Vasilij Sjuksjin (1924-1974)

Sovjetisk Forfatter, skuespiller, filminstruktør, manuskriptforfatter. 

En russisk blogger skrev for nylig:”Sjuksjin forfatteren,Sjuksjin filminstruktøren, Sjuksjin skuespilleren. Manden med den mest simple og på samme tid sofistikerede russiske sjæl. Hylende morsom og tragisk, klog og naiv. Jeg forelskede mig øjeblikkelig i hans poesi og læste alt af ham, jeg kunne komme i nærheden af”.

Vasilij Sjuksjin blev født ind i en bondefamilie i byen Srostki, i Altaj regionen. Efter 4 år i marinen vendte ham hjem til Altaj for at studere og senere undervise som skolelærer i russisk. Fra 1954 til 1960 studerede han til filminstruktør ved Hele Unionens Filmskole. Medens han gik på filmskolen, havde han nogle små biroller og fik publiceret en novelle i et magasin. Han fik også en birolle i Gerasimovs ”Stille Flyder Don”, men allerede året efter fik han tilbudt den ene hovedrolle i Marlene Hutsievs film ”De to Fedor”.



 Vasilij Sjuksjin som den voksne Fedor i filmen "De to Fedor"

     


Han udgav novellesamlingen ”Landsbyerne” i 1963, som alle handlede om hverdagens mennesker: smede, chauffører, landsbyens ældre, børn og bekymrede mødre. Han fremstillede nærmest en idealiseret virkelighed i sine bøger om det enkle liv på landet.


Andre af hans noveller handlede om mennesker, der flyttede fra landet til byerne og de genvordigheder, som de kom ud for. Altid beskrevet med et glimt i øjet. Hans skildringer af landlivet leder tanken hen på både Gogol og Gorkij. Hans antihelte er indadvendte enspændere, fulde af filosofiske refleksioner og den særlige kynisme, som mange intellektuelle antager, er deres private område.

Sjuksjin´s personer er hverdagens snurrige antihelte og krabater. Han beskriver landsbytossen, den lærde og den snu rad med samme indlevelse og kærlighed. Han maler hverdagen i Sovjetunionen med bred pensel: smårapserierne fra kollektivfarmen og dem, som ser gennem fingrene med dem, der gør det, urbaniseringen, den menneskelige gensidighed, de kriminelle, de hårdtarbejdende, drukmåsen, de overtroiske og frem for alt kærligheden til naturen. Naturen er magisk, den har en terapeutisk virkning på den tidligere kriminelle Jegor Prokudin anti- helten i Kalina Krasnaja.



Sådan er fyr findes



Han slog igennem som filminstruktør med den romantiske komedie ”Sådan er fyr findes” (Живёт такой парень) fra 1966, som blev set af 27 millioner mennesker i Sovjetunionen.                  
Den mandlige hovedperson, Pasha Kolokolnikov, spilledes af Sjuksjin´s gamle klassekammerat Leonid V. Kuravlev, medens den kvindelige hovedperson blev spillet af digteren Bella Achmadulina. Med Pasha Kolokolnikov skabte Sjuksjin en varm person, hvis indre poesi reflekterede hans omgivelser. Når verden var god, havde Pasha Kolokolnikov det også godt, omvendt havde han det skidt når omgivelserne havde det skidt. Samtidig var Pasha bare en almindelig fyr: mekaniker og chauffør som kørte bilen GAZ- 51. Filmen blev lavet i Altaj regionen og instruktørens kendskab til befolkningen og landskabet smittede af på filmen, ligesom fotografen Valerie Ginsburgs kameravinkler, beskæringer og klipning gør denne film til noget helt særligt. Folk i Rusland elsker stadig denne apolitiske proletarfilm. Den har fået en renæssance sammen med alt sovjetisk.



