Viser opslag med etiketten TASS. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten TASS. Vis alle opslag

mandag den 9. september 2013

Moskvas Østerbro - Presnensky District




Min smukke kone Miriam var den første af os alle, der døbte Presnensky District til Moskvas Østerbro og det er meget rammende om denne dejlige bydel. Mange turister besøger stedet og alligevel er der også rigtig mange, som aldrig har hørt eller set de mange attraktioner som findes der. Her på ”Det finns Inga äckliga Hallon” vil jeg nu råde bod på dette og tage jer med på en tvangfri tur til både kendte og mindre kendte steder her på Moskvas Østerbro.
Alle veje fører til Presnensky District men hvorfor ikke tage metroen ud til en af verdens berømteste metrostationer. Det er selvfølgelig Majakovskij metrostation, jeg tænker på, her dybt under jorden kan man se kunstneren Aleksander Deninkas hyldest til futurismen og den lyse sovjetiske fremtid som digteren Majakovskij skrev om. Omgivet af endeløse lys ses 35 nicher i metroens hvælvinger her har Deninka skabt sine mosaikker med et kunstnerisk udtryk, der savner sin lige. Oppe på jorden befinder I jer nu på Triumphalnaja Pladsen, med statuen af Majakovskij. Da statuen blev afsløret i 1958 samledes en gruppe unge mennesker ved foden af statuen og reciterede Majakovskijs poesi. En tradition som stadig lever og gentages på bestemte dage af året. Her findes også to bygningsværker Tjajkovskij Koncertsalen og Peking Hotel af den sovjetiske arkitekt Dmitry Chechulin. Med ryggen til Majakovskij statuen gå til højre af den søvnløse og larmende Sadovajagade og sæt kursen imod nummer 10.

Statuen af Majakovskij på
 Triumphalnaja Pladsen


Presnensky District
Bydelen fremstår i dag som en sammenblanding af nyt og gammelt. En del af bygningerne blev opført mellem 1900 og 1962 men ca. 15 % af boligmassen er klassificeret som saneringsmodne boliger bygget før 1900. Helt nye stilfulde boligblokke er skudt op her, men de passer pænt ind i helheden.  En del nyrige og folk fra middelklassen bor og kommer her, man ser det på butikkerne og restauranterne som er mere eksklusive i denne del af byen. Under revolutionen 1905 var en del af distriktet erobret af venstreorienterede studenter og området blev en krigsskueplads. Denne bydel rummer en masse spændende gader, facader og steder og jeg kan varmt anbefale af man bortøder en dag her. Bare slentrer omkring og indånder miljøet. For den vakse turist står oplevelserne i kø! 
 Mesteren & Margarita


