søndag den 29. april 2012

Zarens Rusland og Facsismens onde cirkel.


Når danske turister tager på turer til ”Zarens Rusland” er det i håb om at opleve det eksotiske og fremmede. At ”Zarens Rusland” så også er turisternes Rusland giver nærmest sig selv. Russernes Rusland sammenfalder ikke med pragt paladserne og storfyrsternes ophobede rigdomme. Russernes Rusland findes bag turistlandets facader. Tænk på hele arven fra Sovjetunionen, som af had til kommunismen er bortbarberet fra ”turen til Zarens Rusland” og ligeledes fra Politikkens nyeste rejse bog ” Turen går til Moskva, Skt. Petersborg”. Det er ærgerligt, især fordi der mange steder er kø til seværdigheder fra sovjettiden, således at man skal bestille biletter en uge før.  På denne blok kan man finde flere seværdigheder fra Sovjetunionen som nok er værd at se og jeg tænker på, om jeg ikke skulle lave en lille turist guide desangående til denne blok. Men nok om det – her skal jeg nu fortælle lidt om en af zar Ruslands onde skyggesider og dem var der rigtig mange af!      

I det kejserlige Rusland voksede en præ-fascist bevægelse frem før noget andet sted i Europa. Bevægelsens grundlag bestod i en pærevælling af religiøse og politiske tanker og foreteelser. En konservatisme som skulle frelse samfundet for den truende opløsning, som alle mente lurede lige om hjørnet.  

De Sorte Hundrede

Bevægelsen tog sin begyndelse i 1905 blandt monakister, konservative og småborge, der stillede sig til rådighed som værn af det bestående samfund. Bevægelsen gik under forskellige navne som: ”Patrioterne”; De sande russere” og ”Monarkisterne”. Dele af bevægelsen startede dog allerede i år 1900 og kaldtes ”Den russiske forsamling”. Zar Nikolaj den 2. støttede bevægelsen politisk og økonomisk.
Nikolaj den 2. mødes med De Sorte Hundrede 1907.


De førende leder af bevægelsen var: Alexander Dubrovin, Vladimir Purishkevich, Nikolai Markov og fyrst M.K. Shakhovskoy.  

De sorte hundrede bestod således af en blanding af forskellige ekstremist grupperinger på den yderste højrefløj. Særligt fremtrædende var grupper som: ” Det russiske monarkistiske parti”; ”De Sorte Hundrede”, ”Det Russiske folks Forening”, ”Forening for de samlede adelsmænd” og ”Ærkeenglen Michaels Forening”. Det er værd at mærke sig, at disse organisationer også gik under navnet pogromorganisationerne. Udover disse politiske grupperinger blev termen ”De Sorte Hundrede” brugt i flæng om højerfløjs radikalister og antisemitter. De sorte hundrede kom især fra godsejerne, kirken og småborgerskabet i storbyerne, men der fandtes også repræsentanter fra håndværkerstanden, købmandsstanden og andre som bekendte sig til den kejserlige russiske nationalisme (Kirken, monarkiet og fædrelandet). Bevægelsen rådede over en lang række aviser, ligesom flere af de store landsdækkende aviser støttede bevægelsens synspunkter.      

Opslag fra De Sorte Hundrede:
 ”Vi giver ikke lige rettigheder til jøder”


Modrevolutionen af 1905.

Jøderne blev udpeget som syndebukkene for det kejserlige Ruslands politiske problemer, og jøde-pogromer blev iværksat som en del af en official mod-revolution vendt imod det sociale oprør i 1905. Mellem den 18. og 29. oktober 1905 blev der iværksat 690 pogromer i 660 landsbyer. Massakrerne var de værste i Ruslands historie og over 4000 mennesker blev myrdet og omkring 10.000 alvorligt såret (senere under borgerkrigen skulle ”de hvide” iværksætte langt alvorligere jøde pogromer i Galizien, med flere hundrede tusinde ofre!). Bevægelsen bekæmpede ligeledes andre nationaliteter indenfor det kejserlige imperium f.eks. polakker og ukrainer, ligesom de revolutionære var dødsfjenderne. De Sorte Hundrede stod bl.a. bag mordet på 2 jødiske Duma medlemmer: Grigori Borisovich Lollos og Mikhail Herzenstein .Terroren imod jøder og polakker blev ofte ledet af bevægelsens paramilitære fraktion: De gule skjorter.    
Nogle af ofrene fra Kishinev pogromen i 1903.


Ideologi

De sorte hundrede bekendte sig til konservatismen, dvs. man forsvarede det eksisterende klassedelte samfund med dets værdier især det enevældige monarki, kirkens opdragende rolle og kapitalismen. 

Zions Vises Protokoller

Bevægelsens mest infame antisemitiske publikation er uden tvivl Zions Vises Protokoller, der i 1903 udkom i avisen Znamya (Banneret) som blev redigeret af den berygtede antisemit Krushevan. Dette skrift var oprindelig skrevet på fransk af Maurice Jolys og handlede om en dialog i helvede mellem Machiavelli og den kendte essayist Montesquieu. Redaktionen på Znamya omskrev manuskriptet således, at de djævelske planer om erobringen af verdensherredømmet i fortællingen fremstod som en jødisk sammensværgelse. I 1906 udkom Zions Vises Protokoller som selvstændig bog. Fyrst Felix Jussupoff skriver i sine erindringer (Felix Jussupoff: ”Jeg var Russisk Fyrste” Dreyer), at Zions Vises Protokoller blev ”funden” i biblioteket hos en vis grevinde Kleinmichel. En af familiens naboer ved sommerresidensen på Krim. Felix Jussupoff troede fuldt og fast på historien. Gennem russiske emigranter blev Zions Vises Protokoller spredt til de europæiske lande samt USA, og ikke mindst Nazi-Tyskland gjorde god brug af bogen.
Fra Jussupoff familiens palæ ved Moika St.Petersborg
Turisten går fra den ene pragt stue til den anden
i Jussupoff Palæet



 Prominente medlemmer

Bevægelsen talte mange af datidens promente samfundsstøtter og kirkelige dignitarer som f.eks.: Fader Johannes af Kronstadt (livslang æres medlem af Det Russiske folks Forening) , Metropolit Tikhon Bellavin (Den ortodokse kirkes kommende patriark efter 1917) , Metropolit  Vladimir af Kiev, Ærkebiskop Andronicus (Nicholas) , senere første leder af ROCOR: Den Ortodokse Kirke i eksil , Metropolit af Kiev og  Galichen Anthony (Khrapovitsky) , Ærværdige John Vostorgov. Af kendte lægmænd kan nævnes forfatteren Fjodor Dostojevskijs datter og kone, samt duma medlemmer: Н.А. Shcheglovitov, N. Maklakov og Purischkewitsch (deltog senere i mordet på Rasputin sammen med fyrst Felix Jussupoff). Det Russiske folks Forening talte blandt sine medlemmer kejseren Nikolaj den 2.