Leonid V. Kuravlev i rollen som Pasha Kolokolnikov

        


Kalina Krasnaja (Den røde snebærbusk), blev den sidste film  Sjuksjin iscenesatte, ligesom han spillede hovedrollen. Hovedpersonen, Jegor Prokudin, er lige kommet ud af fængsel, desillusioneret og bitter på livet. Han rejser tilbage til Altaj, hvor han oprindelig stammer fra, og forelsker sig i bondepigen Luba (spillet af Sjuksjin´s kone Lidia Fedoseeva-Sjuksjina). Hun lærer ham at holde af det simple landlige liv og gradvis overvinder han sin bitterhed. Deres lykke bliver dog kort, idet Jegors gamle kriminelle venner ikke vil lade ham være i fred. Det var den første film i Sovjetunionen, hvor en tidligere kriminel spillede en positiv figur og filmen skabte et større røre. Kalina Krasnaja vandt første præmien på Hele unionens Film Festival i 1974 i Baku, og den blev ekstremt populær. Mens Kalina Krasnaja klart favoriserer det enkle landlige liv, overdrev Sjuksjin ikke dette tema. Gennem nogle enkle kontrasteringer mellem by og land fik han sit budskab frem. Hans helte er almindelige mennesker og deres svagheder og langt fra lette skæbner. Han beskriver dem med satirisk humor, men også med venlig og følsom sympati.



Den røde snebærbusk

Sjuksjin har også en mindre, men betydelig rolle, som kommandanten i Aleksander Askoldovs ”Kommissæren” baseret på en novelle af Vasilij Grossman, om en kvinde der forlader sit nyfødte barn for at kæmpe sammen med de røde.

1974 blev hans stykke ”Energiske mennesker” sat op på Bolsjoj teatret. Samme år spillede han hovedrollen i krigsfilmen ”De kæmpede for Deres Land”, ligesom han spillede med i ”Stepan Razin” og ”Kan jeg få ordet tak”. Sjuksjin døde pludselig midt under indspilningen af ”De Kæmpede for deres land”. Titusinder af mennesker fulgte hans kiste til graven. Siden har der verseret forskellige rygter om, at han skulle være myrdet – men man ved intet konkret om disse rygter. 

Lidia og Vasilij sammen med døtrene Olga og Masha (Maria)

        


Datteren Maria Sjuksjina er fuldt i forældrenes fodspor og er i dag en feteret film og TV-stjerne i Rusland.

Vasilij Sjuksjin iscenesatte og medvirkede i mere end 30 film, ligesom han forfattede 2 romaner og flere fremragende noveller og filmmanuskripter.
Var medlem af det kommunistiske parti siden 1955. 






På dansk er udgivet:

Vasilij Sjuksjin ”Kalina Krasnaja og andre fortællinger”. Sputnik 1983. Indeholder følgende noveller: Landsbyfolk ; Se hestene lege på marken ; Kritikere ; Jeg vil leve! ; Ulve ; Fra Ivan Popovs drengeår ; Den dansende Shiva ; Haren og ballonerne ; En stædig rad ; Vanka Tepljasjin ; Kalina Krasnaja.

Vasilij Sjuksjin: ”Kosmos, nervesystemet og en klump spæk” .illustreret af Vladimir Kuljkov. - [Kbh.] : Sputnik, 1987. Indhold: Alene ; Gøgetårer ; Støvlerne ; Kosmos, nervesystemet og en klump spæk ; Mille pardon, madame! ; Svoger Sergej Sergejevitj ; Komma nul nul ; Lægprædikanten Makar Sjerebtsov ; Egnsfæller ; Petja ; Stenka Rasin ; Lagt ned ; Gå raskere på, maestro! ; I profil og en face ; Tanker ; Mesteren ; Jeg vil gerne bo på landet ; Uanstændige ; En moders hjerte ; Den gamle mands farvel ; Et ord med på vejen ; Lyse sind ; Den unge Vaganovs lidelser ; General Malafejkin ; Jeg tror! ; Efterår ; Psykopaten ; Onkel Jermolaj   

                                                                                                Hædersbeviser
Det Røde Flags orden, Lenin ordnen, USSR stats orden, ærede kunst arbejders orden, Vasiliev Brødrenes orden, af Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik. 



Lenin Ordnen

            

                                                                            Vladimir Vysotskij: "Til Minde om Vasilij Sjuksjin”.

                                                       

                                                        ”Selv stærke mænd måtte græde

                                                          Ved synet: en kugle i maven, krum,

                                                         Som en trofast hund faldt han om…

                                                         Og ved siden af voksede en busk,

                                                         Snebærbusken med bær så røde.”









Vladimir Lebedev - En Kunstner med mange talenter.

