fredag den 9. august 2013

Zarens Rusland & Lena massakren



Om hvordan griskhed og ondskab i fællesskab med en uretfærdig samfunds indretning førte til massedrab på uskyldige mennesker i zarens Rusland.

Det nittende århundredes zaristiske Rusland kendetegnes bl.a. ved en stigende udnyttelse af mineral ressourcer og dermed en parathed til at udnytte imperiets enorme landområder. Den tsaristiske regering havde alle dage vist en stor interesse for opbygning af guldreserver og denne tendens blev forøget i 1890´erne. Årsagen var den finansielle reform gennemført af finansministeren Sergei Witte og indførelsen af ​​guldstandarden. I denne økonomi var Lena Goldfields Co Ltd en afgørende faktor. Minerne, som hørte under Lena Goldfields Co Ltd., lå nær byen Bodaybo ved en biflod til
Lena floden.
 
Byen Bodaybo
 Lena Goldfields Co Ltd. blev til i årene 1907-8 gennem et samarbejde mellem engelske aktionærer og de russiske mine sammenslutninger. Den russiske monopolkapitalisme var altid i en semi-kolonial afhængighed af mere kraftfulde imperialistiske systemer i Vesteuropa, især da den russiske zar gav fri adgang til udenlandsk kapital. I bestyrelsen af Lena guldminerne sad russiske såvel som engelske repræsentanter for aktionærerne. Aktie majoriteten var på russiske hænder. Handlen med guld blev eksklusivt varetaget af den russiske bank. Frit salg af guld var forbudt ved lov.
De russiske og britiske aktionærer pressede på for at få en så stor profit som muligt og det lagde et pres på hele guldmine industrien i området. 
Virksomheden producerede da også store fortjenester for sine britiske og russiske aktionærer, som omfattede Aleksei Putilov (direktør), grev Sergei Witte, og kejserinde Maria Feodorovna (født prinsesse Dagmar af Danmark).
Maria Feodorovna levede i ubekymret luksus bl.a. takket være de fede indtægter fra Lena Goldfields Co Ltd

Minearbejderne knoklede dagligt under de mest rædselsfulde arbejdsforhold, man kan tænke sig. Alle arbejdere underskrev en ansættelseskontrakt, som indeholdt regler for den officielle rutine (godkendt af ministeriet for handel og industri). Arbejdsdage i perioden fra 1. april til 1. oktober var på 11 timer og 30 minutter om dagen, og fra 1. oktober til 1. april på 11 timer på ét skiftehold. Hvis det var nødvendigt kunne lederne udpege arbejdere, der arbejdede 8 timer på 3 skift. Ved arbejdsdagens slutning kunne den tid, man arbejdede i, være op til 16 timer, idet de fleste efter arbejdstid havde overarbejde med at sortere malmstene som muligvis indeholdt guld. Fandt de guld fik de en fast pris per gram, fandt de ingenting var det bare ærgerligt.  For hver tusind arbejder var der syvhundrede ulykker.  En del af den magre løn blev ofte brugt til at betale forskellige bøder til arbejdspladsen. Den anden del af lønnen blev givet i form af kuponer, som man kunne købe varer for i mineselskabets butikker som i parentes var de eneste butikker i området. Kontrakten forbød kvinder og børn at arbejde i minerne, men virkeligheden var en anden og de kvindelige minearbejdere fik mindre i løn (hvis nogen) end mændene, som tjente ret godt sammenlignet med en arbejder i f.eks. Moskva. I en klage over forholdene skriver kvindernes talsmand, at de tvinges til at udføre mænds arbejde, at mødre med spædbørn tvinges på arbejde medens de små må passe sig selv. Hertil kom mange sexchikaner fra det administrative personale. 
Menneske materiale til guld minerne på vej ned af Lena floden

