Velkommen til bloggen, der kommer til at handle om stort og småt, nyt og gammelt samt alt og intet.
Titlen på bloggen stammer fra en poesibog, der lå på en Café i Gamla Stan i Stockholm og som nu er blevet denne blogs motto.
Sovjetisk modernisme er en af mange kunstneriske ”ismer” fra
Sovjetunionen, som er fuldstændig overset i vesten. På mange måder ligner
sovjet modernisme tidens kunstformer i vesten, men har samtidig en
iøjnefaldende lokal originalitet. Perioden ligger mellem avantgarden og Stalin realismen
og tæller mange kendte navne så som: Alexander Deineka, Isaac Brodsky,
Alexander Samokhvalov, El Lissitzky, Alexander Rodchenko, Alexander Labas,
Boris Ignatovich, Kazimir Malevich. Af mindre kendte kunstnere kan bl.a.
nævnes: Boris Golopolosova, George Rublev, Boris Tsvetkov, Alexei Pakhomov og
Fedor Bogorodsky og Tatjana Jablonskaja. Det var den unge garde den - sovjetiske
modernismes virkelige helte. Historisk var det en spændende periode i
Sovjetunionens historie. Politisk var det uklart, hvem der skulle tage faklen
op efter Lenin. Det var et åbent spørgsmål, i hvilken retning samfundet og
historien ville udvikle sig. Og det var netop på baggrund af denne åbne
uafsluttede horisont at tidens kunstnere udfoldede deres talenter. Man kan med
nogen ret sige at sovjet modernisme befinder sig et sted mellem avantgarden og
socialrealismen. Samtidig med at avantgardekunsten
fortsatte lidt endnu begyndte nye kunstneriske teknikker at gøre sig gældende.
Paradoksalt nok var det bl.a. påvirkninger fra Art Deco, altså borgelig vestlig
kultur som blandede sig med den sovjetiske kunst bl.a. hos kunstnere som Samuel
Adlivankina.
Deres Helte af Samuel Adlivankina
Andre arbejder bringer minder om Paul Cézanne og impressionisterne
især i farvebehandlingen. Stilistisk favner de bredt og det er den historiske
epoke, der binder dem sammen. Sovjet modernisme omfatter flere kunstarter:
montage, kæmpe malerier, fotografi, arkitektur, plakater, skulpturer og film.
Det var det offentlige rums kunstart og gruppearbejdet var en del af den
kunstneriske produktion. En kunst, der var befriet for pengemagtens tyranni,
beregnet på massernes æstetiske forbrug uden forbehold. Indenfor arkitekturen
er begrebet sovjetmodernisme udvidet til også at omfatte perioden 1955-1985. Det er først nu i de senere år, at
man har fået øjnene op for sovjetmodernismen. Historien var indtil da ganske
enkel: I begyndelsen var den fantastiske russiske avantgarde kunst og så kom
den store stygge Stalin og ødelagde det hele med kravet om social realisme. Det
var myten som blev genfortalt især i Vesteuropa og USA, og netop denne myte skygger
for de mange nyskabelser som perioden var så rig på. En af dem er altså
sovjetmodernismen. Andre grunde til at denne periode aldrig blev omtalt i
kunstbøgerne her i vesten er sikkert, at mange af tidens kunstnere var bevidste
kommunister og overbeviste revolutionære. De repræsenterede en ny socialistisk
livsstil, de udvidede kunstbegrebet til også at omfatte tegneserie hæfter for
børn og plakater. De var udtryksfulde og til tider patetiske, men fyldt med
liv. De var en generation, der var vokset op med socialisme og de var parat til
at erobre det kunstneriske rum for dette livssyn.
I Dachaen af Georgi Rublev
Kvinderne spillede en betydelig rolle i opbygningen af det
nye sovjetiske samfund. Deres tilsynekomst midt i et overvejende mandsdomineret
samfund afspejles i flere børnebøger f.eks. i Sakovskaia's ”Mamin most” (Mors
bro) fra 1933, illustreret af Nina Pavlovna. Bogen skildrer kvinders deltagelse
i alle aspekter af byggeri - som drejebænk operatører, metalarbejdere,
ingeniører, kranførere, arkitekter og bygherrer.
Mors Bro af Nina Pavlovna
Mors Bro af Nina Pavlovna
Perioden har en forbavsende lighed med barokken, vægten
ligger i det: sanselige, overdådigheden, overdrivelsen, livsappetitten, det
grænseoverskridende, det frisatte menneske og dets muligheder. Mange af
kunstnerne har en forkærlighed for stilleben igen med overdådigheden som
motiv og farveglæden som færdighed. I nogle af billederne kan man ligefrem tale
om rene farveorgier – de strutter af farver. Fritiden er et gennemgående motiv
og det er ikke så mærkeligt. Fritid var for den store del af befolkningen noget
relativt nyt, noget som hørte sammen med virkeliggørelsen af socialismen. Omvendt
afmales arbejdslivet som en anden form for fritidsliv f.eks. hos Tatjana Jablonskaja.