Duma medlem Purischkewitsch skal særligt fremhæves, fordi han i sin person kropsliggør den særlige personligheds type som karakteriserer De Sorte Hundrede. Purischkewitsch startede sin politiske karriere i Besarabien, hvor han rejste omkring og ophidsede befolkningen til jøde pogromer senere udvidede han sit revir til Rumænien, Moldau og St. Petersburg. I sine taler opfordrede han mængden til at beskytte fædrelandet og Zaren imod Ruslands fremmede folk (jøderne). Han pralede med de voldsorgier, han havde iscenesat, så selv en Anders Breivik ville rødme af misundelse. Han forklarede, at ved en pogrom var det ikke nok at oldinge og børn myrdedes og kvinder skændedes, man må nagle hovedet til væggen, flå legemet op og fylde det med fjer, skære brysterne af de skændede kvinder! (Se Vladimir Grossmann: ”Det gamle Rusland og det nye” side 65). Det var sådanne mennesker Zar Nikolai den 2. stolt støttede sig til overfor Duma formanden Mikael Rodsjanko, der foreholdt zaren den svindende folkelige opbakning til monarkiet i februar 1917. Hertil svarede zaren, at det forholdt sig lige modsat, og som bevis viste han Rodsjanko en stak breve og sympatierklæringer fra De Sorte Hundrede!   

Der fandtes også sympatisører for De Sorte Hundrede, som dog ikke var medlemmer af nogen forening f.eks.: folk som Mendeleev, kunstmaleren Viktor Vasnetsov og filosoffen Rozanov.
Danske turister som slap væk fra Jussupoff palæet og fandt frem til Ul.Lenina 52, hvor Lenin og Krupskaya boede hos Lenins søster fra april til juli 1917

Foran døren til lejlighed 24 i UL.Lenina 52. Det var bag denne dør Lenin tog sit livs vigtigste beslutning. Nemlig gennemførelsen af oktober revolutionen som en gang for alle skulle sætte en stopper for det ene menneskes udbytning af det andet og aldrig mere De Sorte Hundrede.
Hvad turisten, der rejser til Zarens Rusland, aldrig ser:
Tinkop lavet af admiralitetets fabriksarbejdere som gave til Kexholms livregiment. En tak for indsamlingen af brød til arbejdernes sultende børn. Koppen har tilhørt G. Sinilev, medlem af kommunistpartiets central komite.

”Statens Museum for Ruslands politiske historie”. 4, Kuibysheva Ul. St. Petersborg. Ved "Gorkovskaya" metro station"


Kanoniserede Sorte Hundrede!

Ikon af  Tikhon af Moskva en af De Sorte Hundrede
 som i dag er helgen
Nogen har måske bidt mærke i, at to af navnene på prominente Sorte Hundrede i dag er kanoniserede af den russiske kirke. Det drejer sig om patriark Tikhon og Johannes af Kronstadt. Begge to blev først helgen kårede af den russiske eksilkirke i USA (Synodale kirke), og senere af den ortodokse kirke i Rusland også kaldet Moskva patriarkatet. Tikhon vikarierede en overgang som biskop i USA, og det er derfor ikke så mærkeligt, at netop denne kirke havde et behov for at få ham helgenkåret. Imidlertid var der også en anden grund nemlig den, at Tikhon af nogle sås som en fanatisk modstander af Sovjetunionen. Havde han levet i dag, var han kommet på terrorlisterne, idet han under borgekrigen allierede sig med ”De Hvide” og opfordrede til sabotage og krig imod landets regering. Under hungersnøden i 1922 blev han fængslet for at modsætte sig statens konfiskering af kirkens enorme rigdomme, som skulle gå til at bekæmpe hungersnøden. I virkeligheden havde han sammen med De Sorte Hundrede planlagt en modaktion, som skulle forhindre statens ekspropriering af kirkens rigdomme. Hans reaktionære holdninger og antikommunistiske tilkendegivelser var lige guf for eksilkirken i USA og han blev posthumt et redskab i hænderne på både nazister og reaktionære. Johannes af Kronstadt døde allerede i 1908 og hans liv kunne ikke bruges på samme måde imod kommunismen og Sovjetunionen. Imidlertid var han en meget kontroversiel person med meget konservative holdninger og en fanatisk forsvarer for kirke, kejser og fædreland. Det forstod den yderste højrefløj at udnytte og man kan sige, at eksilkirken i USA politiserede Johannes af Kronstadts liv langt udover sandheden. Nadiesza Kizenko har i en ny bog ”Father John of Kronstadt and the russian people” forsøgt at vaske de værste pletter af den hellige mand, men selv da bliver der en del snavs tilbage. Det skal nok passe, at fader Johannes aldrig har velsignet jøde pogromer endsige opfordret til sådanne, men han var medlem af en af De Sorte Hundredes foreninger og han offentliggjorde en prædiken, hvori han opfordrede til mord på revolutionære. Leo Tolstoj udpeger han som antikrist og japanerne som hedningerne den kristne zar kæmper modigt imod. Enhver kan se, at her var masser af lækkerier for den yderste højerfløj som kunne og blev benyttet politisk.     
Fader Johannes af Kronstad som i dag er helgen. Han yndede at gå klædt i silkeskjorter, men det betød mindre for hans sjæl var så ren og ophøjet, at den ikke vidste hvad kroppen gjorde!
Fader Johannes medlemskort til De Sorte Hundredes forening "Det Russiske Folks Forening"
        

De Sorte Hundredes Katekismus

De Sorte hundredes ideolog, Vladimir A. Gringmut, skrev i ”Moskva Nyt” 1906, hvad der skulle blive bevægelsens katekismus. Heri hedder det bl.a.

Paragraf 6) Hvem er det som for øjeblikket ønsker at begrænse den russiske zars autokrati? Indre fjender af Rusland i alliance med dets fjender. 

Paragraf 7) Hvem er de indre fjender? 1) Konstitionalister 2) Demokrater 3) Socialister 4) Revolutionære 5) Anarkister 6) Jøder.