Boligforholdene var under al kritik, arbejderne og deres familier var stuvet sammen 30-35 personer i utætte træbarakker. Vinduerne var for det meste smadrede og derfor stoppet ud med klude. I hver barak var der en stor ovn, hvor kvinderne vaskede tøj og lavede mad. I arbejdernes barakker fandtes ikke elektrisk lys, medens det administrative personale havde både elektrisk lys, stuepiger og behagelige møbler samt private badstuer. Ydermere var arbejdernes barakby "Lenzoloto" så overfyldt, at der simpelthen ikke kunne proppes flere mennesker ind. Det tvang nogle af de uheldige til at leje private lejligheder. Huslejen for en sådan lejlighed kunne sluge op til halvdelen af ​​indtjeningen. Klokken fire om morgenen var de fleste arbejdere allerede på fødderne. De der fik morgenmad skyndte sig at spise og gik så på arbejde. Der var ikke støvler og frakker til minearbejdere, som heller ikke havde nogen omklædningsrum. Når arbejderne snavsede og våde traskede hjem i den bitre kulde efter en lang dag i minen, var der mange som fik forfrysninger. Mineskakterne gik gennem permafrosten. Isen måtte varme op og smeltevandet kontinuerligt pumpes væk. På trods af betydelige investeringer var mekanisering af produktionen utilstrækkelig og det meste arbejde foregik manuelt. Arbejderne skulle ned gennem 20-60 meter lodrette skakter på isglatte trapper. Nede i minen arbejdede de i knædybt vand. Der var akut mangel på læger og senge på hospitalet. Én læge betjente 2.500 arbejdere og så var deres familier ikke talt med.
Guldminerne
 
 Efter fyraften diskuterede arbejderne ofte de elendige levevilkår de var underkastet. Arbejderne vidste fra de politisk forviste en del om politik og ofte sagde de, at uden zaren ville alt være bedre. Om søndagene var der tit slagsmål og druk samt kortspil. 
Politisk forviste ved Lena minerne

I barakken nummer 21 boede arbejderen Zavalin. Hans kone Zavalina købte saltet kød i minens butik. Da hun kom hjem med kødet forekom det hende, at kødet var dårligt. Da hun klagede, fik hun at vide, at hvis hun ikke var tilfreds med kødet kunne en anden få det! Kødet var imidlertid uspiseligt og Zavalina samlede alle kvinderne i barakken, så de kunne føle kødet på tænderne og alle var overbevidst om, at det var råddent.
Om aftenen, da arbejderne kom hjem, diskuterede man hvad der burde gøres. Nogle foreslog, at man klagede til ledelsen, men flertallet gik ind for at nedlægge arbejdet. Næstedags morgen den 13. marts var der ingen som gik på arbejde. Strejken var brudt ud på Andreyevskij guldminen.    
Den 17. marts fremlagde arbejderne deres krav om en 8-timers arbejdsdag, 30 % lønstigning, afskaffelse af bøder, og forbedring af mad leveringen samt boligforholdene. Ingen af ​​disse krav ville administrationen imødekomme. Arbejderne var imidlertid gode til at organisere sig og i midten af marts var 6000 arbejdere i strejke og samtlige miner var lukkede.
Arbejderne ved Alexanders mine under strejken

 Den tsaristiske regering sendte tropper fra Kirensk til Bodaybo og om natten den 17. april blev alle medlemmer af strejke udvalget anholdt. Næste morgen krævede arbejderne deres øjeblikkelige frigivelse. Samme eftermiddag marcherede omkring 2.500 personer mod Nadezhdinsky Guldmine for at levere en klage over myndighedernes vilkårlighed til den offentlige anklagers kontor.
Arbejderne blev mødt af soldater, der begyndte at skyde på mængden under ordre fra ​​kaptajn Treshchenkov, hvilket resulterede i hundredvis af døde og sårede. Den lokale avis Zvezda rapporterede 270 døde og sårede 250. Da nyheden nåede frem til arbejder barakkerne, så man grædende børn og fortvivlede kvinder overalt. Det uforståelige var sket - mordene på uskyldige mennesker - der bare krævede en smule forståelse for deres svære situation. Indenrigsministeriet kom med en officiel erklæring, hvori der stod: ”Sådan var det og sådan vil det også være fremover”.   
Efter nedskydningen af demonstranterne

