Min smukke kone Miriam var den første af os alle, der døbte
Presnensky District til Moskvas Østerbro og det er meget rammende om denne
dejlige bydel. Mange turister besøger stedet og alligevel er der også rigtig
mange, som aldrig har hørt eller set de mange attraktioner som findes der. Her
på ”Det finns Inga äckliga Hallon” vil jeg nu råde bod på dette og tage
jer med på en tvangfri tur til både kendte og mindre kendte steder
her på Moskvas Østerbro.
Alle veje fører til Presnensky District men hvorfor ikke tage
metroen ud til en af verdens berømteste metrostationer. Det er selvfølgelig
Majakovskij metrostation, jeg tænker på, her dybt under jorden kan man se
kunstneren Aleksander Deninkas hyldest til futurismen og den lyse sovjetiske
fremtid som digteren Majakovskij skrev om. Omgivet af endeløse lys ses 35
nicher i metroens hvælvinger her har Deninka skabt sine mosaikker med et
kunstnerisk udtryk, der savner sin lige. Oppe på jorden befinder I jer nu på Triumphalnaja
Pladsen, med statuen af Majakovskij. Da statuen blev afsløret i 1958 samledes en gruppe unge mennesker ved foden af
statuen og reciterede Majakovskijs
poesi. En tradition som stadig lever og gentages på bestemte
dage af året. Her findes også to bygningsværker Tjajkovskij Koncertsalen og
Peking Hotel af den sovjetiske arkitekt Dmitry Chechulin. Med ryggen til
Majakovskij statuen gå til højre af den søvnløse og larmende
Sadovajagade og sæt kursen imod nummer 10.
 |
|
Statuen af Majakovskij på
Triumphalnaja Pladsen
|
Presnensky District
Bydelen fremstår i dag som en sammenblanding af nyt og
gammelt. En del af bygningerne blev opført mellem 1900 og 1962 men ca. 15 %
af boligmassen er klassificeret som saneringsmodne
boliger bygget før 1900. Helt nye stilfulde boligblokke er skudt op her, men de
passer pænt ind i helheden. En del
nyrige og folk fra middelklassen bor og kommer her, man ser det på butikkerne
og restauranterne som er mere eksklusive i denne del af byen. Under
revolutionen 1905 var en del af distriktet erobret af venstreorienterede
studenter og området blev en krigsskueplads. Denne bydel rummer en masse
spændende gader, facader og steder og jeg kan varmt anbefale af man bortøder en
dag her. Bare slentrer omkring og indånder miljøet. For den vakse turist står
oplevelserne i kø!
Mesteren &
Margarita
 |
|
Miriam & Gitte ved
indgangen til Bulgakov Huset
|
På Sadovajagaden (Bolshaya Sadovaya) nummer 10 ligger en
meget berømt ejendom. Inde i gården er der adgang til ikke mindre end 2 museer
begge tilegnet forfatteren Mikhail Bulgakov og dennes roman ”Mesteren &
Margarita” som han påbegyndte, medens han boede her med sin første kone Tatjana
Lappa. I romanen er nummeret på bygningen lavet om til 302 B opgang 6, 5. sal
lejlighed 50.
Man skal huske, at i
Rusland angives nummeret på ejendommen og ikke på opgangen ligesom hos os.
Sadovajagaden 10 er således et helt ejendomskompleks. Medens bygningens nummer
er fiktivt i romanen er lejlighed 50 det virkelige sted, hvor Bulgakov boede og
som i romanen døbes "den dårlige lejlighed" (“нехорошей” квартиры №50).
