Viser opslag med etiketten Novodevitjij kirkegården. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Novodevitjij kirkegården. Vis alle opslag

lørdag den 17. august 2013

Løgnen om Sjostakovitj



Sjostakovitj lægger sit øre imod sit lands hjerte og hører en mægtig og storslået sang
 ( Alexei Tolstoj – sovjetisk forfatter)

”Hvad angår fænomenet Sjostakovitj får jeg ondt af de mennesker – musikere såvel som ikke musikere – for hvem det vigtigste spørgsmål er om han var ”pro sovjet” eller ”anti sovjet””
(Elena Basner)

Dmitrij Dmitrijevitj Sjostakovitj 1906 - 1975
Hvad skal man stille op med den sidste spildtid i lufthavnen inden flyverens afgang? Der er jo altid baren og den sidste mulighed for at smage på et lands øl endnu engang. Har man glemt at købe gaver til dem derhjemme, kan man skynde sig ned i den ”duty free” og se, om de ikke har noget brugbart krimskrams. Engang jeg havde forvildet mig ind i afdelingen med souvenirs i St. Petersborgs udenrigs lufthavn, fandt jeg mig selv foran reolen med CD´er. Russisk folkemusik, klezmer, kirkemusik, sojvetpop var der en masser af, men Dmitri Sjostakovitj ”Leningrad Symfonien” dominerede. Alene denne symfoni fyldte en hel hylde for sig selv af identiske eksemplarer. En autentisk souvenir, fra dengang byen hed Leningrad, var åbenbart et eftertragtet trofæ.  

Billetter til Sjostakovitjs 7. symfoni der opføres i det belejrede Leningrad under 2. verdenskrig  

Løgnen om Sjostakovitj
Sovjetkomponisten Sjostakovitj opnåede stor popularitet i vesten under 2. verdenskrig, hvor Sovjetunionen var vores allierede. Det gjaldt i særdeleshed ”Leningrad Symfonien”, hvor mange i vesten kunne identificere sig med musikkens evne til at vække en stemning af trods, modstand og vilje til sejr. Alligevel opfattede flertallet i vesten Sjostakovitj som alt for pro sovjetisk. Ingen anden russisk komponist havde hyllet sovjetiske og revolutionære værdier så kompromisløst som han. Før man i vesten virkelig kunne tage Sjostakovitj musik til sig, manglede man noget som kunne distancere hans musik fra Sovjetunionen og dette noget viste sig i form af en forfalsket biografi af Sjostakovitj. En tidligere sovjetisk musikjournalist, Solomon Volkov, som var emigreret til USA sprang ud som dissident og kritiker af Sovjetunionen. Under den kolde krig kunne det være en ret så indbringende business. En del dissidenter og ekskommunister skabte millionformuer på bøger, film og foredragsvirksomhed, der dæmoniserede Sovjetunionen. For at nævne nogle af de kendte: Arthur Koestler, Jan Valtin (pseudonym for Richard Krebs) og Victor Kravchenko. Modsat de 3 herrer, som alle udelukkende skrev skønlitteratur (som imidlertid blev opfattet som virkeligt), udgav Solomon Volkov en bog, som han påstod var Sjostakovitjs selvbiografi.     Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich”. I parentes kan det meddeles, at bogen udkom efter Sjostakovitjs død. I forordet til bogen fortæller Volkov om bogens tilblivelse. Han og Sjostakovitj diskuterede forskellige emner, hvorefter Volkov spurgte komponisten ud og renskrev det hele. Sjostakovitj gennemlæste derefter alt, kapitel for kapitel og på første side af hvert kapitel skrev han: gennemlæst D. Sjostakovitj. Her viser bogens første svaghed sig temmelig tydeligt. Bogen er skrevet af Solomon Volkov i førsteperson ental, som om det er Sjostakovitj selv der skriver. Bogen var ikke alene en lang tilsvining af Sovjetunionen, kommunismen og de sovjetiske politikere, men også en ligeså ondskabsfuld tilsvining af andre sovjetiske og russiske komponister, musiker og dirigenter samt et par udenlandske ditto. Året var 1979 kort inden Sovjetunionen intervenerede militært i Afghanistan og den kolde krig antog nye skingre højder. Her var, hvad man stod og manglede, en unik mulighed for at adskille Sjostakovitj fra sovjetisk musik og politik samt en øjenvidne beretning om livet i ondskabens imperium. Det var svært at få armene ned og mange roste bogen til skyerne uden at have læst den. Det gjaldt i første omgang de pro fascistiske russiske emigrant miljøer i vesten, antisovjetiske konservative miljøer, men også mange almindelige mennesker sprang begejstret på vognen. I 1979 havde en antisovjetisk diskurs for længst afløst enhver kritisk sans i vesten, så på mange måder bekræftede Solomon Volkov bare det, vi mente at vide i forvejen.   

