I ikon malernes værksted

Lige siden hvornår - har jeg interesseret mig for russiske ikoner - og hvornår det præcis var ved jeg ikke. Engang var jeg meget yngre end jeg er nu, og på den tid skulle man kende diverse russiske forfattere hvis man ellers ville regnes for noget. I samme litteratur snakkedes der en del om ikoner, om bøndernes tro på ikoner og om ikoner, der forandrede verdenshistorien. Meget var myter som for det meste segmenterede den nationalistiske (slavofile) tro på, at russerne var bedre og alle andre nationer overlegne. Fra den slags litteratur f.eks. Nikolaj Leskov stammede min interesse for russiske ikoner. Leskov beskriver ikonmaleriets kunst og indhold på en dramatisk og idealiseret måde. Han får endda indsmuglet lidt antisemitisme som litteraturen i Zarens Rusland er så rig på.    

Ærværdige Trifon af Pechenga

Velsignede Vasilief

                                                                                                                                       

Myterne om ikonmaleriet og dets udøvere er mange. Man kan sige, de på en måde hører med til ikonerne. Gennem myterne tillægges ikonerne overnaturlige kræfter, de tilskrives hellighed og en egen ophøjet stilling. Myten er samtidig en forenkling og fordrejning af virkeligheden samt en idealisering af ikon maleriet. De virkelige historiske, sociale, religiøse og menneskelige sammenhænge, ikonerne indgik i, er meget fjernt fra de idealiserede fortællinger. Særdeles vedholdende er myten om ikonets tilblivelse, altså selve ikonmaleriet.

 Myten om ikonmaleriet er udspredt af kirken og rummer mange teologiske aspekter. Teologisk skabes nærværet af det hellige gennem en modstilling med det som ikke er helligt – det verdslige. Det hellige er: rent, ubesmittet, ublandet, ujordisk og hinsides. Det verdslige er blandet, urent, besmittet, jordisk og denne sides. Visse ikoner fremstilles som fuldkomne produkter af en hinsides verden. Man forestillede sig, at de pludselig på mirakuløs måde kunne vise sig for særlig udvalgte personer. Sådanne ikoner dukkede uventet op i trætoppe, klippespalter eller i kirkebygninger. Et særligt mirakuløst ikon er f.eks. Gudsmoder af Tikhvin. Myten fortæller, at dette ikon af Jesus moder blev malet af ingen mindre end evangelisten Lukas, verdens første ikonmaler. Ikonet dukkede op forskellige steder i det gamle Byzantinske rige: Antiokia, Jerusalem og Konstantinopel. Senere dukkede ikonet op forskellige steder i Rusland, hvor det til sidst fik et blivende sted i en kirke ved Tikhvin floden i 1510. Det overjordiske i de ”uskabte” ikoner gav ligesom sig selv. Alle andre ikoner fik deres hellighed fra andre myter. Myten om ikonets tilblivelse. Træet, som skulle blive til de træplader man malede på, blev allerede medens det stod i skoven velsignet under kirkelige ceremonier og således gjort til genstand for kultisk praksis. Så kom turen til selve bemalingen. Ikonmalerne forberedte sig gennem bøn og faste inden de hengav sig til den hellige gerning. Det færdige ikon placeres på alteret og velsignes derved yderligere. Endelig er ikonet klar til at gøre sin entré her i verden som en fremmede, noget andet end det kendte – som det hellige. Myten kolporterer ideen om modsætningerne rent og urent – helligt og verdsligt. Ikke desto mindre siger det sig selv, at meget få ikoner om nogen er kommet til verden på denne måde. Selv i klostrene har det ideale sjældent været normen. Ondskab, druk og hor trivedes her som alle andre steder i samfundet og arbejdet med at adskille det hellige fra denne sammensatte verden syntes en umulig opgave også i klostret.

Ærværdige Zosima, German & Savvatij af Solovvetskij

Flertallet af ikonerne blev til på ”verdslige” værksteder, hvor fattige drenge kom i lære som malere af de hellige billeder. Mange kendte malere har trådt deres kunstneriske barnesko på et sådan ikonmaler værksted f.eks. Ilja Repin. Overraskende nok findes der også et eksempel på en forfatter der har arbejdet som lærling på et ikon værksted, nemlig Maxim Gorki. I sine erindringer beskriver Gorki oplevelserne blandt ikonmalerne og der er ingen af mytens glorificerende faktorer indblandet i den virkelighed Gorki levede i:

”Ikonmalernes værksted bestod af to rummelige værelser; det lå i et stort massivt byggede hus og vendte med sin ene række vinduer ud imod en have, med den modsatte række ud til gaden. Vinduerne var inddelt i små kvadrater. Ruderne skinnede af ælde i alle regnbuens farver og lod vinterdagens grå lys kun bryde svagt igennem. Begge værelser var tæt fyldt med små borde, og ved hvert bord sad en eller to billedmalere, bøjet over deres arbejde. Ned fra loftet hang i lange snore en del glaskugle  fyldt med vand; de samlede lampelyset og kastede det i en hvid, kold refleks ned på de firkantede ikontavler.

Ikonmalernes værksted fra en sovjetisk film fra 1937 der bygger på Gorkis roman biografi

 I værkstedet hersker en kvælende lummerhede; det beskæftigere hen ved tyve helgenmalere fra forskellige egne af Rusland, fra Palek, fra Kolui og Mstera. De sidder alle i bomuldsskjorter med åbne kraver, blå lærredesbenklæder og med de nøgne fødder i gamle slæber. Over svendenes hoveder hænger en blå sky af sveden tobakskvalm, hvori blander sig en skarp lugt af fernis, lak og råddent æggeblomme (æggeblomme brugtes som bindemiddel i farvestoffet). Trægt og jævnt som tjære flyder vers efter vers den tungsindige Vladimir´ske sang:

”Ak – hvad har man ej af klage hørt

Når en knøs sin pige har forført?...”