Miriam & Gitte ved
 indgangen til Bulgakov Huset   
På Sadovajagaden (Bolshaya Sadovaya) nummer 10 ligger en meget berømt ejendom. Inde i gården er der adgang til ikke mindre end 2 museer begge tilegnet forfatteren Mikhail Bulgakov og dennes roman ”Mesteren & Margarita” som han påbegyndte, medens han boede her med sin første kone Tatjana Lappa. I romanen er nummeret på bygningen lavet om til 302 B opgang 6, 5. sal lejlighed 50.
 Man skal huske, at i Rusland angives nummeret på ejendommen og ikke på opgangen ligesom hos os. Sadovajagaden 10 er således et helt ejendomskompleks. Medens bygningens nummer er fiktivt i romanen er lejlighed 50 det virkelige sted, hvor Bulgakov boede og som i romanen døbes "den dårlige lejlighed" (“нехорошей” квартиры №50). Som så mange gange før fik redaktøren til denne blok hjælp fra sprogeksperten Peter Jessen, der med det samme slog fast, at den korrekte oversættelse måtte være "den dårlige lejlighed" og Peter tilføjede på jysk ville vi sige ”en skit stæj”. Det er ikke uvæsentligt fordi lejlighed 50 i den danske udgave af ”Mesteren & Margarita” kaldes fortrinsvis: Den forheksede lejlighed, den fordømte lejlighed eller den hjemsøgte lejlighed. Problemet er, at alle disse betegnelser på russisk har sine egne navne som ikke dækkes af нехорошей, så hvis forfatteren havde ment ”den forheksede lejlighed” havde han vel skrevet det? I romanen foregår der faktisk forheksede ting og sager i denne lejlighed og den kunne sagtens hedde den forheksede osv. Men så mister man et væsentligt aspekt ved romanen, for Mikhail Bulgakov anbragte meget bevidst forhold fra sit eget liv i fortællingen. Lejlighed 50 var en såkaldt korridor lejlighed, det vil sige, at flere lejligheder stødte op til samme korridor og man delte f.eks. køkken og bade faciliteter. Bulgakov kunne ikke fordrage proletarer og bønder, ligesom han havde håbet De Hvide, der kæmpede for at genindføre zardømmet, havde vundet borgerkrigen. Med de rødes sejr befandt Bulgakov sig i arbejderne og bøndernes nye stat og i lejlighed 50 måtte han gnubbe skuldre med arbejderne. Den snobbede forfatter følte en fysisk afsky derved. Samme afsky transformeres i romanen til lejlighed 50. Her bor djævlen og der foregår horrible og grænseoverskridende ting. Bulgakov var stærkt imod revolutionens ideer om lighed som efter hans mening betød, at en hvilken som helst kok kunne styre staten m.a.o. denne geniale forfatter var politisk dum.  

Mikhail Bulgarkov 1891 - 1940

 I kælderen til denne bygning lå på Mikhail Bulgakovs tid et berømt værtshus ”Pegasus Stalde” hvor kunstnere og intelligentsiaen holdt til. Her kom alt, hvad der kunne krybe og gå af kunstnere og forfattere f.eks.: den verdensberømte barfodsdanserinde Isadora Duncan og hendes kæreste digteren Sergey Esenin, skuespillerinden Alice (Alisa) Koonen, forfatteren og kritikeren Andrei Bely, maleren Vasily Surikov og bassangeren Fjodor Sjaljapin. Ligeledes sås ofte medlemmerne af kunstner gruppen ”Ruder Knægt”. 

George Yakulov - Portræt af Alice Koonen

Bulgakov museerne har deres egne ejendommelige historier. Længe før nogen tænkte på at der egentlig burde indrettes et Bulgakov museum i Sadovajagaden 10 havde et besynderligt klientel af satanister og Bulgakov fan fundet vej til lejlighed 50. En del af disse personager var særdeles glade for teater og graffiti. I opgangen såvel som i lejlighed 50 dukkede graffiti op med opfordringer til at lave mindestuer og/eller museum i bygningen. Lejlighed 50 blev brugt af en tegnestue som gladelig inviterede de unge graffitimalere indenfor. En del graffiti bestod ganske enkelt i citater fra ”Mesteren & Margarita” samt en del diabolske guldkorn. Mest citeret var sætningen ”Man kan ikke brænde et manuskript”.  På samme tid i 1971 satte direktøren på Taganka Teatret et stykke op baseret på ”Mesteren & Margarita”. Stykket gik hen og blev en kult og det siges, at besøgene i lejlighed 50 i denne tid forøgedes dramatisk og det samme gjorde graffitien. Det anslås, at der var mellem 800 og 1000 graffiti i lejligheden og opgangen. Vi skal frem til 1985, hvor en artikel i avisen Izvestia slår til lyd for et museum på stedet eller i det mindste en litterær cafe. Emnet bliver taget op i TV og andre medier. Sagen var imidlertid ikke så lige til. Bag kulissen foregik en kamp mellem graffitimalerne, embedsmændene og husets vicevært. Så i foråret 1988 gav de kommunale myndigheder tilladelse til at åbne et officielt museum i lejlighed 50, vel nok verdens eneste museum der er blevet fremprovokeret gennem graffiti malerier. I den ”frie verden” var det aldrig gået så glat. Her ville man have startet med præventive arrestationer af graffitimalerne for til sidst at rive det historiske hus ned jævnfør Ungdomshuset på Jagtvej 69.  I dag er det meste af den originale graffiti væk i opgangen til lejlighed 50 takket være en anti-Bulgakov vandalist, som overmalede det meste af opgangen. Man kunne ikke fjerne denne maling uden også at fjerne graffitien og løsningen blev, at en anerkendt kunstner genskabte en del af graffitien.
En del af den oprindelige graffiti i opgangen
 

