Che Guavaras dagbog fra Bolivia: en ikon for en hel generation - og nu igen.

På min reol står den cubanske førsteudgave af Ernesto "Che" Guevaras dagbog fra Bolivia. Den fik jeg dengang sendt fra Cuba. Baggrunden var, at jeg havde hjulpet den lokale boghandler med at afsætte et stort antal eksemplarer af den danske udgave på mit gymnasium. Ches død var en skelsættende hændelse for min generation. Han blev symbolet på det absolutte opgør. Nogen vil nok sige hovedløs aktivisme. Men hans idé var at sætte gang i oprør verden over mod USAs dominans, midt under Vietnam-krigen.

Historien om dagbogens udbredelse verden over er ret interessant. Den blev ikke så længe efter mordet på Che smuglet ud af Bolivia og blev en verdenssællert og en slags helteikon. Cubanerne skyndte sig at sælge rettighederne til så mange forlag og lande som muligt. I mange tilfælde solgte de eneretten til flere forlag i samme land, bl.a. i de nordiske lande.
I Sovjet udkom dagbogen IKKE som bog men som et tillæg til ugemagasinet Ny Tid (Novoe Vremja). Den russiske tekst blev året efter udgivet i estisk oversættelse (som bog med Che på forsiden og hele svineriet). En venstreorienteret polsk forfatter (en sådan har åbenbart fandtes) oversatte den til polsk. På tjekkisk blev den med et par års forsinkelse udgivet af partiavisens forlag. Men Ches hovedløse aktivisme var nok ikke altid velset overalt i de ledende kredse i Østeuropa? Mærkeligt nok har en DDR-udgave ikke kunnet spores (må opklares). Det land støttede ellers aktivt befrielsesbevægelser verden over. Også Titos Jugoslavien red med på Che-bølgen. Der kom tilsyneladende ingen albansk udgave og hvordan det forholdt sig i Rumænien og Bulgarien står endnu tilbage at undersøge.

Derimod siger det sig selv, at dagbogen straks blev udgivet i Vietnam (Hanoi).

En kinesiske oversættelse kom først på gaden i 1971, vel at mærke uden det kendte Che-portræt på forsiden.

Caucescus Rumænien var ikke med på ideen. Her udkom bogen først mange år efter regimets fald (1995). Også bulgarerne var langsomme i optrækket. Her skal vi frem til 1981 for at finde en udgave, hvor dagbogen er med i.

I USA kom dagbogen først som en særudgave af det venstreorienterede tidsskrift Ramparts, men minsandten om ikke også CIA udgav sin helt egen forfalskede version!

I Sydamerika blev bogen en storsællert i de lande, hvor den fik lov at udkomme.

I Vesteuropa passede den som fod i hose til den begyndende demokratiske revolte, der gik over i historien som ungdomsoprøret, og bogen gik som varmt brød på i tyske, franske, hollandske, italienske og spanske udgaver.

I Danmark nåede Rhodos først på gaden med en dansk oversættelse og da Rhodos i forvejen havde slået sig fast som venstrefløjens forlag, var det den, der slog an. Paludan lavede en feberredning ved at slå pjalterne sammen med norske Pax Forlag. Den første norske udgave blev altså på dansk, men umiddelbart efter udsendte Norsk Gyldendal teksten gemt i en anden udgivelse "Boken om Che".

I Sverige bed to forlag på det cubanske udbud, og derfor kom bogen på samme tid fra to forlag.

I Japan var bogen og fænomenet selvsagt et stort hit. Bortset fra spansk og engelsk er japansk muligvis det sprog, der har de fleste udgaver af dagbogen. I den oprindelige (bl.a. danske) udgave manglede 13 dage af dagbogen. De er senere kommet med i reviderede udgaver i mange lande. Dog ikke Danmark. Det skal også nævnes, at dagbogen også findes i en arabisk og tyrkisk udgave. Sandsynligvis er der flere i Mellemøsten, Indien og Bagindien, men de er endnu ikke dukket op i eftersøgningen.

I Østeuropa kom der først fart i tingene med den anden Che-revolution, der begyndte i Rusland i 1990erne. Denne Che-revival er et ganske specielt fænomen. Russerne hævder, at det hele blev sat i gang af en roman af forfatteren Viktor Pelevin, men det forholder sig nok omvendt: Pelevins roman var et produkt af Che-bølgen, som var en udbredt subkultur blandt unge. Nu kom Che også som bog på russisk (flere udgaver) og blev også genudgivet på serbisk, kroatisk, slovensk m.m. (flere helt nye, flotte udgaver).

Der er i øvrigt en helt ufattelig interesse for Che i de fleste lande. Utroligt mange "unge" hjemmesider, inklusive lande som Tjekkiet! Men som sagt: Det er en helt anden historie, som en anden må grave ned i.

