulle lave en lille turist guide desangående til denne blok. Men nok om det – her skal jeg nu fortælle lidt om en af zar Ruslands onde skyggesider og dem var der rigtig mange af!      

I det kejserlige Rusland voksede en præ-fascist bevægelse frem før noget andet sted i Europa. Bevægelsens grundlag bestod i en pærevælling af religiøse og politiske tanker og foreteelser. En konservatisme som skulle frelse samfundet for den truende opløsning, som alle mente lurede lige om hjørnet.  

De Sorte Hundrede

Bevægelsen tog sin begyndelse i 1905 blandt monakister, konservative og småborge, der stillede sig til rådighed som værn af det bestående samfund. Bevægelsen gik under forskellige navne som: ”Patrioterne”; De sande russere” og ”Monarkisterne”. Dele af bevægelsen startede dog allerede i år 1900 og kaldtes ”Den russiske forsamling”. Zar Nikolaj den 2. støttede bevægelsen politisk og økonomisk.

Nikolaj den 2. mødes med De Sorte Hundrede 1907.

De førende leder af bevægelsen var: Alexander Dubrovin, Vladimir Purishkevich, Nikolai Markov og fyrst M.K. Shakhovskoy.  

De sorte hundrede bestod således af en blanding af forskellige ekstremist grupperinger på den yderste højrefløj. Særligt fremtrædende var grupper som: ” Det russiske monarkistiske parti”; ”De Sorte Hundrede”, ”Det Russiske folks Forening”, ”Forening for de samlede adelsmænd” og ”Ærkeenglen Michaels Forening”. Det er værd at mærke sig, at disse organisationer også gik under navnet pogromorganisationerne. Udover disse politiske grupperinger blev termen ”De Sorte Hundrede” brugt i flæng om højerfløjs radikalister og antisemitter. De sorte hundrede kom især fra godsejerne, kirken og småborgerskabet i storbyerne, men der fandtes også repræsentanter fra håndværkerstanden, købmandsstanden og andre som bekendte sig til den kejserlige russiske nationalisme (Kirken, monarkiet og fædrelandet). Bevægelsen rådede over en lang række aviser, ligesom flere af de store landsdækkende aviser støttede bevægelsens synspunkter.      

Opslag fra De Sorte Hundrede:

 ”Vi giver ikke lige rettigheder til jøder”

Modrevolutionen af 1905.

Jøderne blev udpeget som syndebukkene for det kejserlige Ruslands politiske problemer, og jøde-pogromer blev iværksat som en del af en official mod-revolution vendt imod det sociale oprør i 1905. Mellem den 18. og 29. oktober 1905 blev der iværksat 690 pogromer i 660 landsbyer. Massakrerne var de værste i Ruslands historie og over 4000 mennesker blev myrdet og omkring 10.000 alvorligt såret (senere under borgerkrigen skulle ”de hvide” iværksætte langt alvorligere jøde pogromer i Galizien, med flere hundrede tusinde ofre!). Bevægelsen bekæmpede ligeledes andre nationaliteter indenfor det kejserlige imperium f.eks. polakker og ukrainer, ligesom de revolutionære var dødsfjenderne. De Sorte Hundrede stod bl.a. bag mordet på 2 jødiske Duma medlemmer: Grigori Borisovich Lollos og Mikhail Herzenstein .Terroren imod jøder og polakker blev ofte ledet af bevægelsens paramilitære fraktion: De gule skjorter.    

Nogle af ofrene fra Kishinev pogromen i 1903.

Ideologi

De sorte hundrede bekendte sig til konservatismen, dvs. man forsvarede det eksisterende klassedelte samfund med dets værdier især det enevældige monarki, kirkens opdragende rolle og kapitalismen. 

