Vladimir Tsigal

En af forrige århundredes aller betydeligste billedhuggere bor og arbejder i Moskva. 94 år gammel skriver han på sine erindringer, underviser og arbejder.

Vladimir Tsigal Sovjetisk og russisk billedhugger. Født 1917 i Odessa. Bor og arbejde i Moskva. Studerede ved Moskva Stats Kunst institut V.N. Surikov. Fik USSR´s guldmedalje. Lenin prisen i 1984. Medlem af Kunstakademiet i USSR (1964). Medlem af det kommunistiske parti siden 1952.
Tsigal arbejder både med de brede linjer og generaliserede former i sine monumentale værker og en udtryksfuld omhyggelig karakterisering af motivet som f.eks. i ”Den unge Lenin” og ” Sergei Jesenin”. Han legemliggør den komplekse følelsesmæssige og psykologiske verden hos historiens ​​heroiske mænd og kvinder, ved at skildrer dem som beåndet og ved at hævde deres ædle idealer i samfundets tjeneste. 

Vladimir Tsigal

Den Unge Lenin

Monumentet af den unge Lenin som student opsat på Ogorodnaya Sloboda er et af Tsigal´s mesterværker. Skulpturen var færdig i 1950 og Tsigal blev i den anledning beæret med Lenin prisen. Af ukendte grunde blev monumentet imidlertid først opstillet 20 år senere.
Den 18. juli 2007 rasede en storm af stor styrke i Moskva og 117 træer væltede. Et af trærene faldt lige ned i Tsigal´s skulptur af den unge Lenin og figuren splintredes i 3 dele – hoved, krop og ben. I august 2009 blev monumentet restaureret og genopstillet på det tidligere sted. Hvis der er nogen, der tror, at man river statuer ned i Rusland, så må de altså tro om igen. Lige modsat værner man om den historiske arv.  









                               Monument for digteren Sergei Jesenin på Jesenin Boulevard Moskva 1972.

Monumentet forestiller den 16 årige digter lige ankommet til Moskva i søgen efter anerkendelse og berømmelse. Det lave fodstykke skal opfattes som en integreret komponent af livet omkring skulpturen, som sammen med birketræerne på Boulevarden danner en helhed. Det er blevet sagt om denne skulptur, at den ånder af poesi.
Tidligere byrådsformand i Moskva, Vladimir F. Promislov, skrev i sin bog om Moskva (1984): ” Tsigal´s bronzefigur af Sergei Jesenin lader ingen uberørt. Figuren rammer digterens lyriske og melankolske drømmerier. Hans holdning er naturlig og ukunstlet. Ved begyndelsen af Jesenin Boulevarden, med de unge birke og asp træer i baggrunden, forekommer dette munoment mig at være et originalt og overrumplende kunstværk”  



Sovjetunionens Helt Musa Jalil digter & partisan

                                                         Man kender 50 monumenter, byster og 150 tusind billeder fra Tsigal´s  hånd. 

Elskende



Tsigal ved sin skulptur af Anna Frank 2007

På Tsigal´s 90 fødselsdag 4. September 2007 blev han hædret med en separat udstilling på det russiske kunstakademi. I kataloget stod bl.a. ”..udstillingen omfatter værker af Vladimir Tsigal en af det tyvende århundredes betydeligste billedhuggere, folkets kunstner i USSR, vinderen af Lenin prisen og akademimedlem”.
Han er 90 år men ser brillant ud og hverken intelligensen eller hukommelsen fejler noget. Han ser godt ud, fordi han er et godt menneske.
Udstillingen på Det Russiske Akademi er en rejse tilbage i tiden. Her er fotografier, tegninger og skulpturer. Her er en buste af Vladimirs bror, som ikke levede længe nok til at se denne udstilling. Ved siden af busten ligger en rød afskåren rose. Vladimirs liv er også repræsenteret på anden vis. Hans datter, barnebarn og kone Lisa er her også til receptionen. ”Den eneste her, som ikke er kunstner, er min kone” siger Vladimir ” så der er i det mindste en person tilstede, der kan se på det hele med kritiske øjne”. Lisa griner, når hun fortæller, at hvis der er noget Vladimir ikke tåler, så er det kritik. Hun ved hvad hun taler om, de har været sammen i 60 år. Når Vladimir rejser for at arbejde på fjerne steder er Lisa altid med, så de er meget sammen.  

Sorge Monumentet i Moskva

Monumenter for Sovjetunionens helt Richard Sorge, som arbejdede hemmeligt i Tyskland, Japan og andre lande og forbandt forskellige antifascistiske grupperinger til et internationalt netværk.  

1982: Monument for Richard Sorge i Baku (Sorge’s hjemby) udførte Tsigal sammen med arkitekt R. Aliev og designer J.D. Dybov.
Monumentet er ikke kun over Sorge men også over alle de ukendte fra alle nationer, der bekæmpede nazismen. Øjnene er hugget ind i stålet og ligesom på Kristus ikoner, ser de på en lige meget hvor man står.

Sorge monumentet transporteres gennem Baku

Ho Chi Ming monumentet i Moskva

På monumentets fod står:
                                                        "Der er intet mere værdifuldt end uafhængighed og frihed”

 

Bagsiden af Onkel Ho monumentet (Børnene i gaden kalder monumentet for frisbee’en)  

Monumentet i den tidligere KZ lejer Mauthausen

 
              Tsigal´s nyeste monument i Moskva af Nansen – Mesteren ses her sammen med skolebørn foran monumentet.

Selvportræt i marmor  

Den kunstneriske arv går videre. Masha Tsigal en af Moskvas feterede modeskabere, er barnebarn af Vladimir Tsigal.

Nikolaj Ostrovskij (1904 – 1936)

Historien om Nikolaj Ostrovskij arbejderen og helten fra den russiske borgekrig, der lam og blind skrev en bestseller af dimensioner og hvis navn stadig vækker stærke følelser i Rusland.