Volkovs bog tegner billedet af en tragisk personlighed
 

Virkelighedens Sjostakovitj var også en munter og drenget fyr  
 Bogen blev og bliver stadig flittigt citeret i artikler og koncertprogrammer overalt i vesten, ikke mindst i Danmark, hvor sovjet forskrækkelsen har nået nye højder her 20 år efter Sovjetunionens opløsning. Al dette til trods begyndte der at lyde advarende røster om Volkovs bog. Folk der havde kendt Sjostakovitj kunne ikke genkende ham i Volkovs ondskabsfulde karikatur. Sjostakovitj enke og børn tog afstand fra store dele af bogen og det samme gjorde flere kendte sovjetiske komponister, som havde været Sjostakovitj elever. I et brev til tidsskriftet Literaturnaia gazeta tog 6 af Sjostakovitj tidligere elever stærkt afstand for Volkovs bog. Alle 6 var på dette tidspunkt højt estimerede komponister, dirigenter og musikere nemlig: V.Basner, M. Weinberg, K.Karaev, Ju. Levitin, B. Tishchenko og K. Khachaturian. I vesten blev dette brev straks affejet med den begrundelse, at de 6 personer var blevet tvunget til at skrive brevet af KGB. Denne holdning passede ind i vestens antisovjetiske diskurs så den blev uden videre taget for gode varer. Efter Sovjetunionens opløsning har de, af de 6 som stadig lever heriblandt B. Tishchenko, afvist denne uhistoriske bortforklaring. Børn af de som er døde har bekræftet, at deres fædre skrev brevet af egen vilje, indignerede som de var over Volkovs tilsvining af  Sjostakovitj minde. En anden mangeårig ven af Sjostakovitj Galina Pavlovna Visjnevskaja udtalte, at hun ikke genkendte Sjostakovitj fra Volkovs bog.
 

Boris Kustodiyevs portræt af Dmitrij Sjostakovitj som dreng
Mystisk episode som mellemspil
Lige inden udgivelsen af ”Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich” henvendte forlaget Harper & Row sig gennem en at sine agenter til Sjostakovitj kenderen Genrikh "Henry" Orlov og bad ham om at læse manuskriptet og kommentere på det. I første omgang afslog Orlov at medvirke, bl.a. fordi betingelserne var for mystiske. Han skulle læse manuskriptet under overvågning, han måtte ikke tage noter og aldrig udtale sig om det han læste med mindre Harper & Row udbad sig en udtalelse. Imidlertid lempede Harper & Row betingelserne og Orlov indvilligede i at gennemlæse manuskriptet samt at skrive en anmeldelse – som kun var til forlagets eget brug. På det tidspunkt vidste Orlov, at hans vurderinger ikke kunne påvirke udgivelsen af bogen, da den allerede var i trykken. Det mystiske ved hele denne historie var imidlertid den gavmildhed, hvormed Harper & Row betalte Orlov ikke for hans arbejde men for hans tavshed! Hvad var så motivet til at inddrage Orlov i processen? Ifølge Orlov selv måtte det være for at neutralisere, hvad der kunne blive en opponent eller en farlig anmeldelse. Orlov forsikrer imidlertid, at hverken forlaget eller Volkov på det tidspunkt havde noget at frygte. Han havde ingen planer om at publicere noget om Volkovs bog. Tværtimod så snart han var blevet bekendt med manuskriptets indhold lagde han hele denne sag bag sig så hurtigt som muligt. På det tidspunkt var jeg akademisk forsker med speciale i Sjostakovitj værker og Volkov var forfatter til sensationelle pseudobiografier skriver han. I den anmeldelse af manuskriptet til ”Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich”, som Orlov skrev til Harper & Row, står der bl.a.:           ” Begribeligvis handler bogen ikke om musik. Interesserer man sig for Sjostakovitj kompositioner eller sovjetisk musik kultur, så er her ikke meget at komme efter: der er ingen referencer fra eller citater fra kompetente kilder, kun få eksakte data, de fleste navne udeladt, men til gengæld et væld af hæmningsløse rygter. Orlov gør ligeledes opmærksom på de mange selvmodsigelser der var i manuskriptet, f.eks. omkring den 7. symfoni (Leningrad symfonien). Et sted lader Volkov Sjostakovitj røbe, at temaet til symfonien blev til langt før krigen. Et andet sted siger Sjostakovitj så (gennem Volkov), at hele symfonien blev til under indtrykket af krigen. Volkov har sin egen dagsorden og han viger ikke tilbage for at fordreje komponistens udsagn omkring denne milepæl i hans kompositoriske virksomhed. Baggrunden for disse selvmodsigelser skal findes i Volkovs slet skjulte dagsorden. 

