Viser opslag med etiketten Georgien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Georgien. Vis alle opslag

torsdag den 25. maj 2023

Louisiana Humlebæk udstiller Niko Pirosmani

 4. maj åbnede Louisiana, museum for moderne kunst, dørene for en bemærkelsesværdig udstilling med værker af den georgiske kunstmaler Niko Pirosmani (1862/63 –1918)

Pirosmani’s livsbane kort fortalt

Han blev født på landet i en fattig bondefamilie. Forældrene døde medens han var lille og han boede de næste 16 år hos sin adoptivfamilie. De flytter til hovedstaden Tbilisi (i gamle beskrivelser Tiflis), og her lære han at læse og skrive både georgisk og russisk. Han uddannes til typograf men brugte aldrig denne uddannelse. I stedet forsøgte han sig som jernbanearbejder og mejerist, samtidig begynder han at male billeder og skilte.

På et tidspunkt opgiver han sin mejeriforretning og begynder at leve en bohemes afslappede livsstil ligesom han begynder at drikke. Pirosmani fandt en beskæftigelse: han malede reklame skilte til lokale værtshuse – dukhans og portrætter af arbejdere og folk på beværtningerne. Til gengæld fik kunstneren lidt penge, vin og mad. Han fik tag i kasseret voksdug fra spisebordene, hvorpå han malede sine malerier.

Det var ikke altid han havde tag over hovedet og de sidste par år af sit liv boede han i kælderen til et værtshus, hvor han også malede billeder til. Samtidig ”opdages” han af de tonegivende avantgardekunstnere i Moskva og af en lokal kunstekspert. Hans billeder udstilles i Moskva, de vækker både opmærksomhed og beundring blandt maler kollegaer. Alt dette, der bekræftede hans talent, skete samtidig med, at hans helbred svigtede mere og mere og en dag blev han fundet bevidstløs i det rum under trappen på værtshuset der var hans hjem. Hvor han blev begravet ved man ikke, men sikkert på en eller anden fattigkirkegård.  

Malerierne som sådan

Pirosmani bliver ofte kaldt en naivistisk maler i betydningen umiddelbar og ukunstlet, men hans kunstneriske begavelse rummer meget mere end det. Frem for alt var han på samme tid folkelig og absolut moderne. Motiverne finder han i det sprudlende, mangfoldige og sammensatte georgiske folkeliv der kendetegnede hans tid. Hans kunstneriske metode og stil har meget fra folkekunsten men samtidig udtrykker han sig i en helt ny og grænseoverskridende kunstnerisk stil. En stilart der på enhver måde var avantgardistisk. Han sammenlignes ofte med den franske naivistiske maler Henri Rousseau. Med samme ret kunne man anføre vores egen Hans Scherfig, der både kendte til Pirosmani og beundrede hans kunst.    

To opfattelser i Louisianas præsentation af Niko Pirosmanis kunst trænger sig på, begreberne ”sort lys” og ”kalkmalerier til en kirke uden religion”.

Kintoernes drikkegilde med lirekassemanden. I billedets forgrund, en dyrehud der bruges til at opbevare vin i. Kintoer var et sammenrend af lystige livskunstnere der udgjorde en subkultur i datidens Georgien. De er genkendelige på deres klædedragt. Foto: Claus Oreskov

Sort Lys

 Louisianas direktør Poul Erik Tøjner skriver i Louisiana Revy om lys og farve effekten Pirosmani fremtryllede ved at male på sort voksdug: ”der på fascinerende og helt enestående vis gør hans farver lysende. Sort lys. Med en luminescens, der nogle gange ligner glasmaleriets. Og det virker”. Om samme kunstneriske udtryksform hos Pirosmani skriver forfatteren Konstantin Paustovskij: ”Jeg vil aldrig glemme hans voksdug/billede ”Fyrsten”, der viser en gammel bleg mand i en sort tjerkesserfrakke, stående med et drikkehorn i hånden på sparsomt bevokset jord. Bag ham ser man Kaukasus, næsten reduceret til et typografisk skema. Fyrstens tjerkesserfrakke var netop et stykke ikke bemalet voksdug, og dens dybe sorte farve fremhævedes af stemningens matte lys. Jeg har aldrig kunnet fatte, med hvilken farve det lys var gengivet”.