Der synges også her andre, lige så melankolske sange, men denne hører man hyppigst. Dens langsomme motiv forstyrrer ikke tankerne og hånden kan roligt vedblive at føre den fine hermelins pensel hen over helgenbilledes tegning og lige omhyggeligt udføre de helliges klædefolder og de sorte linier i deres lidende ansigter. Henne ved vinduet høres uafladeligt små geskæftige hammerslag; her sidder ciseløren Gogolev, en gammel, fordrukken mandsling med en uhyre blå næse. Under sangens langsomme, monotone rytme lyder hans lille hammer som en træorms evige boren. Ikonmaleriet er ingen af svedende til særlig glæde; som under et ondt trylleri former det hele arbejde sig som en række kedsommelige processer, der ikke kan vække nogen interesse for, endsige kærlighed til værket. Den skeløjede snedker Panfil, en ondsindet og stridslysten fyr, limer tavlerne sammen af korte cypres- eller lindestave, planerer dem og sliber dem glatte; den unge, svindsottige Davidov grunder dem, hans kammerat Sorskin giver dem et tyndt og fast lag kit, Miljaschin udfører Blyantstegningen efter originalen, den gamle Gogolev lægger de nødvendige guldforsiringer på, og ”gevantmalerne” udfører klæderne og landskabet.

Den 13årige Alexei (Maxim Gorki) læser højt for ikonmalerne af Lermontoffs digt Dæmonen

 Således, uden ansigter og hænder, står de i lange rækker op ad vægen og venter, indtil ”ansigtsmalerne” fuldender dem. Et uhyggeligt øde står ud fra de store, ufærdige billeder, der er bestemt til ikonostaser og , alterdører; de står der, uden ansigter, uden hænder og fødder, kun med gevandter, forsiringer og korte engleskjorter, spøgelsesagtigt lænet op af væggen – et dødens pust udgår fra disse brogede, bemalede brædder; det som skal give dem livet mangler, dog har man det indtryk, at det allerede har været der, men på underfundig vis er forsvundet, kun ladende det tunge, øde flitterværk tilbage. Når ansigtsmalerne har malet alt, hvad der er synligt af legemet, går billedet videre til den mester, som lægger emaljen ind i ciseleringens mønster. Skriften bliver ligeledes udført af en særlig arbejder, og lakeringen besørges af selve værkføreren, den stille Ivan Larionytsch. Denne er et sælsomt gråt menneske, gråt er hans ansigt, hans fine, silkeagtige hår og skæg er gråt, og hans øjne er grå, tungsindige og dybe. Han har et godt smil, men det bliver én svært at besvare dette smil. Han ligner helgenbilledernes ”Simon med søjlen”, han er lige så tør og mager, og hans ubevægelige blik ser lige så fraværende, gennem alle mennesker og alle ting, bort i det fjerne. ”

Maxim Gorki beskriver det hårde liv på værkstedet, fattigdommen, drukken, slagsmålene, længslen, ensomheden, troen og vantroen, men også uforglemmelige stunder af kammeratskab, bekymring for hinanden, hjælpsomhed. Langsomt forstår man, at et ikonmalerværksted i Zarens Rusland ikke er en ophøjet hinsides verden, men en dennesides verden befolket af virkelige mennesker, skrøbelige, rå, hensynsløse, varme og ægte mennesker med samme bekymringer samme håb som alle andre. Denne erkendelse har skærpet min kærlighed og interesse for ikoner. Ikonerne har fået en ny side for mig, en menneskelig side. Når jeg ser på ikoner tænker jeg på Gorkis værksted og på, under hvilke omstændigheder ikonerne blev malet. Det er en berigelse, et mysterium der åbnes op.

Sovjetunionens store forfatter Maxim Gorki

PS: Citatet om ikonmalerværkstedet stammer fra Maxim Gorkis selvbiografiske hovedværk, der på dansk er udgivet i flere bind som: Min barndom; Mellem fremmede; Læreår. 

Maxim Gorki portrætteret af Josef Brodskij

Shukhovs Fantastiske Radiotårn

Et kik op i Shukovs fantastiske radiotårn

Det er blevet sagt, at den russiske revolution udløste en massiv byge af kreativ energi hos avantgarde kunstnere og arkitekter, der stræbte efter at bygge en æstetisk anderledes ny verden ved hjælp af et radikalt og billedstormende billedsprog. Om nogen passer dette på arkitekten Vladimir Shukhov som bl.a. skabte Moskvas radiotårn i Shabolovka gaden. Dette tårn er anerkendt som en af ​​de smukkeste og mest fremtrædende resultater af den tekniske begrebsverden, et mesterværk af ingeniørkunst. Radiotårnet, som stod færdigt i 1922, var et led i Lenins geniale plan for det nye sovjet samfund som byggede på ideen om en tosidet social og teknisk udvikling under devisen: ”Socialisme plus elektricitet”.