Kunstnerne omfavnede ligesom alle andre den nye sovjetiske arbejdsmoral.
Arbejde blev betragtet som kammeratligt samarbejde og socialistisk gensidighed
mellem mennesker som var fri for udbytning! Sovjetisk arbejdsmoral var lig med
en bevidst og kreativ attitude til arbejde og pligter, bevidsthed om ens
sociale forpligtelser, ærlighed, høje moralske standarder og fællesskab.
Stilleben af Boris Tsvetkov
Stilleben af Ilja Mashkov
På Stranden ved Gurzuf af Ilja Mashkov
Hilsen til den 17. Partikongres af Ilja Mashkov
Alexander Samokhvalov
Metrobygger af Alexander Samokhvalov
Alexander Samokhvalov
På Stranden afAlexander Samokhvalov
En tur på Moskvafloden af Alexander Labas
Stalin af George Rublev
I Parken af Tatjana Jablonskaja
Brød Af Tatjana Jablonskaja
Tatjana Jablonskaja
Badende Rødmariner af Fedor Bogorodskij
Længe Leve Sovjetsystemet af Alexei Pahomov
Aleksander Deineka
Majakovskij Metro Station
(Moskva) på Zamoskvoretskaja linjen. Hvælvingen i den centrale hal har 34 ovale
nicher med mosaikker fremstillet efter skitser af Aleksander Deninka
Aleksander Deineka
Aleksander Deineka
Moderen af Alexander Deineka
Ilja Mashkov
Alexander Rodchenko
Ølreklame af Alexander Rodchenko
Shukhovs Radiotårn afAlexander Rodchenko
Bogomslag til Majakovskijs digtsamling "Om Det Der" af Alexander Rodchenko
Perioden havde også sit eget musikalske udtryk, som bl.a.
kommer til udtryk i sangen Mit Store Hjemland (Fra filmen Cirkus). Tekst af Vasily
Lebedev-Kumach og melodi af Isaac Osipovich Dunaevsky.
På dansk findes en knald god
bog, om den sovjetiske kunstneriske bevægelse, som gik umiddelbar forud for den
her beskrevne.
Når danske
turister tager på turer til ”Zarens Rusland” er det i håb om at opleve det
eksotiske og fremmede. At ”Zarens Rusland” så også er turisternes Rusland giver
nærmest sig selv. Russernes Rusland sammenfalder ikke med pragt paladserne og
storfyrsternes ophobede rigdomme. Russernes Rusland findes bag turistlandets
facader. Tænk på hele arven fra Sovjetunionen, som af had til kommunismen er
bortbarberet fra ”turen til Zarens Rusland” og ligeledes fra Politikkens nyeste
rejse bog ”Turen går
til Moskva, Skt. Petersborg”. Det er ærgerligt, især fordi der mange steder er
kø til seværdigheder fra sovjettiden, således at man skal bestille biletter en
uge før.På denne blok kan man finde
flere seværdigheder fra Sovjetunionen som nok er værd at se og jeg tænker på,
om jeg ikke skulle lave en lille turist guide desangående til denne blok. Men
nok om det – her skal jeg nu fortælle lidt om en af zar Ruslands onde
skyggesider og dem var der rigtig mange af!
I det
kejserlige Rusland voksede en præ-fascist bevægelse frem før noget andet sted i
Europa. Bevægelsens grundlag bestod i en pærevælling af religiøse og politiske
tanker og foreteelser. En konservatisme som skulle frelse samfundet for den
truende opløsning, som alle mente lurede lige om hjørnet.
De Sorte Hundrede
Bevægelsen
tog sin begyndelse i 1905 blandt monakister, konservative og småborge, der
stillede sig til rådighed som værn af det bestående samfund. Bevægelsen gik
under forskellige navne som: ”Patrioterne”; De sande russere” og ”Monarkisterne”.
Dele af bevægelsen startede dog allerede i år 1900 og kaldtes ”Den russiske
forsamling”. Zar Nikolaj den 2. støttede bevægelsen politisk og økonomisk.
Nikolaj den 2. mødes med De Sorte Hundrede 1907.
De førende
leder af bevægelsen var: Alexander Dubrovin, Vladimir Purishkevich, Nikolai
Markov og fyrst M.K. Shakhovskoy.
