Lidt om den hellige tosse Ivan Jakovljevic Koreisha (1783 – 1861)

 Hellig tåbe, tosse, eller slet og ret åndsvag er forskellige fordanskninger af det russiske jurodivy (юродивый). Jeg vil i det følgende bruge flere af disse betegnelser sådan lidt i flæng, fordi vi ikke helt har et dækkende begreb på dansk. Denne særlige kategori af helgener benævnes ”Velsignede” i den russiske kristne tro. 

Ivan Koreyshi kom til verden et sted i Smolensk området muligvis i landsbyen Inkov. Han påbegyndte et studie på Smolensk teologiske seminar men forlod studierne uden at blive færdig. I stedet levede han en tid som omvandrende pilgrim, for til sidst at slå sig ned som eneboer. Bønderne opførte en hytte til ham og herfra gav han gode råd og vejledning, til de der søgte ham samt til de der ikke søgte ham. 

En gang forbød han en ung kvinde at gifte sig med sin forlovede. Uheldigvis for Koreisha var kvindens forlovede adelig og han fik udvirket, at et hold af læger så nærmere på Koreishas mentale beskaffenhed. Han blev erklæret sindssyg og da man ikke havde et sindssyge hospital i Smolensk, sendte man ham til Moskva. Her ankom han i 1822 til Forklarelses (Transfiguration) hospitalet som er beliggende i Moskva på Matrosskaya Tishina gaden. I dag hedder hospitalet Psykiatrisk hospital №3 V.A.Giljarovskij. Idet det er opkaldt efter en berømt sovjet russisk psykiater Vasilij A. Giljarovskij (1875 -1959).

Psykiatrisk hospital №3 V.A.Giljarovskij

Koreisha forblev på Forklarelses hospitalet til sin død i 1865. Under det lange ophold på hospitalet opnåede han en enorm popularitet som hellig åndsvag blandt Moskvas befolkning. Koreisha var helt klart dement, som det fremgår af lægernes udsagn i journalen. I journalen står bl.a. også, at han er uhelbredelig. Samtidig var han en paranormal personlighed, eller han blev tilskrevet paranormale evner, alt efter hvordan man ser på det. Man mente, at han kunne se ind i fremtiden og han blev i denne egenskab opsøgt af bønder og borgere så vel som adelige.

 Ivan Jakovljevic Koreisha (1783 – 1861)

I starten af hans ophold på hospitalet havde han en kummerlig tilværelse i et usselt kælder værelse, som oftest iført spændetrøje. Imidlertid kom der bedre tider og Koreisha fik et bedre logi på hospitalet. Han havde ikoner på alle væggene så besøgende følte sig hensat til et kapel. Foran ikonerne var der lysestager så de besøgende kunne tænde lys for de hellige billeder. Normalt var her mange besøgende fra nær og fjern. I et hjørne lå Koreisha delvis dækket af et tæppe. Han foretrak at blive i sengen for det meste. Hans tøj var af en mørk farve lærred modsat de andre patienter der gik i hvide klæder. Hans skjorte ville under alle omstændigheder se mørk ud for han spiste alle sine måltider i sengen og det uden bestik. Selv suppe spiste han med hænderne. For det meste var han tavs og svarede kun sjældent på de mange spørgsmål de besøgende havde på hjerte. Når han talte var det usammenhængende og i en stavelses ord, der for det meste ikke hang sammen med det han blev spurgt om. Han kunne skrive og der er bevaret omkring 30 korte noter fra hans hånd. Folk der besøgte ham nedskrev hvad de oplevede og en typisk ordveksling kunne se sådan ud:

Spørgeren: ”Skal A tage til Sct. Petersborg her til Vinter?”

Koreisha: ”Som det passer ham”

Spørgeren: ”Hvad vil der ske med Guds tjener A?”

Koreisha: ”Den hellige ånd”

Spørgeren: ”Hvordan vil det gå med Guds tjenerinde Ekaterina?”