Nedskydningen af arbejderne ved Lena minerne og indenrigsministeriets udtalelse vakte en berettiget harme udover zarens mægtige rige og over hele landet indledtes der organiserede masseaktioner mod selvherskerdømmet (Den russiske zar var selvhersker, dvs. udpeget af sig selv og Gud).  I det russiske socialdemokrati afstedkom begivenheden en kontrovers mellem Leo Trotskij og Lenin. Trotskij skrev i den Wien´ske Pravda: ”kampen for foreningsfriheden udgør grundlaget såvel for Lena-tragedien, som for den mægtige genlyd, den gav i landet”. Lenin kaldte denne udtalelse for en liberal skrøne, idet han påpegede, at under Lena-strejken var kravet om foreningsfrihed hverken et særligt krav eller et hovedkrav. Efter Lenins mening var Lena begivenhederne udtryk for den almindelige retsløshed og den grænseløse vilkårlighed. Han skrev i Social- Demokrat nr. 27 den 17. juni 1912: ”.. Lena-begivenhederne. Det, der er karakteristisk for dem, er den komplette mangel på den mest elementære retsbeskyttelse i alle henseender. Det er karakteristisk, at provokatøren, stikkeren, okhrana agenten (zarens hemmelige politi), zartjeneren uden nogen politisk anledning går over til massenedskydninger. Netop den almindelige retsløshed i russisk liv, netop det håbløse og zaristiske monarkis og hele dets liv, netop det håbløse og umulige i at kæmpe for enkelte rettigheder, netop det zaristiske monarkis og hele dets regimes uforbederlighed, lyste så grelt frem af Lena-begivenhederne, at det fængede i masserne og tændte en revolutionær ild”.  
De nye grave for massakrens ofre
 
I dag findes et stort monument på massegraven
Lena-massakren var desværre ikke nogen enlig svale i Zar Nikolaj den andens regerings tid. Et kort overblik viser zar familiens tydelige blodige spor gennem historien: 

1895 18. maj – Ved Nikolaj den andens kroning omkom mere end 1360 mennesker på Khodynka fælleden. Årsagen skyldtes de kejserlige embedsmænds dårlige ledelse og ligegyldighed m.h.t. sikkerheden. Se ”Det finns Inga äckliga Hallon”: http://kilaasi.blogspot.dk/2013/07/zarens-rusland-khodynka-katastrofen.html
1901 7. maj – Nedskydning af Obukhov arbejderne.
1902 november – Mord på Rostov arbejdere 6 dræbte og 20 sårede.
1903 11. marts – Mord på Zlatoust fattige fabriksarbejdere 60 dræbte og 200 sårede
1903 14. juli – Mord på strejkende jernbanearbejdere 10 dræbte og 18 sårede
1903 23. juli – Mord på demonstranter i Kiev 4 dræbt og 27 sårede
1903 7. august - Mord på arbejdere i Jekaterinburg 16 dræbte og 48 sårede
1904 13. december - Nedskydning af arbejderne i Baku 5 dræbte og 40 sårede
1905 9. januar - Den Blodige Søndag i St. Petersborg, nedskydningen af ​​fredelige demonstranter og arbejdere 1200 dræbte og mere end 5000 sårede
1905 12. januar – Mord på demonstrerende arbejdere i Riga 127 dræbt og mere end 200 sårede
1905 18. juni – Mord på demonstranter i Lodz 10 dræbte og 40 sårede
1905 5. september - Den berygtede Portsmouth fredstraktat med Japan: Russiske tab i krigen mod Japan - 400.000 mennesker
1905 15. november - Mord på mandskabet fra krydseren "Ochakov" og andre oprørsgrupper i Sortehavs flåden mange tusinder dræbte 
Matroserne fra krydseren Ochakov som blev henrettet

