Moskvas Østerbro - Presnensky District

Min smukke kone Miriam var den første af os alle, der døbte Presnensky District til Moskvas Østerbro og det er meget rammende om denne dejlige bydel. Mange turister besøger stedet og alligevel er der også rigtig mange, som aldrig har hørt eller set de mange attraktioner som findes der. Her på ”Det finns Inga äckliga Hallon” vil jeg nu råde bod på dette og tage jer med på en tvangfri tur til både kendte og mindre kendte steder her på Moskvas Østerbro.

Alle veje fører til Presnensky District men hvorfor ikke tage metroen ud til en af verdens berømteste metrostationer. Det er selvfølgelig Majakovskij metrostation, jeg tænker på, her dybt under jorden kan man se kunstneren Aleksander Deninkas hyldest til futurismen og den lyse sovjetiske fremtid som digteren Majakovskij skrev om. Omgivet af endeløse lys ses 35 nicher i metroens hvælvinger her har Deninka skabt sine mosaikker med et kunstnerisk udtryk, der savner sin lige. Oppe på jorden befinder I jer nu på Triumphalnaja Pladsen, med statuen af Majakovskij. Da statuen blev afsløret i 1958 samledes en gruppe unge mennesker ved foden af statuen og reciterede Majakovskijs poesi. En tradition som stadig lever og gentages på bestemte dage af året. Her findes også to bygningsværker Tjajkovskij Koncertsalen og Peking Hotel af den sovjetiske arkitekt Dmitry Chechulin. Med ryggen til Majakovskij statuen gå til højre af den søvnløse og larmende Sadovajagade og sæt kursen imod nummer 10.

Statuen af Majakovskij på

 Triumphalnaja Pladsen

Presnensky District

Bydelen fremstår i dag som en sammenblanding af nyt og gammelt. En del af bygningerne blev opført mellem 1900 og 1962 men ca. 15 % af boligmassen er klassificeret som saneringsmodne boliger bygget før 1900. Helt nye stilfulde boligblokke er skudt op her, men de passer pænt ind i helheden.  En del nyrige og folk fra middelklassen bor og kommer her, man ser det på butikkerne og restauranterne som er mere eksklusive i denne del af byen. Under revolutionen 1905 var en del af distriktet erobret af venstreorienterede studenter og området blev en krigsskueplads. Denne bydel rummer en masse spændende gader, facader og steder og jeg kan varmt anbefale af man bortøder en dag her. Bare slentrer omkring og indånder miljøet. For den vakse turist står oplevelserne i kø! 

 Mesteren & Margarita

Miriam & Gitte ved

 indgangen til Bulgakov Huset   

På Sadovajagaden (Bolshaya Sadovaya) nummer 10 ligger en meget berømt ejendom. Inde i gården er der adgang til ikke mindre end 2 museer begge tilegnet forfatteren Mikhail Bulgakov og dennes roman ”Mesteren & Margarita” som han påbegyndte, medens han boede her med sin første kone Tatjana Lappa. I romanen er nummeret på bygningen lavet om til 302 B opgang 6, 5. sal lejlighed 50.

 Man skal huske, at i Rusland angives nummeret på ejendommen og ikke på opgangen ligesom hos os. Sadovajagaden 10 er således et helt ejendomskompleks. Medens bygningens nummer er fiktivt i romanen er lejlighed 50 det virkelige sted, hvor Bulgakov boede og som i romanen døbes "den dårlige lejlighed" (“нехорошей” квартиры №50). Som så mange gange før fik redaktøren til denne blok hjælp fra sprogeksperten Peter Jessen, der med det samme slog fast, at den korrekte oversættelse måtte være "den dårlige lejlighed" og Peter tilføjede på jysk ville vi sige ”en skit stæj”. Det er ikke uvæsentligt fordi lejlighed 50 i den danske udgave af ”Mesteren & Margarita” kaldes fortrinsvis: Den forheksede lejlighed, den fordømte lejlighed eller den hjemsøgte lejlighed. Problemet er, at alle disse betegnelser på russisk har sine egne navne som ikke dækkes af нехорошей, så hvis forfatteren havde ment ”den forheksede lejlighed” havde han vel skrevet det? I romanen foregår der faktisk forheksede ting og sager i denne lejlighed og den kunne sagtens hedde den forheksede osv. Men så mister man et væsentligt aspekt ved romanen, for Mikhail Bulgakov anbragte meget bevidst forhold fra sit eget liv i fortællingen. Lejlighed 50 var en såkaldt korridor lejlighed, det vil sige, at flere lejligheder stødte op til samme korridor og man delte f.eks. køkken og bade faciliteter. Bulgakov kunne ikke fordrage proletarer og bønder, ligesom han havde håbet De Hvide, der kæmpede for at genindføre zardømmet, havde vundet borgerkrigen. Med de rødes sejr befandt Bulgakov sig i arbejderne og bøndernes nye stat og i lejlighed 50 måtte han gnubbe skuldre med arbejderne. Den snobbede forfatter følte en fysisk afsky derved. Samme afsky transformeres i romanen til lejlighed 50. Her bor djævlen og der foregår horrible og grænseoverskridende ting. Bulgakov var stærkt imod revolutionens ideer om lighed som efter hans mening betød, at en hvilken som helst kok kunne styre staten m.a.o. denne geniale forfatter var politisk dum.  

Mikhail Bulgarkov 1891 - 1940

 I kælderen til denne bygning lå på Mikhail Bulgakovs tid et berømt værtshus ”Pegasus Stalde” hvor kunstnere og intelligentsiaen holdt til. Her kom alt, hvad der kunne krybe og gå af kunstnere og forfattere f.eks.: den verdensberømte barfodsdanserinde Isadora Duncan og hendes kæreste digteren Sergey Esenin, skuespillerinden Alice (Alisa) Koonen, forfatteren og kritikeren Andrei Bely, maleren Vasily Surikov og bassangeren Fjodor Sjaljapin. Ligeledes sås ofte medlemmerne af kunstner gruppen ”Ruder Knægt”. 

