Viser opslag med etiketten Johnny Cash. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Johnny Cash. Vis alle opslag

torsdag den 6. januar 2011

Ballad of Ira Hayes og Folkemordet på Nordamerikas Indianere





Ballade of Ira Hayes er skrevet af Peter La Farge, men synges her af ”The Man in Black”. Denne sang opsummerer på en tragisk måde de nordamerikanske indianske folks grusomme skæbne. Ingen andre folkeslag har været udsat for så omfattende etniske udrensninger. Professor i etnografi Ward Churchill har dokumenteret, at ud af de oprindelige 12 millioner indianere, som levede på kontinentet, var der kun 237.000 tilbage omkring år 1900. Nedslagtningerne af Amerikas oprindelige befolkning stod på uafbrudt gennem 400 år. Historikeren Kirkpatrick Sale skriver i bogen “The Conquest of Paradise” (1990), at disse myrderier var resultat af en bevidst udryddelses politik. Ligesom Ward Churchill påpeger, at den amerikanske politik havde udryddelsen som sit "utvetydige mål ". Folkemordet hørte imidlertid aldrig helt op, det forsatte op i vores egen tid, under forskellige former, f.eks. gennem en omfattende ulovlig sterilisering af indianske kvinder i 70´erne. Jeg har engang mødt en af disse kvinder, hun var blevet steriliseret i forbindelse med en fødsel, hvor hun var i narkose. Selvom folkemordet blev dæmpet op gennem forrige århundrede så fortsatte kulturmordet og hadekampagnerne imod indianerne for fuld skrue. I hundredevis af Hollywood film portrætterede indianerne som grusomme vilde, der plyndrede, myrdede, og voldtog uskyldige hvide. Mange indianere blev tvangs kristnede og børn blev sendt til kostskoler, hvor de blev opdraget til at fornægte deres indianske kultur og herkomst. Deres sprog blev forbudt, og det samme blev deres religiøse ceremonier. Indianske børn rømmede i massevis fra kostskolerne og mange omkom f.eks. 12 årige Charlie Wenjack som frøs ihjel, da han forsøgte at gå de 425 mil hjem. Herom har den indianske visesanger Willie Dunn skrevet en usentimental og stærk sang: Charlie Wenjack, som findes på Cd’en Akwesasne Notes. Indianerne blev skubbet ud i de goldeste landområder, og fik anvist de såkaldte reservater. Disse var tænkt som et overgangsfænomen, medens man spekulerede på, hvordan man skulle slippe af med ”det indianske problem”. Efterhånden som man kom op i det 20. århundrede viste det sig, at undergrunden på mange reservater var spækket med dyrebare mineraler, olie, kul og uran. Det udløste en nyt angreb på indianske landområder, et angreb som stadig pågår. Interessen for indianske anliggender blev vakt gennem forfatteren og historikeren Dee Browns bog: ”Begrav Mit Hjerte Ved Wounded Knee”. Dee Brown, der selv var hvid, beskrev vestens erobring, som han mente den måtte se ud fra de indianske folks synspunkt. En hel generation blev vakt gennem denne bog og dermed blev fokus endelig rettet imod verdenshistoriens mest oversete undertrykkelse og folkemord.     
Dræbte indianere - Massakren ved Wounded Knee 1890

Anbefalede litteratur:
Dee Brown: ”Begrav Mit Hjerte Ved Wounded Knee”.
Ward Churchill: ”Critical Issues in Native North America” Volume 1 &2.
Leonard Peltier: “Prison Writings – My Life is My Sun Dance”.




En del skønlitterære bøger skrevet af indianske forfattere beskriver livet i dagens USA for indianerne. På dansk findes bl.a.:
N. Scott Momady: ”Huset Bygget af Daggry”.

Folkemordet på Canadas indianere:
Tidligere indiansk kostskole offer taler ud:


”I det kolde efterår i Colorado og Wyoming havde jeg arbejdet på landet og set indianske vagabonder pludselig komme ud af krattet ved sporene og gå langsomt, men deres høgemund,, deres rillede rynkede hud, ind i lysets store skygge, slæbende deres sække og deres habengut, snakkende sagte sammen og så fjerne og fjernet fra markarbejdernes beskæftigelse og tanke, ja selv fra negerne i Cheyennes og Denvers gader, fra japanerne, armenierne, mexicanerne, hele Vestamerikas almindelige minoriteter at det at se tre-fire indianere gå over en mark og et jernbanespor for sanserne er som noget utroligt som en drøm – man tænker: ”Det må være indianere – ikke en sjæl ser efter dem – ingen lægger mærke til dem – det er lige meget hvor de går hen – reservatet?” Og kun med største anstrengelse forstår man – ” Jamen det er jo landets første indbyggere og under denne vældige himmel var det dem der havde problemer og klagede sig og beskyttede deres koner i hele stammer samlet omkring teltene – nu løber sporende over deres forfædres knogler og fører ud i uendeligheden, menneskegenfærd der træder let på jorden som er så mættet med deres slægts lidelse at man kun behøver grave en fod ned for at finde en barnehånd.”
Jack Kerouac fra hans novelle ”De underjordiske”.