Vladimir Tsigal

En af forrige århundredes aller betydeligste billedhuggere bor og arbejder i Moskva. 94 år gammel skriver han på sine erindringer, underviser og arbejder.

Vladimir Tsigal Sovjetisk og russisk billedhugger. Født 1917 i Odessa. Bor og arbejde i Moskva. Studerede ved Moskva Stats Kunst institut V.N. Surikov. Fik USSR´s guldmedalje. Lenin prisen i 1984. Medlem af Kunstakademiet i USSR (1964). Medlem af det kommunistiske parti siden 1952.
Tsigal arbejder både med de brede linjer og generaliserede former i sine monumentale værker og en udtryksfuld omhyggelig karakterisering af motivet som f.eks. i ”Den unge Lenin” og ” Sergei Jesenin”. Han legemliggør den komplekse følelsesmæssige og psykologiske verden hos historiens ​​heroiske mænd og kvinder, ved at skildrer dem som beåndet og ved at hævde deres ædle idealer i samfundets tjeneste. 

Vladimir Tsigal

Den Unge Lenin

Monumentet af den unge Lenin som student opsat på Ogorodnaya Sloboda er et af Tsigal´s mesterværker. Skulpturen var færdig i 1950 og Tsigal blev i den anledning beæret med Lenin prisen. Af ukendte grunde blev monumentet imidlertid først opstillet 20 år senere.
Den 18. juli 2007 rasede en storm af stor styrke i Moskva og 117 træer væltede. Et af trærene faldt lige ned i Tsigal´s skulptur af den unge Lenin og figuren splintredes i 3 dele – hoved, krop og ben. I august 2009 blev monumentet restaureret og genopstillet på det tidligere sted. Hvis der er nogen, der tror, at man river statuer ned i Rusland, så må de altså tro om igen. Lige modsat værner man om den historiske arv.  









                               Monument for digteren Sergei Jesenin på Jesenin Boulevard Moskva 1972.

Monumentet forestiller den 16 årige digter lige ankommet til Moskva i søgen efter anerkendelse og berømmelse. Det lave fodstykke skal opfattes som en integreret komponent af livet omkring skulpturen, som sammen med birketræerne på Boulevarden danner en helhed. Det er blevet sagt om denne skulptur, at den ånder af poesi.
Tidligere byrådsformand i Moskva, Vladimir F. Promislov, skrev i sin bog om Moskva (1984): ” Tsigal´s bronzefigur af Sergei Jesenin lader ingen uberørt. Figuren rammer digterens lyriske og melankolske drømmerier. Hans holdning er naturlig og ukunstlet. Ved begyndelsen af Jesenin Boulevarden, med de unge birke og asp træer i baggrunden, forekommer dette munoment mig at være et originalt og overrumplende kunstværk”  



Sovjetunionens Helt Musa Jalil digter & partisan

                                                         Man kender 50 monumenter, byster og 150 tusind billeder fra Tsigal´s  hånd. 

Elskende



Tsigal ved sin skulptur af Anna Frank 2007

På Tsigal´s 90 fødselsdag 4. September 2007 blev han hædret med en separat udstilling på det russiske kunstakademi. I kataloget stod bl.a. ”..udstillingen omfatter værker af Vladimir Tsigal en af det tyvende århundredes betydeligste billedhuggere, folkets kunstner i USSR, vinderen af Lenin prisen og akademimedlem”.
Han er 90 år men ser brillant ud og hverken intelligensen eller hukommelsen fejler noget. Han ser godt ud, fordi han er et godt menneske.
Udstillingen på Det Russiske Akademi er en rejse tilbage i tiden. Her er fotografier, tegninger og skulpturer. Her er en buste af Vladimirs bror, som ikke levede længe nok til at se denne udstilling. Ved siden af busten ligger en rød afskåren rose. Vladimirs liv er også repræsenteret på anden vis. Hans datter, barnebarn og kone Lisa er her også til receptionen. ”Den eneste her, som ikke er kunstner, er min kone” siger Vladimir ” så der er i det mindste en person tilstede, der kan se på det hele med kritiske øjne”. Lisa griner, når hun fortæller, at hvis der er noget Vladimir ikke tåler, så er det kritik. Hun ved hvad hun taler om, de har været sammen i 60 år. Når Vladimir rejser for at arbejde på fjerne steder er Lisa altid med, så de er meget sammen.  