George Yakulov - Portræt af Alice Koonen

Bulgakov museerne har deres egne ejendommelige historier. Længe før nogen tænkte på at der egentlig burde indrettes et Bulgakov museum i Sadovajagaden 10 havde et besynderligt klientel af satanister og Bulgakov fan fundet vej til lejlighed 50. En del af disse personager var særdeles glade for teater og graffiti. I opgangen såvel som i lejlighed 50 dukkede graffiti op med opfordringer til at lave mindestuer og/eller museum i bygningen. Lejlighed 50 blev brugt af en tegnestue som gladelig inviterede de unge graffitimalere indenfor. En del graffiti bestod ganske enkelt i citater fra ”Mesteren & Margarita” samt en del diabolske guldkorn. Mest citeret var sætningen ”Man kan ikke brænde et manuskript”.  På samme tid i 1971 satte direktøren på Taganka Teatret et stykke op baseret på ”Mesteren & Margarita”. Stykket gik hen og blev en kult og det siges, at besøgene i lejlighed 50 i denne tid forøgedes dramatisk og det samme gjorde graffitien. Det anslås, at der var mellem 800 og 1000 graffiti i lejligheden og opgangen. Vi skal frem til 1985, hvor en artikel i avisen Izvestia slår til lyd for et museum på stedet eller i det mindste en litterær cafe. Emnet bliver taget op i TV og andre medier. Sagen var imidlertid ikke så lige til. Bag kulissen foregik en kamp mellem graffitimalerne, embedsmændene og husets vicevært. Så i foråret 1988 gav de kommunale myndigheder tilladelse til at åbne et officielt museum i lejlighed 50, vel nok verdens eneste museum der er blevet fremprovokeret gennem graffiti malerier. I den ”frie verden” var det aldrig gået så glat. Her ville man have startet med præventive arrestationer af graffitimalerne for til sidst at rive det historiske hus ned jævnfør Ungdomshuset på Jagtvej 69.  I dag er det meste af den originale graffiti væk i opgangen til lejlighed 50 takket være en anti-Bulgakov vandalist, som overmalede det meste af opgangen. Man kunne ikke fjerne denne maling uden også at fjerne graffitien og løsningen blev, at en anerkendt kunstner genskabte en del af graffitien.

En del af den oprindelige graffiti i opgangen

 

Helvedes 3 enighed: Fagot, Woland & katten Behemot fra Mesteren & Margarita

 Et brud mellem de oprindelige museums grundlæggere førte til den nuværende situation med to museer. Inde i gården til Sadovajagaden 10 ligger det første museum ”Museum teatret Bulgakov Huset” på første sal umiddelbart efter indgangen. Museet er privat og entreen er gratis, men hvis man vil støtte økonomisk er det meget velkomment. Stedet drives af en gruppe entusiastiske unge mennesker, som er fantastiske til at iscenesætte og iværksætte f.eks. Bulgakov ekskutioner i den nærliggende bydel, eller man arrangerer teaterforestillinger og kultur-events. I opgangen ved siden af finder man ”Moskvas Stats Institut for Kultur Museum M.A. Bulgakov, beliggende i Bulgakovs gamle lejlighed, også her arrangerer man teaterforestillinger. Jeg har kun set det første museum, som jeg varmt kan anbefale. Stedes oser af mystik og humor og så ligger her en lille cafe med en skræppende papegøje, der konteksten taget i betragtning nær havde taget livet af mig, da jeg hørte den skræppe op første gang. Her er en del effekter, som har tilhørt Bulgakov, samt flere interessante fotografier og breve.  

Berlioz hoved skilles fra kroppen

 af sporvognen

         Museum teatret Bulgakov Huset

 

Miriam & Gitte ved det runde bord på den lille finurlige Cafe på Museum teatret Bulgakov Huset

 

Miriam blandt ting og sager relateret til Bulgakov - Museum teatret Bulgakov Huset

 

Miriam i det hemmelige rum bag pejsen. Der var bælgmørkt men blitzen oplyste rummet - Museum teatret Bulgakov Huset

Der er imidlertid meget mere endnu. Går man fra Bulgakov Museerne til venstre ud på Sadovajagaden og forsætte en husblok ned kommer man til Malaya Bronnaya og Patriarkens dam. Lige inden dammen ses en stor 13 etagers ejendom på venstre side af vejen. Bygningen, som blev opført mellem 2000 og 2002, krones med en iøjefaldende model af Vladimir Tatlins tårn (en hyldest til 3. internationale). Husets officielle navn er ”Patriarkens lejligheder”, men de gode moskovitter har omdøbt det til Alla Pugachevas hjem. En hyldest til Sovjetunionens ukronede pop diva af samme navn som bor her. Patriarkens dam er, som navnet antyder, en dam beliggende i en lille men charmerende park. 

 

”Alla Pugachevas hjem” med Tatlins tårn

Engang i syttenhundrede tallet tilhørte området den russiske kirkes overhoved patriarken, dengang fandtes der flere damme her og herfra fik man fisk til Patriarkens middagsbord. Selvom der i dag kun er en dam har man på russisk beholdt flertalsformen, så egentlig hedder stedet Patriarkens damme.  Dammens og omgivelsernes nuværende udseende går tilbage til 1830 – 31, hvor man genopbyggede Moskva efter branden i 1812 og krigen mod Napoleon. Bådehuset, hvor der nu er restaurant, var oprindelig en træbygning som i 1980 blev udskiftet med den nuværende bygning. 

 

Patriarkens dam

Legeplads ved Patriarkens dam

Det var her ved dammen djævelen viste sig første gang i Mesteren & Margarita med fatal konsekvens for Berlioz, som umiddelbart efter samtalen med djævelen får hovedet skilt fra kroppen af en sporvogn. Denne dystre begivenhed kan dog ikke overskygge for stedets idylliske atmosfære og skønhed. Her er hygge og folkeligt og russerne kommer her både sommer og vinter. Om vinteren løber man på skøjter på dammen. Restauranten i det tidligere bådehus er specialiseret i menuer fra Sovjetunionen. Sovjetnostalgi er højeste mode og derfor beder jeg alle om at besinde sig. Senere vil jeg beskrive en langt billigere og meget spændende restaurant med sovjetiske menuer. Malaya Bronnaya gaden er et spændende sted og i nummer 28 finder man Cafe Margarita. Navnet på caféen skal minde os om den berømte heltinde i Bulgakovs roman. Stedet er meget stemningsfuld med vægdekorationer fra ”Mesteren og Margarita”, men her er også rigtig dyrt, man mærker, at man er på Moskvas ”Østerbro”. Caféen ligger lige ved Moskva musikkonservatorium og om aftnen er her underholdning af nyudklækkede musikere fra Konservatoriet. En aften kan musikken være jazz, en anden klassisk eller populære viser.