1906 4.-28. juli - søfolk som deltog i opstanden i Sveavorg dømt til døden
1907 3. juni - 14.000 mennesker skudt og hængt
1911 - Hungersnøden, der dræbte 300.000 mennesker
1912 4. april - Nedskydning af strejkende arbejdere ved Lena guldminerne 270 døde og 250 sårede
1914 3. juni – Nedskydning af Putilov arbejdernes demonstration i St. Petersborg
1915 10. august - nedskydning af demonstranter i Ivanovo-Voznesensk 30 døde og 53 sårede
1914 - 1918 - Den imperialistiske verdenskrig over 3 millioner og 300.000 døde på russisk side (soldater & civile)
Hertil kommer mordene på mange tusinder jøder under de etniske udrensninger som zarfamilien, zarens ministre og den russisk ortodokse kirkes ledere udtænkte i fællesskab. Dette dystre kapitel i menneskehedens historie vil jeg imidlertid skrive om på et senere tidspunkt her på ”Det finns Inga äckliga Hallon”. 
Kejserinde Maria Feodorovna (født prinsesse Dagmar af Danmark) sammen med sin søn Nikolaj den 2. (blodige Nikolaj) 1896.
Zarfamiliens rigdomme var proportionelle med befolkningens forarmelse. Her Maria Feodorovnas tiara besat med diamanter og akvamarin
 
Diamant besat perlekæde som har tilhørt Kejserinde Maria Feodorovna 
 
Der findes ingen billeder af sengene i barakkerne hvor arbejderfamilierne boede ved guldminerne. Imidlertid sov aktionæren Maria Feodorovna godt i en af sine mange pragtsenge i Pavlovsk Paladset
 Til natbordet: Michael Melancon: “The Lena Goldfields Massacre and the Crisis of the Late Tsarist State”, Texas A&M University Press (January 27, 2006).
 
Aktie i Lena Goldfields Co Ltd


lørdag den 13. juli 2013

Zarens Rusland – Khodynka katastrofen



Khodynka fælleden er et stort åbent område i det nord-vestlige Moskva, der hvor i dag Leningradsky Prospekt begynder. Her omkom i 1896, 1360 mennesker under kroningsfestlighederne for zar Nikolai den 2. og hans kejserinde. Affæren blev som sig hør og bør dysset ned. Ligesom zarens skammelige opførsel blev sendt med ekspres i glemmebogen. På et monument over de omkomne står der ikke et ord om selve katastrofen – her står bare 18. maj 1896. Det er alt, men bagved monumentet har nogen skrevet med maling ved foden af soklen ”Til ofrene ved Kroningen” og det er her ved monumentets bagside folk helt op til i dag lægger blomster. Men lad os nu i god ro og orden begynde med begyndelsen. 
Kroningen af Nikolaj den 2. i Uspenskij katedralen i Kreml

Da Nikolaj den 2. af Rusland skulle krones i 1896 blev der ikke sparet på guldet, tværtimod må man sige. Dette var en begivenhed som skulle gøre indtryk og det kom den til. Zarens unge kone prinsesse Alix af Hessen- Darmstadt og hans mor, den danske kejserinde Dagmar, gav begivenheden en særlig tilsætning. Det var, som om der var 2 kejserinder – Dagmar havde nemlig på ingen måde tænkt sig at stå i skyggen af den unge kejserinde. Selve kroningen fandt sted i Uspenskij katedralen i Kreml, under overdådig pomp og pragt. Zarens kroningskappe var 5 meter lang af guldbrokade og foret med hermelin og blev holdt af 6 overkammerherrer. Den kammerherre, der havde til opgave at holde kejserens krone og række ham den i det rette øjeblik, døjede med en voldsom diarré og det gik beklageligt ud over hans fornemme uniformsbenklæder. Ak ja selv den mest iscenesatte og kontrollerede kultur formår ikke at tilsidesætte naturen! Efter ceremonien kom kejseren og kejserinden og enkekejserinden klædt i kroningskapper og med kroner på hovederne, fuldt af den kejserlige familie og de udenlandske fyrster, ud af katedralen og vendte tilbage til palæet. Guld og ædelstene blinkede i solen, som var særlig klar den dag. 

En kejserlig gave et krus (malet aluminium) med det kejserlige monogram

På tredje dagen under kronings festlighederne skulle en folkefest afholdes, hvor zaren delte gaver ud og blev hyldet af sine undersåtter. De kejserlige gaver bestod i: et minde krus (malet aluminium) med det kejserlige monogram, et halvt pund pølse, frugt, Vyazemskij kage (honning kage) med våbenskjold og en pose med slik og nødder.

