Løgnen om Sjostakovitj

” Sjostakovitj lægger sit øre imod sit lands hjerte og hører en mægtig og storslået sang”

 ( Alexei Tolstoj – sovjetisk forfatter)

”Hvad angår fænomenet Sjostakovitj får jeg ondt af de mennesker – musikere såvel som ikke musikere – for hvem det vigtigste spørgsmål er om han var ”pro sovjet” eller ”anti sovjet””

(Elena Basner)

Dmitrij Dmitrijevitj Sjostakovitj 1906 - 1975

Hvad skal man stille op med den sidste spildtid i lufthavnen inden flyverens afgang? Der er jo altid baren og den sidste mulighed for at smage på et lands øl endnu engang. Har man glemt at købe gaver til dem derhjemme, kan man skynde sig ned i den ”duty free” og se, om de ikke har noget brugbart krimskrams. Engang jeg havde forvildet mig ind i afdelingen med souvenirs i St. Petersborgs udenrigs lufthavn, fandt jeg mig selv foran reolen med CD´er. Russisk folkemusik, klezmer, kirkemusik, sojvetpop var der en masser af, men Dmitri Sjostakovitj ”Leningrad Symfonien” dominerede. Alene denne symfoni fyldte en hel hylde for sig selv af identiske eksemplarer. En autentisk souvenir, fra dengang byen hed Leningrad, var åbenbart et eftertragtet trofæ.  

Billetter til Sjostakovitjs 7. symfoni der opføres i det belejrede Leningrad under 2. verdenskrig  

Løgnen om Sjostakovitj

Sovjetkomponisten Sjostakovitj opnåede stor popularitet i vesten under 2. verdenskrig, hvor Sovjetunionen var vores allierede. Det gjaldt i særdeleshed ”Leningrad Symfonien”, hvor mange i vesten kunne identificere sig med musikkens evne til at vække en stemning af trods, modstand og vilje til sejr. Alligevel opfattede flertallet i vesten Sjostakovitj som alt for pro sovjetisk. Ingen anden russisk komponist havde hyllet sovjetiske og revolutionære værdier så kompromisløst som han. Før man i vesten virkelig kunne tage Sjostakovitj musik til sig, manglede man noget som kunne distancere hans musik fra Sovjetunionen og dette noget viste sig i form af en forfalsket biografi af Sjostakovitj. En tidligere sovjetisk musikjournalist, Solomon Volkov, som var emigreret til USA sprang ud som dissident og kritiker af Sovjetunionen. Under den kolde krig kunne det være en ret så indbringende business. En del dissidenter og ekskommunister skabte millionformuer på bøger, film og foredragsvirksomhed, der dæmoniserede Sovjetunionen. For at nævne nogle af de kendte: Arthur Koestler, Jan Valtin (pseudonym for Richard Krebs) og Victor Kravchenko. Modsat de 3 herrer, som alle udelukkende skrev skønlitteratur (som imidlertid blev opfattet som virkeligt), udgav Solomon Volkov en bog, som han påstod var Sjostakovitjs selvbiografi.    ” Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich”. I parentes kan det meddeles, at bogen udkom efter Sjostakovitjs død. I forordet til bogen fortæller Volkov om bogens tilblivelse. Han og Sjostakovitj diskuterede forskellige emner, hvorefter Volkov spurgte komponisten ud og renskrev det hele. Sjostakovitj gennemlæste derefter alt, kapitel for kapitel og på første side af hvert kapitel skrev han: gennemlæst D. Sjostakovitj. Her viser bogens første svaghed sig temmelig tydeligt. Bogen er skrevet af Solomon Volkov i førsteperson ental, som om det er Sjostakovitj selv der skriver. Bogen var ikke alene en lang tilsvining af Sovjetunionen, kommunismen og de sovjetiske politikere, men også en ligeså ondskabsfuld tilsvining af andre sovjetiske og russiske komponister, musiker og dirigenter samt et par udenlandske ditto. Året var 1979 kort inden Sovjetunionen intervenerede militært i Afghanistan og den kolde krig antog nye skingre højder. Her var, hvad man stod og manglede, en unik mulighed for at adskille Sjostakovitj fra sovjetisk musik og politik samt en øjenvidne beretning om livet i ondskabens imperium. Det var svært at få armene ned og mange roste bogen til skyerne uden at have læst den. Det gjaldt i første omgang de pro fascistiske russiske emigrant miljøer i vesten, antisovjetiske konservative miljøer, men også mange almindelige mennesker sprang begejstret på vognen. I 1979 havde en antisovjetisk diskurs for længst afløst enhver kritisk sans i vesten, så på mange måder bekræftede Solomon Volkov bare det, vi mente at vide i forvejen.   