Koreisha: ”Ligesom i 1854. Den 5. januar”

Det var sådanne orakel lignende svar på en blanding af russisk, kirkeslavisk og med enkelte ord på græsk, der bekræftede Koreishas ry som en Guds clairvoyante udsending.

Han blev opsøgt på grund af dette ry som clairvoyant. Hverken hans tilhængere eller modstandere omtaler, at han skulle have udvist nogen form for næstekærlighed. Omvendt kunne han behandle de besøgende råt og hengav sig ikke til nogen form for gode gerninger. Han havde en hypnotisk magt over sindene og han indgød frygt hos dem der søgte om hans råd og modtog dem. Imidlertid fandt der et virkelig mirakel sted der på sindssygehospitalet, hvor Koreisha opholdt sig. Hospitalsledelsen besluttede nemlig at tage entré for de mange hundrede besøgende der dagligt valfartede til Koreishas sygeleje. Det var store summer der kom ind, og pengene gik til forskning og til hospitalets drift. Forklarelses hospitalet blev derved Ruslands mest moderne hospital for sindslidende med de bedste læger og den bedste behandling!        

Da han døde var der et forsøg på at stjæle hans lig, idet man betragtede den dødes krop som en kostbar helgenlevning. Tusinder af mennesker deltog i hans begravelse og på bare fem dage blev der afholdt over to hundrede dødsmesser til hans ære. 

  

Forfatteren til den berømte roman ”Krig og Fred”, Leo Tolstoj, skriver om Ivan Jakovljevic Koreisha i romanen ”Barndom opvækst og Ungdom”. I kapitlet Åbenhjertig Samtale med en Ven, står der om Koreisha:

” – du har sikkert hørt tale om denne Iván Jakólevitsj, om hvordan det hedder sig, at han er forrykt… i virkeligheden er han et menneske, der er værd at lægge mærke til. Ljúbov Sergéjevna er stærkt religiøs, må du vide, at hun har en dyb forståelse af denne Iván Jakólevitsj. Hun besøger ham ofte, underholder sig med ham og giver ham også penge, hun selv fortjener, til uddeling mellem de fattige. Hun er en enestående kvinde – du vil selv få det at se. Jeg var altså med hende henne hos Iván Jakólevitsj, og jeg er hende inderligt taknemmelig for , at jeg lærte denne højst mærkelige mand at kende… Men mor ser helt anderledes på det; det hele er overtro, overspændthed eller hvad ved jeg..”

Lev Tolstoj

Mon ikke Leo Tolstoj i de to betragtningsmåder på Koreisha, den ene negativ og den anden positiv, meget fint gengiver moskovitternes syn på denne hellige tosse.

I Rusland var troen på de hellige tåber en folkelig overlevering af den ortodokse kirkes lære. Der cirkulerede til stadighed de fantastiske historier om de hellige tosser og de mange mirakler de bevirkede. Gennem disse mange fortællinger, der fortrinsvis cirkulerede blandt lægfolk, bidrog almindelige troende til den fælles fortælling om Guds indgriben og tilstedeværelse i hverdagen. Lægfolket i den russiske kirke var på denne måde, ikke blot passive modtager af teologiske spekulationer, men var selv med til at forme den fælles religiøse fortælling. Præsterne og det kirkelige hierarki var ikke altid lige fornøjet med den folkelig udgave af kristendommen og det var derfor i brydningen mellem forskellige opfattelser, at den fælles fortælling blev til og forandredes.

Koreisha havde stor folkelig sympati og blev også positivt påskønnet af flere præster og biskopper. Alligevel var det ikke nok til, at han blev helgenkåret. Hvilket ikke har forhindret, at der opstod en kult omkring hans minde – en kult, hvor han agtes og tilbedes som en hellig person. 