De sorte
hundrede bestod således af en blanding af forskellige ekstremist grupperinger
på den yderste højrefløj. Særligt fremtrædende var grupper som: ” Det russiske
monarkistiske parti”; ”De Sorte Hundrede”, ”Det Russiske folks Forening”,
”Forening for de samlede adelsmænd” og ”Ærkeenglen Michaels Forening”. Det er
værd at mærke sig, at disse organisationer også gik under navnet
pogromorganisationerne. Udover disse politiske grupperinger blev termen ”De
Sorte Hundrede” brugt i flæng om højerfløjs radikalister og antisemitter. De
sorte hundrede kom især fra godsejerne, kirken og småborgerskabet i storbyerne,
men der fandtes også repræsentanter fra håndværkerstanden, købmandsstanden og
andre som bekendte sig til den kejserlige russiske nationalisme (Kirken,
monarkiet og fædrelandet). Bevægelsen rådede over en lang række aviser, ligesom
flere af de store landsdækkende aviser støttede bevægelsens synspunkter.
Opslag fra
De Sorte Hundrede:
”Vi giver ikke lige rettigheder til jøder”
Modrevolutionen af 1905.
Jøderne blev
udpeget som syndebukkene for det kejserlige Ruslands politiske problemer, og
jøde-pogromer blev iværksat som en del af en official mod-revolution vendt imod
det sociale oprør i 1905. Mellem den 18. og 29. oktober 1905 blev der iværksat
690 pogromer i 660 landsbyer. Massakrerne var de værste i Ruslands historie og
over 4000 mennesker blev myrdet og omkring 10.000 alvorligt såret (senere under
borgerkrigen skulle ”de hvide” iværksætte langt alvorligere jøde pogromer i
Galizien, med flere hundrede tusinde ofre!). Bevægelsen bekæmpede ligeledes
andre nationaliteter indenfor det kejserlige imperium f.eks. polakker og
ukrainer, ligesom de revolutionære var dødsfjenderne. De Sorte Hundrede stod
bl.a. bag mordet på 2 jødiske Duma medlemmer:Grigori Borisovich Lollos og Mikhail Herzenstein
.Terroren imod jøder og polakker blev ofte ledet af bevægelsens paramilitære
fraktion: De gule skjorter.
Nogle af ofrene fra Kishinev pogromen i 1903.
Ideologi
De sorte
hundrede bekendte sig til konservatismen, dvs. man forsvarede det eksisterende
klassedelte samfund med dets værdier især det enevældige monarki, kirkens opdragende
rolle og kapitalismen.
Zions Vises Protokoller
Bevægelsens
mest infame antisemitiske publikation er uden tvivl Zions Vises Protokoller,
der i 1903 udkom i avisen Znamya (Banneret) som blev redigeret af den berygtede
antisemit Krushevan. Dette skrift var oprindelig skrevet på fransk af Maurice
Jolys og handlede om en dialog i helvede mellem Machiavelli og den kendte
essayist Montesquieu. Redaktionen på Znamya omskrev manuskriptet således, at de
djævelske planer om erobringen af verdensherredømmet i fortællingen fremstod
som en jødisk sammensværgelse. I 1906 udkom Zions Vises Protokoller som
selvstændig bog. Fyrst Felix Jussupoff skriver i sine erindringer (Felix
Jussupoff: ”Jeg var Russisk Fyrste” Dreyer), at Zions Vises Protokoller blev
”funden” i biblioteket hos en vis grevinde Kleinmichel. En af familiens naboer
ved sommerresidensen på Krim. Felix Jussupoff troede fuldt og fast på
historien. Gennem russiske emigranter blev Zions Vises Protokoller spredt til
de europæiske lande samt USA, og ikke mindst Nazi-Tyskland gjorde god brug af
bogen.
Fra Jussupoff familiens palæ ved Moika St.Petersborg
Turisten går fra den ene pragt stue til den anden i Jussupoff Palæet
Prominente medlemmer
Bevægelsen
talte mange af datidens promente samfundsstøtter og kirkelige dignitarer som
f.eks.: Fader Johannes af Kronstadt (livslang æres medlem af Det Russiske folks
Forening) , Metropolit Tikhon Bellavin (Den ortodokse kirkes kommende patriark
efter 1917) , MetropolitVladimir af
Kiev, Ærkebiskop Andronicus (Nicholas) , senere første leder af ROCOR: Den
Ortodokse Kirke i eksil , Metropolit af Kiev og Galichen Anthony (Khrapovitsky) , Ærværdige
John Vostorgov. Af kendte lægmænd kan nævnes forfatteren Fjodor Dostojevskijs
datter og kone, samt duma medlemmer: Н.А. Shcheglovitov, N. Maklakov og Purischkewitsch
(deltog senere i mordet på Rasputin sammen med fyrst Felix Jussupoff). Det
Russiske folks Forening talte blandt sine medlemmer kejseren Nikolaj den 2.
