Historien om Vagif Mustafa-Zadeh - en af jazzens absolutte giganter

Vagif Mustafa-Zadeh (1940 – 1979)

Pianist, komponist og en af ​​de første grundlæggere af aserbajdsjansk jazz. I sine værker kombinerede han traditionel jazz med den lokale musiktradition mugham. Mugham er en meget kompleks kunstart, der blander klassisk poesi og musikalsk improvisation i særlige musikalske former, men mere om det senere.  

Baku

Baku, hovedstaden i Aserbajdsjan, gennem umindelige tider et mødested for folk fra meget forskellige kulturer og sociale baggrunde. Her på kysten af det Kaspiske Hav har mennesker, meninger, kulturer, økonomiske op og nedture, revolutioner, krige og jazzmusik sat hinanden stævne. Sådan måtte det ligegodt være i hovedstaden til et land der støder op til både Armenien, Georgien, Iran, Rusland og Tyrkiet. I denne kulturernes smeltedigel mødtes orienten med Europa, det sprit nye med det ærværdige gamle. Her findes Aserbajdsjans berømte tæppevæverier. Her mødes den lokale poesi med ældgamle persiske, kinesiske, arabiske og russiske poetiske traditioner. Her valfarter troende shiitiske muslimer til Bibi- beibat et par mil syd for Baku, hvor profetinden Bibi ligger begravet. Ligesom Zoroasters mystiske tilhængere tilbad ”den evige ild” som brændte ved Surachani templet ikke langt fra Baku. Den berømte oprører og røverhøvding Stenka Rasin havde nogle af sine tilflugtssteder her ved det Kaspiske Hav, som samtidig var hans foretrukne arbejdes plads, idet han røvede og plyndrede en del på disse kanter. Her digtede de lokale digtere videre på de tyrkiske gazhal (kærligheds poesi), som også har rødder langt tilbage i de persiske kulturer. Her var offentlige teatre før noget andet sted i regionen og en film industri blev etableret i 20´verne under navnet Aserbajdsjan film. Selvfølgelig er Baku også stedet, hvor den lokale musik tradition ”mugham” udfolder sig stærkest. "Mugham" er et modalt system, der er kendetegnet ved faste mønstre med lange og korte varigheder i de seks konstellationer (modi), som kendes fra poesiens versefødder. I modsætning til vestlige former er "mugham" ikke blot forbundet med skalaer, men med mundtligt overleverede samlinger af melodier og melodiske fragmenter, som kunstnere bruger i løbet af improvisation. "Mugham" er sammensat af mange dele. Valget af en bestemt mugham og en bestemt melodi passer til en bestemt begivenhed eller stemning. Den dramatiske udfoldelse er typisk forbundet med stigende intensitet og en form for poetisk-musikalsk kommunikation mellem kunstnere og publikum. 

Baku den gamle by

Baku den nye by på Vagifs tid

En lille historie fortalt af Vagif’s datter Aziza illustrerer fint, hvad der menes med de forskellige stemninger i mugham musikken:

”Engang improviserede min far på klaveret i den mugham toneart der kaldes ”Sjur”, der skaber en stemning af meget dybe, triste følelser. Medens far spillede, begyndte jeg at græde. Alle spekulerede på, hvad der gik af mig. Hvorfor græder hun? Mor indså sammenhængen mellem mine følelser og musikken. ”Vagif” sagde hun ” du skal ændre skalaen til rast. Som sagt så gjort, far ændrede musikken til rast, der er kendetegnet ved glæden og optimismen. Og ganske rigtigt med tårerne stadig løbende ned ad mine kinder, begyndte jeg at danse omkring i stuen. ”Se, se, hvad hun gør! Sagde mor, prøv at skifte tilbage til sjur! Så snart far skiftede tilbage i tonearten sjur begyndte jeg at græde igen højere end før. I det mindste er det, hvad jeg har fået fortalt - tilbage til rast, og jeg begyndte at danse igen.”

Ja Baku er al dette orientalske trylleri og mere til, for engang udvandt man over halvdelen af jordens forbrug af olie her. Historisk havde de lokale og tilrejsende altid forstået at bruge ”det brændende vand” på forskellig vis. Enten på stedet ved f.eks. af brænde kalksten ved naturlige brande som opstod hvor olie og gas sivede op fra undergrunden, eller ved at tage naturlig destilleret olie med til lamperne hjemme i husene. I 1859 lykkedes det at fremstille et produkt af råolien som kunne anvendes i lamper og i 1874 indførte de svenske brødre Nobel dampkraften ved olieboring.