Dmitrij Sjostakovitj ved en fodboldkamp med hans ynglings hold Zenit Leningrad

Oprigtigt had og / eller kynisk manipulation for simpel vinding
Volkovs dagsorden var en så grundig tilsvining af Sovjetunionen som overhovedet muligt. Imidlertid må han have været ganske klar over hvilke indtjenestemuligheder en sådan bog også rummede. Om han var i forbindelse med efterretningsvæsnet, medens han udarbejdede og forbedrede manuskriptet, ved vi desværre intet om. Den kritiske journalist William Blum, som har specialiseret sig i ”den kolde krig”, har dokumenteret, at CIA stod bag over 1000 bøger spækket med anti sovjetisk propaganda udgivet på allehånde dækforlag. På den baggrund kan man godt forestille sig, at efterretningstjenesterne i USA har haft en finger med i spillet omkring Volkovs bog. På denne tid havde efterretningstjenesten i USA udviklet en strategi for påvirkning af den offentlige mening. Strategien var enkel: sammenblanding af løgn og sandhed! Og netop på dette punkt matcher Volkovs bog om Sjostakovitj efterretningstjenestens strategier. Bogen forsikrer, at Sjostakovitj altid konsekvent mente det diametralt modsatte af, hvad han i sit virkelige liv udtrykte og gjorde. Ingen anden komponist har bragt så meget hyldest til Sovjetunionen som Sjostakovitj, men det var netop det snedige forsikrede Volkov os. For hver gang Sjostakovitj udtalte sig positivt om Sovjetunionen, mente han lige det modsatte som f.eks. med Leningrad symfonien. Leningrad symfonien handler ikke om modstanden imod den tyske invasion men om noget meget værre, siger Volkov. Og dette værre er Stalin bliver vi forsikret om, at Volkov ved samme lejlighed relativerer nazismens ideologi og forbrydelser bryder han sig stort om, det gælder for ham om at få skovlen under Sovjetunionen og al dets væsen. At Sjostakovitj venner reagerede med rædsel på sådanne påstande er nemt at forstå i dag, men dengang lyttede man overhovedet ikke til stemmerne fra ondskabens imperium.

Intermezzo  
Læser man Nikolai Malkos erindringer om Sjostakovitj får man indtryk af en drenget og livlig person. På en eller anden måde lykkedes det Volkov at fremstille samme person som en tragisk personlighed. Hvorom alting er, så sætter Volkovs bog sine spor. I begyndelsen var der kun få stemmer i vesten som satte spørgsmål ved bogens ægthed, men efterhånden indså flere og flere bogens svagheder. Sjostakovitj kenderen Laurel Fay kom med en sønderlemmende kritik af Testimony, men denne kritik var stor set kun kendt indenfor akademiske kredse. Volkovs bog blev stadig flittigt citeret og oplag fulgte på oplag. Så kom en bog i 1998 af Allan B. Ho og Demitri Feofanov ”Shostakovich Reconsidered” (på Harper & Row samme forlag som udgav Volkovs bog). Denne bogs forfattere tilbageviste på en egen brutal måde Laurel Fay kritik og segmenterede sandheden i Volkovs bog ”Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich”. Mange godtede sig, andre trak på skulderen og nogle tog en ekstra indånding heriblandt Laurel Fay.