Lidt længere fremme skære Yermolayevsky Alléen Malaya Bronnaya. Her kan man se ”Løvernes Hus” en luksuriøs bolig for den Røde Hærs Marshals, udført i 1945 som en tidlig 19. århundrede ejendom af arkitekten Ivan Zholtovsky. I området ved dammen findes en anden bygning ”Aviazhilstroy Lejligheder”, der ligesom ”Løvernes Hus” går under betegnelsen stalinistisk luksus. Imidlertid er ”Aviazhilstroy Lejligheder” et godt eksempel på sovjetisk postkonstruktivistisk arkitektur, som var meget populært i 1930´erne. En periode i sovjetisk byggeri som gjorde op med både avantgarde og stilblandinger fra fortiden. En anden fordel i en tid med total rationering var, at i modsætning til konstruktivismen minimerede den nye stil brug af stål og cement og vender tilbage til primitive murværk med trægulve og skillevægge. 

Aviazhilstroy Lejligheder

Jødiske kvarter

Bronnaya Synagoen er beliggende på Bolshaya Bronnaya gaden nr. 6. Synagogen var oprindelig en privat villa, der i 1883 under ledelse af arkitekten Mikael N Chichagov (1837- 1889)blev omdannet til synagoge. Det er ret så tankevækkende, at der fra bedehallen blev anlagt en hemmelig tunnel som man kunne benytte i tilfælde af jødepogromer. Bygningen har for nylig gennemgået en omfattende

rekonstruktion og fremstår i dag som den mest moderne synagoge i Moskva. Facaden står med røgfarvede glas og over bedehallen hvælver der sig en stjerneformet kuppel. Ser man godt efter kan man gennem glasvæggen se bygningens oprindelige facade. 

 

Miriam ved Bronnaya Synagoen

Bronnaya Synagoen

Bronnaya Synagoen & en vis Miriam

Udover religiøse ceremonier og bønner bruges synagogen også til andre formål. Her sælges kosher madvarer og på 3. og 4. etage findes et museum: ”Heltemodets hal” og ”mindehallen”. Her er udstillinger om heltene fra ”den store fædrelands krig”, som 2. verdens krig kaldes på russisk. Ligesom her er en udstilling om jødernes historie i Moskva. Synagogen tilhører i dag en chasidiske Chabad Lubavitch menighed.

 Kvarteret omkring synagogen er meget fortryllende og her ligger flere spændende restauranter med udendørs servering om sommeren. Vil man have en kop kosher kaffe kan man slå vejen om Shokoladnitsa på Sadovaya-Kudrinskaya 31/1 på den noget befærdede havering. 

 

Hans Christian, Nancy, Børge og Miriam fra Danmark slapper af ikke langt fra

  Bronnaya Synagoen

På Malaya Bronaya 4c. 2 ikke langt fra synagogen fandtes engang Moskvas berømte jiddische (jødiske) teater. Her arbejdede Marc Chagall med teaterdekorationer i begyndelsen af 1920´erne. Moskvas jiddische teater var en del af en nærmest eksplosiv jødisk kultur udvikling som fulgte i slipstrømmen fra den russiske revolution 1917. Herom kan man læse meget mere i: Kenneth B. Moss ” Jewish Renaissance in The Russian Revolution”. Harvard University Press 2009. Direktøren for teatret Granovskij og Chagall var lidt som hund og kat. Chagall var let til at bekymre sig over stort og småt og Granovskij kunne lide at drille. Chagall afskyede den realistiske stil og Granovskij opførte forestillinger i Stanislavskijs realistiske stil. På den tid var der økonomisk krise i Sovjetunionen og der var ikke meget mad på bordet. Alligevel arbejdede alle på teatret med en smittende begejstring og glæde ved samværet med kolleger og venner. Det fortælles, at Chagalls indflydelse på teatret var ganske vidtfavnende ikke blot i kulisserne, kostumer og make-up men selv ud i koreografien af skuespillernes bevægelser.

 

En af Marc Chagalls teaterdekorationer

 

En af Marc Chagalls teaterdekorationer

”En Aften” af Scholem Aleichem med

 Marc Chagalls teaterdekorationer

En anden kendt person som naturligt havde sin gang på det jiddische teater var forfatteren Scholem Aleichem, som herhjemme nok er mest kendt for skuespillet ” En Spillemand på en Tagryg”. Imidlertid havde Scholem Aleichem en meget omfangsrig produktion af: noveller, romaner og skuespil. Faktisk var det stykket ”En Aften” af Scholem Aleichem som Chagall malede teater dekorationerne til. Ikke så mærkeligt, at der her hvor Malaya Bronnaya Ul. Og Bolshaya Bronaya Ul. Mødes, er en statue af Scholem Aleichem. Statuen er en hyldest fra Moskvas befolkning til forfatteren. 

 

Miriam ved Statuen af Scholem Aleichem

Hvorom alting er, så erindrer jeg noget om en billig restaurant med menuer fra Sovjetunionen og jeg skal nok holde, hvad jeg lovede. I går op af Bolshaya Bronnaya Ul. og drejer af ved Bogoslovskiy og fortsætter ned til Tverskoy Boulevard. Gå så imod Pushkin pladsen indtil I finder Cheburechnaya CCCP (чебуречная CCCP) på venstre side af Boulevarden. Man skal være vaks, for der er ingen prangende facade men bare en dør ned til en kælder. I kælderen findes to restauranter i en og jeg foretrækker den bagerste. Maden er fantastisk, personalet ligeså og vodkaen er iskold, men pas på for jeg bestilte en lille vodka og fik 50 cl. 

Døren ned til Cheburechnaya CCCP

 

Opgangen ned til Cheburechnaya CCCP med suprematiske dekorationer

Sild og vodka sovjet style

 

Danskere fra åndsbollernes lille rejsehold skåler med hinanden -  50 cl vodka

Så mangler jeg bare at fortælle: på Tverskoy Boulevard 2 finder man ITAR- TASS berømte bygning. Engang havde Sovjetunionens telegram bureau (TASS) til huse i denne bygning. Herfra strømmede nyhederne ud til hele verden og jeg lyver ikke, når jeg siger, at alle over 40 år ved hvad TASS er og var. TASS havde reportere og kontorer i 110 lande og producerede daglig nyheder svarende til 750 avissider. Ligesom 4000 sovjetiske aviser modtog nyheder fra TASS. Umiddelbart efter TASS bygningen ligger Nikitsky pladsen med Natalia og Alexander springvandet og det er Ruslands nationaldigter Aleksander Pushkin og dennes kone Natalia Pushkina der tænkes på. De blev gift her i Kristi himmelfarts kirken på Ul.Bolshaya Nikitskaya. Omkring Nikitsky pladsen findes flere små rappe Cafeer og restauranter, hvor en turist kan få en bid brød og et stort krus iskold øl, medens han hviler sine trætte fødder.  