Duma medlem
Purischkewitsch skal særligt fremhæves, fordi han i sin person kropsliggør den
særlige personligheds type som karakteriserer De Sorte Hundrede. Purischkewitsch
startede sin politiske karriere i Besarabien, hvor han rejste omkring og
ophidsede befolkningen til jøde pogromer senere udvidede han sit revir til
Rumænien, Moldau og St. Petersburg. I sine taler opfordrede han mængden til at
beskytte fædrelandet og Zaren imod Ruslands fremmede folk (jøderne). Han
pralede med de voldsorgier, han havde iscenesat, så selv en Anders Breivik
ville rødme af misundelse. Han forklarede, at ved en pogrom var det ikke nok at
oldinge og børn myrdedes og kvinder skændedes, man må nagle hovedet til væggen,
flå legemet op og fylde det med fjer, skære brysterne af de skændede kvinder!
(Se Vladimir Grossmann: ”Det gamle Rusland og det nye” side 65). Det var
sådanne mennesker Zar Nikolai den 2. stolt støttede sig til overfor Duma
formanden Mikael Rodsjanko, der foreholdt zaren den svindende folkelige opbakning
til monarkiet i februar 1917. Hertil svarede zaren, at det forholdt sig lige
modsat, og som bevis viste han Rodsjanko en stak breve og sympatierklæringer
fra De Sorte Hundrede!
Der fandtes
også sympatisører for De Sorte Hundrede, som dog ikke var medlemmer af nogen
forening f.eks.: folk som Mendeleev, kunstmaleren Viktor Vasnetsov og filosoffen
Rozanov.
Danske turister som slap væk fra Jussupoff palæet og fandt frem til Ul.Lenina 52, hvor Lenin og Krupskaya boede hos Lenins søster fra april til juli 1917
Foran døren til lejlighed 24 i UL.Lenina 52. Det var bag denne dør Lenin tog sit livs vigtigste beslutning. Nemlig gennemførelsen af oktober revolutionen som en gang for alle skulle sætte en stopper for det ene menneskes udbytning af det andet og aldrig mere De Sorte Hundrede.
Hvad turisten, der rejser til Zarens Rusland, aldrig ser:
Tinkop
lavet af admiralitetets fabriksarbejdere som gave til Kexholms livregiment. En tak for indsamlingen af brød til arbejdernes sultende børn. Koppen
har tilhørt G. Sinilev, medlem af kommunistpartiets central komite.
”Statens Museum for Ruslands politiske historie”. 4,
Kuibysheva Ul. St. Petersborg. Ved "Gorkovskaya" metro station"
Kanoniserede Sorte Hundrede!
Ikon af Tikhon af Moskva en af De Sorte Hundrede som i dag er helgen
Nogen har
måske bidt mærke i, at to af navnene på prominente Sorte Hundrede i dag er
kanoniserede af den russiske kirke. Det drejer sig om patriark Tikhon og Johannes
af Kronstadt. Begge to blev først helgen kårede af den russiske eksilkirke i
USA (Synodale kirke), og senere af den ortodokse kirke i Rusland også kaldet
Moskva patriarkatet. Tikhon vikarierede en overgang som biskop i USA, og det er
derfor ikke så mærkeligt, at netop denne kirke havde et behov for at få ham
helgenkåret. Imidlertid var der også en anden grund nemlig den, at Tikhon af
nogle sås som en fanatisk modstander af Sovjetunionen. Havde han levet i dag,
var han kommet på terrorlisterne, idet han under borgekrigen allierede sig med
”De Hvide” og opfordrede til sabotage og krig imod landets regering. Under
hungersnøden i 1922 blev han fængslet for at modsætte sig statens konfiskering
af kirkens enorme rigdomme, som skulle gå til at bekæmpe hungersnøden. I
virkeligheden havde han sammen med De Sorte Hundrede planlagt en modaktion, som
skulle forhindre statens ekspropriering af kirkens rigdomme. Hans reaktionære
holdninger og antikommunistiske tilkendegivelser var lige guf for eksilkirken i
USA og han blev posthumt et redskab i hænderne på både nazister og reaktionære.