Nikolaj Ostrovskij som

 rødgardist

 Nikolaj Ostrovskij voksede op i en arbejderfamilie i en lille landsby i Ukraine, som dengang var en del af det kejserlige russiske imperium. Han gik i en middelmådig skole som barn, men blev senere i livet elitestudent. I 1914 flyttede familien til jernbanebyen Sjepetovka (i det nuværende Khmelnytskyi Oblast), hvor Ostrovskij begyndte at arbejde som køkkenslave på jernbanestationen og på en trælasthandel. Senere blev han elektriker på det lokale kraftværk. I 1917 i en alder af 13 deltog han i flere af bolsjevikpartiets aktioner og i samme periode fik han Ankylosing Spondylitis, som senere førte til total lammelse og blindhed. Da tyskerne under første verdenskrig besatte Sjepetovka løb Ostrovskij ærinder for den lokale røde partisan afdeling. I juli 1918 sluttede han sig til komsomol (Det kommunistiske ungdomsforbund) og den røde hær. Han blev angrebet af tyfus og såret alvorligt ved flere lejligheder, og blev til sidst erklæret uegnet til videre militær tjeneste.  I 1921 begyndte han at arbejde ved jernbanen i Kiev som elektriker, og som sekretær for den lokale Komsomol. I august 1922 sendes han på et sanatorium ved det Azovske hav, idet han stadig plages af tyfus og dertil gigt. Samme år erklæres han for invalid, men han fortsætter med at arbejde. Han arbejder som kommissær for den røde hær og sekretær i komsomol. I 1924 blev han til sin store glæde optaget som medlem af kommunist partiet. Sygdommen begyndte at overmande ham og han tilbragte mere og mere tid på sygehuse og sanatorier. Omkring 1926 havde han næsten helt mistet førligheden og fra nu af var han for det meste sengeliggende. Året efter påbegyndte han et korrespondancekursus på Sverdlovsk kommunistiske Universitet i Moskva. Til trods for sin blindhed og immobilitet begyndte han i 1930 at arbejde på sin første roman ”Stålet Blev Hærdet”. Han fik konstrueret et karton med en revne i tilstrækkelig stor til at skrive en linje. På den måde kunne han med stort besvær skrive uden at overskrive sig selv. Det var et enormt arbejde, men heldigvis fik Ostrovskij kontakt til en ung kvinde som hellere end gerne skrev ned for ham. ”Stålet Blev Hærdet” var en af de berømteste og mest indflydelsesrige romaner i den kommunistiske verden. Første del af ”Stålet Blev Hærdet ”blev offentliggjort som en serie i 1932 i tidsskriftet Den Unge Garde. Anden delen kom i samme blad fra januar til maj 1934. I 1936 kom romanen som bogudgave i sin helhed.

Den unge Ostrovskij´s verden delt
 mellem bøger, kærligheden og kampen

Ostrovskij skrev også artikler til aviser og tidsskrifter og talte ofte i radioen. I April 1932 blev han medlem af Moskva afdeling af Proletariske Forfattere og i juni 1934 sluttede han sig til Unionen af ​​sovjetiske forfattere. Den 1. oktober 1935 blev han tildelt Lenin ordnen.  

I 1935 fik Ostrovskij og hans kone mulighed for at få en lejlighed i Moskva og i 1936 byggede den sovjetiske ukrainske regering en villa i Sochi ved Sortehavet til ham.

Nikolaj Ostrovskijs kone Raisa Porfirievna fortæller, at da de ankom til Moskva 11. december 1935 var lejligheden endnu ikke færdig. Ostrovskij fik tilbudt, at de kunne bo på et hotel indtil lejligheden var parat til indflytning. Ostrovskijs bil blev parkeret i nærheden og i dag hedder gaden ”Kursk gaden A.N. Ostrovskijs bil”. Det siger noget om hans popularitet, at selv der, hvor hans bil var parkeret, blev gaden opkaldt efter denne episode.

14. december flyttede Nikolaj Ostrovskij ind i den nye lejlighed. Han var meget opsat på at få fortalt alt om lejlighedens indretning, så han kunne visualisere den. Alt skulle være på plads især bøger og alt, der havde noget med hans forfattervirksomhed at gøre. Selv om han var blind, ville han være i stand til at vejlede gæster i hvordan de kunne finde de ting de var interesseret i.

Han havde faktisk kun det mest nødvendige: en seng, et skrivebord – til sekretærene, radio, bogreol, sofa og to stole til gæster. Og den uundværlige telefon. Der manglede dog et piano, men det blev skaffet, for han kunne ikke leve uden musik. I romanen ”Stålet blev hærdet” er hans alter ego Pavka Kortjagin, byens bedste harmonika spiller.

Den nye lejlighed på Tverskaja Gaden 14 Moskva

Den nye lejlighed på Tverskaja Gaden 14 Moskva

Ostrovskij begyndte at arbejde på roman ”Født af Stormen” om borgekrigen, medens han boede på Tverskaja. Efter 6 måneders arbejde tog han et ophold i Sochi og da han vendte tilbage til Tverskaja om efteråret, gjorde han første del af romanen færdig. På hans anmodning holdt præsidiet for Sovjetunionens forfattere et møde i hans dagligstue den 15. november 1935. Kritikere og forfattere fik her mulighed for at diskuterede første del af hans nye roman. Tilstede var bl.a. Aleksander Fadejev ( Den unge Garde) og A. Serafimovitj (Jernstrømmen. Findes på svensk: Järnströmmen. Tiden 1949). Baseret på de kommentarer der indløb finpudsede han manuskriftet og den 14. december 1936 var det helt færdigt.