Vladimir Lebedev (1891 – 1967) var på en gang portræt, landskabs og dyre maler. Ligesom han arbejdede med motiver fra cirkus, balletten sporten og alle de mennesker, han mødte på gaden. Han var en dristig satiriker der forstod at indfange og karikere de mange menneskelige pudsigheder, der karakterede hans samtid. Stilistisk favnede han bredt, lige fra kubisme, suprematisme til impressionisme samt et utal af egne kunstneriske indfald. Som Croquistegner spænder han fra naturalisme over impressionisme til en Matisse lignende stil, med stærkt markerede konturer og en nærmest primitiv formbehandling. Omvendt lå han tæt på Renoir, hvad angår farvevalg i flere af hans oliemalerier. Det gælder især de mange portrætter, han malede relativt sent i livet.   

   



Arbejdes må der, men ha´geværet ved hånden

Vladimir Lebedev gik på forskellige kunstskoler i St. Petersborg. I 1911 fik han nogle billeder offentliggjort i et kunsttidsskrift. Livet var den virkelige skole for ham og man kan sige, at han studerede hele livet. Altid stræbte han efter det perfekte og ypperste.  

Medens han arbejdede som professor på Statens Kunstskole i Petrograd/Leningrad (1918 – 1921) udførte han flere kubistiske motiver f.eks. den grafiske serie ”Vaskekonen”. Han blev tilsluttet den kunstneriske bevægelse, der stod bag de såkaldte ROSTA – vinduer. ROSTA- vinduerne var en af den russiske revolutions nyskabelser. Vinduerne var plakater med tekster eller små digte, der dag efter dag udsendtes af det russiske telegrambureau – ROSTA. Digteren Majakovskij som var en af hovedkræfterne bag ROSTA- vinduerne skrev:

”ROSTA-vinduerne er en fantastisk ting. Det er en håndfuld kunstnere, som med håndkraft, betjener et folk på 150 millioner. Det er telegrafnyheder, som på stedet omarbejdes til plakater og dekreter, som øjeblikkelig omsættes i viseform”.  

 Lebedev anvender en kubistisk inspireret form i hans ROSTA-vinduer, sammen med tegneseriens figurer. Figurerne er typer, ikke personer og de virker nærmest anmassende i deres anonymitet. Det er revolutionens nye mennesker, det arbejdende folk, og Lebedev illustrerer med al tydelighed, at de ikke er til at komme uden om. Billederne er befriet for al perspektivistisk dybde. Her er kun den rene flade, rene former, og rene farver.

Vladimir Lebedev arbejdede sig frem til en forenkling og udglatning af formen samt kontrasterende sammenstillinger af få lyse farver, som gav hans kompositioner en slags monumentalitet. I 1922 skabte han en serie på 23 satiriske motiver i tus, gouache og blyant med den fælles titel ”Gade Revolution”, som bragte ham øjeblikkelig berømmelse. Senere rettede han titlen til ”Panel Revolution”. I Serien opsummeredes alle Lebedevs kunstneriske aspirationer, hans virkelighedsopfattelse, således som han udtrykte den gennem hele sin produktion. Gennem skitserne til serien kan man se, han har indfanget øjeblikkelige indtryk af kroppens bevægelser og karakteristiske positurer. Han skabte en social og psykologisk type mennesker snarere end enkelt individer, men der er mere end det. Lebedevs serie er social-satire, intuition, følelser og romantik. Han skildrede gadens skønheder og deres kumpaner, sømænd og deres damer, de mennesker der giver gaden dens særpræg.

 Gadens Revolution. 

                                        

 

Han udvikler sig til Sovjetunionens måske mest populære bog illustrator. Det begyndte med billeder til Rudyard Kiplings ”elefant” (1921).Senere fulgte illustrationer til populære børnebøger som: ”I går og i dag”, ”Ispind”, ”Den dumme mus”, ”Cirkus” (alle 1925), ”Bagage”(1926), ”Hvordan planer laver planer” (1927) osv. Mellem 1924 og 1933 var Lebedev kunstnerisk leder af ”Statens Publicerings Hus for Børne og ungdomslitteratur”, som derved blev center for børnebøger med en usædvanlig høj kunstnerisk standard.

Rudyard Kiplings ”elefant”

Tiden mellem 1925 og 27 er meget frugtbar. Kunstneren arbejder snart med børnebogs illustrationer, snart med grafik, for så at kaste sig over maleriet. Han udtænker flere satiriske serier f.eks. ”NEP” en kras satire over den nye økonomiske politik, som Sovjetunionen var slået ind på i 20´erne. NEP var en blandings økonomi, der tillod privatkapitalistiske foretagender, parallelt med statens planøkonomi.  Vladimir Lebedev og mange andre af de mere innovative kunstnere tog afstand fra NEP politikken; idet de så det som en tilbagevenden til burgøjser samfundet og som en trussel imod revolutionen. Serien viser de nyrige NEP mennesker, som usympatiske og griske. En utilsløret kritik at NEP.