Sorge Monumentet i Moskva

Monumenter for Sovjetunionens helt Richard Sorge, som arbejdede hemmeligt i Tyskland, Japan og andre lande og forbandt forskellige antifascistiske grupperinger til et internationalt netværk.  

1982: Monument for Richard Sorge i Baku (Sorge’s hjemby) udførte Tsigal sammen med arkitekt R. Aliev og designer J.D. Dybov.
Monumentet er ikke kun over Sorge men også over alle de ukendte fra alle nationer, der bekæmpede nazismen. Øjnene er hugget ind i stålet og ligesom på Kristus ikoner, ser de på en lige meget hvor man står.

Sorge monumentet transporteres gennem Baku

Ho Chi Ming monumentet i Moskva

På monumentets fod står:
                                                        "Der er intet mere værdifuldt end uafhængighed og frihed”

 

Bagsiden af Onkel Ho monumentet (Børnene i gaden kalder monumentet for frisbee’en)  

Monumentet i den tidligere KZ lejer Mauthausen

 
              Tsigal´s nyeste monument i Moskva af Nansen – Mesteren ses her sammen med skolebørn foran monumentet.

Selvportræt i marmor  

Den kunstneriske arv går videre. Masha Tsigal en af Moskvas feterede modeskabere, er barnebarn af Vladimir Tsigal.

En Historisk Demonstration på pladsen ved Kazan Katedralen 1876.

Kazan katedralen fik sit navn efter, det såkaldte undergørende Kazanskaja ikon som blev tilbedt der.

Kazan Katedralen på Nevskij Prospekt. Hovedstrøget i St. Petersburg. (2011)

          

Ilja Ginsburgs (1859 – 1939) skulptur af Plekhanov Foran Teknologiske Institut St. Petersburg.

Den 6. december 1876 overværede de gode borgere i zarens by St. Petersborg et for dem løjerligt skue. Om eftermiddagen strømmede folk til Kazan Katedralen til en mindehøjtid for en af zarfamiliens afdøde. Blandt de mange kirkegængere sås tydelig en hel del unge mennesker og studenter klædt som nihilister. Hvad man i pressen beskrev som afvigende beklædninger. Nihilisterne fulgte ikke reglerne for anstændig adfærd og proklamerede en alternativ mindehøjtid for Guds tjener Nikolai. Hentydningen gjaldt Nikolai Chernyshevsky, en ung revolutionær og politisk fange i Sibirien.  Efter gudstjenesten masede mængden sig ud på pladsen foran katedralen. Demonstrationen var organiseret af Zemlia i volja (Land og Frihed) sammen med arbejdere fra St. Petersborg. Nu begyndte arbejderne at komme ind på pladsen og Georgi Plekhanov holdt en tale, medens politiet rykkede frem. Pludselig stormede politiet med køller og pistoler – Plekhanov råbte: ”længe leve den sociale revolution, længe leve Zemlia i volja”. En arbejder Jakob Potapov nåede lige at folde et blodrødt flag ud, inden det hele var forbi.

Det var den første politiske demonstration i Rusland, man havde end ikke et ord på russisk for demonstration. Det var første gang studenter og arbejdere demonstrerede sammen. 31 demonstranter blev arresteret, der faldt domme mellem 10 og 15 års straffearbejde i Sibirien. Jakob Potapov fik 5 års fængsel for flagdemonstrationen.

Den russiske arbejderklasse var vågnet til dåd og indledte kampen imod kapitalismen. En kamp der blev fuldbyrdet 41 år efter i 1917.

Arbejdernes skæbne i zarismens Rusland var umådelig hård. På det tidspunkt, hvor den her omtalte demonstration fandt sted, var arbejdstiden på fabrikkerne 12 1/2 time om dagen, og i tekstilindustrien kom den op på 14-15 timer. Kvinde og børnearbejdere blev i høj grad udnyttet. Børn arbejde det samme antal timer som voksne, men ligesom kvinderne fik de langt mindre i løn. Lønnen var ualmindelig lav. Der eksisterede ingen arbejderbeskyttelse, hvilket resulterede i at mange arbejdere blev invaliderede og omkom. Al lægehjælp måtte betales. Boligforholdene var forfærdelige. Arbejderne var stuvede sammen i barakker, 10 eller 12 i et lille hummer. De mere fremsynede arbejdere begyndte at forstå, at hvis de skulle sejre i deres kamp mod kapitalismen, måtte de have en organisation. Arbejderforbund begyndte at opstå. Zemlia i volja arrangerede studiekredse blandt disse arbejderforbund. Studiekredsene var et socialt mødested mellem arbejderne og de unge intellektuelle. 

