Prag er nok den eneste by i Europa, der
har en statue af en jødisk rabbiner foran byens rådhus. Statuen forestiller
Rabbi Löw (1512-1609), som fungerede, som overrabbiner i datidens Prag. Kendt i
den vide verden for sin lærdom og humanitet.
 |
| Statuen af Rabbi Löw |
I koldkrigens delte Europa lå Prag
i østdelen og vi har vænnet os til, at tænke på Tjekkiet som et østland. I
virkeligheden er Tjekkiet historisk og geografisk en del af centraleuropæisk
kultur og byen Prag har om nogen bidraget til udvikling af europæisk handel og
kultur. Herfra udgik en enestående kulturpåvirkning til Central- og Vesteuropa,
som havde sin oprindelse i den specielle bøhmiske kombination af tjekkisk,
jødisk og tysk kulturliv. Jøderne i Prag hører altså ikke med til, hvad man i
almindelighed kalder østjøderne, disses centrale bosættelsesområde var nemlig:
Polen, Litauen, Hviderusland og Ukraine. Jøderne kom til Prag før kristendommen
og de var kendt af de omkringboende folkeslag, som folket der ”kun” tilbeder en
Gud. Hvornår den første jødiske indvandring fandt sted ved man ikke, men man
regner med to store indvandringer i den tidlige middelalder. Den første kom fra
Byzans (fra øst) og en senere indvandring kom fra vest. Denne sidste gruppe
slog sig ned i kvateret omkring Altneuschule (den gamle-nye synagoge), der hvor
den jødiske bydel ligger idag. Mange af de jødiske emigranter var fremragende
handelsmænd og deres tilstedeværelse fik handlen i Prag til at blomstre. Til
trods for dette var jøderne i Prag udsat for grusomme forfølgelser og pogromer,
ligesom deres frænder var det, overalt hvor de kristne kirker havde mulighed
for at sprede deres intolerance og had mod det jødiske folk. De mange historier
om bøhmiske konger, der snart udviste og snart tilbagekaldte jøderne i Prag,
siger noget om at jøderne både var ønsket og uundværlige for Prag og havde det
ikke været for den katolske kirke kunne de have boet der i fred. Op gennem
middelalderen udstedte den katolske kirke forskellige dekreter og regulativer
angående jøderne. På en kirkesynode i Prag i 1349 blev en lang række
indskrænkninger pålagt jøderne, bl.a måtte de ikke opføre flere synagoger, de
måtte ikke færdes udendørs på langfredag og alle jøder skulle gå med en speciel
hat så ingen ville være i tvivl om, at her kom en jøde.
Der var forfærdelige pogromer i 1096,
hvor korsridderne på vej til det hellige land plyndrede og myrdede løs på
jøderne i Prag og andre steder og i 1336, 1389, 1422 og 1448. Ind imellem var
der sporadiske forfølgelser, men også lange perioder med fred og relativ
velstand for mange af jøderne.
Efterhånden udviklede det jødiske
kvarter sig til en regulær ghetto med mure omkring – mure der skulle beskytte
de omkringboende tyskere og tjekker imod jøderne og omvendt. Denne påtvungne
isolation påvirkede selvfølgelig den jødiske mentalitet og kultur i
middelalderens Prag. Al isolation til trods så har de europæiske jøder for det
meste været kosmopolitter. Gennem slægtskab havde flere et vidtgrenet netværk
udover hele europa, man rejste meget og besøgte hinanden. På Rabbi Löws tid (1512-1597)
fejede renæssancen som en frisk vind henover Europa. Dette nybrud mærkes også i
den lærde rabbiners liv og skrifter. Rabbi Löw er en af de historiske personer
der overskygges af myterne og fortællingerne om ham selv. De fantastiske
fortællinger om Rabbi Löw udfordrer fornuften og stiller troen på prøve, som
fantasien til alle tider altid har gjort det. Der er da også dem, der i
fornuftens navn vil adskille legenden fra den historiske Rabbi Löw, men så
adskiller man samtidig Rabbi Löw fra de mennesker, som har fortalt disse
historier og for hvem disse fortællinger var et skjulested i verden og et håb
for fremtiden. Fantasien er der ikke noget forkert ved, så længe man ikke
forveksler den med videnskabelighed eller ophøjer dens frembringelser til
almengældende sandheder.