Partituret til 10. symfoni af Dmitrij Sjostakovitj
Laurel Fay knytter næven
Laurel Fay havde flere gange forsøgt gennem Harper & Row at få adgang til at se original manuskriptet på russisk til Testimony. Dette var imidlertid udelukket – ingen uden forlaget, Volkov selv og så Genrikh "Henry" Orlov havde set manuskriptet. Imidlertid havde Volkov lavet et eller flere kopier, dengang han som dissident kom til USA. Disse kopier cirkulerede blandt russiske dissidenter og immigranter, som han håbede kunne hjælpe med udgivelsen af bogen. Af forskellige veje kom en sådan kopi i hænderne på Sjostakovitj familie, der inviterede Laurel Fay til at føle manuskriptet på tænderne. Dette førte til den endelige afsløring af Volkovs forfalskede biografi. Laurel Fay afslørede følgende: Alle bogens kapitler havde nummer øverst på midten af siden, skrevet med samme skrivemaskine som teksten. Undtagen første side af hvert kapitel, hvor der var en bred margen for oven. Hele manuskriptet var nummereret fra side 001 til 404. Denne nummerering var tilføjet med stempel og man må regne med, at det drejer sig om en senere nummerering end kapitlernes nummerering. Side 1 i samtlige kapitler var afskrifter af korte artikler som Sjostakovitj på et eller andet tidspunkt havde publiceret. Ikke så mærkeligt at Sjostakovitj skrev ”læst” på disse sider. Artiklerne var ordrette efter Sjostakovitj egne artikler, selv tegnsætningen svarede til originalerne. Da siderne som Sjostakovitj skrev under på ikke havde noget nummer, kunne han ikke vide at de senere ville blive brugt i en hel bog. Imidlertid var der andre hårrejsende overraskelser i manuskriptet. I de sider Sjostakovitj har godkendt kan man se, at nogle linier her og der er bort reducerede. I første kapitel er den ren gal. Første side af dette kapitel, der åbner op med en svada af anklager imod Sovjetunionen, er nemlig ikke godkendt af Sjostakovitj. Siden er nummeret som side et skrevet med hånden og først på side 3 står Sjostakovitj kommentar ”læst”. Side 3. er da også afskrift af en harmløst artikel Sjostakovitj publicerede på sin 60 års fødselsdag. Ydermere har denne side også en bred margen foroven ligesom de andre begyndelsessider til hvert kapitel. Volkov havde altid fastholdt, at alt i bogen var nyt, at intet i teksten tidligere var publiceret. Pludselig kunne han huske, at noget af teksten havde været publiceret i russiske musik blade. Komponisten Tishchenko, Sjostakovitjs elev og fortrolige musikalske medarbejder, sammenfatter Volkovs bog i nogle få men manende ord: ” Spørgsmålene om denne bog forfølger mig stadig. Jeg har imidlertid et kort og fyldestgørende svar. Dette er ikke Sjostakovitjs erindringer, det er heller ikke en bog af Volkov om Sjostakovitj, men en bog af Volkov om Volkov”.   
 Laurel Fays afsløringer blev publiceret i en samling af artikler i bogen ”A Shostakovich Casebook” redigeret af Malcolm Hamrick Brown. Artikel forfatterne til denne bog går kritisk i dybden med Volkovs påstande. En del af artiklerne peger dog også fremad.  
For nylig genudsendte DR K en ”dokumentar” om Sjostakovitj, i denne film spiller Volkov og hans sympatisører en stor og afgørende rolle. Filmen har samme ejendommelighed som Volkovs bog – den handler overhovedet ikke om musik.    