Som så mange gange før fik redaktøren til denne blok hjælp fra sprogeksperten Peter Jessen, der med det
samme slog fast, at den korrekte oversættelse måtte være "den dårlige
lejlighed" og Peter tilføjede på jysk ville vi sige ”en skit stæj”. Det er
ikke uvæsentligt fordi lejlighed 50 i den danske udgave af ”Mesteren &
Margarita” kaldes fortrinsvis: Den forheksede lejlighed, den fordømte lejlighed
eller den hjemsøgte lejlighed. Problemet er, at alle disse betegnelser på
russisk har sine egne navne som ikke dækkes af нехорошей, så hvis forfatteren
havde ment ”den forheksede lejlighed” havde han vel skrevet det? I romanen foregår
der faktisk forheksede ting og sager i denne lejlighed og den kunne sagtens
hedde den forheksede osv. Men så mister man et væsentligt aspekt ved romanen,
for Mikhail Bulgakov anbragte meget bevidst forhold fra sit eget liv i
fortællingen. Lejlighed 50 var en såkaldt korridor lejlighed, det vil sige, at
flere lejligheder stødte op til samme korridor og man delte f.eks. køkken og
bade faciliteter. Bulgakov kunne ikke fordrage proletarer og bønder, ligesom
han havde håbet De Hvide, der kæmpede for at genindføre zardømmet, havde vundet
borgerkrigen. Med de rødes sejr befandt Bulgakov sig i arbejderne og bøndernes
nye stat og i lejlighed 50 måtte han gnubbe skuldre med arbejderne. Den snobbede
forfatter følte en fysisk afsky derved. Samme afsky transformeres i romanen til
lejlighed 50. Her bor djævlen og der foregår horrible og grænseoverskridende
ting. Bulgakov var stærkt imod revolutionens ideer om lighed som efter hans
mening betød, at en hvilken som helst kok kunne styre staten m.a.o. denne
geniale forfatter var politisk dum.
 |
|
Mikhail Bulgarkov 1891 - 1940
|
I kælderen til denne
bygning lå på Mikhail Bulgakovs tid et berømt værtshus ”Pegasus Stalde” hvor
kunstnere og intelligentsiaen holdt til. Her kom alt, hvad der kunne krybe og
gå af kunstnere og forfattere f.eks.: den verdensberømte barfodsdanserinde Isadora
Duncan og hendes kæreste digteren Sergey Esenin, skuespillerinden Alice (Alisa)
Koonen, forfatteren og kritikeren Andrei Bely, maleren Vasily Surikov og bassangeren
Fjodor Sjaljapin. Ligeledes sås ofte medlemmerne af kunstner gruppen ”Ruder
Knægt”.
 |
|
George Yakulov - Portræt af Alice
Koonen
|
Bulgakov museerne har deres egne ejendommelige historier. Længe
før nogen tænkte på at der egentlig burde indrettes et Bulgakov museum i
Sadovajagaden 10 havde et besynderligt klientel af satanister og Bulgakov fan
fundet vej til lejlighed 50. En del af disse personager var særdeles glade for
teater og graffiti. I opgangen såvel som i lejlighed 50 dukkede graffiti op med
opfordringer til at lave mindestuer og/eller museum i bygningen. Lejlighed 50
blev brugt af en tegnestue som gladelig inviterede de unge graffitimalere
indenfor. En del graffiti bestod ganske enkelt i citater fra ”Mesteren &
Margarita” samt en del diabolske guldkorn. Mest citeret var sætningen ”Man kan
ikke brænde et manuskript”. På samme tid
i 1971 satte direktøren på Taganka Teatret et stykke op baseret på ”Mesteren
& Margarita”. Stykket gik hen og blev en kult og det siges, at besøgene i lejlighed
50 i denne tid forøgedes dramatisk og det samme gjorde graffitien. Det anslås,
at der var mellem 800 og 1000 graffiti i lejligheden og opgangen. Vi skal frem
til 1985, hvor en artikel i avisen Izvestia slår til lyd for et museum på
stedet eller i det mindste en litterær cafe. Emnet bliver taget op i TV og
andre medier. Sagen var imidlertid ikke så lige til. Bag kulissen foregik en
kamp mellem graffitimalerne, embedsmændene og husets vicevært. Så i foråret 1988 gav de kommunale myndigheder tilladelse til at
åbne et officielt museum i lejlighed 50, vel nok verdens
eneste museum der er blevet fremprovokeret gennem graffiti malerier. I den
”frie verden” var det aldrig gået så glat. Her ville man have startet med
præventive arrestationer af graffitimalerne for til sidst at rive det
historiske hus ned jævnfør Ungdomshuset på Jagtvej 69. I dag er det meste af den originale graffiti
væk i opgangen til lejlighed 50 takket være en anti-Bulgakov vandalist, som
overmalede det meste af opgangen. Man kunne ikke fjerne denne maling uden også
at fjerne graffitien og løsningen blev, at en anerkendt kunstner genskabte en
del af graffitien.
