I ikon malernes værksted

Lige siden hvornår - har jeg interesseret mig for russiske ikoner - og hvornår det præcis var ved jeg ikke. Engang var jeg meget yngre end jeg er nu, og på den tid skulle man kende diverse russiske forfattere hvis man ellers ville regnes for noget. I samme litteratur snakkedes der en del om ikoner, om bøndernes tro på ikoner og om ikoner, der forandrede verdenshistorien. Meget var myter som for det meste segmenterede den nationalistiske (slavofile) tro på, at russerne var bedre og alle andre nationer overlegne. Fra den slags litteratur f.eks. Nikolaj Leskov stammede min interesse for russiske ikoner. Leskov beskriver ikonmaleriets kunst og indhold på en dramatisk og idealiseret måde. Han får endda indsmuglet lidt antisemitisme som litteraturen i Zarens Rusland er så rig på.    

Ærværdige Trifon af Pechenga

Velsignede Vasilief

                                                                                                                                       

Myterne om ikonmaleriet og dets udøvere er mange. Man kan sige, de på en måde hører med til ikonerne. Gennem myterne tillægges ikonerne overnaturlige kræfter, de tilskrives hellighed og en egen ophøjet stilling. Myten er samtidig en forenkling og fordrejning af virkeligheden samt en idealisering af ikon maleriet. De virkelige historiske, sociale, religiøse og menneskelige sammenhænge, ikonerne indgik i, er meget fjernt fra de idealiserede fortællinger. Særdeles vedholdende er myten om ikonets tilblivelse, altså selve ikonmaleriet.

 Myten om ikonmaleriet er udspredt af kirken og rummer mange teologiske aspekter. Teologisk skabes nærværet af det hellige gennem en modstilling med det som ikke er helligt – det verdslige. Det hellige er: rent, ubesmittet, ublandet, ujordisk og hinsides. Det verdslige er blandet, urent, besmittet, jordisk og denne sides. Visse ikoner fremstilles som fuldkomne produkter af en hinsides verden. Man forestillede sig, at de pludselig på mirakuløs måde kunne vise sig for særlig udvalgte personer. Sådanne ikoner dukkede uventet op i trætoppe, klippespalter eller i kirkebygninger. Et særligt mirakuløst ikon er f.eks. Gudsmoder af Tikhvin. Myten fortæller, at dette ikon af Jesus moder blev malet af ingen mindre end evangelisten Lukas, verdens første ikonmaler. Ikonet dukkede op forskellige steder i det gamle Byzantinske rige: Antiokia, Jerusalem og Konstantinopel. Senere dukkede ikonet op forskellige steder i Rusland, hvor det til sidst fik et blivende sted i en kirke ved Tikhvin floden i 1510. Det overjordiske i de ”uskabte” ikoner gav ligesom sig selv. Alle andre ikoner fik deres hellighed fra andre myter. Myten om ikonets tilblivelse. Træet, som skulle blive til de træplader man malede på, blev allerede medens det stod i skoven velsignet under kirkelige ceremonier og således gjort til genstand for kultisk praksis. Så kom turen til selve bemalingen. Ikonmalerne forberedte sig gennem bøn og faste inden de hengav sig til den hellige gerning. Det færdige ikon placeres på alteret og velsignes derved yderligere. Endelig er ikonet klar til at gøre sin entré her i verden som en fremmede, noget andet end det kendte – som det hellige. Myten kolporterer ideen om modsætningerne rent og urent – helligt og verdsligt. Ikke desto mindre siger det sig selv, at meget få ikoner om nogen er kommet til verden på denne måde. Selv i klostrene har det ideale sjældent været normen. Ondskab, druk og hor trivedes her som alle andre steder i samfundet og arbejdet med at adskille det hellige fra denne sammensatte verden syntes en umulig opgave også i klostret.

Ærværdige Zosima, German & Savvatij af Solovvetskij

Flertallet af ikonerne blev til på ”verdslige” værksteder, hvor fattige drenge kom i lære som malere af de hellige billeder. Mange kendte malere har trådt deres kunstneriske barnesko på et sådan ikonmaler værksted f.eks. Ilja Repin. Overraskende nok findes der også et eksempel på en forfatter der har arbejdet som lærling på et ikon værksted, nemlig Maxim Gorki. I sine erindringer beskriver Gorki oplevelserne blandt ikonmalerne og der er ingen af mytens glorificerende faktorer indblandet i den virkelighed Gorki levede i:

”Ikonmalernes værksted bestod af to rummelige værelser; det lå i et stort massivt byggede hus og vendte med sin ene række vinduer ud imod en have, med den modsatte række ud til gaden. Vinduerne var inddelt i små kvadrater. Ruderne skinnede af ælde i alle regnbuens farver og lod vinterdagens grå lys kun bryde svagt igennem. Begge værelser var tæt fyldt med små borde, og ved hvert bord sad en eller to billedmalere, bøjet over deres arbejde. Ned fra loftet hang i lange snore en del glaskugle  fyldt med vand; de samlede lampelyset og kastede det i en hvid, kold refleks ned på de firkantede ikontavler.

