lørdag den 9. februar 2013

Vera Mukhina sovjet billedhuggernes ukronede dronning



Født 19. juli 1889 i Riga og døde 6. oktober 1953 i Moskva. Det sovjetiske folks kunstner (1943) og medlem af Sovjetunionens kunstakademi i 1947. Modtog 4 gange Stalin-prisen. Det Røde Banners orden. Ærens Emblem.  
Vera Mukhina

Vera Mukhina skulle angivelig være en af feminist gruppen Pussy Riots forbilleder. Jeg har derfor søgt at finde ud af noget omkring Vera Mukhinas liv og tanker, som kan forklare sammenhængen med Pussy Riot – men det lykkedes ikke helt. At hun var en stærk personlighed og beslutsom kunstnerinde, hersker der imidlertid ingen tvivl om, og måske er det denne side af hende som tiltaler Pussyerne.
Vera Mukhina var uden sammenligning den berømteste billedhugger i Sovjetunionen. Hendes skulpturgruppe ”Arbejderen og Kolkhoz kvinden” (Kolkhoz – Landbrugs kollektiv), som kronede den russisk pavillon på den internationale udstilling i Paris i 1937, er stadig en af de betydeligste skulpturer i Moskvas by landskab. Skulpturgruppen kan opleves på Prospekt Mira 123b i Moskvas nordlige bydel.
Netop denne skulptur gruppe er en anden grund til, at jeg måtte vide noget om denne kunstnerinde. Ofte har jeg beundret hendes skulptur ”Arbejderen og Kolkhoz kvinden”, når jeg var i Moskva. Jeg har beundret denne fandenivoldske skulptur i gadehøjde, og fra vores hotelvindue på hotel Kosmos, når vi boede der. Jeg har set denne skulptur i al slags vejr og i alle døgnets forskellige timer. Om natten omgivet af lysene fra Moskvas skyskrabere og med Det Russiske Udstillings Center i baggrunden, opdager man, hvor unik i kunsthistorien dette værk er! (til venstre for Mukhinas mesterværk findes en anden og nyere skulptur af titan - en slags rumfartens obelisk. Jo tak, Moskva er en fantastisk by).Hvis nogen syntes, de kender denne skulptur, er det måske ikke så mærkeligt, idet Mosfilms brugte den som logo. 
Den sovjetiske kunst, arkitektur og musik scene bevægede sig i disse år hen imod klassicisme og romantisme. En anden og mere dybtgående romantisme indbefattende: subjektivisme, lyrik, det ophøjede, eventyret samt dyrkelsen af organisk helhed og sammenhæng. Sovjetborgerne genfandt disse egenskaber i Mukhinas grandiose skulptur ”Arbejderen og Kolkhoz kvinden”. Aviserne skrev, at skulpturen var udtrykt inderlighed og intimitet. At skulpturens indre liv var så vigtig for kunstneren, at hun for enhver pris måtte bevare den andens dyrebare liv, indfanget i statuen gennem gensidigheden mellem kvinde og mand i en fælles stræben. De to skikkelser i skulpturen beriger hinanden, og bekræfter den andens eksistens gennem en nærmest organisk samhørighed. Jovist, det var åbenbart, at ”Arbejderen og Kolkhoz kvinden” var deltagere i et ophøjet drama, med andre ord romantik for fuld udblæsning.
Skulpturens fremad stormende bevægelse foranstaltes i særdeleshed gennem et 20 meter langt sjal som draperes omkring kroppene og strømmer bagud. Man får derved indtrykket, at kvinden og manden skrider hurtigt fremad imod en kraftig blæst, som de overrumpler og besejre.
Arbejderen og Kolkhoz kvinden
Arbejderen og Kolkhoz kvinden
Arbejderen og Kolkhoz kvinden
Arbejderen og Kolkhoz kvinden

under opsætningsarbejdet i Paris 1937

Festfyrværkeri ved genopstillingen af Arbejderen og Kolkhoz kvinden efter istandsættelse 2009. På en ny og højere sokkel.