Nikitsky pladsen

ITAR- TASS

Forfatteren Maxim Gorkis hus på Malaya Nikitskaya har jeg med vilje undladt at tage med i denne omgang, fordi dette fantastiske sted vil få sin helt egen beskrivelse her på ”Det finns Inga äckliga Hallon”, når jeg får tid til det!

Mikhail Bulgakov endnu en gang hans satire var en fiks blanding af fantastiske og realistiske elementer, groteske situationer og vigtige etiske spørgsmål

 

Katten Behemot fra Bulgakovs burleske roman ”Mesteren og Margarita"

 få så det sidste ord

En vandring gennem Moskva i romanen Mesteren og Margarita’s ”fodspor” (på russisk):

Vladimir Majakovskij - oprøreren mod den gode smag

”Majakovskij var og forbliver den bedst begavede digter
 I vores tid”

(Josef Stalin)

”Majakovskij er vor tids Moliere”

(Vsevolod Mejerhold)

V. Majakovskij

Vladimir Majakovskij  (7. juli 1893 - 14. april 1930) - sovjetiske digter, satiriker, dramatiker, manuskriptforfatter, filminstruktør, skuespiller, propagandist, redaktør af magasinet "LEF" ("Venstre Front").

Majakovskij repræsenterer en af ​​de mest livlige, farverige og originale personer i sovjetisk litteratur. Hans liv faldt sammen med en periode af historien, hvor Rusland blev rystet af 2 revolutioner i 1905 og 1917. Revolutionen, verdenskrigen og borgerkrig banede vejen for overgangen fra et feudal-kapitalistisk samfund til et socialistisk samfund. Majakovskijs liv og digtning er uløseligt forbundet med hans tid, som han udtrykte og gestaltede gennem sin kreative digtning og øvrige kunstneriske produktion. Kært barn har mange navne og Majakovskij fik gennem tiden mange prædikater: Russisk poesis rasende tyr, rimenes tornado, poesiens fornyer, oprøreren mod den gode smag. Majakovskij blev en af ​​grundlæggerne af den russiske futuristiske bevægelse. Det siges, at der var ingen mere strålende figur i den russisk avantgarde-kunst, der fulgte Oktoberrevolutionen. Netop Oktober revolutionen frigjorde en slumrende talentmasse blandt digtere, musikere og malere. Revolutionen skabte kunstnere der på en utraditionel måde reflekterede over en utraditionel verden, de var forudbestemte til at sprænge rammerne for det gamle og tordne frem med alt det nye.

 Vladimir Majakovskij voksede op i Georgien, hvor faren var skovløber. Efter dennes død i 1906 flyttede familien til Moskva. Majakovskij deltog i det russiske socialdemokratis (senere kommunistiske parti) undergrunds arbejde og blev fængslet flere gange, sidste gang i 1910. I fængslet begyndte han at skrive digte, som dog blev beslaglagt. Det var også her han fik den ide, at han ville skabe en socialistisk kunst.

Boris Pasternak
& Majakovskij

Udenfor fængslets murer fortsatte han med at skrive digte og små fortællinger i smug. Han blev optaget på Moskvas skole for: maleri, skulptur og arkitektur og begyndte at hænge ud med tidens boheme og avantgarde kunstnere. Avantgarden på den tid var futurismen, som fra Italien havde fundet vej til Rusland. Majakovskij debuterede som 20årig med et digt i futuristernes manifest ”En øretæve til den almene smag”. Manifestet kastede fortidens digtere; ”Puskin, Dostojevskij, Tolstoi ect.. overbord fra samtidens skib” og fastslog ”Kun vi er vor tids ansigt”. Den nye tids stemme kaldte de ”kubo–futurismen”: bubismen indenfor billedkunst og futurismen indenfor ordkunsten og mærk jer det, flere af bevægelsens medlemmer var både billede og ord – kunstnere.  Erkendelsen af at være den nye tids ansigt bevarede Majakovskij sit korte liv igennem. Ligesom han tog det kunstneriske ansvar på sig som fulgte med denne erkendelse. Han stormede derud af og indtog snart pladsen som tidens førende poet.

Han førte digtningen ud på gaden, hans vers lyder som brølet fra en højtaler. Han brød med alle tidligere regler for vers mageri. Han hakkede brutalt linien i stykker og forvandlede derved digtet til en slags dynamisk prosa, der hamrer sig ind i øret og frem for alt havde han en charme, som han formåede at overføre til digtene. 

   Majakovskij var storbyens, industrien og det moderne livs fart og bevægelses digter. Kunstnerisk fór han larmende omkring. Lod sig begejstre af tidens markante syns-, lugt- og lydindtryk, som han videregav i fortættet sproglig og poetisk form. Om nogen vedkendte han sig hele paletten, også det ensomme massemenneskes frygtelige og umenneskelige situation gav han udtryk og indhold. Engang kom han alvorligt op at skændes med digter kollegaen Boris Pasternak men med sædvanlig humor udglattede Majakovskij: ”Nå ja hvad. Vi er virkelig forskellige. ”Du elsker lynet på himlen, jeg elsker det i det elektriske strygejern”. 
       

Majakovskijs trappetrins digte var udover en lyd og bogstav oplevelse også en grafisk

Til tider blev ordene ren grafik – her i samarbejde med kunstneren El Lisitskij, som står for grafikken

 Foruden utallige digte og poemer (lange fortællende digte) samt 5 skuespil omfatter hans produktion 16 film, diverse børnebøger, journalistik og et stor antal plakater, de så kaldte ROSTA – vinduer.  ROSTA – vinduer var plakater, som blev skabt i 1919-1921 af sovjetiske kunstnere og digtere, der arbejdede i det russiske Telegraph Agency (ROSTA).  Plakaterne var beregnet på at blive hængt op i forretningsvinduerne deraf navnet ROSTA -vinduer. Man arbejdede med skarpe og klare satiriske billeder ledsaget af korte iørefaldende poetiske tekster. Emnet dækkede alle aktuelle begivenheder store som små.  De første plakater var håndtegnede, men man gik hurtigt over til ”masseproduktion” ved hjælp af linoleums tryk eller farve stencil, hvor der kunne trykkes op til 150 eller flere eksemplarer. Majakovskij alene skabte over 1100 ROSTA – vinduer.  