Vladimir Shukhovs Radiotårn 1925

Shukhovs radiotårn er konstrueret af et fint fletværk af tremmer og består af fem såkaldte ‘hyperboloider’, på hver 25 meter der i aftagende størrelse griber ind i hinanden. Den nedre sektion er monteret på et betonfundament med en diameter på 40 meter og dybde på 3 meter. Hyperboloide med ét net er eksempler på retlinjede, krumme flader; de består af to systemer af rette linjer, hver linje i det ene system skærer hver linje i det andet og hver linje i et system er vindskæv med hensyn til enhver anden i samme system. Takket være gitterkonstruktion udsættes stålskallen for minimum vindbelastning og på afstand ligner dette ståltårn et fint filegran arbejde. Selve konstruktionsarbejdet tog to år og det med en stor forsinkelse. Da man nåede til den fjerde sektion faldt den ned og skadede i faldet de tre andre sektioner. Det var altså nødvendigt at begynde næsten fra grunden igen og alligevel kan man sige, at konstruktionsarbejdet skred hurtigt frem også efter vor tids standarter.

Radiotårnet i dag

Radiotårnet ved nat

 Shukhov, der er født i 1853, anvendte førstegang konstruktioner med ‘hyperboloider’ i 1896 og fik patent på metoden i 1899.  I de efterfølgende år udviklede Vladimir Shukhov mange forskellige strukturer af gittermaster og stålkapper. De blev anvendt i hundredvis af bygninger, vandtårne, fyrtårne, master på krigsskibe og holdere til højspændingsledninger.

Statue af Vladimir Shukhov med hans opfindelse ‘hyperboloider’

Radiotårnet er imidlertid Shukhovs mesterværk på en gang arkitektur og konstruktivistisk kunst og hermed føjer Shukhov sig ind i tidens kreds af sovjetiske avantgarde kunstnere. Samtidens begejstring for Radiotårnet var stor både i Sovjetunionen og udlandet. Den sovjetiske forfatter Alexei Tolstoj blev inspireret af tårnet til en roman ”Ingeniør Garins hyperboloid”(findes på engelsk Alexei Tolstoy: ” Engineer Garin and his death ray”).  Også eftertiden har forstået at værdsætte Shukhovs mesterværk. På messen: "De bedste konstruktioner og bygninger fra det tyvende århundredes arkitektur" i München i 2003, blev der på udstillingen placeret en 6-meter høj forgyldt model af Shukhovs tårn. Den internationale videnskabelige konference "Kulturarv i fare. Bevarelse af det tyvende århundredes arkitektur og verdens arv", som blev afholdt i Moskva i april 2006 med deltagelse af 170 specialister fra 30 lande i verden, anerkendte Shukhovs radiotårn som en del af den fælles verdensarv. Ligesom andre berømte arkitekter så som Antonio Gaudi, Le Corbusier og Oscar Niemeyer arbejdede videre på Shukhovs opfindelse, idet de brugte hyperboloid strukturer i deres kreative arbejde.

Vladimir Shukhov  stå også bag varehuset Gums taghvælving

 I udlandet er man blevet bange for at Shukhovs radiotårn skal forfalde, nu hvor staten ikke længere er garant for vedligeholdelse af bygningsværket. Herom var der en artikel i Information den 10. april 2010 (http://www.information.dk/230427 ), ligesom der et oprettet en fond til bevarelse af radiotårnet og til oplysning omkring Shukhov og hans betydning for arkitektur og kunsthistorien:

http://www.shukhov.org/index.html

Vladimir Lenin: " kommunisme er socialisme, plus elektrificering"

                                                                   

Tag en tur op i Shukhovs radiotårn 

 

Vladimir Shukhov (1853-1939) var en blæksprutte af et geni og udover sine ‘hyperboloider’ opfindelser var han en kreativ: ingeniør, arkitekt, opfinder, videnskabsmand, medlem (1928) og æresmedlem (1929) af Sovjetunionens Videnskabelige Akademi. Indehaver af ordnen ”Arbejdets Helt”. Han var ophavsmanden og den tekniske leder af opførelsen af ​​den første russiske olieledning (1878), og et olieraffinaderi, hvor han revolutionerede raffineringsmetoden. Hans patent på denne metode blev tyvstjålet af Rockefellers Standard Oil. Han bidrog også med mange innovationer indenfor teknologien i olieindustrien og problematikken med olieførende rørledninger.

Nikolaj Ostrovskij (1904 – 1936)

Historien om Nikolaj Ostrovskij arbejderen og helten fra den russiske borgekrig, der lam og blind skrev en bestseller af dimensioner og hvis navn stadig vækker stærke følelser i Rusland.