Volkovs bog tegner billedet af en tragisk personlighed

 

Virkelighedens Sjostakovitj var også en munter og drenget fyr  

 Bogen blev og bliver stadig flittigt citeret i artikler og koncertprogrammer overalt i vesten, ikke mindst i Danmark, hvor sovjet forskrækkelsen har nået nye højder her 20 år efter Sovjetunionens opløsning. Al dette til trods begyndte der at lyde advarende røster om Volkovs bog. Folk der havde kendt Sjostakovitj kunne ikke genkende ham i Volkovs ondskabsfulde karikatur. Sjostakovitj enke og børn tog afstand fra store dele af bogen og det samme gjorde flere kendte sovjetiske komponister, som havde været Sjostakovitj elever. I et brev til tidsskriftet Literaturnaia gazeta tog 6 af Sjostakovitj tidligere elever stærkt afstand for Volkovs bog. Alle 6 var på dette tidspunkt højt estimerede komponister, dirigenter og musikere nemlig: V.Basner, M. Weinberg, K.Karaev, Ju. Levitin, B. Tishchenko og K. Khachaturian. I vesten blev dette brev straks affejet med den begrundelse, at de 6 personer var blevet tvunget til at skrive brevet af KGB. Denne holdning passede ind i vestens antisovjetiske diskurs så den blev uden videre taget for gode varer. Efter Sovjetunionens opløsning har de, af de 6 som stadig lever heriblandt B. Tishchenko, afvist denne uhistoriske bortforklaring. Børn af de som er døde har bekræftet, at deres fædre skrev brevet af egen vilje, indignerede som de var over Volkovs tilsvining af  Sjostakovitj minde. En anden mangeårig ven af Sjostakovitj Galina Pavlovna Visjnevskaja udtalte, at hun ikke genkendte Sjostakovitj fra Volkovs bog.

 

Boris Kustodiyevs portræt af Dmitrij Sjostakovitj som dreng

Mystisk episode som mellemspil

Lige inden udgivelsen af ”Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich” henvendte forlaget Harper & Row sig gennem en at sine agenter til Sjostakovitj kenderen Genrikh "Henry" Orlov og bad ham om at læse manuskriptet og kommentere på det. I første omgang afslog Orlov at medvirke, bl.a. fordi betingelserne var for mystiske. Han skulle læse manuskriptet under overvågning, han måtte ikke tage noter og aldrig udtale sig om det han læste med mindre Harper & Row udbad sig en udtalelse. Imidlertid lempede Harper & Row betingelserne og Orlov indvilligede i at gennemlæse manuskriptet samt at skrive en anmeldelse – som kun var til forlagets eget brug. På det tidspunkt vidste Orlov, at hans vurderinger ikke kunne påvirke udgivelsen af bogen, da den allerede var i trykken. Det mystiske ved hele denne historie var imidlertid den gavmildhed, hvormed Harper & Row betalte Orlov ikke for hans arbejde men for hans tavshed! Hvad var så motivet til at inddrage Orlov i processen? Ifølge Orlov selv måtte det være for at neutralisere, hvad der kunne blive en opponent eller en farlig anmeldelse. Orlov forsikrer imidlertid, at hverken forlaget eller Volkov på det tidspunkt havde noget at frygte. Han havde ingen planer om at publicere noget om Volkovs bog. Tværtimod så snart han var blevet bekendt med manuskriptets indhold lagde han hele denne sag bag sig så hurtigt som muligt. På det tidspunkt var jeg akademisk forsker med speciale i Sjostakovitj værker og Volkov var forfatter til sensationelle pseudobiografier skriver han. I den anmeldelse af manuskriptet til ”Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich”, som Orlov skrev til Harper & Row, står der bl.a.:           ” Begribeligvis handler bogen ikke om musik. Interesserer man sig for Sjostakovitj kompositioner eller sovjetisk musik kultur, så er her ikke meget at komme efter: der er ingen referencer fra eller citater fra kompetente kilder, kun få eksakte data, de fleste navne udeladt, men til gengæld et væld af hæmningsløse rygter. Orlov gør ligeledes opmærksom på de mange selvmodsigelser der var i manuskriptet, f.eks. omkring den 7. symfoni (Leningrad symfonien). Et sted lader Volkov Sjostakovitj røbe, at temaet til symfonien blev til langt før krigen. Et andet sted siger Sjostakovitj så (gennem Volkov), at hele symfonien blev til under indtrykket af krigen. Volkov har sin egen dagsorden og han viger ikke tilbage for at fordreje komponistens udsagn omkring denne milepæl i hans kompositoriske virksomhed. Baggrunden for disse selvmodsigelser skal findes i Volkovs slet skjulte dagsorden. 