En bølge af strejker gik over St. Petersburg mellem 1877 og 1879. Der var 27 i alt og først i 1890´erne kom man op på samme niveau.    

Pladsen foran Kazan katedralen fik en særlig status, og siden episoden i 1876 har det været tradition med demonstrationer på dette sted. En tradition som lever videre den dag i dag.

Studenter demonstration foran Kazan Katedralen 1902. 

Den unge Georgi Plekhanov udviklede sig senere til Ruslands første marxistiske teoretiker. I 1883 befandt Plekhanov sig i Genève, hvor han var flygtet til på grund af zarregeringens forfølgelse af ham. Sammen med ligesindede dannede han gruppen ”Arbejdets Frigørelse”. Gruppen var marxistisk og arbejdede for at udbrede maxismen i Rusland. De oversatte Marx og Engels til russisk, fik bøgerne trykt i udlandet og sørgede for at de cirkulerede i de forskellige arbejderkredse i Rusland. Marx og Engels lærte proletariatet at være sin egen styrke bevidst, at være sine klasseinteresser bevidst, og at slutte sig sammen til en kamp mod undertrykkerne og udbytterne. 

I 1895 samlede en af Georgi Plekhanovs beundrer, Vladimir Lenin, alle de marxistiske arbejdercirkler i St. Petersburg til et ”Forbund til Kamp for Arbejderklassens Frigørelse”. Gennem denne forening blev socialismen direkte forbundet til den aktive arbejderbevægelse, og den økonomiske kamp (kampen for kortere arbejdstid, højere løn, bedre forhold på arbejdspladsen osv..) Blev fra da af forbundet med den politiske kamp imod zarismen.  ”Forbund til Kamp for Arbejderklassens Frigørelse”, fik snart søster-forbund over hele Rusland, og i 1898 sluttede flere af disse forbund sig sammen til Ruslands socialdemokratiske arbejderparti.   

En af Plekhanov’s bøger er oversæt til dansk (han staves anderledes) G.V.Plehanov ”Personlighedens rolle i historien”. Forlaget Tiden, København 1976.
Plekhanov er også med i antologien: ”Marxistisk Litteraturteori En Antologi” (Bibliotek Rhodos) med indlægget ”Breve Uden Adresse – første brev, historisk materialisme og kunst”.  

Under Leningrads belejring blev pladsen ved Kazan katedralen brugt til dyrkning af kål. 

Ruslands Økonomiske Akademi i Moskva er opkaldt efter Plekhanov.

Vasilij Sjuksjin (1924-1974)

Sovjetisk Forfatter, skuespiller, filminstruktør, manuskriptforfatter. 

En russisk blogger skrev for nylig:”Sjuksjin forfatteren,Sjuksjin filminstruktøren, Sjuksjin skuespilleren. Manden med den mest simple og på samme tid sofistikerede russiske sjæl. Hylende morsom og tragisk, klog og naiv. Jeg forelskede mig øjeblikkelig i hans poesi og læste alt af ham, jeg kunne komme i nærheden af”.

Vasilij Sjuksjin blev født ind i en bondefamilie i byen Srostki, i Altaj regionen. Efter 4 år i marinen vendte ham hjem til Altaj for at studere og senere undervise som skolelærer i russisk. Fra 1954 til 1960 studerede han til filminstruktør ved Hele Unionens Filmskole. Medens han gik på filmskolen, havde han nogle små biroller og fik publiceret en novelle i et magasin. Han fik også en birolle i Gerasimovs ”Stille Flyder Don”, men allerede året efter fik han tilbudt den ene hovedrolle i Marlene Hutsievs film ”De to Fedor”.



 Vasilij Sjuksjin som den voksne Fedor i filmen "De to Fedor"

     


Han udgav novellesamlingen ”Landsbyerne” i 1963, som alle handlede om hverdagens mennesker: smede, chauffører, landsbyens ældre, børn og bekymrede mødre. Han fremstillede nærmest en idealiseret virkelighed i sine bøger om det enkle liv på landet.