Ikonmalernes værksted fra en sovjetisk film fra 1937 der bygger på Gorkis roman biografi

 I værkstedet hersker en kvælende lummerhede; det beskæftigere hen ved tyve helgenmalere fra forskellige egne af Rusland, fra Palek, fra Kolui og Mstera. De sidder alle i bomuldsskjorter med åbne kraver, blå lærredesbenklæder og med de nøgne fødder i gamle slæber. Over svendenes hoveder hænger en blå sky af sveden tobakskvalm, hvori blander sig en skarp lugt af fernis, lak og råddent æggeblomme (æggeblomme brugtes som bindemiddel i farvestoffet). Trægt og jævnt som tjære flyder vers efter vers den tungsindige Vladimir´ske sang:

”Ak – hvad har man ej af klage hørt

Når en knøs sin pige har forført?...”

Der synges også her andre, lige så melankolske sange, men denne hører man hyppigst. Dens langsomme motiv forstyrrer ikke tankerne og hånden kan roligt vedblive at føre den fine hermelins pensel hen over helgenbilledes tegning og lige omhyggeligt udføre de helliges klædefolder og de sorte linier i deres lidende ansigter. Henne ved vinduet høres uafladeligt små geskæftige hammerslag; her sidder ciseløren Gogolev, en gammel, fordrukken mandsling med en uhyre blå næse. Under sangens langsomme, monotone rytme lyder hans lille hammer som en træorms evige boren. Ikonmaleriet er ingen af svedende til særlig glæde; som under et ondt trylleri former det hele arbejde sig som en række kedsommelige processer, der ikke kan vække nogen interesse for, endsige kærlighed til værket. Den skeløjede snedker Panfil, en ondsindet og stridslysten fyr, limer tavlerne sammen af korte cypres- eller lindestave, planerer dem og sliber dem glatte; den unge, svindsottige Davidov grunder dem, hans kammerat Sorskin giver dem et tyndt og fast lag kit, Miljaschin udfører Blyantstegningen efter originalen, den gamle Gogolev lægger de nødvendige guldforsiringer på, og ”gevantmalerne” udfører klæderne og landskabet.

Den 13årige Alexei (Maxim Gorki) læser højt for ikonmalerne af Lermontoffs digt Dæmonen

 Således, uden ansigter og hænder, står de i lange rækker op ad vægen og venter, indtil ”ansigtsmalerne” fuldender dem. Et uhyggeligt øde står ud fra de store, ufærdige billeder, der er bestemt til ikonostaser og , alterdører; de står der, uden ansigter, uden hænder og fødder, kun med gevandter, forsiringer og korte engleskjorter, spøgelsesagtigt lænet op af væggen – et dødens pust udgår fra disse brogede, bemalede brædder; det som skal give dem livet mangler, dog har man det indtryk, at det allerede har været der, men på underfundig vis er forsvundet, kun ladende det tunge, øde flitterværk tilbage. Når ansigtsmalerne har malet alt, hvad der er synligt af legemet, går billedet videre til den mester, som lægger emaljen ind i ciseleringens mønster. Skriften bliver ligeledes udført af en særlig arbejder, og lakeringen besørges af selve værkføreren, den stille Ivan Larionytsch. Denne er et sælsomt gråt menneske, gråt er hans ansigt, hans fine, silkeagtige hår og skæg er gråt, og hans øjne er grå, tungsindige og dybe. Han har et godt smil, men det bliver én svært at besvare dette smil. Han ligner helgenbilledernes ”Simon med søjlen”, han er lige så tør og mager, og hans ubevægelige blik ser lige så fraværende, gennem alle mennesker og alle ting, bort i det fjerne. ”

Maxim Gorki beskriver det hårde liv på værkstedet, fattigdommen, drukken, slagsmålene, længslen, ensomheden, troen og vantroen, men også uforglemmelige stunder af kammeratskab, bekymring for hinanden, hjælpsomhed. Langsomt forstår man, at et ikonmalerværksted i Zarens Rusland ikke er en ophøjet hinsides verden, men en dennesides verden befolket af virkelige mennesker, skrøbelige, rå, hensynsløse, varme og ægte mennesker med samme bekymringer samme håb som alle andre. Denne erkendelse har skærpet min kærlighed og interesse for ikoner. Ikonerne har fået en ny side for mig, en menneskelig side. Når jeg ser på ikoner tænker jeg på Gorkis værksted og på, under hvilke omstændigheder ikonerne blev malet. Det er en berigelse, et mysterium der åbnes op.

