Lige siden hvornår - har jeg interesseret mig for russiske
ikoner - og hvornår det præcis var ved jeg ikke. Engang var jeg meget yngre end
jeg er nu, og på den tid skulle man kende diverse russiske forfattere hvis man
ellers ville regnes for noget. I samme litteratur snakkedes der en del om ikoner,
om bøndernes tro på ikoner og om ikoner, der forandrede verdenshistorien. Meget
var myter som for det meste segmenterede den nationalistiske (slavofile) tro på,
at russerne var bedre og alle andre nationer overlegne. Fra den slags
litteratur f.eks. Nikolaj Leskov stammede min interesse for russiske ikoner.
Leskov beskriver ikonmaleriets kunst og indhold på en dramatisk og idealiseret
måde. Han får endda indsmuglet lidt antisemitisme som litteraturen i Zarens
Rusland er så rig på.
 |
|
Ærværdige Trifon af Pechenga
|
 |
| Velsignede Vasilief |
Myterne om ikonmaleriet og dets udøvere er mange. Man kan
sige, de på en måde hører med til ikonerne. Gennem myterne tillægges ikonerne
overnaturlige kræfter, de tilskrives hellighed og en egen ophøjet stilling. Myten
er samtidig en forenkling og fordrejning af virkeligheden samt en idealisering
af ikon maleriet. De virkelige historiske, sociale, religiøse og menneskelige
sammenhænge, ikonerne indgik i, er meget fjernt fra de idealiserede
fortællinger. Særdeles vedholdende er myten om ikonets tilblivelse, altså selve
ikonmaleriet.
Myten om ikonmaleriet er udspredt af kirken og rummer mange
teologiske aspekter. Teologisk skabes nærværet af det hellige gennem en
modstilling med det som ikke er helligt – det verdslige. Det hellige er: rent,
ubesmittet, ublandet, ujordisk og hinsides. Det verdslige er blandet, urent,
besmittet, jordisk og denne sides. Visse ikoner fremstilles som fuldkomne
produkter af en hinsides verden. Man forestillede sig, at de pludselig på
mirakuløs måde kunne vise sig for særlig udvalgte personer. Sådanne ikoner
dukkede uventet op i trætoppe, klippespalter eller i kirkebygninger. Et særligt
mirakuløst ikon er f.eks. Gudsmoder af Tikhvin. Myten fortæller, at dette ikon
af Jesus moder blev malet af ingen mindre end evangelisten Lukas, verdens
første ikonmaler. Ikonet dukkede op forskellige steder i det gamle Byzantinske
rige: Antiokia, Jerusalem og Konstantinopel. Senere dukkede ikonet op
forskellige steder i Rusland, hvor det til sidst fik et blivende sted i en kirke
ved Tikhvin floden i 1510. Det overjordiske i de ”uskabte” ikoner gav ligesom
sig selv. Alle andre ikoner fik deres hellighed fra andre myter. Myten om
ikonets tilblivelse. Træet, som skulle blive til de træplader man malede på,
blev allerede medens det stod i skoven velsignet under kirkelige ceremonier og
således gjort til genstand for kultisk praksis. Så kom turen til selve
bemalingen. Ikonmalerne forberedte sig gennem bøn og faste inden de hengav sig
til den hellige gerning. Det færdige ikon placeres på alteret og velsignes
derved yderligere. Endelig er ikonet klar til at gøre sin entré her i verden
som en fremmede, noget andet end det kendte – som det hellige. Myten
kolporterer ideen om modsætningerne rent og urent – helligt og verdsligt. Ikke
desto mindre siger det sig selv, at meget få ikoner om nogen er kommet til
verden på denne måde. Selv i klostrene har det ideale sjældent været normen.
Ondskab, druk og hor trivedes her som alle andre steder i samfundet og arbejdet
med at adskille det hellige fra denne sammensatte verden syntes en umulig
opgave også i klostret.
 | ||
Ærværdige Zosima, German & Savvatij af Solovvetskij |
Flertallet af ikonerne blev til på ”verdslige” værksteder,
hvor fattige drenge kom i lære som malere af de hellige billeder. Mange kendte
malere har trådt deres kunstneriske barnesko på et sådan ikonmaler værksted
f.eks. Ilja Repin. Overraskende nok findes der også et eksempel på en forfatter
der har arbejdet som lærling på et ikon værksted, nemlig Maxim Gorki. I sine
erindringer beskriver Gorki oplevelserne blandt ikonmalerne og der er ingen af
mytens glorificerende faktorer indblandet i den virkelighed Gorki levede i:
”Ikonmalernes værksted bestod af to
rummelige værelser; det lå i et stort massivt byggede hus og vendte med sin ene
række vinduer ud imod en have, med den modsatte række ud til gaden. Vinduerne
var inddelt i små kvadrater. Ruderne skinnede af ælde i alle regnbuens farver
og lod vinterdagens grå lys kun bryde svagt igennem. Begge værelser var tæt
fyldt med små borde, og ved hvert bord sad en eller to billedmalere, bøjet over
deres arbejde. Ned fra loftet hang i lange snore en del glaskugle fyldt med vand; de samlede lampelyset og
kastede det i en hvid, kold refleks ned på de firkantede ikontavler.