Johannes af Kronstadt døde allerede i 1908 og hans liv kunne ikke bruges på
samme måde imod kommunismen og Sovjetunionen. Imidlertid var han en meget
kontroversiel person med meget konservative holdninger og en fanatisk forsvarer
for kirke, kejser og fædreland. Det forstod den yderste højrefløj at udnytte og
man kan sige, at eksilkirken i USA politiserede Johannes af Kronstadts liv
langt udover sandheden. Nadiesza Kizenko har i en ny bog ”Father John of
Kronstadt and the russian people” forsøgt at vaske de værste pletter af den
hellige mand, men selv da bliver der en del snavs tilbage. Det skal nok passe,
at fader Johannes aldrig har velsignet jøde pogromer endsige opfordret til
sådanne, men han var medlem af en af De Sorte Hundredes foreninger og han
offentliggjorde en prædiken, hvori han opfordrede til mord på revolutionære.
Leo Tolstoj udpeger han som antikrist og japanerne som hedningerne den kristne
zar kæmper modigt imod. Enhver kan se, at her var masser af lækkerier for den
yderste højerfløj som kunne og blev benyttet politisk.
Fader Johannes af Kronstad som i dag er helgen. Han yndede at gå klædt i silkeskjorter, men det betød mindre for hans sjæl var så ren og ophøjet, at den ikke vidste hvad kroppen gjorde!
Fader Johannes medlemskort til De Sorte Hundredes forening "Det Russiske Folks Forening"
De Sorte Hundredes Katekismus
De Sorte
hundredes ideolog, Vladimir A. Gringmut, skrev i ”Moskva Nyt” 1906, hvad der
skulle blive bevægelsens katekismus. Heri hedder det bl.a.
Paragraf 6)
Hvem er det som for øjeblikket ønsker at begrænse den russiske zars autokrati?
Indre fjender af Rusland i alliance med dets fjender.
Paragraf 7)
Hvem er de indre fjender? 1) Konstitionalister 2) Demokrater 3) Socialister 4)
Revolutionære 5) Anarkister 6) Jøder.
Paragraf 21)
Hvad er det fælles mål for Ruslands indre fjender?Konstitionalister, demokrater, socialister, revolutionære,
anarkister og Jøder er ikke altid lige enige med hinanden og det sker, at de er
lodret uenige, men de er alle forenede i en fælles sag med det mål at ødelægge
det autokratiske Ruslands regering: nogle vil svinebinde landet, andre vil
fuldstændig ødelægge det. Det er den eneste forskel mellem dem.
Den Politiske kamp
De Sorte Hundrede
stod svagt i den politiske kamp, fordi de ikke havde noget rigtigt politisk
eller økonomisk program. Man kan roligt sige, at bevægelsen kun tiltrak de mest
ekstreme reaktionære i Rusland. Et af de steder hvor bevægelsen imidlertid bed
sig fast var i nationalistiske kredse. Det var her, at man stadig kunne finde
sympatisører for bevægelsens fascistiske værdier selv efter revolutionen som
mere eller mindre satte en stopper for bevægelsensudskejelser.
De Sorte Hundrede i Eksil
Efter
revolutionen forføjede mange monarkister og kapitalister sig til Europa og USA.
Især i USA oplevede De Sorte Hundrede en opblomstring blandt de russiske
emigranter. Her var det rette klima for en bevægelse som ultimativt bekæmpede
Sovjetunionen og kommunismen. Oprindeligt rettede De Sorte Hundrede en kras
kritik af ”De hvide”, som man mente underkendte monarkiet, men efterhånden som
de hvide tabte terræn i borgekrigen, rettede man kritikken udelukkende imod
kommunisterne.Bevægelsen grupperede sig om den russiske
kirke i eksil særligt omkring ”Den synodale kirke” i USA, men også de andre
emigrant menigheder i USA og Europa var gode rugekasser for bevægelsens
fascistoide og antisemitiske værdier. En af De Sorte Hundrede som emigrerede
til USA, Boris Brasol, gjorde sit for at sprede antisemitismen i den nye
verden. Han blev ansat som journalist på den af Henry Ford ejede avis The
Dearborn Independent. En avis som var berygtet for sine antisemitiske artikler.
Boris Brasol var behjælpelig med at oversætte ”Zions Vises Protokoller” til
denne avis, ligesom han var medforfatter på et antisemitisk 3 binds værk ”The
International Jew” som ligeledes blev udgivet af mangemillionæren og
bilfabrikanten Henry Ford. Under den kolde krig var det Ford Foundation, som
var hoved sponser til universiteterne for Sovjetforskningen i USA. Med så tætte
bånd til De Sorte Hundrede er det ikke så mærkeligt, at denne ”forskning” var
og blev ren propaganda for amerikanske værdier og ren tilsvining af
Sovjetunionen, som Bob Dylan synger i koldkrigssangen ”With God On Our
Side":
“I've learned to hate Russians
All through my
whole life
If another war
comes
It's them we
must fight
To hate them
and fear them
To run and to
hide
And accept it
all bravely
With God on my
side.”