Mukhina studerede kunst i Moskva i årene 1909 til 1912 bl.a. hos Ilja Ivanovich Mashkov (kendt fra kunstner gruppen ”Ruder knægt”). Studerede i Paris fra 1912 til 1914 hos E. A. Bourdelle. Hun slog sig ned i Moskva og underviste på Moskva Højere Skole for Industriel Kunst fra 1926 til 1927 og på Teknisk institut for kunst. Hendes tidlige arbejder er tydeligvis inspireret af kubismen, men udviklede sig hurtigt i retning af monumentalitet og formfuld enkelthed. I begyndelsen af 1920´ skabe hun romantiske og ekspressive skulpturer, inspireret af Lenins opfordring til kunstnerne om at arbejde med monumental propaganda for det nye samfund. Mukhina udviklede hele tiden sin kunst og i begyndelsen af 30´modelerede hun flere detaljer og kombinerede skulpturens proportioner med en livagtig gengivelse af hendes emne. 
I denne periode skabte hun bl.a. ”Arbejderen og Kolkhoz kvinden”. Under anden verdenskrig arbejdede hun fortrinsvis med portræt buster. I portrætterne udtrykte hun personernes nationale særegenheder. Med skarp realisme afbildede hun sovjetiske soldater, ligesom hun også lavede portrætter af videnskabsmænd og kultur personligheder. Mukhina fremstillede i ”Partisanen” et generaliseret symbolsk billede af en sovjetisk pige, der udtrykker had til fjenden og en ubetvingelig tro på sejren.

Partisanen 1942  Tretjakov -galleriet (det nye)
 Efter krigen genoptog Mukhina interessen for at arbejde med monumentale skulpturer. Hun arbejdede også med sproget for at fremhjælpe det kunstneriske ordforråd indenfor sovjetisk kunst. Mukhina udviklede teorier om kunst og skulptur.
(Et 2 binds værk med hendes kunstkritiske artikler udkom i Moskva 1960), eksperimenterede med nye materialer og udviklede en teknik til polykromatiske skulpturer, dvs. mangefarvede skulpturer (f.eks. ”Revolutionens Flammer). Ingen tvivl om, at hun var en yderst alsidig kunstner, hun dekorerede udstillinger, gjorde industrielle tegninger og designede tøj, tekstiler, porcelæn og teaterkostumer. Mukhina var blandt initiativtagerne til bevægelsen for at forbedre sovjetiske kunstneriske glasvarer og arbejdede på dette område fra 1938 til 1953. 
Teaterkostumer


Glas Vase

Mukhinas berømte drikke glas som er blevet kopieret verden over
 Blæsten 1926-1927: Er denne firskåren figur smuk? Bør en kvindes krop være mere harmonisk? Således som kvinden udtrykkes gennem kunsten hos grækerne og i renæssancen? Men hvad nu hvis statuen kan berige beskueren? Blæsten truer med at vælte kvinden omkuld, og hun giver den modstand, hævede arme og står med benene spredt og solidt plantet. Skønheden findes i skulpturens styrke til at stå imod, sådan afbildede man mænd, og så kommer denne Mukhina og forvirrer alle begreber. Jeg tror, det er denne evne hos kunstneren, som har fascineret Pussy Riots tøserne. 

Blæsten


For skulpturen ”Bonden” fik Mukhina meget kritik. Mange så skulpturen som et nutidigt fænomen, men i realiteten viser den bonden under det zaristiske regime, som er parat til at kæmpe for et bedre og retfærdigere samfund. Skulpturen udstråler ikke så lidt værdighed og menneskelighed. Man anklagede også i denne skulptur Mukhina for at løbe storm imod de gængse æstetiske normer. Bondepigen er ikke nogen Venus eller Diana, ej heller en Demeter frugtbarhedens gudinde. I stedet udødeliggjorde Mukhina i bronze den russiske kvinde og besang hendes skønhed, storhed, hjælpsomhed og stolthed. 