Paragraf 21) Hvad er det fælles mål for Ruslands indre fjender?  Konstitionalister, demokrater, socialister, revolutionære, anarkister og Jøder er ikke altid lige enige med hinanden og det sker, at de er lodret uenige, men de er alle forenede i en fælles sag med det mål at ødelægge det autokratiske Ruslands regering: nogle vil svinebinde landet, andre vil fuldstændig ødelægge det. Det er den eneste forskel mellem dem.

Den Politiske kamp

De Sorte Hundrede stod svagt i den politiske kamp, fordi de ikke havde noget rigtigt politisk eller økonomisk program. Man kan roligt sige, at bevægelsen kun tiltrak de mest ekstreme reaktionære i Rusland. Et af de steder hvor bevægelsen imidlertid bed sig fast var i nationalistiske kredse. Det var her, at man stadig kunne finde sympatisører for bevægelsens fascistiske værdier selv efter revolutionen som mere eller mindre satte en stopper for bevægelsens udskejelser.

De Sorte Hundrede i Eksil

Efter revolutionen forføjede mange monarkister og kapitalister sig til Europa og USA. Især i USA oplevede De Sorte Hundrede en opblomstring blandt de russiske emigranter. Her var det rette klima for en bevægelse som ultimativt bekæmpede Sovjetunionen og kommunismen. Oprindeligt rettede De Sorte Hundrede en kras kritik af ”De hvide”, som man mente underkendte monarkiet, men efterhånden som de hvide tabte terræn i borgekrigen, rettede man kritikken udelukkende imod kommunisterne.   Bevægelsen grupperede sig om den russiske kirke i eksil særligt omkring ”Den synodale kirke” i USA, men også de andre emigrant menigheder i USA og Europa var gode rugekasser for bevægelsens fascistoide og antisemitiske værdier. En af De Sorte Hundrede som emigrerede til USA, Boris Brasol, gjorde sit for at sprede antisemitismen i den nye verden. Han blev ansat som journalist på den af Henry Ford ejede avis The Dearborn Independent. En avis som var berygtet for sine antisemitiske artikler. Boris Brasol var behjælpelig med at oversætte ”Zions Vises Protokoller” til denne avis, ligesom han var medforfatter på et antisemitisk 3 binds værk ”The International Jew” som ligeledes blev udgivet af mangemillionæren og bilfabrikanten Henry Ford. Under den kolde krig var det Ford Foundation, som var hoved sponser til universiteterne for Sovjetforskningen i USA. Med så tætte bånd til De Sorte Hundrede er det ikke så mærkeligt, at denne ”forskning” var og blev ren propaganda for amerikanske værdier og ren tilsvining af Sovjetunionen, som Bob Dylan synger i koldkrigssangen ”With God On Our Side":

“I've learned to hate Russians

 All through my whole life

 If another war comes

 It's them we must fight

 To hate them and fear them

 To run and to hide

 And accept it all bravely

 With God on my side.”   

Gennem årene kom og gik forskellige personer i de højreorienterede russiske emigrantmiljøer i Europa og USA. Gennem hele perioden reproduceredes kerneværdierne: Kirke, kejser & fædreland, samt en rabiat antisemitisme omkring en lille hård kerne af fanatikere. En af de mere fashionable af slagsen var vestens darling forfatteren Aleksander Solsjenitsyn. Han var en af vestens nyttige idioter i kampen imod kommunismen og fra hans eksil i USA udspyede han en lind strøm af hade propaganda imod Sovjetunionen og kommunismen. Hans bøger er romaner men blev i Vesten fremstillet som historiske værker! Hans antisemitisme antog vanvittige former og historie forfalskninger, som ingen andre ville være komme godt fra. Solsjenitsyn drømte om genkomsten af et ortodoks russisk kejserdømme befriet for jøder og hermed reproducerede denne moderne forfatter De Sorte Hundredes kerneværdier. Denne drøm indebar bl.a. genindførelse af stavnsbåndet og oprettelsen af et bondesamfund, som det tog sig ud på Peter den Stores tid. Han beundrede endvidere den ”Russiske Befrielses Hær” (ROA), der under indflydelse af landsforræderen Andrey Andreyevich Vlasov, formede en angrebsstyrke under Nazi-Tysklands angreb på Sovjetunionen.
Aleksander Solsjenitsyn til kamp imod kommunismen med: Kirke, Kejser og fædreland som våben

Efter Sovjetunionens opløsning

De Sorte Hundrede har sammen med andre ekstreme politiske højre fraktioner fået et comeback efter Sovjetunionens opløsning. På internettet, i deres egne journals, bøger og tidsskrifter agiterer de for den sorteste konservatisme og reaktionære idéer. Deres særlige antipati rettes imod: jøder, kommunister og vestlige værdier i al almindelighed.  Det sidste kan synes ejendommeligt, når man betænker, at vestlige politiske og religiøse grupper har holdt disse fascistoide bevægelser økonomisk i live gennem hele den kolde krig. Fænomenet er da langtfra unikt – tænk på USA's støtte til al-qaeda som man nu er i krig med! Bevægelsen trives indenfor kirkelige kredse, ultra-nationalister, antisemitter og monarkister. Officielt genopstod De Sorte Hundredes organisation:Det Russiske Folks Forening” i 2005 under et møde i den nye Frelseren Kristus-Katedralen. Man skal imidlertid gøre sig klart, at vi har med en meget lille gruppe at gøre og skal man tro forskellige russiske bloks på internettet tager de fleste afstand fra denne gruppe og dens ekstreme doktriner. En af gruppens grundlæggere, K. Yu. Dushenov, sidder i dag fængslet for opfordring til racistisk vold, ligesom den forrige patriark, Aleksej den 2., fordømte Dushenov avis Pravoslavnaya Rus.

Den Fascistiske Bevægelse.

Jeg skal ikke kunne sige, om der er direkte sammenhæng mellem, De Sorte Hundrede fra 1905 og forskellige fascist grupperinger i russiske emigrant kredse og i Sovjetunionen under den kolde krig. Imidlertid kan vi genkende et mønster som reproducerer sig omkring de tre piller: Monarki, kirke og nationen, ligesom antisemitismen er en konstant der flytter med. Bevægelsen fik politisk og økonomisk støtte af invasions hæren under 2. verdenskrig og her blev der etableret politiske og økonomiske relationer (især med den ortodokse kirke i Ukraine), som i forskellige forklædninger blev vedligeholdt lige indtil Jeltsins tilsynekomst og Sovjetunionens opløsning. Ligeledes fik den fascistiske eksilrussiske bevægelse store summer fra forskellige lyssky foretagender rundt om i verden (Se Henrik Krüger og Niels Levinsen: ”Fascismens Internationale Net i Dag”, Bogan). Disse bevægelser var og er helt fremme under det ideologiske angreb på kommunismen og i dag kommer en massiv historieforvanskning og propaganda fra disse grupper i den tidligere østblok. En historieforfalskning man støtter med millioner i vesten. For så længe man kan holde kommunist forskrækkelsen i kog, så længe kan markedsliberalismen hærge uhæmmet!