  NEP Burgøjserne.

                                  

 I serien ”Kærligheds flippere” tegner han et satirisk men kærligt scenarie over de, der søger nattens, mørket og caféernes fristed. Hans produktion bredte sig til dansens verden (hans kone var balletdanser), cirkus, sport (som ung dyrkede han brydning) og Croquis tegning. Han kaster sig over portrætmaling og laver en serie efter kvindelige modeller (1934). Teknikken er nu inspireret af impressionismen.                                                                                                                                                                       



Vladimir Lebedev

Under krigen boede Lebedev i Moskva, hvor han arbejded med plakater for TASS, designede og illustrerede bøger. Ligesom han tegnede for magasinet ”Den Røde Hærs Soldater”. I 1950 vendte han tilbage til Leningrad og fortsætter med at illustrere bøger f.eks. ”Hvor kommer boret fra”, ”Farvebogen”, ”De tre Bjørne”.

Livet igennem knyttede Lebedev mange venskaber og arbejdsrelationer med andre førende kunstnere og trendsættere f.eks.: Tatlin, Ivan Puni, Kazimir Malevich, Vladimir Mayakovsky og litteratur kritikeren Nikolai Punin.

Udmærkelser:

1945: Æret kunstarbejder i Sovjetunionen.

1966: Folkets kunstner i Rusland.

1967: Medlem af kunst akademiet i USSR. 

                                   

Verdens Første Rummand

                                                   Verdens Første Rummand

                           Jurij Gagarin og den smukke TV-stjerne Larissa Mondrus.

I år er det præcis 50 år siden, at kosmonauten Jurij Gagarin gennemførte verdens første rumflyvning.
Det blev fejret på mange måder rundt omkring i verden, ikke mindst på det Russiske Føderale Rum Agentur. Her dumpede der den 18. februar et mystisk brev ind af brevsprækken.



Det historiske billede, til venstre Jurij Gagarin og midt i billede Larissa Mondrus.

  Brevet kom fra den engang så berømte TV-stjerne Larissa Mondrus og 
sammen med brevet var et foto fra nytårsaftens programmet ”Det lille blå lys” 1966. Det lille blå lys var en meget populær udsendelse i Sovjetunionen, som blev sendt direkte fra TV studiet, hvor man fejrede nytårsaften. Hvert år blev der indbudt forskellige gæster og i 1966 var gæsterne kosmonauter. Men tilbage til brevet fra Larissa Mondrus hvori der stod:  ”Mødet med de berømte kosmonauter på TV, samt andre rendezvous med dem, gør mig stadig glad 50 år efter. Jeg vil fejre 50-året for det første menneske i rummet med min familie, og i tankerne vil jeg genopleve disse historiske begivenheder”.
Det vedlagte foto stammede fra nytårsfesten i TV studiet, og man ser bl.a. Jurij Gagarin og Larissa Mondrus sammen med de andre gæster festklædte omkring et bord med champagne, frugtskål med alskens lækkerier, og funklende krystal glas. Gagarin bærer Sovjetunionens højeste orden: ”Sovjetunionens Helt”.  

Her synger Larissa Mondrus ”Kosmonaut tvist” for de forsamlede gæster og kosmonauter, medens Jurij Gagarin filmer hende med sit eget filmkamera.Dobbeltklik på ikonet !!

             

Larissa Mondrus var en ovenud populær stjernerne i 60´erne på den sovjetiske pop himmel. Hendes plader solgtes i millionvis. I dag bor hun med sin mand, Egil Schwartz, i Tyskland, men optræder jævnligt i Letland, hvor hendes familie stammer fra, og i Rusland.
 Dobbeltklik på ikonet !!

Og så lige ..........Dobbeltklik på ikonet 

Jurij Gagarin hyldes af de sovjetiske politikere, og militær efter hans historiske rumflyvning i 1961. Læg mærke til, at Krustjov straks tager hatten af, i respekt for Gagarin, medens flere, af de andre politikere fortrækker, at beholde hatten på.

