Zarens Rusland & Lena massakren

Om hvordan griskhed og ondskab i fællesskab med en uretfærdig samfunds indretning førte til massedrab på uskyldige mennesker i zarens Rusland.

Det nittende århundredes zaristiske Rusland kendetegnes bl.a. ved en stigende udnyttelse af mineral ressourcer og dermed en parathed til at udnytte imperiets enorme landområder. Den tsaristiske regering havde alle dage vist en stor interesse for opbygning af guldreserver og denne tendens blev forøget i 1890´erne. Årsagen var den finansielle reform gennemført af finansministeren Sergei Witte og indførelsen af ​​guldstandarden. I denne økonomi var Lena Goldfields Co Ltd en afgørende faktor. Minerne, som hørte under Lena Goldfields Co Ltd., lå nær byen Bodaybo ved en biflod til

Lena floden.

 

Byen Bodaybo

 Lena Goldfields Co Ltd. blev til i årene 1907-8 gennem et samarbejde mellem engelske aktionærer og de russiske mine sammenslutninger. Den russiske monopolkapitalisme var altid i en semi-kolonial afhængighed af mere kraftfulde imperialistiske systemer i Vesteuropa, især da den russiske zar gav fri adgang til udenlandsk kapital. I bestyrelsen af Lena guldminerne sad russiske såvel som engelske repræsentanter for aktionærerne. Aktie majoriteten var på russiske hænder. Handlen med guld blev eksklusivt varetaget af den russiske bank. Frit salg af guld var forbudt ved lov.

De russiske og britiske aktionærer pressede på for at få en så stor profit som muligt og det lagde et pres på hele guldmine industrien i området. 

Virksomheden producerede da også store fortjenester for sine britiske og russiske aktionærer, som omfattede Aleksei Putilov (direktør), grev Sergei Witte, og kejserinde Maria Feodorovna (født prinsesse Dagmar af Danmark).

Maria Feodorovna levede i ubekymret luksus bl.a. takket være de fede indtægter fra Lena Goldfields Co Ltd

Minearbejderne knoklede dagligt under de mest rædselsfulde arbejdsforhold, man kan tænke sig. Alle arbejdere underskrev en ansættelseskontrakt, som indeholdt regler for den officielle rutine (godkendt af ministeriet for handel og industri). Arbejdsdage i perioden fra 1. april til 1. oktober var på 11 timer og 30 minutter om dagen, og fra 1. oktober til 1. april på 11 timer på ét skiftehold. Hvis det var nødvendigt kunne lederne udpege arbejdere, der arbejdede 8 timer på 3 skift. Ved arbejdsdagens slutning kunne den tid, man arbejdede i, være op til 16 timer, idet de fleste efter arbejdstid havde overarbejde med at sortere malmstene som muligvis indeholdt guld. Fandt de guld fik de en fast pris per gram, fandt de ingenting var det bare ærgerligt.  For hver tusind arbejder var der syvhundrede ulykker.  En del af den magre løn blev ofte brugt til at betale forskellige bøder til arbejdspladsen. Den anden del af lønnen blev givet i form af kuponer, som man kunne købe varer for i mineselskabets butikker som i parentes var de eneste butikker i området. Kontrakten forbød kvinder og børn at arbejde i minerne, men virkeligheden var en anden og de kvindelige minearbejdere fik mindre i løn (hvis nogen) end mændene, som tjente ret godt sammenlignet med en arbejder i f.eks. Moskva. I en klage over forholdene skriver kvindernes talsmand, at de tvinges til at udføre mænds arbejde, at mødre med spædbørn tvinges på arbejde medens de små må passe sig selv. Hertil kom mange sexchikaner fra det administrative personale. 

Menneske materiale til guld minerne på vej ned af Lena floden

Boligforholdene var under al kritik, arbejderne og deres familier var stuvet sammen 30-35 personer i utætte træbarakker. Vinduerne var for det meste smadrede og derfor stoppet ud med klude. I hver barak var der en stor ovn, hvor kvinderne vaskede tøj og lavede mad. I arbejdernes barakker fandtes ikke elektrisk lys, medens det administrative personale havde både elektrisk lys, stuepiger og behagelige møbler samt private badstuer. Ydermere var arbejdernes barakby "Lenzoloto" så overfyldt, at der simpelthen ikke kunne proppes flere mennesker ind. Det tvang nogle af de uheldige til at leje private lejligheder. Huslejen for en sådan lejlighed kunne sluge op til halvdelen af ​​indtjeningen. Klokken fire om morgenen var de fleste arbejdere allerede på fødderne. De der fik morgenmad skyndte sig at spise og gik så på arbejde. Der var ikke støvler og frakker til minearbejdere, som heller ikke havde nogen omklædningsrum. Når arbejderne snavsede og våde traskede hjem i den bitre kulde efter en lang dag i minen, var der mange som fik forfrysninger. Mineskakterne gik gennem permafrosten. Isen måtte varme op og smeltevandet kontinuerligt pumpes væk. På trods af betydelige investeringer var mekanisering af produktionen utilstrækkelig og det meste arbejde foregik manuelt. Arbejderne skulle ned gennem 20-60 meter lodrette skakter på isglatte trapper. Nede i minen arbejdede de i knædybt vand. Der var akut mangel på læger og senge på hospitalet. Én læge betjente 2.500 arbejdere og så var deres familier ikke talt med.