 |
Ikonmalernes værksted fra en sovjetisk film fra 1937 der bygger på Gorkis roman biografi |
I værkstedet hersker en kvælende
lummerhede; det beskæftigere hen ved tyve helgenmalere fra forskellige egne af
Rusland, fra Palek, fra Kolui og Mstera. De sidder alle i bomuldsskjorter med
åbne kraver, blå lærredesbenklæder og med de nøgne fødder i gamle slæber. Over
svendenes hoveder hænger en blå sky af sveden tobakskvalm, hvori blander sig en
skarp lugt af fernis, lak og råddent æggeblomme (æggeblomme brugtes som bindemiddel i
farvestoffet). Trægt og jævnt som tjære
flyder vers efter vers den tungsindige Vladimir´ske sang:
”Ak – hvad har man ej af klage hørt
Når en knøs sin pige har forført?...”
Der synges også her andre, lige så
melankolske sange, men denne hører man hyppigst. Dens langsomme motiv
forstyrrer ikke tankerne og hånden kan roligt vedblive at føre den fine
hermelins pensel hen over helgenbilledes tegning og lige omhyggeligt udføre de
helliges klædefolder og de sorte linier i deres lidende ansigter. Henne ved
vinduet høres uafladeligt små geskæftige hammerslag; her sidder ciseløren
Gogolev, en gammel, fordrukken mandsling med en uhyre blå næse. Under sangens langsomme,
monotone rytme lyder hans lille hammer som en træorms evige boren. Ikonmaleriet
er ingen af svedende til særlig glæde; som under et ondt trylleri former det
hele arbejde sig som en række kedsommelige processer, der ikke kan vække nogen
interesse for, endsige kærlighed til værket. Den skeløjede snedker Panfil, en
ondsindet og stridslysten fyr, limer tavlerne sammen af korte cypres- eller
lindestave, planerer dem og sliber dem glatte; den unge, svindsottige Davidov
grunder dem, hans kammerat Sorskin giver dem et tyndt og fast lag kit,
Miljaschin udfører Blyantstegningen efter originalen, den gamle Gogolev lægger
de nødvendige guldforsiringer på, og ”gevantmalerne” udfører klæderne og
landskabet.
 |
Den 13årige Alexei (Maxim Gorki) læser højt for ikonmalerne af Lermontoffs digt Dæmonen |
Således, uden ansigter og hænder, står de i lange rækker op ad
vægen og venter, indtil ”ansigtsmalerne” fuldender dem. Et uhyggeligt øde står
ud fra de store, ufærdige billeder, der er bestemt til ikonostaser og ,
alterdører; de står der, uden ansigter, uden hænder og fødder, kun med
gevandter, forsiringer og korte engleskjorter, spøgelsesagtigt lænet op af væggen
– et dødens pust udgår fra disse brogede, bemalede brædder; det som skal give
dem livet mangler, dog har man det indtryk, at det allerede har været der, men
på underfundig vis er forsvundet, kun ladende det tunge, øde flitterværk
tilbage. Når ansigtsmalerne har malet alt, hvad der er synligt af legemet, går
billedet videre til den mester, som lægger emaljen ind i ciseleringens mønster.
Skriften bliver ligeledes udført af en særlig arbejder, og lakeringen besørges
af selve værkføreren, den stille Ivan Larionytsch. Denne er et sælsomt gråt
menneske, gråt er hans ansigt, hans fine, silkeagtige hår og skæg er gråt, og
hans øjne er grå, tungsindige og dybe. Han har et godt smil, men det bliver én
svært at besvare dette smil. Han ligner helgenbilledernes ”Simon med søjlen”,
han er lige så tør og mager, og hans ubevægelige blik ser lige så fraværende,
gennem alle mennesker og alle ting, bort i det fjerne. ”
Maxim Gorki beskriver det hårde liv på værkstedet, fattigdommen,
drukken, slagsmålene, længslen, ensomheden, troen og vantroen, men også
uforglemmelige stunder af kammeratskab, bekymring for hinanden, hjælpsomhed.
Langsomt forstår man, at et ikonmalerværksted i Zarens Rusland ikke er en
ophøjet hinsides verden, men en dennesides verden befolket af virkelige
mennesker, skrøbelige, rå, hensynsløse, varme og ægte mennesker med samme
bekymringer samme håb som alle andre. Denne erkendelse har skærpet min
kærlighed og interesse for ikoner. Ikonerne har fået en ny side for mig, en
menneskelig side. Når jeg ser på ikoner tænker jeg på Gorkis værksted og på,
under hvilke omstændigheder ikonerne blev malet. Det er en berigelse, et
mysterium der åbnes op.
 |
Sovjetunionens store forfatter Maxim Gorki |
PS: Citatet om ikonmalerværkstedet stammer fra Maxim Gorkis
selvbiografiske hovedværk, der på dansk er udgivet i flere bind som: Min
barndom; Mellem fremmede; Læreår.
 |
Maxim Gorki portrætteret af Josef Brodskij |