Andre af hans noveller handlede om mennesker, der flyttede fra landet til byerne og de genvordigheder, som de kom ud for. Altid beskrevet med et glimt i øjet. Hans skildringer af landlivet leder tanken hen på både Gogol og Gorkij. Hans antihelte er indadvendte enspændere, fulde af filosofiske refleksioner og den særlige kynisme, som mange intellektuelle antager, er deres private område.

Sjuksjin´s personer er hverdagens snurrige antihelte og krabater. Han beskriver landsbytossen, den lærde og den snu rad med samme indlevelse og kærlighed. Han maler hverdagen i Sovjetunionen med bred pensel: smårapserierne fra kollektivfarmen og dem, som ser gennem fingrene med dem, der gør det, urbaniseringen, den menneskelige gensidighed, de kriminelle, de hårdtarbejdende, drukmåsen, de overtroiske og frem for alt kærligheden til naturen. Naturen er magisk, den har en terapeutisk virkning på den tidligere kriminelle Jegor Prokudin anti- helten i Kalina Krasnaja.



Sådan er fyr findes



Han slog igennem som filminstruktør med den romantiske komedie ”Sådan er fyr findes” (Живёт такой парень) fra 1966, som blev set af 27 millioner mennesker i Sovjetunionen.                  
Den mandlige hovedperson, Pasha Kolokolnikov, spilledes af Sjuksjin´s gamle klassekammerat Leonid V. Kuravlev, medens den kvindelige hovedperson blev spillet af digteren Bella Achmadulina. Med Pasha Kolokolnikov skabte Sjuksjin en varm person, hvis indre poesi reflekterede hans omgivelser. Når verden var god, havde Pasha Kolokolnikov det også godt, omvendt havde han det skidt når omgivelserne havde det skidt. Samtidig var Pasha bare en almindelig fyr: mekaniker og chauffør som kørte bilen GAZ- 51. Filmen blev lavet i Altaj regionen og instruktørens kendskab til befolkningen og landskabet smittede af på filmen, ligesom fotografen Valerie Ginsburgs kameravinkler, beskæringer og klipning gør denne film til noget helt særligt. Folk i Rusland elsker stadig denne apolitiske proletarfilm. Den har fået en renæssance sammen med alt sovjetisk.



Leonid V. Kuravlev i rollen som Pasha Kolokolnikov

        


Kalina Krasnaja (Den røde snebærbusk), blev den sidste film  Sjuksjin iscenesatte, ligesom han spillede hovedrollen. Hovedpersonen, Jegor Prokudin, er lige kommet ud af fængsel, desillusioneret og bitter på livet. Han rejser tilbage til Altaj, hvor han oprindelig stammer fra, og forelsker sig i bondepigen Luba (spillet af Sjuksjin´s kone Lidia Fedoseeva-Sjuksjina). Hun lærer ham at holde af det simple landlige liv og gradvis overvinder han sin bitterhed. Deres lykke bliver dog kort, idet Jegors gamle kriminelle venner ikke vil lade ham være i fred. Det var den første film i Sovjetunionen, hvor en tidligere kriminel spillede en positiv figur og filmen skabte et større røre. Kalina Krasnaja vandt første præmien på Hele unionens Film Festival i 1974 i Baku, og den blev ekstremt populær. Mens Kalina Krasnaja klart favoriserer det enkle landlige liv, overdrev Sjuksjin ikke dette tema. Gennem nogle enkle kontrasteringer mellem by og land fik han sit budskab frem. Hans helte er almindelige mennesker og deres svagheder og langt fra lette skæbner. Han beskriver dem med satirisk humor, men også med venlig og følsom sympati.



Den røde snebærbusk

Sjuksjin har også en mindre, men betydelig rolle, som kommandanten i Aleksander Askoldovs ”Kommissæren” baseret på en novelle af Vasilij Grossman, om en kvinde der forlader sit nyfødte barn for at kæmpe sammen med de røde.

1974 blev hans stykke ”Energiske mennesker” sat op på Bolsjoj teatret. Samme år spillede han hovedrollen i krigsfilmen ”De kæmpede for Deres Land”, ligesom han spillede med i ”Stepan Razin” og ”Kan jeg få ordet tak”. Sjuksjin døde pludselig midt under indspilningen af ”De Kæmpede for deres land”. Titusinder af mennesker fulgte hans kiste til graven. Siden har der verseret forskellige rygter om, at han skulle være myrdet – men man ved intet konkret om disse rygter. 