Helvedes 3 enighed: Fagot, Woland & katten Behemot fra Mesteren & Margarita
 Et brud mellem de oprindelige museums grundlæggere førte til den nuværende situation med to museer. Inde i gården til Sadovajagaden 10 ligger det første museum ”Museum teatret Bulgakov Huset” på første sal umiddelbart efter indgangen. Museet er privat og entreen er gratis, men hvis man vil støtte økonomisk er det meget velkomment. Stedet drives af en gruppe entusiastiske unge mennesker, som er fantastiske til at iscenesætte og iværksætte f.eks. Bulgakov ekskutioner i den nærliggende bydel, eller man arrangerer teaterforestillinger og kultur-events. I opgangen ved siden af finder man ”Moskvas Stats Institut for Kultur Museum M.A. Bulgakov, beliggende i Bulgakovs gamle lejlighed, også her arrangerer man teaterforestillinger. Jeg har kun set det første museum, som jeg varmt kan anbefale. Stedes oser af mystik og humor og så ligger her en lille cafe med en skræppende papegøje, der konteksten taget i betragtning nær havde taget livet af mig, da jeg hørte den skræppe op første gang. Her er en del effekter, som har tilhørt Bulgakov, samt flere interessante fotografier og breve.  

Berlioz hoved skilles fra kroppen
 af sporvognen

         Museum teatret Bulgakov Huset
 

Miriam & Gitte ved det runde bord på den lille finurlige Cafe på Museum teatret Bulgakov Huset
 

Miriam blandt ting og sager relateret til Bulgakov - Museum teatret Bulgakov Huset
 

Miriam i det hemmelige rum bag pejsen. Der var bælgmørkt men blitzen oplyste rummet - Museum teatret Bulgakov Huset
Der er imidlertid meget mere endnu. Går man fra Bulgakov Museerne til venstre ud på Sadovajagaden og forsætte en husblok ned kommer man til Malaya Bronnaya og Patriarkens dam. Lige inden dammen ses en stor 13 etagers ejendom på venstre side af vejen. Bygningen, som blev opført mellem 2000 og 2002, krones med en iøjefaldende model af Vladimir Tatlins tårn (en hyldest til 3. internationale). Husets officielle navn er ”Patriarkens lejligheder”, men de gode moskovitter har omdøbt det til Alla Pugachevas hjem. En hyldest til Sovjetunionens ukronede pop diva af samme navn som bor her. Patriarkens dam er, som navnet antyder, en dam beliggende i en lille men charmerende park. 
 

”Alla Pugachevas hjem” med Tatlins tårn


Engang i syttenhundrede tallet tilhørte området den russiske kirkes overhoved patriarken, dengang fandtes der flere damme her og herfra fik man fisk til Patriarkens middagsbord. Selvom der i dag kun er en dam har man på russisk beholdt flertalsformen, så egentlig hedder stedet Patriarkens damme.  Dammens og omgivelsernes nuværende udseende går tilbage til 1830 – 31, hvor man genopbyggede Moskva efter branden i 1812 og krigen mod Napoleon. Bådehuset, hvor der nu er restaurant, var oprindelig en træbygning som i 1980 blev udskiftet med den nuværende bygning. 
 

