Viser opslag med etiketten ortodokse kirke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ortodokse kirke. Vis alle opslag

fredag den 20. oktober 2017

Lidt om den hellige tosse Ivan Jakovljevic Koreisha (1783 – 1861)

 Hellig tåbe, tosse, eller slet og ret åndsvag er forskellige fordanskninger af det russiske jurodivy (юродивый). Jeg vil i det følgende bruge flere af disse betegnelser sådan lidt i flæng, fordi vi ikke helt har et dækkende begreb på dansk. Denne særlige kategori af helgener benævnes ”Velsignede” i den russiske kristne tro. 

Ivan Koreyshi kom til verden et sted i Smolensk området muligvis i landsbyen Inkov. Han påbegyndte et studie på Smolensk teologiske seminar men forlod studierne uden at blive færdig. I stedet levede han en tid som omvandrende pilgrim, for til sidst at slå sig ned som eneboer. Bønderne opførte en hytte til ham og herfra gav han gode råd og vejledning, til de der søgte ham samt til de der ikke søgte ham. 

En gang forbød han en ung kvinde at gifte sig med sin forlovede. Uheldigvis for Koreisha var kvindens forlovede adelig og han fik udvirket, at et hold af læger så nærmere på Koreishas mentale beskaffenhed. Han blev erklæret sindssyg og da man ikke havde et sindssyge hospital i Smolensk, sendte man ham til Moskva. Her ankom han i 1822 til Forklarelses (Transfiguration) hospitalet som er beliggende i Moskva på Matrosskaya Tishina gaden. I dag hedder hospitalet Psykiatrisk hospital №3 V.A.Giljarovskij. Idet det er opkaldt efter en berømt sovjet russisk psykiater Vasilij A. Giljarovskij (1875 -1959).

Psykiatrisk hospital №3 V.A.Giljarovskij


Koreisha forblev på Forklarelses hospitalet til sin død i 1865. Under det lange ophold på hospitalet opnåede han en enorm popularitet som hellig åndsvag blandt Moskvas befolkning. Koreisha var helt klart dement, som det fremgår af lægernes udsagn i journalen. I journalen står bl.a. også, at han er uhelbredelig. Samtidig var han en paranormal personlighed, eller han blev tilskrevet paranormale evner, alt efter hvordan man ser på det. Man mente, at han kunne se ind i fremtiden og han blev i denne egenskab opsøgt af bønder og borgere så vel som adelige.

 Ivan Jakovljevic Koreisha (1783 – 1861)


I starten af hans ophold på hospitalet havde han en kummerlig tilværelse i et usselt kælder værelse, som oftest iført spændetrøje. Imidlertid kom der bedre tider og Koreisha fik et bedre logi på hospitalet. Han havde ikoner på alle væggene så besøgende følte sig hensat til et kapel. Foran ikonerne var der lysestager så de besøgende kunne tænde lys for de hellige billeder. Normalt var her mange besøgende fra nær og fjern. I et hjørne lå Koreisha delvis dækket af et tæppe. Han foretrak at blive i sengen for det meste. Hans tøj var af en mørk farve lærred modsat de andre patienter der gik i hvide klæder. Hans skjorte ville under alle omstændigheder se mørk ud for han spiste alle sine måltider i sengen og det uden bestik. Selv suppe spiste han med hænderne. For det meste var han tavs og svarede kun sjældent på de mange spørgsmål de besøgende havde på hjerte. Når han talte var det usammenhængende og i en stavelses ord, der for det meste ikke hang sammen med det han blev spurgt om. Han kunne skrive og der er bevaret omkring 30 korte noter fra hans hånd. Folk der besøgte ham nedskrev hvad de oplevede og en typisk ordveksling kunne se sådan ud:

Spørgeren: ”Skal A tage til Sct. Petersborg her til Vinter?”
Koreisha: ”Som det passer ham”
Spørgeren: ”Hvad vil der ske med Guds tjener A?”
Koreisha: ”Den hellige ånd”
Spørgeren: ”Hvordan vil det gå med Guds tjenerinde Ekaterina?”
Koreisha: ”Ligesom i 1854. Den 5. januar”
Det var sådanne orakel lignende svar på en blanding af russisk, kirkeslavisk og med enkelte ord på græsk, der bekræftede Koreishas ry som en Guds clairvoyante udsending.