De Sorte Hundrede dengang!
De Sorte Hundrede i dag!




Lenin kæmpede imod De Sorte Hundrede og antisemitismen hele sit liv med al sin styrke, mod og intelligens.

tirsdag den 31. januar 2012

Juri Nikulin (1921- 1997) en af verdens største klovne




.

Moskvas Cirkus på Tsvetnoi Boulevard er en legende. Med sine 130 år på bagen er det blandt de bedste af slagsen i verden. Her optræder de største akrobater, de smukkeste danserinder og de fantastiske dyretæmmere. Der er imidlertid også en anden grund til at dette sted er så specielt for russerne. Nemlig klovnen Juri Nikulin. En fremragende person! Hans monument er lige uden for cirkus, og også dér er han portrætteret i sit klovneoutfit! Og hvad mere er, i dag bærer cirkusset hans navn. 

Juri Nikulin stammer fra Demidov i Central Rusland, hvor han fødes den 18. december 1921. Hans far, Vladimir Andreevich Nikulin, var forfatter og teater samt cirkus direktør. Ligesom han også ledte en omrejsende teatergruppe ”Revolutioner Humor”. Hans mor Lidia, som var vokset op i Libanon, var skuespiller. Familien flyttede til Moskva i 1925 og her arrangerede Juris far flere deletant forestillinger, hvor den lille Juri var med.  Juri Nikulin drømte om at gå i sin fars fodspor, men 2. verdenskrig kom imellem. Han blev indkaldt i 1939 og gjorde tjeneste i pansertropperne indtil 1946. Efter krigen havde han besvær med at komme ind på teaterskolen, men blev til sidst optaget på ”Moskvas statslige universitet for cirkus og varieté kunstnere” (det første af sin art i verden), hvorfra han blev uddannet og i 1950 begyndte hans karriere som artist sin begyndelse. Hans første selvstændige optræden i cirkus var dog allerede den 25. oktober 1948, hvor han optrådte sammen med makkeren Boris Romanov. De fik stor succes og inden længe tunerede de landet rundt sammen, og de blev de populæreste klovne på den tid. Nikulin fik dog inden længe en ny partner i klovnen Michael Shuydin. Måske var det kun godt, at han ikke kom ind på teaterskolen, for med cirkus karrieren var det en barndomsdrøm, der gik i opfyldelse. Første gang han kom i cirkus som 5-årig var han helt fortabt i klovnerollen. Hans mor syede et klovnekostume til ham, engang hvor der var karnevalsfest hos nogle jævnaldrende. Her opdagede han hvordan det var at få folk til at more sig, og han kom til at elske denne følelse. 
Juri som ung spæsmager


Hans største berømmelse opnåede han i samarbejde med filminstruktøren Leonid Gaidai. Deres samarbejde fra 1961 til 1971 var en af ​​de mest produktive skuespiller-instruktør partnerskaber i russisk film historie overhovedet. Størst succes fik de med filmen Brilliantovaya ruka i 1969 (Diamant hånden). Juri Nikulin elskede den kreative proces i sig selv og det førte til, at han blandede sig i mangt og meget. Inden indspilningen af Diamant hånden fik han Gaidai til sammen med sig selv at omskrive store dele af manuskriptet. Nikulin medvirkede i et hav af sovjetiske film, og han har spillede sammen med nogen af branchens bedste skuespillere. Nikulins ubesværede stil og præcise levering, samt hans beherskelse af timing og hans hylende morsomme masker, gjorde ham til en fremragende komiker, nok den bedste russiske komiker nogensinde. Nikulin havde et stort repertoire der rakte over en række forskellige genrer, fra farceagtig komedie til romantik og krigsdrama. Udover filmskuespiller, klovn og mimiker var han kunstnerisk direktør for Moskvas Cirkus og adskillige TV shows. 
Juri Nikulin


Nikulin giftede sig med Tatiana Nikolaevna, som kom fra området ved Voronezh. Hun kom fra en særartet familie, idet hendes oldemor var den første kvinde i Rusland som fik en lægeuddannelse (i Tyskland), imidlertid kunne en kvinde ikke arbejde som læge i zarens Rusland, så hun brugte aldrig sin uddannelse.
Juri som munken Patrikeev

I 1966 fik han en rolle som munken Patrikeev i Andrei Tarkovskijs storfilm ”Andrei Rublov” på dansk ”Den yderste dom”. Patrikeev dukker op midt i Andrei Rublovs store depression, som forhindrede ham i at male dommedagsscenen. Patrikeev gestikulerer vildt, medens han forklarer, at biskoppen er rasende og har sendt bud til fyrsten m.a.o. se så at få malet den kirke. Senere i filmen ser man tatarerne pine Patrikeev til døde, under plyndringen af Vladimir, fordi han ikke vil røbe hvor byens guld er gemt. Det var ikke nogen stor rolle, men det var her Nikulin for første gang brød med den stereotype opfattelse af ham som den ultimative morsomme helt. Senere medvirkede han i flere alvorlige roller, men der var ingen som ham, der kunne få folk til at grine. På det felt var han den største i Ruslands historie og en af verdens bedste klovne. Der findes forresten en anekdote omkring Juri Nikulins rolle som Patrikeev i ” Andrei Rublov”. Under torturscenen, hvor Patrikeev er bundet, stikker en af tatarerne en brændende fakkel op i hans ansigt og brænder skægget af. Dette var selvfølgelig et filmtrick, men det var ikke et trick med Nikulins jamren og smertefulde kropsvridninger. Det viste sig, at brændende olie fra faklen dryppede ned på Nikulins bare fødder. Ingen så det og da han var bundet, hovedet indviklet i bandager, kunne han kun stønne og vride kroppen i konvekse rykninger. Instruktøren Tarkovskij udbrød begejstret: ”Hvilken skuespillerkunst, se smerten i hans øjne”.
”Hvilken skuespillerkunst, se smerten i hans øjne”


Børnene kaldte ham Onkel Juri og det siges, at han ingen fjender havde. Han omgikkes politikere fra det gamle Sovjetunionen og det nuværende Rusland med samme selvfølgelighed. Og en ting til, Nikulin havde ikke noget imod at spille alvorlige roller, men han sagde aldrig ja til at spille forræder, skurk og lømmel i al almindelighed. 