Nikolaj Ostrovskij som

 rødgardist

 Nikolaj Ostrovskij voksede op i en arbejderfamilie i en lille landsby i Ukraine, som dengang var en del af det kejserlige russiske imperium. Han gik i en middelmådig skole som barn, men blev senere i livet elitestudent. I 1914 flyttede familien til jernbanebyen Sjepetovka (i det nuværende Khmelnytskyi Oblast), hvor Ostrovskij begyndte at arbejde som køkkenslave på jernbanestationen og på en trælasthandel. Senere blev han elektriker på det lokale kraftværk. I 1917 i en alder af 13 deltog han i flere af bolsjevikpartiets aktioner og i samme periode fik han Ankylosing Spondylitis, som senere førte til total lammelse og blindhed. Da tyskerne under første verdenskrig besatte Sjepetovka løb Ostrovskij ærinder for den lokale røde partisan afdeling. I juli 1918 sluttede han sig til komsomol (Det kommunistiske ungdomsforbund) og den røde hær. Han blev angrebet af tyfus og såret alvorligt ved flere lejligheder, og blev til sidst erklæret uegnet til videre militær tjeneste.  I 1921 begyndte han at arbejde ved jernbanen i Kiev som elektriker, og som sekretær for den lokale Komsomol. I august 1922 sendes han på et sanatorium ved det Azovske hav, idet han stadig plages af tyfus og dertil gigt. Samme år erklæres han for invalid, men han fortsætter med at arbejde. Han arbejder som kommissær for den røde hær og sekretær i komsomol. I 1924 blev han til sin store glæde optaget som medlem af kommunist partiet. Sygdommen begyndte at overmande ham og han tilbragte mere og mere tid på sygehuse og sanatorier. Omkring 1926 havde han næsten helt mistet førligheden og fra nu af var han for det meste sengeliggende. Året efter påbegyndte han et korrespondancekursus på Sverdlovsk kommunistiske Universitet i Moskva. Til trods for sin blindhed og immobilitet begyndte han i 1930 at arbejde på sin første roman ”Stålet Blev Hærdet”. Han fik konstrueret et karton med en revne i tilstrækkelig stor til at skrive en linje. På den måde kunne han med stort besvær skrive uden at overskrive sig selv. Det var et enormt arbejde, men heldigvis fik Ostrovskij kontakt til en ung kvinde som hellere end gerne skrev ned for ham. ”Stålet Blev Hærdet” var en af de berømteste og mest indflydelsesrige romaner i den kommunistiske verden. Første del af ”Stålet Blev Hærdet ”blev offentliggjort som en serie i 1932 i tidsskriftet Den Unge Garde. Anden delen kom i samme blad fra januar til maj 1934. I 1936 kom romanen som bogudgave i sin helhed.

Den unge Ostrovskij´s verden delt
 mellem bøger, kærligheden og kampen

Ostrovskij skrev også artikler til aviser og tidsskrifter og talte ofte i radioen. I April 1932 blev han medlem af Moskva afdeling af Proletariske Forfattere og i juni 1934 sluttede han sig til Unionen af ​​sovjetiske forfattere. Den 1. oktober 1935 blev han tildelt Lenin ordnen.  

I 1935 fik Ostrovskij og hans kone mulighed for at få en lejlighed i Moskva og i 1936 byggede den sovjetiske ukrainske regering en villa i Sochi ved Sortehavet til ham.

Nikolaj Ostrovskijs kone Raisa Porfirievna fortæller, at da de ankom til Moskva 11. december 1935 var lejligheden endnu ikke færdig. Ostrovskij fik tilbudt, at de kunne bo på et hotel indtil lejligheden var parat til indflytning. Ostrovskijs bil blev parkeret i nærheden og i dag hedder gaden ”Kursk gaden A.N. Ostrovskijs bil”. Det siger noget om hans popularitet, at selv der, hvor hans bil var parkeret, blev gaden opkaldt efter denne episode.

14. december flyttede Nikolaj Ostrovskij ind i den nye lejlighed. Han var meget opsat på at få fortalt alt om lejlighedens indretning, så han kunne visualisere den. Alt skulle være på plads især bøger og alt, der havde noget med hans forfattervirksomhed at gøre. Selv om han var blind, ville han være i stand til at vejlede gæster i hvordan de kunne finde de ting de var interesseret i.

Han havde faktisk kun det mest nødvendige: en seng, et skrivebord – til sekretærene, radio, bogreol, sofa og to stole til gæster. Og den uundværlige telefon. Der manglede dog et piano, men det blev skaffet, for han kunne ikke leve uden musik. I romanen ”Stålet blev hærdet” er hans alter ego Pavka Kortjagin, byens bedste harmonika spiller.

Den nye lejlighed på Tverskaja Gaden 14 Moskva

Den nye lejlighed på Tverskaja Gaden 14 Moskva

Ostrovskij begyndte at arbejde på roman ”Født af Stormen” om borgekrigen, medens han boede på Tverskaja. Efter 6 måneders arbejde tog han et ophold i Sochi og da han vendte tilbage til Tverskaja om efteråret, gjorde han første del af romanen færdig. På hans anmodning holdt præsidiet for Sovjetunionens forfattere et møde i hans dagligstue den 15. november 1935. Kritikere og forfattere fik her mulighed for at diskuterede første del af hans nye roman. Tilstede var bl.a. Aleksander Fadejev ( Den unge Garde) og A. Serafimovitj (Jernstrømmen. Findes på svensk: Järnströmmen. Tiden 1949). Baseret på de kommentarer der indløb finpudsede han manuskriftet og den 14. december 1936 var det helt færdigt.

I en radiotale ved den niende All-ukrainske kongres for den ukrainske komsomol kunne Nikolai Ostrovskij med rette sige for sig selv og sine helte: "Og så, da Lenin og Stalins parti opfordrede vore fædre til kamp imod kapitalismen, kastede vi unge os også ud i kampen for vores ungdom, for vores lykke. Vi ønskede et glad, smukt liv og vi gik ud side om side med vore fædre, for at vinde denne lykke. "

Efter års lidelser og kamp imod lammelse, sygdom og blindhed samt komplikationer efter tyfus, døde Ostrovskij den 22. december 1936, 32 år. Han nåede derved kun at fuldføre første del af sin anden roman ”Født af stormen” (udgivet på dansk ved Arbejderforlaget 1981) om den russiske borgerkrig i Ukraine.