Dmitrij Sjostakovitj ved en fodboldkamp med hans ynglings hold Zenit Leningrad

Oprigtigt had og / eller kynisk manipulation for simpel vinding

Volkovs dagsorden var en så grundig tilsvining af Sovjetunionen som overhovedet muligt. Imidlertid må han have været ganske klar over hvilke indtjenestemuligheder en sådan bog også rummede. Om han var i forbindelse med efterretningsvæsnet, medens han udarbejdede og forbedrede manuskriptet, ved vi desværre intet om. Den kritiske journalist William Blum, som har specialiseret sig i ”den kolde krig”, har dokumenteret, at CIA stod bag over 1000 bøger spækket med anti sovjetisk propaganda udgivet på allehånde dækforlag. På den baggrund kan man godt forestille sig, at efterretningstjenesterne i USA har haft en finger med i spillet omkring Volkovs bog. På denne tid havde efterretningstjenesten i USA udviklet en strategi for påvirkning af den offentlige mening. Strategien var enkel: sammenblanding af løgn og sandhed! Og netop på dette punkt matcher Volkovs bog om Sjostakovitj efterretningstjenestens strategier. Bogen forsikrer, at Sjostakovitj altid konsekvent mente det diametralt modsatte af, hvad han i sit virkelige liv udtrykte og gjorde. Ingen anden komponist har bragt så meget hyldest til Sovjetunionen som Sjostakovitj, men det var netop det snedige forsikrede Volkov os. For hver gang Sjostakovitj udtalte sig positivt om Sovjetunionen, mente han lige det modsatte som f.eks. med Leningrad symfonien. Leningrad symfonien handler ikke om modstanden imod den tyske invasion men om noget meget værre, siger Volkov. Og dette værre er Stalin bliver vi forsikret om, at Volkov ved samme lejlighed relativerer nazismens ideologi og forbrydelser bryder han sig stort om, det gælder for ham om at få skovlen under Sovjetunionen og al dets væsen. At Sjostakovitj venner reagerede med rædsel på sådanne påstande er nemt at forstå i dag, men dengang lyttede man overhovedet ikke til stemmerne fra ondskabens imperium.

Intermezzo  

Læser man Nikolai Malkos erindringer om Sjostakovitj får man indtryk af en drenget og livlig person. På en eller anden måde lykkedes det Volkov at fremstille samme person som en tragisk personlighed. Hvorom alting er, så sætter Volkovs bog sine spor. I begyndelsen var der kun få stemmer i vesten som satte spørgsmål ved bogens ægthed, men efterhånden indså flere og flere bogens svagheder. Sjostakovitj kenderen Laurel Fay kom med en sønderlemmende kritik af Testimony, men denne kritik var stor set kun kendt indenfor akademiske kredse. Volkovs bog blev stadig flittigt citeret og oplag fulgte på oplag. Så kom en bog i 1998 af Allan B. Ho og Demitri Feofanov ”Shostakovich Reconsidered” (på Harper & Row samme forlag som udgav Volkovs bog). Denne bogs forfattere tilbageviste på en egen brutal måde Laurel Fay kritik og segmenterede sandheden i Volkovs bog ”Testimony: The Memoirs of Dmitri Shostakovich”. Mange godtede sig, andre trak på skulderen og nogle tog en ekstra indånding heriblandt Laurel Fay.