                               Koreisha

På sporet af Koreisha

Koreishas grav findes på kirkegården ved Elias Kirken i Cherkizovo som den stadig kaldes selvom landsbyen Cherkizovo for længst er opslugt af Moskva. Eller måske skal man kalde det for en Moskva forstad, for det var godt nok en lang tur med metro fra Moskvas centrum. Jeg siger det var en lang tur, fordi vi faktisk var nogle stykker der tog turen derud for at snuse til atmosfæren ved helgenens grav. Så hvorfor ikke begynde med begyndelsen i stedet for alle disse irriterende omsvøb.

Camilla og Lisbeth på cafe inden turen gik med metroen 

på jagt efter Koreisha 

Vi var en læsegruppe fra Helsingør der var på tur til Moskva for at gå i sporet på romanen Mesteren og Margarita af den russiske forfatter M. Bulgarkov.

 En sen eftermiddag sneg min kone Miriam, Lisbeth, Camilla og jeg os uset af de andre ud af hotellet. Vi havde sat os for at finde frem til Koreishas grav. 

Udstyret med et mangelfuldt kort jeg havde fundet på nettet og en note med Koreishas og kirkegårdens navn på russisk tog vi fortrøstningsfulde med metroen der ud af. Og kære venner som sagt det var en lang tur. 

Bebyggelserne forandredes til stadighed og det samme gjorde menneskene. Vi var m.a.o. langt fra turistens Moskva, så der var oplevelse på alle hylder. Vi kom tæt forbi hospitalet, hvor Koreisha havde tilbragt så mange år af sit liv. Imidlertid fór metro toget videre og endelig mente vi nok vi kunne stå af. Uf for en oplevelse, det hele stemte ikke rigtig med kortet. 

Lige udenfor metrostationen lod Miriam sig velvilligt fotografere sammen med et sovjetisk lokomotiv 

Vi genkendte kun metrostationen så vi måtte være på rette vej. Vi traskede så omkring i et enormt parklignende område. Vi spurgte forskellige om vej og nogen mente vi skulle i den retning og andre mente i den modsatte retning og ingen anede hvem Koreisha var! Vi fik endda fat i to betjente men de vidste hverken ud eller ind. Vi var nu kommet ind i et område med kolonihaver på den ene side og grønne områder til den anden side. De andre så en kirke kuppel langt borte, men så forsvandt kuplen bag noget byggeri.

”Det kan du knageme ikke være bekendt Koreisha” sagde jeg i mit stille sind ”nok er du mærkelig og nok er vi også mærkelige, men kan du ikke lige hjælpe os lidt på vej”. 

I det samme kom en mand hen til os og spurgte, hvad vi ledte efter. Puh ha det var dejligt, især også fordi han var den første, der med det samme vidste hvem Koreisha var. Nu kunne han blot russisk og vores russisk kundskaber var ikke de allerbedste. Alligevel lykkedes det os at klare sagerne og for en sikkerheds skyld tegnede han et kort, så vi selv kunne finde vej det sidste stykke. Kirkegården lå ikke så langt væk. Han tegnede også Koreishas grav ind på kortet. Den ligger til højre for indgangen. ”Fint” sagde jeg til den imaginære Koreisha ”nu skulle der ikke være flere forhindringer”. Koreisha svarede med en munter tavshed som ikke lovede noget i verden. 

For en sikkerheds skyld tegnede han et kort, 

Endelig fandt vi kirkegården og efter lidt søgen graven. Den var smukt indhegnet og her var et ikon af den hellige tosse samt en lysestage så pilgrimme kunne bede med lys. Ligesom der var en læsepult, m.a.o. her foregik en kult omkring denne helgen, der ikke var anerkendt af kirken. Friske blomsterbuketter prydede graven. 

Koreishas grav på Kirkegården ved Profeten Elias Kirke 

Inde fra kirken kom der korsang ud af skjulte højtalere. Havde vi nu kunne forstå kirkeslavisk eller i det mindste russisk ville vi have opdaget, at det var en begravelse man var midt i inde i kirken. 

Nok vidste jeg, at Koreisha var en filur men dette kom aldeles bag på mig og de andre. Lige indenfor kirkedøren stod et kistelåg og vi vidste dermed, at der var begravelse.