I en radiotale ved den niende All-ukrainske kongres for den ukrainske komsomol kunne Nikolai Ostrovskij med rette sige for sig selv og sine helte: "Og så, da Lenin og Stalins parti opfordrede vore fædre til kamp imod kapitalismen, kastede vi unge os også ud i kampen for vores ungdom, for vores lykke. Vi ønskede et glad, smukt liv og vi gik ud side om side med vore fædre, for at vinde denne lykke. "

Efter års lidelser og kamp imod lammelse, sygdom og blindhed samt komplikationer efter tyfus, døde Ostrovskij den 22. december 1936, 32 år. Han nåede derved kun at fuldføre første del af sin anden roman ”Født af stormen” (udgivet på dansk ved Arbejderforlaget 1981) om den russiske borgerkrig i Ukraine.

Stålet Blev Hærdet:

En roman om Sovjetunionens første par år og komsomol (ungkommunisterne) medlemmet Paul (Pavka) Kortjagins heroiske liv. Man diskuterer stadig hvorvidt denne bog er en romanbiografi, og om ikke Kortjagin er Nikolaj Ostrovskij selv. Svaret ligger nok midt imellem. En hel del af Kortjagins oplevelser er Ostrovskijs egne, men omvendt er det ikke alt i Ostrovskijs liv som Kortjagin genoplever. Ligesom Kortjagin oplevede ting og sager som Ostrovskij ikke gjorde. Miljøbeskrivelserne og tidstyperne også Kortjagin selv er mere eller mindre taget fra virkeligheden. Bogen bliver på den baggrund et enestående tidsdokument. At den samtidig er en agitations skrift for det nye socialistiske menneske rokker ikke ved den autentiske friskhed, som er over denne bog. 

Stålet blev Hærdet

 Vi kender alle sammen fortællingerne om revolutionen og borkrigens Rusland om opbygningen af socialismen og afskaffelsen af det gamle system. I denne bog møder vi det hele igen, i gulvhøjde med hverdagsmenneskene som blev hvirvlede ind i denne historiske stormvind. Sammen med de historiske begivenheder, udvikler romanens personer sig; nogle bliver skurke andre øjeblikkets helte. Udviklingen er hæsblæsende og gårdsdagens helte glemmes hurtigt i omvæltningernes malmstrøm. Meget er usikkert og uprøvet for romanens personer. Alle værdier omkalfatreres helt ned i mindste detalje og læserne følger med på tæt hold i opbygningen af socialismen og dannelsen af det nye menneske - sovjetborgeren. At vi ser denne forvandling ud fra livet i en lille by i Ukraine er så meget mere fascinerende. Vi følger med i hvordan de nye ideer modtages, bearbejdes og praktiseres langt fra det politiske epicenter f.eks. de nye kønsroller, hvor kvinderne kommer ud af umyndiggørelsen og prøver kræfter med det nye samfund. Fra første færd fik kvinderne i USSR samme rettigheder som mænd indenfor alle områder af det økonomiske, kulturelle, sociale og politiske liv.

Ostrovskij skriver med humor om hvordan mændene bliver forvirrede, da de opdager, at også kvinderne stiller nye krav til dem på det kønspolitiske område. For nogle er det svært at lægge den gamle mandschauvinisme fra sig og de får det svært til læserens fryd. Det samme gælder standspersoner i den gamle orden og militære personer, flere af disse formår ikke at omstille sig og mange ender med at slutte sig til de kontrarevolutionære, som er bogens tabere. Det nye sovjetmenneske var bundet af loyalitet overfor partiet og sin samfundsklasse. Samtidig befriedes individet fra tidligere konventioner, borgelige etiketter og traditionens byrde. Anskueliggjort i romanens sidste del, hvor Kortjagin og Taja flytter sammen som ugift par uden at spørge nogen om lov. En situation som var utænkelig før revolutionen. Taja har sine bekymringer, men Kortjagin siger til hende: ”Hvad er du bange for? Når du tænker dig om, vil du forstå, at vi er vore egne herrer. Sov du med god samvittighed. Fremmede har ingen ret til at blande sig i vort liv”. Med ”fremmede” hentyder Kortjagin bl.a. til Tajas forældre – en ny og foruroligende individualisme var kommet ind i russisk litteratur.  Proletarerne og bønnerne forstod bedst de nye tider og flertallet engagerer sig både politisk og gennem et stort socialt engagement. Snæver nationalisme får også en på goddagen, til gengæld hylder forfatteren arbejdernes og bøndernes internationalisme. De mange små samfund i grænseegnene mellem Ukraine og Polen, hvor romanen foregår, blev hærget fra tid til anden, at etniske uroligheder ikke mindst af jøde pogromer.  I Ostrovskijs roman er jøder ikke anderledes end andre arbejdere, og han undgår de sædvanlige stereotyper om jøder, som var fremherskende i russisk litteratur. Nationalitet betød intet for Ostrovskij, man kan sige, at han var en person uden nationalitet. For ham var klassetilhørsforholdet det altafgørende i et menneskes liv.

Skildringen af opgøret mellem de partitro, og trotskisterne er et af bogens svage punkter. Ostrovskij formår ikke at redegøre for, hvori forskellene mellem de to grupper består. Egentlig gør det heller ikke noget, for som han fremstiller sagen var det netop sådan mange menige partimedlemmer oplevede dette opgør. For dem var trotskisterne, personer der ville splitte partiet og bevægelsen. Kun få om overhovedet nogen forstod, at den trotskistiske fraktionsdannelse var en reaktion på magtkampe og forsøg på styring højere oppe i systemet.

