Velkommen til bloggen, der kommer til at handle om stort og småt, nyt og gammelt samt alt og intet.
Titlen på bloggen stammer fra en poesibog, der lå på en Café i Gamla Stan i Stockholm og som nu er blevet denne blogs motto.
Kaniner og mennesker har måske ikke
så meget tilfælles, og alligevel kan jeg takke en kanin for min formidable
opfindelse: ”Kanin Katapulten”. Et instrument som kan sende en kanin over i den
berømte fjerde dimension. Når jeg taler om en kanin, er det selvfølgelig Mulle,
som er kendt vidt og bredt af alle vores bekendte og flere til. Og når jeg
taler om den fjerde dimension, så tænker jeg med samme selvfølge på den
russiske teosof P.D. Ouspenskys tanker og filosofiske værker om tilstedeværelsen
af en fjerde dimension. Jo vist åd Mulle vores roser, og ja det er sandt, at
hun gravede de hollandske tulipanløg op, som vi fik i gave af vores hollandske
ven. Alt det er sandt nok. Folk siger ”hvorfor finder I jer i det?”. Det skal
jeg svare på med det samme. Fordi det morer os at se Mulles mange narrestreger,
som vi tillægger menneskelige karakter egenskaber og på denne måde får vi mere
morskab ud af dem. Alt i alt er summen af fornøjelige stunder sammen med Mulle
større end de ærgrelser vi havde pga. nogle rosenbuske og et par tulipanløg.
Hvad angår P.D. Ouspensky så nøjes han ikke med at påvise den fjerde dimension,
han mente også, at menneskets bevidsthed kunne sammensmelte med denne dimension
i en kosmisk enhed. Den slags tanker brugte han mange år af sit liv på, indtil
han mistede troen på det fantastiske, og fornuftigvis gik over til vodkaflasken
i stedet. I mellemtiden havde nogle flippede malere taget ideen om den fjerde
dimension op, heriblandt suprematismens fader Kasimir Malevitjs. Malevitjs virkeliggjorde
på lærredet, hvad Ouspensky drømte om, når han hang ud med tidens okkulte og
snurrige personligheder.
Kasimir Malevitjs - Selvportræt
Det var kort, hvad jeg på skrømt vidste om disse ting,
da Mulle Kanin blev ramt af en mystisk lammelse i det ene bagben. For at forstå
ulykkens hele omfang er det nødvendigt, at forstå hvad det betyder for en kanin
at hoppe. Ligesom det er vigtigt at vide, hvad kaninens bagben betyder for, at
den overhovedet kan hoppe. At hoppe er for en kanin på en gang ånd og sjæl samt
overjeg og økonomisk base for at overleve som art. Samtidig skal man ikke
undervurdere det kosmetiske moment, idet kaninen får den nødvendige manicure
når den hopper. Kaninens bagben er en sindig konstruktion, som er lidt i slægt
med Mesozoikums flyveøglers vingekonstruktion. Alt det siger jeg uden at hævde,
at Mulle på nogen måde var i slægt med øglerne! Jeg forsøger bare at præcisere,
hvor sindrig en konstruktion Mulles bagben var, og at jeg måtte komme op med
noget virkeligt eventyrligt for at erstatte den tabte hoppe evne. Jeg sled i
måneder og dage med mine beskedne opfindelser. I mellemtiden sad Mulle med et
skævt kanin grin, og lod mig gøre og lade som det passede mig. Som tiden gik og
sommeren gik på held, havde den fået sin hoppe evne tilbage, og en aften hvor
jeg sad og puslede med min opfindelse og lyttede til The Doors, lød der et
allerhelvedes spektakel ude i baghaven. Det var Mulle, der var hoppet over den
kanin spærring som på sigt skulle sikre vores roser for fremtiden. Mulle sprang
lige i det øjeblik Jim Morrison råbte ud af højtaleren ”Break on through to the
other side” og ved et tilfælde faldt mit rastløse blik på Ouspensky bog ”Tertium
Organum” og i et splitsekund indså jeg muligheden for at sende Mulle Kanin ud
gennem den fjerde dimension i en kanin katapult. Hvis nogen kunne gennemføre
dette forehavende så måtte det være en kanin. Ingen anden havde så kraftige
bagben i forhold til sin kropsvægt. Jeg havde jo i forvejen puslet med en
opfindelse, der kunne give Mulle muligheden for at hoppe tilbage, der skulle
bare pilles lidt ved fjedre systemet og justeres en smule på tidsdimensionen,
og vi ville have den perfekte katapult til århundredes eksperiment. Når
katapulten blev udløst af Mulles egne spark, og derved forenede kaninens unikke
og naturgivne hoppe evne med videnskabens burleske spidsfindigheder ville der
opstå et kosmisk hul, hvor Mulle så let som ingenting ville smutte igennem til
den anden side. Jeg behøvede ikke at forberede Mulle psykisk på dens kosmiske
rejse, for kaniner er fra barnsben vand til udfordringer, og deres vandrelyst
er stor, som også dokumenteredes i romanen ”Kaninbjerget”.