Bonden 1927 Tretjakovgalleriet Moskva

 Portræt busten af krigshelten Jusupov er lavet med en hensynsløs ærlighed, selv forbindingen om hans øje udtrykker en uadskillelig del af hans personlighed. 
Krigshelten Jusupov med Lenin ordnen på soklen
 En mindre kendt side af Vera Mukhinas kunstneriske udfoldelse er hendes arbejde for teater, som omfatter: grafiske værker, skulpturer, kostumer og design.
Hun hjalp Alexandra Exter med at tegne kostumer til Jakov Protozanovs film, Aelita, en temmelig grum futurist science fiction fortælling taget fra en novelle af Alexej Tolstoj. En stumfilm, der fik enorm anerkendelse, og som stadig vises fra tid til anden.
”Revolutionens Flammer” fra 1923. Værket blev udført til minde om Sovjetunionens første præsident Jakob Sverdlov. Mukhina er tydeligvis inspireret af myten om Prometeus og ilden. Selv om Mukhina har haft denne myte som udgangspunkt, er hendes skulptur principiel og næsten udfordrende anti-klassicistisk. Kompositionen er bygget op af modstridende disharmoniske former og hidsige springende rytmer. Skulpturen er et stormende lidenskabeligt udbrud. Helten løfter en brændende fakkel i venstre hånd, medens den højre peger fremad og kalder til kamp. Skulpturen kan ses på ”Statens Centrale Museum for russisk samtids historie” Tverskaya Gaden Moskva (Metro: “Chekhovskaya” , “Pushkinskaya” , “Tverskaya”)
Revolutionens Flammer
Revolutionens Flammer

Verden

Mukhinas sidste værk ”Verden” til Planetariet i Volgograd. Skulpturen er nærmest en modsætning til ”Blæsten”. Rummet omkring skulpturen synes tomt, modsat er det som om ”Blæsten” skaber rum omkring skulpturen.   

Brød 1939


Forfatteren Maksim Gorki 1938-39
 Maleren Mikhail Nesterovs billede af Vera Mukhina. Nesterov skildrer hende i atelieret. I hendes hænder ses den bevægede Boreas figur, Nordenvinden, der giver indtryk af at undslippe hendes hænder som legemliggørelsen af uhæmmet bevægelse.  

Vera Mukhina af Mikhal Nesterov


Eftertiden opsummere, Vera Mukhinas mangesidet og markante russiske kunst symboliserede ved saltagurken.  

 

mandag den 13. august 2012

Novij Arbat – en ikke helt tilfældig gade i Moskva.

Novij Arbat
i sine velmagts dage dengang det hed Kalinin Prospekt

Novij Arbat gaden starter ved Arbat pladsen og er en fortsættelse af Vozdvizhenka gaden. Den løber over Have Ringen og forsætter over Moskva floden ved Novijarbatskij broen. Langs denne linje skabte nogle af Sovjetunionens dristigste arkitekter (M. Posokhin , A. Mdoyants , VG Makarevich , B. Thor , S. Airapetov , I. Pokrovsky , Ju.Popova, A. Zaitsev) et holistisk moderne bymiljø, med højhuse, shopping center, underjordiske gange, biografcenter, moderne lejligheder  og administrative afdelinger.  I alt 6 underjordiske gange forbinder lige og ulige sidegader med hinanden under Novij Arbat.
Engang boede kunstnere og intellektuelle her, så rykkede teknokraterne, administratorer samt politikere ind, og i dag befolkes kvarteret omkring Novij Arbat af business verdens smarte piger og drenge. Eller er det kun tilsyneladende sådan, for den store unavngivne og komplekse masse, de der hver dag passer deres dont og familieliv, udgør immervæk majoriteten. Sådan er det overalt i verden og derfor også her på Moskvas hektiske hovedstrøg. Imidlertid er det de andre der springer i øjnene. De der ikke tilhører den anonyme masse. Mellem de to kategorier er der en verden til forskel, som desuagtet giver mening og bekræfter forståelsen gennem modsætningen. Baggrunden for ”de særlige” er jo netop ”de anonyme masser” og omvendt. 
En bydel rives ned
En bydel vokser frem

