Viser opslag med etiketten Maria Feodorovna. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Maria Feodorovna. Vis alle opslag

lørdag den 12. oktober 2013

Zarens Rusland – jøde pogromer





Zar Aleksander den 3. med hans kone den danske Maria Fedorovna (Dagmar) og deres familie.

Jødehadet blev nærmest betragtet som en national pligt i zarens Rusland. Når to officerer mødtes smækkede de hælene sammen gjorde honnør og den ene udbrød: ” Boje Tsaria Khranee” (Gud velsigne zaren) og modparten svarede og ”bey Jidoff!” (og dræb jøderne). Armenier, tatarer og finner blev også forfulgt, men jøderne indtog en særstilling på dette område. Årsagen skal findes i den ortodokse kirkes indgroede antisemitisme, som kirken åbenlyst indoktrinerede sine medlemmer med gennem fantastiske historier om jøderne godt gødet med overtro og almindelig fordummelse. Mange af kirkens såkaldte hellige fædre havde gennem århundreder bidraget med deres specielle fjendebilleder om det jødiske folk og efterhånden voksede denne kvalmende fjendtlighed til et arsenal af had og umenneskelig ondskab. Et uudtømmeligt reservoir som ikke alene kirken betjente sig af, men også kejserdømmet og hermed hæren og embedsmændene.
 ”Den Sorte Zar” Pobjedonostsev (1827-1907)
Overprokurator for den hellige synode, Konstantin Pobjedonostsev, med øgenavnet ”Den Sorte Zar” var på evig krigsfod med enhver form for oplysning. Man sagde om ham, at han var den mest reaktionære person i hele det russiske imperium. Inden han var nået helt til tops som overprokurator for den hellige synode, havde Pobjedonostsev været lærer for den kommende zar Aleksander den 3. Efter Aleksanders tronbestigelse arbejdede de to mænd tæt sammen. Aleksander havde gennem sin ungdom sværmet for den slavofile bevægelse, som hævdede doktrinen om de slaviske folks overlegenhed. Efter han var blevet kejser deklarerede han et nyt slogan ”Rusland for russere” (i vores tid har forfatteren Aleksander Solzjenitsyn gjort sig til talsmand for dette slogan i flere af sine antisemitiske bøger). Kejser Aleksander den 3. og Pobjedonostsev lagde hovederne sammen og udpønsede en strategi, som gjorde Rusland til verdenshistoriens mest bestialske antisemitiske land. Senere kun overgået af Hitlers Nazi-Tyskland som i mangt og meget efterlignede den russiske zars metoder og strategier for jødeforfølgelser. 
V. Serovs potræt af Konstantin Pobjedonostsev

Aleksander den 3. Jødeforfølgelser.
Kejser Aleksander den 3. og Pobjedonostsev strategi var ligeså enkel som den var modbydelig. En tredjedel jøder skulle dræbes, en tredjedel tvinges i landflygtighed og en tredjedel assimileres. Kirken og staten gik sammen om den nødvendige propaganda og diverse hadekampagner, som gik forud for de egentlige korporlige forfølgelser. Pogromer brød frem alle vegne og myrderierne på jøder kunne tælles i tusinder. I forbindelse med jødepogromerne konfiskerede man al jødisk ejendom, så zarens embedsmænd havde rigeligt at bestille. Propagandaen informerede befolkningen om en international jødisk sammensværgelse, som pønsede på at vælte Zar Aleksander af tronen. Om zaren selv troede på dette fupnummer står hen i det uvisse, han tilhørte en samfundsklasse, som var mere styret at overtro end fornuft - så måske ja. En del af jødeforfølgelserne udmøntedes i de såkaldte ”maj love”. For at forstå det fulde omfang af disse love skal vi gå lidt tilbage i historien. Under Katharina den Stores regering (1762- 1796) blev der vedtaget en lov som begrænsede jødisk bosættelse til den vestlige og sydlige del af riget. Dette område blev kaldt ”grænsen for permanent jødisk bosættelse” populært kaldet ”grænsen”. Under Aleksander den 2. blev denne restriktion delvis blødt op, således at et begrænset antal jøder kunne bo i de forskellige dele af riget. Aleksander den 3.’s maj love forbød jøder med få undtagelser at forlade området indenfor ”grænsen”. I det hele taget fandtes der over 300 anti-jødiske love i Zarernes Rusland.  