Partituret til 10. symfoni af Dmitrij Sjostakovitj

Laurel Fay knytter næven

Laurel Fay havde flere gange forsøgt gennem Harper & Row at få adgang til at se original manuskriptet på russisk til Testimony. Dette var imidlertid udelukket – ingen uden forlaget, Volkov selv og så Genrikh "Henry" Orlov havde set manuskriptet. Imidlertid havde Volkov lavet et eller flere kopier, dengang han som dissident kom til USA. Disse kopier cirkulerede blandt russiske dissidenter og immigranter, som han håbede kunne hjælpe med udgivelsen af bogen. Af forskellige veje kom en sådan kopi i hænderne på Sjostakovitj familie, der inviterede Laurel Fay til at føle manuskriptet på tænderne. Dette førte til den endelige afsløring af Volkovs forfalskede biografi. Laurel Fay afslørede følgende: Alle bogens kapitler havde nummer øverst på midten af siden, skrevet med samme skrivemaskine som teksten. Undtagen første side af hvert kapitel, hvor der var en bred margen for oven. Hele manuskriptet var nummereret fra side 001 til 404. Denne nummerering var tilføjet med stempel og man må regne med, at det drejer sig om en senere nummerering end kapitlernes nummerering. Side 1 i samtlige kapitler var afskrifter af korte artikler som Sjostakovitj på et eller andet tidspunkt havde publiceret. Ikke så mærkeligt at Sjostakovitj skrev ”læst” på disse sider. Artiklerne var ordrette efter Sjostakovitj egne artikler, selv tegnsætningen svarede til originalerne. Da siderne som Sjostakovitj skrev under på ikke havde noget nummer, kunne han ikke vide at de senere ville blive brugt i en hel bog. Imidlertid var der andre hårrejsende overraskelser i manuskriptet. I de sider Sjostakovitj har godkendt kan man se, at nogle linier her og der er bort reducerede. I første kapitel er den ren gal. Første side af dette kapitel, der åbner op med en svada af anklager imod Sovjetunionen, er nemlig ikke godkendt af Sjostakovitj. Siden er nummeret som side et skrevet med hånden og først på side 3 står Sjostakovitj kommentar ”læst”. Side 3. er da også afskrift af en harmløst artikel Sjostakovitj publicerede på sin 60 års fødselsdag. Ydermere har denne side også en bred margen foroven ligesom de andre begyndelsessider til hvert kapitel. Volkov havde altid fastholdt, at alt i bogen var nyt, at intet i teksten tidligere var publiceret. Pludselig kunne han huske, at noget af teksten havde været publiceret i russiske musik blade. Komponisten Tishchenko, Sjostakovitjs elev og fortrolige musikalske medarbejder, sammenfatter Volkovs bog i nogle få men manende ord: ” Spørgsmålene om denne bog forfølger mig stadig. Jeg har imidlertid et kort og fyldestgørende svar. Dette er ikke Sjostakovitjs erindringer, det er heller ikke en bog af Volkov om Sjostakovitj, men en bog af Volkov om Volkov”.   

 Laurel Fays afsløringer blev publiceret i en samling af artikler i bogen ”A Shostakovich Casebook” redigeret af Malcolm Hamrick Brown. Artikel forfatterne til denne bog går kritisk i dybden med Volkovs påstande. En del af artiklerne peger dog også fremad.  

For nylig genudsendte DR K en ”dokumentar” om Sjostakovitj, i denne film spiller Volkov og hans sympatisører en stor og afgørende rolle. Filmen har samme ejendommelighed som Volkovs bog – den handler overhovedet ikke om musik.    

Komponisten Boris Tishchenko gav ikke 5. potter pis for Volkovs bog

Scherzo

Laurel Fay har endelig fået skovlen under Volkov og hans bog samt løgnen om Sjostakovitj. Vi kan ånde lettet op, for det var ikke sandt at Sjostakovitj: hele sit liv levede som en fremmed i det sovjetiske samfund. At han ikke kunne udholde dette samfund og derfor levede et dobbeltliv gennem alle årene. At han tilegnede sin musik til personer som han foragtede. At han hundredvis af gange lagde hovedet på blokken på, at han beundrede et folk og et socialt system som han hadede. At han ikke engang anså sin berømte syvende symfoni for en anklage imod fascismen. At finalen i den femte symfoni ikke var en hymne til triumfen over ondskaben men faktisk det modsatte. At scherzoen i tiende symfoni var et musikalsk portræt af Stalin. Al dette ondsindede nonsens kan vi nu smide på møddingen, hvor det hører hjemme. I stedet må vi lære at leve med den kendsgerning, at Sjostakovitj på godt og ondt var en del af sovjetsamfundet. At han faktisk var begejstret på første maj og derfor skrev musik der udtrykte denne begejstring. At han faktisk var begejstret over genopbygningen af Sovjetunionen efter 2. verdens krig og derfor skrev begejstret musik om genplantningen af skovene. Han ønskede at være midt i det pulserende liv med sin musik. Intet undgik hans kunstneriske opmærksomhed som Henry Orlov skriver:

” Han parodierede rytmer og melodier fra Offenbachs operetter, danse hals melodier, cirkus shows, vulgære sange og platte viser som han brugte sammen med burleske brudstykker fra Beethoven, Bach, Haydn og Weber. Og han brugte disse forskelligartede inspirationer med deres hurtige skiftende stilarter og valører på en måde, der kan minde om filmiske montager – en mulig forlængelse af hans arbejde som pianist (i hans unge dage) ved diverse stumfilm forevisninger”. Senere i livet udtrykte han gerne gennem sin musik personlige sider ved hans eget liv, men i sin ungdom fæstnede han sit blik på de flygtige billeder af det turbulente moderne liv og ligesom en gadekunstner, skyndte han sig at komme op med hastigt skitserede portrætter.      