I Jurij Gagarins selvbiografi som udkom på dansk allerede i 1961 – kan man bl.a. læse om nogle, af de tanker han gjorde sig, medens han som den første i historien, ude i rummet cirklede omkring jorden. Da han fløj over den vestlige halvkule, tænkte han på de amerikanske rum piloter, der højst sandsynligt ville følge efter ham:

”Af en eller anden grund formodede jeg, at Alan Shepard ville blive den første af dem, måske fordi han var mig mere sympatisk end de andre. Han havde ikke deltaget i Koreakrigen, som sine kollegaer. Ville de amerikanske kosmonauter tjene freden, sådan som vi gjorde, eller ville de lade sig gøre til villige redskaber for dem, der ønskede krig? Hvor ville det være skønt, hvis hele verdens folk ville følge Nikita Krustjovs fornuftige forslag og påtage sig alle anstrengelser for en almindelig og varig fred”.

Markedsøkonomien er ved at miste sin sociale side.

Flensborg Avis online - Leder.

Holger Johannsen (hj@fla.de)

torsdag, 27. jan 2011

DET TYSKE Bundesamt für Statistik har netop fremlagt nogle bekymrende tal. Seks ud af ti tyskere risikerer efterhånden at blive fattig, i præcise tal drejer det sig om 16,5 procent af befolkningen. Danmark ligger i midterfeltet. Andre lande i EU klarer sig bedre. I Tjekkiet er kun godt otte procent havnet i den økonomiske farezone. Fattig er man ifølge EUs egen definition, når en husholdning højst har 60 procent af de penge til rådighed, som gennemsnittet af befolkningen har at gøre godt med. Det vil sige, man er fattig, hvis man som enkeltperson har mindre end 12.000 euro om året på budgettet.

DISSE TAL er i sig selv skræmmende nok, men det viser sig nu, at fattigdom ikke længere kun rammer de traditionelt dårligst stillede befolkningsgrupper som arbejdsløse eller mennesker på kontanthjælp. Lønningerne er i mange brancher efterhånden så lave, at også middelklassen nu havner i risikogruppen. Det er ikke set før. I årtier har tyskerne været stolte af deres stærke og brede økonomiske basis i befolkningen, altså en stor gruppe mennesker, der klarer sig godt uden egentlig at være velhavende. Det tyske samfund bestod hidtil af kun få rigtigt rige, en forholdsvis overskuelig gruppe fattige mennesker og et meget stort antal mennesker i midten, der klarede sig rimelig godt økonomisk.

SENEST SIDEN finanskrisen er det først og fremest middelklassen, der kommer til at betale prisen for markedsøkonomiens fejludvikling hen til en mere og mere hensynsløs kapitalisme, som udelukkende tænker på profitmaksimering. Den markedsøkonomi, som vi oplever nu, er ved at miste sin sociale samvittighed. Det kan ses direkte i gaderne: Der er lange køer foran offentlige institutioner og private initiativer, der uddeler gratis mad og tøj. Men det drejer sig ikke kun om hjemløse, der står i kø hos velgørende organisationer, ofte er det rimeligt velklædte mennesker, som ved første blik ikke ligner mennesker i nød. Den ny fattigdom gemmer sig bag en kunstig facade for at være usynlig for naboer, venner og bekendte. Vi har her at gøre med mennesker, der skamfuldt prøver at skjule deres håbløse økonomiske situation. Det afgørende spørgsmål lyder derfor: Hvordan får vi bugt med med fattigdommen?

DET TYSKE - og i øvrigt også det danske - samfund bygger på en uskreven lov om, at den fri markedsøkonomi kun kan holde balancen, hvis den fungerer både økonomisk og socialt, dvs. hvis den også tager hensyn til de økonomisk dårligt stillede mennesker. Det går galt, hvis flertallet af befolkningen bare vender vender ryggen til mennesker i nød og lukker øjnene for risikoen for, at nøden kan være lige om hjørnet for dem selv. Manglende solidaritet med de svage vil i sidste konsekvens splitte hele samfundet ad, og så får vi det gamle, ufleksible klassesamfund tilbage, der ikke er i stand til at tilpasse sig nye udfordringer i en globaliseret verden uden nationaløkonomiske grænser. Vi må holde op med at se staten, altså det offentlige, som noget, der bare har at fungere og helst ikke må koste noget. Ellers bliver køerne foran suppekøkkenerne endnu længere - og til sidst står vi måske selv med i køen.