Eksempel på Majakovskijs ROSTA vindue. Har du ekstra madvarer, så løb hen og del med fællesskabet.

Majakovskij fanget i A.Nyurenbergers streg, hvor han arbejder på sine ROSTA vinduer, i det lille og uopvarmede atelier på den russiske telegraf

 Revolutionen og kærligheden

Majakovskij var en billedstormer og larmende oprører. Når han rørte på sig kunne det ses, smages og høres over hele Sovjetunionen. Hans emne var revolutionen og kærligheden. Formen eksperimenterede han med som en del af den skabende drift. Han brugte talesproget med dets slang og nydannelser. Den politiske talers betoninger og fraseringer blev hans poesis varemærke. Imidlertid taler Majakovskijs poesi ikke til nogen, der foregår en uophørlig dialog i den. Teksten snakker med sig selv og med omverdenen. Revolutionen åbnede for en kunstnerisk overdådighed og kreativitet, som verden ikke havde set siden renæssancen. Samtidig med at Majakovskij arbejdede med ROSTA – vinduer, skrev han på sit revolutions digt ”150.000.000”. Titlen er simpelthen det russiske folks samlede antal. Majakovskij lægger al individualisme fra sig og råber dette digt ud til alverden i hele det russiske folks navn:

”150.000.000 er forfattere til disse linjer.

Rimene er en løbeild fra kvarter til

kvarter.

Rytmen er maskingeværsknitren.

150.000.000 vræler gennem mine

læber disse ordkaskader ud.

Dette værk er trykt på

brostenspapir af en rotations-

presse med tusind fødder”.

Kunstneren El Lisitskijs bogomslag til poemet ”Godt” -

 Majakovskijs hyldest til revolutionen

Den svenske Majakovskij kender Bengt Jangfeldt siger, at revolutionen fandtes inden i Majakovskij selv og derfor vil det også være nyttesløs at skelne mellem en før og efter revolutionær Majakovskij. Imidlertid sendte Majakovskij poemet med didaktion til Vladimir Lenin. Lenin forstod aldrig rigtig den nye litteratur, og han var alt andet end imponeret af ”150.000.000”, som han kaldte dumt og prangende. Majakovskij blev selvfølgelig berørt af denne negative reaktion, men skæbnen gav ham endnu en lejlighed til at vise Lenin, hvad han duede til.

På et møde 6. marts 1922 i Metalarbejderforbundets kommunistiske fraktion sagde Lenin:

"I går læste jeg ved et tilfælde i Izvestija Majakovskijs digt "Prozasedavshiesya" (Dem der holder (lange unyttige) møder, der ikke fører til noget) om det politiske spørgsmål. Jeg er ikke fan af hans poetiske talent, men jeg erkender fuldt ud min inkompetence på dette område. Men det var længe siden, jeg følte så megen glæde ud fra et politisk og administrativt synspunkt. I sit digt gør han op med alle møder og gør nar af kommunisterne som bare sammentræder og sammentræder. Hvad angår poesien skal jeg ikke udtale mig, men hvad som gælder det politiske garanterer jeg, at det er helt rigtigt”. Lenins tale til støtte for den politiske satire i digtet "Prozasedavshiesya" førte til et aktivt samarbejde med digteren og avisen Izvestija og med et var Majakovskijs navn på alles læber. 

Lenin forstod sig ikke på Majakivskijs radikale futurisme – men den politiske satire hos digteren var lige ham

Lili Brik

 Kærligheden var Lili (på russisk Lilja) Brik (1891 – 1978). Hun var på en gang hans muse, elskerinde, besættelse og skæbne. Ikke fordi der ikke var andre kvinder, for det var der, men passionen for Lili styrede Majakovskijs liv fra den dag han så hende første gang. Lili og hende mand Osip Brik tilhørte den jødiske overklasse i Rusland og havde derfor ikke samme problemer som fattige jøder i zarens rige. De kunne frit rejse omkring og havde adgang til højere uddannelser.  Alligevel var de begge revolutionære. Typisk for overklassens revolutionære indebar et revolutionært arrangement for Hr. og Fru Brik et stærkt aspekt af selvudvikling og selvrealisation. Herunder ikke mindst eksperimenter med seksualiteten og kønsroller. Ligesom andre unge radikale fra overklassen var ægteparret fascineret af den revolutionære forfatter Nikolaj Tjernysjevskij roman ”Hvad der bør gøres”. I denne bog gør Tjernysjevskij sig til talsmand for åbne ægteskaber som et led i kvindens frigørelses kamp. Osip og Lili levede efter denne bogs forskrifter og så sig selv som et moderne revolutionært par. Lilis drøm var at blive en stor forfatters muse og i Majakovskij fandt hun, hvad hun søgte. Hun forelskede sig i digteren men ikke i personen, som hun fandt frastødende med hans gadedrenge manerer, usoignerede ydre og sorte tænder. Majakovskij på sin side ønskede, at Lili skulle elske ham, som det hele menneske han var og ikke kun digteren i ham. 