De kejserlige gaver var svøbt i dette tørklæde med billeder af begge monarker

Zarens onkel, Storfyrste Sergej Alexandrovitj, der var generalguvernør over Moskva stod for arrangementet. Festlighederne bestod i en stor udendørs fest, som blev planlagt på Khodynka fælleden, et militært træningsterræn uden for byen. Området var fyldt med dybe huller og skyttegrave som løb på kryds og tværs overalt samt efter udgravning af ler og sand. Grøfter, huller og skyttegrave blev sporadisk overdækket med brædder og ovenpå opførtes 150 boder, tribuner og træbarakker. Festlighederne var berammet til at begynde kl. 10:00 den 18. maj, men allerede kl. 5:00 var mindst 500.000 mennesker strømmet ind på området ved Khodynka, lokket til af rygter om rige gaver. Træ-konstruktionerne, der dækkede de store huller og grøfter, brød flere steder sammen og der opstod panik i mængden. Mange mennesker blev trampet ihjel, andre faldt i de store udgravninger og blev kvæstet eller dræbt. Antallet af dræbte løb op omkring 1360 og sårede i 1500. Der blev imidlertid hurtigt ryddet op, så festlighederne kunne forsætte. En rapport blev sendt til Sergej Alexandrovitj og Nikolaj den 2. Først sent erfarede folk, hvad som var hændt og derfor festede nogle, medens andre hentede sårede og døde slægtninge.  

Det officielle postkort med glade menneskemasser på Khodynka fælleden
 

Bagsiden af begivenheden døde og sårede i massevis  
Souvorin, chefredaktøren for Novoja Vremjas, skrev dybt rystet i sin dagbog: ” Hen ved en halv million mennesker er i dag mast sammen på Khodynka fælleden og delvis blevet søndertrådt. Hele dagen er gået med at transportere lig, uhyre menneskemængder fulgte bårerne. En folkefest blev afholdt, den tætte sammenstimlen var foranlediget ved bekendtgørelsen om uddeling af gratis mindegaver. Ulykken fandt sted kort før kejserhoffet skulle begive sig til en stor offentlig fest. Det er blevet fortalt, at Zaren skulle være så forstemt, at han ikke ville med til festen – han kom dog! Da jeg forlod Khodynka Fælleden, kørte han til Stenpaladset. Har der været en gang hvor man kunne sige: Cæsar de døde hilser dig! Så kunne det samme være sagt i går, den gang kejseren viste sig ved festen og blev modtaget med hurraråb og: Gud bevare Zaren! Nogle hundrede favne fra Palæet var jorden dækket med lig, man endnu ikke havde fået tid til at lægge i kister”.
Storfyrste Aleksander Alexandrovitj husker at: ”Klokken 3 om eftermiddagen kørte vi ud til Khodynka Fælleden og passerede hele vognladninger med døde. Zaren tog imod folkets hyldest. Hvert leveråb var som et slag i ansigtet syntes jeg”.    
Kejserens regering forsøgte at skjule omfanget af ulykken. De efterladtes familier skulle hver tildeles 1000 rubler i erstatning i håb om at dysse den værste kritik ned. Da det blev klart, at ofrene ikke taltes i snesevis men tusinder, trak Zaren hemmeligt denne barmhjertighed tilbage og reducerede beløbet til et sted mellem 50 og100 rubler. I mellemtiden snuppede Moskva bystyre det meste som kompensation for begravelsesudgifterne til ofrene. Zarens mor, den danske kejserinde Dagmar, sendte tusinder af flasker Madeira til de hårdt sårede på hospitalerne, samt andre rester fra de kejserlige fester og banketter i anledning af kroningen.
Selve kroningsceremonierne kostede 100 millioner rubler. Tre gange det beløb man dengang brugte på offentlige uddannelser. Pengene kom fra statens budget og ikke fra kejserfamiliens egne midler.  
De døde, som kunne identificeres, blev sendt til begravelser i deres egne sogne. Resten og det var flertallet blev begravet på Vagankovskoje – kirkegården. Hvor der også blev rejst et monument af arkitekt Hilary A.   Ivanov-Shits til minde om katastrofen.  De forældreløse børn blev hastet anbragt på forskellige hjem og asyler. Soldater, læger og brandmænd, som kom ud for at samle døde og sårede, blev mødt af et forfærdeligt syn de aldrig glemte. Overalt knuste og lemlæstede mennesker, knogler stak ud fra kroppen her og der, hoveder hvor ansigtet var trampet bort, gravide og deres ufødte børn strøet mellem hverandre. Katastrofen gjorde et uudsletteligt indtryk på alle normale mennesker bare ikke på zar familien. Nikolaj den 2. omtaler katastrofen med få ord i sin dagbog og går så over til at beskrive frokoster, visitter og aftensballet, hvor der var skrækkeligt varmt. Netop dette bal, som blev afholdt af den franske ambassade, førte til mange kontroverser. Storfyrsterne var delte i spørgsmålet om zaren burde deltage i ballet eller ikke. Imidlertid valgte zaren at deltage sammen med zarinaen.  