Gennem årene
kom og gik forskellige personer i de højreorienterede russiske emigrantmiljøer
i Europa og USA. Gennem hele perioden reproduceredes kerneværdierne: Kirke,
kejser & fædreland, samt en rabiat antisemitisme omkring en lille hård kerne
af fanatikere. En af de mere fashionable af slagsen var vestens darling forfatteren
Aleksander Solsjenitsyn. Han var en af vestens nyttige idioter i kampen imod
kommunismen og fra hans eksil i USA udspyede han en lind strøm af hade
propaganda imod Sovjetunionen og kommunismen. Hans bøger er romaner men blev i
Vesten fremstillet som historiske værker! Hans antisemitisme antog vanvittige
former og historie forfalskninger, som ingen andre ville være komme godt fra. Solsjenitsyn
drømte om genkomsten af et ortodoks russisk kejserdømme befriet for jøder og
hermed reproducerede denne moderne forfatter De Sorte Hundredes kerneværdier.
Denne drøm indebar bl.a. genindførelse af stavnsbåndet og oprettelsen af et
bondesamfund, som det tog sig ud på Peter den Stores tid. Han beundrede
endvidere den ”Russiske Befrielses Hær” (ROA), der under indflydelse af landsforræderen
Andrey Andreyevich Vlasov, formede en angrebsstyrke under Nazi-Tysklands angreb
på Sovjetunionen.
Aleksander Solsjenitsyn til kamp imod kommunismen med: Kirke, Kejser og fædreland som våben
Efter Sovjetunionens opløsning
De Sorte
Hundrede har sammen med andre ekstreme politiske højre fraktioner fået et
comeback efter Sovjetunionens opløsning. På internettet, i deres egne journals,
bøger og tidsskrifter agiterer de for den sorteste konservatisme og reaktionære
idéer. Deres særlige antipati rettes imod: jøder, kommunister og vestlige
værdier i al almindelighed.Det sidste
kan synes ejendommeligt, når man betænker, at vestlige politiske og religiøse
grupper har holdt disse fascistoide bevægelser økonomisk i live gennem hele den
kolde krig. Fænomenet er da langtfra unikt – tænk på USA's støtte til al-qaeda
som man nu er i krig med! Bevægelsen trives indenfor kirkelige kredse,
ultra-nationalister, antisemitter og monarkister. Officielt genopstod De Sorte Hundredes
organisation: ”Det
Russiske Folks Forening” i 2005 under et møde i den nye Frelseren
Kristus-Katedralen. Man skal imidlertid gøre sig klart, at vi har med en meget
lille gruppe at gøre og skal man tro forskellige russiske bloks på internettet
tager de fleste afstand fra denne gruppe og dens ekstreme doktriner. En af
gruppens grundlæggere, K. Yu. Dushenov, sidder i dag fængslet for opfordring
til racistisk vold, ligesom den forrige patriark, Aleksej den 2., fordømte Dushenov
avis Pravoslavnaya Rus.
Den Fascistiske Bevægelse.
Jeg skal
ikke kunne sige, om der er direkte sammenhæng mellem, De Sorte Hundrede fra
1905 og forskellige fascist grupperinger i russiske emigrant kredse og i
Sovjetunionen under den kolde krig. Imidlertid kan vi genkende et mønster som
reproducerer sig omkring de tre piller: Monarki, kirke og nationen, ligesom
antisemitismen er en konstant der flytter med. Bevægelsen fik politisk og
økonomisk støtte af invasions hæren under 2. verdenskrig og her blev der
etableret politiske og økonomiske relationer (især med den ortodokse kirke i
Ukraine), som i forskellige forklædninger blev vedligeholdt lige indtil Jeltsins
tilsynekomst og Sovjetunionens opløsning. Ligeledes fik den fascistiske
eksilrussiske bevægelse store summer fra forskellige lyssky foretagender rundt
om i verden (Se Henrik Krüger og Niels Levinsen: ”Fascismens Internationale Net
i Dag”, Bogan). Disse bevægelser var og er helt fremme under det ideologiske angreb
på kommunismen og i dag kommer en massiv historieforvanskning og propaganda fra
disse grupper i den tidligere østblok. En historieforfalskning man støtter med
millioner i vesten. For så længe man kan holde kommunist forskrækkelsen i kog,
så længe kan markedsliberalismen hærge uhæmmet!
De Sorte Hundrede dengang!