Her i Danmark er Che-litteraturen stadig ret sparsom. Det seneste er Forlaget Sohns danske udgave af Jon Lee Andersons "Che Guevara - biografien om mennesket og myten"

Peter Jessen

Ballad of Ira Hayes og Folkemordet på Nordamerikas Indianere

Ballade of Ira Hayes er skrevet af Peter La Farge, men synges her af ”The Man in Black”. Denne sang opsummerer på en tragisk måde de nordamerikanske indianske folks grusomme skæbne. Ingen andre folkeslag har været udsat for så omfattende etniske udrensninger. Professor i etnografi Ward Churchill har dokumenteret, at ud af de oprindelige 12 millioner indianere, som levede på kontinentet, var der kun 237.000 tilbage omkring år 1900. Nedslagtningerne af Amerikas oprindelige befolkning stod på uafbrudt gennem 400 år. Historikeren Kirkpatrick Sale skriver i bogen “The Conquest of Paradise” (1990), at disse myrderier var resultat af en bevidst udryddelses politik. Ligesom Ward Churchill påpeger, at den amerikanske politik havde udryddelsen som sit "utvetydige mål ". Folkemordet hørte imidlertid aldrig helt op, det forsatte op i vores egen tid, under forskellige former, f.eks. gennem en omfattende ulovlig sterilisering af indianske kvinder i 70´erne. Jeg har engang mødt en af disse kvinder, hun var blevet steriliseret i forbindelse med en fødsel, hvor hun var i narkose. Selvom folkemordet blev dæmpet op gennem forrige århundrede så fortsatte kulturmordet og hadekampagnerne imod indianerne for fuld skrue. I hundredevis af Hollywood film portrætterede indianerne som grusomme vilde, der plyndrede, myrdede, og voldtog uskyldige hvide. Mange indianere blev tvangs kristnede og børn blev sendt til kostskoler, hvor de blev opdraget til at fornægte deres indianske kultur og herkomst. Deres sprog blev forbudt, og det samme blev deres religiøse ceremonier. Indianske børn rømmede i massevis fra kostskolerne og mange omkom f.eks. 12 årige Charlie Wenjack som frøs ihjel, da han forsøgte at gå de 425 mil hjem. Herom har den indianske visesanger Willie Dunn skrevet en usentimental og stærk sang: Charlie Wenjack, som findes på Cd’en Akwesasne Notes. Indianerne blev skubbet ud i de goldeste landområder, og fik anvist de såkaldte reservater. Disse var tænkt som et overgangsfænomen, medens man spekulerede på, hvordan man skulle slippe af med ”det indianske problem”. Efterhånden som man kom op i det 20. århundrede viste det sig, at undergrunden på mange reservater var spækket med dyrebare mineraler, olie, kul og uran. Det udløste en nyt angreb på indianske landområder, et angreb som stadig pågår. Interessen for indianske anliggender blev vakt gennem forfatteren og historikeren Dee Browns bog: ”Begrav Mit Hjerte Ved Wounded Knee”. Dee Brown, der selv var hvid, beskrev vestens erobring, som han mente den måtte se ud fra de indianske folks synspunkt. En hel generation blev vakt gennem denne bog og dermed blev fokus endelig rettet imod verdenshistoriens mest oversete undertrykkelse og folkemord.     

Dræbte indianere - Massakren ved Wounded Knee 1890

Anbefalede litteratur:

Dee Brown: ”Begrav Mit Hjerte Ved Wounded Knee”.

Ward Churchill: ”Critical Issues in Native North America” Volume 1 &2.

Leonard Peltier: “Prison Writings – My Life is My Sun Dance”.

En del skønlitterære bøger skrevet af indianske forfattere beskriver livet i dagens USA for indianerne. På dansk findes bl.a.:

N. Scott Momady: ”Huset Bygget af Daggry”.

Folkemordet på Canadas indianere:

http://www.hiddenfromhistory.org/

Tidligere indiansk kostskole offer taler ud:

http://www.youtube.com/watch?v=qDshQTBh5d4&feature=related

”I det kolde efterår i Colorado og Wyoming havde jeg arbejdet på landet og set indianske vagabonder pludselig komme ud af krattet ved sporene og gå langsomt, men deres høgemund,, deres rillede rynkede hud, ind i lysets store skygge, slæbende deres sække og deres habengut, snakkende sagte sammen og så fjerne og fjernet fra markarbejdernes beskæftigelse og tanke, ja selv fra negerne i Cheyennes og Denvers gader, fra japanerne, armenierne, mexicanerne, hele Vestamerikas almindelige minoriteter at det at se tre-fire indianere gå over en mark og et jernbanespor for sanserne er som noget utroligt som en drøm – man tænker: ”Det må være indianere – ikke en sjæl ser efter dem – ingen lægger mærke til dem – det er lige meget hvor de går hen – reservatet?” Og kun med største anstrengelse forstår man – ” Jamen det er jo landets første indbyggere og under denne vældige himmel var det dem der havde problemer og klagede sig og beskyttede deres koner i hele stammer samlet omkring teltene – nu løber sporende over deres forfædres knogler og fører ud i uendeligheden, menneskegenfærd der træder let på jorden som er så mættet med deres slægts lidelse at man kun behøver grave en fod ned for at finde en barnehånd.”

Jack Kerouac fra hans novelle ”De underjordiske”.