Undertrykkelsen og forfølgelsen af jøderne blev en ubærlig byrde i Zarens Rusland.
Jøder måtte ikke indtage administrative poster. De måtte ikke være jurister eller landejere. Der måtte ikke trykkes bøger på hebraisk og alle jødiske skoler skulle lukkes. Ingen jøde kunne gifte sig med en kristen uden først at konvertere til kristendommen og kun en meget lille gruppe jøder kunne komme ind på universiteterne. Efter vedtagelsen af disse love og med de tiltagende pogromer forlod omkring 225.000 jøder Rusland og slog sig ned i Europa og USA. Zar Aleksander var meget velfornøjet med resultatet og som han sagde: ”lad jøde-smovserne tage deres gift med sig”. Som bekendt var Aleksander den 3. gift med den danske prinsesse Dagmar, kong Christian den 9. datter som i Rusland fik navnet Maria Feodorovna. Spørgsmålet melder sig naturligt om hun delte sin mands rabiate holdninger eller om hun som Hitlers livsledsagerinde Eva Braun bare var for dum til rigtig at blive anklaget i meddelagtighed i mord på sagesløse. Svaret må blive både og! Skal man tro samtidige som kendte hende brillerede hun ikke ligefrem på intelligensens top ti. Statssekretæren Polovsov beskrev hende i sin dagbog således: ”Hvilken dum, ubegavet kvinde”. At hun delte sin mand og søns (zar Nikolaj den 2.) antisemitisme må man gå ud fra, idet hun aldrig gav udtryk for det modsatte f.eks. skrev Nikolaj den 2. til hende i 1905, at han delte folkets had til jøderne og forstod pogromerne. I hendes svar til sønnen var der ingen indvendinger imod dette kyniske synspunkt. 
I 1892 forjagede zarens bror Storfyrste Sergej Alexandrovitj mere end 20 tusinde jødiske håndværkere og småhandlende fra Moskva. Harold Frederic som var øjenvidne til disse grusomheder skriver (Harold Frederic: ”The New Exodus”): ”Mange af disse ulykkelige mennesker blev lænket sammen med kriminelle og eskorteret af kosakker. Nogle få lykkedes det at bestikke sig ud i friheden, resten blev sejlet af floderne til ”grænsen” (den jødiske bosættelse)” (Storfyrste Sergej Alexandrovitj var også ansvarlig for Khodynka katastrofen se denne blok: http://kilaasi.blogspot.dk/2013/07/zarens-rusland-khodynka-katastrofen.html).
Da Zar Aleksander den 3. fik rapporten om denne jøde udrensning skrev han ude i margen til rapporten: ”Vi må aldrig glemme, at det var jøderne der korsfæstede vores herre og udgød hans dyrebare blod”. Samme zar Aleksander er i Danmark hædret med et portræt ophængt i Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.  

Efter en pogrom.


Hitlers antisemitiske forløber Aleksander den 3.



Aleksander den 3. var gennem sit ægteskab knyttet til det danske kongehus. Her ses han ved grev Bernstorffs slot i Charlottenlund.