Stålet der hærdes er ungdommen der modnes gennem revolutionen og borgerkrigens læreproces. Bogens højdepunkt er beskrivelsen af anlæggelses arbejdet af et jernbanespor gennem skov og klipper ved Borjaka midt i vinterens stærkeste frost. Her er borgekrigens unge garde blevet forvandlet til arbejdets helte og heltinder. Tyfus og sult hærger mellem de unge komsomoller, der arbejder som frivillige på jernbanen. Af og til angribes de af Hvide terroristgrupper, og så må de kaste værktøjet fra sig og gribe til geværet, som en levende afbildning af kunstneren Vladimir Lebedevs plakat med arbejderen, der står og saver brande med geværet ved sin side (Se her på min blok: ” Vladimir Lebedev - En Kunstner med mange talenter”).

Nikolaj Ostrovskijs personer i ”Stålet Blev Hærdet” blev rollemodeller i for millioner af unge i Sovjetunionen, og bogen blev betragtet som et Blue print på, hvordan man opbygger socialismen. En sentens fra bogen blev citeret overalt, og brugt som en vejledning i livet af mange unge komsomoller:

”Det værdifuldeste, et menneske ejer, er livet. Det bliver kun skænket en én gang, og man skal bruge det sådan, at man ikke en skønne dag knuges af spildte år, at man ikke brænder af skam over en ynkelig fortid”.

I dag kan man læse romanen som en samtids skildring, der helt ned i detaljen beskriver tiden, og hvordan almindelige mennesker, samt helte og heltinder tacklede de store omvæltninger i dagligdagen. 

Udover Gorkij og nogle få andre tog de fleste litterater afstand til Nikolaj Ostrovskijs roman. Han manglede stil og var alt for grov mente de og hans succes skyldtes mere hans dygtighed som soldat, end at han havde talent som forfatter. Men hans succes var uomtvistelige. Læsere styrtede ud og købte hans bog, trods den dårlige omtale. I månederne lige efter udgivelsen af ”Stålet Blev Hærdet” modtog forfatteren 17 000 breve fra læserne.

Vesten udviklede meget hurtige et ambivalent forhold til Nikolaj Ostrovskij. Man kunne ikke bare afvise ham som en dårlig forfatter, og på den anden side kunne man ikke hylde en bog som fremstillede det kommunistiske samfund positivt. Derfor valgte mange at mistænkeliggøre ham, f.eks. mente nogen, at det var Gorkij, der havde skrevet ”Stålet Blev Hærdet” og arbejder helten fra borgekrigen bare havde lagt navn til. Hvis det var sandt, kan man tale om en skæbnens ironi, for Ostrovskijs roman opnåede en popularitet langt udover, hvad Gorkij kunne drømme om. Andre gange fremstilledes han som alt for sort - hvid i sine beskrivelser for at kunne leve op til kravet om socialrealisme. En ualmindelig uretfærdig dom over en forfatter som både forstod at nuancere og fremhæve selv små hverdags detaljer, således som hans personer nødvendigvis må møde i deres sociale liv og omgang med hinanden.   

Nikolaj Ostrovskij Museum og humanitære center

Nikolaj Ostrovskij bolig på Tverskaja gaden 14 i Moskva blev indrettet som Museum og humanitært center for invalide. Museet er meget handikapvenligt og lægger vægt på at formidle budskabet om, at selvom man er handikappet, er man en værdifuld borger for samfundet.

Nikolaj Ostrovskij i cyber Space.

Der findes mange blogge samt litterære og politiske fora på internettet, hvor russerne diskuterer Nikolaj Ostrovskij og hans betydning.  

Her er nogle udpluk fra en sådan blog:

”Jeg er stolt over at sådan et menneske har levet”

En blogger kaldte Ostrovskij for et kommunistsvin. Det skulle han aldrig have gjort, der rejste sig en sand storm af skarpe protester. Folk bad ham skride ad helvede til og nogle militante kvinder ville slå ham ihjel. En mere nøgtern blogger skrev:

”… hvordan kan du sige sådan noget. Hvis du nøje studerer Nikolaj Ostrovskijs liv vil du se, at det var for folket, at han brugte al sin styrke og tålmodighed. Tror du, at de nuværende ledere, som plyndrer vores land, vil gøre som Ostrovskij og tilsidesætte karriere, arbejde, penge og berømmelse, for folkets skyld? Er du selv parat til at gøre som han f.eks. bygge en jernbane i frost, regn og snestorm. I er meget få som er parat til det. Læs og lær fra Ostrovskij.” 

Biblioteket i Komsomol ved Amur er opkaldt efter Nikolaj Ostrovskij. Biblioteket blev opført i 1934 på opfordring af den lokale komsomol afdeling. I 1936 blev biblioteket opkaldt efter Nikolaj Ostrovskij på opfordring af ungkommunisterne, der så ham som en oplagt rollemodel. Som begrundelse for denne beslutning skrev ungkommunisterne bl.a.:

”Vi har lært og lærer fra Nikolaj Ostrovskijs mod, beslutsomhed og hengivenhed til vort store fædreland… og har med stor interesse læst hans bøger og det er vores bestemteste ønske at blive som ham”. 

Munoment for Nikolaj Ostrovskij i Sochi ved Sortehavet

                                    Flere film er baserede på ”Stålet Blev Hærdet”  så sent som 2000 producerede kinesisk TV en serie over bogen.

Nikolaj Ostrovskij Muset i Sjepetovka Ukraine

Nikolaj Ostrovskij med Lenin ordnen.

På dette tidspunkt er forfatteren totalt lam og blind.

Nikolaj Ostrovskij´s grav på Novodevitjij Kirkegården i Moskva. Gravmonumentet er udført af Vladimir Tsigal i granit, bronze og bladguld

Den fantastiske rejse i tid og rum til Rabbi Löws Prag

Prag er nok den eneste by i Europa, der har en statue af en jødisk rabbiner foran byens rådhus. Statuen forestiller Rabbi Löw (1512-1609), som fungerede, som overrabbiner i datidens Prag. Kendt i den vide verden for sin lærdom og humanitet.

Statuen af Rabbi Löw

 I koldkrigens delte Europa lå Prag i østdelen og vi har vænnet os til, at tænke på Tjekkiet som et østland. I virkeligheden er Tjekkiet historisk og geografisk en del af centraleuropæisk kultur og byen Prag har om nogen bidraget til udvikling af europæisk handel og kultur. Herfra udgik en enestående kulturpåvirkning til Central- og Vesteuropa, som havde sin oprindelse i den specielle bøhmiske kombination af tjekkisk, jødisk og tysk kulturliv. Jøderne i Prag hører altså ikke med til, hvad man i almindelighed kalder østjøderne, disses centrale bosættelsesområde var nemlig: Polen, Litauen, Hviderusland og Ukraine. Jøderne kom til Prag før kristendommen og de var kendt af de omkringboende folkeslag, som folket der ”kun” tilbeder en Gud. Hvornår den første jødiske indvandring fandt sted ved man ikke, men man regner med to store indvandringer i den tidlige middelalder. Den første kom fra Byzans (fra øst) og en senere indvandring kom fra vest. Denne sidste gruppe slog sig ned i kvateret omkring Altneuschule (den gamle-nye synagoge), der hvor den jødiske bydel ligger idag. Mange af de jødiske emigranter var fremragende handelsmænd og deres tilstedeværelse fik handlen i Prag til at blomstre. Til trods for dette var jøderne i Prag udsat for grusomme forfølgelser og pogromer, ligesom deres frænder var det, overalt hvor de kristne kirker havde mulighed for at sprede deres intolerance og had mod det jødiske folk. De mange historier om bøhmiske konger, der snart udviste og snart tilbagekaldte jøderne i Prag, siger noget om at jøderne både var ønsket og uundværlige for Prag og havde det ikke været for den katolske kirke kunne de have boet der i fred. Op gennem middelalderen udstedte den katolske kirke forskellige dekreter og regulativer angående jøderne. På en kirkesynode i Prag i 1349 blev en lang række indskrænkninger pålagt jøderne, bl.a måtte de ikke opføre flere synagoger, de måtte ikke færdes udendørs på langfredag og alle jøder skulle gå med en speciel hat så ingen ville være i tvivl om, at her kom en jøde.

Der var forfærdelige pogromer i 1096, hvor korsridderne på vej til det hellige land plyndrede og myrdede løs på jøderne i Prag og andre steder og i 1336, 1389, 1422 og 1448. Ind imellem var der sporadiske forfølgelser, men også lange perioder med fred og relativ velstand for mange af jøderne.

Efterhånden udviklede det jødiske kvarter sig til en regulær ghetto med mure omkring – mure der skulle beskytte de omkringboende tyskere og tjekker imod jøderne og omvendt. Denne påtvungne isolation påvirkede selvfølgelig den jødiske mentalitet og kultur i middelalderens Prag. Al isolation til trods så har de europæiske jøder for det meste været kosmopolitter. Gennem slægtskab havde flere et vidtgrenet netværk udover hele europa, man rejste meget og besøgte hinanden. På Rabbi Löws tid (1512-1597) fejede renæssancen som en frisk vind henover Europa. Dette nybrud mærkes også i den lærde rabbiners liv og skrifter. Rabbi Löw er en af de historiske personer der overskygges af myterne og fortællingerne om ham selv. De fantastiske fortællinger om Rabbi Löw udfordrer fornuften og stiller troen på prøve, som fantasien til alle tider altid har gjort det. Der er da også dem, der i fornuftens navn vil adskille legenden fra den historiske Rabbi Löw, men så adskiller man samtidig Rabbi Löw fra de mennesker, som har fortalt disse historier og for hvem disse fortællinger var et skjulested i verden og et håb for fremtiden. Fantasien er der ikke noget forkert ved, så længe man ikke forveksler den med videnskabelighed eller ophøjer dens frembringelser til almengældende sandheder.

Rabbi Löw´s stol i Altneuschule

 Rabbi Löw var en stor mand og derfor fik han tilnavnet: Høje Rabbi Löw, han kaldes også Maharal, som er et acronym og står for: ”mest ærede lærer og rabbiner”. Af alle de historier, der fortælles om Rabbi Löw er fortællingen om skabelsen af det kunstige menneske Golem nok den berømteste.  Det var kommet Rabbi Löw for øre, at fanatiske anti-semitter igen havde udbredt løgnen om ”blodritualet” og at man derfor snart kunne forvente blodige pogromer i gettoen. Løgnen om ”blodritualet” var udbredt over hele Europa af den kirkelige propaganda og gik kort ud på, at jøderne til deres påskefest ofrede kristne børn og blandede blodet fra ofrene i deres påskebrød (matzebrød). Af alle de bagvaskelser af jøderne, der er kommet op gennem tiderne, er denne den besynderligeste i og med, at det ifølge de jødiske spiselove er strengt forbudt at spise blod i det hele taget. Det fortælles, at Rabbi Löw dannede Golem, sammen med 2 hjælpere, af jord fra breden af Valtava floden. Gennem bøn og forskellige ritualer kom Golem til live. På Golems pande skrev rabbineren det hebraiske ord for sandhed: emet. Golem lignede et menneske og boede hjemme hos Rabbi Löw.  Hver nat patruljerede Golem gaderne i Prags ghetto og fred og fordragelighed herskede. En dag skete der imidlertid det, at en kristen stuepige var forsvundet og jøderne fik skyld for, at have myrdet hende og brugt blodet til bagning af matzebrød. Pogromer var ved at bryde ud, da Golem i sidste øjeblik dukkede op med den forsvundne pige, som han havde fundet på besøg hos hendes forældre i den anden ende af Bøhmen. Da tiden var moden destruerede Rabbi Löw Golem ved at gennemgå det ritual bagfra, som han havde brugt til at skabe ham med. Ordet sandhed: emet, der stod skrevet på Golems pande, forandrede rabbineren ved at fjerne det første bogstav: alef, hvorved ordet forandres til: met: død! Golem, der hverken havde været et menneske eller et ikke-menneske, kunne af denne grund ikke blive begravet på den jødiske kirkegård. Rabbi Löw syntes ikke, at han bare kunne smide Golem ud og løsningen blev, at Rabbineren gemte Golem på loftet af den gamle-nye synagoge. Her ligger han såmænd endnu, hvis man skal tro min gamle ven Pelle.