Juri Nikulins søn, Maxim Nikulin, som nu er direktør i Moskvas Cirkus, fortalte i et interview til Strana Ru om sin far:
”Han mente at man skulle være trofast overfor det land man boede i og som sørgede for en og gav en arbejde. Man måtte acceptere betingelserne eller ikke, dvs. man måtte forlade landet, hvis det ikke passede en. Han var sådan set aldrig nogen betonkommunist og det var først i 1941 han blev medlem af partiet. Det var under belejringen af Leningrad og det var en ganske særlig situation. Jovist fortalte han politiske vittigheder og han publicerede dem også, men far var aldrig i opposition til det eksisterende regime. ”
Førsteudgave af Juri Nikulins selvbiografi illustrerede af ham selv

Førsteudgaven af Nikulins selvbiografi ” Næsten for alvor” var med illustrationer af forfatteren selv:
”Jeg fortalte min mor at jeg ville skrive en bog og hun sagde” Men så må du ikke lyve, lad mig læse hvad du skriver, før du viser det til andre. …at skrive en bog om mig selv var ret enkelt troede jeg. Uden tøven kan jeg opremse hvad jeg elsker, og det som jeg absolut ikke holder af. For eksempel kan jeg lide at: læse bøger sent om natten, at lægge kabale, gå på besøg, køre bil,..Jeg kan lide morsomme mennesker, musik (både som udøver og lytter), vittigheder, feriere, hunde, Moskvas gader oplyst af den nedgående sol, burgers med pasta. Jeg kan ikke lide: at stå tidligt op, stå i kø, gå ture, jeg kan ikke lide at blive puffet og skubbet til i gademylderet. Jeg bryder mig ikke om efterår….”
Monument i Juri Nikulins fødeby Demidov


Tilbage er kun at sige, at Sovjetisk cirkus fik verdensberømmelse og de turnerede flittigt i vesten og østen. For publikum i vesten var Moskva Cirkus en åbenbaring. Man var benovede over den måde cirkus havde udviklet sig i Sovjetunionen, både teknisk og kunstnerisk. Navnlig siden åbningen af ​​det banebrydende ”Moskvas statslige universitet for cirkus og varieté kunstnere”, verdens første cirkus universitet.
Monument af Juri udenfor Cirkus i Moskva



Æresbevisninger:Arbejdets Helt. Fædrelandets Fortjeneste Orden. Lenin Ordnen 2 gange. Den Patriotiske Krigs Orden af 2. grad. Den Røde Fanes Orden. Ærens Ordenstegn. Medalje for Heltemod. Medalje for Leningrads Forsvar. Medalje for Sejren over Tyskland i den store patriotiske krig. Folkets Kunstner i USSR. Vasilie Brødrenes statslige pris i RSFSR.   

Tallerken malet af Juri
Juri Nikulins grav på Novodevitjij Kirkegården i Moskva











fredag den 9. december 2011

Vladimir Tsigal

En af forrige århundredes aller betydeligste billedhuggere bor og arbejder i Moskva. 94 år gammel skriver han på sine erindringer, underviser og arbejder.

Vladimir Tsigal Sovjetisk og russisk billedhugger. Født 1917 i Odessa. Bor og arbejde i Moskva. Studerede ved Moskva Stats Kunst institut V.N. Surikov. Fik USSR´s guldmedalje. Lenin prisen i 1984. Medlem af Kunstakademiet i USSR (1964). Medlem af det kommunistiske parti siden 1952.
Tsigal arbejder både med de brede linjer og generaliserede former i sine monumentale værker og en udtryksfuld omhyggelig karakterisering af motivet som f.eks. i ”Den unge Lenin” og ” Sergei Jesenin”. Han legemliggør den komplekse følelsesmæssige og psykologiske verden hos historiens ​​heroiske mænd og kvinder, ved at skildrer dem som beåndet og ved at hævde deres ædle idealer i samfundets tjeneste. 

Vladimir Tsigal

Den Unge Lenin






Monumentet af den unge Lenin som student opsat på Ogorodnaya Sloboda er et af Tsigal´s mesterværker. Skulpturen var færdig i 1950 og Tsigal blev i den anledning beæret med Lenin prisen. Af ukendte grunde blev monumentet imidlertid først opstillet 20 år senere.
Den 18. juli 2007 rasede en storm af stor styrke i Moskva og 117 træer væltede. Et af trærene faldt lige ned i Tsigal´s skulptur af den unge Lenin og figuren splintredes i 3 dele – hoved, krop og ben. I august 2009 blev monumentet restaureret og genopstillet på det tidligere sted. Hvis der er nogen, der tror, at man river statuer ned i Rusland, så må de altså tro om igen. Lige modsat værner man om den historiske arv.  










                               Monument for digteren Sergei Jesenin på Jesenin Boulevard Moskva 1972.





Monumentet forestiller den 16 årige digter lige ankommet til Moskva i søgen efter anerkendelse og berømmelse. Det lave fodstykke skal opfattes som en integreret komponent af livet omkring skulpturen, som sammen med birketræerne på Boulevarden danner en helhed. Det er blevet sagt om denne skulptur, at den ånder af poesi.
Tidligere byrådsformand i Moskva, Vladimir F. Promislov, skrev i sin bog om Moskva (1984): ” Tsigal´s bronzefigur af Sergei Jesenin lader ingen uberørt. Figuren rammer digterens lyriske og melankolske drømmerier. Hans holdning er naturlig og ukunstlet. Ved begyndelsen af Jesenin Boulevarden, med de unge birke og asp træer i baggrunden, forekommer dette munoment mig at være et originalt og overrumplende kunstværk”  

Sovjetunionens Helt Musa Jalil digter & partisan
                                                         Man kender 50 monumenter, byster og 150 tusind billeder fra Tsigal´s  hånd. 
Elskende