Besøger man Moskva er Arbat gaden og Arbat kvarteret et must. Alene de mange gode restauranter og caféer skulle være trækplaster nok, og dertil kommer det rige folkeliv og de mange historiske steder samt en mangfoldighed af antik og souvenir butikker. Mange har sikkert læst Anatolij Rybakovs fascinerende roman ”Børn af Arbat”, eller de kender Bulat Okudzjavas sang: Arbat Romance.  Pushkin boede her og det samme gjorde Rybakov og komponisten Aleksander Davidenko samt arkitekten Leonid Poljakov(Se denne blok: http://kilaasi.blogspot.dk/2011/10/arkitekten-som-kunstner-eller-historien.html) med mange flere. Arbat kvarteret var Moskvas Montmartre i mange år. Besunget af digtere og foreviget af kunstmalere. Klods op af Arbat kvarteret ligger så Novij Arbat, det nye Arbat, også dette område omtales af digtere og forfattere men det er ikke med de pæneste ord. Forfatteren Yuri Nagibin kaldte Novij Arbat for Moskvas gebis på grund af de to rækker højhuse langs med hovedvejen som oppe fra godt kan ligne et gigantisk gebis. Dette øgenavn tog de gode moskovitter straks til sig. Smag og behag er heldigvis forskellig og mange moskovitter deler ikke dette negative syn på Novij Arbat.
Novij Arbat med udsigt imod Hotel Ukraine

I Politikkens bog ”Turen Går til Moskva og Skt. Petersborg” fra 1996 kalder Frede Godsk Novij Arbat for: ”et hæsligt eksempel på kommunistisk byplanlægning”. I det hele taget er Politikkens håndbøger om Moskva og Skt. Petersborg, også den sidste nye af Per Dalgård, mere sindelagskontrol og idelogi end det er en guide. Bøgerne har desuden store mangler idet seværdigheder fra Sovjetunionen udelades eller nedtones som eksempelvis i omtalen af Novij Arbat. Men lad os se på historien om byggeriet af Novij Arbat og lad os også undersøge hvor ”kommunistisk” inspireret det nye kvarter og vejbane egentlig er. 
Novij Arbat by night

Hele balladen tog sin begyndelse engang i trediverne, hvor Stalin barslede med en masterplan for byfornyelse for dele af det gamle Arbat kvarter. Ideen var samtidig at forbinde den indre by med nye beboelses områder vest for byen.  Projektet fik arbejdstitlen Novij Arbat (Nye Arbat), fordi vejbanen i udgangspunktet skulle løbe parallel med Arbat gaden.  Arbejdet kom dog først i gang efter krigen og første etape var anlæggelsen af Novij arbatskij broen i 1957, resten af byggeriet blev fuldført mellem 1964 og 1969. I 1963, hvor vejen blev ført videre ind på Kutuzovskij Prospekt, blev den omdøbt til Kalinin Prospekt, efter politikeren Mikhail Ivanovich Kalinin (1875-1946). Fra og med 1994 fik hele vejen fra og med Vozdvizhenka gaden navnet Novij Arbat.
Området, der blev ryddet for at give plads til det nye byggeri, var hjertet i det gamle Arbat kvarter. Hundenes legeplads opkaldt efter en lille park med et springvand, dekoreret med skulpturer af hunde.  Træhuse og 2. etages murstens huse blev ryddet af vejen herunder også det hus, hvor Lenin engang havde boet med sin mor. Den nye tid krævede sine ofre og mange af kvarterets beboere så til med bedrøvelse og mishag. Den omstændighed at området var beboet af intelligentsiaen gjorde sit til, at byfornyelsen skabte et stort røre og diskussionen bredte sig til en generel debat om byfornyelse i et gammelt kulturområde. En debat som kom til at påvirke lovgivningen på området. Omfanget af byggeriet var stort. Vejen skærer igennem det finmaskede net af Arbat gader. Byggeriet blev til efter Nikita Khrusjtjov besøg på Cuba. Her så han de amerikansk-byggede skyskrabere og han ønskede, at man skulle bygge noget lignende i Moskva. Man kan derfor spørge sig selv, hvorfor Frede Godsk kalder bygeriet hæslig kommunistisk byfornyelse, når den arkitektoniske fornyelse er inspireret af amerikansk byggeri? 
Andrey Vasnetsov (1924-2009) skabte mur mosaikken på Oktoberbiografen.