Han blev opsøgt på grund af dette ry som clairvoyant. Hverken hans tilhængere eller modstandere omtaler, at han skulle have udvist nogen form for næstekærlighed. Omvendt kunne han behandle de besøgende råt og hengav sig ikke til nogen form for gode gerninger. Han havde en hypnotisk magt over sindene og han indgød frygt hos dem der søgte om hans råd og modtog dem. Imidlertid fandt der et virkelig mirakel sted der på sindssygehospitalet, hvor Koreisha opholdt sig. Hospitalsledelsen besluttede nemlig at tage entré for de mange hundrede besøgende der dagligt valfartede til Koreishas sygeleje. Det var store summer der kom ind, og pengene gik til forskning og til hospitalets drift. Forklarelses hospitalet blev derved Ruslands mest moderne hospital for sindslidende med de bedste læger og den bedste behandling!        
Da han døde var der et forsøg på at stjæle hans lig, idet man betragtede den dødes krop som en kostbar helgenlevning. Tusinder af mennesker deltog i hans begravelse og på bare fem dage blev der afholdt over to hundrede dødsmesser til hans ære. 
  
Forfatteren til den berømte roman ”Krig og Fred”, Leo Tolstoj, skriver om Ivan Jakovljevic Koreisha i romanen ”Barndom opvækst og Ungdom”. I kapitlet Åbenhjertig Samtale med en Ven, står der om Koreisha:
” – du har sikkert hørt tale om denne Iván Jakólevitsj, om hvordan det hedder sig, at han er forrykt… i virkeligheden er han et menneske, der er værd at lægge mærke til. Ljúbov Sergéjevna er stærkt religiøs, må du vide, at hun har en dyb forståelse af denne Iván Jakólevitsj. Hun besøger ham ofte, underholder sig med ham og giver ham også penge, hun selv fortjener, til uddeling mellem de fattige. Hun er en enestående kvinde – du vil selv få det at se. Jeg var altså med hende henne hos Iván Jakólevitsj, og jeg er hende inderligt taknemmelig for , at jeg lærte denne højst mærkelige mand at kende… Men mor ser helt anderledes på det; det hele er overtro, overspændthed eller hvad ved jeg..”

Lev Tolstoj


Mon ikke Leo Tolstoj i de to betragtningsmåder på Koreisha, den ene negativ og den anden positiv, meget fint gengiver moskovitternes syn på denne hellige tosse.

I Rusland var troen på de hellige tåber en folkelig overlevering af den ortodokse kirkes lære. Der cirkulerede til stadighed de fantastiske historier om de hellige tosser og de mange mirakler de bevirkede. Gennem disse mange fortællinger, der fortrinsvis cirkulerede blandt lægfolk, bidrog almindelige troende til den fælles fortælling om Guds indgriben og tilstedeværelse i hverdagen. Lægfolket i den russiske kirke var på denne måde, ikke blot passive modtager af teologiske spekulationer, men var selv med til at forme den fælles religiøse fortælling. Præsterne og det kirkelige hierarki var ikke altid lige fornøjet med den folkelig udgave af kristendommen og det var derfor i brydningen mellem forskellige opfattelser, at den fælles fortælling blev til og forandredes.

Koreisha havde stor folkelig sympati og blev også positivt påskønnet af flere præster og biskopper. Alligevel var det ikke nok til, at han blev helgenkåret. Hvilket ikke har forhindret, at der opstod en kult omkring hans minde – en kult, hvor han agtes og tilbedes som en hellig person. 