Lidia og Vasilij sammen med døtrene Olga og Masha (Maria)

        


Datteren Maria Sjuksjina er fuldt i forældrenes fodspor og er i dag en feteret film og TV-stjerne i Rusland.

Vasilij Sjuksjin iscenesatte og medvirkede i mere end 30 film, ligesom han forfattede 2 romaner og flere fremragende noveller og filmmanuskripter.
Var medlem af det kommunistiske parti siden 1955. 






På dansk er udgivet:

Vasilij Sjuksjin ”Kalina Krasnaja og andre fortællinger”. Sputnik 1983. Indeholder følgende noveller: Landsbyfolk ; Se hestene lege på marken ; Kritikere ; Jeg vil leve! ; Ulve ; Fra Ivan Popovs drengeår ; Den dansende Shiva ; Haren og ballonerne ; En stædig rad ; Vanka Tepljasjin ; Kalina Krasnaja.

Vasilij Sjuksjin: ”Kosmos, nervesystemet og en klump spæk” .illustreret af Vladimir Kuljkov. - [Kbh.] : Sputnik, 1987. Indhold: Alene ; Gøgetårer ; Støvlerne ; Kosmos, nervesystemet og en klump spæk ; Mille pardon, madame! ; Svoger Sergej Sergejevitj ; Komma nul nul ; Lægprædikanten Makar Sjerebtsov ; Egnsfæller ; Petja ; Stenka Rasin ; Lagt ned ; Gå raskere på, maestro! ; I profil og en face ; Tanker ; Mesteren ; Jeg vil gerne bo på landet ; Uanstændige ; En moders hjerte ; Den gamle mands farvel ; Et ord med på vejen ; Lyse sind ; Den unge Vaganovs lidelser ; General Malafejkin ; Jeg tror! ; Efterår ; Psykopaten ; Onkel Jermolaj   

                                                                                                Hædersbeviser
Det Røde Flags orden, Lenin ordnen, USSR stats orden, ærede kunst arbejders orden, Vasiliev Brødrenes orden, af Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik. 



Lenin Ordnen

            

                                                                            Vladimir Vysotskij: "Til Minde om Vasilij Sjuksjin”.

                                                       

                                                        ”Selv stærke mænd måtte græde

                                                          Ved synet: en kugle i maven, krum,

                                                         Som en trofast hund faldt han om…

                                                         Og ved siden af voksede en busk,

                                                         Snebærbusken med bær så røde.”









Vladimir Lebedev - En Kunstner med mange talenter.

Vladimir Lebedev (1891 – 1967) var på en gang portræt, landskabs og dyre maler. Ligesom han arbejdede med motiver fra cirkus, balletten sporten og alle de mennesker, han mødte på gaden. Han var en dristig satiriker der forstod at indfange og karikere de mange menneskelige pudsigheder, der karakterede hans samtid. Stilistisk favnede han bredt, lige fra kubisme, suprematisme til impressionisme samt et utal af egne kunstneriske indfald. Som Croquistegner spænder han fra naturalisme over impressionisme til en Matisse lignende stil, med stærkt markerede konturer og en nærmest primitiv formbehandling. Omvendt lå han tæt på Renoir, hvad angår farvevalg i flere af hans oliemalerier. Det gælder især de mange portrætter, han malede relativt sent i livet.   

   



Arbejdes må der, men ha´geværet ved hånden

Vladimir Lebedev gik på forskellige kunstskoler i St. Petersborg. I 1911 fik han nogle billeder offentliggjort i et kunsttidsskrift. Livet var den virkelige skole for ham og man kan sige, at han studerede hele livet. Altid stræbte han efter det perfekte og ypperste.  

Medens han arbejdede som professor på Statens Kunstskole i Petrograd/Leningrad (1918 – 1921) udførte han flere kubistiske motiver f.eks. den grafiske serie ”Vaskekonen”. Han blev tilsluttet den kunstneriske bevægelse, der stod bag de såkaldte ROSTA – vinduer. ROSTA- vinduerne var en af den russiske revolutions nyskabelser. Vinduerne var plakater med tekster eller små digte, der dag efter dag udsendtes af det russiske telegrambureau – ROSTA. Digteren Majakovskij som var en af hovedkræfterne bag ROSTA- vinduerne skrev:

”ROSTA-vinduerne er en fantastisk ting. Det er en håndfuld kunstnere, som med håndkraft, betjener et folk på 150 millioner. Det er telegrafnyheder, som på stedet omarbejdes til plakater og dekreter, som øjeblikkelig omsættes i viseform”.  

