Viser opslag med etiketten pogromer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pogromer. Vis alle opslag

onsdag den 9. november 2011

Den fantastiske rejse i tid og rum til Rabbi Löws Prag


Prag er nok den eneste by i Europa, der har en statue af en jødisk rabbiner foran byens rådhus. Statuen forestiller Rabbi Löw (1512-1609), som fungerede, som overrabbiner i datidens Prag. Kendt i den vide verden for sin lærdom og humanitet.
Statuen af Rabbi Löw

 I koldkrigens delte Europa lå Prag i østdelen og vi har vænnet os til, at tænke på Tjekkiet som et østland. I virkeligheden er Tjekkiet historisk og geografisk en del af centraleuropæisk kultur og byen Prag har om nogen bidraget til udvikling af europæisk handel og kultur. Herfra udgik en enestående kulturpåvirkning til Central- og Vesteuropa, som havde sin oprindelse i den specielle bøhmiske kombination af tjekkisk, jødisk og tysk kulturliv. Jøderne i Prag hører altså ikke med til, hvad man i almindelighed kalder østjøderne, disses centrale bosættelsesområde var nemlig: Polen, Litauen, Hviderusland og Ukraine. Jøderne kom til Prag før kristendommen og de var kendt af de omkringboende folkeslag, som folket der ”kun” tilbeder en Gud. Hvornår den første jødiske indvandring fandt sted ved man ikke, men man regner med to store indvandringer i den tidlige middelalder. Den første kom fra Byzans (fra øst) og en senere indvandring kom fra vest. Denne sidste gruppe slog sig ned i kvateret omkring Altneuschule (den gamle-nye synagoge), der hvor den jødiske bydel ligger idag. Mange af de jødiske emigranter var fremragende handelsmænd og deres tilstedeværelse fik handlen i Prag til at blomstre. Til trods for dette var jøderne i Prag udsat for grusomme forfølgelser og pogromer, ligesom deres frænder var det, overalt hvor de kristne kirker havde mulighed for at sprede deres intolerance og had mod det jødiske folk. De mange historier om bøhmiske konger, der snart udviste og snart tilbagekaldte jøderne i Prag, siger noget om at jøderne både var ønsket og uundværlige for Prag og havde det ikke været for den katolske kirke kunne de have boet der i fred. Op gennem middelalderen udstedte den katolske kirke forskellige dekreter og regulativer angående jøderne. På en kirkesynode i Prag i 1349 blev en lang række indskrænkninger pålagt jøderne, bl.a måtte de ikke opføre flere synagoger, de måtte ikke færdes udendørs på langfredag og alle jøder skulle gå med en speciel hat så ingen ville være i tvivl om, at her kom en jøde.


Der var forfærdelige pogromer i 1096, hvor korsridderne på vej til det hellige land plyndrede og myrdede løs på jøderne i Prag og andre steder og i 1336, 1389, 1422 og 1448. Ind imellem var der sporadiske forfølgelser, men også lange perioder med fred og relativ velstand for mange af jøderne.

Efterhånden udviklede det jødiske kvarter sig til en regulær ghetto med mure omkring – mure der skulle beskytte de omkringboende tyskere og tjekker imod jøderne og omvendt. Denne påtvungne isolation påvirkede selvfølgelig den jødiske mentalitet og kultur i middelalderens Prag. Al isolation til trods så har de europæiske jøder for det meste været kosmopolitter. Gennem slægtskab havde flere et vidtgrenet netværk udover hele europa, man rejste meget og besøgte hinanden. På Rabbi Löws tid (1512-1597) fejede renæssancen som en frisk vind henover Europa. Dette nybrud mærkes også i den lærde rabbiners liv og skrifter. Rabbi Löw er en af de historiske personer der overskygges af myterne og fortællingerne om ham selv. De fantastiske fortællinger om Rabbi Löw udfordrer fornuften og stiller troen på prøve, som fantasien til alle tider altid har gjort det. Der er da også dem, der i fornuftens navn vil adskille legenden fra den historiske Rabbi Löw, men så adskiller man samtidig Rabbi Löw fra de mennesker, som har fortalt disse historier og for hvem disse fortællinger var et skjulested i verden og et håb for fremtiden. Fantasien er der ikke noget forkert ved, så længe man ikke forveksler den med videnskabelighed eller ophøjer dens frembringelser til almengældende sandheder.
Rabbi Löw´s stol i Altneuschule