På venstre side er opført 4 store boligblokke som skal symbolisere åbne bøger. Her findes cafeer, forretninger, indkøbscentre  på højre side finder man bl.a. Dom Knigi, Ruslands største boghandel og Oktober biografen, med Andrey Vasnetsovs fantastiske mosaikker. I sovjettiden lå her flere ministerier, i dag er det meste lejet ud. Boligblokkene fik forskellige øgenavne: Gebisset, Sovjet Nye Arbat, Trompeten (på grund af blæsten), En Mil af Broadway. Hoved arkitekten bag projektet var Mikhail Posokhin(1910 - 1989), som var stadsarkitekt for Moskva 1960-1982. Hvor sørgeligt det end var, at de gamle bygninger blev revet ned, var der ingen som ikke forstod, at det nye byggeri løste en masse by funktionelle problemer i hovedstaden. Ikke mindst trafikale problemer blev løst med Novij Arbat projektet, ligesom man fik en masse boliger, der hvor folk gerne ville bo og arbejde.  I dag lejes en del lokaler og lejligheder på Novij Arbat ud til udenlandske firmaer og forretningsfolk.
Arbat Kasino på Novij Arbat
Krona Kasino på Novij Arbat

 Bydelen har stor prestige både på grund af infrastrukturen og de mange eksklusive lejligheder samt shopping muligheder. Her findes celebre spillekasinoer, Burgerbarer samt vanvittigt dyre butikker. Her er fart over feltet døgnet rundt og man kan roligt sige, at dette sted ikke er noget for kontemplative naturer og navlepillere. Så kære medborgere, når du alligevel skal ind og nyde gamle Arbat gaden så smut også over og se Novij Arbat, her fornemmer man virkelig at man er i en storby! 
Novij Arbat på tegnebrættet

Fakta:
Arbat er beliggende i det centrale administrative distrikt vest for Kreml. Området dækker 211 ha. Befolkningen er på 26,9 tusinde. (Den 1. januar 2010) og her findes 754 tusind m ² boligområder. De vigtigste ministerier som findes her er: Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og Ministeriet for Økonomisk Udvikling.  
Mindesmærke over arkitekten M. Posokhin og hans mesterværk Novij Arbat

 

Bulat Okudzjava synger Arbat- Romance 




ARBAT – ROMANCE
Af Bulat Okudzjava

Romancen om Arbat er et gammelt broderi –
en ensomhed jeg ville sku befri mig –
de lykkelige slurke af et gyldent dugget glas –
en kvindes hilsen, hastende forbi mig.

Hun var så god og kærlig, vi levede livet ud
på godt og ondt – jeg selv var kvindens skaber –
en længsel griber mig i mine sene år:
en drøm om elskov uden taber.

I kærlighedens gader, der går vi gerne vild
fortabes, flakker om – til vi bliver borte.
Vi ved det alle sammen, det er den gamle ild
det lys som gør de lange gader korte.

Det var de unge dage, da himlen var så blå
og jorden endnu ikke fuld af jammer
min allerførste løn lå endnu i min hånd
og stolte roser stod i flammer.

De skridt jeg gik var dengang helt uden ironi
Og skoene havde stadig hele såler.
Fra gadens vinduer strømmed uendelig musik
Og muligheder ingen endnu måler.


Frygt ikke dine minder – for alting har sin tid
Det lyse forårs løv bliver brune blade.
I, som begyndte livet i gården i Arbat
I vender hjem til samme gade.

(Oversat fra russisk af Dana Schmidt og Jesper Jensen)

Digtet findes i digtsamlingen ”Men Tænk også Lidt på Mig” udgivet på Husets Forlag 1988. Her er også en malende beskrivelse af Dana Schmidt møde med Bulat Okudzjava.
Interessere man sig for russiske digtere som: Bella Achmadulina; Oleg Chlebnikov; Marina Kudimova;Ilja Kutik; Vladimir Vysotskij; Andrej Voznesenskij; Ivan Zjdanov og Aleksej Parsjtikov, så gør man klogt i at se efter i netop Husets Forlag. Her er de alle udgivet. 
Novij Arbat er en hektisk gade men her er også mange små hyggekroge. To danske turister Miriam & Birgitte har fundet en lille cafe på Novij Arbat.