Patriarkens dam

Legeplads ved Patriarkens dam

Det var her ved dammen djævelen viste sig første gang i Mesteren & Margarita med fatal konsekvens for Berlioz, som umiddelbart efter samtalen med djævelen får hovedet skilt fra kroppen af en sporvogn. Denne dystre begivenhed kan dog ikke overskygge for stedets idylliske atmosfære og skønhed. Her er hygge og folkeligt og russerne kommer her både sommer og vinter. Om vinteren løber man på skøjter på dammen. Restauranten i det tidligere bådehus er specialiseret i menuer fra Sovjetunionen. Sovjetnostalgi er højeste mode og derfor beder jeg alle om at besinde sig. Senere vil jeg beskrive en langt billigere og meget spændende restaurant med sovjetiske menuer. Malaya Bronnaya gaden er et spændende sted og i nummer 28 finder man Cafe Margarita. Navnet på caféen skal minde os om den berømte heltinde i Bulgakovs roman. Stedet er meget stemningsfuld med vægdekorationer fra ”Mesteren og Margarita”, men her er også rigtig dyrt, man mærker, at man er på Moskvas ”Østerbro”. Caféen ligger lige ved Moskva musikkonservatorium og om aftnen er her underholdning af nyudklækkede musikere fra Konservatoriet. En aften kan musikken være jazz, en anden klassisk eller populære viser.
Lidt længere fremme skære Yermolayevsky Alléen Malaya Bronnaya. Her kan man se ”Løvernes Hus” en luksuriøs bolig for den Røde Hærs Marshals, udført i 1945 som en tidlig 19. århundrede ejendom af arkitekten Ivan Zholtovsky. I området ved dammen findes en anden bygning ”Aviazhilstroy Lejligheder”, der ligesom ”Løvernes Hus” går under betegnelsen stalinistisk luksus. Imidlertid er ”Aviazhilstroy Lejligheder” et godt eksempel på sovjetisk postkonstruktivistisk arkitektur, som var meget populært i 1930´erne. En periode i sovjetisk byggeri som gjorde op med både avantgarde og stilblandinger fra fortiden. En anden fordel i en tid med total rationering var, at i modsætning til konstruktivismen minimerede den nye stil brug af stål og cement og vender tilbage til primitive murværk med trægulve og skillevægge
Aviazhilstroy Lejligheder

Jødiske kvarter
Bronnaya Synagoen er beliggende på Bolshaya Bronnaya gaden nr. 6. Synagogen var oprindelig en privat villa, der i 1883 under ledelse af arkitekten Mikael N Chichagov (1837- 1889)blev omdannet til synagoge. Det er ret så tankevækkende, at der fra bedehallen blev anlagt en hemmelig tunnel som man kunne benytte i tilfælde af jødepogromer. Bygningen har for nylig gennemgået en omfattende
rekonstruktion og fremstår i dag som den mest moderne synagoge i Moskva. Facaden står med røgfarvede glas og over bedehallen hvælver der sig en stjerneformet kuppel. Ser man godt efter kan man gennem glasvæggen se bygningens oprindelige facade. 
 

Miriam ved Bronnaya Synagoen

Bronnaya Synagoen

Bronnaya Synagoen & en vis Miriam
Udover religiøse ceremonier og bønner bruges synagogen også til andre formål. Her sælges kosher madvarer og på 3. og 4. etage findes et museum: ”Heltemodets hal” og ”mindehallen”. Her er udstillinger om heltene fra ”den store fædrelands krig”, som 2. verdens krig kaldes på russisk. Ligesom her er en udstilling om jødernes historie i Moskva. Synagogen tilhører i dag en chasidiske Chabad Lubavitch menighed.
 Kvarteret omkring synagogen er meget fortryllende og her ligger flere spændende restauranter med udendørs servering om sommeren. Vil man have en kop kosher kaffe kan man slå vejen om Shokoladnitsa på Sadovaya-Kudrinskaya 31/1 på den noget befærdede havering. 
 

