Så hatten passer - til personligheden.

På en del gamle fotos optræder Th. Stauning med en stor bredskygget hat, som f.eks. på det berømte billede, hvor han er på vej over Amalienborg slotsplads efter mødet med kongen i 1913. Skægget fuldender indtrykket af noget boheme lignende a la Drachmann. På det tidspunkt var Drachmann faktisk Staunings yndlings digter og den famøse hat er da også af nogle blevet dømt til at være en ”kunstner hat”. Underforstået skulle Stauning på dette tidspunkt af sit liv have haft en uforløst kunstnerisk raptus og hang til et liv som boheme. Det får nok være, men både hatten og skægget havde også en anden symbolsk betydning.

For at forstå denne skal vi tilbage til 1800 tallets europæiske samfund med deres kæmpestore klassemodsætninger, der bl.a. kunne aflæses i tøjmoden. Arbejderne gik med kasket og i blå bluser og mange med en rød klud om halsen. Overklassens herre gik derimod med høj silkehat. Silkehatten blev efterhånden tegn på konservativ forstokkethed. Dens modsætning blev en bredskygget filthat ”demokrati hatten”, som skulle signalere et åbent sindelag og at hattens ejer anså sig for et frit og selvstændig individ. Jo bredere skygge jo støre frisind. Karl Max yndede at gå med en sådan ” demokrati hat”, ligesom han tillagde sig et stort ” demokrati skæg”. At være glatbarberet var tegn på konservative bourgeoisi holdninger, medens det store skæg signalerede revolutionære tilbøjeligheder. Som sagt prydede Stauning sig med begge symboler (demokrati hat & demokrati skæg) i begyndelsen af forrige århundrede. På flere billeder af socialdemokrater i optog fra den tid kan man overbevise sig om, at der var mange af mændene der gik med ”demokrati hatten”. Det var ikke kun Stauning. Måske stammer moden med den bredskyggede filt hat fra de frie omrejsende håndværker svende, der gik med en sådan hat. De svenske anlægsarbejdere, de såkaldte ”rallare”, gik også med denne hat. I modsætning til industriarbejderen, der var mere eller mindre stavnsbundet, opfattede ralleren sig som fri, når han rejste omkring fra sted til sted og byggede jernbaner eller dæmninger i det store land. Hattens symbol på frihed og frihedstrang lå i erhvervet men fulgte med hatten, da personer fra andre samfundsgrupper antog denne hat som deres symbol. På omtrent samme tid opstod (1800 tallet) bohemen – den frie kunstner og ikke så mærkeligt antog de også ”demokrati hatten og skægget”.
I dag er der ikke så mange, udover naverne, der går med denne hat, men i Sverige har jeg i Härjedalen set musikere og kunstnere, der bruger den. Hvad så med arbejdernes kasket, var der ingen der symbolsk antog denne som tegn på revolutionens kræft?  Jo da Lenin og så Stauning i en senere periode. Hvis ikke, det var en sailor kasket, han gik med - men derom må der skrives en helt anden historie.         

               