 I Rusland har man åbne begravelser og kistelåget stod derfor herude indtil det skulle lægges på.

 Imidlertid ville jeg se om der var en bog, et ikon eller andet til salg inde i kirken som havde forbindelse med Koreisha. Altså jeg gik ind også selvom jeg hader at være til globegravelser. En form for påtrængenhed der åbenbart ikke generede Koreisha siden han spillede os dette pus. 

Det var ikke rart at masse sig gennem de sørgende og frem til det lille udsalg med hellige ting og sager der altid findes i russiske kirker, men hvad var der at gøre, det var jo hvad Koreisha mente vi trængte til at opleve.

Sandt nok - der var en lille pjece om den hellige åndssvage som jeg købte. Damen var meget sød og høflig og det fik mig til at føle mig meget bedre tilpas, da jeg masede mig ud af kirken igen.

Miriam kikker ind til Koreisha. På gravstenen står: ”Velsignede er de, som er forfulgte for
retfærdighedens skyld, thi himmeriget er deres”
(Mattæus evangeliet 5,10)

Her er jeg så omsider ved Velsignede Koreishas grav

Det var for øvrig en eventyrlig Moskva tur sammen med læsegruppen. Vi oplevede meget af det turisterne kommer for at se og dertil meget andet i forbindelse med Bulgakovs roman Mesteren og Margarita. Imidlertid tror jeg Lisbeth havde ret, når hun, et par måneder efter vi var kommet hjem, erklærede at turen ud til Koreisha nu alligevel var turens bedste oplevelse. Hvad andet er der end at sige: ”Koreisha du er en skælm – men tak alligevel”. 

Landsbyen Cherkizovo med Profeten Elias kirke i 1905

Profeten Elias kirke som den ser ud i dag 

Vysotskij Sovjetunionens Bob Dylan ?

Vladimir Semjonovitj Vysotskij

(25. januar 1938 – 25. juli 1980)

Vysotskij som dreng

Vysotskij kaldes undertiden Sovjetunionens Bob Dylan måske på grund af ligheden i den rustne stemme og det absolutte lyriske geni hos begge kunstnere. På denne baggrund vil det imidlertid være mere på sin plads at kalde Bob Dylan for USA's Vladimir Vysotskij. For det egentlige karakteristiske ved Vysotskijs person som skabende kunstner var en indre desperation og livskonflikt, som Dylan skal prise sig lykkelig over ikke at have del i. Vysotskij begrænser sig imidlertid ikke alene til at være et guitar ikon, han havde flere andre talenter. Han var sin tids absolut feterede skuespiller på teatret så vel som på film.

Bolsjoj Karetnyj 15

Hvordan det hele begyndte

Alt sammen begyndte i Moskvas baggårde og kvarteret omkring Bolsjoj Karetnyj 15, hvor Vysotskij boede som dreng og ung mand. Bolsjoj Karetnyj er beliggende mellem Haveringen og Boulevardringen, hvor ”lyset var tændt hele natten”. Her mødtes og skiltes gadens håbefulde unge. De skændtes, elskede, drak og sloges iblandt. Sprogets mange muligheder fængslede dem og mellem vodkaflasker og tobaksrøg gik diskussionerne højt. Flere af dem blev verdenskendte f.eks. film instruktøren Andrej Tarkovskij og så selvfølgelig Vladimir Vysotskij. Det var de spildte år og på samme tid de vigtigste læreår skal man tro Vysotskijs eget udsagn i sangen om denne ungdommens gade. I 1953 begynde Vysotskij på skuespiller kurser under vejledning af Vladimir Bogomolov. Ingen i familien havde beskæftiget sig med kunst eller teater, men Vysotskijs mor tog ham med i teatret så godt som hver søndag og derfra stammede hans smag for teatret. Samme år fik han en russisk 7 strenget guitar og inden længe begyndte han at komponere egne sange. Han påbegyndte også et studie til civilingeniør men droppede hurtigt ud til fordel for teatret.