Che Guavaras dagbog fra Bolivia: en ikon for en hel generation - og nu igen.

På min reol står den cubanske førsteudgave af Ernesto "Che" Guevaras dagbog fra Bolivia. Den fik jeg dengang sendt fra Cuba. Baggrunden var, at jeg havde hjulpet den lokale boghandler med at afsætte et stort antal eksemplarer af den danske udgave på mit gymnasium. Ches død var en skelsættende hændelse for min generation. Han blev symbolet på det absolutte opgør. Nogen vil nok sige hovedløs aktivisme. Men hans idé var at sætte gang i oprør verden over mod USAs dominans, midt under Vietnam-krigen.

Historien om dagbogens udbredelse verden over er ret interessant. Den blev ikke så længe efter mordet på Che smuglet ud af Bolivia og blev en verdenssællert og en slags helteikon. Cubanerne skyndte sig at sælge rettighederne til så mange forlag og lande som muligt. I mange tilfælde solgte de eneretten til flere forlag i samme land, bl.a. i de nordiske lande.
I Sovjet udkom dagbogen IKKE som bog men som et tillæg til ugemagasinet Ny Tid (Novoe Vremja). Den russiske tekst blev året efter udgivet i estisk oversættelse (som bog med Che på forsiden og hele svineriet). En venstreorienteret polsk forfatter (en sådan har åbenbart fandtes) oversatte den til polsk. På tjekkisk blev den med et par års forsinkelse udgivet af partiavisens forlag. Men Ches hovedløse aktivisme var nok ikke altid velset overalt i de ledende kredse i Østeuropa? Mærkeligt nok har en DDR-udgave ikke kunnet spores (må opklares). Det land støttede ellers aktivt befrielsesbevægelser verden over. Også Titos Jugoslavien red med på Che-bølgen. Der kom tilsyneladende ingen albansk udgave og hvordan det forholdt sig i Rumænien og Bulgarien står endnu tilbage at undersøge.

Derimod siger det sig selv, at dagbogen straks blev udgivet i Vietnam (Hanoi).

En kinesiske oversættelse kom først på gaden i 1971, vel at mærke uden det kendte Che-portræt på forsiden.

Caucescus Rumænien var ikke med på ideen. Her udkom bogen først mange år efter regimets fald (1995). Også bulgarerne var langsomme i optrækket. Her skal vi frem til 1981 for at finde en udgave, hvor dagbogen er med i.

I USA kom dagbogen først som en særudgave af det venstreorienterede tidsskrift Ramparts, men minsandten om ikke også CIA udgav sin helt egen forfalskede version!

I Sydamerika blev bogen en storsællert i de lande, hvor den fik lov at udkomme.

I Vesteuropa passede den som fod i hose til den begyndende demokratiske revolte, der gik over i historien som ungdomsoprøret, og bogen gik som varmt brød på i tyske, franske, hollandske, italienske og spanske udgaver.

I Danmark nåede Rhodos først på gaden med en dansk oversættelse og da Rhodos i forvejen havde slået sig fast som venstrefløjens forlag, var det den, der slog an. Paludan lavede en feberredning ved at slå pjalterne sammen med norske Pax Forlag. Den første norske udgave blev altså på dansk, men umiddelbart efter udsendte Norsk Gyldendal teksten gemt i en anden udgivelse "Boken om Che".

I Sverige bed to forlag på det cubanske udbud, og derfor kom bogen på samme tid fra to forlag.

I Japan var bogen og fænomenet selvsagt et stort hit. Bortset fra spansk og engelsk er japansk muligvis det sprog, der har de fleste udgaver af dagbogen. I den oprindelige (bl.a. danske) udgave manglede 13 dage af dagbogen. De er senere kommet med i reviderede udgaver i mange lande. Dog ikke Danmark. Det skal også nævnes, at dagbogen også findes i en arabisk og tyrkisk udgave. Sandsynligvis er der flere i Mellemøsten, Indien og Bagindien, men de er endnu ikke dukket op i eftersøgningen.

I Østeuropa kom der først fart i tingene med den anden Che-revolution, der begyndte i Rusland i 1990erne. Denne Che-revival er et ganske specielt fænomen. Russerne hævder, at det hele blev sat i gang af en roman af forfatteren Viktor Pelevin, men det forholder sig nok omvendt: Pelevins roman var et produkt af Che-bølgen, som var en udbredt subkultur blandt unge. Nu kom Che også som bog på russisk (flere udgaver) og blev også genudgivet på serbisk, kroatisk, slovensk m.m. (flere helt nye, flotte udgaver).