Mikhail Larionov  portrætterede Majakovskij præcis sådan som Lili ikke kunne lide ham - som gadedrengen

Imidlertid fik Lili hurtigt lavet om på digteren

Modsat Osip og Lili var Majakovskij sygeligt jaloux, noget han aldrig lagde skjul på. Han gør stormkur til Lilli og hun erklærer ham sin kærlighed men forklarer samtidig, at Osip for altid vil være hendes mand. Majakovskij accepterer situationen og de 3 indleder et varmt og kreativt forhold, som kun blev afbrudt af Majakovskijs død. Lilis kærlighed havde en pris (til tider en meget høj pris, nemlig Majakovskijs integritet). Det første, hun gør, er at lave om på ham. Få ham sendt til tandlæge, få ham til at interessere sig for, hvordan han går klædt og andet i samme skuffe. Majakovskij kvitterer ved at tilegne Lili sine digte fra og med digtet ”Rygradsfløjten” og i ”En sky i bukser”, digtet der på en gang gjorde ham berømt. I digtet ”Om det der” oprulles et kærligheds og jalousi drama uden sidestykke. Lili føler, at Majakovskij klæber lige lovligt meget til hende og hun fortæller ham det. Straks dømmer han sig selv til ”eksil” (fra sin elskede) i 2 måneder. Han trak sig tilbage til sin lille etværelses på Lubjankapassagen (hvor Majakovskij museet ligger i dag). I de to måneder levede han som en eremit. Han besøgte ingen og afstod endda fra sin yndlingsbeskæftigelse – kortspil. I stedet skrev han stilheder, han skrev nætter. Han skrev poemet ”Om det der” til Lili, om poeten der lider for hele menneskeheden. Han er den 13. apostel, kærlighedens og humanitetens repræsentant på jorden. Krisen er ovre og Majakovskij flyttede igen sammen med ægteparret Brik.

Lykkelig trekants alliance: Osip, Lili og Majakovskij

Majakovskij sammen med Lili. Altid poserede han, også her i traditionel maskulin stil. I virkeligheden var det Lili, der havde bukserne på for det meste da!

Lili holdt også af at posere. Egentlig smuk var hun ikke, men hun havde en hypnotisk magt over de fleste mænd

  Forholdet mellem Lili og poeten var imidlertid ikke gnidningsløst, omvendt var det fyldt med konflikter. Lili levede stadig i et åbent ægteskab (med mand og elsker) og hun forstod at tage for sig af retterne. Når Lili frekventerede diverse mænd, led Majakovskij alle kvaler. Lili skulle i den sammenhæng have sagt, at hun udmærket vidste han led, men det kom der stor poesi ud af. En mindre pæn side ved 3 kants forholdet var, at Osip og Lili efterhånden havde vænnet sig til at leve af Majakovskijs indtægter. Revolutionen betød, at ægteparret Brik mistede deres formue. Noget de aldrig beklagede sig over. Efterhånden, som Majakovskijs stjerne steg, tjente han helt godt og han forsynede Lili med en bil, som hun så forfærdelig gerne ville have, og andre forbrugs goder. Samtidig med at Lili levede i skiftende forhold, vogtede hun nidkært over Majakovskijs liv. På en af sine rejser til udlandet forelskede Majakovskij sig lidenskabeligt og skrev begejstret til Lili og Osip, at han ville giftes med den skønne. I dag ved vi (gennem breve) at Lili bevidst gennem sin søster i Paris fik ødelagt forholdet. Ægteparret Brik kunne ikke længere risikere at miste Majakovskij. 

Majakovskij rejste meget, og engang han var i Tyskland, købte han en bil til Lili. Han tegner bilen i et brev til sin elskede, og tegner en lille hundehvalp foran på bilen. Det er ham selv. Lilis kælenavn til Majakovskij var hvalpen.  

Alexander Rodchenkos berømte plakat med Lili Brik

Forrest:Dmitri Sjostakovitj, Vsevolod Mejerhold. Bagerst: Vladimir Majakovskij og Alexander Rodchenko. Shostakovich arbejder med musikken til Majakovskijs skuespil ”Væggelusen”.

Majakovskij bestilte altid 2 øl af gangen. Som han sagde: ”En til mit geni og en til mig selv” (Billedet er fra filmen ”Skolefrøknen og Bissen” en film Majakovskij skrev manus til og instruerede)

Selvmordet

Majakovskij var begyndt at ses med andre kvinder og hvad værre var, han dedikerede sine digte til andre kvinder end Lili. Hun blev rasende skinsyg og ude af sig selv, efterhånden som hun indså, at hun mistede magten over og indflydelsen på Majakovskij. I USA havde Majakovskij en kort affære med en emigrant fra Georgien Elizaveta Petrovna. Med hende fik digteren en datter, som han kun så en gang som lille i Nice. Lili vidste om dette og vogtede et hvert skridt han tog. En af de kvinder som Majakovskij forelskede sig i var skuespillerinden Veronika Polonskaja (også kaldet Nora), som var gift med skuespilleren Michael Janshina. Veronika og Majakovskij havde hemmelige stævnemøder som oftest i hans lejlighed i Lubjankapassagen, som han havde beholdt i alle årene, hvor han boede sammen med Lili og Osip.

Majakovskijs datter Patricia Thompson.

På sine gamle dage antog hun sit russiske fornavn Jelena

Veronika Polonskaja

 Majakovskij var udsat for flere på hinanden følgende uheld f.eks. mødte hans sidste skuespil meget modstand og hans nerver var spændt til bristepunktet. Selvmordstanker havde han altid lidt af, men nu blev tankerne om selvmordet mere og mere en måde for ham at imødegå livets modgang. Den svenske Majakovskij ekspert, Bengt Jangfeldt, har i sin Majakovskij biografi kortlagt digterens færden de sidste uger inden selvmordet. Det er beskrivelsen af en psykisk syg og nedbrudt mand. For hvert minut bliver hans psykiske helbredstilstand forværret. Han planlægger selvmordet, skriver et afskedsbrev. Nu skal der ikke meget til at udløse selvmordet. Aftnen før selvmordet var han sammen med Veronika Polonskaja og dennes mand hos en fælles bekendt. Majakovskij skriver små sedler til hende og forlanger, at hun forlader sin mand. Hun beder ham om 2 dages frist. Dagen efter mødes de og tager til Lubjankapassagen. Veronika skal til prøve på teatret og det opfatter Majakovskij som ligegyldighed overfor ham. Han forlanger, at hun øjeblikkelig forlader sin mand og flytter ind hos ham. Han forlanger ligeledes, at hun dropper teatret, hvilket hun forklarer, at hun ikke kan. Situationen bliver mere og mere absurd. Endelig beder Majakovskij hende om at gå til teatret. Hun går ned af trappen og hører et skud. Hun styrter tilbage og finder Majakovskij død på gulvet – klokken var kvart over 10 den 14. april 1930.