Jurij Ljubimov og Taganka Teatret

Jurij Ljubimov, tidligere skuespiller og nu sceneinstruktør i verdensklasse, dannede i 1964 teatergruppen og teateret Taganka. Kort forinden var Vysotskij og Ljubimov ramlet ind i hinanden på en eller anden obskur knejpe et sted i Moskvas alfaderlige nat. Vysotskij havde indtil da haft forskellige roller på flere små teatre, nu fik han chancen for at være med på Taganka lige fra starten og dermed påvirke udviklingen af dette teater som skulle blive Rusland og Sovjetunionens mest eksperimenterende. Gennem årene blev forholdet mellem Vysotskij og Ljubimov tættere og tættere. Vysotskij fandt den far i Ljubimov som hans egen far aldrig havde været for ham. Omvendt elskede Ljubimov Vysotskij, som en søn der er begavet men også skrøbelig og uberegnelig. Sammen skabte disse to genier uforglemmelige roller fra Galilei til Pugatjov, fra Majakovskij til Hamlet og ikke mindst Svidrigajlov (en fremtrædende person i Dostojevskijs ”Forbrydelse og Straf”). Ljubimovs venskab fornægtede sig aldrig og ofte stillede han op for denne sin yndlings skuespiller og bedste ven. Publikum blev jo sure når Vysotskij ikke spillede – alle vidste han havde et alvorligt alkohol problem. Kollegaerne på teatret skulle også finde sig i hans tilbagevendende delirer og det har nok ikke været så nemt. Ljubimovs geni frigjorde en masse skabende energi på teatret, men var desuden en spændetrøje for flere af skuespillerne, der ind i mellem oplevede hans direktiver som tyranniske. Sidst i 70’erne forsøgte Taganka Teatrets ukronede dronning Alla Demidova at bryde dette ”tyranni” i et samarbejde med Vysotskij. De fik ikke meget ud af deres oprør men til gengæld indgik de fra da af i et kunstnerisk tandem uden lige i teater historien. Senere huskede hun at: ” "Det var først efter hans død, at jeg pludselig indså, hvor meget han betød for mig som partner ... Han var en usædvanlig skuespiller, især i sine sidste år. Han beherskede publikum ved bogstavelig talt at magnetisere luften omkring sig”.

Jurij Ljubimov skabte på Taganka Teatret et poetiske teater. I stykket "Pugachev" efter et digt af Jesenin viste denne begavede instruktør, hvordan man oversætter poesi til sceniske handling. Er det Ljubimov der giver stykket sjæl, så er det lige så meget Vysotskij der giver stykket krop. Og han giver alt, hvad et menneske kan præstere i kunstnerisk henseende: ”På scenen en mand med nøgen overkrop. Han slår om sig og skriger. Hans arme og bryst er snøret sammen af kæder. Indtrykket er skræmmende. Scenegulvet skråner og kæderne, der bliver holdt af fire personer, fungerer både som net og lænker” skriver Marina Vlady i sin bog ”Vladimir en kærlighedshistorie” og hun forsætter: ”Som alle andre i salen bliver jeg rystet over kraften og desperationen og over skuespillerens utrolige stemme. Hans udstråling er så stærk, at de andre skuespillere bliver som skygger, det er som om kun han fanger lyset. Publikum hylder ham med stående klapsalver”. Vysotskij transformerede Jesenins ord til tænderskærende smerte, vilde brøl, latter og hvæsende vejrtrækning der lød som trompet dissonanser. 