Komponisten Boris Tishchenko gav ikke 5. potter pis for Volkovs bog

Scherzo
Laurel Fay har endelig fået skovlen under Volkov og hans bog samt løgnen om Sjostakovitj. Vi kan ånde lettet op, for det var ikke sandt at Sjostakovitj: hele sit liv levede som en fremmed i det sovjetiske samfund. At han ikke kunne udholde dette samfund og derfor levede et dobbeltliv gennem alle årene. At han tilegnede sin musik til personer som han foragtede. At han hundredvis af gange lagde hovedet på blokken på, at han beundrede et folk og et socialt system som han hadede. At han ikke engang anså sin berømte syvende symfoni for en anklage imod fascismen. At finalen i den femte symfoni ikke var en hymne til triumfen over ondskaben men faktisk det modsatte. At scherzoen i tiende symfoni var et musikalsk portræt af Stalin. Al dette ondsindede nonsens kan vi nu smide på møddingen, hvor det hører hjemme. I stedet må vi lære at leve med den kendsgerning, at Sjostakovitj på godt og ondt var en del af sovjetsamfundet. At han faktisk var begejstret på første maj og derfor skrev musik der udtrykte denne begejstring. At han faktisk var begejstret over genopbygningen af Sovjetunionen efter 2. verdens krig og derfor skrev begejstret musik om genplantningen af skovene. Han ønskede at være midt i det pulserende liv med sin musik. Intet undgik hans kunstneriske opmærksomhed som Henry Orlov skriver:
” Han parodierede rytmer og melodier fra Offenbachs operetter, danse hals melodier, cirkus shows, vulgære sange og platte viser som han brugte sammen med burleske brudstykker fra Beethoven, Bach, Haydn og Weber. Og han brugte disse forskelligartede inspirationer med deres hurtige skiftende stilarter og valører på en måde, der kan minde om filmiske montager – en mulig forlængelse af hans arbejde som pianist (i hans unge dage) ved diverse stumfilm forevisninger”. Senere i livet udtrykte han gerne gennem sin musik personlige sider ved hans eget liv, men i sin ungdom fæstnede han sit blik på de flygtige billeder af det turbulente moderne liv og ligesom en gadekunstner, skyndte han sig at komme op med hastigt skitserede portrætter.      
 

Dmitrij Sjostakovitj slapper af sammen med familien
I bagklogskabens spejl
Diskussionen om Sjostakovitj og Volkovs bog om samme ser, for mig, ud som et gigantisk forsøg på at omskrive et menneskeliv så det bliver acceptabelt for et vestligt publikum med alle vores etnocentriske fordomme og vores absolutistiske tro på egen omnipotens. At medgive bare det mindste plus til livet i Sovjetunionen opleves som en fornægtelse af os selv. Derfor er der kun en måde, hvorpå vi kan omfavne Sjostakovitj og hans musik ved at afsnøre ham fra hans historiske sammenhæng. Vende ham på hovedet og når tæppet falder efter denne metamorfose, klapper vi som gale. Vi klapper af den forvandlede person deroppe på senen, det er nemlig os selv. Og glem så ikke musikken, der sammen med personen også gennemgik en tiltænkt transformation – musikken er ikke længere den skræmmende lyd af det fremmede. Nej musikken er lyden af vores egne idiosynkrasier vores eget ethnos.

But you don't really care for music, do you?
(Leonard Cohen)

Til trods for at løgnen om Sjostakovitjs i dag er åbenbar sparer koncerthusene ingen midler på at promovere denne løgn. Det bestyrker mig i denne klummes antagelse, at borgerskabet ikke er i stand til at nyde musikken uden denne løgn. Man kan sige de hører musikken gennem fordomme og stereotyper om Sovjetunionen og producerer en forestilling om musikken som modbillede til alt det de er bange for og hader.   
DR koncerthuset er særlig gode til at promovere synspunkterne fra løgnens skattekammer ”Testimony”. Fra koncertprogrammet for 2016 hedder det bl.a. ”Sjostakovitjs store 10. Symfoni er et af hans mesterværker, og beskriver menneskets kamp for at overleve i et tyranni”. Denne opfattelse af 10. Symfoni stammer fra Solomon Volkovs bog ”Testimony”, hvor Volkov påstår at andensatsen er et portræt af Stalin. Hertil svarer Maxim Sjostakovitjs (komponistens søn): "Jeg tror ​​nogle musikforskere satte denne idé i verden. Andre gentog den. Jeg tror ikke på det på den måde. Far sagde aldrig det var et portræt af Stalin." (Los Angeles Times: Was He or Wasn't He? November 29, 1998. Chris Pasles). Hertil kommer så, at hele bogen Testimony er løgn fra side et til slut.
De sidste par år
Er der kommet flere bøger om Sjostakovitjs som er læseværdige og mere eller mindre befriet for ideologisk krigsførelse m.a.o. det handler om musikken:
Andrew Kirkman: “Contemplating Shostakovich: Life, Music and Film”. Routledge; Revised ed. edition (December 13, 2012).


Michael Rofe: “Dimensions of Energy in Shostakovich's Symphonies”. Routledge; New edition (November 22, 2012). 