 |
|
Rabbi Löw´s stol i Altneuschule
|
Rabbi Löw var en stor mand og derfor fik han
tilnavnet: Høje Rabbi Löw, han kaldes også Maharal, som er et acronym og står
for: ”mest ærede lærer og rabbiner”. Af alle de historier, der fortælles om
Rabbi Löw er fortællingen om skabelsen af det kunstige menneske Golem nok den
berømteste. Det var kommet Rabbi Löw for
øre, at fanatiske anti-semitter igen havde udbredt løgnen om ”blodritualet” og
at man derfor snart kunne forvente blodige pogromer i gettoen. Løgnen om
”blodritualet” var udbredt over hele Europa af den kirkelige propaganda og gik
kort ud på, at jøderne til deres påskefest ofrede kristne børn og blandede
blodet fra ofrene i deres påskebrød (matzebrød). Af alle de bagvaskelser af
jøderne, der er kommet op gennem tiderne, er denne den besynderligeste i og
med, at det ifølge de jødiske spiselove er strengt forbudt at spise blod i det
hele taget. Det fortælles, at Rabbi Löw dannede Golem, sammen med 2 hjælpere,
af jord fra breden af Valtava floden. Gennem bøn og forskellige ritualer kom
Golem til live. På Golems pande skrev rabbineren det hebraiske ord for sandhed:
emet. Golem lignede et menneske og boede hjemme hos Rabbi Löw. Hver nat
patruljerede Golem gaderne i Prags ghetto og fred og fordragelighed herskede.
En dag skete der imidlertid det, at en kristen stuepige var forsvundet og
jøderne fik skyld for, at have myrdet hende og brugt blodet til bagning af
matzebrød. Pogromer var ved at bryde ud, da Golem i sidste øjeblik dukkede op
med den forsvundne pige, som han havde fundet på besøg hos hendes forældre i
den anden ende af Bøhmen. Da tiden var moden destruerede Rabbi Löw Golem ved at
gennemgå det ritual bagfra, som han havde brugt til at skabe ham med. Ordet
sandhed: emet, der stod skrevet på Golems pande, forandrede rabbineren ved at
fjerne det første bogstav: alef, hvorved ordet forandres til: met: død! Golem,
der hverken havde været et menneske eller et ikke-menneske, kunne af denne
grund ikke blive begravet på den jødiske kirkegård. Rabbi Löw syntes ikke, at
han bare kunne smide Golem ud og løsningen blev, at Rabbineren gemte Golem på
loftet af den gamle-nye synagoge. Her ligger han såmænd endnu, hvis man skal
tro min gamle ven Pelle.
 |
| Altneuschule (den gamle-nye synagoge) |
Historien om Rabbi Löw og Golem har gennem tiderne
været genstand for behandling i romaner, skuespil, digtning, opera, ballet,
film og billedkunst. Min egen yndlings historie om Rabbi Löw handler om,
hvordan han stoppede pesten, der hærgede i Prag. Pesten kendte intet til
etniske grænser og jøder såvel som kristne bukkede under for plagen. Allevegne
fra lød de syges jammer og de efterladtes gråd. En nat var Rabbi Löw gået hen
på den jødiske kirkegård. Nye grave blev forberedt i lyset fra fakler. I det
blaffende lysskær så han en person som stod i kirkegårdens fjerne hjørne
indhyllet i sort. Da Rabbi Löw gik nærmere så han døden ansigt til ansigt. I
hånden holdt døden en lang liste med navne på de, der snart skulle bukke under
for pesten. Rabbineren rev papirlisten ud af hånden på døden og hastede hjem.