Zions Vises Protokoller

Bevægelsens mest infame antisemitiske publikation er uden tvivl Zions Vises Protokoller, der i 1903 udkom i avisen Znamya (Banneret) som blev redigeret af den berygtede antisemit Krushevan. Dette skrift var oprindelig skrevet på fransk af Maurice Jolys og handlede om en dialog i helvede mellem Machiavelli og den kendte essayist Montesquieu. Redaktionen på Znamya omskrev manuskriptet således, at de djævelske planer om erobringen af verdensherredømmet i fortællingen fremstod som en jødisk sammensværgelse. I 1906 udkom Zions Vises Protokoller som selvstændig bog. Fyrst Felix Jussupoff skriver i sine erindringer (Felix Jussupoff: ”Jeg var Russisk Fyrste” Dreyer), at Zions Vises Protokoller blev ”funden” i biblioteket hos en vis grevinde Kleinmichel. En af familiens naboer ved sommerresidensen på Krim. Felix Jussupoff troede fuldt og fast på historien. Gennem russiske emigranter blev Zions Vises Protokoller spredt til de europæiske lande samt USA, og ikke mindst Nazi-Tyskland gjorde god brug af bogen.

Fra Jussupoff familiens palæ ved Moika St.Petersborg

Turisten går fra den ene pragt stue til den anden
i Jussupoff Palæet

 Prominente medlemmer

Bevægelsen talte mange af datidens promente samfundsstøtter og kirkelige dignitarer som f.eks.: Fader Johannes af Kronstadt (livslang æres medlem af Det Russiske folks Forening) , Metropolit Tikhon Bellavin (Den ortodokse kirkes kommende patriark efter 1917) , Metropolit  Vladimir af Kiev, Ærkebiskop Andronicus (Nicholas) , senere første leder af ROCOR: Den Ortodokse Kirke i eksil , Metropolit af Kiev og  Galichen Anthony (Khrapovitsky) , Ærværdige John Vostorgov. Af kendte lægmænd kan nævnes forfatteren Fjodor Dostojevskijs datter og kone, samt duma medlemmer: Н.А. Shcheglovitov, N. Maklakov og Purischkewitsch (deltog senere i mordet på Rasputin sammen med fyrst Felix Jussupoff). Det Russiske folks Forening talte blandt sine medlemmer kejseren Nikolaj den 2.

Duma medlem Purischkewitsch skal særligt fremhæves, fordi han i sin person kropsliggør den særlige personligheds type som karakteriserer De Sorte Hundrede. Purischkewitsch startede sin politiske karriere i Besarabien, hvor han rejste omkring og ophidsede befolkningen til jøde pogromer senere udvidede han sit revir til Rumænien, Moldau og St. Petersburg. I sine taler opfordrede han mængden til at beskytte fædrelandet og Zaren imod Ruslands fremmede folk (jøderne). Han pralede med de voldsorgier, han havde iscenesat, så selv en Anders Breivik ville rødme af misundelse. Han forklarede, at ved en pogrom var det ikke nok at oldinge og børn myrdedes og kvinder skændedes, man må nagle hovedet til væggen, flå legemet op og fylde det med fjer, skære brysterne af de skændede kvinder! (Se Vladimir Grossmann: ”Det gamle Rusland og det nye” side 65). Det var sådanne mennesker Zar Nikolai den 2. stolt støttede sig til overfor Duma formanden Mikael Rodsjanko, der foreholdt zaren den svindende folkelige opbakning til monarkiet i februar 1917. Hertil svarede zaren, at det forholdt sig lige modsat, og som bevis viste han Rodsjanko en stak breve og sympatierklæringer fra De Sorte Hundrede!   

Der fandtes også sympatisører for De Sorte Hundrede, som dog ikke var medlemmer af nogen forening f.eks.: folk som Mendeleev, kunstmaleren Viktor Vasnetsov og filosoffen Rozanov.