Sovjetunionens store forfatter Maxim Gorki

PS: Citatet om ikonmalerværkstedet stammer fra Maxim Gorkis selvbiografiske hovedværk, der på dansk er udgivet i flere bind som: Min barndom; Mellem fremmede; Læreår. 

Maxim Gorki portrætteret af Josef Brodskij

Shukhovs Fantastiske Radiotårn

Et kik op i Shukovs fantastiske radiotårn

Det er blevet sagt, at den russiske revolution udløste en massiv byge af kreativ energi hos avantgarde kunstnere og arkitekter, der stræbte efter at bygge en æstetisk anderledes ny verden ved hjælp af et radikalt og billedstormende billedsprog. Om nogen passer dette på arkitekten Vladimir Shukhov som bl.a. skabte Moskvas radiotårn i Shabolovka gaden. Dette tårn er anerkendt som en af ​​de smukkeste og mest fremtrædende resultater af den tekniske begrebsverden, et mesterværk af ingeniørkunst. Radiotårnet, som stod færdigt i 1922, var et led i Lenins geniale plan for det nye sovjet samfund som byggede på ideen om en tosidet social og teknisk udvikling under devisen: ”Socialisme plus elektricitet”.

Vladimir Shukhovs Radiotårn 1925

Shukhovs radiotårn er konstrueret af et fint fletværk af tremmer og består af fem såkaldte ‘hyperboloider’, på hver 25 meter der i aftagende størrelse griber ind i hinanden. Den nedre sektion er monteret på et betonfundament med en diameter på 40 meter og dybde på 3 meter. Hyperboloide med ét net er eksempler på retlinjede, krumme flader; de består af to systemer af rette linjer, hver linje i det ene system skærer hver linje i det andet og hver linje i et system er vindskæv med hensyn til enhver anden i samme system. Takket være gitterkonstruktion udsættes stålskallen for minimum vindbelastning og på afstand ligner dette ståltårn et fint filegran arbejde. Selve konstruktionsarbejdet tog to år og det med en stor forsinkelse. Da man nåede til den fjerde sektion faldt den ned og skadede i faldet de tre andre sektioner. Det var altså nødvendigt at begynde næsten fra grunden igen og alligevel kan man sige, at konstruktionsarbejdet skred hurtigt frem også efter vor tids standarter.

Radiotårnet i dag

Radiotårnet ved nat

 Shukhov, der er født i 1853, anvendte førstegang konstruktioner med ‘hyperboloider’ i 1896 og fik patent på metoden i 1899.  I de efterfølgende år udviklede Vladimir Shukhov mange forskellige strukturer af gittermaster og stålkapper. De blev anvendt i hundredvis af bygninger, vandtårne, fyrtårne, master på krigsskibe og holdere til højspændingsledninger.

Statue af Vladimir Shukhov med hans opfindelse ‘hyperboloider’

Radiotårnet er imidlertid Shukhovs mesterværk på en gang arkitektur og konstruktivistisk kunst og hermed føjer Shukhov sig ind i tidens kreds af sovjetiske avantgarde kunstnere. Samtidens begejstring for Radiotårnet var stor både i Sovjetunionen og udlandet. Den sovjetiske forfatter Alexei Tolstoj blev inspireret af tårnet til en roman ”Ingeniør Garins hyperboloid”(findes på engelsk Alexei Tolstoy: ” Engineer Garin and his death ray”).  Også eftertiden har forstået at værdsætte Shukhovs mesterværk. På messen: "De bedste konstruktioner og bygninger fra det tyvende århundredes arkitektur" i München i 2003, blev der på udstillingen placeret en 6-meter høj forgyldt model af Shukhovs tårn. Den internationale videnskabelige konference "Kulturarv i fare. Bevarelse af det tyvende århundredes arkitektur og verdens arv", som blev afholdt i Moskva i april 2006 med deltagelse af 170 specialister fra 30 lande i verden, anerkendte Shukhovs radiotårn som en del af den fælles verdensarv. Ligesom andre berømte arkitekter så som Antonio Gaudi, Le Corbusier og Oscar Niemeyer arbejdede videre på Shukhovs opfindelse, idet de brugte hyperboloid strukturer i deres kreative arbejde.