Miriam ved monumentet for de omkomne på Vagankovskoje – kirkegården
 

Miriam ved bagsiden af monumentet hvor nogen uofficielt har skrevet ”Til ofrene ved Kroningen”
 (Tak til Peter Jessen for tydning af skriften)

En kejserlig person kunne ikke udpeges som den skyldige, så Storfyrste Sergej Alexandrovitj slap for tiltale, men han måtte lide den tort at blive udstyret med øgenavnet "Fyrst Khodynskoje" resten af sine dage. Moskva Politimester Vlasov og hans assistent – blev begge fjernet fra deres poster. 

Storfyrste Sergej Alexandrovitj til højre sammen med Storfyrste Paul Alexandrovitj (rygende)


Khodynka katastrofen omtales i flere litterære værker f.eks. af: Valentin Pikul Savitch i romanen ”Onde Ånd”, Maxim Gorki i romanen: ”Klim Samgin Liv”, Konstantin Balmont i digtet ”Vor Konge”, Fyodor Sologub i novellen ” I mængden”, Boris Akunin i romanen ”Den sidste Romanovs kroning”. I Leo Tolstojs novelle "Kodynka" som er udgivet i: "Hadji Murad" - tredje del af Tolstòys efterlatte fortællinger og dramaer. Gyldendalske Boghandel.  


På kirkegården kan man købe et kort med fortegnelse over de mange historiske grave. Monumentet for Khodynka katastrofen har nummer 339 i sektion 53. Man har bare glemt at markere nummer 339. Imidlertid kan man finde monumentet i et af de midterste felter i sektion 53. Se godt efter området er tilgroet og det er ikke helt nemt at finde – men rigeligt besværet værd.




onsdag den 1. maj 2013

I ikon malernes værksted






Lige siden hvornår - har jeg interesseret mig for russiske ikoner - og hvornår det præcis var ved jeg ikke. Engang var jeg meget yngre end jeg er nu, og på den tid skulle man kende diverse russiske forfattere hvis man ellers ville regnes for noget. I samme litteratur snakkedes der en del om ikoner, om bøndernes tro på ikoner og om ikoner, der forandrede verdenshistorien. Meget var myter som for det meste segmenterede den nationalistiske (slavofile) tro på, at russerne var bedre og alle andre nationer overlegne. Fra den slags litteratur f.eks. Nikolaj Leskov stammede min interesse for russiske ikoner. Leskov beskriver ikonmaleriets kunst og indhold på en dramatisk og idealiseret måde. Han får endda indsmuglet lidt antisemitisme som litteraturen i Zarens Rusland er så rig på.    