De Sorte Hundrede i dag!
Lenin
kæmpede imod De Sorte Hundrede og antisemitismen hele sit liv med al sin styrke,
mod og intelligens.
Moskvas
Cirkus på Tsvetnoi Boulevard er en legende. Med sine 130 år på bagen er det
blandt de bedste af slagsen i verden. Her optræder de største akrobater, de
smukkeste danserinder og de fantastiske dyretæmmere. Der er imidlertid også en
anden grund til at dette sted er så specielt for russerne. Nemlig klovnen Juri
Nikulin. En fremragende person! Hans monument er lige uden for cirkus, og også
dér er han portrætteret i sit klovneoutfit! Og hvad mere er, i dag bærer
cirkusset hans navn.
Juri Nikulin
stammer fra Demidov i Central Rusland, hvor han fødes den 18. december 1921.
Hans far, Vladimir Andreevich Nikulin, var forfatter og teater samt cirkus
direktør. Ligesom han også ledte en omrejsende teatergruppe ”Revolutioner
Humor”. Hans mor Lidia, som var vokset op i Libanon, var skuespiller. Familien
flyttede til Moskva i 1925 og her arrangerede Juris far flere deletant forestillinger,
hvor den lille Juri var med.Juri
Nikulin drømte om at gå i sin fars fodspor, men 2. verdenskrig kom imellem. Han
blev indkaldt i 1939 og gjorde tjeneste i pansertropperne indtil 1946. Efter
krigen havde han besvær med at komme ind på teaterskolen, men blev til sidst
optaget på ”Moskvas statslige universitet for cirkus og varieté kunstnere” (det
første af sin art i verden), hvorfra han blev uddannet og i 1950 begyndte hans
karriere som artist sin begyndelse. Hans første selvstændige optræden i cirkus
var dog allerede den 25. oktober 1948, hvor han optrådte sammen med makkeren
Boris Romanov. De fik stor succes og inden længe tunerede de landet rundt
sammen, og de blev de populæreste klovne på den tid. Nikulin fik dog inden
længe en ny partner i klovnen Michael Shuydin. Måske var det kun godt, at han
ikke kom ind på teaterskolen, for med cirkus karrieren var det en barndomsdrøm,
der gik i opfyldelse. Første gang han kom i cirkus som 5-årig var han helt
fortabt i klovnerollen. Hans mor syede et klovnekostume til ham, engang hvor
der var karnevalsfest hos nogle jævnaldrende. Her opdagede han hvordan det var
at få folk til at more sig, og han kom til at elske denne følelse.
Juri som ung spæsmager
Hans største
berømmelse opnåede han i samarbejde med filminstruktøren Leonid Gaidai. Deres
samarbejde fra 1961 til 1971 var en af de mest produktive skuespiller-instruktør
partnerskaber i russisk film historie overhovedet. Størst succes fik de med
filmen Brilliantovaya ruka i 1969 (Diamant hånden). Juri Nikulin elskede den
kreative proces i sig selv og det førte til, at han blandede sig i mangt og meget.
Inden indspilningen af Diamant hånden fik han Gaidai til sammen med sig selv at
omskrive store dele af manuskriptet. Nikulin medvirkede i et hav af sovjetiske
film, og han har spillede sammen med nogen af branchens bedste skuespillere.
Nikulins ubesværede stil og præcise levering, samt hans beherskelse af timing
og hans hylende morsomme masker, gjorde ham til en fremragende komiker, nok den
bedste russiske komiker nogensinde. Nikulin havde et stort repertoire der rakte
over en række forskellige genrer, fra farceagtig komedie til romantik og krigsdrama.
Udover filmskuespiller, klovn og mimiker var han kunstnerisk direktør for
Moskvas Cirkus og adskillige TV shows.
Juri Nikulin
Nikulin
giftede sig med Tatiana Nikolaevna, som kom fra området ved Voronezh. Hun kom
fra en særartet familie, idet hendes oldemor var den første kvinde i Rusland
som fik en lægeuddannelse (i Tyskland), imidlertid kunne en kvinde ikke arbejde
som læge i zarens Rusland, så hun brugte aldrig sin uddannelse.