Vladimir Shukhov  stå også bag varehuset Gums taghvælving

 I udlandet er man blevet bange for at Shukhovs radiotårn skal forfalde, nu hvor staten ikke længere er garant for vedligeholdelse af bygningsværket. Herom var der en artikel i Information den 10. april 2010 (http://www.information.dk/230427 ), ligesom der et oprettet en fond til bevarelse af radiotårnet og til oplysning omkring Shukhov og hans betydning for arkitektur og kunsthistorien:

http://www.shukhov.org/index.html

Vladimir Lenin: " kommunisme er socialisme, plus elektrificering"

                                                                   

Tag en tur op i Shukhovs radiotårn 

 

Vladimir Shukhov (1853-1939) var en blæksprutte af et geni og udover sine ‘hyperboloider’ opfindelser var han en kreativ: ingeniør, arkitekt, opfinder, videnskabsmand, medlem (1928) og æresmedlem (1929) af Sovjetunionens Videnskabelige Akademi. Indehaver af ordnen ”Arbejdets Helt”. Han var ophavsmanden og den tekniske leder af opførelsen af ​​den første russiske olieledning (1878), og et olieraffinaderi, hvor han revolutionerede raffineringsmetoden. Hans patent på denne metode blev tyvstjålet af Rockefellers Standard Oil. Han bidrog også med mange innovationer indenfor teknologien i olieindustrien og problematikken med olieførende rørledninger.

En Historisk Demonstration på pladsen ved Kazan Katedralen 1876.

Kazan katedralen fik sit navn efter, det såkaldte undergørende Kazanskaja ikon som blev tilbedt der.

Kazan Katedralen på Nevskij Prospekt. Hovedstrøget i St. Petersburg. (2011)

          

Ilja Ginsburgs (1859 – 1939) skulptur af Plekhanov Foran Teknologiske Institut St. Petersburg.

Den 6. december 1876 overværede de gode borgere i zarens by St. Petersborg et for dem løjerligt skue. Om eftermiddagen strømmede folk til Kazan Katedralen til en mindehøjtid for en af zarfamiliens afdøde. Blandt de mange kirkegængere sås tydelig en hel del unge mennesker og studenter klædt som nihilister. Hvad man i pressen beskrev som afvigende beklædninger. Nihilisterne fulgte ikke reglerne for anstændig adfærd og proklamerede en alternativ mindehøjtid for Guds tjener Nikolai. Hentydningen gjaldt Nikolai Chernyshevsky, en ung revolutionær og politisk fange i Sibirien.  Efter gudstjenesten masede mængden sig ud på pladsen foran katedralen. Demonstrationen var organiseret af Zemlia i volja (Land og Frihed) sammen med arbejdere fra St. Petersborg. Nu begyndte arbejderne at komme ind på pladsen og Georgi Plekhanov holdt en tale, medens politiet rykkede frem. Pludselig stormede politiet med køller og pistoler – Plekhanov råbte: ”længe leve den sociale revolution, længe leve Zemlia i volja”. En arbejder Jakob Potapov nåede lige at folde et blodrødt flag ud, inden det hele var forbi.

Det var den første politiske demonstration i Rusland, man havde end ikke et ord på russisk for demonstration. Det var første gang studenter og arbejdere demonstrerede sammen. 31 demonstranter blev arresteret, der faldt domme mellem 10 og 15 års straffearbejde i Sibirien. Jakob Potapov fik 5 års fængsel for flagdemonstrationen.

Den russiske arbejderklasse var vågnet til dåd og indledte kampen imod kapitalismen. En kamp der blev fuldbyrdet 41 år efter i 1917.

Arbejdernes skæbne i zarismens Rusland var umådelig hård. På det tidspunkt, hvor den her omtalte demonstration fandt sted, var arbejdstiden på fabrikkerne 12 1/2 time om dagen, og i tekstilindustrien kom den op på 14-15 timer. Kvinde og børnearbejdere blev i høj grad udnyttet. Børn arbejde det samme antal timer som voksne, men ligesom kvinderne fik de langt mindre i løn. Lønnen var ualmindelig lav. Der eksisterede ingen arbejderbeskyttelse, hvilket resulterede i at mange arbejdere blev invaliderede og omkom. Al lægehjælp måtte betales. Boligforholdene var forfærdelige. Arbejderne var stuvede sammen i barakker, 10 eller 12 i et lille hummer. De mere fremsynede arbejdere begyndte at forstå, at hvis de skulle sejre i deres kamp mod kapitalismen, måtte de have en organisation. Arbejderforbund begyndte at opstå. Zemlia i volja arrangerede studiekredse blandt disse arbejderforbund. Studiekredsene var et socialt mødested mellem arbejderne og de unge intellektuelle. 

En bølge af strejker gik over St. Petersburg mellem 1877 og 1879. Der var 27 i alt og først i 1890´erne kom man op på samme niveau.    

Pladsen foran Kazan katedralen fik en særlig status, og siden episoden i 1876 har det været tradition med demonstrationer på dette sted. En tradition som lever videre den dag i dag.

Studenter demonstration foran Kazan Katedralen 1902. 