Ærværdige Trifon af Pechenga
Velsignede Vasilief
                                                                                                                                       
Myterne om ikonmaleriet og dets udøvere er mange. Man kan sige, de på en måde hører med til ikonerne. Gennem myterne tillægges ikonerne overnaturlige kræfter, de tilskrives hellighed og en egen ophøjet stilling. Myten er samtidig en forenkling og fordrejning af virkeligheden samt en idealisering af ikon maleriet. De virkelige historiske, sociale, religiøse og menneskelige sammenhænge, ikonerne indgik i, er meget fjernt fra de idealiserede fortællinger. Særdeles vedholdende er myten om ikonets tilblivelse, altså selve ikonmaleriet.
 Myten om ikonmaleriet er udspredt af kirken og rummer mange teologiske aspekter. Teologisk skabes nærværet af det hellige gennem en modstilling med det som ikke er helligt – det verdslige. Det hellige er: rent, ubesmittet, ublandet, ujordisk og hinsides. Det verdslige er blandet, urent, besmittet, jordisk og denne sides. Visse ikoner fremstilles som fuldkomne produkter af en hinsides verden. Man forestillede sig, at de pludselig på mirakuløs måde kunne vise sig for særlig udvalgte personer. Sådanne ikoner dukkede uventet op i trætoppe, klippespalter eller i kirkebygninger. Et særligt mirakuløst ikon er f.eks. Gudsmoder af Tikhvin. Myten fortæller, at dette ikon af Jesus moder blev malet af ingen mindre end evangelisten Lukas, verdens første ikonmaler. Ikonet dukkede op forskellige steder i det gamle Byzantinske rige: Antiokia, Jerusalem og Konstantinopel. Senere dukkede ikonet op forskellige steder i Rusland, hvor det til sidst fik et blivende sted i en kirke ved Tikhvin floden i 1510. Det overjordiske i de ”uskabte” ikoner gav ligesom sig selv. Alle andre ikoner fik deres hellighed fra andre myter. Myten om ikonets tilblivelse. Træet, som skulle blive til de træplader man malede på, blev allerede medens det stod i skoven velsignet under kirkelige ceremonier og således gjort til genstand for kultisk praksis. Så kom turen til selve bemalingen. Ikonmalerne forberedte sig gennem bøn og faste inden de hengav sig til den hellige gerning. Det færdige ikon placeres på alteret og velsignes derved yderligere. Endelig er ikonet klar til at gøre sin entré her i verden som en fremmede, noget andet end det kendte – som det hellige. Myten kolporterer ideen om modsætningerne rent og urent – helligt og verdsligt. Ikke desto mindre siger det sig selv, at meget få ikoner om nogen er kommet til verden på denne måde. Selv i klostrene har det ideale sjældent været normen. Ondskab, druk og hor trivedes her som alle andre steder i samfundet og arbejdet med at adskille det hellige fra denne sammensatte verden syntes en umulig opgave også i klostret.

Ærværdige Zosima, German & Savvatij af Solovvetskij


Flertallet af ikonerne blev til på ”verdslige” værksteder, hvor fattige drenge kom i lære som malere af de hellige billeder. Mange kendte malere har trådt deres kunstneriske barnesko på et sådan ikonmaler værksted f.eks. Ilja Repin. Overraskende nok findes der også et eksempel på en forfatter der har arbejdet som lærling på et ikon værksted, nemlig Maxim Gorki. I sine erindringer beskriver Gorki oplevelserne blandt ikonmalerne og der er ingen af mytens glorificerende faktorer indblandet i den virkelighed Gorki levede i:
”Ikonmalernes værksted bestod af to rummelige værelser; det lå i et stort massivt byggede hus og vendte med sin ene række vinduer ud imod en have, med den modsatte række ud til gaden. Vinduerne var inddelt i små kvadrater. Ruderne skinnede af ælde i alle regnbuens farver og lod vinterdagens grå lys kun bryde svagt igennem. Begge værelser var tæt fyldt med små borde, og ved hvert bord sad en eller to billedmalere, bøjet over deres arbejde. Ned fra loftet hang i lange snore en del glaskugle  fyldt med vand; de samlede lampelyset og kastede det i en hvid, kold refleks ned på de firkantede ikontavler.

Ikonmalernes værksted fra en sovjetisk film fra 1937 der bygger på Gorkis roman biografi