Petroleumsanlæggene ved Baku (gammelt postkort)

Brand ved boretårnene ved Baku (gammelt postkort)

Moderniteten kommer til Baku

 Alt var således lagt tilrette, således at olie og gas forekomsterne ved Baku skulle gå hen og forsyne verden med halvdelen af dens olie forbrug. Først af alt betød det, at moderniteten i form af boretårne og petroleums fabrikker blev et hverdags syn i omegnen af Baku i en målestok, man ikke kendte andre steder i verden. Området hørte under den russiske zars imperium. Zaren gav fri adgang til udenlandsk kapital og investeringer overalt i sit mægtige rige. Netop de før omtalte Nobel brødre forstod dette vink med et boretårn og det varede ikke længe før det svenske firma havde snablen langt nede i undergrunden ved Baku. Af de 600 oliekilder, som blev udnyttet omkring 1876, ejede Nobel de 120. Alle de redskaber og maskiner driften fordrede, fabrikeredes på stedet. Man havde sine egne smedjer, maskinværksteder, støberier, tømmerværksted, tegnestuer og telefoncentral. Baku tiltrak arbejdskraft fra hele regionen samt Europa og inden længe voksede der et anseeligt proletariat frem her med sin egen dynamik og politiske kultur. Hvor der er fattige, er der også rige. Eller mere direkte de fattiges fattigdom er proportionel med de riges rigdom. Derfor fandtes der også en velhavende overklasse i Baku og der var spændinger mellem klasserne. Ikke nok med det, her var også en lokal og folkelig intelligens elite, m.a.o. alle ingredienser for en vellykket revolution var på plads. Oktober revolutionen af 1917, der som et stormvejr for henover zarens tidligere imperium, vakte de oprørske kræfter til live i Baku, hvor bolsjevikkerne nemt og hurtigt kom til magten. Under borgerkrigen, der fulgte efter revolutionen, kæmpede de kontrarevolutionære generaler og deres hære for at genindføre monarkiets herredømme. De blev udstyret med enorme mænger af våben og udrustning især fra Frankrig, England og Japan. Efterhånden blev det klart, at de kontrarevolutionære hære ville tabe, hvis ikke de fik hjælp udefra, hvilket ledte til det som er blevet kaldt den fremmede intervention – et ualmindeligt høfligt ækvivalent for et militærangreb. Året var 1918 da rumænske, engelske, amerikanske, canadiske, franske, italienske og japanske tropper gik til angreb på Rusland og oprettede brohoveder på Russisk territorium. Den fremmede intervention gik målrettet efter økonomisk strategiske knudepunkter så som Murmansk, Vladivostok og Baku som blev besat af den engelske hær med omkring 130.000 mand. Det britiske imperium brugte ved erobringer einzats-grupper til at udrense uønskede elementer, længe før Hitler Tyskland kom på samme tanke. Ved erobringen af Baku blev f.eks. 26 politiske kommissærer smidt op på en lastbil, kørt ud af byen og skudt. 

Englænderne besætter oliekilderne ved Baku

Mindesmærke for de 26 kommunistiske politikere fra Baku som englænderne henrettede

Imidlertid tabte den kontrarevolutionære general Denikin fodfæstet i regionen og i efteråret 1919 så briterne ingen anden udvej end at rømme Baku og dermed de eftertragtede oliefelter. I april 1920 drog Den Røde Hær ind i Baku og genetablerede Sovjetmagten. Aserbajdsjan blev i 1922 en del af Sovjetunionen, indtil 1936 indirekte, dvs. som en del af Den Transkaukasiske Socialistiske Sovjetiske Føderation (sammen med Georgien og Armenien). 1936-91 var Aserbajdsjan en unionsrepublik inden for Sovjetunionen. Sådan og ikke anderledes gik det til at Vagif Mustafa-Zadeh den 16. marts 1940 blev født som borger i Sovjetunionen og samtidig født ind i en stærk lokal kultur og tradition. På det tidspunkt var der ingen der vidste, at Nazi-Tyskland snart ville invadere Sovjetunionen netop for at få fingere i de eftertragtede oliekilder ved Baku og slet ingen kunne vide, at Baku skulle gå hen og blive værtsby for det europæiske melodi Grand Pris i 2012.