De retfærdige i Sodoma
Heldigvis fandtes der også ordentlige mennesker i Zarernes Rusland, især blandt arbejder og intelligentsiaen (forfattere, kunstnere, studenter og personer med højere uddannelser kaldes i Rusland under et intelligentsiaen). Med bønderne var det så som så, men der fandtes også blandt dem anstændige mennesker som gik imod rigets officielle jøde politik. Man skal huske, at analfabetismen var stor i Zarernes Rusland og overtroen hærgede blandt menigmand og adelen med. Sådanne mennesker var lette ofre for kirkens og Zarernes hadekampagner mod jøderne. En af dem, som skammede sig over sit lands behandling af jøderne, var forfatteren Maxim Gorki og han var overordentlig virksom, når det gjaldt om at skrive imod jøde-pogromerne. Gorki blev en svoren fjende af antisemitismen, da han som ung var vidne til en jøde pogrom i Nizhny Novgorod. Episoden har han skrevet om i sit essay ”Pogrom”, der imidlertid først blev publiceret i 1901 i bogen ”Hjælp de jødiske ofre for hungersnøden”. Allerede i juli 1896 skrev Gorki sammen med nogle andre prominente intellektuelle en artikel i ”Odessa Nyheder”, som på det skarpeste fordømte jøde forfølgelser og pogromer. Højrepressen dømte dem derefter som forræder imod det russiske folk. Gorki skrev: ”Af alle de folkeslag som findes indenfor kejserdømmet står jøderne os nærmest, fordi de har bidraget til Ruslands udvikling gennem deres arbejde”.
Kishinev pogrom - en af de mest berygtede jøde pogromer i det russiske imperium, fandt sted i forståelse med myndighederne i april 1903 i hovedstaden i Bessarabien, Kishinev (nu hovedstad i Moldova). Kishinev pogromen anrettede et stort ramaskrig i Rusland, Europa og Amerika. Et udvalg blev nedsat til at hjælpe ofrene og det lykkedes at indsamle omkring en million rubler. Den kendte bassanger F. Sjaljapin gav støtte koncerter for indsamlingen. Forfatteren Vladimir Korolenko fordømte pogromen i bogen ”Hus nummer 13”. Ligesom Leo Tolstoj udstedte en erklæring, hvori han fordømte uromagerne og udtrykte sympati med ofrene. I nyere tid har antisemitten Solzjenitsyn i sin bog " To Hundrede År Sammen " kommenteret Kishinev pogromen, men forstås ikke på samme fordømmende måde som Korolenko og Tolstoj. Myten om jødernes brug af kristent blod til bagning af deres påskebrød er ligeså hårdnakket som den er naiv. Selv i dag er der ortodokse kristne, der i ramme alvor tror på denne historie. I zarens Rusland kostede denne myte mange menneskeliv samt smadrede skæbner. Berømt er historien om Mendel Bejlis, der blev anklaget for rituelt mord og brugen af kristen blod til påske højtiden, men senere frifundet i 1913 efter flere års fængsel og tortur. Frifindelsen skyldtes bl.a. et stort pres fra udlandet på den zaristiske regering. Bernard Malamud’s berømte roman ”Altmuligmanden” bygger på denne virkelige hændelse, men som Malamud gør opmærksom på, så er hovedpersonen i hans bog ikke identisk med virkelighedens Mendel Bejlis. John Michael Frankenheimer lavede en spillefilm over Malamud’s bog som på dansk kom til at hedde ”Jøden fra Kiev”.  

Ofre for Kishinev pogromen.


Ofre for Kishinev pogromen.

 

Ofre for Kishinev pogromen.
 

Mindesmærke for ofrene for Kishinev pogromen.
Dengang og senere hen
Siden Zar Ruslands jøde-pogromer har der været en anden verdenskrig, hvor ligbunkerne var endnu højere og gasovnene arbejde dag og nat. Det minimerer imidlertid ikke grusomhederne under zaren og hans regime. Grusomhederne og de menneskelige lidelser kan man ikke gradbøje. Jeg tror, de fleste der ser billederne af de martrede barnelig fra de russiske pogromer gribes at rædsel og dyb medynk også i dag.  Ligesom tiden ikke fjerner foragten for Zar familien, storfyrsterne og de ansvarlige ledere inden for den russiske kirke, der førte an i denne groteske forfølgelse af deres medmennesker. Hvor var den kristne kærlighed henne hos disse mennesker? Jøderne kunne i det lange løb ikke bare være passive ofre i en omfattende dødsspiral. Mellem 29. august og 1. september 1903 var en pogrom i Gomel, hvor der for første gang var et aktivt jødisk selvforsvar. Det blev almindeligt med jødiske vagtværn, hvor noget sådan var muligt. Som regel var det de politisk aktive som også forstod at danne vagtværn.  