lørdag den 23. juni 2012

Shukhovs Fantastiske Radiotårn



Et kik op i Shukovs fantastiske radiotårn

Det er blevet sagt, at den russiske revolution udløste en massiv byge af kreativ energi hos avantgarde kunstnere og arkitekter, der stræbte efter at bygge en æstetisk anderledes ny verden ved hjælp af et radikalt og billedstormende billedsprog. Om nogen passer dette på arkitekten Vladimir Shukhov som bl.a. skabte Moskvas radiotårn i Shabolovka gaden. Dette tårn er anerkendt som en af ​​de smukkeste og mest fremtrædende resultater af den tekniske begrebsverden, et mesterværk af ingeniørkunst. Radiotårnet, som stod færdigt i 1922, var et led i Lenins geniale plan for det nye sovjet samfund som byggede på ideen om en tosidet social og teknisk udvikling under devisen: ”Socialisme plus elektricitet”.
Vladimir Shukhovs Radiotårn 1925

Shukhovs radiotårn er konstrueret af et fint fletværk af tremmer og består af fem såkaldte ‘hyperboloider’, på hver 25 meter der i aftagende størrelse griber ind i hinanden. Den nedre sektion er monteret på et betonfundament med en diameter på 40 meter og dybde på 3 meter. Hyperboloide med ét net er eksempler på retlinjede, krumme flader; de består af to systemer af rette linjer, hver linje i det ene system skærer hver linje i det andet og hver linje i et system er vindskæv med hensyn til enhver anden i samme system. Takket være gitterkonstruktion udsættes stålskallen for minimum vindbelastning og på afstand ligner dette ståltårn et fint filegran arbejde. Selve konstruktionsarbejdet tog to år og det med en stor forsinkelse. Da man nåede til den fjerde sektion faldt den ned og skadede i faldet de tre andre sektioner. Det var altså nødvendigt at begynde næsten fra grunden igen og alligevel kan man sige, at konstruktionsarbejdet skred hurtigt frem også efter vor tids standarter.
Radiotårnet i dag
Radiotårnet ved nat

 Shukhov, der er født i 1853, anvendte førstegang konstruktioner med ‘hyperboloider’ i 1896 og fik patent på metoden i 1899.  I de efterfølgende år udviklede Vladimir Shukhov mange forskellige strukturer af gittermaster og stålkapper. De blev anvendt i hundredvis af bygninger, vandtårne, fyrtårne, master på krigsskibe og holdere til højspændingsledninger.

Statue af Vladimir Shukhov med hans opfindelse ‘hyperboloider’
Radiotårnet er imidlertid Shukhovs mesterværk på en gang arkitektur og konstruktivistisk kunst og hermed føjer Shukhov sig ind i tidens kreds af sovjetiske avantgarde kunstnere. Samtidens begejstring for Radiotårnet var stor både i Sovjetunionen og udlandet. Den sovjetiske forfatter Alexei Tolstoj blev inspireret af tårnet til en roman ”Ingeniør Garins hyperboloid”(findes på engelsk Alexei Tolstoy: ” Engineer Garin and his death ray”).  Også eftertiden har forstået at værdsætte Shukhovs mesterværk. På messen: "De bedste konstruktioner og bygninger fra det tyvende århundredes arkitektur" i München i 2003, blev der på udstillingen placeret en 6-meter høj forgyldt model af Shukhovs tårn. Den internationale videnskabelige konference "Kulturarv i fare. Bevarelse af det tyvende århundredes arkitektur og verdens arv", som blev afholdt i Moskva i april 2006 med deltagelse af 170 specialister fra 30 lande i verden, anerkendte Shukhovs radiotårn som en del af den fælles verdensarv. Ligesom andre berømte arkitekter så som Antonio Gaudi, Le Corbusier og Oscar Niemeyer arbejdede videre på Shukhovs opfindelse, idet de brugte hyperboloid strukturer i deres kreative arbejde.