 

På scenen en mand med nøgen overkrop

Hamlet   

Vysotskij skrev i et brev til Marina Vlady: ”Det er virkeligt for dumt. I et år har jeg gerne ville have denne rolle og jeg har forestillet mig, hvordan jeg ville spille den… Jeg kan godt forstå Ljubimov, jeg har alt for tit svigtet hans tillid, og nu vil han ikke løbe nogen risiko længere, men lige netop nu, hvor jeg er sikker på, at der ikke længere er nogen risiko, kommer det som et meget hårdt slag. ”

Baggrunden var denne, ”Hamlet” skulle sættes op på Taganka og selvom Vysotskij var selvskrevet til hovedrollen turde Ljubimov ikke at løbe risikoen pga. Vysotskijs stadig eskalerende alkoholiske ture. Derfor havde chefen for teateret planer om, at ansætte en anden kunstner som parallelt med Vysotskij skulle indstudere rollen. Selvfølgelig fik Vysotskij rollen egenhændig uden nogen skygge eller dublet. Alle vidste, han var som født til denne rolle som på mange måder var ham selv. Hele livet havde han spillet en smule gal for at skjule den virkelige og dybe ødelæggelse i hans indre som hang sammen med drukken og narkotika misbruget. Han maskerede sin fortvivlelse som humor. Hans digte var fyldte med dobbelt betydninger der kunne efterlade en uforklarlig uro. Forsøgte man at få ham til at sige visse ting, ligesom man forsøgte at få Hamlet til at spille et instrument, hvis tangenter han ikke kender, nægtede han at gøre det. I stedet skreg han sin sandhed ud med så meget større kraft. Voldsomt og overspændt. Vlady skriver i sin bog: ”Det billede, der blev tilbage efter forestillingen, er billedet af en ekstrem voldsom kamp. Hamlet tager efter at være plaget af tvivl og efter at være blevet forkastet af sin elskede mor, efter Ofelias offer og sine kæreste venners forræderi, endelig skæbnen i egen hånd og fremkalder den tragiske løsning. Da han på dødslejet efter at have fuldført sin hævnakt, siger de sidste ord i dette stykke, der er så mesterligt fortolket af Pasternak: ”Nu er der kun stilheden tilbage” sidder tilskuerne i Tagankateatret som stivnede i flere minutter, overvældede. Den første aften løb jeg ud i kulisserne for at omfavne dig. Dit udtærede ansigt glinser af sved, du smiler, du er lykkelig, så fik du rollen, nu har du spillet den, du har givet alt”. Hamlet blev spillet 217 gange på Taganka lige til den skæbnesvangre dag i juli 1980, hvor Vysotskij ikke viste sig og blev fundet halvdød op ad muren for enden af scenen med sin guitar i hænderne. Det var ikke længere komedie og han kom aldrig mere til at spille komedie. Det var ikke nødvendigt at give folk penge tilbage for billetterne. Alle beholdt deres som et helligt relikvie. 

                                          Hamlet monolog med det berømte scenetæppe, der fulgte ham overalt på scenen

 Også som filmskuespiller fejrede Vysotskij store triumfer. I TV serien ”Mødestedet må ikke ombyttes” (Место встречи изменить нельзя) spillede Vysotskij en detektiv, der jager en flok forbrydere i Moskva. Han døde kort efter premieren og nåede ikke at opleve, at denne TV serie lagde gaderne øde overalt i Rusland. 

Vysotskij - alle vidste at der var et alkoholproblem

Guitarhelt og fanden i voldsk poet

Fritidskulturen i Sovjetunionen var aldrig ensrettet men både uforudsigelig, mangesidig og ujævn (Se f.eks.: Richard Stites ” Russian Popular Culture – Entertainment and Society since 1900”). Storbyungdommen elskede at gruppere sig i fællesskaber omkring særlige subkulturer. Ofte var disse grupper alarmerende nonkonforme og blev derfor opfattet som både farlige og som modkulturer. Nogle voksede ud af den politiske sociale situation, som f.eks. fællesskaber af Afghanistan veteraner som på mange måder følte sig sat uden for det almindelige liv. Bøller havde der altid været og ligeledes druk fællesskaber. Ligesom intelligentsiaen altid havde opfattet sig selv som en særlig (udvalgt) klasse. Man mødtes på populære restauranter og caféer. Hvis ikke man holdt til på Moskvas gågade Arbat. Hvor lignende subgrupper holder til den dag i dag. Ud af denne tradition for kultur fællesskaber voksede den russiske guitarpoesi frem i midten af halvtredserne og tog fart i tresserne og halvfjerdserne. Lyriske tekster blev ledsaget af guitar musik. Vægten lå i teksten mere end i melodien, som ind imellem også var vigtig. Repertoiret spændte vidt fra uskyldige sange om naturoplevelser og fællesskaber til sange om sømænd, fængselsfanger, kriminelle, alkoholikere samt politisk satire.