Den unge Georgi Plekhanov udviklede sig senere til Ruslands første marxistiske teoretiker. I 1883 befandt Plekhanov sig i Genève, hvor han var flygtet til på grund af zarregeringens forfølgelse af ham. Sammen med ligesindede dannede han gruppen ”Arbejdets Frigørelse”. Gruppen var marxistisk og arbejdede for at udbrede maxismen i Rusland. De oversatte Marx og Engels til russisk, fik bøgerne trykt i udlandet og sørgede for at de cirkulerede i de forskellige arbejderkredse i Rusland. Marx og Engels lærte proletariatet at være sin egen styrke bevidst, at være sine klasseinteresser bevidst, og at slutte sig sammen til en kamp mod undertrykkerne og udbytterne. 

I 1895 samlede en af Georgi Plekhanovs beundrer, Vladimir Lenin, alle de marxistiske arbejdercirkler i St. Petersburg til et ”Forbund til Kamp for Arbejderklassens Frigørelse”. Gennem denne forening blev socialismen direkte forbundet til den aktive arbejderbevægelse, og den økonomiske kamp (kampen for kortere arbejdstid, højere løn, bedre forhold på arbejdspladsen osv..) Blev fra da af forbundet med den politiske kamp imod zarismen.  ”Forbund til Kamp for Arbejderklassens Frigørelse”, fik snart søster-forbund over hele Rusland, og i 1898 sluttede flere af disse forbund sig sammen til Ruslands socialdemokratiske arbejderparti.   

En af Plekhanov’s bøger er oversæt til dansk (han staves anderledes) G.V.Plehanov ”Personlighedens rolle i historien”. Forlaget Tiden, København 1976.
Plekhanov er også med i antologien: ”Marxistisk Litteraturteori En Antologi” (Bibliotek Rhodos) med indlægget ”Breve Uden Adresse – første brev, historisk materialisme og kunst”.  

Under Leningrads belejring blev pladsen ved Kazan katedralen brugt til dyrkning af kål. 

Ruslands Økonomiske Akademi i Moskva er opkaldt efter Plekhanov.

Millioner af Røde Roser

Eller historien om en malers kærlighed, en skuespillerindes skønhed, en digters grebethed, en anden digters opfindsomhed, en smuk pop-diva samt en sang, der blev alle tiders hjerteknuser. 

Det hele begyndte med en fattig georgisk malers ulykkelige kærlighed til en fransk skuespillerinde, den underskønne Margarita. Udenfor Georgien kalder de ham Niko Pirosmani, men hans grusiske navn er Niko Pirosmanashvili. Han voksede op i Kakheti provinsen, hvor man laver den bedste vin i Georgien. Det fortælles, at folkene i Kakheti hører til de mest fredsommelige og de mest ubeherskede af alle Georgiens folk. Niko blev født i 1862 og døde i 1918. Familien var bønder og klarede sig sådan nogenlunde, men da begge forældre døde ændrede situationen sig. Niko kom til Tiflis, hvor han arbejdede som tjenestedreng. Resten af livet måtte han arbejde hårdt for at tjene til livets ophold bl.a. som jernbanearbejder. Han forsøgte sig også som kunsthandler, men mistede alle sine investeringer.

Niko Pirosmani havde aldrig ret mange penge på lommen, men efter døden pryder hans kontrafej pengesedlerne i Georgien. Forrest på sedlens bagside ses et af Pirosmanis fantastiske tegninger, af en hjort.

En egen drift efter kundskaber fik ham til, gennem egne studier, at lære at læse og male. Han var en forunderlig maler, der fandt sine stilistiske forbilleder i skiltemalernes malerier og i vægdekorationer på kroer og værtshuse. Hans kunst, som man i dag betegner naivisme, vandt aldrig rigtig indpas udenfor værtshusmiljøet, hvor han for det meste levede og arbejdede. Leve af sit maleri kunne han ikke, så han havde gerne andet arbejde ved siden af. Lærreder var der sjældent penge til, så han brugte voksdugen fra værtshusenes borde og han lod gerne et stykke af voksdugen stå urørt.   

Livsglæden skal man ikke lede længe efter i Pirosmanis billeder!

  

Det siges at Niko ikke kendte kærligheden før han traf den franske danserinde og sanger Margarita på Cafe – Shaitan.  Niko havde sin ejendommelige måde at male på, tilsvarende havde Margarita sin egen ejendommelige måde at synge – hun sang dobbelt. Ligesom de mongolske strubesangere, sang hun samtidig en både høj og lav tone. Niko forelskede sig grænseløst i den smukke sangerinde, som ikke helt gengældte hans stormende kærlighed.  

Pirosmanis maleri af hans elskede Margarita.