Vladimir Shukhov  stå også bag varehuset Gums taghvælving

 I udlandet er man blevet bange for at Shukhovs radiotårn skal forfalde, nu hvor staten ikke længere er garant for vedligeholdelse af bygningsværket. Herom var der en artikel i Information den 10. april 2010 (http://www.information.dk/230427 ), ligesom der et oprettet en fond til bevarelse af radiotårnet og til oplysning omkring Shukhov og hans betydning for arkitektur og kunsthistorien:

Vladimir Lenin: " kommunisme er socialisme, plus elektrificering"




                                                                   
Tag en tur op i Shukhovs radiotårn 

 
Vladimir Shukhov (1853-1939) var en blæksprutte af et geni og udover sine ‘hyperboloider’ opfindelser var han en kreativ: ingeniør, arkitekt, opfinder, videnskabsmand, medlem (1928) og æresmedlem (1929) af Sovjetunionens Videnskabelige Akademi. Indehaver af ordnen ”Arbejdets Helt”. Han var ophavsmanden og den tekniske leder af opførelsen af ​​den første russiske olieledning (1878), og et olieraffinaderi, hvor han revolutionerede raffineringsmetoden. Hans patent på denne metode blev tyvstjålet af Rockefellers Standard Oil. Han bidrog også med mange innovationer indenfor teknologien i olieindustrien og problematikken med olieførende rørledninger.

fredag den 15. juni 2012

Sovjet Modernisme – malerkunst og kultur i Sovjetunionen 1926-1936.


Sovjetisk modernisme er en af mange kunstneriske ”ismer” fra Sovjetunionen, som er fuldstændig overset i vesten. På mange måder ligner sovjet modernisme tidens kunstformer i vesten, men har samtidig en iøjnefaldende lokal originalitet. Perioden ligger mellem avantgarden og Stalin realismen og tæller mange kendte navne så som: Alexander Deineka, Isaac Brodsky, Alexander Samokhvalov, El Lissitzky, Alexander Rodchenko, Alexander Labas, Boris Ignatovich, Kazimir Malevich. Af mindre kendte kunstnere kan bl.a. nævnes: Boris Golopolosova, George Rublev, Boris Tsvetkov, Alexei Pakhomov og Fedor Bogorodsky og Tatjana Jablonskaja. Det var den unge garde den - sovjetiske modernismes virkelige helte. Historisk var det en spændende periode i Sovjetunionens historie. Politisk var det uklart, hvem der skulle tage faklen op efter Lenin. Det var et åbent spørgsmål, i hvilken retning samfundet og historien ville udvikle sig. Og det var netop på baggrund af denne åbne uafsluttede horisont at tidens kunstnere udfoldede deres talenter. Man kan med nogen ret sige at sovjet modernisme befinder sig et sted mellem avantgarden og socialrealismen.  Samtidig med at avantgardekunsten fortsatte lidt endnu begyndte nye kunstneriske teknikker at gøre sig gældende. Paradoksalt nok var det bl.a. påvirkninger fra Art Deco, altså borgelig vestlig kultur som blandede sig med den sovjetiske kunst bl.a. hos kunstnere som Samuel Adlivankina.
Deres Helte af Samuel Adlivankina

 Andre arbejder bringer minder om Paul Cézanne og impressionisterne især i farvebehandlingen. Stilistisk favner de bredt og det er den historiske epoke, der binder dem sammen. Sovjet modernisme omfatter flere kunstarter: montage, kæmpe malerier, fotografi, arkitektur, plakater, skulpturer og film. Det var det offentlige rums kunstart og gruppearbejdet var en del af den kunstneriske produktion. En kunst, der var befriet for pengemagtens tyranni, beregnet på massernes æstetiske forbrug uden forbehold. Indenfor arkitekturen er begrebet sovjetmodernisme udvidet til også at omfatte perioden  1955-1985. Det er først nu i de senere år, at man har fået øjnene op for sovjetmodernismen. Historien var indtil da ganske enkel: I begyndelsen var den fantastiske russiske avantgarde kunst og så kom den store stygge Stalin og ødelagde det hele med kravet om social realisme. Det var myten som blev genfortalt især i Vesteuropa og USA, og netop denne myte skygger for de mange nyskabelser som perioden var så rig på. En af dem er altså sovjetmodernismen. Andre grunde til at denne periode aldrig blev omtalt i kunstbøgerne her i vesten er sikkert, at mange af tidens kunstnere var bevidste kommunister og overbeviste revolutionære. De repræsenterede en ny socialistisk livsstil, de udvidede kunstbegrebet til også at omfatte tegneserie hæfter for børn og plakater. De var udtryksfulde og til tider patetiske, men fyldt med liv. De var en generation, der var vokset op med socialisme og de var parat til at erobre det kunstneriske rum for dette livssyn.   
I Dachaen af Georgi Rublev