Efter en jødepogrom i Odessa sørger man over de dræbte fra det jødiske vagtværn.

Revolutionen og Borgerkrigen.
Man hører ofte, at de hvide og de røde var lige gode om terroren under borgerkrigen. Hvad angår jøde pogromer passer dette udsagn aldeles ikke. Faktisk tror jeg at sådanne udsagn er bestemt til at nivellere de hvides grusomheder. De hvide var jo under stærk indflydelse af kirken, Zaren og den slavofile tro på dem selv som udvalgte overmennesker. Ligesom de var i pagt med ”De sorte hundrede”, et zaristisk antijødisk forbund.  For at sige det kort, så var der dødsstraf for jødepogromer i den røde hær. Dermed ikke være sagt, at der ikke var brodne kar også der, som Isaac Babel anskueliggør i novellen ”Gedali”. Gedali beklager sig over, at nogen vil skyde ham, fordi de er kontrarevolutionære og andre fordi de er revolutionære.        
De hvides jøde-pogromer var desuagtet omfattende og rædselsvækkende Petljuras, Kolchaks,  Denikins og Wrangels kontrarevolutionære arméer fór hærgende frem under råbet: ”Jøderne er bolsjevikker – bolsjevikkerne er jøder”. Alene i Ukraine blev 100.000 til 150.000 jøder massakreret især af Petljuras og Denikins mænd. Antisemitismen var intens i alle de områder som var besat af anti-bolsjevikker, bl.a. fordi man gav jøderne skylden for revolutionen som sådan. I 1919 i Podolia sluttede en 2000 mand stærk jødisk milits sig til de røde og angreb den ukrainske hær. Som hævn nedslagtede Petljura’s mænd samtlige jøder (børn, gamle, kvinder og mænd) i den by, de mente de jødiske militsfolk kom fra. I roman biografien ”Stålet Blev Hærdet” beskriver Nikolaj Ostrovskij en jøde-pogrom begået af Petljura og hans hær i Ukraine. Jeg har aldrig læst noget mere rædselsfuldt, afstumpet og kynisk. Heldigvis var der også modige ukrainske arbejdere, som gemte deres jødiske landsmænd for bødlerne. Uden denne omstændighed ville man miste respekten for menneskene efter endt læsning af disse chokerende beretninger.  
 
Myrdede efter Zhitomir pogromen
Efter Nederlaget – ondskaben spredes i verden
Efter nederlaget til den røde hær spredtes de Zar tro russiske emigranter ud over verden. Sammen med dem spredtes den særlige udgave af antisemitismen som de stod for. Historierne om Zions vise protokoller fulgte med emigranterne. Disse modbydelige løgnehistorier om en jødisk verdenssammensværgelse vandt genklang i hjertet på mange europæere og amerikanere. Smædeskriftet Zions vises protokoller var en omskrivning af et fransk satirisk skrift, hvori Napoleon 3. beskyldtes for at stræbe efter verdensherredømmet. Hvem som forfattede dette smædeskrift er noget uklart, men der er ingen tvivl om, at man skal lede i kredsen omkring storfyrste Felix Jussupov (Rasputins morder), idet denne i sine erindringer fortæller, at det var nogle af hans bekendte som ”fandt” protokollerne.
Fascismen i Italien og Spanien samt nazismen i Tyskland tiltrak mange Zar tro russiske emigranter. Flere meldte sig til Francos hær og jo nærmere vi kommer 40´ne jo mere opsluges ”de hvide” i diverse nazi og fascist regimer. Endelig ved angrebet på Sovjetunionen er ”hvide russere” og nazismen totalt sammensmeltet. En del borgere i Sovjetunionen hilste invasionen velkommen netop på grund af nazismens stærke element af antisemitisme. Blandt disse landsforrædere var en hel del af kirkens folk især i Ukraine, hvor kirken officielt samarbejdede med nazisterne til alles store tilfredshed. Medens den ukrainske ortodokse kirke gned skulder med besættelsesmagten myrdede samme besættelsesmagt hundrede tusinder jøder og kommunister ved Babi Jar. Nazismen lånte mange træk fra de hviderussiske emigrantkredse. Antisemitismen og troen på sig selv som en udvalgt og andre overlegen nation (slavofile). Nu var rollerne bare ombyttet. I den nazistiske udgave af national overlegenhed var de slaviske folkeslag undermennesker og bestemt til tilintetgørelse.    