Lille Vagif

Jazz Jazz og atter Jazz

 Vagifs mor underviste i klaver på en nærliggende skole og det var især fra hende han fik interessen for de traditionelle musik former især "mugham". Tofig Guliyev (1917-2000), Aserbajdsjans nationalkomponist, var for længst begyndt at hanke op i den gamle og ærværdige musik tradition bl.a. ved at fusionere mugham med klassiske kompositioner og jazz og i 1939 indstiftede Tofig Guliyev, Aserbajdsjan State jazz band som havde mange talentfulde musikere. Ensemblet bestod af 4 saxofonister, 3 trompeter, 1 trækbasun, piano, guitar og forskellige percussion instrumenter.  Og jazz det var guf for Vagif Mustafa-Zadeh, han var altid på jagt efter nye jazz inspirationer. Hvad enten det var fra film, plader, radio eller fra Rachmaninov, hvis det var muligt. Folk, som kendte ham, fortæller, at han så film hvor der bare var den mindste jazz i baggrundsmusikken op til 20 gange. Vagif voksede op i den stemningsfulde gamle bydel (eller mere korrekt den indre bydel) med dens ringmur med små porte og de mange snævre og krumme gader som myldrede med liv. Ud fra alle vinduesåbninger kunne man høre den traditionelle musik klinge stort og rent. I den gamle del af Baku findes stadig fra persernes tid den gamle borg og det store tårn Kis-kalassi, steder der nok kan få fantasien til at løbe løbsk i de særeste jazz rytmer.

Aserbajdsjansk jazz her fra filmen ”Vores Gade”

Han sagde selv, at hans mor, havet og den gamle bydel var de betydeligste elementer i hans musikalske inspiration. Den gamle bydel "Ichari Shahar", fortæller musikeren Rafig Guliyev, var det bankende hjerte i Baku. Børn, der voksede op der, havde deres egen specielle stolthed. De var kort sagt anderledes end andre børn. Drenge der kom fra byen var lidt bange for den indre bys gutter. De var kendt for deres stædighed, deres aggressivitet og deres beslutsomhed.

Baku kaldes på den tid Kaukasus Paris. Her var liv og glade dage døgnet rundt og derfor også masser af musik, så alt i alt kom musikken til at fylde meget i unge Vagifs liv og han begyndte at studere musik på Baku Musikskole, hvorfra han dimitterede i 1959. Ligesom sin mor valgte han at udtrykke sig på pianoet. Hun var for øvrigt hans første musiklærer, idet han begyndte at spille som 3-årig. Den klassiske musik som Vagif tilegnede sig hjemme og på musikskolen blev for ham et nødvendigt grundlag for at spille jazz. Han har i den forbindelse sagt: ” Man er nødt til at nærme sig jazzen gennem symfonisk musik. Man kan ikke blive en professionel jazz performer uden at kende den symfoniske musik til bunds. Det er ikke umuligt. Man lærer aldrig at spille jazz uden at kunne spille Tchaikovsky, Rachmaninoff, Ravel, Mozart og Chopin. Og når det kommer til Bach, han er absolut nødvendig. Jazzmusikere, der ikke kender Bach, har ikke fået åbnet øjnene, som vi siger.”

Vagif Mustafa-Zadeh i arbejdstøjet

Vagif beskrev den vigtigste forskel mellem klassisk musik og jazz sådan som han så det: ”Der er ingen partitur i jazz kun visse rytmer, temaer og kompositioner nedskrives. Så er det op til musikeren at improvisere og vise, hvad han kan. I jazz udvikles sammensætningen af musikken i løbet af processen af det faktiske spil. Alt begynder fra det øjeblik, man sætter sig ned ved klaveret og begynder at spille.”

I modsætning til klassisk musik havde Vagif ikke nogen specifikke lærere når det kom til jazz. Han fandt sin egen vej ved selvstændigt, eksperimenterende og improviserende at afsøge jazzen dens muligheder. Han lærte traditionel jazz ved at lytte til Charlie Parker og Bill Evans. Vagif fortalte vennen Rafael Huseinov, "Jeg elsker Bill Evans så meget. Han er sådan en lyrisk og enestående pianist. Evans æder klaverturet." Så var der Cecil Taylor, Michael Tyner, Ahmad Jamal og andre. Blandt de sovjetiske grupper var han især glad for Lukyanov´s Ensemble, Kozlov og Nikolai Levinskij Ensemble.

Lokal berømmelse og i Sovjetunionen

Vagif havde udviklet en virtuos stil som passede godt til trioen og i 1963 dannede han den første trio af flere ”Kaukasus”. Sammen med ham var bassisten G. Nadirashvili og trommeslageren F. Shapsis. De optrådte på diverse lokale steder og festivaler samt rundt omkring i Kaukasus området bl.a. i Tbilisi, Georgiens hovedstad. Kærligheden til trioen kan meget vel føres tilbage til mugham musikken. Indenfor denne genre opstod trioen i slutningen af det nittende århundrede. Disse trio grupper var altid sammensat på samme måde af en sanger (khanende) som spillede på en gaval (percussion musikinstrument), en tar (musikinstrument) musiker og en kamanche (musikinstrument) spillere. 