Stålet Blev Hærdet:

En roman om Sovjetunionens første par år og komsomol (ungkommunisterne) medlemmet Paul (Pavka) Kortjagins heroiske liv. Man diskuterer stadig hvorvidt denne bog er en romanbiografi, og om ikke Kortjagin er Nikolaj Ostrovskij selv. Svaret ligger nok midt imellem. En hel del af Kortjagins oplevelser er Ostrovskijs egne, men omvendt er det ikke alt i Ostrovskijs liv som Kortjagin genoplever. Ligesom Kortjagin oplevede ting og sager som Ostrovskij ikke gjorde. Miljøbeskrivelserne og tidstyperne også Kortjagin selv er mere eller mindre taget fra virkeligheden. Bogen bliver på den baggrund et enestående tidsdokument. At den samtidig er en agitations skrift for det nye socialistiske menneske rokker ikke ved den autentiske friskhed, som er over denne bog. 

Stålet blev Hærdet

 Vi kender alle sammen fortællingerne om revolutionen og borkrigens Rusland om opbygningen af socialismen og afskaffelsen af det gamle system. I denne bog møder vi det hele igen, i gulvhøjde med hverdagsmenneskene som blev hvirvlede ind i denne historiske stormvind. Sammen med de historiske begivenheder, udvikler romanens personer sig; nogle bliver skurke andre øjeblikkets helte. Udviklingen er hæsblæsende og gårdsdagens helte glemmes hurtigt i omvæltningernes malmstrøm. Meget er usikkert og uprøvet for romanens personer. Alle værdier omkalfatreres helt ned i mindste detalje og læserne følger med på tæt hold i opbygningen af socialismen og dannelsen af det nye menneske - sovjetborgeren. At vi ser denne forvandling ud fra livet i en lille by i Ukraine er så meget mere fascinerende. Vi følger med i hvordan de nye ideer modtages, bearbejdes og praktiseres langt fra det politiske epicenter f.eks. de nye kønsroller, hvor kvinderne kommer ud af umyndiggørelsen og prøver kræfter med det nye samfund. Fra første færd fik kvinderne i USSR samme rettigheder som mænd indenfor alle områder af det økonomiske, kulturelle, sociale og politiske liv.

Ostrovskij skriver med humor om hvordan mændene bliver forvirrede, da de opdager, at også kvinderne stiller nye krav til dem på det kønspolitiske område. For nogle er det svært at lægge den gamle mandschauvinisme fra sig og de får det svært til læserens fryd. Det samme gælder standspersoner i den gamle orden og militære personer, flere af disse formår ikke at omstille sig og mange ender med at slutte sig til de kontrarevolutionære, som er bogens tabere. Det nye sovjetmenneske var bundet af loyalitet overfor partiet og sin samfundsklasse. Samtidig befriedes individet fra tidligere konventioner, borgelige etiketter og traditionens byrde. Anskueliggjort i romanens sidste del, hvor Kortjagin og Taja flytter sammen som ugift par uden at spørge nogen om lov. En situation som var utænkelig før revolutionen. Taja har sine bekymringer, men Kortjagin siger til hende: ”Hvad er du bange for? Når du tænker dig om, vil du forstå, at vi er vore egne herrer. Sov du med god samvittighed. Fremmede har ingen ret til at blande sig i vort liv”. Med ”fremmede” hentyder Kortjagin bl.a. til Tajas forældre – en ny og foruroligende individualisme var kommet ind i russisk litteratur.  Proletarerne og bønnerne forstod bedst de nye tider og flertallet engagerer sig både politisk og gennem et stort socialt engagement. Snæver nationalisme får også en på goddagen, til gengæld hylder forfatteren arbejdernes og bøndernes internationalisme. De mange små samfund i grænseegnene mellem Ukraine og Polen, hvor romanen foregår, blev hærget fra tid til anden, at etniske uroligheder ikke mindst af jøde pogromer.  I Ostrovskijs roman er jøder ikke anderledes end andre arbejdere, og han undgår de sædvanlige stereotyper om jøder, som var fremherskende i russisk litteratur. Nationalitet betød intet for Ostrovskij, man kan sige, at han var en person uden nationalitet. For ham var klassetilhørsforholdet det altafgørende i et menneskes liv.

Skildringen af opgøret mellem de partitro, og trotskisterne er et af bogens svage punkter. Ostrovskij formår ikke at redegøre for, hvori forskellene mellem de to grupper består. Egentlig gør det heller ikke noget, for som han fremstiller sagen var det netop sådan mange menige partimedlemmer oplevede dette opgør. For dem var trotskisterne, personer der ville splitte partiet og bevægelsen. Kun få om overhovedet nogen forstod, at den trotskistiske fraktionsdannelse var en reaktion på magtkampe og forsøg på styring højere oppe i systemet.

Stålet der hærdes er ungdommen der modnes gennem revolutionen og borgerkrigens læreproces. Bogens højdepunkt er beskrivelsen af anlæggelses arbejdet af et jernbanespor gennem skov og klipper ved Borjaka midt i vinterens stærkeste frost. Her er borgekrigens unge garde blevet forvandlet til arbejdets helte og heltinder. Tyfus og sult hærger mellem de unge komsomoller, der arbejder som frivillige på jernbanen. Af og til angribes de af Hvide terroristgrupper, og så må de kaste værktøjet fra sig og gribe til geværet, som en levende afbildning af kunstneren Vladimir Lebedevs plakat med arbejderen, der står og saver brande med geværet ved sin side (Se her på min blok: ” Vladimir Lebedev - En Kunstner med mange talenter”).