Peskov – Riga avisen ”For Moderlandet” 1942 med overskriften: ”Den russisk ortodokse kirke beder dig herre, giv Adolf Hitler magten til den endelige sejr. På billedet metropolit (ærkebiskop) Sergei af Vilnius og Litauen.

Aleksander Solzjenitsyn drømte om det gamle Zar vældes tilbagekomst. Han var en indædt antisemit, som mente at russere og jøder ikke kunne leve sammen. Også i de bøger som ikke direkte handler om jøder smuglede han antisemitiske sentenser ind. I det omfattende værk, Gulag Øhavet, om Stalintidens fangelejre opfandt han jødiske navne til fangevogterne. Fanger, der har siddet i de pågældende lejre, har bevidnet, at det drejer sig om opdigtede personer.
    
PS: Jeg anvender begrebet ”hvide russere” således som det blev brugt under borgerkrigen, nemlig som betegnelse på de russere som kæmpede for at genoprette Zar vældet. Denne kategori har intet med folk som kommer fra Hviderusland at gøre.  
 
Jødiske skolepiger venter på at blive skudt ved Babi Jar.
Lad ”Internationale”
         klinge stærkt,
når endelig, for evigt vi begraver
Den sidste jødehader på vor jord.
Jeg ejer i mit legeme intet jødisk blod,
Men hader antisemitismen bittert
Og uforsonligt
          som en jøde må.
Og netop derfor
          Er jeg ægte russer!
(Fra digtet Babi Jar af Jevgenij Jevtusjenko)
 
Antisemitisk pamflet uddelt i Kiev omkring tiden før Bejlis retssag. Teksten lyder: ”Ortodokse russere, ihukom navnet på drengen Andrei Jushchinskij som jøde-smovserne gjorde til martyr. Evig ihukommelse og kristne pas godt på jeres børn den 17. marts, hvor jøde-smovsernes påske begynder. 

fredag den 9. august 2013

Zarens Rusland & Lena massakren



Om hvordan griskhed og ondskab i fællesskab med en uretfærdig samfunds indretning førte til massedrab på uskyldige mennesker i zarens Rusland.

Det nittende århundredes zaristiske Rusland kendetegnes bl.a. ved en stigende udnyttelse af mineral ressourcer og dermed en parathed til at udnytte imperiets enorme landområder. Den tsaristiske regering havde alle dage vist en stor interesse for opbygning af guldreserver og denne tendens blev forøget i 1890´erne. Årsagen var den finansielle reform gennemført af finansministeren Sergei Witte og indførelsen af ​​guldstandarden. I denne økonomi var Lena Goldfields Co Ltd en afgørende faktor. Minerne, som hørte under Lena Goldfields Co Ltd., lå nær byen Bodaybo ved en biflod til
Lena floden.
 
Byen Bodaybo
 Lena Goldfields Co Ltd. blev til i årene 1907-8 gennem et samarbejde mellem engelske aktionærer og de russiske mine sammenslutninger. Den russiske monopolkapitalisme var altid i en semi-kolonial afhængighed af mere kraftfulde imperialistiske systemer i Vesteuropa, især da den russiske zar gav fri adgang til udenlandsk kapital. I bestyrelsen af Lena guldminerne sad russiske såvel som engelske repræsentanter for aktionærerne. Aktie majoriteten var på russiske hænder. Handlen med guld blev eksklusivt varetaget af den russiske bank. Frit salg af guld var forbudt ved lov.
De russiske og britiske aktionærer pressede på for at få en så stor profit som muligt og det lagde et pres på hele guldmine industrien i området. 
Virksomheden producerede da også store fortjenester for sine britiske og russiske aktionærer, som omfattede Aleksei Putilov (direktør), grev Sergei Witte, og kejserinde Maria Feodorovna (født prinsesse Dagmar af Danmark).
Maria Feodorovna levede i ubekymret luksus bl.a. takket være de fede indtægter fra Lena Goldfields Co Ltd