Mulle i sneen
En forvarsel om hvidt som forvandlings farven
Skæbnen ville, at Mulles store exit
fandt sted her i Helsingør på en torsdag. Torsdagen er et helvede for dyr og
mennesker her i byen, fordi de spiller øl-jazz på torvet. Det kan høres over
hele byen og der er ingen steder, hvor man kan undslippe, undtagen hvis man let
og elegant kunne smutte over i en anden dimension. Jeg anbragte Mulle i
katapulten og stak den et par tørrede bananskiver, dens yndlings slik. Mulle
ventede tålmodigt medens jeg satte The Doors på (Break on through to the other
side) og åbnede Tertium Organum, medens jeg som en anden troldmand messede af
teksten. I det samme satte Mulle af og braget kunne høres helt ovre i
Helsingborg. Folk stoppede op på torvet og så forundrede på hinanden. En mor
lille rystede på de grå lokker: ”Det er fandeme blevet for meget med det
øl-jazz, derovre i Helsingør” brummede hun og rokkede videre med gangstativet.
Her i haven var der mærkeligt stille, som der altid er efter store
begivenheder. Katapulten lå smadret i millioner af småstykker og det eneste,
der var at se, var aftrykket i havegangen efter et par gigantiske kaninpoter.
Kosmos havde krævet sin tribut på jorden, og i himmelen herskede fuldstændig
fred. Jeg gik andagtsfuldt som i en højtidelig kirke ind og satte Bert Jansch:
” Rabbit Run” på musikdåsen – det næste jeg husker, er Miriam som står i solens
stråler og siger ”jeg har købt gulerødder til kaninen, hvor er den”? Hvor var
hun dog smuk Miriam i dette øjeblik, hvor det stod lysende klart, at jeg måtte
efterlade hende her på dødens dunkle klode. ”Lav noget med gulerødder til
aftensmaden”, fremstammede jeg.
Tertium Organum
Hvor var
hun dog smuk Miriam i dette øjeblik
Efterspil i Moskva.
I sommer så jeg for første gang
Kasimir Malevitjs maleri ” Suprematistisk Maleri” på det Nye Tretyakov Gallery
for moderne russisk kunst. Billedet er også blevet kaldt ”Hvidt i Hvidt” og
motivet fremstiller kunstnerens forestilling om det øjeblik, hvor et legeme går
over i den fjerde dimension. Medens jeg stod som fortryllet og beundrede de
hvide geometriske figurer der gled over i hinanden, syntes jeg, at jeg kunne
skimte konturerne af en kanin med hængeører. Det var kun et kort sekund, så
sparkede den voldsomt ud med de stærke bagben og synet forsvandt. På vej
tilbage til Danmark i flyvemaskinen var jeg mere end nogensinde opsat på at
gøre min opfindelse færdig, så den også kunne kaste mennesker gennem den tredje
dimension, og ind i den fjerde. Udadtil lignede katapulten en havestol, og det
ville være alt, hvad der måtte være tilbage, når jeg sendte mig selv af sted.
Vi spændte sikkerhedsselerne og gjorde klar til landing i Kastrup. Jeg kunne
knapt vente med at komme hjem til Helsingør og hjem til min opfindelse. Jeg
glædede mig til at blive forenet med Mulle Kanin; Kasimir Malevitj, P.O.
Ouspensky og hvem der ellers måtte opholde sig i den fjerde dimension.
Supramatistisk maleri eller Hvidt i Hvidt af Kasimir Malevitjs
Vysotskij kaldes undertiden Sovjetunionens Bob Dylan måske på
grund af ligheden i den rustne stemme og det absolutte lyriske geni hos begge
kunstnere. På denne baggrund vil det imidlertid være mere på sin plads at kalde
Bob Dylan for USA's Vladimir Vysotskij. For det egentlige karakteristiske ved
Vysotskijs person som skabende kunstner var en indre desperation og livskonflikt,
som Dylan skal prise sig lykkelig over ikke at have del i. Vysotskij begrænser
sig imidlertid ikke alene til at være et guitar ikon, han havde flere andre
talenter. Han var sin tids absolut feterede skuespiller på teatret så vel som
på film.