Nikolaj Ostrovskijs personer i ”Stålet Blev Hærdet” blev rollemodeller i for millioner af unge i Sovjetunionen, og bogen blev betragtet som et Blue print på, hvordan man opbygger socialismen. En sentens fra bogen blev citeret overalt, og brugt som en vejledning i livet af mange unge komsomoller:

”Det værdifuldeste, et menneske ejer, er livet. Det bliver kun skænket en én gang, og man skal bruge det sådan, at man ikke en skønne dag knuges af spildte år, at man ikke brænder af skam over en ynkelig fortid”.

I dag kan man læse romanen som en samtids skildring, der helt ned i detaljen beskriver tiden, og hvordan almindelige mennesker, samt helte og heltinder tacklede de store omvæltninger i dagligdagen. 

Udover Gorkij og nogle få andre tog de fleste litterater afstand til Nikolaj Ostrovskijs roman. Han manglede stil og var alt for grov mente de og hans succes skyldtes mere hans dygtighed som soldat, end at han havde talent som forfatter. Men hans succes var uomtvistelige. Læsere styrtede ud og købte hans bog, trods den dårlige omtale. I månederne lige efter udgivelsen af ”Stålet Blev Hærdet” modtog forfatteren 17 000 breve fra læserne.

Vesten udviklede meget hurtige et ambivalent forhold til Nikolaj Ostrovskij. Man kunne ikke bare afvise ham som en dårlig forfatter, og på den anden side kunne man ikke hylde en bog som fremstillede det kommunistiske samfund positivt. Derfor valgte mange at mistænkeliggøre ham, f.eks. mente nogen, at det var Gorkij, der havde skrevet ”Stålet Blev Hærdet” og arbejder helten fra borgekrigen bare havde lagt navn til. Hvis det var sandt, kan man tale om en skæbnens ironi, for Ostrovskijs roman opnåede en popularitet langt udover, hvad Gorkij kunne drømme om. Andre gange fremstilledes han som alt for sort - hvid i sine beskrivelser for at kunne leve op til kravet om socialrealisme. En ualmindelig uretfærdig dom over en forfatter som både forstod at nuancere og fremhæve selv små hverdags detaljer, således som hans personer nødvendigvis må møde i deres sociale liv og omgang med hinanden.   

Nikolaj Ostrovskij Museum og humanitære center

Nikolaj Ostrovskij bolig på Tverskaja gaden 14 i Moskva blev indrettet som Museum og humanitært center for invalide. Museet er meget handikapvenligt og lægger vægt på at formidle budskabet om, at selvom man er handikappet, er man en værdifuld borger for samfundet.

Nikolaj Ostrovskij i cyber Space.

Der findes mange blogge samt litterære og politiske fora på internettet, hvor russerne diskuterer Nikolaj Ostrovskij og hans betydning.  

Her er nogle udpluk fra en sådan blog:

”Jeg er stolt over at sådan et menneske har levet”

En blogger kaldte Ostrovskij for et kommunistsvin. Det skulle han aldrig have gjort, der rejste sig en sand storm af skarpe protester. Folk bad ham skride ad helvede til og nogle militante kvinder ville slå ham ihjel. En mere nøgtern blogger skrev:

”… hvordan kan du sige sådan noget. Hvis du nøje studerer Nikolaj Ostrovskijs liv vil du se, at det var for folket, at han brugte al sin styrke og tålmodighed. Tror du, at de nuværende ledere, som plyndrer vores land, vil gøre som Ostrovskij og tilsidesætte karriere, arbejde, penge og berømmelse, for folkets skyld? Er du selv parat til at gøre som han f.eks. bygge en jernbane i frost, regn og snestorm. I er meget få som er parat til det. Læs og lær fra Ostrovskij.” 

Biblioteket i Komsomol ved Amur er opkaldt efter Nikolaj Ostrovskij. Biblioteket blev opført i 1934 på opfordring af den lokale komsomol afdeling. I 1936 blev biblioteket opkaldt efter Nikolaj Ostrovskij på opfordring af ungkommunisterne, der så ham som en oplagt rollemodel. Som begrundelse for denne beslutning skrev ungkommunisterne bl.a.:

”Vi har lært og lærer fra Nikolaj Ostrovskijs mod, beslutsomhed og hengivenhed til vort store fædreland… og har med stor interesse læst hans bøger og det er vores bestemteste ønske at blive som ham”. 

Munoment for Nikolaj Ostrovskij i Sochi ved Sortehavet

                                    Flere film er baserede på ”Stålet Blev Hærdet”  så sent som 2000 producerede kinesisk TV en serie over bogen.

Nikolaj Ostrovskij Muset i Sjepetovka Ukraine

Nikolaj Ostrovskij med Lenin ordnen.

På dette tidspunkt er forfatteren totalt lam og blind.

Nikolaj Ostrovskij´s grav på Novodevitjij Kirkegården i Moskva. Gravmonumentet er udført af Vladimir Tsigal i granit, bronze og bladguld

Arkitekten som kunstner eller historien om Leonid Mikhailovitj Poljakov

                        

                            Leonid Mikhailovitj Poljakov
                                                          (1906 – 1965)

Et strejftog ind i Leonid Poljakovs verden. Manden der skabte overjordiske bygningsværker under jorden, og himmelhøje bygninger over jorden. Manden der designede kanalanlægget V.I. Lenin mellem floderne Volga og Don. 