Altneuschule (den gamle-nye synagoge)

 Historien om Rabbi Löw og Golem har gennem tiderne været genstand for behandling i romaner, skuespil, digtning, opera, ballet, film og billedkunst. Min egen yndlings historie om Rabbi Löw handler om, hvordan han stoppede pesten, der hærgede i Prag. Pesten kendte intet til etniske grænser og jøder såvel som kristne bukkede under for plagen. Allevegne fra lød de syges jammer og de efterladtes gråd. En nat var Rabbi Löw gået hen på den jødiske kirkegård. Nye grave blev forberedt i lyset fra fakler. I det blaffende lysskær så han en person som stod i kirkegårdens fjerne hjørne indhyllet i sort. Da Rabbi Löw gik nærmere så han døden ansigt til ansigt. I hånden holdt døden en lang liste med navne på de, der snart skulle bukke under for pesten. Rabbineren rev papirlisten ud af hånden på døden og hastede hjem. Da han læste navnene på listen, så han blandt andre sit eget navn – han brændte papiret og smuldrede asken. Samme nat ophørte pesten sin hærgen i Prag. Livet vendte tilbage til byen, men døden svor, at den ville få Rabbi Löw til sidst. Legendernes Rabbi Löw er en hjælpsom og social mand og det samme var den virkelige rabbiner. Han stod bag oprettelsen af flere godgørende organisationer, f.eks begravelsesselskabet og selskabet for studiet af Mishna (jødiske lovtekst). Han var en fremragende fortæller og anvendte ofte kontraster for at udtrykke sin mening. Målet for hans spekulative analyser var lærdom og en visdom, der førte til gode gerninger. Han troede på og forsøgte med sociale reformer. Han omgikkes mange af tidens andre store lærde således f.eks Kepler og vores egen Tycho Brahe, som boede i Prag fra 1599 til 1601. I sine skrifter hentyder han til tidens strømninger: Amerikas opdagelse, Cupernicus system og reformationen. Hvad angår naturvidenskaben mente han, at de græske filosoffer var pålidelige siden det menneskelige intellekt var skabt af Gud og var det samme for alle mennesker. Han gik så langt, som til at mene, at man gennem naturvidenskaben kunne nå til en større forståelse af Toraen (Mosebøgerne). Det gjalt især for astronomi. Når det kom til metafysikken afviste han ikke-jødiske filosoffer, men han fremhævede vigtigheden af at kende dem. Rabbi Löws kosmologi er antropocentrisk. Mennesket er centrum for alt. Alt som eksisterer, eksisterer for mennesket og alt som eksisterer reflekteres i mennesket. Uden mennesket ville verden være formløs og tom, uden formål og mening. Mennesket har muligheden for, at forene de højere og lavere verdner, det naturlige og det overnaturlige, det endelige og det uendelige. På Rabbi Löws tid vandt den antropocentriske verdensanskuelse stor udbredelse blandt både kristne og verdslige filosoffer. Alligevel mener man, at Rabbi Löws antropocentriske tanker primært er et ekstrat han har udvundet fra den jødiske tradition, især fra zohar (den jødiske mystik). Hermed er ikke sagt, at traditionel jødisk filosofi er speciel antropocentrisk, f.eks går en af de mest ansete jødiske filosoffer Maimonedes imod den antropocentriske tankegang. Der findes dog i den rabbinske litteratur bevaret en ide om mennesket som det centrale. I Mishna f.eks hedder det, at der kan opstå situationer, hvor enhver må sige til sig selv: ”For min skyld blev verden skabt”( Babylonsk talmud – tractate sanhedrin). I sin polemik imod Maimonedes synspunkt siger Rabbi Löw: ”Det er filosoffernes mål, at degradere mennesket til det laveste punkt på jorden. Det er det modsatte af hvad Israels vise har lært. De anbringer mennesket på skabelsens højdepunkt”.

Rabbi Löw´s grav

 Rabbi Löw levede længe og hvergang døden troede den havde grebet ham, undveg han gennem snilde og visdom. En dag rakte en ung pige Rabbineren en smuk blomst, da han indåndede dens søde duft sank han død om – det viste sig, at døden havde gemt sig i blomsten. Således fik døden det sidste ord, som den havde svoret den nat, hvor Rabbi Löw frastjal den listen med navnene på de der skulle dø for pesten. Idag besøges Rabbi Löws grav på den gamle jødiske kirkegård af gæster og turister fra hele verden. Her kommer troende såvel som ateister, jøder og ikke-jøder, mange skriver deres ønsker for fremtiden på små papirlapper, som de stikker ind mellem gravmælets stene. Fra pålidelig kilde ved jeg, at nogle af disse sedler er budskaber, som unge elskende udveksler hemmeligt. Hvem ved, mon ikke Rabbi Löw ville have accepteret det alt sammen i samme tolerante og medmenneskelige ånd, som han levede i.

Rabbi Löw tegnet af K.Postovit

Arkitekten som kunstner eller historien om Leonid Mikhailovitj Poljakov

                        

                            Leonid Mikhailovitj Poljakov
                                                          (1906 – 1965)

Et strejftog ind i Leonid Poljakovs verden. Manden der skabte overjordiske bygningsværker under jorden, og himmelhøje bygninger over jorden. Manden der designede kanalanlægget V.I. Lenin mellem floderne Volga og Don. 