                               Koreisha


På sporet af Koreisha

Koreishas grav findes på kirkegården ved Elias Kirken i Cherkizovo som den stadig kaldes selvom landsbyen Cherkizovo for længst er opslugt af Moskva. Eller måske skal man kalde det for en Moskva forstad, for det var godt nok en lang tur med metro fra Moskvas centrum. Jeg siger det var en lang tur, fordi vi faktisk var nogle stykker der tog turen derud for at snuse til atmosfæren ved helgenens grav. Så hvorfor ikke begynde med begyndelsen i stedet for alle disse irriterende omsvøb.

Camilla og Lisbeth på cafe inden turen gik med metroen 
på jagt efter Koreisha 


Vi var en læsegruppe fra Helsingør der var på tur til Moskva for at gå i sporet på romanen Mesteren og Margarita af den russiske forfatter M. Bulgarkov.
 En sen eftermiddag sneg min kone Miriam, Lisbeth, Camilla og jeg os uset af de andre ud af hotellet. Vi havde sat os for at finde frem til Koreishas grav. 
Udstyret med et mangelfuldt kort jeg havde fundet på nettet og en note med Koreishas og kirkegårdens navn på russisk tog vi fortrøstningsfulde med metroen der ud af. Og kære venner som sagt det var en lang tur. 

Bebyggelserne forandredes til stadighed og det samme gjorde menneskene. Vi var m.a.o. langt fra turistens Moskva, så der var oplevelse på alle hylder. Vi kom tæt forbi hospitalet, hvor Koreisha havde tilbragt så mange år af sit liv. Imidlertid fór metro toget videre og endelig mente vi nok vi kunne stå af. Uf for en oplevelse, det hele stemte ikke rigtig med kortet. 

Lige udenfor metrostationen lod Miriam sig velvilligt fotografere sammen med et sovjetisk lokomotiv 


Vi genkendte kun metrostationen så vi måtte være på rette vej. Vi traskede så omkring i et enormt parklignende område. Vi spurgte forskellige om vej og nogen mente vi skulle i den retning og andre mente i den modsatte retning og ingen anede hvem Koreisha var! Vi fik endda fat i to betjente men de vidste hverken ud eller ind. Vi var nu kommet ind i et område med kolonihaver på den ene side og grønne områder til den anden side. De andre så en kirke kuppel langt borte, men så forsvandt kuplen bag noget byggeri.
”Det kan du knageme ikke være bekendt Koreisha” sagde jeg i mit stille sind ”nok er du mærkelig og nok er vi også mærkelige, men kan du ikke lige hjælpe os lidt på vej”. 

I det samme kom en mand hen til os og spurgte, hvad vi ledte efter. Puh ha det var dejligt, især også fordi han var den første, der med det samme vidste hvem Koreisha var. Nu kunne han blot russisk og vores russisk kundskaber var ikke de allerbedste. Alligevel lykkedes det os at klare sagerne og for en sikkerheds skyld tegnede han et kort, så vi selv kunne finde vej det sidste stykke. Kirkegården lå ikke så langt væk. Han tegnede også Koreishas grav ind på kortet. Den ligger til højre for indgangen. ”Fint” sagde jeg til den imaginære Koreisha ”nu skulle der ikke være flere forhindringer”. Koreisha svarede med en munter tavshed som ikke lovede noget i verden. 

For en sikkerheds skyld tegnede han et kort, 


Endelig fandt vi kirkegården og efter lidt søgen graven. Den var smukt indhegnet og her var et ikon af den hellige tosse samt en lysestage så pilgrimme kunne bede med lys. Ligesom der var en læsepult, m.a.o. her foregik en kult omkring denne helgen, der ikke var anerkendt af kirken. Friske blomsterbuketter prydede graven. 