Minearbejderne knoklede dagligt under de mest rædselsfulde arbejdsforhold, man kan tænke sig. Alle arbejdere underskrev en ansættelseskontrakt, som indeholdt regler for den officielle rutine (godkendt af ministeriet for handel og industri). Arbejdsdage i perioden fra 1. april til 1. oktober var på 11 timer og 30 minutter om dagen, og fra 1. oktober til 1. april på 11 timer på ét skiftehold. Hvis det var nødvendigt kunne lederne udpege arbejdere, der arbejdede 8 timer på 3 skift. Ved arbejdsdagens slutning kunne den tid, man arbejdede i, være op til 16 timer, idet de fleste efter arbejdstid havde overarbejde med at sortere malmstene som muligvis indeholdt guld. Fandt de guld fik de en fast pris per gram, fandt de ingenting var det bare ærgerligt.  For hver tusind arbejder var der syvhundrede ulykker.  En del af den magre løn blev ofte brugt til at betale forskellige bøder til arbejdspladsen. Den anden del af lønnen blev givet i form af kuponer, som man kunne købe varer for i mineselskabets butikker som i parentes var de eneste butikker i området. Kontrakten forbød kvinder og børn at arbejde i minerne, men virkeligheden var en anden og de kvindelige minearbejdere fik mindre i løn (hvis nogen) end mændene, som tjente ret godt sammenlignet med en arbejder i f.eks. Moskva. I en klage over forholdene skriver kvindernes talsmand, at de tvinges til at udføre mænds arbejde, at mødre med spædbørn tvinges på arbejde medens de små må passe sig selv. Hertil kom mange sexchikaner fra det administrative personale. 
Menneske materiale til guld minerne på vej ned af Lena floden

Boligforholdene var under al kritik, arbejderne og deres familier var stuvet sammen 30-35 personer i utætte træbarakker. Vinduerne var for det meste smadrede og derfor stoppet ud med klude. I hver barak var der en stor ovn, hvor kvinderne vaskede tøj og lavede mad. I arbejdernes barakker fandtes ikke elektrisk lys, medens det administrative personale havde både elektrisk lys, stuepiger og behagelige møbler samt private badstuer. Ydermere var arbejdernes barakby "Lenzoloto" så overfyldt, at der simpelthen ikke kunne proppes flere mennesker ind. Det tvang nogle af de uheldige til at leje private lejligheder. Huslejen for en sådan lejlighed kunne sluge op til halvdelen af ​​indtjeningen. Klokken fire om morgenen var de fleste arbejdere allerede på fødderne. De der fik morgenmad skyndte sig at spise og gik så på arbejde. Der var ikke støvler og frakker til minearbejdere, som heller ikke havde nogen omklædningsrum. Når arbejderne snavsede og våde traskede hjem i den bitre kulde efter en lang dag i minen, var der mange som fik forfrysninger. Mineskakterne gik gennem permafrosten. Isen måtte varme op og smeltevandet kontinuerligt pumpes væk. På trods af betydelige investeringer var mekanisering af produktionen utilstrækkelig og det meste arbejde foregik manuelt. Arbejderne skulle ned gennem 20-60 meter lodrette skakter på isglatte trapper. Nede i minen arbejdede de i knædybt vand. Der var akut mangel på læger og senge på hospitalet. Én læge betjente 2.500 arbejdere og så var deres familier ikke talt med.
Guldminerne
 
 Efter fyraften diskuterede arbejderne ofte de elendige levevilkår de var underkastet. Arbejderne vidste fra de politisk forviste en del om politik og ofte sagde de, at uden zaren ville alt være bedre. Om søndagene var der tit slagsmål og druk samt kortspil. 
Politisk forviste ved Lena minerne

I barakken nummer 21 boede arbejderen Zavalin. Hans kone Zavalina købte saltet kød i minens butik. Da hun kom hjem med kødet forekom det hende, at kødet var dårligt. Da hun klagede, fik hun at vide, at hvis hun ikke var tilfreds med kødet kunne en anden få det! Kødet var imidlertid uspiseligt og Zavalina samlede alle kvinderne i barakken, så de kunne føle kødet på tænderne og alle var overbevidst om, at det var råddent.
Om aftenen, da arbejderne kom hjem, diskuterede man hvad der burde gøres. Nogle foreslog, at man klagede til ledelsen, men flertallet gik ind for at nedlægge arbejdet. Næstedags morgen den 13. marts var der ingen som gik på arbejde. Strejken var brudt ud på Andreyevskij guldminen.    
Den 17. marts fremlagde arbejderne deres krav om en 8-timers arbejdsdag, 30 % lønstigning, afskaffelse af bøder, og forbedring af mad leveringen samt boligforholdene. Ingen af ​​disse krav ville administrationen imødekomme. Arbejderne var imidlertid gode til at organisere sig og i midten af marts var 6000 arbejdere i strejke og samtlige miner var lukkede.
Arbejderne ved Alexanders mine under strejken

 Den tsaristiske regering sendte tropper fra Kirensk til Bodaybo og om natten den 17. april blev alle medlemmer af strejke udvalget anholdt. Næste morgen krævede arbejderne deres øjeblikkelige frigivelse. Samme eftermiddag marcherede omkring 2.500 personer mod Nadezhdinsky Guldmine for at levere en klage over myndighedernes vilkårlighed til den offentlige anklagers kontor.
Arbejderne blev mødt af soldater, der begyndte at skyde på mængden under ordre fra ​​kaptajn Treshchenkov, hvilket resulterede i hundredvis af døde og sårede. Den lokale avis Zvezda rapporterede 270 døde og sårede 250. Da nyheden nåede frem til arbejder barakkerne, så man grædende børn og fortvivlede kvinder overalt. Det uforståelige var sket - mordene på uskyldige mennesker - der bare krævede en smule forståelse for deres svære situation. Indenrigsministeriet kom med en officiel erklæring, hvori der stod: ”Sådan var det og sådan vil det også være fremover”.   
Efter nedskydningen af demonstranterne

Nedskydningen af arbejderne ved Lena minerne og indenrigsministeriets udtalelse vakte en berettiget harme udover zarens mægtige rige og over hele landet indledtes der organiserede masseaktioner mod selvherskerdømmet (Den russiske zar var selvhersker, dvs. udpeget af sig selv og Gud).  I det russiske socialdemokrati afstedkom begivenheden en kontrovers mellem Leo Trotskij og Lenin. Trotskij skrev i den Wien´ske Pravda: ”kampen for foreningsfriheden udgør grundlaget såvel for Lena-tragedien, som for den mægtige genlyd, den gav i landet”. Lenin kaldte denne udtalelse for en liberal skrøne, idet han påpegede, at under Lena-strejken var kravet om foreningsfrihed hverken et særligt krav eller et hovedkrav. Efter Lenins mening var Lena begivenhederne udtryk for den almindelige retsløshed og den grænseløse vilkårlighed. Han skrev i Social- Demokrat nr. 27 den 17. juni 1912: ”.. Lena-begivenhederne. Det, der er karakteristisk for dem, er den komplette mangel på den mest elementære retsbeskyttelse i alle henseender. Det er karakteristisk, at provokatøren, stikkeren, okhrana agenten (zarens hemmelige politi), zartjeneren uden nogen politisk anledning går over til massenedskydninger. Netop den almindelige retsløshed i russisk liv, netop det håbløse og zaristiske monarkis og hele dets liv, netop det håbløse og umulige i at kæmpe for enkelte rettigheder, netop det zaristiske monarkis og hele dets regimes uforbederlighed, lyste så grelt frem af Lena-begivenhederne, at det fængede i masserne og tændte en revolutionær ild”.  
De nye grave for massakrens ofre
 