Majakovskij på lit de parade i Forfatternes Hus, hvor han kort forinden havde en storstilet udstilling om sit livsværk. Manden med brillerne er Osip og ved hans side Lili. Ved siden af Lili Majakovskijs mor

 Rusland er et land, hvor rygter meget ofte forveksles med sandheden. Majakovskij var knapt nok død før der opstod det rygte, at han var blevet myrdet. Forskellige skumle personer skulle stå bag: mænd til kvinder Majakovskij havde et forhold med, hævngerrige kvinder i al almindelighed og staten. Myten om staten som morder direkte eller indirekte bliver udnyttet i vestens anti-sovjetiske propaganda den dag i dag. Direktøren for Majakovskij museet, Svetlana Strisjnenaja, har en forklaring på de mange rygter om mord. ” Hans samtidige ønskede ikke at tro, at han begik selvmord. Den stærke mand, og hvordan kunne det være sandt” siger hun og hun tilføjer ”Han var alt for følsom, langt mere end almindelige mennesker” (Komsomolskaya Pravda 12. november 2006). Afskedsbrevet indeholdt bl.a. denne besked til myndighederne:

” anklag ingen for min død og lad være med at løbe med sladder. Mor, mine søstre og kammerater tilgiv – dette er ingen god metode, men jeg har ingen anden udvej. Lili – elsk mig. Kammerat regering, min familie er Lili Brik, min mor, mine søstre og Veronika Polonskaja. Hvis du kan give dem et anstændigt liv så mange tak. Giv de påbegyndte digte til Briks, de forstår sig på dem”.  

Majakovskijs kiste bæres ud fra Forfatternes Hus

Over 150.000 mennesker fulgte kisten til krematoriet. Mange af Majakovskijs personlige venner gik med ind i krematoriet og overværede kremeringen af deres ven. Det var som om, de ikke kunne slippe ham.

Efterspil: 
Marina Tsvetajeva

Digterinden Marina Tsvetajeva, der boede i Paris på det tidspunkt, da Majakovskij gjorde selvmord, skrev en digtcyklus med titlen ”Til Majakovskij” (Majakovskomu) der udover sorgen og lovprisninger af digteren også rettede en kritik af pressen både i Sovjetunionen og emigrant pressen for at politisere en stor poets død. Digt cyklussen er skrevet som en omskrivning af kirkens dødsmesse og hun slutter med ordene: ”Giv den evige fred O herre til din hensovne fjende” – i den kirkelige bøn hedder det selvfølgelig ”din hensovende tjener” men Tsvetajeva udskifter ordet ”raba” med ordet ”vraga” (fjende). Den oprindelige bøn lyder: Upokoj, Gospodi; dushu usopshego raba tvojego. 

(Giv, Herre, din hensovne tjener (slave) fred). Tsvetajeva udskifter ordet ”raba” med ordet ”vraga” (fjende). 

Lili Brik & Stalin 

5 år efter Majakovskijs død skriver Lili Brik et brev til Stalin. Hun skriver, at alle Majakovskijs manuskripter, breve og udkast til digte og skuespil er i hendes besiddelse. Hun beklager samtidig, at der ikke er oprettet et officielt Majakovskij arkiv for forskningen og ligeledes, at der ikke findes et Majakovskij museum. Hun undrer sig over, at Majakovskijs bøger ikke er til at få hos boghandleren m.a.o., hvorfor der ikke genoptrykkes værker af digteren. Stalin reagerer prompte og videregiver sagen til sekretæren i kommunistpartiets centralkomite Nikolaj Jezjov. Henover Lilis brev har Stalin skrevet i hånden:

” Kammerat Jezjov, jeg beder dig tage ansvaret for Briks brev. Majakovskij var og forbliver den bedste, mest begavede poet i vor sovjetiske epoke. Ligegyldighed for hans værk er en forbrydelse. Briks klagemål er efter min mening berettiget. Tag kontakt med hende eller kald hende til Moskva… Se til, at alt som vi har forsømt, bliver gjort godt igen. Hvis min hjælp behøves er jeg parat. Hilsen Stalin”. Kort efter blev Lili kaldt til et møde med Jezjov og det blev aftalt, at staten skulle overtage ansvaret og forvaltningen af Majakovskij arkivet og der skulle oprettes et Majakovskij museum. 

Lili Briks brev med Stalins håndskrift henover

 Det første museum blev åbnet i 1938 på Gendrikov Gaden (senere omdøbt til Majakovskij gaden) i den lejlighed, hvor Lily Brik, Osip Brik og Vladimir Majakovskij tidligere havde boet sammen. Her boede Majakovskij og Briks fra 1926 til 1930. 1968 overførtes samlingen og arkivet til huset i Lubjankapassagen, hvor Majakovskijs tidligere et værelses lejlighed lå. Og den nuværende udstilling åbnede i 1974. Samlingen er oppe på over 50.000 genstande samt 200.000 bøger. I dag er hele huset et stort museum indrettet som en gigantisk futuristisk konstellation som dækker 4 etager. Man tager først trappen op til øverste etage, hvor Majakovskij boede. Her kan man se de få ejendele han havde og sengen, hvor man lagde ham op efter selvmordet. Herefter kommer man ind i selve museet og bevæger sin ned gennem etagerne af en bred indvendig rotunde. Her er alverdens ting og sager relateret til Majakovskijs liv og virke. Alt i en ordnet futuristisk uorden. Kære venner det er ganske enkelt mageløst. 

Danske turister (Åndsbollernes lille rejsehold som jeg er medlem af) foran Majakovskij busten ved passagen ind til Majakovskij Museet i Moskva

Foran Majakovskij museet som ligger inde i en lille gård

Til sommer 2013 lukker Majakovskij museet i 2 år, idet bygningen skal renoveres. En demonstration i Moskva viser, at russerne holder øje med, hvordan arven efter Majakovskij forvaltes. Rygterne vil vide, at museet vil blive lavet om til et museum for futurismen.  Demonstranterne bar skilte med forskellige slogans så som: ”Ja til renovation under vejledning af eksperter”, ”Nej til inkompetente vejledere udpeget af museet”. Demonstranterne forlangte, at restaureringen skulle ledes at et ekspertpanel og at Majakovskij museet skulle udråbes til national kulturarv. På facebook kan man støtte gruppen, som vil bevare Majakovskij muset som digterens museum og ikke et museum for futurisme generelt: МАЯКОВСКИЙ: спаси и сохрани!

Demonstration i Moskva for bevarelse af Majakovskij museet 

i nuværende stand

Teater gruppen "Komediant" optræder på Majakovskij museet. Hver en krog på museet er allerede den perfekte teater dekoration.