 Lebedev anvender en kubistisk inspireret form i hans ROSTA-vinduer, sammen med tegneseriens figurer. Figurerne er typer, ikke personer og de virker nærmest anmassende i deres anonymitet. Det er revolutionens nye mennesker, det arbejdende folk, og Lebedev illustrerer med al tydelighed, at de ikke er til at komme uden om. Billederne er befriet for al perspektivistisk dybde. Her er kun den rene flade, rene former, og rene farver.

Vladimir Lebedev arbejdede sig frem til en forenkling og udglatning af formen samt kontrasterende sammenstillinger af få lyse farver, som gav hans kompositioner en slags monumentalitet. I 1922 skabte han en serie på 23 satiriske motiver i tus, gouache og blyant med den fælles titel ”Gade Revolution”, som bragte ham øjeblikkelig berømmelse. Senere rettede han titlen til ”Panel Revolution”. I Serien opsummeredes alle Lebedevs kunstneriske aspirationer, hans virkelighedsopfattelse, således som han udtrykte den gennem hele sin produktion. Gennem skitserne til serien kan man se, han har indfanget øjeblikkelige indtryk af kroppens bevægelser og karakteristiske positurer. Han skabte en social og psykologisk type mennesker snarere end enkelt individer, men der er mere end det. Lebedevs serie er social-satire, intuition, følelser og romantik. Han skildrede gadens skønheder og deres kumpaner, sømænd og deres damer, de mennesker der giver gaden dens særpræg.

 Gadens Revolution. 

                                        

 

Han udvikler sig til Sovjetunionens måske mest populære bog illustrator. Det begyndte med billeder til Rudyard Kiplings ”elefant” (1921).Senere fulgte illustrationer til populære børnebøger som: ”I går og i dag”, ”Ispind”, ”Den dumme mus”, ”Cirkus” (alle 1925), ”Bagage”(1926), ”Hvordan planer laver planer” (1927) osv. Mellem 1924 og 1933 var Lebedev kunstnerisk leder af ”Statens Publicerings Hus for Børne og ungdomslitteratur”, som derved blev center for børnebøger med en usædvanlig høj kunstnerisk standard.

Rudyard Kiplings ”elefant”

Tiden mellem 1925 og 27 er meget frugtbar. Kunstneren arbejder snart med børnebogs illustrationer, snart med grafik, for så at kaste sig over maleriet. Han udtænker flere satiriske serier f.eks. ”NEP” en kras satire over den nye økonomiske politik, som Sovjetunionen var slået ind på i 20´erne. NEP var en blandings økonomi, der tillod privatkapitalistiske foretagender, parallelt med statens planøkonomi.  Vladimir Lebedev og mange andre af de mere innovative kunstnere tog afstand fra NEP politikken; idet de så det som en tilbagevenden til burgøjser samfundet og som en trussel imod revolutionen. Serien viser de nyrige NEP mennesker, som usympatiske og griske. En utilsløret kritik at NEP.

  NEP Burgøjserne.

                                  

 I serien ”Kærligheds flippere” tegner han et satirisk men kærligt scenarie over de, der søger nattens, mørket og caféernes fristed. Hans produktion bredte sig til dansens verden (hans kone var balletdanser), cirkus, sport (som ung dyrkede han brydning) og Croquis tegning. Han kaster sig over portrætmaling og laver en serie efter kvindelige modeller (1934). Teknikken er nu inspireret af impressionismen.                                                                                                                                                                       



Vladimir Lebedev

Under krigen boede Lebedev i Moskva, hvor han arbejded med plakater for TASS, designede og illustrerede bøger. Ligesom han tegnede for magasinet ”Den Røde Hærs Soldater”. I 1950 vendte han tilbage til Leningrad og fortsætter med at illustrere bøger f.eks. ”Hvor kommer boret fra”, ”Farvebogen”, ”De tre Bjørne”.

Livet igennem knyttede Lebedev mange venskaber og arbejdsrelationer med andre førende kunstnere og trendsættere f.eks.: Tatlin, Ivan Puni, Kazimir Malevich, Vladimir Mayakovsky og litteratur kritikeren Nikolai Punin.

Udmærkelser:

1945: Æret kunstarbejder i Sovjetunionen.

1966: Folkets kunstner i Rusland.

1967: Medlem af kunst akademiet i USSR.