Juri som munken Patrikeev
I 1966 fik
han en rolle som munken Patrikeev i Andrei Tarkovskijs storfilm ”Andrei Rublov”
på dansk ”Den yderste dom”. Patrikeev dukker op midt i Andrei Rublovs store
depression, som forhindrede ham i at male dommedagsscenen. Patrikeev
gestikulerer vildt, medens han forklarer, at biskoppen er rasende og har sendt
bud til fyrsten m.a.o. se så at få malet den kirke. Senere i filmen ser man tatarerne
pine Patrikeev til døde, under plyndringen af Vladimir, fordi han ikke vil røbe
hvor byens guld er gemt. Det var ikke nogen stor rolle, men det var her Nikulin
for første gang brød med den stereotype opfattelse af ham som den ultimative
morsomme helt. Senere medvirkede han i flere alvorlige roller, men der var
ingen som ham, der kunne få folk til at grine. På det felt var han den største
i Ruslands historie og en af verdens bedste klovne. Der findes forresten en
anekdote omkring Juri Nikulins rolle som Patrikeev i ” Andrei Rublov”. Under torturscenen,
hvor Patrikeev er bundet, stikker en af tatarerne en brændende fakkel op i hans
ansigt og brænder skægget af. Dette var selvfølgelig et filmtrick, men det var
ikke et trick med Nikulins jamren og smertefulde kropsvridninger. Det viste sig,
at brændende olie fra faklen dryppede ned på Nikulins bare fødder. Ingen så det
og da han var bundet, hovedet indviklet i bandager, kunne han kun stønne og
vride kroppen i konvekse rykninger. Instruktøren Tarkovskij udbrød begejstret:
”Hvilken skuespillerkunst, se smerten i hans øjne”.
”Hvilken skuespillerkunst, se smerten i hans øjne”
Børnene
kaldte ham Onkel Juri og det siges, at han ingen fjender havde. Han omgikkes
politikere fra det gamle Sovjetunionen og det nuværende Rusland med samme
selvfølgelighed. Og en ting til, Nikulin havde ikke noget imod at spille
alvorlige roller, men han sagde aldrig ja til at spille forræder, skurk og lømmel
i al almindelighed.
Juri
Nikulins søn, Maxim Nikulin, som nu er direktør i Moskvas Cirkus, fortalte i et
interview til Strana Ru om sin far:
”Han mente
at man skulle være trofast overfor det land man boede i og som sørgede for en
og gav en arbejde. Man måtte acceptere betingelserne eller ikke, dvs. man måtte
forlade landet, hvis det ikke passede en. Han var sådan set aldrig nogen betonkommunist
og det var først i 1941 han blev medlem af partiet. Det var under belejringen
af Leningrad og det var en ganske særlig situation. Jovist fortalte han politiske
vittigheder og han publicerede dem også, men far var aldrig i opposition til
det eksisterende regime. ”
Førsteudgave af Juri Nikulins selvbiografi illustrerede af ham selv
Førsteudgaven
af Nikulins selvbiografi ”Næsten for alvor” var med illustrationer af forfatteren selv:
”Jeg
fortalte min mor at jeg ville skrive en bog og hun sagde” Men så må du ikke
lyve, lad mig læse hvad du skriver, før du viser det til andre. …at skrive en
bog om mig selv var ret enkelt troede jeg. Uden tøven kan jeg opremse hvad jeg
elsker, og det som jeg absolut ikke holder af. For eksempel kan jeg lide at:
læse bøger sent om natten, at lægge kabale, gå på besøg, køre bil,..Jeg kan lide
morsomme mennesker, musik (både som udøver og lytter), vittigheder, feriere,
hunde, Moskvas gader oplyst af den nedgående sol, burgers med pasta. Jeg kan
ikke lide: at stå tidligt op, stå i kø, gå ture, jeg kan ikke lide at blive
puffet og skubbet til i gademylderet. Jeg bryder mig ikke om efterår….”
Monument i Juri Nikulins fødeby Demidov
Tilbage er
kun at sige, at Sovjetisk cirkus fik verdensberømmelse og de turnerede flittigt
i vesten og østen. For publikum i vesten var Moskva Cirkus en åbenbaring. Man
var benovede over den måde cirkus havde udviklet sig i Sovjetunionen, både
teknisk og kunstnerisk. Navnlig siden åbningen af det banebrydende ”Moskvas
statslige universitet for cirkus og varieté kunstnere”, verdens første cirkus
universitet.
Monument af Juri udenfor Cirkus i Moskva
Æresbevisninger:Arbejdets
Helt. Fædrelandets Fortjeneste Orden. Lenin Ordnen 2 gange. Den Patriotiske
Krigs Orden af 2. grad. Den Røde Fanes Orden. Ærens Ordenstegn. Medalje for
Heltemod. Medalje for Leningrads Forsvar. Medalje for Sejren over Tyskland i
den store patriotiske krig. Folkets Kunstner i USSR. Vasilie Brødrenes
statslige pris i RSFSR.
Tallerken
malet af Juri
Juri Nikulins grav på Novodevitjij Kirkegården i Moskva