Ballad of Ira Hayes og Folkemordet på Nordamerikas Indianere

Ballade of Ira Hayes er skrevet af Peter La Farge, men synges her af ”The Man in Black”. Denne sang opsummerer på en tragisk måde de nordamerikanske indianske folks grusomme skæbne. Ingen andre folkeslag har været udsat for så omfattende etniske udrensninger. Professor i etnografi Ward Churchill har dokumenteret, at ud af de oprindelige 12 millioner indianere, som levede på kontinentet, var der kun 237.000 tilbage omkring år 1900. Nedslagtningerne af Amerikas oprindelige befolkning stod på uafbrudt gennem 400 år. Historikeren Kirkpatrick Sale skriver i bogen “The Conquest of Paradise” (1990), at disse myrderier var resultat af en bevidst udryddelses politik. Ligesom Ward Churchill påpeger, at den amerikanske politik havde udryddelsen som sit "utvetydige mål ". Folkemordet hørte imidlertid aldrig helt op, det forsatte op i vores egen tid, under forskellige former, f.eks. gennem en omfattende ulovlig sterilisering af indianske kvinder i 70´erne. Jeg har engang mødt en af disse kvinder, hun var blevet steriliseret i forbindelse med en fødsel, hvor hun var i narkose. Selvom folkemordet blev dæmpet op gennem forrige århundrede så fortsatte kulturmordet og hadekampagnerne imod indianerne for fuld skrue. I hundredevis af Hollywood film portrætterede indianerne som grusomme vilde, der plyndrede, myrdede, og voldtog uskyldige hvide. Mange indianere blev tvangs kristnede og børn blev sendt til kostskoler, hvor de blev opdraget til at fornægte deres indianske kultur og herkomst. Deres sprog blev forbudt, og det samme blev deres religiøse ceremonier. Indianske børn rømmede i massevis fra kostskolerne og mange omkom f.eks. 12 årige Charlie Wenjack som frøs ihjel, da han forsøgte at gå de 425 mil hjem. Herom har den indianske visesanger Willie Dunn skrevet en usentimental og stærk sang: Charlie Wenjack, som findes på Cd’en Akwesasne Notes. Indianerne blev skubbet ud i de goldeste landområder, og fik anvist de såkaldte reservater. Disse var tænkt som et overgangsfænomen, medens man spekulerede på, hvordan man skulle slippe af med ”det indianske problem”. Efterhånden som man kom op i det 20. århundrede viste det sig, at undergrunden på mange reservater var spækket med dyrebare mineraler, olie, kul og uran. Det udløste en nyt angreb på indianske landområder, et angreb som stadig pågår. Interessen for indianske anliggender blev vakt gennem forfatteren og historikeren Dee Browns bog: ”Begrav Mit Hjerte Ved Wounded Knee”. Dee Brown, der selv var hvid, beskrev vestens erobring, som han mente den måtte se ud fra de indianske folks synspunkt. En hel generation blev vakt gennem denne bog og dermed blev fokus endelig rettet imod verdenshistoriens mest oversete undertrykkelse og folkemord.     

Dræbte indianere - Massakren ved Wounded Knee 1890

Anbefalede litteratur:

Dee Brown: ”Begrav Mit Hjerte Ved Wounded Knee”.

Ward Churchill: ”Critical Issues in Native North America” Volume 1 &2.

Leonard Peltier: “Prison Writings – My Life is My Sun Dance”.

En del skønlitterære bøger skrevet af indianske forfattere beskriver livet i dagens USA for indianerne. På dansk findes bl.a.:

N. Scott Momady: ”Huset Bygget af Daggry”.

Folkemordet på Canadas indianere:

http://www.hiddenfromhistory.org/

Tidligere indiansk kostskole offer taler ud:

http://www.youtube.com/watch?v=qDshQTBh5d4&feature=related

”I det kolde efterår i Colorado og Wyoming havde jeg arbejdet på landet og set indianske vagabonder pludselig komme ud af krattet ved sporene og gå langsomt, men deres høgemund,, deres rillede rynkede hud, ind i lysets store skygge, slæbende deres sække og deres habengut, snakkende sagte sammen og så fjerne og fjernet fra markarbejdernes beskæftigelse og tanke, ja selv fra negerne i Cheyennes og Denvers gader, fra japanerne, armenierne, mexicanerne, hele Vestamerikas almindelige minoriteter at det at se tre-fire indianere gå over en mark og et jernbanespor for sanserne er som noget utroligt som en drøm – man tænker: ”Det må være indianere – ikke en sjæl ser efter dem – ingen lægger mærke til dem – det er lige meget hvor de går hen – reservatet?” Og kun med største anstrengelse forstår man – ” Jamen det er jo landets første indbyggere og under denne vældige himmel var det dem der havde problemer og klagede sig og beskyttede deres koner i hele stammer samlet omkring teltene – nu løber sporende over deres forfædres knogler og fører ud i uendeligheden, menneskegenfærd der træder let på jorden som er så mættet med deres slægts lidelse at man kun behøver grave en fod ned for at finde en barnehånd.”

Jack Kerouac fra hans novelle ”De underjordiske”.

Højrefløjens ulidelige nivellering!