Et værtshus er ikke et museum

Pirosmanis billeder er malet for at pryde væggene på værtshusene i Tbilisi men de er for længst overflyttet til kunstmuseer. Derved forvandler de sig fra en genstand tilknyttet et værtshus til en genstand bragt sammen med fremmede eller rivaliserende kunstværker. På Museet bedømmes Pirosmanis værker ud fra andres kunstværker. På værtshuset blev kunstværket først og fremmest vurderet som et maleri, de besøgende kunne forholde sig til. Det, de så i Pirosmanis billeder, var en mangfoldighed af dagligdags scenarier samt forunderlige dyr malet på en overrumplende måde. Det var ikke noget der skulle vurderes ud fra andre kriterier end den sunde fornuft. For at begribe disse sammenhænge, hvor under billederne blev til, er det nødvendigt med nogen viden om det samfund Pirosmani arbejdede og levede i. Hertil er der en artikel i Louisiana Revy af Kasper Thormod der tager læseren med på en fiktiv rejse til Pirosmanis Georgien ligesom der på udstillingen er en grundig information om samme emne. Det anbefales, at man giver sig tid til at sætte sig ind i dette historiske stof.

Udstillingen

Det første billede vi fanges af på udstillingen, er af den underskønne sanger og skuespillerinde Margarita, Pirosmanis ulykkelige kærlighed. Om maleren og hende findes der mangfoldige anekdoter troværdige så vel som utroværdige. Hun kommer til syne efter endt optræden med en buket blomster i hånden på baggrund af et scenetæppe med natur motiv. Hun virker sårbar med alt det hvide mod det blå i baggrunden. 3 gulddrosler flyver omkring hende. Gulddroslen er en meget hemmelighedsfuld fugl der normalt gemmer sig i buskadset. Den har et højt vidtgående mekanisk fløjt, med 5-10 sekunders pauser mellem hver sentens. Er det en symbolik for Margaritas særprægede sangstemme, der gjorde det muligt for hende at tage en høj og dyb tone samtidig? Vi ved det ikke, imidlertid forekommer gulddroslen på flere af Pirosmanis billeder af skønne kvinder med fængslende sangstemmer eller som på billedet ”Lille lam og Påskebord med flyvende engle”. På dette billede er de 3 gulddrosler i selskab med to engle. 

Mesteren & MargaritaJørn fra Helsingør kurtiserer frygtløst den underskønne Margarita, Pirosmanis ulykkelige kærlighed.  

Fra Margarita er det bare at følge udstillingens afstukne rute som fører den besøgende gennem Pirosmanis snurrige og betagende univers. Her er en del skilte med de madvarer og retter værtshuset kunne prale med, vi kommer forbi flere fantastiske dyrebilleder, portrætterede som mennesker. Den forunderlige giraf med tårer i øjnene er angivelig et selvportræt. Besynderlige landskaber, smukke kvinder og mænd. Alle er de optaget af noget, samt af hinanden og alle er de afbilledet med kærlighed af denne kunstner der syntes forelskede i vores verden.

 Idet vi kommer ud fra udstillingen, omgives vi af et udvalg af Andy Warhols værker og det er ikke tilfældigt. Poul Erik Tøjner har med hensigt arrangeret denne hovsa oplevelse. Selvom der ikke er noget spor af påvirkninger af Pirosmani hos Warhol, mener Poul Erik Tøjner med rette, at hos begge kunstnere skal man finde billedets kraft i dets funktionsmåde.

Gensyn

Udstillingen rummer så meget finurligt så meget nyt, at den skal nydes masser af gange, også fordi den er den første præsentation i Nordeuropa nogensinde af Niko Pirosmani. Det er m.a.o. en unik mulighed for æstetiske oplevelser man ellers måtte rejse langt for at se.

Denne gang så jeg udstillingen som den er, næste gang vil jeg se billederne med fantasiens hjælp, inde fra værtshusenes egne lokaler, der hvor de oprindelig kommer fra!  

Udstillingen kan ses frem til 20 august 2023.

   

Nyttige bøger til natbordet

Hans Scherfig: ”Morgenrødens Land – litterær rejse i Grusien.