Koreishas grav på Kirkegården ved Profeten Elias Kirke 


Inde fra kirken kom der korsang ud af skjulte højtalere. Havde vi nu kunne forstå kirkeslavisk eller i det mindste russisk ville vi have opdaget, at det var en begravelse man var midt i inde i kirken. 
Nok vidste jeg, at Koreisha var en filur men dette kom aldeles bag på mig og de andre. Lige indenfor kirkedøren stod et kistelåg og vi vidste dermed, at der var begravelse.
 I Rusland har man åbne begravelser og kistelåget stod derfor herude indtil det skulle lægges på.
 Imidlertid ville jeg se om der var en bog, et ikon eller andet til salg inde i kirken som havde forbindelse med Koreisha. Altså jeg gik ind også selvom jeg hader at være til globegravelser. En form for påtrængenhed der åbenbart ikke generede Koreisha siden han spillede os dette pus. 
Det var ikke rart at masse sig gennem de sørgende og frem til det lille udsalg med hellige ting og sager der altid findes i russiske kirker, men hvad var der at gøre, det var jo hvad Koreisha mente vi trængte til at opleve.
Sandt nok - der var en lille pjece om den hellige åndssvage som jeg købte. Damen var meget sød og høflig og det fik mig til at føle mig meget bedre tilpas, da jeg masede mig ud af kirken igen.

Miriam kikker ind til Koreisha. På gravstenen står: ”Velsignede er de, som er forfulgte for
retfærdighedens skyld, thi himmeriget er deres”
(Mattæus evangeliet 5,10)
Her er jeg så omsider ved Velsignede Koreishas grav
Det var for øvrig en eventyrlig Moskva tur sammen med læsegruppen. Vi oplevede meget af det turisterne kommer for at se og dertil meget andet i forbindelse med Bulgakovs roman Mesteren og Margarita. Imidlertid tror jeg Lisbeth havde ret, når hun, et par måneder efter vi var kommet hjem, erklærede at turen ud til Koreisha nu alligevel var turens bedste oplevelse. Hvad andet er der end at sige: ”Koreisha du er en skælm – men tak alligevel”. 

Landsbyen Cherkizovo med Profeten Elias kirke i 1905

Profeten Elias kirke som den ser ud i dag 

onsdag den 1. maj 2013

I ikon malernes værksted






Lige siden hvornår - har jeg interesseret mig for russiske ikoner - og hvornår det præcis var ved jeg ikke. Engang var jeg meget yngre end jeg er nu, og på den tid skulle man kende diverse russiske forfattere hvis man ellers ville regnes for noget. I samme litteratur snakkedes der en del om ikoner, om bøndernes tro på ikoner og om ikoner, der forandrede verdenshistorien. Meget var myter som for det meste segmenterede den nationalistiske (slavofile) tro på, at russerne var bedre og alle andre nationer overlegne. Fra den slags litteratur f.eks. Nikolaj Leskov stammede min interesse for russiske ikoner. Leskov beskriver ikonmaleriets kunst og indhold på en dramatisk og idealiseret måde. Han får endda indsmuglet lidt antisemitisme som litteraturen i Zarens Rusland er så rig på.    