Tsigal ved sin skulptur af Anna Frank 2007

På Tsigal´s 90 fødselsdag 4. September 2007 blev han hædret med en separat udstilling på det russiske kunstakademi. I kataloget stod bl.a. ”..udstillingen omfatter værker af Vladimir Tsigal en af det tyvende århundredes betydeligste billedhuggere, folkets kunstner i USSR, vinderen af Lenin prisen og akademimedlem”.
Han er 90 år men ser brillant ud og hverken intelligensen eller hukommelsen fejler noget. Han ser godt ud, fordi han er et godt menneske.
Udstillingen på Det Russiske Akademi er en rejse tilbage i tiden. Her er fotografier, tegninger og skulpturer. Her er en buste af Vladimirs bror, som ikke levede længe nok til at se denne udstilling. Ved siden af busten ligger en rød afskåren rose. Vladimirs liv er også repræsenteret på anden vis. Hans datter, barnebarn og kone Lisa er her også til receptionen. ”Den eneste her, som ikke er kunstner, er min kone” siger Vladimir ” så der er i det mindste en person tilstede, der kan se på det hele med kritiske øjne”. Lisa griner, når hun fortæller, at hvis der er noget Vladimir ikke tåler, så er det kritik. Hun ved hvad hun taler om, de har været sammen i 60 år. Når Vladimir rejser for at arbejde på fjerne steder er Lisa altid med, så de er meget sammen.  

Sorge Monumentet i Moskva
Monumenter for Sovjetunionens helt Richard Sorge, som arbejdede hemmeligt i Tyskland, Japan og andre lande og forbandt forskellige antifascistiske grupperinger til et internationalt netværk.  



1982: Monument for Richard Sorge i Baku (Sorge’s hjemby) udførte Tsigal sammen med arkitekt R. Aliev og designer J.D. Dybov.
Monumentet er ikke kun over Sorge men også over alle de ukendte fra alle nationer, der bekæmpede nazismen. Øjnene er hugget ind i stålet og ligesom på Kristus ikoner, ser de på en lige meget hvor man står.

Sorge monumentet transporteres gennem Baku


Ho Chi Ming monumentet i Moskva
På monumentets fod står:
                                                        "Der er intet mere værdifuldt end uafhængighed og frihed”

 


Bagsiden af Onkel Ho monumentet (Børnene i gaden kalder monumentet for frisbee’en)  


Monumentet i den tidligere KZ lejer Mauthausen


 

              Tsigal´s nyeste monument i Moskva af Nansen – Mesteren ses her sammen med skolebørn foran monumentet.


Selvportræt i marmor  




Den kunstneriske arv går videre. Masha Tsigal en af Moskvas feterede modeskabere, er barnebarn af Vladimir Tsigal.

torsdag den 10. november 2011

Nikolaj Ostrovskij (1904 – 1936)


Historien om Nikolaj Ostrovskij arbejderen og helten fra den russiske borgekrig, der lam og blind skrev en bestseller af dimensioner og hvis navn stadig vækker stærke følelser i Rusland.

Nikolaj Ostrovskij som
 rødgardist
 Nikolaj Ostrovskij voksede op i en arbejderfamilie i en lille landsby i Ukraine, som dengang var en del af det kejserlige russiske imperium. Han gik i en middelmådig skole som barn, men blev senere i livet elitestudent. I 1914 flyttede familien til jernbanebyen Sjepetovka (i det nuværende Khmelnytskyi Oblast), hvor Ostrovskij begyndte at arbejde som køkkenslave på jernbanestationen og på en trælasthandel. Senere blev han elektriker på det lokale kraftværk. I 1917 i en alder af 13 deltog han i flere af bolsjevikpartiets aktioner og i samme periode fik han Ankylosing Spondylitis, som senere førte til total lammelse og blindhed. Da tyskerne under første verdenskrig besatte Sjepetovka løb Ostrovskij ærinder for den lokale røde partisan afdeling. I juli 1918 sluttede han sig til komsomol (Det kommunistiske ungdomsforbund) og den røde hær. Han blev angrebet af tyfus og såret alvorligt ved flere lejligheder, og blev til sidst erklæret uegnet til videre militær tjeneste.  I 1921 begyndte han at arbejde ved jernbanen i Kiev som elektriker, og som sekretær for den lokale Komsomol. I august 1922 sendes han på et sanatorium ved det Azovske hav, idet han stadig plages af tyfus og dertil gigt. Samme år erklæres han for invalid, men han fortsætter med at arbejde. Han arbejder som kommissær for den røde hær og sekretær i komsomol. I 1924 blev han til sin store glæde optaget som medlem af kommunist partiet. Sygdommen begyndte at overmande ham og han tilbragte mere og mere tid på sygehuse og sanatorier. Omkring 1926 havde han næsten helt mistet førligheden og fra nu af var han for det meste sengeliggende. Året efter påbegyndte han et korrespondancekursus på Sverdlovsk kommunistiske Universitet i Moskva. Til trods for sin blindhed og immobilitet begyndte han i 1930 at arbejde på sin første roman ”Stålet Blev Hærdet”. Han fik konstrueret et karton med en revne i tilstrækkelig stor til at skrive en linje. På den måde kunne han med stort besvær skrive uden at overskrive sig selv. Det var et enormt arbejde, men heldigvis fik Ostrovskij kontakt til en ung kvinde som hellere end gerne skrev ned for ham. ”Stålet Blev Hærdet” var en af de berømteste og mest indflydelsesrige romaner i den kommunistiske verden. Første del af ”Stålet Blev Hærdet ”blev offentliggjort som en serie i 1932 i tidsskriftet Den Unge Garde. Anden delen kom i samme blad fra januar til maj 1934. I 1936 kom romanen som bogudgave i sin helhed.
Den unge Ostrovskij´s verden delt
 mellem bøger, kærligheden og kampen


Ostrovskij skrev også artikler til aviser og tidsskrifter og talte ofte i radioen. I April 1932 blev han medlem af Moskva afdeling af Proletariske Forfattere og i juni 1934 sluttede han sig til Unionen af ​​sovjetiske forfattere. Den 1. oktober 1935 blev han tildelt Lenin ordnen.  

I 1935 fik Ostrovskij og hans kone mulighed for at få en lejlighed i Moskva og i 1936 byggede den sovjetiske ukrainske regering en villa i Sochi ved Sortehavet til ham.

Nikolaj Ostrovskijs kone Raisa Porfirievna fortæller, at da de ankom til Moskva 11. december 1935 var lejligheden endnu ikke færdig. Ostrovskij fik tilbudt, at de kunne bo på et hotel indtil lejligheden var parat til indflytning. Ostrovskijs bil blev parkeret i nærheden og i dag hedder gaden ”Kursk gaden A.N. Ostrovskijs bil”. Det siger noget om hans popularitet, at selv der, hvor hans bil var parkeret, blev gaden opkaldt efter denne episode.