I dag findes et stort monument på massegraven
Lena-massakren var desværre ikke nogen enlig svale i Zar Nikolaj den andens regerings tid. Et kort overblik viser zar familiens tydelige blodige spor gennem historien: 

1895 18. maj – Ved Nikolaj den andens kroning omkom mere end 1360 mennesker på Khodynka fælleden. Årsagen skyldtes de kejserlige embedsmænds dårlige ledelse og ligegyldighed m.h.t. sikkerheden. Se ”Det finns Inga äckliga Hallon”: http://kilaasi.blogspot.dk/2013/07/zarens-rusland-khodynka-katastrofen.html
1901 7. maj – Nedskydning af Obukhov arbejderne.
1902 november – Mord på Rostov arbejdere 6 dræbte og 20 sårede.
1903 11. marts – Mord på Zlatoust fattige fabriksarbejdere 60 dræbte og 200 sårede
1903 14. juli – Mord på strejkende jernbanearbejdere 10 dræbte og 18 sårede
1903 23. juli – Mord på demonstranter i Kiev 4 dræbt og 27 sårede
1903 7. august - Mord på arbejdere i Jekaterinburg 16 dræbte og 48 sårede
1904 13. december - Nedskydning af arbejderne i Baku 5 dræbte og 40 sårede
1905 9. januar - Den Blodige Søndag i St. Petersborg, nedskydningen af ​​fredelige demonstranter og arbejdere 1200 dræbte og mere end 5000 sårede
1905 12. januar – Mord på demonstrerende arbejdere i Riga 127 dræbt og mere end 200 sårede
1905 18. juni – Mord på demonstranter i Lodz 10 dræbte og 40 sårede
1905 5. september - Den berygtede Portsmouth fredstraktat med Japan: Russiske tab i krigen mod Japan - 400.000 mennesker
1905 15. november - Mord på mandskabet fra krydseren "Ochakov" og andre oprørsgrupper i Sortehavs flåden mange tusinder dræbte 
Matroserne fra krydseren Ochakov som blev henrettet

1906 4.-28. juli - søfolk som deltog i opstanden i Sveavorg dømt til døden
1907 3. juni - 14.000 mennesker skudt og hængt
1911 - Hungersnøden, der dræbte 300.000 mennesker
1912 4. april - Nedskydning af strejkende arbejdere ved Lena guldminerne 270 døde og 250 sårede
1914 3. juni – Nedskydning af Putilov arbejdernes demonstration i St. Petersborg
1915 10. august - nedskydning af demonstranter i Ivanovo-Voznesensk 30 døde og 53 sårede
1914 - 1918 - Den imperialistiske verdenskrig over 3 millioner og 300.000 døde på russisk side (soldater & civile)
Hertil kommer mordene på mange tusinder jøder under de etniske udrensninger som zarfamilien, zarens ministre og den russisk ortodokse kirkes ledere udtænkte i fællesskab. Dette dystre kapitel i menneskehedens historie vil jeg imidlertid skrive om på et senere tidspunkt her på ”Det finns Inga äckliga Hallon”. 
Kejserinde Maria Feodorovna (født prinsesse Dagmar af Danmark) sammen med sin søn Nikolaj den 2. (blodige Nikolaj) 1896.
Zarfamiliens rigdomme var proportionelle med befolkningens forarmelse. Her Maria Feodorovnas tiara besat med diamanter og akvamarin
 
Diamant besat perlekæde som har tilhørt Kejserinde Maria Feodorovna 
 
Der findes ingen billeder af sengene i barakkerne hvor arbejderfamilierne boede ved guldminerne. Imidlertid sov aktionæren Maria Feodorovna godt i en af sine mange pragtsenge i Pavlovsk Paladset
 Til natbordet: Michael Melancon: “The Lena Goldfields Massacre and the Crisis of the Late Tsarist State”, Texas A&M University Press (January 27, 2006).
 
Aktie i Lena Goldfields Co Ltd