Guldminerne

 

 Efter fyraften diskuterede arbejderne ofte de elendige levevilkår de var underkastet. Arbejderne vidste fra de politisk forviste en del om politik og ofte sagde de, at uden zaren ville alt være bedre. Om søndagene var der tit slagsmål og druk samt kortspil. 

Politisk forviste ved Lena minerne

I barakken nummer 21 boede arbejderen Zavalin. Hans kone Zavalina købte saltet kød i minens butik. Da hun kom hjem med kødet forekom det hende, at kødet var dårligt. Da hun klagede, fik hun at vide, at hvis hun ikke var tilfreds med kødet kunne en anden få det! Kødet var imidlertid uspiseligt og Zavalina samlede alle kvinderne i barakken, så de kunne føle kødet på tænderne og alle var overbevidst om, at det var råddent.

Om aftenen, da arbejderne kom hjem, diskuterede man hvad der burde gøres. Nogle foreslog, at man klagede til ledelsen, men flertallet gik ind for at nedlægge arbejdet. Næstedags morgen den 13. marts var der ingen som gik på arbejde. Strejken var brudt ud på Andreyevskij guldminen.    

Den 17. marts fremlagde arbejderne deres krav om en 8-timers arbejdsdag, 30 % lønstigning, afskaffelse af bøder, og forbedring af mad leveringen samt boligforholdene. Ingen af ​​disse krav ville administrationen imødekomme. Arbejderne var imidlertid gode til at organisere sig og i midten af marts var 6000 arbejdere i strejke og samtlige miner var lukkede.

Arbejderne ved Alexanders mine under strejken

 Den tsaristiske regering sendte tropper fra Kirensk til Bodaybo og om natten den 17. april blev alle medlemmer af strejke udvalget anholdt. Næste morgen krævede arbejderne deres øjeblikkelige frigivelse. Samme eftermiddag marcherede omkring 2.500 personer mod Nadezhdinsky Guldmine for at levere en klage over myndighedernes vilkårlighed til den offentlige anklagers kontor.

Arbejderne blev mødt af soldater, der begyndte at skyde på mængden under ordre fra ​​kaptajn Treshchenkov, hvilket resulterede i hundredvis af døde og sårede. Den lokale avis Zvezda rapporterede 270 døde og sårede 250. Da nyheden nåede frem til arbejder barakkerne, så man grædende børn og fortvivlede kvinder overalt. Det uforståelige var sket - mordene på uskyldige mennesker - der bare krævede en smule forståelse for deres svære situation. Indenrigsministeriet kom med en officiel erklæring, hvori der stod: ”Sådan var det og sådan vil det også være fremover”.   

Efter nedskydningen af demonstranterne

Nedskydningen af arbejderne ved Lena minerne og indenrigsministeriets udtalelse vakte en berettiget harme udover zarens mægtige rige og over hele landet indledtes der organiserede masseaktioner mod selvherskerdømmet (Den russiske zar var selvhersker, dvs. udpeget af sig selv og Gud).  I det russiske socialdemokrati afstedkom begivenheden en kontrovers mellem Leo Trotskij og Lenin. Trotskij skrev i den Wien´ske Pravda: ”kampen for foreningsfriheden udgør grundlaget såvel for Lena-tragedien, som for den mægtige genlyd, den gav i landet”. Lenin kaldte denne udtalelse for en liberal skrøne, idet han påpegede, at under Lena-strejken var kravet om foreningsfrihed hverken et særligt krav eller et hovedkrav. Efter Lenins mening var Lena begivenhederne udtryk for den almindelige retsløshed og den grænseløse vilkårlighed. Han skrev i Social- Demokrat nr. 27 den 17. juni 1912: ”.. Lena-begivenhederne. Det, der er karakteristisk for dem, er den komplette mangel på den mest elementære retsbeskyttelse i alle henseender. Det er karakteristisk, at provokatøren, stikkeren, okhrana agenten (zarens hemmelige politi), zartjeneren uden nogen politisk anledning går over til massenedskydninger. Netop den almindelige retsløshed i russisk liv, netop det håbløse og zaristiske monarkis og hele dets liv, netop det håbløse og umulige i at kæmpe for enkelte rettigheder, netop det zaristiske monarkis og hele dets regimes uforbederlighed, lyste så grelt frem af Lena-begivenhederne, at det fængede i masserne og tændte en revolutionær ild”.  