Leonid Poljakov

Der er snart ikke den ting, som den sovjetiske arkitekt Leonid Poljakov arbejdede med. Snart er han optaget af at designe facader på andres bygninger, så anlægger han veje, bygger kanaler, huse og monumenter. I begyndelsen af sin karriere skabte han vidundere i sovjetisk proletar klassicisme. Senere udviklede han sig til en af de betydeligste og mest produktive arkitekter, som arbejdede med Stalin empire.  Han studerede ved Leningrads institut for kunst og teknik under Ivan Fomin, og allerede i 1933 hjalp han den kendte arkitekt Vladimir Stjuko med hans konkurrenceforslag for Sovjetternes Palads i Moskva. På det tidspunkt begyndte Poljakov at arbejde med egne værker, for eksempel hans boligblok i klassisk proletar stil (1933-5), Arbat gaden nr. 45 Moskva. Bygningen har en toetagers basis med kolonner. Bag kolonnerne ligger der butikker. Over basen har bygningen fire etager med lejligheder i rustik sten. Her i Arbat huset designede han en lejlighed til sig selv, og hans familie. Hovedporten til Det Russiske Udstillingscenter (VDNH) (1939), Moskva, har en enkel men monumental bue, Lenin Biblioteket (1928), en neoklassisk bedrift. Forholdsvis stram i kompositionen og med brede relieffer af det arbejdende folk øverst på bygningen. 

Lenin Biblioteket

I årene inden krigen arbejdede han som leder af Moskvas departement for arkitektur.  Poljakov tilbragte årene fra 1944 til 1945 i Sevastopol, hvor han sammen med Georgij Barkhin arbejdede på genopbygning af byen. Tilbage i Moskva underviste han på Moskvas Institut for Arkitektur og på Stroganov kunstskole. Han tilskyndede de studerende til at studere den klassiske arkitektur, og han arrangerede studieturer til: Leningrad og dens forstæder samt til Suzdal og Vladimir. Jeg kan ikke opremse alle Poljakovs arbejder, for det er rigtig mange. En hel del blev gjort sammen med en eller flere medarbejdere, en almindelig arbejdsmetode i Sovjetunionen, hvor man tidligt forstod værdien af gruppearbejde. Her skal jeg kun omtale nogle af højdepunkterne i hans arbejde.

 Efter Anden Verdenskrig designede Poljakov flere metrostationer i Moskva: Kursk stationen på Arbatsko-Pokrovskaja linjen (1938), opkaldt efter Kursk jernbanestation som ligger i nærheden.  Moskvas metrostationer er mange steder viet et særligt tema, som udsmykningen skal fremhæve. Kursk stationshal og gange er viet landbruget. Gulvet er belagt med gråsort og rød granit. Loftet er dekoreret med relief ornamenteringer. Hvide marmorfliser med grå årer pryder væggene som nederst afsluttes med sort marmor. Øverst fuldstændiggøres væggene af hvide keramik fliser. Lyset kommer fra lysekroner i loftet og store lamper på væggene.   Runde ventilations skakter er skjult af gyldne gitre med lysarmaturer.

Arbat metro (1953) på Arbatsko-Pokrovskaja linjen, i samarbejde med arkitekterne V.V.Pelevin og P. Zenkevich. Hvælvingerne er nederst beklædt med rødt marmor og væggene er dekoreret med blomsterkranse i keramik. Gulvet er dækket med grå granit. Hallen er oplyst af massive bronze kandelabre formet i ringe.    

Oktober stationen (1950). Er bygget som et minde om sejren over den nazistiske invasion. Hvælvingerne er dækket med lysegråt marmor og udsmykket med medaljoner med relieffer af sovjetiske soldater. Væggene er beklædt med gule fliser og dekoreret med stuk ornamenter i form af kranse. Gulvet i den centrale hal er belagt med grå og rød granit, kantet med bladmønstre i mørk og lys marmor.

Oktober stationen

Ved afslutningen af den centrale hal er der bag et smedejernsgitter en apsis fremhævet med blåt, symbolet på efterkrigstidens verden. Poljakov ønskede også med den himmelblå farve at skabe en illusion om at være over jorden, og ikke 40 meter nede i dybet. Sovjethumoren, der aldrig fejlede noget, fabrikerede mange vittigheder om den lyse fremtid bag tremmerne.

Sammen med arkitekt Vasilij Aleksandrovitj Petrov tegnede han Puskhinskaja metro station i St. Petersborg (1956). Puskhinskaja regnes som den smukkeste metro station i St. Petersborg og er den eneste, der er designet af en arkitekt ”udefra”. Og så alligevel, Poljakov der boede i Moskva, var nemlig født i St. Petersborg.  Metrostationen er helliget Ruslands store digter Pusjkin, og er udover nogle små detaljer i samme design som Poljakovs andre metrostationer i Moskva. 

Hotel Leningradskaja i Moskva er et andet at Poljakovs monumentale arbejder som han skabte sammen med Alexander B. Boretskij (1954). Hotellet er en af de 7 berømte skyskrabere, som går under navnet ”De syv Søstre” – alle i Stalin empire. Arkitekterne ønskede, at Hotel Leningradskaja skulle indgå som en organisk del af Komsomolskaja Pladsen, hvor bygningen ligger. Bygningskomplekset fremstår som en blanding af amerikanske skyskrabere fra 1930´verne og russisk Stalin empire.  Facaden er udsmykket med hvide keramiske fliser og rødglaseret keramik. Hotellets ottekantede spir krones af sovjetstjernen belagt med guld. Træder man indenfor imponeres gæsterne af det udskårne træloft. I lobbyen mødes man af synet af flere smukke bronzestatuer, glitrende lysekroner og møbler i Stalin empire. Trappen har en af de længste lysarmaturer i verden.  Sale og korridorer på hotellets øverste etager har paneler i mørkt kirsebærtræ, og værelserne har udsigt over Moskva.