Der er i øvrigt en helt ufattelig interesse for Che i de fleste lande. Utroligt mange "unge" hjemmesider, inklusive lande som Tjekkiet! Men som sagt: Det er en helt anden historie, som en anden må grave ned i.

Her i Danmark er Che-litteraturen stadig ret sparsom. Det seneste er Forlaget Sohns danske udgave af Jon Lee Andersons "Che Guevara - biografien om mennesket og myten"

Peter Jessen

Så hatten passer - til personligheden.

På en del gamle fotos optræder Th. Stauning med en stor bredskygget hat, som f.eks. på det berømte billede, hvor han er på vej over Amalienborg slotsplads efter mødet med kongen i 1913. Skægget fuldender indtrykket af noget boheme lignende a la Drachmann. På det tidspunkt var Drachmann faktisk Staunings yndlings digter og den famøse hat er da også af nogle blevet dømt til at være en ”kunstner hat”. Underforstået skulle Stauning på dette tidspunkt af sit liv have haft en uforløst kunstnerisk raptus og hang til et liv som boheme. Det får nok være, men både hatten og skægget havde også en anden symbolsk betydning.

For at forstå denne skal vi tilbage til 1800 tallets europæiske samfund med deres kæmpestore klassemodsætninger, der bl.a. kunne aflæses i tøjmoden. Arbejderne gik med kasket og i blå bluser og mange med en rød klud om halsen. Overklassens herre gik derimod med høj silkehat. Silkehatten blev efterhånden tegn på konservativ forstokkethed. Dens modsætning blev en bredskygget filthat ”demokrati hatten”, som skulle signalere et åbent sindelag og at hattens ejer anså sig for et frit og selvstændig individ. Jo bredere skygge jo støre frisind. Karl Max yndede at gå med en sådan ” demokrati hat”, ligesom han tillagde sig et stort ” demokrati skæg”. At være glatbarberet var tegn på konservative bourgeoisi holdninger, medens det store skæg signalerede revolutionære tilbøjeligheder. Som sagt prydede Stauning sig med begge symboler (demokrati hat & demokrati skæg) i begyndelsen af forrige århundrede. På flere billeder af socialdemokrater i optog fra den tid kan man overbevise sig om, at der var mange af mændene der gik med ”demokrati hatten”. Det var ikke kun Stauning. Måske stammer moden med den bredskyggede filt hat fra de frie omrejsende håndværker svende, der gik med en sådan hat. De svenske anlægsarbejdere, de såkaldte ”rallare”, gik også med denne hat. I modsætning til industriarbejderen, der var mere eller mindre stavnsbundet, opfattede ralleren sig som fri, når han rejste omkring fra sted til sted og byggede jernbaner eller dæmninger i det store land. Hattens symbol på frihed og frihedstrang lå i erhvervet men fulgte med hatten, da personer fra andre samfundsgrupper antog denne hat som deres symbol. På omtrent samme tid opstod (1800 tallet) bohemen – den frie kunstner og ikke så mærkeligt antog de også ”demokrati hatten og skægget”.
I dag er der ikke så mange, udover naverne, der går med denne hat, men i Sverige har jeg i Härjedalen set musikere og kunstnere, der bruger den. Hvad så med arbejdernes kasket, var der ingen der symbolsk antog denne som tegn på revolutionens kræft?  Jo da Lenin og så Stauning i en senere periode. Hvis ikke, det var en sailor kasket, han gik med - men derom må der skrives en helt anden historie.         

               