De nye grave for massakrens ofre

 

I dag findes et stort monument på massegraven

Lena-massakren var desværre ikke nogen enlig svale i Zar Nikolaj den andens regerings tid. Et kort overblik viser zar familiens tydelige blodige spor gennem historien: 

1895 18. maj – Ved Nikolaj den andens kroning omkom mere end 1360 mennesker på Khodynka fælleden. Årsagen skyldtes de kejserlige embedsmænds dårlige ledelse og ligegyldighed m.h.t. sikkerheden. Se ”Det finns Inga äckliga Hallon”: http://kilaasi.blogspot.dk/2013/07/zarens-rusland-khodynka-katastrofen.html

1901 7. maj – Nedskydning af Obukhov arbejderne.

1902 november – Mord på Rostov arbejdere 6 dræbte og 20 sårede.

1903 11. marts – Mord på Zlatoust fattige fabriksarbejdere 60 dræbte og 200 sårede

1903 14. juli – Mord på strejkende jernbanearbejdere 10 dræbte og 18 sårede

1903 23. juli – Mord på demonstranter i Kiev 4 dræbt og 27 sårede

1903 7. august - Mord på arbejdere i Jekaterinburg 16 dræbte og 48 sårede

1904 13. december - Nedskydning af arbejderne i Baku 5 dræbte og 40 sårede

1905 9. januar - Den Blodige Søndag i St. Petersborg, nedskydningen af ​​fredelige demonstranter og arbejdere 1200 dræbte og mere end 5000 sårede

1905 12. januar – Mord på demonstrerende arbejdere i Riga 127 dræbt og mere end 200 sårede

1905 18. juni – Mord på demonstranter i Lodz 10 dræbte og 40 sårede

1905 5. september - Den berygtede Portsmouth fredstraktat med Japan: Russiske tab i krigen mod Japan - 400.000 mennesker

1905 15. november - Mord på mandskabet fra krydseren "Ochakov" og andre oprørsgrupper i Sortehavs flåden mange tusinder dræbte 

Matroserne fra krydseren Ochakov som blev henrettet

1906 4.-28. juli - søfolk som deltog i opstanden i Sveavorg dømt til døden

1907 3. juni - 14.000 mennesker skudt og hængt

1911 - Hungersnøden, der dræbte 300.000 mennesker

1912 4. april - Nedskydning af strejkende arbejdere ved Lena guldminerne 270 døde og 250 sårede

1914 3. juni – Nedskydning af Putilov arbejdernes demonstration i St. Petersborg

1915 10. august - nedskydning af demonstranter i Ivanovo-Voznesensk 30 døde og 53 sårede

1914 - 1918 - Den imperialistiske verdenskrig over 3 millioner og 300.000 døde på russisk side (soldater & civile)

Hertil kommer mordene på mange tusinder jøder under de etniske udrensninger som zarfamilien, zarens ministre og den russisk ortodokse kirkes ledere udtænkte i fællesskab. Dette dystre kapitel i menneskehedens historie vil jeg imidlertid skrive om på et senere tidspunkt her på ”Det finns Inga äckliga Hallon”. 

Kejserinde Maria Feodorovna (født prinsesse Dagmar af Danmark) sammen med sin søn Nikolaj den 2. (blodige Nikolaj) 1896.

Zarfamiliens rigdomme var proportionelle med befolkningens forarmelse. Her Maria Feodorovnas tiara besat med diamanter og akvamarin

 

Diamant besat perlekæde som har tilhørt Kejserinde Maria Feodorovna 

 

Der findes ingen billeder af sengene i barakkerne hvor arbejderfamilierne boede ved guldminerne. Imidlertid sov aktionæren Maria Feodorovna godt i en af sine mange pragtsenge i Pavlovsk Paladset

 Til natbordet: Michael Melancon: “The Lena Goldfields Massacre and the Crisis of the Late Tsarist State”, Texas A&M University Press (January 27, 2006).

 

Aktie i Lena Goldfields Co Ltd