 |
| En del af den oprindelige graffiti i opgangen |
 |
|
Helvedes 3 enighed: Fagot, Woland & katten Behemot fra Mesteren
& Margarita
|
Et brud mellem de oprindelige museums grundlæggere førte til
den nuværende situation med to museer. Inde i gården til Sadovajagaden
10 ligger det første museum ”Museum teatret Bulgakov Huset” på første sal
umiddelbart efter indgangen. Museet er privat og entreen er gratis, men hvis
man vil støtte økonomisk er det meget velkomment. Stedet drives af en gruppe entusiastiske
unge mennesker, som er fantastiske til at iscenesætte og iværksætte f.eks.
Bulgakov ekskutioner i den nærliggende bydel, eller man arrangerer
teaterforestillinger og kultur-events. I opgangen ved siden af finder man
”Moskvas Stats Institut for Kultur Museum M.A. Bulgakov, beliggende i Bulgakovs
gamle lejlighed, også her arrangerer man teaterforestillinger. Jeg har kun set
det første museum, som jeg varmt kan anbefale. Stedes oser af mystik og humor
og så ligger her en lille cafe med en skræppende papegøje, der konteksten taget
i betragtning nær havde taget livet af mig, da jeg hørte den skræppe op første
gang. Her er en del effekter, som har tilhørt Bulgakov, samt flere interessante
fotografier og breve.
 |
|
Berlioz hoved skilles fra kroppen
af sporvognen
Museum teatret Bulgakov Huset
|
 |
|
Miriam & Gitte ved det runde bord på den lille finurlige
Cafe på Museum teatret Bulgakov Huset
|
 |
|
Miriam blandt ting og sager relateret til Bulgakov - Museum
teatret Bulgakov Huset
|
 |
|
Miriam i det hemmelige rum bag pejsen. Der var bælgmørkt men
blitzen oplyste rummet - Museum teatret Bulgakov Huset
|
Der er imidlertid meget mere endnu. Går man fra Bulgakov
Museerne til venstre ud på Sadovajagaden og forsætte en husblok ned kommer man
til Malaya Bronnaya og Patriarkens dam. Lige inden dammen ses en stor 13
etagers ejendom på venstre side af vejen. Bygningen, som blev opført mellem
2000 og 2002, krones med en iøjefaldende model af Vladimir Tatlins tårn (en
hyldest til 3. internationale). Husets officielle navn er ”Patriarkens
lejligheder”, men de gode moskovitter har omdøbt det til Alla Pugachevas hjem.
En hyldest til Sovjetunionens ukronede pop diva af samme navn som bor her.
Patriarkens dam er, som navnet antyder, en dam beliggende i en lille men
charmerende park.
 |
|
”Alla Pugachevas hjem” med Tatlins tårn
|
Engang i syttenhundrede tallet tilhørte området den russiske
kirkes overhoved patriarken, dengang fandtes der flere damme her og herfra fik
man fisk til Patriarkens middagsbord. Selvom der i dag kun er en dam har man på
russisk beholdt flertalsformen, så egentlig hedder stedet Patriarkens damme. Dammens og omgivelsernes nuværende udseende
går tilbage til 1830 – 31, hvor man genopbyggede Moskva efter branden i 1812 og
krigen mod Napoleon. Bådehuset, hvor der nu er restaurant, var oprindelig en
træbygning som i 1980 blev udskiftet med den nuværende bygning.
 |
|
Patriarkens dam
|
 |
|
Legeplads ved Patriarkens dam
|
Det var her ved
dammen djævelen viste sig første gang i Mesteren & Margarita med fatal
konsekvens for Berlioz, som umiddelbart efter samtalen med djævelen får hovedet
skilt fra kroppen af en sporvogn. Denne dystre begivenhed kan dog ikke overskygge
for stedets idylliske atmosfære og skønhed. Her er hygge og folkeligt og
russerne kommer her både sommer og vinter. Om vinteren løber man på skøjter på
dammen. Restauranten i det tidligere bådehus er specialiseret i menuer fra
Sovjetunionen. Sovjetnostalgi er højeste mode og derfor beder jeg alle om at
besinde sig. Senere vil jeg beskrive en langt billigere og meget spændende restaurant
med sovjetiske menuer. Malaya Bronnaya gaden er et spændende sted og i nummer
28 finder man Cafe Margarita. Navnet på caféen skal
minde os om den berømte heltinde i Bulgakovs roman. Stedet er meget
stemningsfuld med vægdekorationer fra ”Mesteren og Margarita”, men her er også
rigtig dyrt, man mærker, at man er på Moskvas ”Østerbro”. Caféen ligger lige
ved Moskva musikkonservatorium og om aftnen er her underholdning af nyudklækkede musikere fra
Konservatoriet. En aften kan musikken være jazz, en anden klassisk eller
populære viser.