 I værkstedet hersker en kvælende lummerhede; det beskæftigere hen ved tyve helgenmalere fra forskellige egne af Rusland, fra Palek, fra Kolui og Mstera. De sidder alle i bomuldsskjorter med åbne kraver, blå lærredesbenklæder og med de nøgne fødder i gamle slæber. Over svendenes hoveder hænger en blå sky af sveden tobakskvalm, hvori blander sig en skarp lugt af fernis, lak og råddent æggeblomme (æggeblomme brugtes som bindemiddel i farvestoffet). Trægt og jævnt som tjære flyder vers efter vers den tungsindige Vladimir´ske sang:
”Ak – hvad har man ej af klage hørt
Når en knøs sin pige har forført?...”
Der synges også her andre, lige så melankolske sange, men denne hører man hyppigst. Dens langsomme motiv forstyrrer ikke tankerne og hånden kan roligt vedblive at føre den fine hermelins pensel hen over helgenbilledes tegning og lige omhyggeligt udføre de helliges klædefolder og de sorte linier i deres lidende ansigter. Henne ved vinduet høres uafladeligt små geskæftige hammerslag; her sidder ciseløren Gogolev, en gammel, fordrukken mandsling med en uhyre blå næse. Under sangens langsomme, monotone rytme lyder hans lille hammer som en træorms evige boren. Ikonmaleriet er ingen af svedende til særlig glæde; som under et ondt trylleri former det hele arbejde sig som en række kedsommelige processer, der ikke kan vække nogen interesse for, endsige kærlighed til værket. Den skeløjede snedker Panfil, en ondsindet og stridslysten fyr, limer tavlerne sammen af korte cypres- eller lindestave, planerer dem og sliber dem glatte; den unge, svindsottige Davidov grunder dem, hans kammerat Sorskin giver dem et tyndt og fast lag kit, Miljaschin udfører Blyantstegningen efter originalen, den gamle Gogolev lægger de nødvendige guldforsiringer på, og ”gevantmalerne” udfører klæderne og landskabet.

Den 13årige Alexei (Maxim Gorki) læser højt for ikonmalerne af Lermontoffs digt Dæmonen


 Således, uden ansigter og hænder, står de i lange rækker op ad vægen og venter, indtil ”ansigtsmalerne” fuldender dem. Et uhyggeligt øde står ud fra de store, ufærdige billeder, der er bestemt til ikonostaser og , alterdører; de står der, uden ansigter, uden hænder og fødder, kun med gevandter, forsiringer og korte engleskjorter, spøgelsesagtigt lænet op af væggen – et dødens pust udgår fra disse brogede, bemalede brædder; det som skal give dem livet mangler, dog har man det indtryk, at det allerede har været der, men på underfundig vis er forsvundet, kun ladende det tunge, øde flitterværk tilbage. Når ansigtsmalerne har malet alt, hvad der er synligt af legemet, går billedet videre til den mester, som lægger emaljen ind i ciseleringens mønster. Skriften bliver ligeledes udført af en særlig arbejder, og lakeringen besørges af selve værkføreren, den stille Ivan Larionytsch. Denne er et sælsomt gråt menneske, gråt er hans ansigt, hans fine, silkeagtige hår og skæg er gråt, og hans øjne er grå, tungsindige og dybe. Han har et godt smil, men det bliver én svært at besvare dette smil. Han ligner helgenbilledernes ”Simon med søjlen”, han er lige så tør og mager, og hans ubevægelige blik ser lige så fraværende, gennem alle mennesker og alle ting, bort i det fjerne. ”
Maxim Gorki beskriver det hårde liv på værkstedet, fattigdommen, drukken, slagsmålene, længslen, ensomheden, troen og vantroen, men også uforglemmelige stunder af kammeratskab, bekymring for hinanden, hjælpsomhed. Langsomt forstår man, at et ikonmalerværksted i Zarens Rusland ikke er en ophøjet hinsides verden, men en dennesides verden befolket af virkelige mennesker, skrøbelige, rå, hensynsløse, varme og ægte mennesker med samme bekymringer samme håb som alle andre. Denne erkendelse har skærpet min kærlighed og interesse for ikoner. Ikonerne har fået en ny side for mig, en menneskelig side. Når jeg ser på ikoner tænker jeg på Gorkis værksted og på, under hvilke omstændigheder ikonerne blev malet. Det er en berigelse, et mysterium der åbnes op.

Sovjetunionens store forfatter Maxim Gorki


PS: Citatet om ikonmalerværkstedet stammer fra Maxim Gorkis selvbiografiske hovedværk, der på dansk er udgivet i flere bind som: Min barndom; Mellem fremmede; Læreår. 

Maxim Gorki portrætteret af Josef Brodskij