14. december flyttede Nikolaj Ostrovskij ind i den nye lejlighed. Han var meget opsat på at få fortalt alt om lejlighedens indretning, så han kunne visualisere den. Alt skulle være på plads især bøger og alt, der havde noget med hans forfattervirksomhed at gøre. Selv om han var blind, ville han være i stand til at vejlede gæster i hvordan de kunne finde de ting de var interesseret i.

Han havde faktisk kun det mest nødvendige: en seng, et skrivebord – til sekretærene, radio, bogreol, sofa og to stole til gæster. Og den uundværlige telefon. Der manglede dog et piano, men det blev skaffet, for han kunne ikke leve uden musik. I romanen ”Stålet blev hærdet” er hans alter ego Pavka Kortjagin, byens bedste harmonika spiller.

Den nye lejlighed på Tverskaja Gaden 14 Moskva

Den nye lejlighed på Tverskaja Gaden 14 Moskva


Ostrovskij begyndte at arbejde på roman ”Født af Stormen” om borgekrigen, medens han boede på Tverskaja. Efter 6 måneders arbejde tog han et ophold i Sochi og da han vendte tilbage til Tverskaja om efteråret, gjorde han første del af romanen færdig. På hans anmodning holdt præsidiet for Sovjetunionens forfattere et møde i hans dagligstue den 15. november 1935. Kritikere og forfattere fik her mulighed for at diskuterede første del af hans nye roman. Tilstede var bl.a. Aleksander Fadejev ( Den unge Garde) og A. Serafimovitj (Jernstrømmen. Findes på svensk: Järnströmmen. Tiden 1949). Baseret på de kommentarer der indløb finpudsede han manuskriftet og den 14. december 1936 var det helt færdigt.

I en radiotale ved den niende All-ukrainske kongres for den ukrainske komsomol kunne Nikolai Ostrovskij med rette sige for sig selv og sine helte: "Og så, da Lenin og Stalins parti opfordrede vore fædre til kamp imod kapitalismen, kastede vi unge os også ud i kampen for vores ungdom, for vores lykke. Vi ønskede et glad, smukt liv og vi gik ud side om side med vore fædre, for at vinde denne lykke. "

Efter års lidelser og kamp imod lammelse, sygdom og blindhed samt komplikationer efter tyfus, døde Ostrovskij den 22. december 1936, 32 år. Han nåede derved kun at fuldføre første del af sin anden roman ”Født af stormen” (udgivet på dansk ved Arbejderforlaget 1981) om den russiske borgerkrig i Ukraine.

Stålet Blev Hærdet:

En roman om Sovjetunionens første par år og komsomol (ungkommunisterne) medlemmet Paul (Pavka) Kortjagins heroiske liv. Man diskuterer stadig hvorvidt denne bog er en romanbiografi, og om ikke Kortjagin er Nikolaj Ostrovskij selv. Svaret ligger nok midt imellem. En hel del af Kortjagins oplevelser er Ostrovskijs egne, men omvendt er det ikke alt i Ostrovskijs liv som Kortjagin genoplever. Ligesom Kortjagin oplevede ting og sager som Ostrovskij ikke gjorde. Miljøbeskrivelserne og tidstyperne også Kortjagin selv er mere eller mindre taget fra virkeligheden. Bogen bliver på den baggrund et enestående tidsdokument. At den samtidig er en agitations skrift for det nye socialistiske menneske rokker ikke ved den autentiske friskhed, som er over denne bog. 

Stålet blev Hærdet


 Vi kender alle sammen fortællingerne om revolutionen og borkrigens Rusland om opbygningen af socialismen og afskaffelsen af det gamle system. I denne bog møder vi det hele igen, i gulvhøjde med hverdagsmenneskene som blev hvirvlede ind i denne historiske stormvind. Sammen med de historiske begivenheder, udvikler romanens personer sig; nogle bliver skurke andre øjeblikkets helte. Udviklingen er hæsblæsende og gårdsdagens helte glemmes hurtigt i omvæltningernes malmstrøm. Meget er usikkert og uprøvet for romanens personer. Alle værdier omkalfatreres helt ned i mindste detalje og læserne følger med på tæt hold i opbygningen af socialismen og dannelsen af det nye menneske - sovjetborgeren. At vi ser denne forvandling ud fra livet i en lille by i Ukraine er så meget mere fascinerende. Vi følger med i hvordan de nye ideer modtages, bearbejdes og praktiseres langt fra det politiske epicenter f.eks. de nye kønsroller, hvor kvinderne kommer ud af umyndiggørelsen og prøver kræfter med det nye samfund. Fra første færd fik kvinderne i USSR samme rettigheder som mænd indenfor alle områder af det økonomiske, kulturelle, sociale og politiske liv.

Ostrovskij skriver med humor om hvordan mændene bliver forvirrede, da de opdager, at også kvinderne stiller nye krav til dem på det kønspolitiske område. For nogle er det svært at lægge den gamle mandschauvinisme fra sig og de får det svært til læserens fryd. Det samme gælder standspersoner i den gamle orden og militære personer, flere af disse formår ikke at omstille sig og mange ender med at slutte sig til de kontrarevolutionære, som er bogens tabere. Det nye sovjetmenneske var bundet af loyalitet overfor partiet og sin samfundsklasse. Samtidig befriedes individet fra tidligere konventioner, borgelige etiketter og traditionens byrde. Anskueliggjort i romanens sidste del, hvor Kortjagin og Taja flytter sammen som ugift par uden at spørge nogen om lov. En situation som var utænkelig før revolutionen. Taja har sine bekymringer, men Kortjagin siger til hende: ”Hvad er du bange for? Når du tænker dig om, vil du forstå, at vi er vore egne herrer. Sov du med god samvittighed. Fremmede har ingen ret til at blande sig i vort liv”. Med ”fremmede” hentyder Kortjagin bl.a. til Tajas forældre – en ny og foruroligende individualisme var kommet ind i russisk litteratur.  Proletarerne og bønnerne forstod bedst de nye tider og flertallet engagerer sig både politisk og gennem et stort socialt engagement. Snæver nationalisme får også en på goddagen, til gengæld hylder forfatteren arbejdernes og bøndernes internationalisme. De mange små samfund i grænseegnene mellem Ukraine og Polen, hvor romanen foregår, blev hærget fra tid til anden, at etniske uroligheder ikke mindst af jøde pogromer.  I Ostrovskijs roman er jøder ikke anderledes end andre arbejdere, og han undgår de sædvanlige stereotyper om jøder, som var fremherskende i russisk litteratur. Nationalitet betød intet for Ostrovskij, man kan sige, at han var en person uden nationalitet. For ham var klassetilhørsforholdet det altafgørende i et menneskes liv.