Lidt længere fremme skære Yermolayevsky Alléen Malaya Bronnaya.
Her kan man se ”Løvernes Hus” en luksuriøs bolig for den Røde Hærs Marshals, udført i 1945 som en tidlig 19.
århundrede ejendom af
arkitekten Ivan Zholtovsky. I området ved dammen findes en anden bygning
”Aviazhilstroy Lejligheder”, der ligesom ”Løvernes Hus” går under
betegnelsen stalinistisk luksus. Imidlertid er ”Aviazhilstroy Lejligheder” et godt
eksempel på sovjetisk postkonstruktivistisk arkitektur, som var meget populært
i 1930´erne. En periode i sovjetisk byggeri som gjorde op med både avantgarde og
stilblandinger fra fortiden. En anden
fordel i en tid med total rationering var, at i modsætning til konstruktivismen minimerede den nye
stil brug af stål og cement og
vender tilbage til primitive murværk med trægulve og
skillevægge.
 |
| Aviazhilstroy Lejligheder |
Jødiske kvarter
Bronnaya Synagoen er beliggende på Bolshaya Bronnaya gaden
nr. 6. Synagogen var oprindelig en privat villa, der i 1883 under ledelse af arkitekten
Mikael N Chichagov (1837- 1889)blev omdannet til synagoge. Det er ret så
tankevækkende, at der fra bedehallen blev anlagt en hemmelig tunnel som man
kunne benytte i tilfælde af jødepogromer. Bygningen har for nylig gennemgået en
omfattende
rekonstruktion og fremstår i dag som den mest moderne
synagoge i Moskva. Facaden står med røgfarvede glas og over bedehallen hvælver
der sig en stjerneformet kuppel. Ser man godt efter kan man gennem glasvæggen
se bygningens oprindelige facade.
 |
|
Miriam ved Bronnaya Synagoen
|
 |
|
Bronnaya Synagoen
|
 |
|
Bronnaya Synagoen & en vis Miriam
|
Udover religiøse ceremonier og bønner bruges
synagogen også til andre formål. Her sælges kosher madvarer og på 3. og 4.
etage findes et museum: ”Heltemodets hal” og ”mindehallen”. Her er udstillinger
om heltene fra ”den store fædrelands krig”, som 2. verdens krig kaldes på
russisk. Ligesom her er en udstilling om jødernes historie i Moskva. Synagogen
tilhører i dag en chasidiske Chabad Lubavitch menighed.
Kvarteret omkring
synagogen er meget fortryllende og her ligger flere spændende restauranter med
udendørs servering om sommeren. Vil man have en kop kosher kaffe kan man slå
vejen om Shokoladnitsa på Sadovaya-Kudrinskaya 31/1 på den noget befærdede
havering.
 |
|
Hans Christian, Nancy, Børge og Miriam fra Danmark slapper af
ikke langt fra
Bronnaya Synagoen
|
På Malaya Bronaya 4c. 2 ikke langt fra synagogen fandtes engang
Moskvas berømte jiddische (jødiske) teater. Her arbejdede Marc Chagall med
teaterdekorationer i begyndelsen af 1920´erne. Moskvas jiddische teater var en
del af en nærmest eksplosiv jødisk kultur udvikling som fulgte i slipstrømmen
fra den russiske revolution 1917. Herom kan man læse meget mere i: Kenneth B.