Vysotskij sammen med sin kone Marina Vlady

 Offentligheden reagerede vidt forskelligt på guitarpoesien, f.eks. var den officielle holdning i halvtredserne og tresserne, at enten måtte man assimilere denne bevægelse ind i det konforme eller rykke den op med rode. I halvfjerdserne blev guitarpoesi benyttet meget på TV, teatret og på film, men sjældent omtalt i pressen. I vesten forholdt man sig også varieret til fænomenet selvom den antisovjetiske fortolkningsramme dominerede. Efter Sovjetunionens opløsning døde interessen i vesten hurtigt for den russiske guitarpoesi. Herhjemme fortolkede Niels Vigild og Per Warming Vysotskij og det samme gjorde Jørn Simen Øverli i Norge. Imidlertid gjorde Gerald Stanton Smith (Songs to Seven Strings: Russian Guitar Poetry and Soviet Mass Song) vesten opmærksom på, at guitarpoesien kun i exceptionelle tilfælde udtrykte direkte decident holdninger, men for det meste holdt sig indenfor hvad autoriteterne kaldte ”direkte fremmede og hvad de direkte modarbejdede”.

Imidlertid skal man forstå guitarpoesien som selv – frembringelse, kommunikation og fællesskabs befordrende må man aflægge den binære tilgang, som er så udbredt i vesten (modsætninger mellem: officiel kontra uofficiel; konform kontra dissident; Sovjet kontra antisovjet; finkultur kontra vulgærkultur) og se på de rodede og tvetydige muligheder, som udspiller sig mellem disse modsætninger. Det er også vigtigt at fokusere mindre på teksterne og mere på konteksten dvs. performans, akkompagnement, tiden og stedet samt hvem som skabte, formidlede, bekæmpede og glædes over guitarpoesien. 

Vysotskij - et verdensnavn i Sovjetunionen

Vladimir Vysotskij havde altid været glad for at spille guitar til egne tekster men efter mødet med Bulat Okudzjava, en af guitarpoesiens pionerer, tog det virkeligt fart. Med sin skurende vodka stemme og fanden i voldske tekster steg Vysotskijs stjerne hurtigt til vejrs og han blev Sovjetunionens ubestridte og absolutte guitar helt. På varme dage i Moskva, hvor folk havde åbnet vinduerne, kunne man fra så godt som samtlige lejligheder høre Vysotskijs musik strømme ud på gaderne og blande sig med det rå og usødede liv som han sang om! Vysotskij trak tonen ud på konsonanterne som er meget usædvanligt, idet det plejer at være vokalerne sangeren trækker ud. Men Vysotskij elskede den skurrende lyd fra konsonanterne - især det russiske r. Han sang om, hvad han fandt interessant og det var faktisk det meste: straffefangernes hårde skæbner, adskillelserne og længslen, dagligdagens poesi og om kvinder og sprut. Teksterne var både allegoriske, dobbelttydige og lige ud af posen. Han skrev, når inspirationen var der og det blev nogle gange til hele nætter. Af og til rettede han flere gange i en tekst men det meste står rent fra start. Således som man kan se af flere eksempler på Vyosotskij museet i Moskva. En tekst jeg særlig vil berøre er ”Mine Heste” som er en allegori over hans misbrug. Ambivalensen er til at tage og føle på. I sangen pisker han hestene frem imod afgrunden og samtidig trygler han hestene om at trave langsomt. Dødsdrift og livsdrift i en og samme håndfuld poesi. 