Leonid Poljakov

Der er snart ikke den ting, som den sovjetiske arkitekt Leonid Poljakov arbejdede med. Snart er han optaget af at designe facader på andres bygninger, så anlægger han veje, bygger kanaler, huse og monumenter. I begyndelsen af sin karriere skabte han vidundere i sovjetisk proletar klassicisme. Senere udviklede han sig til en af de betydeligste og mest produktive arkitekter, som arbejdede med Stalin empire.  Han studerede ved Leningrads institut for kunst og teknik under Ivan Fomin, og allerede i 1933 hjalp han den kendte arkitekt Vladimir Stjuko med hans konkurrenceforslag for Sovjetternes Palads i Moskva. På det tidspunkt begyndte Poljakov at arbejde med egne værker, for eksempel hans boligblok i klassisk proletar stil (1933-5), Arbat gaden nr. 45 Moskva. Bygningen har en toetagers basis med kolonner. Bag kolonnerne ligger der butikker. Over basen har bygningen fire etager med lejligheder i rustik sten. Her i Arbat huset designede han en lejlighed til sig selv, og hans familie. Hovedporten til Det Russiske Udstillingscenter (VDNH) (1939), Moskva, har en enkel men monumental bue, Lenin Biblioteket (1928), en neoklassisk bedrift. Forholdsvis stram i kompositionen og med brede relieffer af det arbejdende folk øverst på bygningen. 

Lenin Biblioteket

I årene inden krigen arbejdede han som leder af Moskvas departement for arkitektur.  Poljakov tilbragte årene fra 1944 til 1945 i Sevastopol, hvor han sammen med Georgij Barkhin arbejdede på genopbygning af byen. Tilbage i Moskva underviste han på Moskvas Institut for Arkitektur og på Stroganov kunstskole. Han tilskyndede de studerende til at studere den klassiske arkitektur, og han arrangerede studieturer til: Leningrad og dens forstæder samt til Suzdal og Vladimir. Jeg kan ikke opremse alle Poljakovs arbejder, for det er rigtig mange. En hel del blev gjort sammen med en eller flere medarbejdere, en almindelig arbejdsmetode i Sovjetunionen, hvor man tidligt forstod værdien af gruppearbejde. Her skal jeg kun omtale nogle af højdepunkterne i hans arbejde.

 Efter Anden Verdenskrig designede Poljakov flere metrostationer i Moskva: Kursk stationen på Arbatsko-Pokrovskaja linjen (1938), opkaldt efter Kursk jernbanestation som ligger i nærheden.  Moskvas metrostationer er mange steder viet et særligt tema, som udsmykningen skal fremhæve. Kursk stationshal og gange er viet landbruget. Gulvet er belagt med gråsort og rød granit. Loftet er dekoreret med relief ornamenteringer. Hvide marmorfliser med grå årer pryder væggene som nederst afsluttes med sort marmor. Øverst fuldstændiggøres væggene af hvide keramik fliser. Lyset kommer fra lysekroner i loftet og store lamper på væggene.   Runde ventilations skakter er skjult af gyldne gitre med lysarmaturer.

Arbat metro (1953) på Arbatsko-Pokrovskaja linjen, i samarbejde med arkitekterne V.V.Pelevin og P. Zenkevich. Hvælvingerne er nederst beklædt med rødt marmor og væggene er dekoreret med blomsterkranse i keramik. Gulvet er dækket med grå granit. Hallen er oplyst af massive bronze kandelabre formet i ringe.    

Oktober stationen (1950). Er bygget som et minde om sejren over den nazistiske invasion. Hvælvingerne er dækket med lysegråt marmor og udsmykket med medaljoner med relieffer af sovjetiske soldater. Væggene er beklædt med gule fliser og dekoreret med stuk ornamenter i form af kranse. Gulvet i den centrale hal er belagt med grå og rød granit, kantet med bladmønstre i mørk og lys marmor.

Oktober stationen

Ved afslutningen af den centrale hal er der bag et smedejernsgitter en apsis fremhævet med blåt, symbolet på efterkrigstidens verden. Poljakov ønskede også med den himmelblå farve at skabe en illusion om at være over jorden, og ikke 40 meter nede i dybet. Sovjethumoren, der aldrig fejlede noget, fabrikerede mange vittigheder om den lyse fremtid bag tremmerne.

Sammen med arkitekt Vasilij Aleksandrovitj Petrov tegnede han Puskhinskaja metro station i St. Petersborg (1956). Puskhinskaja regnes som den smukkeste metro station i St. Petersborg og er den eneste, der er designet af en arkitekt ”udefra”. Og så alligevel, Poljakov der boede i Moskva, var nemlig født i St. Petersborg.  Metrostationen er helliget Ruslands store digter Pusjkin, og er udover nogle små detaljer i samme design som Poljakovs andre metrostationer i Moskva. 

Hotel Leningradskaja i Moskva er et andet at Poljakovs monumentale arbejder som han skabte sammen med Alexander B. Boretskij (1954). Hotellet er en af de 7 berømte skyskrabere, som går under navnet ”De syv Søstre” – alle i Stalin empire. Arkitekterne ønskede, at Hotel Leningradskaja skulle indgå som en organisk del af Komsomolskaja Pladsen, hvor bygningen ligger. Bygningskomplekset fremstår som en blanding af amerikanske skyskrabere fra 1930´verne og russisk Stalin empire.  Facaden er udsmykket med hvide keramiske fliser og rødglaseret keramik. Hotellets ottekantede spir krones af sovjetstjernen belagt med guld. Træder man indenfor imponeres gæsterne af det udskårne træloft. I lobbyen mødes man af synet af flere smukke bronzestatuer, glitrende lysekroner og møbler i Stalin empire. Trappen har en af de længste lysarmaturer i verden.  Sale og korridorer på hotellets øverste etager har paneler i mørkt kirsebærtræ, og værelserne har udsigt over Moskva.