Hotel Leningradskaja

Poljakov ledte er stor gruppe arkitekter og hydrauliske ingeniører, som udarbejdede planen for Volga-Don-Kanalen syd for det daværende Stalingrad.  En 101 kilometer lang kanal der forbinder floderne Volga og Don. På det bredeste sted er kanalen 38 kilometer og man skal passere 13 sluser for at komme fra den ene ende til den anden. Hertil kom et 350 kilometer langt vand reservoir som blev anlagt samtidig som en del af Tsimljanskij vandkraftværket. Der blev stillet store krav til udarbejdningen af det arkitektoniske design, og man må sige, at Poljakov løste opgaven med bravur. Hvert bygningskompleks var dedikeret til et specielt emne. Ved kanalens indgang sås et monument af Stalin, som var en hyldest til hans indsats i kampen for fred og frihed for det sovjetiske folk og for den sejrende kommunisme.  På flere af sluserne var der mindeplader for kampene i 2. verdenskrig. Ligeledes opstillede man et stort monument til minde om bygningsarbejderne, de virkelige helte fra Volga-Don kanalen. Et andet munoment viser Don kosakker til hest, som en hyldest til Don kosakkernes indsats under krigen.   

Arbejdstyrken på kanal arbejdet var kolossal. Omkring 700.000 arbejdere meldte sig fra alle sider af Sovjetunionen. Hertil kom omkring 100.000 tyske krigsfanger, og tilsvarende 100.000 sovjetiske kriminelle fanger på samfundstjeneste. De fleste var småforbrydere, men der fandtes også en lille gruppe politiske fanger.  Flere nye byer opstod i forbindelse med den store koncentration af arbejdere. Fanger og almindelige arbejdere arbejdede side om side og i samme arbejdshold (brigader). Lønnen for fanger var dog lavere end for andre. Omkring 3000 af fangerne blev benådet for den indsats, de havde gjort for fædrelandet. Femten af dem blev dekoreret med ”Det røde banners orden”. Sociale relationer mellem fanger og arbejdere opstod og man byttede forbrugsgoder og andre varer.  Konstruktionsarbejderne konkurrerede i produktivitet med andre arbejdere over hele landet. Vinderne blev berømte og havde status som popidoler.  A. Ulesov opnåede at blive arbejdets helt 2 gange. Flere af de tyske krigsfanger har senere udtalt, at de opfattede arbejdet på Volga-Don kanalen som et mellemfolkeligt projekt, der skulle helbrede relationerne mellem de to folk.

Det var en stor begivenhed, da man indviede kanalen 1952. Kanalen blev opkaldt efter V.I. Lenin. Indenrigsminister Sergey Kruglov havde indsendt en anmodning om, at kanalen blev opkaldt efter Stalin, heri blev han støttet af partikomiteerne for Stalingrad og Rostov, men Stalin selv ønskede det anderledes.  Store menneskemasser trængtes på begge sider af kanalen. Da sluserne åbnedes, og vandet fra de to floder mødtes, ville jublen ingen ende tage. Børnene løb med vand i hænderne for at ”hjælpe” floderne med at blandes, et orkester spillede og de mange flag blafrede festligt i luften. Senere var der underholdning med de kendte operasangere Ivan Kozlovsky, Mark Reizen og Natalia Spiller, popstjernen Claudia Shulzhenko samt flere andre. Der var ligeledes sports konkurrencer og i landsbyerne festede arbejderne natten igennem.

                                    

                                                                  Indvielsen af V.I. Lenin kanalen der forbinder Volga med Don.  

22. februar 1952 uropførtes i Moskva Sergei Prokofievs tonedigt for orkestre: “Volga møder Don” Op. 130, skrevet i komponistens tiltrækkende lyriske "sovjetiske" stil. Snobben Prokofiev skrev helst ikke musik til folkelige festligheder, men hen imod slutningen af hans liv skrev han en lille perlerække af musikstykker af slagsen og heriblandt ”Volga møder Don”. I Vesten har der været mange forsøg på at forklejne værket eller ironisere over det. Man kunne ikke forlige sig med tanken om, at Prokofiev havde skrevet en hyldest til en historisk sovjetisk begivenhed. Herved gik det ikke op for smagsdommerne, at disse stykker er mere repræsentative i stil og substans for komponisten end Prokofievs øvrige produktion. Her viser komponisten sig nemlig som en russisk komponist, der rent faktisk levede i Sovjetunionen i det turbulente 20. århundrede. Musikken er velklingende og festlig, som man kan høre på diverse Cd’er.

Lenin statuen Ved Volga-Don kanalen  af skulptøren Jevgenij Vutjetitj og arkitekten Poljakov afløste den tidligere statue af Stalin.  Arbejdet påbegyndes i 1969 (efter Poljakov´s død) og blev fuldført på Lenins 103 års fødselsdag 20. april 1973. Er inkluderet i Guinness Book of Records, som verdens største skulptur af en historisk person.

Poljakov ligger begravet på Novodevitjij kirkegården No.6 i Moskva. Gravstenen er af arkitekten Jevgenij H. Stam. Stenen er fredet som fælles kultur arv.  

Poljakovs hus på Arbat Gaden nr. 45. Til højre monumentet for digteren Bulat Okudzjava

Stalinordnen

Udmærkelser: 2 gange indehaver af Stalinordnen (indenfor kunst og videnskab gives for fremragende kreative præstation), Lenin ordnen, Den Røde Stjernes Orden, Ærens emblem, Arbejdets medalje.