 

Dmitrij Sjostakovitj slapper af sammen med familien

I bagklogskabens spejl

Diskussionen om Sjostakovitj og Volkovs bog om samme ser, for mig, ud som et gigantisk forsøg på at omskrive et menneskeliv så det bliver acceptabelt for et vestligt publikum med alle vores etnocentriske fordomme og vores absolutistiske tro på egen omnipotens. At medgive bare det mindste plus til livet i Sovjetunionen opleves som en fornægtelse af os selv. Derfor er der kun en måde, hvorpå vi kan omfavne Sjostakovitj og hans musik ved at afsnøre ham fra hans historiske sammenhæng. Vende ham på hovedet og når tæppet falder efter denne metamorfose, klapper vi som gale. Vi klapper af den forvandlede person deroppe på senen, det er nemlig os selv. Og glem så ikke musikken, der sammen med personen også gennemgik en tiltænkt transformation – musikken er ikke længere den skræmmende lyd af det fremmede. Nej musikken er lyden af vores egne idiosynkrasier vores eget ethnos.

But you don't really care for music, do you?

(Leonard Cohen)

Til trods for at løgnen om Sjostakovitjs i dag er åbenbar sparer koncerthusene ingen midler på at promovere denne løgn. Det bestyrker mig i denne klummes antagelse, at borgerskabet ikke er i stand til at nyde musikken uden denne løgn. Man kan sige de hører musikken gennem fordomme og stereotyper om Sovjetunionen og producerer en forestilling om musikken som modbillede til alt det de er bange for og hader.   

DR koncerthuset er særlig gode til at promovere synspunkterne fra løgnens skattekammer ”Testimony”. Fra koncertprogrammet for 2016 hedder det bl.a. ”Sjostakovitjs store 10. Symfoni er et af hans mesterværker, og beskriver menneskets kamp for at overleve i et tyranni”. Denne opfattelse af 10. Symfoni stammer fra Solomon Volkovs bog ”Testimony”, hvor Volkov påstår at andensatsen er et portræt af Stalin. Hertil svarer Maxim Sjostakovitjs (komponistens søn): "Jeg tror ​​nogle musikforskere satte denne idé i verden. Andre gentog den. Jeg tror ikke på det på den måde. Far sagde aldrig det var et portræt af Stalin." (Los Angeles Times: Was He or Wasn't He? November 29, 1998. Chris Pasles). Hertil kommer så, at hele bogen Testimony er løgn fra side et til slut.

De sidste par år

Er der kommet flere bøger om Sjostakovitjs som er læseværdige og mere eller mindre befriet for ideologisk krigsførelse m.a.o. det handler om musikken:

Andrew Kirkman: “Contemplating Shostakovich: Life, Music and Film”. Routledge; Revised ed. edition (December 13, 2012).

Michael Rofe: “Dimensions of Energy in Shostakovich's Symphonies”. Routledge; New edition (November 22, 2012). 

Sjostakovitj modtog mange priser gennem sit liv:
 

Den socialistiske arbejders helt

1966: Den socialistiske arbejders helt

1946, 1956 & 1966: Lenin ordenen

1971: Oktober Revolutionens orden

1940: Det Røde flags orden

1972: Folkeslagenes venskabs orden

1948: Folkets kunstner af RSFSR

1954: Folkets kunstner af USSR

1954: International Freds pris

1958: Leninprisen for 11. symfoni

1941: Stalinmedaljen af 1. klasse for Piano kvintetten

1942: Stalinmedaljen 1. klasse for 7. (Leningrad) symfoni

1946: Stalinmedaljen 2. klasse for trio

1950: Stalinmedaljen af 1. klasse for musik til filmen (Встреча на Эльбе) Mødet på Elben.

1952: Stalinmedaljen for kor for 10 digte

1968: USSRs statspris for musikken til digtet Stephan Razins henrettelse

1974: Glinka statsprisen af RSFSR for den 14. stryger kvartet

Claus Oreskov ved Dmitrij Sjostakovitjs grav på Novodevitjij kirkegården i Moskva. Kære medborgere det var et stort øjeblik for mig 

 

Leningrads Statsorkesters bygning hvor de fleste af Dmitrij Sjostakovitjs symfonier blev uropført  

 Sjostakovitj fortæller om kampen imod fascismen og  fremfører  et brudstykke af den 7. symfoni