Danske turister som slap væk fra Jussupoff palæet og fandt frem til Ul.Lenina 52, hvor Lenin og Krupskaya boede hos Lenins søster fra april til juli 1917

Foran døren til lejlighed 24 i UL.Lenina 52. Det var bag denne dør Lenin tog sit livs vigtigste beslutning. Nemlig gennemførelsen af oktober revolutionen som en gang for alle skulle sætte en stopper for det ene menneskes udbytning af det andet og aldrig mere De Sorte Hundrede.

Hvad turisten, der rejser til Zarens Rusland, aldrig ser:

Tinkop lavet af admiralitetets fabriksarbejdere som gave til Kexholms livregiment. En tak for indsamlingen af brød til arbejdernes sultende børn. Koppen har tilhørt G. Sinilev, medlem af kommunistpartiets central komite.

”Statens Museum for Ruslands politiske historie”. 4, Kuibysheva Ul. St. Petersborg. Ved "Gorkovskaya" metro station"

Kanoniserede Sorte Hundrede!

Ikon af  Tikhon af Moskva en af De Sorte Hundrede
 som i dag er helgen

Nogen har måske bidt mærke i, at to af navnene på prominente Sorte Hundrede i dag er kanoniserede af den russiske kirke. Det drejer sig om patriark Tikhon og Johannes af Kronstadt. Begge to blev først helgen kårede af den russiske eksilkirke i USA (Synodale kirke), og senere af den ortodokse kirke i Rusland også kaldet Moskva patriarkatet. Tikhon vikarierede en overgang som biskop i USA, og det er derfor ikke så mærkeligt, at netop denne kirke havde et behov for at få ham helgenkåret. Imidlertid var der også en anden grund nemlig den, at Tikhon af nogle sås som en fanatisk modstander af Sovjetunionen. Havde han levet i dag, var han kommet på terrorlisterne, idet han under borgekrigen allierede sig med ”De Hvide” og opfordrede til sabotage og krig imod landets regering. Under hungersnøden i 1922 blev han fængslet for at modsætte sig statens konfiskering af kirkens enorme rigdomme, som skulle gå til at bekæmpe hungersnøden. I virkeligheden havde han sammen med De Sorte Hundrede planlagt en modaktion, som skulle forhindre statens ekspropriering af kirkens rigdomme. Hans reaktionære holdninger og antikommunistiske tilkendegivelser var lige guf for eksilkirken i USA og han blev posthumt et redskab i hænderne på både nazister og reaktionære. Johannes af Kronstadt døde allerede i 1908 og hans liv kunne ikke bruges på samme måde imod kommunismen og Sovjetunionen. Imidlertid var han en meget kontroversiel person med meget konservative holdninger og en fanatisk forsvarer for kirke, kejser og fædreland. Det forstod den yderste højrefløj at udnytte og man kan sige, at eksilkirken i USA politiserede Johannes af Kronstadts liv langt udover sandheden. Nadiesza Kizenko har i en ny bog ”Father John of Kronstadt and the russian people” forsøgt at vaske de værste pletter af den hellige mand, men selv da bliver der en del snavs tilbage. Det skal nok passe, at fader Johannes aldrig har velsignet jøde pogromer endsige opfordret til sådanne, men han var medlem af en af De Sorte Hundredes foreninger og han offentliggjorde en prædiken, hvori han opfordrede til mord på revolutionære. Leo Tolstoj udpeger han som antikrist og japanerne som hedningerne den kristne zar kæmper modigt imod. Enhver kan se, at her var masser af lækkerier for den yderste højerfløj som kunne og blev benyttet politisk.     

Fader Johannes af Kronstad som i dag er helgen. Han yndede at gå klædt i silkeskjorter, men det betød mindre for hans sjæl var så ren og ophøjet, at den ikke vidste hvad kroppen gjorde!

Fader Johannes medlemskort til De Sorte Hundredes forening "Det Russiske Folks Forening"

        

De Sorte Hundredes Katekismus

De Sorte hundredes ideolog, Vladimir A. Gringmut, skrev i ”Moskva Nyt” 1906, hvad der skulle blive bevægelsens katekismus. Heri hedder det bl.a.