Moss ” Jewish Renaissance in The Russian Revolution”. Harvard University Press
2009. Direktøren for teatret Granovskij og Chagall var lidt som hund og kat.
Chagall var let til at bekymre sig over stort og småt og Granovskij kunne lide
at drille. Chagall afskyede den realistiske stil og Granovskij opførte
forestillinger i Stanislavskijs realistiske stil. På den tid var der økonomisk
krise i Sovjetunionen og der var ikke meget mad på bordet. Alligevel arbejdede
alle på teatret med en smittende begejstring og glæde ved samværet med kolleger
og venner. Det fortælles, at Chagalls indflydelse på teatret var ganske vidtfavnende
ikke blot i kulisserne,
kostumer og make-up men selv ud i
koreografien af skuespillernes
bevægelser.
 |
|
En af Marc Chagalls teaterdekorationer
|
 |
|
En af Marc Chagalls teaterdekorationer
|
 |
|
”En Aften” af Scholem Aleichem med
Marc Chagalls
teaterdekorationer
|
En anden kendt person som naturligt havde sin gang på det
jiddische teater var forfatteren Scholem Aleichem, som herhjemme nok er mest
kendt for skuespillet ” En Spillemand på en Tagryg”. Imidlertid havde Scholem Aleichem
en meget omfangsrig produktion af: noveller, romaner og skuespil. Faktisk var
det stykket ”En Aften” af Scholem Aleichem som Chagall malede teater
dekorationerne til. Ikke så mærkeligt, at der her hvor Malaya Bronnaya Ul. Og
Bolshaya Bronaya Ul. Mødes, er en statue af Scholem Aleichem. Statuen er en
hyldest fra Moskvas befolkning til forfatteren.
 |
|
Miriam ved Statuen af Scholem Aleichem
|
Hvorom alting er, så erindrer
jeg noget om en billig restaurant med menuer fra Sovjetunionen og jeg skal nok
holde, hvad jeg lovede. I går op af Bolshaya Bronnaya Ul. og drejer af ved Bogoslovskiy
og fortsætter ned til Tverskoy Boulevard. Gå så imod Pushkin pladsen indtil I
finder Cheburechnaya CCCP (чебуречная CCCP) på venstre side af
Boulevarden. Man skal være vaks, for der er ingen prangende facade men bare en
dør ned til en kælder. I kælderen findes to restauranter i en og jeg foretrækker
den bagerste. Maden er fantastisk, personalet ligeså og vodkaen er iskold, men
pas på for jeg bestilte en lille vodka og fik 50 cl.
 |
|
Døren ned til Cheburechnaya CCCP
|
 |
|
Opgangen ned til Cheburechnaya CCCP med suprematiske
dekorationer
|
 |
| Sild og vodka sovjet style |
 |
|
Danskere fra åndsbollernes lille
rejsehold skåler med hinanden - 50 cl
vodka
|
Så mangler jeg bare at fortælle: på
Tverskoy Boulevard 2 finder man ITAR- TASS berømte bygning. Engang havde
Sovjetunionens telegram bureau (TASS) til huse i denne bygning. Herfra strømmede
nyhederne ud til hele verden og jeg lyver ikke, når jeg siger, at alle over 40
år ved hvad TASS er og var. TASS havde reportere og kontorer i 110 lande og
producerede daglig nyheder svarende til 750 avissider. Ligesom 4000 sovjetiske
aviser modtog nyheder fra TASS. Umiddelbart efter TASS bygningen ligger
Nikitsky pladsen med Natalia og Alexander springvandet og det er Ruslands
nationaldigter Aleksander Pushkin og dennes kone Natalia Pushkina der tænkes
på. De blev gift her i Kristi himmelfarts kirken på Ul.Bolshaya Nikitskaya.
Omkring Nikitsky pladsen findes flere små rappe Cafeer og restauranter, hvor en
turist kan få en bid brød og et stort krus iskold øl, medens han hviler sine
trætte fødder.
 |
| Nikitsky pladsen |
 |
| ITAR- TASS |
Forfatteren Maxim Gorkis hus på
Malaya Nikitskaya har jeg med vilje undladt at tage med i denne omgang, fordi
dette fantastiske sted vil få sin helt egen beskrivelse her på ”Det finns Inga
äckliga Hallon”, når jeg får tid til det!
 |
|
Mikhail Bulgakov endnu en gang hans satire var en
fiks blanding af
fantastiske og realistiske elementer,
groteske situationer og vigtige etiske spørgsmål
|
 |
|
Katten Behemot fra Bulgakovs burleske
roman ”Mesteren og Margarita"
få så det sidste ord
|