 Rabbi Löw var en stor mand og derfor fik han tilnavnet: Høje Rabbi Löw, han kaldes også Maharal, som er et acronym og står for: ”mest ærede lærer og rabbiner”. Af alle de historier, der fortælles om Rabbi Löw er fortællingen om skabelsen af det kunstige menneske Golem nok den berømteste.  Det var kommet Rabbi Löw for øre, at fanatiske anti-semitter igen havde udbredt løgnen om ”blodritualet” og at man derfor snart kunne forvente blodige pogromer i gettoen. Løgnen om ”blodritualet” var udbredt over hele Europa af den kirkelige propaganda og gik kort ud på, at jøderne til deres påskefest ofrede kristne børn og blandede blodet fra ofrene i deres påskebrød (matzebrød). Af alle de bagvaskelser af jøderne, der er kommet op gennem tiderne, er denne den besynderligeste i og med, at det ifølge de jødiske spiselove er strengt forbudt at spise blod i det hele taget. Det fortælles, at Rabbi Löw dannede Golem, sammen med 2 hjælpere, af jord fra breden af Valtava floden. Gennem bøn og forskellige ritualer kom Golem til live. På Golems pande skrev rabbineren det hebraiske ord for sandhed: emet. Golem lignede et menneske og boede hjemme hos Rabbi Löw.  Hver nat patruljerede Golem gaderne i Prags ghetto og fred og fordragelighed herskede. En dag skete der imidlertid det, at en kristen stuepige var forsvundet og jøderne fik skyld for, at have myrdet hende og brugt blodet til bagning af matzebrød. Pogromer var ved at bryde ud, da Golem i sidste øjeblik dukkede op med den forsvundne pige, som han havde fundet på besøg hos hendes forældre i den anden ende af Bøhmen. Da tiden var moden destruerede Rabbi Löw Golem ved at gennemgå det ritual bagfra, som han havde brugt til at skabe ham med. Ordet sandhed: emet, der stod skrevet på Golems pande, forandrede rabbineren ved at fjerne det første bogstav: alef, hvorved ordet forandres til: met: død! Golem, der hverken havde været et menneske eller et ikke-menneske, kunne af denne grund ikke blive begravet på den jødiske kirkegård. Rabbi Löw syntes ikke, at han bare kunne smide Golem ud og løsningen blev, at Rabbineren gemte Golem på loftet af den gamle-nye synagoge. Her ligger han såmænd endnu, hvis man skal tro min gamle ven Pelle.
Altneuschule (den gamle-nye synagoge)