En morgen vågnede den skønne Margarita ved duften af blomster og en farlig ballade i gaden. Hun så ud af vinduet og opdagede, at hele gaden var fyldt med vellugtende blomster – et hav af blomster. Margarita kom hurtigt på benene, og da hun trådte ud på blomstertæppet, så hun, en mager og bleg mand komme hende i møde. Det var den fattige maler Niko, og nu huskede hun, det var hans fødselsdag. Hun ilede ham i møde og aldrig havde hun set så skøn ud. Alle menneskene i gaden så, hvordan hun trykkede Niko ind til sit bryst og for første gang kyssede ham. ”Hvorfor” spurgte hun ”giver du mig bjerge af blomster på din fødselsdag”. Mange mennesker vendte sig bort for at skjule deres tårer. Folk tænkte, at en stor kærlighed altid finder vej til den elskedes hjerte, om dette hjerte er nok så koldt. Alle vidste, at Niko elskede Margarita, medens hun på ingen måde besvarede hans følelser og kun havde medlidenhed med ham, fordi hans liv var så bittert og mislykket. Niko havde solgt sit hus, og alt hvad han ejede, for at købe de mange blomster til sin elskede og for dette øjebliks skyld.  Der er mange fortællinger om Niko Pirosmani og hans håbløse kærlighed til Margarita og de er ikke alle enslydende. I nogle historier fandt Margarita, kort efter den her beskrevne episode, en rig tilbeder og forsvandt sammen med ham for altid fra Tiflis. En anden og mere ondskabsfuld historie vil, at Margarita forlod Niko, fordi hun blev smadder rasende og såret, da hun så et billede af hende, han havde malet. Niko malede sin elskede Margaritas ansigt ud fra naivismens forskrifter, hvor alt er ude af proportioner og forstørret op, overdimensionerede læber, udstående øjne og enorme øre. Og jo hun blev rasende. Man kan sige, at hans talent stod i vejen for hans lykke. Var det derfor hun forlod ham så hurtigt? Vi ved det ikke. Men vi ved at han døde ensom og fattig i en kælder til et værtshus i Tiflis.

Kort efter hans død begyndte samlere at opkøbe hans malerier. En af disse samlere var Ilja Sdanevitjs, i hvis hus forfatteren Konstantin Paustovskij boede under sit ophold i Tiflis. Det er især fra Paustovskijs bog ” Intermezzo i Syden” (findes på dansk) at man kender episoden om den fattige maler og hans ulykkelige kærlighed.  



Digteren Andrej Voznesenskij malet af Ilja Broido

En anden digter skulle tage denne kærlighedshistorie til sig og sætte den på vers. Den kendte sovjetiske pop-diva Alla Pugatjeva gjorde disse vers til sin populæreste sang, men først et par ord om denne digter:

Andrej Voznesenskij (1933 – 2010) var en levende legende og ikon, for den sovjetiske intelligentsia. Sammen med forfatter kollegaer som: Jevtusjenko, Akmadulina, Okudsjava og Rozjdesvenskij iværksatte han, hvad der skulle blive den sovjetiske udgave af det globale ungdomsoprør, med parelleler og direkte forbindelser til de amerikanske beat – forfattere. Her som der, blev der eksperimenteret med nye former, stilarter og regulære opgør, med fortidens forfattere. I Sovjetunionen havde man allerede været gennem dette opgør (Majakovskij generationen) og Andrej Voznesenskij, var ikke på dette område nogen generations oprører. Omvendt beundrede han den umiddelbare fortids digtere, så som Majakovskij og Boris Pasternak. 

 

Som helt ung var han fascinerede af maleriet og arkitektur og han tog en ingeniør uddannelse på Moskvas institut for arkitektur. Trangen til at skrive poesi vandt over hans andre interesser og allerede i 1958 fik han offentliggjort sine første digte. Fra da af helligede han sig fuldstændig digtningen og poesien. 

Hans tekster er præget af en tendens "til at måle" generationens personer, som moderne kategorier og billeder, ved metaforisk excentricitet samt ved hjælp af komplekse rytmiske systemer og lydeffekter. Det lyder ikke folkeligt og var det heller ikke, alligevel havde Andrej Voznesenskij status som en rockstjerne, når han læste digte op på store sports – stadioner, på universiteterne og i koncertsale.

I 1979 skrev han rock operaen Juno og Avos, som var opbygget omkring den russiske statsmand Nikolaj Rezanovs liv og død. Det gjorde ham populær langt ud over det litterære publikums verden. Og med sangen ”Millioner af røde roser”, som han skrev til den vanvittigt populære popstjerne Alla Pugacheva, blev han kendt over hele Sovjetunionen.   

(På dansk er udkommet Andrej Voznesenskij ” Jeg brænder – altså er jeg”.)