Ærværdige Trifon af Pechenga
Velsignede Vasilief
                                                                                                                                       
Myterne om ikonmaleriet og dets udøvere er mange. Man kan sige, de på en måde hører med til ikonerne. Gennem myterne tillægges ikonerne overnaturlige kræfter, de tilskrives hellighed og en egen ophøjet stilling. Myten er samtidig en forenkling og fordrejning af virkeligheden samt en idealisering af ikon maleriet. De virkelige historiske, sociale, religiøse og menneskelige sammenhænge, ikonerne indgik i, er meget fjernt fra de idealiserede fortællinger. Særdeles vedholdende er myten om ikonets tilblivelse, altså selve ikonmaleriet.
 Myten om ikonmaleriet er udspredt af kirken og rummer mange teologiske aspekter. Teologisk skabes nærværet af det hellige gennem en modstilling med det som ikke er helligt – det verdslige. Det hellige er: rent, ubesmittet, ublandet, ujordisk og hinsides. Det verdslige er blandet, urent, besmittet, jordisk og denne sides. Visse ikoner fremstilles som fuldkomne produkter af en hinsides verden. Man forestillede sig, at de pludselig på mirakuløs måde kunne vise sig for særlig udvalgte personer. Sådanne ikoner dukkede uventet op i trætoppe, klippespalter eller i kirkebygninger. Et særligt mirakuløst ikon er f.eks. Gudsmoder af Tikhvin. Myten fortæller, at dette ikon af Jesus moder blev malet af ingen mindre end evangelisten Lukas, verdens første ikonmaler. Ikonet dukkede op forskellige steder i det gamle Byzantinske rige: Antiokia, Jerusalem og Konstantinopel. Senere dukkede ikonet op forskellige steder i Rusland, hvor det til sidst fik et blivende sted i en kirke ved Tikhvin floden i 1510. Det overjordiske i de ”uskabte” ikoner gav ligesom sig selv. Alle andre ikoner fik deres hellighed fra andre myter. Myten om ikonets tilblivelse. Træet, som skulle blive til de træplader man malede på, blev allerede medens det stod i skoven velsignet under kirkelige ceremonier og således gjort til genstand for kultisk praksis. Så kom turen til selve bemalingen. Ikonmalerne forberedte sig gennem bøn og faste inden de hengav sig til den hellige gerning. Det færdige ikon placeres på alteret og velsignes derved yderligere. Endelig er ikonet klar til at gøre sin entré her i verden som en fremmede, noget andet end det kendte – som det hellige. Myten kolporterer ideen om modsætningerne rent og urent – helligt og verdsligt. Ikke desto mindre siger det sig selv, at meget få ikoner om nogen er kommet til verden på denne måde. Selv i klostrene har det ideale sjældent været normen. Ondskab, druk og hor trivedes her som alle andre steder i samfundet og arbejdet med at adskille det hellige fra denne sammensatte verden syntes en umulig opgave også i klostret.

Ærværdige Zosima, German & Savvatij af Solovvetskij


Flertallet af ikonerne blev til på ”verdslige” værksteder, hvor fattige drenge kom i lære som malere af de hellige billeder. Mange kendte malere har trådt deres kunstneriske barnesko på et sådan ikonmaler værksted f.eks. Ilja Repin. Overraskende nok findes der også et eksempel på en forfatter der har arbejdet som lærling på et ikon værksted, nemlig Maxim Gorki. I sine erindringer beskriver Gorki oplevelserne blandt ikonmalerne og der er ingen af mytens glorificerende faktorer indblandet i den virkelighed Gorki levede i:
”Ikonmalernes værksted bestod af to rummelige værelser; det lå i et stort massivt byggede hus og vendte med sin ene række vinduer ud imod en have, med den modsatte række ud til gaden. Vinduerne var inddelt i små kvadrater. Ruderne skinnede af ælde i alle regnbuens farver og lod vinterdagens grå lys kun bryde svagt igennem. Begge værelser var tæt fyldt med små borde, og ved hvert bord sad en eller to billedmalere, bøjet over deres arbejde. Ned fra loftet hang i lange snore en del glaskugle  fyldt med vand; de samlede lampelyset og kastede det i en hvid, kold refleks ned på de firkantede ikontavler.

Ikonmalernes værksted fra en sovjetisk film fra 1937 der bygger på Gorkis roman biografi