Sjostakovitj modtog mange priser gennem sit liv:
 
Den socialistiske arbejders helt
1966: Den socialistiske arbejders helt
1946, 1956 & 1966: Lenin ordenen
1971: Oktober Revolutionens orden
1940: Det Røde flags orden
1972: Folkeslagenes venskabs orden
1948: Folkets kunstner af RSFSR
1954: Folkets kunstner af USSR
1954: International Freds pris
1958: Leninprisen for 11. symfoni
1941: Stalinmedaljen af 1. klasse for Piano kvintetten
1942: Stalinmedaljen 1. klasse for 7. (Leningrad) symfoni
1946: Stalinmedaljen 2. klasse for trio
1950: Stalinmedaljen af 1. klasse for musik til filmen (Встреча на Эльбе) Mødet på Elben.
1952: Stalinmedaljen for kor for 10 digte
1968: USSRs statspris for musikken til digtet Stephan Razins henrettelse
1974: Glinka statsprisen af RSFSR for den 14. stryger kvartet

Claus Oreskov ved Dmitrij Sjostakovitjs grav på Novodevitjij kirkegården i Moskva. Kære medborgere det var et stort øjeblik for mig 

 

Leningrads Statsorkesters bygning hvor de fleste af Dmitrij Sjostakovitjs symfonier blev uropført  





 Sjostakovitj fortæller om kampen imod fascismen og  fremfører  et brudstykke af den 7. symfoni


onsdag den 12. oktober 2011

Arkitekten som kunstner eller historien om Leonid Mikhailovitj Poljakov

                        

                            Leonid Mikhailovitj Poljakov
                                                          (1906 – 1965)

Et strejftog ind i Leonid Poljakovs verden. Manden der skabte overjordiske bygningsværker under jorden, og himmelhøje bygninger over jorden. Manden der designede kanalanlægget V.I. Lenin mellem floderne Volga og Don. 
Leonid Poljakov
Der er snart ikke den ting, som den sovjetiske arkitekt Leonid Poljakov arbejdede med. Snart er han optaget af at designe facader på andres bygninger, så anlægger han veje, bygger kanaler, huse og monumenter. I begyndelsen af sin karriere skabte han vidundere i sovjetisk proletar klassicisme. Senere udviklede han sig til en af de betydeligste og mest produktive arkitekter, som arbejdede med Stalin empire.  Han studerede ved Leningrads institut for kunst og teknik under Ivan Fomin, og allerede i 1933 hjalp han den kendte arkitekt Vladimir Stjuko med hans konkurrenceforslag for Sovjetternes Palads i Moskva. På det tidspunkt begyndte Poljakov at arbejde med egne værker, for eksempel hans boligblok i klassisk proletar stil (1933-5), Arbat gaden nr. 45 Moskva. Bygningen har en toetagers basis med kolonner. Bag kolonnerne ligger der butikker. Over basen har bygningen fire etager med lejligheder i rustik sten. Her i Arbat huset designede han en lejlighed til sig selv, og hans familie. Hovedporten til Det Russiske Udstillingscenter (VDNH) (1939), Moskva, har en enkel men monumental bue, Lenin Biblioteket (1928), en neoklassisk bedrift. Forholdsvis stram i kompositionen og med brede relieffer af det arbejdende folk øverst på bygningen. 
Lenin Biblioteket


I årene inden krigen arbejdede han som leder af Moskvas departement for arkitektur.  Poljakov tilbragte årene fra 1944 til 1945 i Sevastopol, hvor han sammen med Georgij Barkhin arbejdede på genopbygning af byen. Tilbage i Moskva underviste han på Moskvas Institut for Arkitektur og på Stroganov kunstskole. Han tilskyndede de studerende til at studere den klassiske arkitektur, og han arrangerede studieturer til: Leningrad og dens forstæder samt til Suzdal og Vladimir. Jeg kan ikke opremse alle Poljakovs arbejder, for det er rigtig mange. En hel del blev gjort sammen med en eller flere medarbejdere, en almindelig arbejdsmetode i Sovjetunionen, hvor man tidligt forstod værdien af gruppearbejde. Her skal jeg kun omtale nogle af højdepunkterne i hans arbejde.