Ondskabens Imperium

Alarmeret af danske politikeres planer om at oprette et ” Dokumentationscenter for Marxismens Ugerninger”, brugte jeg et par timer med at Google på emnet og forfølge forskellige links med udgangspunkt i den danske debat. Efter nogle minutter var jeg inde på adskillige svenske og tyske højreradikale hjemmesider, der så igen førte til nazi-grupper i USA og de baltiske lande. Et broget billede af voldelige hadegrupper, racister, liberalister, nazister, anti-marxister og anti-semitter tegnede sig hurtigt. Ligesom det stod klart, at alle disse interesse grupper ikke direkte samarbejdede men lånte meget fra hinanden, og ligeledes henviste til hinanden. Disse anti-humanistiske grupper er særdeles dygtige til at infiltrere og påvirke udenforstående. Strategien er såre enkel, man relativerer nazismens grusomheder ved at holde dem op imod påstået eller virkelige grusomheder, som forekom eller ikke forekom i kommunistisk sammenhæng. Særlig smarte er de, der i negative vendinger sammenligner nazismen og kommunismen, ligesom det hyppigt påstås, at nazismens rædsler allerede er belyst tilstrækkeligt. Ville en nazist gøre det, nej tænker man, men det er naivt, for graver man bare lidt i disse personers forbindelser og fortid, så ser billedet straks anderledes ud. Min hurtige research ude på nettet pegede igen og igen på filmen ”The Soviet Story” af den lettiske film instruktør Edvins Snore. Filmen sammenligner nazismen og sovjet kommunismen helt ud i det absurde. En af filmens sandheds vidner er Joseph Goebbels, men der er mere end det! Arseny Roginsky formand for den anti-stalinistiske arbejdsgruppe "Memorial" siger at: ” Ingen historiker, med mindre han er fuldstændig gal, ville stå inde for den bunke lort som denne film postulerer”. Ligesom RIA Novosti har afsløret, at en sekvens i filmen, der viser lig stablet i stakke, påståede ofre for Stalins undertrykkelse, i virkeligheden er fotos, der blev taget af sovjettiske soldater i 1944. De viser ofrene for de nazistiske grusomheder i Klooga koncentrationslejr i Estland og i Yanovskaya lejr nær Lvov”. Uhyggeligt er det, at denne film blev vist i Europaparlamentet under stor applaus. Hvordan er højreradikalismen vokset så markant og blevet i stand til at inddrage danske politikere og velmenende humanister i deres spil?

Måske er det slet ikke et ”Dokumentationscenter for Marxismens Ugerninger” der er brug for, men i stedet en grundig analyse af de kræfter og det bagland, som kræver et sådan center!
PS:

Efter jeg skrev dette indlæg, kom der på Politiken, en meget uddybende og oplysende kronik, om samme emne af Curt Sørensen Se.: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1158615/den-fremadskridende-ensretning/

Den Frie Verden

En genopladt Lenin.

Markedssamfundet har for længst udraderet velfærdssamfundet. Derfor må det være på tide at overveje værdien af det leninistiske imperativ: At det er politikken, der skal styre økonomien og ikke omvendt. I et markedssamfund, som vores, er demokrati en maskerade, der dækker over de virkelige styringsmekanismer – de økonomiske. Som følge heraf må venstrefløjens fornemmeste opgave være at udtænke et politisk koncept for økonomiske strukturændringer. I stedet for at tage denne udfordring op sidder visse dele af venstrefløjen fast i kulturkampssumpen. Det multikulturelle blændværk, hvor sociale problemer anskues som etniske, dvs. som en konflikt mellem uforsonlige kulturer. I stedet for at kæmpe for socialistiske værdier, kæmper de for kultur værdier og dermed agerer de på højrefløjens præmisser. Højrefløjen elsker kulturkampen, det er deres opfindelse! Den anden del af venstrefløjen, den mere etablerede så at sige, forsøger at løse økonomiske struktur problemer gennem små kosmetiske operationer. Ingen ønsker at tage tyren ved hornene og gøre, hvad der er nødvendigt, nemlig at finde en farbar vej ud af laisses faire liberalismen og væk fra markedssamfundet.