(En underholdende og informativ rejsebeskrivelse af Pirosmanis hjemland med de mange skikke, sædvaner og mylder af folkeslag. Vi hører også om Scherfigs møde med Pirosmanis kunst)

 


Chabua Amiredzhibi: ”Den Lovløse”

(Historisk roman fra Georgien der foregår på samme tid som Pirosmani levede)

Olaf Lange: ”Kavkasus Rejseminder og Skildringer”

(En fantastisk gennemarbejdet rejse og historisk skildring af Georgien af en dansk rejsende i 1891. Vi kommer meget tæt på den verden Pirosmani færdes i og hvoraf han hentede sin inspiration. Bogen er sjælden men findes på bibliotekerne)  


 Konstantin Paustovskij rejser i Georgien og om hans møde med Pirosmanis kunst


 

           

 

onsdag den 20. juli 2011

Millioner af Røde Roser


Eller historien om en malers kærlighed, en skuespillerindes skønhed, en digters grebethed, en anden digters opfindsomhed, en smuk pop-diva samt en sang, der blev alle tiders hjerteknuser. 
Det hele begyndte med en fattig georgisk malers ulykkelige kærlighed til en fransk skuespillerinde, den underskønne Margarita. Udenfor Georgien kalder de ham Niko Pirosmani, men hans grusiske navn er Niko Pirosmanashvili. Han voksede op i Kakheti provinsen, hvor man laver den bedste vin i Georgien. Det fortælles, at folkene i Kakheti hører til de mest fredsommelige og de mest ubeherskede af alle Georgiens folk. Niko blev født i 1862 og døde i 1918. Familien var bønder og klarede sig sådan nogenlunde, men da begge forældre døde ændrede situationen sig. Niko kom til Tiflis, hvor han arbejdede som tjenestedreng. Resten af livet måtte han arbejde hårdt for at tjene til livets ophold bl.a. som jernbanearbejder. Han forsøgte sig også som kunsthandler, men mistede alle sine investeringer.

Niko Pirosmani havde aldrig ret mange penge på lommen, men efter døden pryder hans kontrafej pengesedlerne i Georgien. Forrest på sedlens bagside ses et af Pirosmanis fantastiske tegninger, af en hjort.

En egen drift efter kundskaber fik ham til, gennem egne studier, at lære at læse og male. Han var en forunderlig maler, der fandt sine stilistiske forbilleder i skiltemalernes malerier og i vægdekorationer på kroer og værtshuse. Hans kunst, som man i dag betegner naivisme, vandt aldrig rigtig indpas udenfor værtshusmiljøet, hvor han for det meste levede og arbejdede. Leve af sit maleri kunne han ikke, så han havde gerne andet arbejde ved siden af. Lærreder var der sjældent penge til, så han brugte voksdugen fra værtshusenes borde og han lod gerne et stykke af voksdugen stå urørt.   
Livsglæden skal man ikke lede længe efter i Pirosmanis billeder!
  
Det siges at Niko ikke kendte kærligheden før han traf den franske danserinde og sanger Margarita på Cafe – Shaitan.  Niko havde sin ejendommelige måde at male på, tilsvarende havde Margarita sin egen ejendommelige måde at synge – hun sang dobbelt. Ligesom de mongolske strubesangere, sang hun samtidig en både høj og lav tone. Niko forelskede sig grænseløst i den smukke sangerinde, som ikke helt gengældte hans stormende kærlighed.  
Pirosmanis maleri af hans elskede Margarita.

En morgen vågnede den skønne Margarita ved duften af blomster og en farlig ballade i gaden. Hun så ud af vinduet og opdagede, at hele gaden var fyldt med vellugtende blomster – et hav af blomster. Margarita kom hurtigt på benene, og da hun trådte ud på blomstertæppet, så hun, en mager og bleg mand komme hende i møde. Det var den fattige maler Niko, og nu huskede hun, det var hans fødselsdag. Hun ilede ham i møde og aldrig havde hun set så skøn ud. Alle menneskene i gaden så, hvordan hun trykkede Niko ind til sit bryst og for første gang kyssede ham. ”Hvorfor” spurgte hun ”giver du mig bjerge af blomster på din fødselsdag”. Mange mennesker vendte sig bort for at skjule deres tårer. Folk tænkte, at en stor kærlighed altid finder vej til den elskedes hjerte, om dette hjerte er nok så koldt. Alle vidste, at Niko elskede Margarita, medens hun på ingen måde besvarede hans følelser og kun havde medlidenhed med ham, fordi hans liv var så bittert og mislykket. Niko havde solgt sit hus, og alt hvad han ejede, for at købe de mange blomster til sin elskede og for dette øjebliks skyld.  Der er mange fortællinger om Niko Pirosmani og hans håbløse kærlighed til Margarita og de er ikke alle enslydende. I nogle historier fandt Margarita, kort efter den her beskrevne episode, en rig tilbeder og forsvandt sammen med ham for altid fra Tiflis. En anden og mere ondskabsfuld historie vil, at Margarita forlod Niko, fordi hun blev smadder rasende og såret, da hun så et billede af hende, han havde malet. Niko malede sin elskede Margaritas ansigt ud fra naivismens forskrifter, hvor alt er ude af proportioner og forstørret op, overdimensionerede læber, udstående øjne og enorme øre. Og jo hun blev rasende. Man kan sige, at hans talent stod i vejen for hans lykke. Var det derfor hun forlod ham så hurtigt? Vi ved det ikke. Men vi ved at han døde ensom og fattig i en kælder til et værtshus i Tiflis.
Kort efter hans død begyndte samlere at opkøbe hans malerier. En af disse samlere var Ilja Sdanevitjs, i hvis hus forfatteren Konstantin Paustovskij boede under sit ophold i Tiflis. Det er især fra Paustovskijs bog ” Intermezzo i Syden” (findes på dansk) at man kender episoden om den fattige maler og hans ulykkelige kærlighed.  