Paragraf 6) Hvem er det som for øjeblikket ønsker at begrænse den russiske zars autokrati? Indre fjender af Rusland i alliance med dets fjender. 

Paragraf 7) Hvem er de indre fjender? 1) Konstitionalister 2) Demokrater 3) Socialister 4) Revolutionære 5) Anarkister 6) Jøder.

Paragraf 21) Hvad er det fælles mål for Ruslands indre fjender?  Konstitionalister, demokrater, socialister, revolutionære, anarkister og Jøder er ikke altid lige enige med hinanden og det sker, at de er lodret uenige, men de er alle forenede i en fælles sag med det mål at ødelægge det autokratiske Ruslands regering: nogle vil svinebinde landet, andre vil fuldstændig ødelægge det. Det er den eneste forskel mellem dem.

Den Politiske kamp

De Sorte Hundrede stod svagt i den politiske kamp, fordi de ikke havde noget rigtigt politisk eller økonomisk program. Man kan roligt sige, at bevægelsen kun tiltrak de mest ekstreme reaktionære i Rusland. Et af de steder hvor bevægelsen imidlertid bed sig fast var i nationalistiske kredse. Det var her, at man stadig kunne finde sympatisører for bevægelsens fascistiske værdier selv efter revolutionen som mere eller mindre satte en stopper for bevægelsens udskejelser.

De Sorte Hundrede i Eksil

Efter revolutionen forføjede mange monarkister og kapitalister sig til Europa og USA. Især i USA oplevede De Sorte Hundrede en opblomstring blandt de russiske emigranter. Her var det rette klima for en bevægelse som ultimativt bekæmpede Sovjetunionen og kommunismen. Oprindeligt rettede De Sorte Hundrede en kras kritik af ”De hvide”, som man mente underkendte monarkiet, men efterhånden som de hvide tabte terræn i borgekrigen, rettede man kritikken udelukkende imod kommunisterne.   Bevægelsen grupperede sig om den russiske kirke i eksil særligt omkring ”Den synodale kirke” i USA, men også de andre emigrant menigheder i USA og Europa var gode rugekasser for bevægelsens fascistoide og antisemitiske værdier. En af De Sorte Hundrede som emigrerede til USA, Boris Brasol, gjorde sit for at sprede antisemitismen i den nye verden. Han blev ansat som journalist på den af Henry Ford ejede avis The Dearborn Independent. En avis som var berygtet for sine antisemitiske artikler. Boris Brasol var behjælpelig med at oversætte ”Zions Vises Protokoller” til denne avis, ligesom han var medforfatter på et antisemitisk 3 binds værk ”The International Jew” som ligeledes blev udgivet af mangemillionæren og bilfabrikanten Henry Ford. Under den kolde krig var det Ford Foundation, som var hoved sponser til universiteterne for Sovjetforskningen i USA. Med så tætte bånd til De Sorte Hundrede er det ikke så mærkeligt, at denne ”forskning” var og blev ren propaganda for amerikanske værdier og ren tilsvining af Sovjetunionen, som Bob Dylan synger i koldkrigssangen ”With God On Our Side":

“I've learned to hate Russians

 All through my whole life

 If another war comes

 It's them we must fight

 To hate them and fear them

 To run and to hide

 And accept it all bravely

 With God on my side.”   