Ballad of Ira Hayes og Folkemordet på Nordamerikas Indianere

Ballade of Ira Hayes er skrevet af Peter La Farge, men synges her af ”The Man in Black”. Denne sang opsummerer på en tragisk måde de nordamerikanske indianske folks grusomme skæbne. Ingen andre folkeslag har været udsat for så omfattende etniske udrensninger. Professor i etnografi Ward Churchill har dokumenteret, at ud af de oprindelige 12 millioner indianere, som levede på kontinentet, var der kun 237.000 tilbage omkring år 1900. Nedslagtningerne af Amerikas oprindelige befolkning stod på uafbrudt gennem 400 år. Historikeren Kirkpatrick Sale skriver i bogen “The Conquest of Paradise” (1990), at disse myrderier var resultat af en bevidst udryddelses politik. Ligesom Ward Churchill påpeger, at den amerikanske politik havde udryddelsen som sit "utvetydige mål ". Folkemordet hørte imidlertid aldrig helt op, det forsatte op i vores egen tid, under forskellige former, f.eks. gennem en omfattende ulovlig sterilisering af indianske kvinder i 70´erne. Jeg har engang mødt en af disse kvinder, hun var blevet steriliseret i forbindelse med en fødsel, hvor hun var i narkose. Selvom folkemordet blev dæmpet op gennem forrige århundrede så fortsatte kulturmordet og hadekampagnerne imod indianerne for fuld skrue. I hundredevis af Hollywood film portrætterede indianerne som grusomme vilde, der plyndrede, myrdede, og voldtog uskyldige hvide. Mange indianere blev tvangs kristnede og børn blev sendt til kostskoler, hvor de blev opdraget til at fornægte deres indianske kultur og herkomst. Deres sprog blev forbudt, og det samme blev deres religiøse ceremonier. Indianske børn rømmede i massevis fra kostskolerne og mange omkom f.eks. 12 årige Charlie Wenjack som frøs ihjel, da han forsøgte at gå de 425 mil hjem. Herom har den indianske visesanger Willie Dunn skrevet en usentimental og stærk sang: Charlie Wenjack, som findes på Cd’en Akwesasne Notes. Indianerne blev skubbet ud i de goldeste landområder, og fik anvist de såkaldte reservater. Disse var tænkt som et overgangsfænomen, medens man spekulerede på, hvordan man skulle slippe af med ”det indianske problem”. Efterhånden som man kom op i det 20. århundrede viste det sig, at undergrunden på mange reservater var spækket med dyrebare mineraler, olie, kul og uran. Det udløste en nyt angreb på indianske landområder, et angreb som stadig pågår. Interessen for indianske anliggender blev vakt gennem forfatteren og historikeren Dee Browns bog: ”Begrav Mit Hjerte Ved Wounded Knee”. Dee Brown, der selv var hvid, beskrev vestens erobring, som han mente den måtte se ud fra de indianske folks synspunkt. En hel generation blev vakt gennem denne bog og dermed blev fokus endelig rettet imod verdenshistoriens mest oversete undertrykkelse og folkemord.     

Dræbte indianere - Massakren ved Wounded Knee 1890

Anbefalede litteratur:

Dee Brown: ”Begrav Mit Hjerte Ved Wounded Knee”.

Ward Churchill: ”Critical Issues in Native North America” Volume 1 &2.

Leonard Peltier: “Prison Writings – My Life is My Sun Dance”.

En del skønlitterære bøger skrevet af indianske forfattere beskriver livet i dagens USA for indianerne. På dansk findes bl.a.:

N. Scott Momady: ”Huset Bygget af Daggry”.

Folkemordet på Canadas indianere:

http://www.hiddenfromhistory.org/

Tidligere indiansk kostskole offer taler ud:

http://www.youtube.com/watch?v=qDshQTBh5d4&feature=related

”I det kolde efterår i Colorado og Wyoming havde jeg arbejdet på landet og set indianske vagabonder pludselig komme ud af krattet ved sporene og gå langsomt, men deres høgemund,, deres rillede rynkede hud, ind i lysets store skygge, slæbende deres sække og deres habengut, snakkende sagte sammen og så fjerne og fjernet fra markarbejdernes beskæftigelse og tanke, ja selv fra negerne i Cheyennes og Denvers gader, fra japanerne, armenierne, mexicanerne, hele Vestamerikas almindelige minoriteter at det at se tre-fire indianere gå over en mark og et jernbanespor for sanserne er som noget utroligt som en drøm – man tænker: ”Det må være indianere – ikke en sjæl ser efter dem – ingen lægger mærke til dem – det er lige meget hvor de går hen – reservatet?” Og kun med største anstrengelse forstår man – ” Jamen det er jo landets første indbyggere og under denne vældige himmel var det dem der havde problemer og klagede sig og beskyttede deres koner i hele stammer samlet omkring teltene – nu løber sporende over deres forfædres knogler og fører ud i uendeligheden, menneskegenfærd der træder let på jorden som er så mættet med deres slægts lidelse at man kun behøver grave en fod ned for at finde en barnehånd.”

Jack Kerouac fra hans novelle ”De underjordiske”.