Kunst snobberne omtaler sjældent ”Millioner af Røde Roser”, det er som om, de skammer sig over, at den elitære digter Andrej Voznesenskij har skrevet en popsang som er ligetil og ud af landevejen (som al stor kunst). Musikken er skrevet af en af Sovjetunionens bedste popkomponister Raymond Pauls. Andrej Voznesenskij skrev denne sang specielt til Alla Pugatjeva. Der findes ingen version af sangen på dansk, men den handler i store træk om den historie, jeg her har fortalt. En engelsk oversættelse findes her:

 http://www.lyricstime.com/alla-pugacheva-million-alyh-roz-ingl-s-lyrics.html

                        

                                                                                                          Alla Pugacheva synger Millioner af Røde Roser                                                          



Niko Pirosmani

Da jeg lavede research til denne blog, fandt jeg en tråd, der handlede om ”Millioner af Røde Roser”. Der var over 100 indlæg, og det var hovedsagelig unge bloggere. Der var flest piger, men også drenge og unge mænd, meget af diskussionen var overmåde romantisk, og især var der mange, der var optaget af historiens mulige autentisitet. En af bloggerne skrev: ”Jeg voksede op i Rusland, hvor alle kendte denne sang”. Og nu kære venner kender I den også. 

Vasilij Sjuksjin (1924-1974)

Sovjetisk Forfatter, skuespiller, filminstruktør, manuskriptforfatter. 

En russisk blogger skrev for nylig:”Sjuksjin forfatteren,Sjuksjin filminstruktøren, Sjuksjin skuespilleren. Manden med den mest simple og på samme tid sofistikerede russiske sjæl. Hylende morsom og tragisk, klog og naiv. Jeg forelskede mig øjeblikkelig i hans poesi og læste alt af ham, jeg kunne komme i nærheden af”.

Vasilij Sjuksjin blev født ind i en bondefamilie i byen Srostki, i Altaj regionen. Efter 4 år i marinen vendte ham hjem til Altaj for at studere og senere undervise som skolelærer i russisk. Fra 1954 til 1960 studerede han til filminstruktør ved Hele Unionens Filmskole. Medens han gik på filmskolen, havde han nogle små biroller og fik publiceret en novelle i et magasin. Han fik også en birolle i Gerasimovs ”Stille Flyder Don”, men allerede året efter fik han tilbudt den ene hovedrolle i Marlene Hutsievs film ”De to Fedor”.



 Vasilij Sjuksjin som den voksne Fedor i filmen "De to Fedor"

     


Han udgav novellesamlingen ”Landsbyerne” i 1963, som alle handlede om hverdagens mennesker: smede, chauffører, landsbyens ældre, børn og bekymrede mødre. Han fremstillede nærmest en idealiseret virkelighed i sine bøger om det enkle liv på landet.


Andre af hans noveller handlede om mennesker, der flyttede fra landet til byerne og de genvordigheder, som de kom ud for. Altid beskrevet med et glimt i øjet. Hans skildringer af landlivet leder tanken hen på både Gogol og Gorkij. Hans antihelte er indadvendte enspændere, fulde af filosofiske refleksioner og den særlige kynisme, som mange intellektuelle antager, er deres private område.

Sjuksjin´s personer er hverdagens snurrige antihelte og krabater. Han beskriver landsbytossen, den lærde og den snu rad med samme indlevelse og kærlighed. Han maler hverdagen i Sovjetunionen med bred pensel: smårapserierne fra kollektivfarmen og dem, som ser gennem fingrene med dem, der gør det, urbaniseringen, den menneskelige gensidighed, de kriminelle, de hårdtarbejdende, drukmåsen, de overtroiske og frem for alt kærligheden til naturen. Naturen er magisk, den har en terapeutisk virkning på den tidligere kriminelle Jegor Prokudin anti- helten i Kalina Krasnaja.



Sådan er fyr findes



Han slog igennem som filminstruktør med den romantiske komedie ”Sådan er fyr findes” (Живёт такой парень) fra 1966, som blev set af 27 millioner mennesker i Sovjetunionen.                  
Den mandlige hovedperson, Pasha Kolokolnikov, spilledes af Sjuksjin´s gamle klassekammerat Leonid V. Kuravlev, medens den kvindelige hovedperson blev spillet af digteren Bella Achmadulina. Med Pasha Kolokolnikov skabte Sjuksjin en varm person, hvis indre poesi reflekterede hans omgivelser. Når verden var god, havde Pasha Kolokolnikov det også godt, omvendt havde han det skidt når omgivelserne havde det skidt. Samtidig var Pasha bare en almindelig fyr: mekaniker og chauffør som kørte bilen GAZ- 51. Filmen blev lavet i Altaj regionen og instruktørens kendskab til befolkningen og landskabet smittede af på filmen, ligesom fotografen Valerie Ginsburgs kameravinkler, beskæringer og klipning gør denne film til noget helt særligt. Folk i Rusland elsker stadig denne apolitiske proletarfilm. Den har fået en renæssance sammen med alt sovjetisk.