Hans Christian, Nancy, Børge og Miriam fra Danmark slapper af ikke langt fra
  Bronnaya Synagoen
På Malaya Bronaya 4c. 2 ikke langt fra synagogen fandtes engang Moskvas berømte jiddische (jødiske) teater. Her arbejdede Marc Chagall med teaterdekorationer i begyndelsen af 1920´erne. Moskvas jiddische teater var en del af en nærmest eksplosiv jødisk kultur udvikling som fulgte i slipstrømmen fra den russiske revolution 1917. Herom kan man læse meget mere i: Kenneth B. Moss ” Jewish Renaissance in The Russian Revolution”. Harvard University Press 2009. Direktøren for teatret Granovskij og Chagall var lidt som hund og kat. Chagall var let til at bekymre sig over stort og småt og Granovskij kunne lide at drille. Chagall afskyede den realistiske stil og Granovskij opførte forestillinger i Stanislavskijs realistiske stil. På den tid var der økonomisk krise i Sovjetunionen og der var ikke meget mad på bordet. Alligevel arbejdede alle på teatret med en smittende begejstring og glæde ved samværet med kolleger og venner. Det fortælles, at Chagalls indflydelse på teatret var ganske vidtfavnende ikke blot i kulisserne, kostumer og make-up men selv ud i koreografien af skuespillernes bevægelser.
 

En af Marc Chagalls teaterdekorationer
 

En af Marc Chagalls teaterdekorationer

”En Aften” af Scholem Aleichem med
 Marc Chagalls teaterdekorationer

En anden kendt person som naturligt havde sin gang på det jiddische teater var forfatteren Scholem Aleichem, som herhjemme nok er mest kendt for skuespillet ” En Spillemand på en Tagryg”. Imidlertid havde Scholem Aleichem en meget omfangsrig produktion af: noveller, romaner og skuespil. Faktisk var det stykket ”En Aften” af Scholem Aleichem som Chagall malede teater dekorationerne til. Ikke så mærkeligt, at der her hvor Malaya Bronnaya Ul. Og Bolshaya Bronaya Ul. Mødes, er en statue af Scholem Aleichem. Statuen er en hyldest fra Moskvas befolkning til forfatteren. 
 

Miriam ved Statuen af Scholem Aleichem
Hvorom alting er, så erindrer jeg noget om en billig restaurant med menuer fra Sovjetunionen og jeg skal nok holde, hvad jeg lovede. I går op af Bolshaya Bronnaya Ul. og drejer af ved Bogoslovskiy og fortsætter ned til Tverskoy Boulevard. Gå så imod Pushkin pladsen indtil I finder Cheburechnaya CCCP (чебуречная CCCP) på venstre side af Boulevarden. Man skal være vaks, for der er ingen prangende facade men bare en dør ned til en kælder. I kælderen findes to restauranter i en og jeg foretrækker den bagerste. Maden er fantastisk, personalet ligeså og vodkaen er iskold, men pas på for jeg bestilte en lille vodka og fik 50 cl. 

Døren ned til Cheburechnaya CCCP
 

Opgangen ned til Cheburechnaya CCCP med suprematiske dekorationer
Sild og vodka sovjet style
 