 Efter Anden Verdenskrig designede Poljakov flere metrostationer i Moskva: Kursk stationen på Arbatsko-Pokrovskaja linjen (1938), opkaldt efter Kursk jernbanestation som ligger i nærheden.  Moskvas metrostationer er mange steder viet et særligt tema, som udsmykningen skal fremhæve. Kursk stationshal og gange er viet landbruget. Gulvet er belagt med gråsort og rød granit. Loftet er dekoreret med relief ornamenteringer. Hvide marmorfliser med grå årer pryder væggene som nederst afsluttes med sort marmor. Øverst fuldstændiggøres væggene af hvide keramik fliser. Lyset kommer fra lysekroner i loftet og store lamper på væggene.   Runde ventilations skakter er skjult af gyldne gitre med lysarmaturer.
Arbat metro (1953) på Arbatsko-Pokrovskaja linjen, i samarbejde med arkitekterne V.V.Pelevin og P. Zenkevich. Hvælvingerne er nederst beklædt med rødt marmor og væggene er dekoreret med blomsterkranse i keramik. Gulvet er dækket med grå granit. Hallen er oplyst af massive bronze kandelabre formet i ringe.    
Oktober stationen (1950). Er bygget som et minde om sejren over den nazistiske invasion. Hvælvingerne er dækket med lysegråt marmor og udsmykket med medaljoner med relieffer af sovjetiske soldater. Væggene er beklædt med gule fliser og dekoreret med stuk ornamenter i form af kranse. Gulvet i den centrale hal er belagt med grå og rød granit, kantet med bladmønstre i mørk og lys marmor.
Oktober stationen
Ved afslutningen af den centrale hal er der bag et smedejernsgitter en apsis fremhævet med blåt, symbolet på efterkrigstidens verden. Poljakov ønskede også med den himmelblå farve at skabe en illusion om at være over jorden, og ikke 40 meter nede i dybet. Sovjethumoren, der aldrig fejlede noget, fabrikerede mange vittigheder om den lyse fremtid bag tremmerne.

Sammen med arkitekt Vasilij Aleksandrovitj Petrov tegnede han Puskhinskaja metro station i St. Petersborg (1956). Puskhinskaja regnes som den smukkeste metro station i St. Petersborg og er den eneste, der er designet af en arkitekt ”udefra”. Og så alligevel, Poljakov der boede i Moskva, var nemlig født i St. Petersborg.  Metrostationen er helliget Ruslands store digter Pusjkin, og er udover nogle små detaljer i samme design som Poljakovs andre metrostationer i Moskva. 

Hotel Leningradskaja i Moskva er et andet at Poljakovs monumentale arbejder som han skabte sammen med Alexander B. Boretskij (1954). Hotellet er en af de 7 berømte skyskrabere, som går under navnet ”De syv Søstre” – alle i Stalin empire. Arkitekterne ønskede, at Hotel Leningradskaja skulle indgå som en organisk del af Komsomolskaja Pladsen, hvor bygningen ligger. Bygningskomplekset fremstår som en blanding af amerikanske skyskrabere fra 1930´verne og russisk Stalin empire.  Facaden er udsmykket med hvide keramiske fliser og rødglaseret keramik. Hotellets ottekantede spir krones af sovjetstjernen belagt med guld. Træder man indenfor imponeres gæsterne af det udskårne træloft. I lobbyen mødes man af synet af flere smukke bronzestatuer, glitrende lysekroner og møbler i Stalin empire. Trappen har en af de længste lysarmaturer i verden.  Sale og korridorer på hotellets øverste etager har paneler i mørkt kirsebærtræ, og værelserne har udsigt over Moskva.
Hotel Leningradskaja