 Historien om Rabbi Löw og Golem har gennem tiderne været genstand for behandling i romaner, skuespil, digtning, opera, ballet, film og billedkunst. Min egen yndlings historie om Rabbi Löw handler om, hvordan han stoppede pesten, der hærgede i Prag. Pesten kendte intet til etniske grænser og jøder såvel som kristne bukkede under for plagen. Allevegne fra lød de syges jammer og de efterladtes gråd. En nat var Rabbi Löw gået hen på den jødiske kirkegård. Nye grave blev forberedt i lyset fra fakler. I det blaffende lysskær så han en person som stod i kirkegårdens fjerne hjørne indhyllet i sort. Da Rabbi Löw gik nærmere så han døden ansigt til ansigt. I hånden holdt døden en lang liste med navne på de, der snart skulle bukke under for pesten. Rabbineren rev papirlisten ud af hånden på døden og hastede hjem. Da han læste navnene på listen, så han blandt andre sit eget navn – han brændte papiret og smuldrede asken. Samme nat ophørte pesten sin hærgen i Prag. Livet vendte tilbage til byen, men døden svor, at den ville få Rabbi Löw til sidst. Legendernes Rabbi Löw er en hjælpsom og social mand og det samme var den virkelige rabbiner. Han stod bag oprettelsen af flere godgørende organisationer, f.eks begravelsesselskabet og selskabet for studiet af Mishna (jødiske lovtekst). Han var en fremragende fortæller og anvendte ofte kontraster for at udtrykke sin mening. Målet for hans spekulative analyser var lærdom og en visdom, der førte til gode gerninger. Han troede på og forsøgte med sociale reformer. Han omgikkes mange af tidens andre store lærde således f.eks Kepler og vores egen Tycho Brahe, som boede i Prag fra 1599 til 1601. I sine skrifter hentyder han til tidens strømninger: Amerikas opdagelse, Cupernicus system og reformationen. Hvad angår naturvidenskaben mente han, at de græske filosoffer var pålidelige siden det menneskelige intellekt var skabt af Gud og var det samme for alle mennesker. Han gik så langt, som til at mene, at man gennem naturvidenskaben kunne nå til en større forståelse af Toraen (Mosebøgerne). Det gjalt især for astronomi. Når det kom til metafysikken afviste han ikke-jødiske filosoffer, men han fremhævede vigtigheden af at kende dem. Rabbi Löws kosmologi er antropocentrisk. Mennesket er centrum for alt. Alt som eksisterer, eksisterer for mennesket og alt som eksisterer reflekteres i mennesket. Uden mennesket ville verden være formløs og tom, uden formål og mening. Mennesket har muligheden for, at forene de højere og lavere verdner, det naturlige og det overnaturlige, det endelige og det uendelige. På Rabbi Löws tid vandt den antropocentriske verdensanskuelse stor udbredelse blandt både kristne og verdslige filosoffer. Alligevel mener man, at Rabbi Löws antropocentriske tanker primært er et ekstrat han har udvundet fra den jødiske tradition, især fra zohar (den jødiske mystik). Hermed er ikke sagt, at traditionel jødisk filosofi er speciel antropocentrisk, f.eks går en af de mest ansete jødiske filosoffer Maimonedes imod den antropocentriske tankegang. Der findes dog i den rabbinske litteratur bevaret en ide om mennesket som det centrale. I Mishna f.eks hedder det, at der kan opstå situationer, hvor enhver må sige til sig selv: ”For min skyld blev verden skabt”( Babylonsk talmud – tractate sanhedrin). I sin polemik imod Maimonedes synspunkt siger Rabbi Löw: ”Det er filosoffernes mål, at degradere mennesket til det laveste punkt på jorden. Det er det modsatte af hvad Israels vise har lært. De anbringer mennesket på skabelsens højdepunkt”.
Rabbi Löw´s grav


 Rabbi Löw levede længe og hvergang døden troede den havde grebet ham, undveg han gennem snilde og visdom. En dag rakte en ung pige Rabbineren en smuk blomst, da han indåndede dens søde duft sank han død om – det viste sig, at døden havde gemt sig i blomsten. Således fik døden det sidste ord, som den havde svoret den nat, hvor Rabbi Löw frastjal den listen med navnene på de der skulle dø for pesten. Idag besøges Rabbi Löws grav på den gamle jødiske kirkegård af gæster og turister fra hele verden. Her kommer troende såvel som ateister, jøder og ikke-jøder, mange skriver deres ønsker for fremtiden på små papirlapper, som de stikker ind mellem gravmælets stene. Fra pålidelig kilde ved jeg, at nogle af disse sedler er budskaber, som unge elskende udveksler hemmeligt. Hvem ved, mon ikke Rabbi Löw ville have accepteret det alt sammen i samme tolerante og medmenneskelige ånd, som han levede i.
Rabbi Löw tegnet af K.Postovit