Danskere fra åndsbollernes lille rejsehold skåler med hinanden -  50 cl vodka
Så mangler jeg bare at fortælle: på Tverskoy Boulevard 2 finder man ITAR- TASS berømte bygning. Engang havde Sovjetunionens telegram bureau (TASS) til huse i denne bygning. Herfra strømmede nyhederne ud til hele verden og jeg lyver ikke, når jeg siger, at alle over 40 år ved hvad TASS er og var. TASS havde reportere og kontorer i 110 lande og producerede daglig nyheder svarende til 750 avissider. Ligesom 4000 sovjetiske aviser modtog nyheder fra TASS. Umiddelbart efter TASS bygningen ligger Nikitsky pladsen med Natalia og Alexander springvandet og det er Ruslands nationaldigter Aleksander Pushkin og dennes kone Natalia Pushkina der tænkes på. De blev gift her i Kristi himmelfarts kirken på Ul.Bolshaya Nikitskaya. Omkring Nikitsky pladsen findes flere små rappe Cafeer og restauranter, hvor en turist kan få en bid brød og et stort krus iskold øl, medens han hviler sine trætte fødder.  
Nikitsky pladsen
ITAR- TASS

Forfatteren Maxim Gorkis hus på Malaya Nikitskaya har jeg med vilje undladt at tage med i denne omgang, fordi dette fantastiske sted vil få sin helt egen beskrivelse her på ”Det finns Inga äckliga Hallon”, når jeg får tid til det!

Mikhail Bulgakov endnu en gang hans satire var en fiks blanding af fantastiske og realistiske elementer, groteske situationer og vigtige etiske spørgsmål
 

Katten Behemot fra Bulgakovs burleske roman ”Mesteren og Margarita"
 få så det sidste ord





torsdag den 2. juni 2011

Vladimir Lebedev - En Kunstner med mange talenter.

Vladimir Lebedev (1891 – 1967) var på en gang portræt, landskabs og dyre maler. Ligesom han arbejdede med motiver fra cirkus, balletten sporten og alle de mennesker, han mødte på gaden. Han var en dristig satiriker der forstod at indfange og karikere de mange menneskelige pudsigheder, der karakterede hans samtid. Stilistisk favnede han bredt, lige fra kubisme, suprematisme til impressionisme samt et utal af egne kunstneriske indfald. Som Croquistegner spænder han fra naturalisme over impressionisme til en Matisse lignende stil, med stærkt markerede konturer og en nærmest primitiv formbehandling. Omvendt lå han tæt på Renoir, hvad angår farvevalg i flere af hans oliemalerier. Det gælder især de mange portrætter, han malede relativt sent i livet.   

   

Arbejdes må der, men ha´geværet ved hånden

Vladimir Lebedev gik på forskellige kunstskoler i St. Petersborg. I 1911 fik han nogle billeder offentliggjort i et kunsttidsskrift. Livet var den virkelige skole for ham og man kan sige, at han studerede hele livet. Altid stræbte han efter det perfekte og ypperste.  
Medens han arbejdede som professor på Statens Kunstskole i Petrograd/Leningrad (1918 – 1921) udførte han flere kubistiske motiver f.eks. den grafiske serie ”Vaskekonen”. Han blev tilsluttet den kunstneriske bevægelse, der stod bag de såkaldte ROSTA – vinduer. ROSTA- vinduerne var en af den russiske revolutions nyskabelser. Vinduerne var plakater med tekster eller små digte, der dag efter dag udsendtes af det russiske telegrambureau – ROSTA. Digteren Majakovskij som var en af hovedkræfterne bag ROSTA- vinduerne skrev:
”ROSTA-vinduerne er en fantastisk ting. Det er en håndfuld kunstnere, som med håndkraft, betjener et folk på 150 millioner. Det er telegrafnyheder, som på stedet omarbejdes til plakater og dekreter, som øjeblikkelig omsættes i viseform”.  