 I værkstedet hersker en kvælende lummerhede; det beskæftigere hen ved tyve helgenmalere fra forskellige egne af Rusland, fra Palek, fra Kolui og Mstera. De sidder alle i bomuldsskjorter med åbne kraver, blå lærredesbenklæder og med de nøgne fødder i gamle slæber. Over svendenes hoveder hænger en blå sky af sveden tobakskvalm, hvori blander sig en skarp lugt af fernis, lak og råddent æggeblomme (æggeblomme brugtes som bindemiddel i farvestoffet). Trægt og jævnt som tjære flyder vers efter vers den tungsindige Vladimir´ske sang:
”Ak – hvad har man ej af klage hørt
Når en knøs sin pige har forført?...”
Der synges også her andre, lige så melankolske sange, men denne hører man hyppigst. Dens langsomme motiv forstyrrer ikke tankerne og hånden kan roligt vedblive at føre den fine hermelins pensel hen over helgenbilledes tegning og lige omhyggeligt udføre de helliges klædefolder og de sorte linier i deres lidende ansigter. Henne ved vinduet høres uafladeligt små geskæftige hammerslag; her sidder ciseløren Gogolev, en gammel, fordrukken mandsling med en uhyre blå næse. Under sangens langsomme, monotone rytme lyder hans lille hammer som en træorms evige boren. Ikonmaleriet er ingen af svedende til særlig glæde; som under et ondt trylleri former det hele arbejde sig som en række kedsommelige processer, der ikke kan vække nogen interesse for, endsige kærlighed til værket. Den skeløjede snedker Panfil, en ondsindet og stridslysten fyr, limer tavlerne sammen af korte cypres- eller lindestave, planerer dem og sliber dem glatte; den unge, svindsottige Davidov grunder dem, hans kammerat Sorskin giver dem et tyndt og fast lag kit, Miljaschin udfører Blyantstegningen efter originalen, den gamle Gogolev lægger de nødvendige guldforsiringer på, og ”gevantmalerne” udfører klæderne og landskabet.

Den 13årige Alexei (Maxim Gorki) læser højt for ikonmalerne af Lermontoffs digt Dæmonen


 Således, uden ansigter og hænder, står de i lange rækker op ad vægen og venter, indtil ”ansigtsmalerne” fuldender dem. Et uhyggeligt øde står ud fra de store, ufærdige billeder, der er bestemt til ikonostaser og , alterdører; de står der, uden ansigter, uden hænder og fødder, kun med gevandter, forsiringer og korte engleskjorter, spøgelsesagtigt lænet op af væggen – et dødens pust udgår fra disse brogede, bemalede brædder; det som skal give dem livet mangler, dog har man det indtryk, at det allerede har været der, men på underfundig vis er forsvundet, kun ladende det tunge, øde flitterværk tilbage. Når ansigtsmalerne har malet alt, hvad der er synligt af legemet, går billedet videre til den mester, som lægger emaljen ind i ciseleringens mønster. Skriften bliver ligeledes udført af en særlig arbejder, og lakeringen besørges af selve værkføreren, den stille Ivan Larionytsch. Denne er et sælsomt gråt menneske, gråt er hans ansigt, hans fine, silkeagtige hår og skæg er gråt, og hans øjne er grå, tungsindige og dybe. Han har et godt smil, men det bliver én svært at besvare dette smil. Han ligner helgenbilledernes ”Simon med søjlen”, han er lige så tør og mager, og hans ubevægelige blik ser lige så fraværende, gennem alle mennesker og alle ting, bort i det fjerne. ”
Maxim Gorki beskriver det hårde liv på værkstedet, fattigdommen, drukken, slagsmålene, længslen, ensomheden, troen og vantroen, men også uforglemmelige stunder af kammeratskab, bekymring for hinanden, hjælpsomhed. Langsomt forstår man, at et ikonmalerværksted i Zarens Rusland ikke er en ophøjet hinsides verden, men en dennesides verden befolket af virkelige mennesker, skrøbelige, rå, hensynsløse, varme og ægte mennesker med samme bekymringer samme håb som alle andre. Denne erkendelse har skærpet min kærlighed og interesse for ikoner. Ikonerne har fået en ny side for mig, en menneskelig side. Når jeg ser på ikoner tænker jeg på Gorkis værksted og på, under hvilke omstændigheder ikonerne blev malet. Det er en berigelse, et mysterium der åbnes op.

Sovjetunionens store forfatter Maxim Gorki


PS: Citatet om ikonmalerværkstedet stammer fra Maxim Gorkis selvbiografiske hovedværk, der på dansk er udgivet i flere bind som: Min barndom; Mellem fremmede; Læreår. 

Maxim Gorki portrætteret af Josef Brodskij