Mugham trio - sanger spiller på en gaval, en tar musiker og en kamanche musiker.

Efterhånden blev det til pladeindspilninger samt TV og radio udsendelser og i 1969- 1970 var Vagif direktør for Aserbajdsjans statsorkester. I 70´erne eksperimenterede han en del med fusions jazz dvs. jazz sammensmeltet med den traditionelle mugham. Hvilket førte til dannelsen af en ny trio ”Mugham” som fik en enorm succes indenfor sit eget område etno-jazzen.

 Hans kendteste kompositioner er "Olie Rocks" (1966), "Aziz" (1969), i alt seks cyklusser (1971), "Minder om Tbilisi" (1977), "Det Kaspiske Hav" (1979), "Venter på Aziza" (1979) og Koncert for klaver og orkester, samt en del filmmusik.

I 1973 spillede han i Moskva ved en international koncert, hvor han repræsenterede Sovjetunionen.    Her spillede han bl.a. sammen med mexicanske og latinamerikanske musikere. Vagif forlod bogstaveligt ikke koncertsalen i to dage, men levede og åndede med musikken, sov på stolerækken vågnede op og jammede ind imellem sine solokoncerter. Vagif Mustafa blev vinder af festivalen "Tallinn-66", "Tallinn-67", Baku festival "Jazz 69" hele unionens Jazz Festival i Donetsk i 1977 og på jazz festivalen "Tbilisi-78" blev han kåret som bedste pianist. 

 

Vagif døde af et hjerteanfald ved en koncert under udførelsen af ​​nummeret "Venter på Aziza" 16. december 1979. Han blev bare 39 år. Stykket ”Venter på Aziza” har sin helt egen historie. Aziza er Vagifs datter, som han ofte fulgte til skole om morgnen. Folk, som så dem, fortæller at Vagif lige til de nåede skolegården tjekkede om alt var i orden. Han sad på hug og undersøgte hendes snørebånd, knappede en knap så efter om hun manglede noget, trak hende kærligt i fletningerne inden han endelig måtte lade hende løbe. Behøver jeg at sige, at Aziza i dag er en anerkendt jazz musiker på sine egne betingelser.

Vagif sammen med datteren Aziza

I dag er Aziza en anerkendt jazz musikere

Tiden der fulgte

Den 28. juli 1989 stiftede man i Baku museet til minde om Vagif Mustafa-Zadeh, som en afdeling af Aserbajdsjans Stats musikmuseum.  Museet har indsamlet 1.214 udstillingsgenstande. Billeder, plakater, grammofonplader, forskellige dokumenter, kunstværker, husholdningsartikler og andre ting relateret til Vagif Mustafa Zadehs liv og musik. Museet består af tre værelser. Udstillingen byder på fotografier og papirer der vedrører Vagif Mustafa Zadehs liv og arbejde samt personlige ejendele og andre artefakter. Museet har hvert år på hans fødselsdag den 16. marts en særlig begivenhed dedikeret til mindet om denne berømte jazz komponist og pianist. 2012 fik museet et portræt af Vagif Mustafa udført af den russiske kunstner Nikas Safronov.

2013 den 16. marts udgav Heydar Aliyev en  CD  og en bog skrevet af Rauf Farhadova om Vagifs liv og arbejde. Som anmelderne skrev så efterlader Vagifs musik ingen uberørt. Ingen tvivl om at han også i en global sammenhæng er blandt de absolut mest betydningsfulde. Lytter man i dag til de gamle optagelser er det udover Vagifs eminente virtuoserier, sammenspillet og den helhed som musikken udtrykker som slår en. Bassen der altid ligger tæt op af Vagifs piano rytmer uanset hvilken bassist han spiller sammen med og trommen, som på eminent vis samler rytmen til melodiske helheder. Hver gang jeg lytter til denne musik forbavses jeg lige meget – forbavses og henrykkes. Man kan så spørge sig selv hvorfor Vagif aldrig blev et verdensnavn. Svaret skal findes i den særlige atmosfære af had og eksklusion af de andre under den kolde krig. Den Kolde Krig skabte en afgrund i relationerne mellem Sovjetunionen og Vesten og påvirkede Vagif  for livet, især hvad angår hans muligheder for at blive kendt som jazzpianist og komponist uden for det område man i vesten kaldet "Jerntættet ".

Mindesmærke for Vagif Mustafa-Zadeh i Bakus gamle bydel

 

Vagif Mustafa-Zadeh - en jazz mester ved klaveret

                  

                                                            Aziza står ikke tilbage for hendes far