Bolsjoj Karetnyj 15
Hvordan det hele
begyndte
Alt sammen begyndte i Moskvas baggårde og kvarteret omkring
Bolsjoj Karetnyj 15, hvor Vysotskij boede som dreng og ung mand. Bolsjoj
Karetnyj er beliggende mellem Haveringen og Boulevardringen, hvor ”lyset var
tændt hele natten”. Her mødtes og skiltes gadens håbefulde unge. De skændtes,
elskede, drak og sloges iblandt. Sprogets mange muligheder fængslede dem og
mellem vodkaflasker og tobaksrøg gik diskussionerne højt. Flere af dem blev
verdenskendte f.eks. film instruktøren Andrej Tarkovskij og så selvfølgelig
Vladimir Vysotskij. Det var de spildte år og på samme tid de vigtigste læreår
skal man tro Vysotskijs eget udsagn i sangen om denne ungdommens gade. I 1953
begynde Vysotskij på skuespiller kurser under vejledning af Vladimir Bogomolov.
Ingen i familien havde beskæftiget sig med kunst eller teater, men Vysotskijs
mor tog ham med i teatret så godt som hver søndag og derfra stammede hans smag
for teatret. Samme år fik han en russisk 7 strenget guitar og inden længe
begyndte han at komponere egne sange. Han påbegyndte også et studie til civilingeniør
men droppede hurtigt ud til fordel for teatret.
Jurij Ljubimov og
Taganka Teatret
Jurij Ljubimov, tidligere skuespiller og nu sceneinstruktør i
verdensklasse, dannede i 1964 teatergruppen og teateret Taganka. Kort forinden
varVysotskij og
Ljubimov ramlet ind i hinanden på en eller anden obskur knejpe et sted i
Moskvas alfaderlige nat. Vysotskij havde indtil da haft forskellige roller på
flere små teatre, nu fik han chancen for at være med på Taganka lige fra
starten og dermed påvirke udviklingen af dette teater som skulle blive Rusland
og Sovjetunionens mest eksperimenterende. Gennem årene blev forholdet mellem Vysotskij
og Ljubimov tættere og tættere. Vysotskij fandt den far i Ljubimov som hans
egen far aldrig havde været for ham. Omvendt elskede Ljubimov Vysotskij, som en
søn der er begavet men også skrøbelig og uberegnelig. Sammen skabte disse to
genier uforglemmelige roller fra Galilei til Pugatjov, fra Majakovskij til
Hamlet og ikke mindst Svidrigajlov (en fremtrædende person i Dostojevskijs
”Forbrydelse og Straf”). Ljubimovs venskab fornægtede sig aldrig og ofte
stillede han op for denne sin yndlings skuespiller og bedste ven. Publikum blev
jo sure når Vysotskij ikke spillede – alle vidste han havde et alvorligt
alkohol problem. Kollegaerne på teatret skulle også finde sig i hans
tilbagevendende delirer og det har nok ikke været så nemt. Ljubimovs geni
frigjorde en masse skabende energi på teatret, men var desuden en spændetrøje
for flere af skuespillerne, der ind i mellem oplevede hans direktiver som
tyranniske. Sidst i 70’erne forsøgte Taganka Teatrets ukronede dronning Alla
Demidova at bryde dette ”tyranni” i et samarbejde med Vysotskij. De fik ikke
meget ud af deres oprør men til gengæld indgik de fra da af i et kunstnerisk
tandem uden lige i teater historien. Senere huskede hun at: ”
"Detvarførst efter hans
død, at jegpludselig indså, hvor
meget han betød for migsom partner...Han varen
usædvanligskuespiller, især i sine
sidste år. Han beherskedepublikum
vedbogstavelig taltat
magnetisereluften omkring sig”.
Jurij Ljubimov skabte på Taganka Teatret et poetiske teater.