Poljakov ledte er stor gruppe arkitekter og hydrauliske ingeniører, som udarbejdede planen for Volga-Don-Kanalen syd for det daværende Stalingrad.  En 101 kilometer lang kanal der forbinder floderne Volga og Don. På det bredeste sted er kanalen 38 kilometer og man skal passere 13 sluser for at komme fra den ene ende til den anden. Hertil kom et 350 kilometer langt vand reservoir som blev anlagt samtidig som en del af Tsimljanskij vandkraftværket. Der blev stillet store krav til udarbejdningen af det arkitektoniske design, og man må sige, at Poljakov løste opgaven med bravur. Hvert bygningskompleks var dedikeret til et specielt emne. Ved kanalens indgang sås et monument af Stalin, som var en hyldest til hans indsats i kampen for fred og frihed for det sovjetiske folk og for den sejrende kommunisme.  På flere af sluserne var der mindeplader for kampene i 2. verdenskrig. Ligeledes opstillede man et stort monument til minde om bygningsarbejderne, de virkelige helte fra Volga-Don kanalen. Et andet munoment viser Don kosakker til hest, som en hyldest til Don kosakkernes indsats under krigen.   
Arbejdstyrken på kanal arbejdet var kolossal. Omkring 700.000 arbejdere meldte sig fra alle sider af Sovjetunionen. Hertil kom omkring 100.000 tyske krigsfanger, og tilsvarende 100.000 sovjetiske kriminelle fanger på samfundstjeneste. De fleste var småforbrydere, men der fandtes også en lille gruppe politiske fanger.  Flere nye byer opstod i forbindelse med den store koncentration af arbejdere. Fanger og almindelige arbejdere arbejdede side om side og i samme arbejdshold (brigader). Lønnen for fanger var dog lavere end for andre. Omkring 3000 af fangerne blev benådet for den indsats, de havde gjort for fædrelandet. Femten af dem blev dekoreret med ”Det røde banners orden”. Sociale relationer mellem fanger og arbejdere opstod og man byttede forbrugsgoder og andre varer.  Konstruktionsarbejderne konkurrerede i produktivitet med andre arbejdere over hele landet. Vinderne blev berømte og havde status som popidoler.  A. Ulesov opnåede at blive arbejdets helt 2 gange. Flere af de tyske krigsfanger har senere udtalt, at de opfattede arbejdet på Volga-Don kanalen som et mellemfolkeligt projekt, der skulle helbrede relationerne mellem de to folk.

Det var en stor begivenhed, da man indviede kanalen 1952. Kanalen blev opkaldt efter V.I. Lenin. Indenrigsminister Sergey Kruglov havde indsendt en anmodning om, at kanalen blev opkaldt efter Stalin, heri blev han støttet af partikomiteerne for Stalingrad og Rostov, men Stalin selv ønskede det anderledes.  Store menneskemasser trængtes på begge sider af kanalen. Da sluserne åbnedes, og vandet fra de to floder mødtes, ville jublen ingen ende tage. Børnene løb med vand i hænderne for at ”hjælpe” floderne med at blandes, et orkester spillede og de mange flag blafrede festligt i luften. Senere var der underholdning med de kendte operasangere Ivan Kozlovsky, Mark Reizen og Natalia Spiller, popstjernen Claudia Shulzhenko samt flere andre. Der var ligeledes sports konkurrencer og i landsbyerne festede arbejderne natten igennem.
                                    
                                                                  Indvielsen af V.I. Lenin kanalen der forbinder Volga med Don.  

22. februar 1952 uropførtes i Moskva Sergei Prokofievs tonedigt for orkestre: “Volga møder Don” Op. 130, skrevet i komponistens tiltrækkende lyriske "sovjetiske" stil. Snobben Prokofiev skrev helst ikke musik til folkelige festligheder, men hen imod slutningen af hans liv skrev han en lille perlerække af musikstykker af slagsen og heriblandt ”Volga møder Don”. I Vesten har der været mange forsøg på at forklejne værket eller ironisere over det. Man kunne ikke forlige sig med tanken om, at Prokofiev havde skrevet en hyldest til en historisk sovjetisk begivenhed. Herved gik det ikke op for smagsdommerne, at disse stykker er mere repræsentative i stil og substans for komponisten end Prokofievs øvrige produktion. Her viser komponisten sig nemlig som en russisk komponist, der rent faktisk levede i Sovjetunionen i det turbulente 20. århundrede. Musikken er velklingende og festlig, som man kan høre på diverse Cd’er.


Lenin statuen Ved Volga-Don kanalen  af skulptøren Jevgenij Vutjetitj og arkitekten Poljakov afløste den tidligere statue af Stalin.  Arbejdet påbegyndes i 1969 (efter Poljakov´s død) og blev fuldført på Lenins 103 års fødselsdag 20. april 1973. Er inkluderet i Guinness Book of Records, som verdens største skulptur af en historisk person.
Poljakov ligger begravet på Novodevitjij kirkegården No.6 i Moskva. Gravstenen er af arkitekten Jevgenij H. Stam. Stenen er fredet som fælles kultur arv.  

Poljakovs hus på Arbat Gaden nr. 45. Til højre monumentet for digteren Bulat Okudzjava
Stalinordnen




Udmærkelser: 2 gange indehaver af Stalinordnen (indenfor kunst og videnskab gives for fremragende kreative præstation), Lenin ordnen, Den Røde Stjernes Orden, Ærens emblem, Arbejdets medalje.