Vysotskij med sin søn fra første ægteskab - 1974

Berømmelsen og døden

Vysotskij blev berømt ikke kun i Sovjetunionen men også i Vesten, hvor han gav koncerter, indspillede plader og optrådte på TV. I Vesten var det som guitarhelt, han blev kendt og ikke som den gudsbenådede skuespiller han var. Mange af hans sange havde et anstrøg af samfundskritik, men det betød ikke, at han ikke var patriot. Han elskede sit land med alle dets fejl og med alle dets fortrin. I Vesten blev han imidlertid fremstillet som en dissident og det irriterede og sårede ham. Det populære amerikanske TV program ”60 Minutes”, hvori han deltog, fremstillede ham som tidligere Gulag fange – hvilket jo intet havde på sig. Endvidere forsøgte intervieweren at presse ham til at kritisere Sovjetunionen udover al rimelighed. Man ser tydeligt, at Vysotskij bliver mere og mere irriteret og på et tidspunkt siger han: ”jeg arbejder med ord” det var det hele, men dette en poets privilegium kunne man ikke respektere – der måtte være mere. 

Vysotskij museet i  Moskva

Det er sandt, at Vysotskij ikke fik den officielle annerkendelse som han burde have fået. Men så var den folkelige yndest så meget større. Kassette båndoptageren blev det redskab, hvormed han blev kendt helt ud i Sibiriens mest øde afkroge. Afspilninger af afspilninger af afspilninger af hans sange cirkulerede til stadighed omkring i Sovjetunionen.                 

Sengen, hvor Vysotskij døde, er udstillet på Vysotskij museet. Der havde været flere advarsler i form af nær døden anfald. Intet tydede på, at han kunne begrænse sit misbrug og da døden kom var det ventet af de fleste men alligevel et chok. Begravelsen foregik fra Tagankateatret og på en måde bliver det sidste gang Ljubimov instruerer et stykke med Vysotskij. Da begravelsesselskabet kommer ud på gaden med kisten, er der fyldt med mennesker alle vegne. Ligesom der langs ruten ud til kirkegården er proppet med mennesker. Man regner med at omkring 100.000 mennesker på denne dag var i gaderne og tog afsked med Vysotskij. Mange havde medbragt kassette båndoptagere og overalt kunne man høre Vysotskijs sange. Folk løber efter bussen med kisten hele vejen ud til Vagankovskoye kirkegården.  

For sidste gang instruerede Ljubimov Vysotskij - til højre for kisten Marina Vlady

   

 

Gaden var fuld af mennesker da kisten blev båret ud af teatret

Efterspil

Familien, vennerne og Vysotskijs kone kunne ikke blive enige om et værdigt monument på graven. Marina Vlady ønskede meget, at det blev en meteor fra Sibirien som man havde fået lovning på. Den skulle symbolisere hans korte men lysende liv. Vysotskijs forældre fik deres vilje med et kæmpe monument, som heldigvis blev udskiftet i 1995, hvor graven fik det nuværende monument som er lavet efter en mindre model af den da afdøde skulptør Gennadiy Rospopov. Initiativet kom fra Vladimir Vysotskij Selskabet som også bekostede monumentet. I 1985 fandt astronomer ved observatoriet på Krim en ny planet mellem Mars og Jupiters omløbsbaner og denne planet døbte de Vladvysotskij – kan læses som Vladimir Vysotskij men mere sandsynligt som Vlady og Vysotskij. 

Min kone Miriam ved Vysotskijs grav 2013. Folk lægger cigaretter, blomster og vodka på graven

   

Gravmonumentet - Vysotskij har slænget guitaren over ryggen så den danner en glorie

Bøger til natbordet:

I denne klumme har jeg berørt nogle relevante bøger. Herudover vil jeg lige anbefale et par til:

Rachel S. Platonov:” Singing the Self: Guitar Poetry, Community, and Identity in the Post-Stalin Period (SRLT)”

Alexander Gershkovich: “The Theater of Yuri Lyubimov: Art and Politics at the Taganka Theater in Moscow”. 

Vladimir Vysotskij på højdepunktet