I stykket "Pugachev" efter et digt af Jesenin viste denne begavede
instruktør, hvordan man oversætter poesi til sceniske handling. Er det Ljubimov
der giver stykket sjæl, så er det lige så meget Vysotskij der giver stykket
krop. Og han giver alt, hvad et menneske kan præstere i kunstnerisk henseende:
”På scenen en mand med nøgen overkrop. Han slår om sig og skriger. Hans arme og
bryst er snøret sammen af kæder. Indtrykket er skræmmende. Scenegulvet skråner
og kæderne, der bliver holdt af fire personer, fungerer både som net og lænker”
skriver Marina Vlady i sin bog ”Vladimir en kærlighedshistorie” og hun forsætter:
”Som alle andre i salen bliver jeg rystet over kraften og desperationen og over
skuespillerens utrolige stemme. Hans udstråling er så stærk, at de andre
skuespillere bliver som skygger, det er som om kun han fanger lyset. Publikum
hylder ham med stående klapsalver”. Vysotskij transformerede Jesenins ord til tænderskærende smerte, vilde brøl, latter og hvæsende
vejrtrækning der lød som trompet dissonanser.
På scenen en mand med nøgen overkrop
Hamlet
Vysotskij skrev i et brev til Marina Vlady: ”Det er virkeligt
for dumt. I et år har jeg gerne ville have denne rolle og jeg har forestillet
mig, hvordan jeg ville spille den… Jeg kan godt forstå Ljubimov, jeg har alt
for tit svigtet hans tillid, og nu vil han ikke løbe nogen risiko længere, men
lige netop nu, hvor jeg er sikker på, at der ikke længere er nogen risiko,
kommer det som et meget hårdt slag. ”
Baggrunden var denne, ”Hamlet” skulle sættes op på Taganka og
selvom Vysotskij var selvskrevet til hovedrollen turde Ljubimov ikke at løbe
risikoen pga. Vysotskijs stadig eskalerende alkoholiske ture. Derfor havde
chefen for teateret planer om, at ansætte en anden kunstner som parallelt med
Vysotskij skulle indstudere rollen. Selvfølgelig fik Vysotskij rollen
egenhændig uden nogen skygge eller dublet. Alle vidste, han var som født til
denne rolle som på mange måder var ham selv. Hele livet havde han spillet en
smule gal for at skjule den virkelige og dybe ødelæggelse i hans indre som hang
sammen med drukken og narkotika misbruget. Han maskerede sin fortvivlelse som
humor. Hans digte var fyldte med dobbelt betydninger der kunne efterlade en
uforklarlig uro. Forsøgte man at få ham til at sige visse ting, ligesom man
forsøgte at få Hamlet til at spille et instrument, hvis tangenter han ikke
kender, nægtede han at gøre det. I stedet skreg han sin sandhed ud med så meget
større kraft. Voldsomt og overspændt. Vlady skriver i sin bog: ”Det billede, der
blev tilbage efter forestillingen, er billedet af en ekstrem voldsom kamp.
Hamlet tager efter at være plaget af tvivl og efter at være blevet forkastet af
sin elskede mor, efter Ofelias offer og sine kæreste venners forræderi, endelig
skæbnen i egen hånd og fremkalder den tragiske løsning. Da han på dødslejet
efter at have fuldført sin hævnakt, siger de sidste ord i dette stykke, der er
så mesterligt fortolket af Pasternak: ”Nu er der kun stilheden tilbage” sidder
tilskuerne i Tagankateatret som stivnede i flere minutter, overvældede. Den
første aften løb jeg ud i kulisserne for at omfavne dig. Dit udtærede ansigt
glinser af sved, du smiler, du er lykkelig, så fik du rollen, nu har du spillet
den, du har givet alt”. Hamlet blev spillet 217 gange på Taganka lige til den
skæbnesvangre dag i juli 1980, hvor Vysotskij ikke viste sig og blev fundet
halvdød op ad muren for enden af scenen med sin guitar i hænderne. Det var ikke
længere komedie og han kom aldrig mere til at spille komedie. Det var ikke
nødvendigt at give folk penge tilbage for billetterne. Alle beholdt deres som
et helligt relikvie.
Hamlet monolog med det berømte scenetæppe, der fulgte ham overalt på scenen
Også som filmskuespiller fejrede Vysotskij store triumfer. I
TV serien ”Mødestedet må ikke ombyttes” (Место встречи изменить нельзя)
spillede Vysotskij en detektiv, der jager en flok forbrydere i Moskva. Han døde
kort efter premieren og nåede ikke at opleve, at denne TV serie lagde gaderne
øde overalt i Rusland.