Skildringen af opgøret mellem de partitro, og trotskisterne er et af bogens svage punkter. Ostrovskij formår ikke at redegøre for, hvori forskellene mellem de to grupper består. Egentlig gør det heller ikke noget, for som han fremstiller sagen var det netop sådan mange menige partimedlemmer oplevede dette opgør. For dem var trotskisterne, personer der ville splitte partiet og bevægelsen. Kun få om overhovedet nogen forstod, at den trotskistiske fraktionsdannelse var en reaktion på magtkampe og forsøg på styring højere oppe i systemet.

Stålet der hærdes er ungdommen der modnes gennem revolutionen og borgerkrigens læreproces. Bogens højdepunkt er beskrivelsen af anlæggelses arbejdet af et jernbanespor gennem skov og klipper ved Borjaka midt i vinterens stærkeste frost. Her er borgekrigens unge garde blevet forvandlet til arbejdets helte og heltinder. Tyfus og sult hærger mellem de unge komsomoller, der arbejder som frivillige på jernbanen. Af og til angribes de af Hvide terroristgrupper, og så må de kaste værktøjet fra sig og gribe til geværet, som en levende afbildning af kunstneren Vladimir Lebedevs plakat med arbejderen, der står og saver brande med geværet ved sin side (Se her på min blok: ” Vladimir Lebedev - En Kunstner med mange talenter”).

Nikolaj Ostrovskijs personer i ”Stålet Blev Hærdet” blev rollemodeller i for millioner af unge i Sovjetunionen, og bogen blev betragtet som et Blue print på, hvordan man opbygger socialismen. En sentens fra bogen blev citeret overalt, og brugt som en vejledning i livet af mange unge komsomoller:

”Det værdifuldeste, et menneske ejer, er livet. Det bliver kun skænket en én gang, og man skal bruge det sådan, at man ikke en skønne dag knuges af spildte år, at man ikke brænder af skam over en ynkelig fortid”.

I dag kan man læse romanen som en samtids skildring, der helt ned i detaljen beskriver tiden, og hvordan almindelige mennesker, samt helte og heltinder tacklede de store omvæltninger i dagligdagen. 

Udover Gorkij og nogle få andre tog de fleste litterater afstand til Nikolaj Ostrovskijs roman. Han manglede stil og var alt for grov mente de og hans succes skyldtes mere hans dygtighed som soldat, end at han havde talent som forfatter. Men hans succes var uomtvistelige. Læsere styrtede ud og købte hans bog, trods den dårlige omtale. I månederne lige efter udgivelsen af ”Stålet Blev Hærdet” modtog forfatteren 17 000 breve fra læserne.

Vesten udviklede meget hurtige et ambivalent forhold til Nikolaj Ostrovskij. Man kunne ikke bare afvise ham som en dårlig forfatter, og på den anden side kunne man ikke hylde en bog som fremstillede det kommunistiske samfund positivt. Derfor valgte mange at mistænkeliggøre ham, f.eks. mente nogen, at det var Gorkij, der havde skrevet ”Stålet Blev Hærdet” og arbejder helten fra borgekrigen bare havde lagt navn til. Hvis det var sandt, kan man tale om en skæbnens ironi, for Ostrovskijs roman opnåede en popularitet langt udover, hvad Gorkij kunne drømme om. Andre gange fremstilledes han som alt for sort - hvid i sine beskrivelser for at kunne leve op til kravet om socialrealisme. En ualmindelig uretfærdig dom over en forfatter som både forstod at nuancere og fremhæve selv små hverdags detaljer, således som hans personer nødvendigvis må møde i deres sociale liv og omgang med hinanden.   


Nikolaj Ostrovskij Museum og humanitære center
Nikolaj Ostrovskij bolig på Tverskaja gaden 14 i Moskva blev indrettet som Museum og humanitært center for invalide. Museet er meget handikapvenligt og lægger vægt på at formidle budskabet om, at selvom man er handikappet, er man en værdifuld borger for samfundet.


Nikolaj Ostrovskij i cyber Space.
Der findes mange blogge samt litterære og politiske fora på internettet, hvor russerne diskuterer Nikolaj Ostrovskij og hans betydning.  
Her er nogle udpluk fra en sådan blog:
”Jeg er stolt over at sådan et menneske har levet”
En blogger kaldte Ostrovskij for et kommunistsvin. Det skulle han aldrig have gjort, der rejste sig en sand storm af skarpe protester. Folk bad ham skride ad helvede til og nogle militante kvinder ville slå ham ihjel. En mere nøgtern blogger skrev:
”… hvordan kan du sige sådan noget. Hvis du nøje studerer Nikolaj Ostrovskijs liv vil du se, at det var for folket, at han brugte al sin styrke og tålmodighed. Tror du, at de nuværende ledere, som plyndrer vores land, vil gøre som Ostrovskij og tilsidesætte karriere, arbejde, penge og berømmelse, for folkets skyld? Er du selv parat til at gøre som han f.eks. bygge en jernbane i frost, regn og snestorm. I er meget få som er parat til det. Læs og lær fra Ostrovskij.” 
Biblioteket i Komsomol ved Amur er opkaldt efter Nikolaj Ostrovskij. Biblioteket blev opført i 1934 på opfordring af den lokale komsomol afdeling. I 1936 blev biblioteket opkaldt efter Nikolaj Ostrovskij på opfordring af ungkommunisterne, der så ham som en oplagt rollemodel. Som begrundelse for denne beslutning skrev ungkommunisterne bl.a.:
”Vi har lært og lærer fra Nikolaj Ostrovskijs mod, beslutsomhed og hengivenhed til vort store fædreland… og har med stor interesse læst hans bøger og det er vores bestemteste ønske at blive som ham”. 

Munoment for Nikolaj Ostrovskij i Sochi ved Sortehavet




                                    Flere film er baserede på ”Stålet Blev Hærdet”  så sent som 2000 producerede kinesisk TV en serie over bogen.


Nikolaj Ostrovskij Muset i Sjepetovka Ukraine





Nikolaj Ostrovskij med Lenin ordnen.
På dette tidspunkt er forfatteren totalt lam og blind.


Nikolaj Ostrovskij´s grav på Novodevitjij Kirkegården i Moskva. Gravmonumentet er udført af Vladimir Tsigal i granit, bronze og bladguld