Leonid V. Kuravlev i rollen som Pasha Kolokolnikov

        


Kalina Krasnaja (Den røde snebærbusk), blev den sidste film  Sjuksjin iscenesatte, ligesom han spillede hovedrollen. Hovedpersonen, Jegor Prokudin, er lige kommet ud af fængsel, desillusioneret og bitter på livet. Han rejser tilbage til Altaj, hvor han oprindelig stammer fra, og forelsker sig i bondepigen Luba (spillet af Sjuksjin´s kone Lidia Fedoseeva-Sjuksjina). Hun lærer ham at holde af det simple landlige liv og gradvis overvinder han sin bitterhed. Deres lykke bliver dog kort, idet Jegors gamle kriminelle venner ikke vil lade ham være i fred. Det var den første film i Sovjetunionen, hvor en tidligere kriminel spillede en positiv figur og filmen skabte et større røre. Kalina Krasnaja vandt første præmien på Hele unionens Film Festival i 1974 i Baku, og den blev ekstremt populær. Mens Kalina Krasnaja klart favoriserer det enkle landlige liv, overdrev Sjuksjin ikke dette tema. Gennem nogle enkle kontrasteringer mellem by og land fik han sit budskab frem. Hans helte er almindelige mennesker og deres svagheder og langt fra lette skæbner. Han beskriver dem med satirisk humor, men også med venlig og følsom sympati.



Den røde snebærbusk

Sjuksjin har også en mindre, men betydelig rolle, som kommandanten i Aleksander Askoldovs ”Kommissæren” baseret på en novelle af Vasilij Grossman, om en kvinde der forlader sit nyfødte barn for at kæmpe sammen med de røde.

1974 blev hans stykke ”Energiske mennesker” sat op på Bolsjoj teatret. Samme år spillede han hovedrollen i krigsfilmen ”De kæmpede for Deres Land”, ligesom han spillede med i ”Stepan Razin” og ”Kan jeg få ordet tak”. Sjuksjin døde pludselig midt under indspilningen af ”De Kæmpede for deres land”. Titusinder af mennesker fulgte hans kiste til graven. Siden har der verseret forskellige rygter om, at han skulle være myrdet – men man ved intet konkret om disse rygter. 

Lidia og Vasilij sammen med døtrene Olga og Masha (Maria)

        


Datteren Maria Sjuksjina er fuldt i forældrenes fodspor og er i dag en feteret film og TV-stjerne i Rusland.

Vasilij Sjuksjin iscenesatte og medvirkede i mere end 30 film, ligesom han forfattede 2 romaner og flere fremragende noveller og filmmanuskripter.
Var medlem af det kommunistiske parti siden 1955. 






På dansk er udgivet:

Vasilij Sjuksjin ”Kalina Krasnaja og andre fortællinger”. Sputnik 1983. Indeholder følgende noveller: Landsbyfolk ; Se hestene lege på marken ; Kritikere ; Jeg vil leve! ; Ulve ; Fra Ivan Popovs drengeår ; Den dansende Shiva ; Haren og ballonerne ; En stædig rad ; Vanka Tepljasjin ; Kalina Krasnaja.

Vasilij Sjuksjin: ”Kosmos, nervesystemet og en klump spæk” .illustreret af Vladimir Kuljkov. - [Kbh.] : Sputnik, 1987. Indhold: Alene ; Gøgetårer ; Støvlerne ; Kosmos, nervesystemet og en klump spæk ; Mille pardon, madame! ; Svoger Sergej Sergejevitj ; Komma nul nul ; Lægprædikanten Makar Sjerebtsov ; Egnsfæller ; Petja ; Stenka Rasin ; Lagt ned ; Gå raskere på, maestro! ; I profil og en face ; Tanker ; Mesteren ; Jeg vil gerne bo på landet ; Uanstændige ; En moders hjerte ; Den gamle mands farvel ; Et ord med på vejen ; Lyse sind ; Den unge Vaganovs lidelser ; General Malafejkin ; Jeg tror! ; Efterår ; Psykopaten ; Onkel Jermolaj   

                                                                                                Hædersbeviser
Det Røde Flags orden, Lenin ordnen, USSR stats orden, ærede kunst arbejders orden, Vasiliev Brødrenes orden, af Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik. 



Lenin Ordnen

            

                                                                            Vladimir Vysotskij: "Til Minde om Vasilij Sjuksjin”.

                                                       

                                                        ”Selv stærke mænd måtte græde

                                                          Ved synet: en kugle i maven, krum,

                                                         Som en trofast hund faldt han om…

                                                         Og ved siden af voksede en busk,

                                                         Snebærbusken med bær så røde.”