Vysotskij - alle vidste at der var et alkoholproblem
Guitarhelt og fanden i
voldsk poet
Fritidskulturen i Sovjetunionen var aldrig ensrettet men både
uforudsigelig, mangesidig og ujævn (Se f.eks.: Richard Stites ” Russian Popular
Culture – Entertainment and Society since 1900”). Storbyungdommen elskede at gruppere sig
i fællesskaber omkring særlige subkulturer. Ofte var disse grupper alarmerende
nonkonforme og blev derfor opfattet som både farlige og som modkulturer. Nogle
voksede ud af den politiske sociale situation, som f.eks. fællesskaber af Afghanistan
veteraner som på mange måder følte sig sat uden for det almindelige liv. Bøller
havde der altid været og ligeledes druk fællesskaber. Ligesom intelligentsiaen
altid havde opfattet sig selv som en særlig (udvalgt) klasse. Man mødtes på
populære restauranter og caféer. Hvis ikke man holdt til på Moskvas gågade
Arbat. Hvor lignende subgrupper holder til den dag i dag. Ud af denne tradition
for kultur fællesskaber voksede den russiske guitarpoesi frem i midten af
halvtredserne og tog fart i tresserne og halvfjerdserne. Lyriske tekster blev
ledsaget af guitar musik. Vægten lå i teksten mere end i melodien, som ind
imellem også var vigtig. Repertoiret spændte vidt fra uskyldige sange om
naturoplevelser og fællesskaber til sange om sømænd, fængselsfanger, kriminelle,
alkoholikere samt politisk satire.
Vysotskij sammen med sin kone Marina Vlady
Offentligheden reagerede vidt forskelligt på
guitarpoesien, f.eks. var den officielle holdning i halvtredserne og tresserne,
at enten måtte man assimilere denne bevægelse ind i det konforme eller rykke
den op med rode. I halvfjerdserne blev guitarpoesi benyttet meget på TV,
teatret og på film, men sjældent omtalt i pressen. I vesten forholdt man sig
også varieret til fænomenet selvom den antisovjetiske fortolkningsramme
dominerede. Efter Sovjetunionens opløsning døde interessen i vesten hurtigt for
den russiske guitarpoesi. Herhjemme fortolkede Niels Vigild og Per Warming
Vysotskij og det samme gjorde Jørn Simen Øverli i Norge. Imidlertid gjorde
Gerald Stanton Smith (Songs to Seven Strings: Russian Guitar Poetry and Soviet
Mass Song) vesten opmærksom på, at guitarpoesien kun i exceptionelle tilfælde
udtrykte direkte decident holdninger, men for det meste holdt sig indenfor hvad
autoriteterne kaldte ”direkte fremmede og hvad de direkte modarbejdede”.
Imidlertid skal man forstå guitarpoesien som selv –
frembringelse, kommunikation og fællesskabs befordrende må man aflægge den
binære tilgang, som er så udbredt i vesten (modsætninger mellem: officiel
kontra uofficiel; konform kontra dissident; Sovjet kontra antisovjet; finkultur
kontra vulgærkultur) og se på de rodedeogtvetydige muligheder, som udspiller sig
mellem disse modsætninger. Det er også vigtigt at fokusere mindre på teksterne
og mere på konteksten dvs. performans, akkompagnement,
tiden og stedet samt hvem som skabte, formidlede, bekæmpede og glædes over
guitarpoesien.
Vysotskij - et verdensnavn i Sovjetunionen
Vladimir Vysotskij havde altid været glad for at spille
guitar til egne tekster men efter mødet med Bulat Okudzjava, en af guitarpoesiens
pionerer, tog det virkeligt fart. Med sin skurende vodka stemme og fanden i
voldske tekster steg Vysotskijs stjerne hurtigt til vejrs og han blev
Sovjetunionens ubestridte og absolutte guitar helt. På varme dage i Moskva,
hvor folk havde åbnet vinduerne, kunne man fra så godt som samtlige lejligheder
høre Vysotskijs musik strømme ud på gaderne og blande sig med det rå og usødede
liv som han sang om! Vysotskij trak tonen ud på konsonanterne som er meget
usædvanligt, idet det plejer at være vokalerne sangeren trækker ud. Men
Vysotskij elskede den skurrende lyd fra konsonanterne - især det russiske r. Han
sang om, hvad han fandt interessant og det var faktisk det meste:
straffefangernes hårde skæbner, adskillelserne og længslen, dagligdagens poesi
og om kvinder og sprut. Teksterne var både allegoriske, dobbelttydige og lige
ud af posen. Han skrev, når inspirationen var der og det blev nogle gange til
hele nætter. Af og til rettede han flere gange i en tekst men det meste står
rent fra start. Således som man kan se af flere eksempler på Vyosotskij museet
i Moskva. En tekst jeg særlig vil berøre er ”Mine Heste” som er en allegori
over hans misbrug. Ambivalensen er til at tage og føle på. I sangen pisker han
hestene frem imod afgrunden og samtidig trygler han hestene om at trave
langsomt. Dødsdrift og livsdrift i en og samme håndfuld poesi.