Digteren Andrej Voznesenskij malet af Ilja Broido

En anden digter skulle tage denne kærlighedshistorie til sig og sætte den på vers. Den kendte sovjetiske pop-diva Alla Pugatjeva gjorde disse vers til sin populæreste sang, men først et par ord om denne digter:
Andrej Voznesenskij (1933 – 2010) var en levende legende og ikon, for den sovjetiske intelligentsia. Sammen med forfatter kollegaer som: Jevtusjenko, Akmadulina, Okudsjava og Rozjdesvenskij iværksatte han, hvad der skulle blive den sovjetiske udgave af det globale ungdomsoprør, med parelleler og direkte forbindelser til de amerikanske beat – forfattere. Her som der, blev der eksperimenteret med nye former, stilarter og regulære opgør, med fortidens forfattere. I Sovjetunionen havde man allerede været gennem dette opgør (Majakovskij generationen) og Andrej Voznesenskij, var ikke på dette område nogen generations oprører. Omvendt beundrede han den umiddelbare fortids digtere, så som Majakovskij og Boris Pasternak. 

 
Som helt ung var han fascinerede af maleriet og arkitektur og han tog en ingeniør uddannelse på Moskvas institut for arkitektur. Trangen til at skrive poesi vandt over hans andre interesser og allerede i 1958 fik han offentliggjort sine første digte. Fra da af helligede han sig fuldstændig digtningen og poesien. 
Hans tekster er præget af en tendens "til at måle" generationens personer, som moderne kategorier og billeder, ved metaforisk excentricitet samt ved hjælp af komplekse rytmiske systemer og lydeffekter. Det lyder ikke folkeligt og var det heller ikke, alligevel havde Andrej Voznesenskij status som en rockstjerne, når han læste digte op på store sports – stadioner, på universiteterne og i koncertsale.
I 1979 skrev han rock operaen Juno og Avos, som var opbygget omkring den russiske statsmand Nikolaj Rezanovs liv og død. Det gjorde ham populær langt ud over det litterære publikums verden. Og med sangen ”Millioner af røde roser”, som han skrev til den vanvittigt populære popstjerne Alla Pugacheva, blev han kendt over hele Sovjetunionen.   
(På dansk er udkommet Andrej Voznesenskij ” Jeg brænder – altså er jeg”.)
Kunst snobberne omtaler sjældent ”Millioner af Røde Roser”, det er som om, de skammer sig over, at den elitære digter Andrej Voznesenskij har skrevet en popsang som er ligetil og ud af landevejen (som al stor kunst). Musikken er skrevet af en af Sovjetunionens bedste popkomponister Raymond Pauls. Andrej Voznesenskij skrev denne sang specielt til Alla Pugatjeva. Der findes ingen version af sangen på dansk, men den handler i store træk om den historie, jeg her har fortalt. En engelsk oversættelse findes her:


                        
                                                                                                          Alla Pugacheva synger Millioner af Røde Roser                                                          


Niko Pirosmani



Da jeg lavede research til denne blog, fandt jeg en tråd, der handlede om ”Millioner af Røde Roser”. Der var over 100 indlæg, og det var hovedsagelig unge bloggere. Der var flest piger, men også drenge og unge mænd, meget af diskussionen var overmåde romantisk, og især var der mange, der var optaget af historiens mulige autentisitet. En af bloggerne skrev: ”Jeg voksede op i Rusland, hvor alle kendte denne sang”. Og nu kære venner kender I den også.