 Lebedev anvender en kubistisk inspireret form i hans ROSTA-vinduer, sammen med tegneseriens figurer. Figurerne er typer, ikke personer og de virker nærmest anmassende i deres anonymitet. Det er revolutionens nye mennesker, det arbejdende folk, og Lebedev illustrerer med al tydelighed, at de ikke er til at komme uden om. Billederne er befriet for al perspektivistisk dybde. Her er kun den rene flade, rene former, og rene farver.
Vladimir Lebedev arbejdede sig frem til en forenkling og udglatning af formen samt kontrasterende sammenstillinger af få lyse farver, som gav hans kompositioner en slags monumentalitet. I 1922 skabte han en serie på 23 satiriske motiver i tus, gouache og blyant med den fælles titel ”Gade Revolution”, som bragte ham øjeblikkelig berømmelse. Senere rettede han titlen til ”Panel Revolution”. I Serien opsummeredes alle Lebedevs kunstneriske aspirationer, hans virkelighedsopfattelse, således som han udtrykte den gennem hele sin produktion. Gennem skitserne til serien kan man se, han har indfanget øjeblikkelige indtryk af kroppens bevægelser og karakteristiske positurer. Han skabte en social og psykologisk type mennesker snarere end enkelt individer, men der er mere end det. Lebedevs serie er social-satire, intuition, følelser og romantik. Han skildrede gadens skønheder og deres kumpaner, sømænd og deres damer, de mennesker der giver gaden dens særpræg.

 Gadens Revolution. 
                                        
 
Han udvikler sig til Sovjetunionens måske mest populære bog illustrator. Det begyndte med billeder til Rudyard Kiplings ”elefant” (1921).Senere fulgte illustrationer til populære børnebøger som: ”I går og i dag”, ”Ispind”, ”Den dumme mus”, ”Cirkus” (alle 1925), ”Bagage”(1926), ”Hvordan planer laver planer” (1927) osv. Mellem 1924 og 1933 var Lebedev kunstnerisk leder af ”Statens Publicerings Hus for Børne og ungdomslitteratur”, som derved blev center for børnebøger med en usædvanlig høj kunstnerisk standard.

Rudyard Kiplings ”elefant”

Tiden mellem 1925 og 27 er meget frugtbar. Kunstneren arbejder snart med børnebogs illustrationer, snart med grafik, for så at kaste sig over maleriet. Han udtænker flere satiriske serier f.eks. ”NEP” en kras satire over den nye økonomiske politik, som Sovjetunionen var slået ind på i 20´erne. NEP var en blandings økonomi, der tillod privatkapitalistiske foretagender, parallelt med statens planøkonomi.  Vladimir Lebedev og mange andre af de mere innovative kunstnere tog afstand fra NEP politikken; idet de så det som en tilbagevenden til burgøjser samfundet og som en trussel imod revolutionen. Serien viser de nyrige NEP mennesker, som usympatiske og griske. En utilsløret kritik at NEP.
  NEP Burgøjserne.
                                  

 I serien ”Kærligheds flippere” tegner han et satirisk men kærligt scenarie over de, der søger nattens, mørket og caféernes fristed. Hans produktion bredte sig til dansens verden (hans kone var balletdanser), cirkus, sport (som ung dyrkede han brydning) og Croquis tegning. Han kaster sig over portrætmaling og laver en serie efter kvindelige modeller (1934). Teknikken er nu inspireret af impressionismen.                                                                                                                                                                       

Vladimir Lebedev


Under krigen boede Lebedev i Moskva, hvor han arbejded med plakater for TASS, designede og illustrerede bøger. Ligesom han tegnede for magasinet ”Den Røde Hærs Soldater”. I 1950 vendte han tilbage til Leningrad og fortsætter med at illustrere bøger f.eks. ”Hvor kommer boret fra”, ”Farvebogen”, ”De tre Bjørne”.
Livet igennem knyttede Lebedev mange venskaber og arbejdsrelationer med andre førende kunstnere og trendsættere f.eks.: Tatlin, Ivan Puni, Kazimir Malevich, Vladimir Mayakovsky og litteratur kritikeren Nikolai Punin.



Udmærkelser:
1945: Æret kunstarbejder i Sovjetunionen.
1966: Folkets kunstner i Rusland.
1967: Medlem af kunst akademiet i USSR.