Vysotskij med sin søn fra første ægteskab - 1974
Berømmelsen og døden
Vysotskij blev berømt ikke kun i
Sovjetunionen men også i Vesten, hvor han gav koncerter, indspillede plader og
optrådte på TV. I Vesten var det som guitarhelt, han blev kendt og ikke som den
gudsbenådede skuespiller han var. Mange af hans sange havde et anstrøg af
samfundskritik, men det betød ikke, at han ikke var patriot. Han elskede sit
land med alle dets fejl og med alle dets fortrin. I Vesten blev han imidlertid
fremstillet som en dissident og det irriterede og sårede ham. Det populære
amerikanske TV program ”60 Minutes”, hvori han deltog, fremstillede ham som
tidligere Gulag fange – hvilket jo intet havde på sig. Endvidere forsøgte
intervieweren at presse ham til at kritisere Sovjetunionen udover al
rimelighed. Man ser tydeligt, at Vysotskij bliver mere og mere irriteret og på
et tidspunkt siger han: ”jeg arbejder med ord” det var det hele, men dette en
poets privilegium kunne man ikke respektere – der måtte være mere.
Vysotskij museet i Moskva
Det er sandt, at Vysotskij ikke fik
den officielle annerkendelse som han burde have fået. Men så var den folkelige
yndest så meget større. Kassette båndoptageren blev det redskab, hvormed han
blev kendt helt ud i Sibiriens mest øde afkroge. Afspilninger af afspilninger
af afspilninger af hans sange cirkulerede til stadighed omkring i
Sovjetunionen.
Sengen, hvor Vysotskij døde, er
udstillet på Vysotskij museet. Der havde været flere advarsler i form af nær døden
anfald. Intet tydede på, at han kunne begrænse sit misbrug og da døden kom var
det ventet af de fleste men alligevel et chok. Begravelsen foregik fra
Tagankateatret og på en måde bliver det sidste gang Ljubimov instruerer et
stykke med Vysotskij. Da begravelsesselskabet kommer ud på gaden med kisten, er
der fyldt med mennesker alle vegne. Ligesom der langs ruten ud til kirkegården
er proppet med mennesker. Man regner med at omkring 100.000 mennesker på denne
dag var i gaderne og tog afsked med Vysotskij. Mange havde medbragt kassette
båndoptagere og overalt kunne man høre Vysotskijs sange. Folk løber efter bussen
med kisten hele vejen ud til Vagankovskoye kirkegården.
For sidste gang instruerede Ljubimov Vysotskij - til højre for kisten Marina Vlady
Gaden var fuld af mennesker da kisten blev båret ud af teatret
Efterspil
Familien, vennerne og Vysotskijs kone
kunne ikke blive enige om et værdigt monument på graven. Marina Vlady ønskede
meget, at det blev en meteor fra Sibirien som man havde fået lovning på. Den
skulle symbolisere hans korte men lysende liv. Vysotskijs forældre fik deres
vilje med et kæmpe monument, som heldigvis blev udskiftet i 1995, hvor graven
fik det nuværende monument som er lavet efter en mindre model af den da afdøde
skulptør Gennadiy Rospopov. Initiativet kom fra Vladimir Vysotskij Selskabet
som også bekostede monumentet. I 1985 fandt astronomer ved observatoriet på
Krim en ny planet mellem Mars og Jupiters omløbsbaner og denne planet døbte de
Vladvysotskij – kan læses som Vladimir Vysotskij men mere sandsynligt som Vlady
og Vysotskij.
Min kone Miriam ved Vysotskijs grav 2013. Folk lægger cigaretter, blomster og vodka på graven
Gravmonumentet - Vysotskij har slænget guitaren over ryggen så den danner en glorie
Bøger til natbordet:
I denne klumme har jeg berørt nogle
relevante bøger. Herudover vil jeg lige anbefale et par til:
Rachel S.
Platonov:”Singing the Self: Guitar Poetry,
Community, and Identity in the Post-Stalin Period (SRLT)”
Alexander
Gershkovich: “The Theater of Yuri Lyubimov: Art and Politics at the Taganka
Theater in Moscow”.
”De lunefulde heste & andre sange - og andre sange” Af
Vladimir Vysotskij