Kvinderne spillede en betydelig rolle i opbygningen af det nye sovjetiske samfund. Deres tilsynekomst midt i et overvejende mandsdomineret samfund afspejles i flere børnebøger f.eks. i Sakovskaia's ”Mamin most” (Mors bro) fra 1933, illustreret af Nina Pavlovna. Bogen skildrer kvinders deltagelse i alle aspekter af byggeri - som drejebænk operatører, metalarbejdere, ingeniører, kranførere, arkitekter og bygherrer.
Mors Bro af Nina Pavlovna

Mors Bro af Nina Pavlovna


Perioden har en forbavsende lighed med barokken, vægten ligger i det: sanselige, overdådigheden, overdrivelsen, livsappetitten, det grænseoverskridende, det frisatte menneske og dets muligheder. Mange af kunstnerne har en forkærlighed for stilleben igen med overdådigheden som motiv og farveglæden som færdighed. I nogle af billederne kan man ligefrem tale om rene farveorgier – de strutter af farver. Fritiden er et gennemgående motiv og det er ikke så mærkeligt. Fritid var for den store del af befolkningen noget relativt nyt, noget som hørte sammen med virkeliggørelsen af socialismen. Omvendt afmales arbejdslivet som en anden form for fritidsliv f.eks. hos Tatjana Jablonskaja. Kunstnerne omfavnede ligesom alle andre den nye sovjetiske arbejdsmoral. Arbejde blev betragtet som kammeratligt samarbejde og socialistisk gensidighed mellem mennesker som var fri for udbytning! Sovjetisk arbejdsmoral var lig med en bevidst og kreativ attitude til arbejde og pligter, bevidsthed om ens sociale forpligtelser, ærlighed, høje moralske standarder og fællesskab. 
Stilleben af Boris Tsvetkov
Stilleben af Ilja Mashkov
På Stranden ved Gurzuf af Ilja Mashkov
Hilsen til den 17. Partikongres af Ilja Mashkov
Alexander Samokhvalov
Metrobygger af Alexander Samokhvalov
Alexander Samokhvalov
På Stranden af Alexander Samokhvalov
En tur på Moskvafloden af Alexander Labas
Stalin af George Rublev
I Parken af Tatjana Jablonskaja
Brød Af Tatjana Jablonskaja
Tatjana Jablonskaja
Badende Rødmariner af Fedor Bogorodskij
Længe Leve Sovjetsystemet af Alexei Pahomov
Aleksander Deineka

Majakovskij Metro Station (Moskva) på Zamoskvoretskaja linjen. Hvælvingen i den centrale hal har 34 ovale nicher med mosaikker fremstillet efter skitser af Aleksander Deninka

Aleksander Deineka
Aleksander Deineka
Moderen af Alexander Deineka

 
Ilja Mashkov
Alexander Rodchenko

Ølreklame af Alexander Rodchenko
Shukhovs Radiotårn af Alexander Rodchenko


Bogomslag til Majakovskijs digtsamling "Om Det Der" af Alexander Rodchenko






Perioden havde også sit eget musikalske udtryk, som bl.a. kommer til udtryk i sangen Mit Store Hjemland (Fra filmen Cirkus). Tekst af Vasily Lebedev-Kumach og melodi af Isaac Osipovich Dunaevsky.



På dansk findes en knald god bog, om den sovjetiske kunstneriske bevægelse, som gik umiddelbar forud for den her beskrevne.
Troels Andersen: ”Moderne russisk Kunst”. Borgens Billigbøger 1967.