Jeg kan på det varmeste anbefale Bengt Jangfeldts biografi om digteren ” Med Livet Som Insats – Berättelsen om Vladimir Majakovskij och hans kreds”. Det er til dags dato den omfangsrigeste og bedst underbyggede Majakovskij biografi. Et udvalg af Majakovskijs digte på svensk findes i: Gunnar Harding & Bengt Jangfeldt ”Vladimir Majakovskij JAG! På dansk findes ”V. Majakovski – Digte” oversat af T. Klitgaard.

 Er man varm på at læse om århundredets kærlighedsdrama, så er brevvekslingen mellem Lili Brik og Majakovskij lige sagen: "Kärleken är alltings hjärta" : brevväxling 1915-1930. Bogen er kommenteret af Bengt Jangfeldt og oversat af Lars Erik Blomqvist. Oversat til dansk findes Majakovskijs teaterstykke: 

”Væggelusen: en eventyrkomedie” ved Ivan Malinovski.

 Ellers er det bare om at se i diverse antologier om sovjetisk digtning. På norsk kan jeg anbefale poemet” Vladimir Iljitsj Lenin” af Majakovskij samt ”Av full strupe ” af Majakovskij i gendigtning af Martin Nag.

Majakovskij læser op for radioen

Majakovskijs sidste kendte tegning. 

En mand følger efter den nedgående sol

Efter Majakovskijs død publicerede hans venner et lille skrift om digteren. Billedet af Majakovskij havde sørgerand 

Lili Brik blev 86, også hun gjorde selvmord som en slags opfyldelse af en drøm, hun havde kort efter Majakovskijs død. Hun ser ham i drømme og bebrejder ham selvmordet. Majakovskij siger så uendeligt blidt ”du vil engang vælge samme metode”.

Lili & Majakovskij

Majakovskij havde en sand skræk for at skulle ende som statue & her er han på Triumphalnaja Pladsen i Moskva (tidligere Majakovskij Pladsen. Metro stationen hedder dog stadig Majakovskij)

Gennem min ven Pjotr har jeg fået lov til at offentliggøre Karen Kjærulfs oversættelse af Vladimir Majakovskijs digt ”Befaling nr. 2 til kunstens armé ”.  Digtet er fra 1919 og har været trykt i tidsskriftet Glasnost 1990, nr. 8, side 52-53. Samme Pjotr kan man takke for denne fabel om Majakovskij på min blok. Som en og anden sikkert har bemærket, så forekommer der en del om sovjetisk kulturliv på denne blok. Engang støtte jeg på en besynderlig bemærkning ude på nettet. En herre proklamerede højlydt, at Sovjetunionen ikke havde produceret noget kulturelt overhovedet. Jeg blev bedrøvet over min landsmands bundløse uvidenhed og besluttede mig for nu og da at placere lidt om sovjetisk kulturliv på min blok. Samtidig besluttede jeg mig for kun at skrive om sådanne kuriositeter, som er liden kendte herhjemme. Majakovskij må siges ikke at være en sådan kuriositet, men da Pjotr trængte ind på mig med flere spændende Majakovskij nyheder og oveni muligheden for at offentliggøre et digt af Majakovskij, ja så var sagen ligesom afgjort. En stor tak til Karen Kjærulf og en ikke mindre tak til Pjotr. 

   

Befaling nr. 2 til kunstens armé
Vladimir Majakovskij

Jer -

velnærede barytoner - som fra Adam til vore dage

har begejstret teatrenes bastioner med Romeos og Julies klagesang.

Jer -

billedsmørere, godmodigtlade som heste,

Ruslands ædende, vrinskende stolthed,

som i atelierernes skjul

maler drabeligt - nu som før –

blomster og menneskekroppe.

Jer -

der dækker jer med mystikkens figenblade,

med panden furet af rynker -

futurister,

imaginister

og symbolister,

fanget i rimenes spindelvæv.

Jer -

som har skiftet fra skilning

til vilter manke,

fra lak til sivsko,

proletarkulturens dyrkere,

der syr lapper

på den langskødede Pusjkinkjole.

Jer -

dansende, fløjteblæsende

som forråder for åbent tæppe

og synder i det skjulte,

hvem fremtiden foresvæver

som en gigantisk, priviligeret madpakke.

Jer siger

jeg -

er jeg nu genial eller ej,

som har opgivet tidsfordrivet

og arbejder i ROSTA, jeg siger jer -

før geværkolberne fortæller jer det:

Stop op!

Stop op!

Glem

og blæs på

rim

arier

rosenbuske

og alt det andet sentimentale kluns

fra kunstens arsenaler.

Hvem gider høre,

at ȁh, den stakkel!

Hvor han elskede

og hvor ulykkelig han var . . .«?

Ikke langhårede profeter,

men mestre, behøver vi nu:

Hør engang:

Lokomotiverne stønner,

det trækker gennem sprækker og gulv:

»Giv os kul fra Don!

Der mangler smede i remisen!«

Ved hver eneste flodmunding,

med skrogets side itu,

klager skibe i dok deres nød:

»Giv os olie fra Baku!«

Mens vi skændes og tøver

og søger den sande mening:

»Giv os nye former!« -

skriger landet på ting.

Der er ingen tåber

som skares måbende om en »maestro«

og venter på hvert ord, han måtte sige.

Kammerater,

giv os en ny kunst -

en,

som kan trække republikken op af skidtet.

(Oversat af Karen Kjærulf Nielsen

Digtet er fra 1919

Trykt i Glasnost 1990, nr. 8, side 52-53)

Majakovskijs grav på på Novodevitjij Kirkegården i Moskva

Bogomslag til Majakovskijs digtsamling "Om Det Der" af Alexander Rodchenko. Kvinden på billedet er Lili 

Hør Majakovskijs stemme. Majakovskij læser op af sine digte!

Se hele Majakovskijs film ”Skolefrøknen og bissen” her: 

 http://updateslive.blogspot.dk/2012/02/majakovsky-movie-from-1918.html

Link til Majakovskijs digt ”Højt og uden omsvøb”:

http://oktobernet.dk/artikler/Nexo_og_co/2003_1228_mayakovskij_hoejt_og_uden_omsvoeb.htm

Link til Majakovskij Museet i Moskva (Engelsk side) 

https://www.google.com/culturalinstitute/collection/mayakovsky-museum

Mayakovsky on life, love and himself in 10 quotes

http://rbth.co.uk/multimedia/2015/07/17/mayakovsky_258827?crid=325359