Gennem årene kom og gik forskellige personer i de højreorienterede russiske emigrantmiljøer i Europa og USA. Gennem hele perioden reproduceredes kerneværdierne: Kirke, kejser & fædreland, samt en rabiat antisemitisme omkring en lille hård kerne af fanatikere. En af de mere fashionable af slagsen var vestens darling forfatteren Aleksander Solsjenitsyn. Han var en af vestens nyttige idioter i kampen imod kommunismen og fra hans eksil i USA udspyede han en lind strøm af hade propaganda imod Sovjetunionen og kommunismen. Hans bøger er romaner men blev i Vesten fremstillet som historiske værker! Hans antisemitisme antog vanvittige former og historie forfalskninger, som ingen andre ville være komme godt fra. Solsjenitsyn drømte om genkomsten af et ortodoks russisk kejserdømme befriet for jøder og hermed reproducerede denne moderne forfatter De Sorte Hundredes kerneværdier. Denne drøm indebar bl.a. genindførelse af stavnsbåndet og oprettelsen af et bondesamfund, som det tog sig ud på Peter den Stores tid. Han beundrede endvidere den ”Russiske Befrielses Hær” (ROA), der under indflydelse af landsforræderen Andrey Andreyevich Vlasov, formede en angrebsstyrke under Nazi-Tysklands angreb på Sovjetunionen.

Aleksander Solsjenitsyn til kamp imod kommunismen med: Kirke, Kejser og fædreland som våben

Efter Sovjetunionens opløsning

De Sorte Hundrede har sammen med andre ekstreme politiske højre fraktioner fået et comeback efter Sovjetunionens opløsning. På internettet, i deres egne journals, bøger og tidsskrifter agiterer de for den sorteste konservatisme og reaktionære idéer. Deres særlige antipati rettes imod: jøder, kommunister og vestlige værdier i al almindelighed.  Det sidste kan synes ejendommeligt, når man betænker, at vestlige politiske og religiøse grupper har holdt disse fascistoide bevægelser økonomisk i live gennem hele den kolde krig. Fænomenet er da langtfra unikt – tænk på USA's støtte til al-qaeda som man nu er i krig med! Bevægelsen trives indenfor kirkelige kredse, ultra-nationalister, antisemitter og monarkister. Officielt genopstod De Sorte Hundredes organisation: ”Det Russiske Folks Forening” i 2005 under et møde i den nye Frelseren Kristus-Katedralen. Man skal imidlertid gøre sig klart, at vi har med en meget lille gruppe at gøre og skal man tro forskellige russiske bloks på internettet tager de fleste afstand fra denne gruppe og dens ekstreme doktriner. En af gruppens grundlæggere, K. Yu. Dushenov, sidder i dag fængslet for opfordring til racistisk vold, ligesom den forrige patriark, Aleksej den 2., fordømte Dushenov avis Pravoslavnaya Rus.

Den Fascistiske Bevægelse.

Jeg skal ikke kunne sige, om der er direkte sammenhæng mellem, De Sorte Hundrede fra 1905 og forskellige fascist grupperinger i russiske emigrant kredse og i Sovjetunionen under den kolde krig. Imidlertid kan vi genkende et mønster som reproducerer sig omkring de tre piller: Monarki, kirke og nationen, ligesom antisemitismen er en konstant der flytter med. Bevægelsen fik politisk og økonomisk støtte af invasions hæren under 2. verdenskrig og her blev der etableret politiske og økonomiske relationer (især med den ortodokse kirke i Ukraine), som i forskellige forklædninger blev vedligeholdt lige indtil Jeltsins tilsynekomst og Sovjetunionens opløsning. Ligeledes fik den fascistiske eksilrussiske bevægelse store summer fra forskellige lyssky foretagender rundt om i verden (Se Henrik Krüger og Niels Levinsen: ”Fascismens Internationale Net i Dag”, Bogan). Disse bevægelser var og er helt fremme under det ideologiske angreb på kommunismen og i dag kommer en massiv historieforvanskning og propaganda fra disse grupper i den tidligere østblok. En historieforfalskning man støtter med millioner i vesten. For så længe man kan holde kommunist forskrækkelsen i kog, så længe kan markedsliberalismen hærge uhæmmet!

De Sorte Hundrede dengang!

De Sorte Hundrede i dag!

Lenin kæmpede imod De Sorte Hundrede og antisemitismen hele sit liv med al sin styrke, mod og intelligens.