Hotel Leningradskaja

Poljakov ledte er stor gruppe arkitekter og hydrauliske ingeniører, som udarbejdede planen for Volga-Don-Kanalen syd for det daværende Stalingrad.  En 101 kilometer lang kanal der forbinder floderne Volga og Don. På det bredeste sted er kanalen 38 kilometer og man skal passere 13 sluser for at komme fra den ene ende til den anden. Hertil kom et 350 kilometer langt vand reservoir som blev anlagt samtidig som en del af Tsimljanskij vandkraftværket. Der blev stillet store krav til udarbejdningen af det arkitektoniske design, og man må sige, at Poljakov løste opgaven med bravur. Hvert bygningskompleks var dedikeret til et specielt emne. Ved kanalens indgang sås et monument af Stalin, som var en hyldest til hans indsats i kampen for fred og frihed for det sovjetiske folk og for den sejrende kommunisme.  På flere af sluserne var der mindeplader for kampene i 2. verdenskrig. Ligeledes opstillede man et stort monument til minde om bygningsarbejderne, de virkelige helte fra Volga-Don kanalen. Et andet munoment viser Don kosakker til hest, som en hyldest til Don kosakkernes indsats under krigen.   

Arbejdstyrken på kanal arbejdet var kolossal. Omkring 700.000 arbejdere meldte sig fra alle sider af Sovjetunionen. Hertil kom omkring 100.000 tyske krigsfanger, og tilsvarende 100.000 sovjetiske kriminelle fanger på samfundstjeneste. De fleste var småforbrydere, men der fandtes også en lille gruppe politiske fanger.  Flere nye byer opstod i forbindelse med den store koncentration af arbejdere. Fanger og almindelige arbejdere arbejdede side om side og i samme arbejdshold (brigader). Lønnen for fanger var dog lavere end for andre. Omkring 3000 af fangerne blev benådet for den indsats, de havde gjort for fædrelandet. Femten af dem blev dekoreret med ”Det røde banners orden”. Sociale relationer mellem fanger og arbejdere opstod og man byttede forbrugsgoder og andre varer.  Konstruktionsarbejderne konkurrerede i produktivitet med andre arbejdere over hele landet. Vinderne blev berømte og havde status som popidoler.  A. Ulesov opnåede at blive arbejdets helt 2 gange. Flere af de tyske krigsfanger har senere udtalt, at de opfattede arbejdet på Volga-Don kanalen som et mellemfolkeligt projekt, der skulle helbrede relationerne mellem de to folk.

Det var en stor begivenhed, da man indviede kanalen 1952. Kanalen blev opkaldt efter V.I. Lenin. Indenrigsminister Sergey Kruglov havde indsendt en anmodning om, at kanalen blev opkaldt efter Stalin, heri blev han støttet af partikomiteerne for Stalingrad og Rostov, men Stalin selv ønskede det anderledes.  Store menneskemasser trængtes på begge sider af kanalen. Da sluserne åbnedes, og vandet fra de to floder mødtes, ville jublen ingen ende tage. Børnene løb med vand i hænderne for at ”hjælpe” floderne med at blandes, et orkester spillede og de mange flag blafrede festligt i luften. Senere var der underholdning med de kendte operasangere Ivan Kozlovsky, Mark Reizen og Natalia Spiller, popstjernen Claudia Shulzhenko samt flere andre. Der var ligeledes sports konkurrencer og i landsbyerne festede arbejderne natten igennem.

                                    

                                                                  Indvielsen af V.I. Lenin kanalen der forbinder Volga med Don.  

22. februar 1952 uropførtes i Moskva Sergei Prokofievs tonedigt for orkestre: “Volga møder Don” Op. 130, skrevet i komponistens tiltrækkende lyriske "sovjetiske" stil. Snobben Prokofiev skrev helst ikke musik til folkelige festligheder, men hen imod slutningen af hans liv skrev han en lille perlerække af musikstykker af slagsen og heriblandt ”Volga møder Don”. I Vesten har der været mange forsøg på at forklejne værket eller ironisere over det. Man kunne ikke forlige sig med tanken om, at Prokofiev havde skrevet en hyldest til en historisk sovjetisk begivenhed. Herved gik det ikke op for smagsdommerne, at disse stykker er mere repræsentative i stil og substans for komponisten end Prokofievs øvrige produktion. Her viser komponisten sig nemlig som en russisk komponist, der rent faktisk levede i Sovjetunionen i det turbulente 20. århundrede. Musikken er velklingende og festlig, som man kan høre på diverse Cd’er.

Lenin statuen Ved Volga-Don kanalen  af skulptøren Jevgenij Vutjetitj og arkitekten Poljakov afløste den tidligere statue af Stalin.  Arbejdet påbegyndes i 1969 (efter Poljakov´s død) og blev fuldført på Lenins 103 års fødselsdag 20. april 1973. Er inkluderet i Guinness Book of Records, som verdens største skulptur af en historisk person.

Poljakov ligger begravet på Novodevitjij kirkegården No.6 i Moskva. Gravstenen er af arkitekten Jevgenij H. Stam. Stenen er fredet som fælles kultur arv.  

Poljakovs hus på Arbat Gaden nr. 45. Til højre monumentet for digteren Bulat Okudzjava

Stalinordnen

Udmærkelser: 2 gange indehaver af Stalinordnen (indenfor kunst og videnskab gives for fremragende kreative præstation), Lenin ordnen, Den Røde Stjernes Orden, Ærens emblem, Arbejdets medalje.