Da han læste navnene på listen, så han blandt andre sit eget navn – han brændte
papiret og smuldrede asken. Samme nat ophørte pesten sin hærgen i Prag. Livet
vendte tilbage til byen, men døden svor, at den ville få Rabbi Löw til sidst.
Legendernes Rabbi Löw er en hjælpsom og social mand og det samme var den
virkelige rabbiner. Han stod bag oprettelsen af flere godgørende
organisationer, f.eks begravelsesselskabet og selskabet for studiet af Mishna
(jødiske lovtekst). Han var en fremragende fortæller og anvendte ofte
kontraster for at udtrykke sin mening. Målet for hans spekulative analyser var
lærdom og en visdom, der førte til gode gerninger. Han troede på og forsøgte
med sociale reformer. Han omgikkes mange af tidens andre store lærde således
f.eks Kepler og vores egen Tycho Brahe, som boede i Prag fra 1599 til 1601. I
sine skrifter hentyder han til tidens strømninger: Amerikas opdagelse,
Cupernicus system og reformationen. Hvad angår naturvidenskaben mente han, at
de græske filosoffer var pålidelige siden det menneskelige intellekt var skabt
af Gud og var det samme for alle mennesker. Han gik så langt, som til at mene,
at man gennem naturvidenskaben kunne nå til en større forståelse af Toraen (Mosebøgerne).
Det gjalt især for astronomi. Når det kom til metafysikken afviste han
ikke-jødiske filosoffer, men han fremhævede vigtigheden af at kende dem. Rabbi
Löws kosmologi er antropocentrisk. Mennesket er centrum for alt. Alt som
eksisterer, eksisterer for mennesket og alt som eksisterer reflekteres i
mennesket. Uden mennesket ville verden være formløs og tom, uden formål og
mening. Mennesket har muligheden for, at forene de højere og lavere verdner,
det naturlige og det overnaturlige, det endelige og det uendelige. På Rabbi
Löws tid vandt den antropocentriske verdensanskuelse stor udbredelse blandt
både kristne og verdslige filosoffer. Alligevel mener man, at Rabbi Löws
antropocentriske tanker primært er et ekstrat han har udvundet fra den jødiske
tradition, især fra zohar (den jødiske mystik). Hermed er ikke sagt, at
traditionel jødisk filosofi er speciel antropocentrisk, f.eks går en af de mest
ansete jødiske filosoffer Maimonedes imod den antropocentriske tankegang. Der
findes dog i den rabbinske litteratur bevaret en ide om mennesket som det centrale.
I Mishna f.eks hedder det, at der kan opstå situationer, hvor enhver må sige
til sig selv: ”For min skyld blev verden skabt”( Babylonsk talmud – tractate
sanhedrin). I sin polemik imod Maimonedes synspunkt siger Rabbi Löw: ”Det er
filosoffernes mål, at degradere mennesket til det laveste punkt på jorden. Det
er det modsatte af hvad Israels vise har lært. De anbringer mennesket på
skabelsens højdepunkt”.
 |
| Rabbi Löw´s grav |
Rabbi Löw levede længe og hvergang døden
troede den havde grebet ham, undveg han gennem snilde og visdom. En dag rakte
en ung pige Rabbineren en smuk blomst, da han indåndede dens søde duft sank han
død om – det viste sig, at døden havde gemt sig i blomsten. Således fik døden
det sidste ord, som den havde svoret den nat, hvor Rabbi Löw frastjal den listen
med navnene på de der skulle dø for pesten. Idag besøges Rabbi Löws grav på den
gamle jødiske kirkegård af gæster og turister fra hele verden. Her kommer
troende såvel som ateister, jøder og ikke-jøder, mange skriver deres ønsker for
fremtiden på små papirlapper, som de stikker ind mellem gravmælets stene. Fra
pålidelig kilde ved jeg, at nogle af disse sedler er budskaber, som unge
elskende udveksler hemmeligt. Hvem ved, mon ikke Rabbi Löw ville have
accepteret det alt sammen i samme tolerante og medmenneskelige ånd, som han
levede i.
 |
| Rabbi Löw tegnet af K.Postovit |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar