Novij Arbat – en ikke helt tilfældig gade i Moskva.

Novij Arbat

i sine velmagts dage dengang det hed Kalinin Prospekt

Novij Arbat gaden starter ved Arbat pladsen og er en fortsættelse af Vozdvizhenka gaden. Den løber over Have Ringen og forsætter over Moskva floden ved Novijarbatskij broen. Langs denne linje skabte nogle af Sovjetunionens dristigste arkitekter (M. Posokhin , A. Mdoyants , VG Makarevich , B. Thor , S. Airapetov , I. Pokrovsky , Ju.Popova, A. Zaitsev) et holistisk moderne bymiljø, med højhuse, shopping center, underjordiske gange, biografcenter, moderne lejligheder  og administrative afdelinger.  I alt 6 underjordiske gange forbinder lige og ulige sidegader med hinanden under Novij Arbat.

Engang boede kunstnere og intellektuelle her, så rykkede teknokraterne, administratorer samt politikere ind, og i dag befolkes kvarteret omkring Novij Arbat af business verdens smarte piger og drenge. Eller er det kun tilsyneladende sådan, for den store unavngivne og komplekse masse, de der hver dag passer deres dont og familieliv, udgør immervæk majoriteten. Sådan er det overalt i verden og derfor også her på Moskvas hektiske hovedstrøg. Imidlertid er det de andre der springer i øjnene. De der ikke tilhører den anonyme masse. Mellem de to kategorier er der en verden til forskel, som desuagtet giver mening og bekræfter forståelsen gennem modsætningen. Baggrunden for ”de særlige” er jo netop ”de anonyme masser” og omvendt. 

En bydel rives ned

En bydel vokser frem

Besøger man Moskva er Arbat gaden og Arbat kvarteret et must. Alene de mange gode restauranter og caféer skulle være trækplaster nok, og dertil kommer det rige folkeliv og de mange historiske steder samt en mangfoldighed af antik og souvenir butikker. Mange har sikkert læst Anatolij Rybakovs fascinerende roman ”Børn af Arbat”, eller de kender Bulat Okudzjavas sang: Arbat Romance.  Pushkin boede her og det samme gjorde Rybakov og komponisten Aleksander Davidenko samt arkitekten Leonid Poljakov(Se denne blok: http://kilaasi.blogspot.dk/2011/10/arkitekten-som-kunstner-eller-historien.html) med mange flere. Arbat kvarteret var Moskvas Montmartre i mange år. Besunget af digtere og foreviget af kunstmalere. Klods op af Arbat kvarteret ligger så Novij Arbat, det nye Arbat, også dette område omtales af digtere og forfattere men det er ikke med de pæneste ord. Forfatteren Yuri Nagibin kaldte Novij Arbat for Moskvas gebis på grund af de to rækker højhuse langs med hovedvejen som oppe fra godt kan ligne et gigantisk gebis. Dette øgenavn tog de gode moskovitter straks til sig. Smag og behag er heldigvis forskellig og mange moskovitter deler ikke dette negative syn på Novij Arbat.

Novij Arbat med udsigt imod Hotel Ukraine

I Politikkens bog ”Turen Går til Moskva og Skt. Petersborg” fra 1996 kalder Frede Godsk Novij Arbat for: ”et hæsligt eksempel på kommunistisk byplanlægning”. I det hele taget er Politikkens håndbøger om Moskva og Skt. Petersborg, også den sidste nye af Per Dalgård, mere sindelagskontrol og idelogi end det er en guide. Bøgerne har desuden store mangler idet seværdigheder fra Sovjetunionen udelades eller nedtones som eksempelvis i omtalen af Novij Arbat. Men lad os se på historien om byggeriet af Novij Arbat og lad os også undersøge hvor ”kommunistisk” inspireret det nye kvarter og vejbane egentlig er. 

Novij Arbat by night

Hele balladen tog sin begyndelse engang i trediverne, hvor Stalin barslede med en masterplan for byfornyelse for dele af det gamle Arbat kvarter. Ideen var samtidig at forbinde den indre by med nye beboelses områder vest for byen.  Projektet fik arbejdstitlen Novij Arbat (Nye Arbat), fordi vejbanen i udgangspunktet skulle løbe parallel med Arbat gaden.  Arbejdet kom dog først i gang efter krigen og første etape var anlæggelsen af Novij arbatskij broen i 1957, resten af byggeriet blev fuldført mellem 1964 og 1969. I 1963, hvor vejen blev ført videre ind på Kutuzovskij Prospekt, blev den omdøbt til Kalinin Prospekt, efter politikeren Mikhail Ivanovich Kalinin (1875-1946). Fra og med 1994 fik hele vejen fra og med Vozdvizhenka gaden navnet Novij Arbat.

Området, der blev ryddet for at give plads til det nye byggeri, var hjertet i det gamle Arbat kvarter. Hundenes legeplads opkaldt efter en lille park med et springvand, dekoreret med skulpturer af hunde.  Træhuse og 2. etages murstens huse blev ryddet af vejen herunder også det hus, hvor Lenin engang havde boet med sin mor. Den nye tid krævede sine ofre og mange af kvarterets beboere så til med bedrøvelse og mishag. Den omstændighed at området var beboet af intelligentsiaen gjorde sit til, at byfornyelsen skabte et stort røre og diskussionen bredte sig til en generel debat om byfornyelse i et gammelt kulturområde. En debat som kom til at påvirke lovgivningen på området. Omfanget af byggeriet var stort. Vejen skærer igennem det finmaskede net af Arbat gader. Byggeriet blev til efter Nikita Khrusjtjov besøg på Cuba. Her så han de amerikansk-byggede skyskrabere og han ønskede, at man skulle bygge noget lignende i Moskva. Man kan derfor spørge sig selv, hvorfor Frede Godsk kalder bygeriet hæslig kommunistisk byfornyelse, når den arkitektoniske fornyelse er inspireret af amerikansk byggeri? 

Andrey Vasnetsov (1924-2009) skabte mur mosaikken på Oktoberbiografen.

På venstre side er opført 4 store boligblokke som skal symbolisere åbne bøger. Her findes cafeer, forretninger, indkøbscentre  på højre side finder man bl.a. Dom Knigi, Ruslands største boghandel og Oktober biografen, med Andrey Vasnetsovs fantastiske mosaikker. I sovjettiden lå her flere ministerier, i dag er det meste lejet ud. Boligblokkene fik forskellige øgenavne: Gebisset, Sovjet Nye Arbat, Trompeten (på grund af blæsten), En Mil af Broadway. Hoved arkitekten bag projektet var Mikhail Posokhin(1910 - 1989), som var stadsarkitekt for Moskva 1960-1982. Hvor sørgeligt det end var, at de gamle bygninger blev revet ned, var der ingen som ikke forstod, at det nye byggeri løste en masse by funktionelle problemer i hovedstaden. Ikke mindst trafikale problemer blev løst med Novij Arbat projektet, ligesom man fik en masse boliger, der hvor folk gerne ville bo og arbejde.  I dag lejes en del lokaler og lejligheder på Novij Arbat ud til udenlandske firmaer og forretningsfolk.

Arbat Kasino på Novij Arbat

Krona Kasino på Novij Arbat

 Bydelen har stor prestige både på grund af infrastrukturen og de mange eksklusive lejligheder samt shopping muligheder. Her findes celebre spillekasinoer, Burgerbarer samt vanvittigt dyre butikker. Her er fart over feltet døgnet rundt og man kan roligt sige, at dette sted ikke er noget for kontemplative naturer og navlepillere. Så kære medborgere, når du alligevel skal ind og nyde gamle Arbat gaden så smut også over og se Novij Arbat, her fornemmer man virkelig at man er i en storby! 

Novij Arbat på tegnebrættet

Fakta:

Arbat er beliggende i det centrale administrative distrikt vest for Kreml. Området dækker 211 ha. Befolkningen er på 26,9 tusinde. (Den 1. januar 2010) og her findes 754 tusind m ² boligområder. De vigtigste ministerier som findes her er: Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og Ministeriet for Økonomisk Udvikling.  

Mindesmærke over arkitekten M. Posokhin og hans mesterværk Novij Arbat

 

Bulat Okudzjava synger Arbat- Romance 

ARBAT – ROMANCE

Af Bulat Okudzjava

Romancen om Arbat er et gammelt broderi –

en ensomhed jeg ville sku befri mig –

de lykkelige slurke af et gyldent dugget glas –

en kvindes hilsen, hastende forbi mig.

Hun var så god og kærlig, vi levede livet ud

på godt og ondt – jeg selv var kvindens skaber –

en længsel griber mig i mine sene år:

en drøm om elskov uden taber.

I kærlighedens gader, der går vi gerne vild

fortabes, flakker om – til vi bliver borte.

Vi ved det alle sammen, det er den gamle ild

det lys som gør de lange gader korte.

Det var de unge dage, da himlen var så blå

og jorden endnu ikke fuld af jammer

min allerførste løn lå endnu i min hånd

og stolte roser stod i flammer.

De skridt jeg gik var dengang helt uden ironi

Og skoene havde stadig hele såler.

Fra gadens vinduer strømmed uendelig musik

Og muligheder ingen endnu måler.

Frygt ikke dine minder – for alting har sin tid

Det lyse forårs løv bliver brune blade.

I, som begyndte livet i gården i Arbat

I vender hjem til samme gade.

(Oversat fra russisk af Dana Schmidt og Jesper Jensen)

Digtet findes i digtsamlingen ”Men Tænk også Lidt på Mig” udgivet på Husets Forlag 1988. Her er også en malende beskrivelse af Dana Schmidt møde med Bulat Okudzjava.

Interessere man sig for russiske digtere som: Bella Achmadulina; Oleg Chlebnikov; Marina Kudimova;Ilja Kutik; Vladimir Vysotskij; Andrej Voznesenskij; Ivan Zjdanov og Aleksej Parsjtikov, så gør man klogt i at se efter i netop Husets Forlag. Her er de alle udgivet. 

Novij Arbat er en hektisk gade men her er også mange små hyggekroge. To danske turister Miriam & Birgitte har fundet en lille cafe på Novij Arbat.

Shukhovs Fantastiske Radiotårn

Et kik op i Shukovs fantastiske radiotårn

Det er blevet sagt, at den russiske revolution udløste en massiv byge af kreativ energi hos avantgarde kunstnere og arkitekter, der stræbte efter at bygge en æstetisk anderledes ny verden ved hjælp af et radikalt og billedstormende billedsprog. Om nogen passer dette på arkitekten Vladimir Shukhov som bl.a. skabte Moskvas radiotårn i Shabolovka gaden. Dette tårn er anerkendt som en af ​​de smukkeste og mest fremtrædende resultater af den tekniske begrebsverden, et mesterværk af ingeniørkunst. Radiotårnet, som stod færdigt i 1922, var et led i Lenins geniale plan for det nye sovjet samfund som byggede på ideen om en tosidet social og teknisk udvikling under devisen: ”Socialisme plus elektricitet”.

Vladimir Shukhovs Radiotårn 1925

Shukhovs radiotårn er konstrueret af et fint fletværk af tremmer og består af fem såkaldte ‘hyperboloider’, på hver 25 meter der i aftagende størrelse griber ind i hinanden. Den nedre sektion er monteret på et betonfundament med en diameter på 40 meter og dybde på 3 meter. Hyperboloide med ét net er eksempler på retlinjede, krumme flader; de består af to systemer af rette linjer, hver linje i det ene system skærer hver linje i det andet og hver linje i et system er vindskæv med hensyn til enhver anden i samme system. Takket være gitterkonstruktion udsættes stålskallen for minimum vindbelastning og på afstand ligner dette ståltårn et fint filegran arbejde. Selve konstruktionsarbejdet tog to år og det med en stor forsinkelse. Da man nåede til den fjerde sektion faldt den ned og skadede i faldet de tre andre sektioner. Det var altså nødvendigt at begynde næsten fra grunden igen og alligevel kan man sige, at konstruktionsarbejdet skred hurtigt frem også efter vor tids standarter.

Radiotårnet i dag

Radiotårnet ved nat

 Shukhov, der er født i 1853, anvendte førstegang konstruktioner med ‘hyperboloider’ i 1896 og fik patent på metoden i 1899.  I de efterfølgende år udviklede Vladimir Shukhov mange forskellige strukturer af gittermaster og stålkapper. De blev anvendt i hundredvis af bygninger, vandtårne, fyrtårne, master på krigsskibe og holdere til højspændingsledninger.

Statue af Vladimir Shukhov med hans opfindelse ‘hyperboloider’

Radiotårnet er imidlertid Shukhovs mesterværk på en gang arkitektur og konstruktivistisk kunst og hermed føjer Shukhov sig ind i tidens kreds af sovjetiske avantgarde kunstnere. Samtidens begejstring for Radiotårnet var stor både i Sovjetunionen og udlandet. Den sovjetiske forfatter Alexei Tolstoj blev inspireret af tårnet til en roman ”Ingeniør Garins hyperboloid”(findes på engelsk Alexei Tolstoy: ” Engineer Garin and his death ray”).  Også eftertiden har forstået at værdsætte Shukhovs mesterværk. På messen: "De bedste konstruktioner og bygninger fra det tyvende århundredes arkitektur" i München i 2003, blev der på udstillingen placeret en 6-meter høj forgyldt model af Shukhovs tårn. Den internationale videnskabelige konference "Kulturarv i fare. Bevarelse af det tyvende århundredes arkitektur og verdens arv", som blev afholdt i Moskva i april 2006 med deltagelse af 170 specialister fra 30 lande i verden, anerkendte Shukhovs radiotårn som en del af den fælles verdensarv. Ligesom andre berømte arkitekter så som Antonio Gaudi, Le Corbusier og Oscar Niemeyer arbejdede videre på Shukhovs opfindelse, idet de brugte hyperboloid strukturer i deres kreative arbejde.

Vladimir Shukhov  stå også bag varehuset Gums taghvælving

 I udlandet er man blevet bange for at Shukhovs radiotårn skal forfalde, nu hvor staten ikke længere er garant for vedligeholdelse af bygningsværket. Herom var der en artikel i Information den 10. april 2010 (http://www.information.dk/230427 ), ligesom der et oprettet en fond til bevarelse af radiotårnet og til oplysning omkring Shukhov og hans betydning for arkitektur og kunsthistorien:

http://www.shukhov.org/index.html

Vladimir Lenin: " kommunisme er socialisme, plus elektrificering"

                                                                   

Tag en tur op i Shukhovs radiotårn 

 

Vladimir Shukhov (1853-1939) var en blæksprutte af et geni og udover sine ‘hyperboloider’ opfindelser var han en kreativ: ingeniør, arkitekt, opfinder, videnskabsmand, medlem (1928) og æresmedlem (1929) af Sovjetunionens Videnskabelige Akademi. Indehaver af ordnen ”Arbejdets Helt”. Han var ophavsmanden og den tekniske leder af opførelsen af ​​den første russiske olieledning (1878), og et olieraffinaderi, hvor han revolutionerede raffineringsmetoden. Hans patent på denne metode blev tyvstjålet af Rockefellers Standard Oil. Han bidrog også med mange innovationer indenfor teknologien i olieindustrien og problematikken med olieførende rørledninger.

Vladimir Tsigal

En af forrige århundredes aller betydeligste billedhuggere bor og arbejder i Moskva. 94 år gammel skriver han på sine erindringer, underviser og arbejder.

Vladimir Tsigal Sovjetisk og russisk billedhugger. Født 1917 i Odessa. Bor og arbejde i Moskva. Studerede ved Moskva Stats Kunst institut V.N. Surikov. Fik USSR´s guldmedalje. Lenin prisen i 1984. Medlem af Kunstakademiet i USSR (1964). Medlem af det kommunistiske parti siden 1952.
Tsigal arbejder både med de brede linjer og generaliserede former i sine monumentale værker og en udtryksfuld omhyggelig karakterisering af motivet som f.eks. i ”Den unge Lenin” og ” Sergei Jesenin”. Han legemliggør den komplekse følelsesmæssige og psykologiske verden hos historiens ​​heroiske mænd og kvinder, ved at skildrer dem som beåndet og ved at hævde deres ædle idealer i samfundets tjeneste. 

Vladimir Tsigal

Den Unge Lenin

Monumentet af den unge Lenin som student opsat på Ogorodnaya Sloboda er et af Tsigal´s mesterværker. Skulpturen var færdig i 1950 og Tsigal blev i den anledning beæret med Lenin prisen. Af ukendte grunde blev monumentet imidlertid først opstillet 20 år senere.
Den 18. juli 2007 rasede en storm af stor styrke i Moskva og 117 træer væltede. Et af trærene faldt lige ned i Tsigal´s skulptur af den unge Lenin og figuren splintredes i 3 dele – hoved, krop og ben. I august 2009 blev monumentet restaureret og genopstillet på det tidligere sted. Hvis der er nogen, der tror, at man river statuer ned i Rusland, så må de altså tro om igen. Lige modsat værner man om den historiske arv.  









                               Monument for digteren Sergei Jesenin på Jesenin Boulevard Moskva 1972.

Monumentet forestiller den 16 årige digter lige ankommet til Moskva i søgen efter anerkendelse og berømmelse. Det lave fodstykke skal opfattes som en integreret komponent af livet omkring skulpturen, som sammen med birketræerne på Boulevarden danner en helhed. Det er blevet sagt om denne skulptur, at den ånder af poesi.
Tidligere byrådsformand i Moskva, Vladimir F. Promislov, skrev i sin bog om Moskva (1984): ” Tsigal´s bronzefigur af Sergei Jesenin lader ingen uberørt. Figuren rammer digterens lyriske og melankolske drømmerier. Hans holdning er naturlig og ukunstlet. Ved begyndelsen af Jesenin Boulevarden, med de unge birke og asp træer i baggrunden, forekommer dette munoment mig at være et originalt og overrumplende kunstværk”  



Sovjetunionens Helt Musa Jalil digter & partisan

                                                         Man kender 50 monumenter, byster og 150 tusind billeder fra Tsigal´s  hånd. 

Elskende



Tsigal ved sin skulptur af Anna Frank 2007

På Tsigal´s 90 fødselsdag 4. September 2007 blev han hædret med en separat udstilling på det russiske kunstakademi. I kataloget stod bl.a. ”..udstillingen omfatter værker af Vladimir Tsigal en af det tyvende århundredes betydeligste billedhuggere, folkets kunstner i USSR, vinderen af Lenin prisen og akademimedlem”.
Han er 90 år men ser brillant ud og hverken intelligensen eller hukommelsen fejler noget. Han ser godt ud, fordi han er et godt menneske.
Udstillingen på Det Russiske Akademi er en rejse tilbage i tiden. Her er fotografier, tegninger og skulpturer. Her er en buste af Vladimirs bror, som ikke levede længe nok til at se denne udstilling. Ved siden af busten ligger en rød afskåren rose. Vladimirs liv er også repræsenteret på anden vis. Hans datter, barnebarn og kone Lisa er her også til receptionen. ”Den eneste her, som ikke er kunstner, er min kone” siger Vladimir ” så der er i det mindste en person tilstede, der kan se på det hele med kritiske øjne”. Lisa griner, når hun fortæller, at hvis der er noget Vladimir ikke tåler, så er det kritik. Hun ved hvad hun taler om, de har været sammen i 60 år. Når Vladimir rejser for at arbejde på fjerne steder er Lisa altid med, så de er meget sammen.  

Sorge Monumentet i Moskva

Monumenter for Sovjetunionens helt Richard Sorge, som arbejdede hemmeligt i Tyskland, Japan og andre lande og forbandt forskellige antifascistiske grupperinger til et internationalt netværk.  

1982: Monument for Richard Sorge i Baku (Sorge’s hjemby) udførte Tsigal sammen med arkitekt R. Aliev og designer J.D. Dybov.
Monumentet er ikke kun over Sorge men også over alle de ukendte fra alle nationer, der bekæmpede nazismen. Øjnene er hugget ind i stålet og ligesom på Kristus ikoner, ser de på en lige meget hvor man står.

Sorge monumentet transporteres gennem Baku

Ho Chi Ming monumentet i Moskva

På monumentets fod står:
                                                        "Der er intet mere værdifuldt end uafhængighed og frihed”

 

Bagsiden af Onkel Ho monumentet (Børnene i gaden kalder monumentet for frisbee’en)  

Monumentet i den tidligere KZ lejer Mauthausen

 
              Tsigal´s nyeste monument i Moskva af Nansen – Mesteren ses her sammen med skolebørn foran monumentet.

Selvportræt i marmor  

Den kunstneriske arv går videre. Masha Tsigal en af Moskvas feterede modeskabere, er barnebarn af Vladimir Tsigal.

Nikolaj Ostrovskij (1904 – 1936)

Historien om Nikolaj Ostrovskij arbejderen og helten fra den russiske borgekrig, der lam og blind skrev en bestseller af dimensioner og hvis navn stadig vækker stærke følelser i Rusland.

Nikolaj Ostrovskij som

 rødgardist

 Nikolaj Ostrovskij voksede op i en arbejderfamilie i en lille landsby i Ukraine, som dengang var en del af det kejserlige russiske imperium. Han gik i en middelmådig skole som barn, men blev senere i livet elitestudent. I 1914 flyttede familien til jernbanebyen Sjepetovka (i det nuværende Khmelnytskyi Oblast), hvor Ostrovskij begyndte at arbejde som køkkenslave på jernbanestationen og på en trælasthandel. Senere blev han elektriker på det lokale kraftværk. I 1917 i en alder af 13 deltog han i flere af bolsjevikpartiets aktioner og i samme periode fik han Ankylosing Spondylitis, som senere førte til total lammelse og blindhed. Da tyskerne under første verdenskrig besatte Sjepetovka løb Ostrovskij ærinder for den lokale røde partisan afdeling. I juli 1918 sluttede han sig til komsomol (Det kommunistiske ungdomsforbund) og den røde hær. Han blev angrebet af tyfus og såret alvorligt ved flere lejligheder, og blev til sidst erklæret uegnet til videre militær tjeneste.  I 1921 begyndte han at arbejde ved jernbanen i Kiev som elektriker, og som sekretær for den lokale Komsomol. I august 1922 sendes han på et sanatorium ved det Azovske hav, idet han stadig plages af tyfus og dertil gigt. Samme år erklæres han for invalid, men han fortsætter med at arbejde. Han arbejder som kommissær for den røde hær og sekretær i komsomol. I 1924 blev han til sin store glæde optaget som medlem af kommunist partiet. Sygdommen begyndte at overmande ham og han tilbragte mere og mere tid på sygehuse og sanatorier. Omkring 1926 havde han næsten helt mistet førligheden og fra nu af var han for det meste sengeliggende. Året efter påbegyndte han et korrespondancekursus på Sverdlovsk kommunistiske Universitet i Moskva. Til trods for sin blindhed og immobilitet begyndte han i 1930 at arbejde på sin første roman ”Stålet Blev Hærdet”. Han fik konstrueret et karton med en revne i tilstrækkelig stor til at skrive en linje. På den måde kunne han med stort besvær skrive uden at overskrive sig selv. Det var et enormt arbejde, men heldigvis fik Ostrovskij kontakt til en ung kvinde som hellere end gerne skrev ned for ham. ”Stålet Blev Hærdet” var en af de berømteste og mest indflydelsesrige romaner i den kommunistiske verden. Første del af ”Stålet Blev Hærdet ”blev offentliggjort som en serie i 1932 i tidsskriftet Den Unge Garde. Anden delen kom i samme blad fra januar til maj 1934. I 1936 kom romanen som bogudgave i sin helhed.

Den unge Ostrovskij´s verden delt
 mellem bøger, kærligheden og kampen

Ostrovskij skrev også artikler til aviser og tidsskrifter og talte ofte i radioen. I April 1932 blev han medlem af Moskva afdeling af Proletariske Forfattere og i juni 1934 sluttede han sig til Unionen af ​​sovjetiske forfattere. Den 1. oktober 1935 blev han tildelt Lenin ordnen.  

I 1935 fik Ostrovskij og hans kone mulighed for at få en lejlighed i Moskva og i 1936 byggede den sovjetiske ukrainske regering en villa i Sochi ved Sortehavet til ham.

Nikolaj Ostrovskijs kone Raisa Porfirievna fortæller, at da de ankom til Moskva 11. december 1935 var lejligheden endnu ikke færdig. Ostrovskij fik tilbudt, at de kunne bo på et hotel indtil lejligheden var parat til indflytning. Ostrovskijs bil blev parkeret i nærheden og i dag hedder gaden ”Kursk gaden A.N. Ostrovskijs bil”. Det siger noget om hans popularitet, at selv der, hvor hans bil var parkeret, blev gaden opkaldt efter denne episode.

14. december flyttede Nikolaj Ostrovskij ind i den nye lejlighed. Han var meget opsat på at få fortalt alt om lejlighedens indretning, så han kunne visualisere den. Alt skulle være på plads især bøger og alt, der havde noget med hans forfattervirksomhed at gøre. Selv om han var blind, ville han være i stand til at vejlede gæster i hvordan de kunne finde de ting de var interesseret i.

Han havde faktisk kun det mest nødvendige: en seng, et skrivebord – til sekretærene, radio, bogreol, sofa og to stole til gæster. Og den uundværlige telefon. Der manglede dog et piano, men det blev skaffet, for han kunne ikke leve uden musik. I romanen ”Stålet blev hærdet” er hans alter ego Pavka Kortjagin, byens bedste harmonika spiller.

Den nye lejlighed på Tverskaja Gaden 14 Moskva

Den nye lejlighed på Tverskaja Gaden 14 Moskva

Ostrovskij begyndte at arbejde på roman ”Født af Stormen” om borgekrigen, medens han boede på Tverskaja. Efter 6 måneders arbejde tog han et ophold i Sochi og da han vendte tilbage til Tverskaja om efteråret, gjorde han første del af romanen færdig. På hans anmodning holdt præsidiet for Sovjetunionens forfattere et møde i hans dagligstue den 15. november 1935. Kritikere og forfattere fik her mulighed for at diskuterede første del af hans nye roman. Tilstede var bl.a. Aleksander Fadejev ( Den unge Garde) og A. Serafimovitj (Jernstrømmen. Findes på svensk: Järnströmmen. Tiden 1949). Baseret på de kommentarer der indløb finpudsede han manuskriftet og den 14. december 1936 var det helt færdigt.

I en radiotale ved den niende All-ukrainske kongres for den ukrainske komsomol kunne Nikolai Ostrovskij med rette sige for sig selv og sine helte: "Og så, da Lenin og Stalins parti opfordrede vore fædre til kamp imod kapitalismen, kastede vi unge os også ud i kampen for vores ungdom, for vores lykke. Vi ønskede et glad, smukt liv og vi gik ud side om side med vore fædre, for at vinde denne lykke. "

Efter års lidelser og kamp imod lammelse, sygdom og blindhed samt komplikationer efter tyfus, døde Ostrovskij den 22. december 1936, 32 år. Han nåede derved kun at fuldføre første del af sin anden roman ”Født af stormen” (udgivet på dansk ved Arbejderforlaget 1981) om den russiske borgerkrig i Ukraine.

Stålet Blev Hærdet:

En roman om Sovjetunionens første par år og komsomol (ungkommunisterne) medlemmet Paul (Pavka) Kortjagins heroiske liv. Man diskuterer stadig hvorvidt denne bog er en romanbiografi, og om ikke Kortjagin er Nikolaj Ostrovskij selv. Svaret ligger nok midt imellem. En hel del af Kortjagins oplevelser er Ostrovskijs egne, men omvendt er det ikke alt i Ostrovskijs liv som Kortjagin genoplever. Ligesom Kortjagin oplevede ting og sager som Ostrovskij ikke gjorde. Miljøbeskrivelserne og tidstyperne også Kortjagin selv er mere eller mindre taget fra virkeligheden. Bogen bliver på den baggrund et enestående tidsdokument. At den samtidig er en agitations skrift for det nye socialistiske menneske rokker ikke ved den autentiske friskhed, som er over denne bog. 

Stålet blev Hærdet

 Vi kender alle sammen fortællingerne om revolutionen og borkrigens Rusland om opbygningen af socialismen og afskaffelsen af det gamle system. I denne bog møder vi det hele igen, i gulvhøjde med hverdagsmenneskene som blev hvirvlede ind i denne historiske stormvind. Sammen med de historiske begivenheder, udvikler romanens personer sig; nogle bliver skurke andre øjeblikkets helte. Udviklingen er hæsblæsende og gårdsdagens helte glemmes hurtigt i omvæltningernes malmstrøm. Meget er usikkert og uprøvet for romanens personer. Alle værdier omkalfatreres helt ned i mindste detalje og læserne følger med på tæt hold i opbygningen af socialismen og dannelsen af det nye menneske - sovjetborgeren. At vi ser denne forvandling ud fra livet i en lille by i Ukraine er så meget mere fascinerende. Vi følger med i hvordan de nye ideer modtages, bearbejdes og praktiseres langt fra det politiske epicenter f.eks. de nye kønsroller, hvor kvinderne kommer ud af umyndiggørelsen og prøver kræfter med det nye samfund. Fra første færd fik kvinderne i USSR samme rettigheder som mænd indenfor alle områder af det økonomiske, kulturelle, sociale og politiske liv.

Ostrovskij skriver med humor om hvordan mændene bliver forvirrede, da de opdager, at også kvinderne stiller nye krav til dem på det kønspolitiske område. For nogle er det svært at lægge den gamle mandschauvinisme fra sig og de får det svært til læserens fryd. Det samme gælder standspersoner i den gamle orden og militære personer, flere af disse formår ikke at omstille sig og mange ender med at slutte sig til de kontrarevolutionære, som er bogens tabere. Det nye sovjetmenneske var bundet af loyalitet overfor partiet og sin samfundsklasse. Samtidig befriedes individet fra tidligere konventioner, borgelige etiketter og traditionens byrde. Anskueliggjort i romanens sidste del, hvor Kortjagin og Taja flytter sammen som ugift par uden at spørge nogen om lov. En situation som var utænkelig før revolutionen. Taja har sine bekymringer, men Kortjagin siger til hende: ”Hvad er du bange for? Når du tænker dig om, vil du forstå, at vi er vore egne herrer. Sov du med god samvittighed. Fremmede har ingen ret til at blande sig i vort liv”. Med ”fremmede” hentyder Kortjagin bl.a. til Tajas forældre – en ny og foruroligende individualisme var kommet ind i russisk litteratur.  Proletarerne og bønnerne forstod bedst de nye tider og flertallet engagerer sig både politisk og gennem et stort socialt engagement. Snæver nationalisme får også en på goddagen, til gengæld hylder forfatteren arbejdernes og bøndernes internationalisme. De mange små samfund i grænseegnene mellem Ukraine og Polen, hvor romanen foregår, blev hærget fra tid til anden, at etniske uroligheder ikke mindst af jøde pogromer.  I Ostrovskijs roman er jøder ikke anderledes end andre arbejdere, og han undgår de sædvanlige stereotyper om jøder, som var fremherskende i russisk litteratur. Nationalitet betød intet for Ostrovskij, man kan sige, at han var en person uden nationalitet. For ham var klassetilhørsforholdet det altafgørende i et menneskes liv.

Skildringen af opgøret mellem de partitro, og trotskisterne er et af bogens svage punkter. Ostrovskij formår ikke at redegøre for, hvori forskellene mellem de to grupper består. Egentlig gør det heller ikke noget, for som han fremstiller sagen var det netop sådan mange menige partimedlemmer oplevede dette opgør. For dem var trotskisterne, personer der ville splitte partiet og bevægelsen. Kun få om overhovedet nogen forstod, at den trotskistiske fraktionsdannelse var en reaktion på magtkampe og forsøg på styring højere oppe i systemet.

Stålet der hærdes er ungdommen der modnes gennem revolutionen og borgerkrigens læreproces. Bogens højdepunkt er beskrivelsen af anlæggelses arbejdet af et jernbanespor gennem skov og klipper ved Borjaka midt i vinterens stærkeste frost. Her er borgekrigens unge garde blevet forvandlet til arbejdets helte og heltinder. Tyfus og sult hærger mellem de unge komsomoller, der arbejder som frivillige på jernbanen. Af og til angribes de af Hvide terroristgrupper, og så må de kaste værktøjet fra sig og gribe til geværet, som en levende afbildning af kunstneren Vladimir Lebedevs plakat med arbejderen, der står og saver brande med geværet ved sin side (Se her på min blok: ” Vladimir Lebedev - En Kunstner med mange talenter”).

Nikolaj Ostrovskijs personer i ”Stålet Blev Hærdet” blev rollemodeller i for millioner af unge i Sovjetunionen, og bogen blev betragtet som et Blue print på, hvordan man opbygger socialismen. En sentens fra bogen blev citeret overalt, og brugt som en vejledning i livet af mange unge komsomoller:

”Det værdifuldeste, et menneske ejer, er livet. Det bliver kun skænket en én gang, og man skal bruge det sådan, at man ikke en skønne dag knuges af spildte år, at man ikke brænder af skam over en ynkelig fortid”.

I dag kan man læse romanen som en samtids skildring, der helt ned i detaljen beskriver tiden, og hvordan almindelige mennesker, samt helte og heltinder tacklede de store omvæltninger i dagligdagen. 

Udover Gorkij og nogle få andre tog de fleste litterater afstand til Nikolaj Ostrovskijs roman. Han manglede stil og var alt for grov mente de og hans succes skyldtes mere hans dygtighed som soldat, end at han havde talent som forfatter. Men hans succes var uomtvistelige. Læsere styrtede ud og købte hans bog, trods den dårlige omtale. I månederne lige efter udgivelsen af ”Stålet Blev Hærdet” modtog forfatteren 17 000 breve fra læserne.

Vesten udviklede meget hurtige et ambivalent forhold til Nikolaj Ostrovskij. Man kunne ikke bare afvise ham som en dårlig forfatter, og på den anden side kunne man ikke hylde en bog som fremstillede det kommunistiske samfund positivt. Derfor valgte mange at mistænkeliggøre ham, f.eks. mente nogen, at det var Gorkij, der havde skrevet ”Stålet Blev Hærdet” og arbejder helten fra borgekrigen bare havde lagt navn til. Hvis det var sandt, kan man tale om en skæbnens ironi, for Ostrovskijs roman opnåede en popularitet langt udover, hvad Gorkij kunne drømme om. Andre gange fremstilledes han som alt for sort - hvid i sine beskrivelser for at kunne leve op til kravet om socialrealisme. En ualmindelig uretfærdig dom over en forfatter som både forstod at nuancere og fremhæve selv små hverdags detaljer, således som hans personer nødvendigvis må møde i deres sociale liv og omgang med hinanden.   

Nikolaj Ostrovskij Museum og humanitære center

Nikolaj Ostrovskij bolig på Tverskaja gaden 14 i Moskva blev indrettet som Museum og humanitært center for invalide. Museet er meget handikapvenligt og lægger vægt på at formidle budskabet om, at selvom man er handikappet, er man en værdifuld borger for samfundet.

Nikolaj Ostrovskij i cyber Space.

Der findes mange blogge samt litterære og politiske fora på internettet, hvor russerne diskuterer Nikolaj Ostrovskij og hans betydning.  

Her er nogle udpluk fra en sådan blog:

”Jeg er stolt over at sådan et menneske har levet”

En blogger kaldte Ostrovskij for et kommunistsvin. Det skulle han aldrig have gjort, der rejste sig en sand storm af skarpe protester. Folk bad ham skride ad helvede til og nogle militante kvinder ville slå ham ihjel. En mere nøgtern blogger skrev:

”… hvordan kan du sige sådan noget. Hvis du nøje studerer Nikolaj Ostrovskijs liv vil du se, at det var for folket, at han brugte al sin styrke og tålmodighed. Tror du, at de nuværende ledere, som plyndrer vores land, vil gøre som Ostrovskij og tilsidesætte karriere, arbejde, penge og berømmelse, for folkets skyld? Er du selv parat til at gøre som han f.eks. bygge en jernbane i frost, regn og snestorm. I er meget få som er parat til det. Læs og lær fra Ostrovskij.” 

Biblioteket i Komsomol ved Amur er opkaldt efter Nikolaj Ostrovskij. Biblioteket blev opført i 1934 på opfordring af den lokale komsomol afdeling. I 1936 blev biblioteket opkaldt efter Nikolaj Ostrovskij på opfordring af ungkommunisterne, der så ham som en oplagt rollemodel. Som begrundelse for denne beslutning skrev ungkommunisterne bl.a.:

”Vi har lært og lærer fra Nikolaj Ostrovskijs mod, beslutsomhed og hengivenhed til vort store fædreland… og har med stor interesse læst hans bøger og det er vores bestemteste ønske at blive som ham”. 

Munoment for Nikolaj Ostrovskij i Sochi ved Sortehavet

                                    Flere film er baserede på ”Stålet Blev Hærdet”  så sent som 2000 producerede kinesisk TV en serie over bogen.

Nikolaj Ostrovskij Muset i Sjepetovka Ukraine

Nikolaj Ostrovskij med Lenin ordnen.

På dette tidspunkt er forfatteren totalt lam og blind.

Nikolaj Ostrovskij´s grav på Novodevitjij Kirkegården i Moskva. Gravmonumentet er udført af Vladimir Tsigal i granit, bronze og bladguld