Højrefløjens ulidelige nivellering!

Ondskabens Imperium

Alarmeret af danske politikeres planer om at oprette et ” Dokumentationscenter for Marxismens Ugerninger”, brugte jeg et par timer med at Google på emnet og forfølge forskellige links med udgangspunkt i den danske debat. Efter nogle minutter var jeg inde på adskillige svenske og tyske højreradikale hjemmesider, der så igen førte til nazi-grupper i USA og de baltiske lande. Et broget billede af voldelige hadegrupper, racister, liberalister, nazister, anti-marxister og anti-semitter tegnede sig hurtigt. Ligesom det stod klart, at alle disse interesse grupper ikke direkte samarbejdede men lånte meget fra hinanden, og ligeledes henviste til hinanden. Disse anti-humanistiske grupper er særdeles dygtige til at infiltrere og påvirke udenforstående. Strategien er såre enkel, man relativerer nazismens grusomheder ved at holde dem op imod påstået eller virkelige grusomheder, som forekom eller ikke forekom i kommunistisk sammenhæng. Særlig smarte er de, der i negative vendinger sammenligner nazismen og kommunismen, ligesom det hyppigt påstås, at nazismens rædsler allerede er belyst tilstrækkeligt. Ville en nazist gøre det, nej tænker man, men det er naivt, for graver man bare lidt i disse personers forbindelser og fortid, så ser billedet straks anderledes ud. Min hurtige research ude på nettet pegede igen og igen på filmen ”The Soviet Story” af den lettiske film instruktør Edvins Snore. Filmen sammenligner nazismen og sovjet kommunismen helt ud i det absurde. En af filmens sandheds vidner er Joseph Goebbels, men der er mere end det! Arseny Roginsky formand for den anti-stalinistiske arbejdsgruppe "Memorial" siger at: ” Ingen historiker, med mindre han er fuldstændig gal, ville stå inde for den bunke lort som denne film postulerer”. Ligesom RIA Novosti har afsløret, at en sekvens i filmen, der viser lig stablet i stakke, påståede ofre for Stalins undertrykkelse, i virkeligheden er fotos, der blev taget af sovjettiske soldater i 1944. De viser ofrene for de nazistiske grusomheder i Klooga koncentrationslejr i Estland og i Yanovskaya lejr nær Lvov”. Uhyggeligt er det, at denne film blev vist i Europaparlamentet under stor applaus. Hvordan er højreradikalismen vokset så markant og blevet i stand til at inddrage danske politikere og velmenende humanister i deres spil?

Måske er det slet ikke et ”Dokumentationscenter for Marxismens Ugerninger” der er brug for, men i stedet en grundig analyse af de kræfter og det bagland, som kræver et sådan center!
PS:

Efter jeg skrev dette indlæg, kom der på Politiken, en meget uddybende og oplysende kronik, om samme emne af Curt Sørensen Se.: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1158615/den-fremadskridende-ensretning/

Den Frie Verden

En genopladt Lenin.

Markedssamfundet har for længst udraderet velfærdssamfundet. Derfor må det være på tide at overveje værdien af det leninistiske imperativ: At det er politikken, der skal styre økonomien og ikke omvendt. I et markedssamfund, som vores, er demokrati en maskerade, der dækker over de virkelige styringsmekanismer – de økonomiske. Som følge heraf må venstrefløjens fornemmeste opgave være at udtænke et politisk koncept for økonomiske strukturændringer. I stedet for at tage denne udfordring op sidder visse dele af venstrefløjen fast i kulturkampssumpen. Det multikulturelle blændværk, hvor sociale problemer anskues som etniske, dvs. som en konflikt mellem uforsonlige kulturer. I stedet for at kæmpe for socialistiske værdier, kæmper de for kultur værdier og dermed agerer de på højrefløjens præmisser. Højrefløjen elsker kulturkampen, det er deres opfindelse! Den anden del af venstrefløjen, den mere etablerede så at sige, forsøger at løse økonomiske struktur problemer gennem små kosmetiske operationer. Ingen ønsker at tage tyren ved hornene og gøre, hvad der er nødvendigt, nemlig at finde en farbar vej ud af laisses faire liberalismen og væk fra markedssamfundet.