lørdag den 13. juli 2013

Zarens Rusland – Khodynka katastrofen



Khodynka fælleden er et stort åbent område i det nord-vestlige Moskva, der hvor i dag Leningradsky Prospekt begynder. Her omkom i 1896, 1360 mennesker under kroningsfestlighederne for zar Nikolai den 2. og hans kejserinde. Affæren blev som sig hør og bør dysset ned. Ligesom zarens skammelige opførsel blev sendt med ekspres i glemmebogen. På et monument over de omkomne står der ikke et ord om selve katastrofen – her står bare 18. maj 1896. Det er alt, men bagved monumentet har nogen skrevet med maling ved foden af soklen ”Til ofrene ved Kroningen” og det er her ved monumentets bagside folk helt op til i dag lægger blomster. Men lad os nu i god ro og orden begynde med begyndelsen. 
Kroningen af Nikolaj den 2. i Uspenskij katedralen i Kreml

Da Nikolaj den 2. af Rusland skulle krones i 1896 blev der ikke sparet på guldet, tværtimod må man sige. Dette var en begivenhed som skulle gøre indtryk og det kom den til. Zarens unge kone prinsesse Alix af Hessen- Darmstadt og hans mor, den danske kejserinde Dagmar, gav begivenheden en særlig tilsætning. Det var, som om der var 2 kejserinder – Dagmar havde nemlig på ingen måde tænkt sig at stå i skyggen af den unge kejserinde. Selve kroningen fandt sted i Uspenskij katedralen i Kreml, under overdådig pomp og pragt. Zarens kroningskappe var 5 meter lang af guldbrokade og foret med hermelin og blev holdt af 6 overkammerherrer. Den kammerherre, der havde til opgave at holde kejserens krone og række ham den i det rette øjeblik, døjede med en voldsom diarré og det gik beklageligt ud over hans fornemme uniformsbenklæder. Ak ja selv den mest iscenesatte og kontrollerede kultur formår ikke at tilsidesætte naturen! Efter ceremonien kom kejseren og kejserinden og enkekejserinden klædt i kroningskapper og med kroner på hovederne, fuldt af den kejserlige familie og de udenlandske fyrster, ud af katedralen og vendte tilbage til palæet. Guld og ædelstene blinkede i solen, som var særlig klar den dag. 

En kejserlig gave et krus (malet aluminium) med det kejserlige monogram

På tredje dagen under kronings festlighederne skulle en folkefest afholdes, hvor zaren delte gaver ud og blev hyldet af sine undersåtter. De kejserlige gaver bestod i: et minde krus (malet aluminium) med det kejserlige monogram, et halvt pund pølse, frugt, Vyazemskij kage (honning kage) med våbenskjold og en pose med slik og nødder.

De kejserlige gaver var svøbt i dette tørklæde med billeder af begge monarker

Zarens onkel, Storfyrste Sergej Alexandrovitj, der var generalguvernør over Moskva stod for arrangementet. Festlighederne bestod i en stor udendørs fest, som blev planlagt på Khodynka fælleden, et militært træningsterræn uden for byen. Området var fyldt med dybe huller og skyttegrave som løb på kryds og tværs overalt samt efter udgravning af ler og sand. Grøfter, huller og skyttegrave blev sporadisk overdækket med brædder og ovenpå opførtes 150 boder, tribuner og træbarakker. Festlighederne var berammet til at begynde kl. 10:00 den 18. maj, men allerede kl. 5:00 var mindst 500.000 mennesker strømmet ind på området ved Khodynka, lokket til af rygter om rige gaver. Træ-konstruktionerne, der dækkede de store huller og grøfter, brød flere steder sammen og der opstod panik i mængden. Mange mennesker blev trampet ihjel, andre faldt i de store udgravninger og blev kvæstet eller dræbt. Antallet af dræbte løb op omkring 1360 og sårede i 1500. Der blev imidlertid hurtigt ryddet op, så festlighederne kunne forsætte. En rapport blev sendt til Sergej Alexandrovitj og Nikolaj den 2. Først sent erfarede folk, hvad som var hændt og derfor festede nogle, medens andre hentede sårede og døde slægtninge.  

Det officielle postkort med glade menneskemasser på Khodynka fælleden
 

Bagsiden af begivenheden døde og sårede i massevis  
Souvorin, chefredaktøren for Novoja Vremjas, skrev dybt rystet i sin dagbog: ” Hen ved en halv million mennesker er i dag mast sammen på Khodynka fælleden og delvis blevet søndertrådt. Hele dagen er gået med at transportere lig, uhyre menneskemængder fulgte bårerne. En folkefest blev afholdt, den tætte sammenstimlen var foranlediget ved bekendtgørelsen om uddeling af gratis mindegaver. Ulykken fandt sted kort før kejserhoffet skulle begive sig til en stor offentlig fest. Det er blevet fortalt, at Zaren skulle være så forstemt, at han ikke ville med til festen – han kom dog! Da jeg forlod Khodynka Fælleden, kørte han til Stenpaladset. Har der været en gang hvor man kunne sige: Cæsar de døde hilser dig! Så kunne det samme være sagt i går, den gang kejseren viste sig ved festen og blev modtaget med hurraråb og: Gud bevare Zaren! Nogle hundrede favne fra Palæet var jorden dækket med lig, man endnu ikke havde fået tid til at lægge i kister”.
Storfyrste Aleksander Alexandrovitj husker at: ”Klokken 3 om eftermiddagen kørte vi ud til Khodynka Fælleden og passerede hele vognladninger med døde. Zaren tog imod folkets hyldest. Hvert leveråb var som et slag i ansigtet syntes jeg”.    
Kejserens regering forsøgte at skjule omfanget af ulykken. De efterladtes familier skulle hver tildeles 1000 rubler i erstatning i håb om at dysse den værste kritik ned. Da det blev klart, at ofrene ikke taltes i snesevis men tusinder, trak Zaren hemmeligt denne barmhjertighed tilbage og reducerede beløbet til et sted mellem 50 og100 rubler. I mellemtiden snuppede Moskva bystyre det meste som kompensation for begravelsesudgifterne til ofrene. Zarens mor, den danske kejserinde Dagmar, sendte tusinder af flasker Madeira til de hårdt sårede på hospitalerne, samt andre rester fra de kejserlige fester og banketter i anledning af kroningen.
Selve kroningsceremonierne kostede 100 millioner rubler. Tre gange det beløb man dengang brugte på offentlige uddannelser. Pengene kom fra statens budget og ikke fra kejserfamiliens egne midler.  
De døde, som kunne identificeres, blev sendt til begravelser i deres egne sogne. Resten og det var flertallet blev begravet på Vagankovskoje – kirkegården. Hvor der også blev rejst et monument af arkitekt Hilary A.   Ivanov-Shits til minde om katastrofen.  De forældreløse børn blev hastet anbragt på forskellige hjem og asyler. Soldater, læger og brandmænd, som kom ud for at samle døde og sårede, blev mødt af et forfærdeligt syn de aldrig glemte. Overalt knuste og lemlæstede mennesker, knogler stak ud fra kroppen her og der, hoveder hvor ansigtet var trampet bort, gravide og deres ufødte børn strøet mellem hverandre. Katastrofen gjorde et uudsletteligt indtryk på alle normale mennesker bare ikke på zar familien. Nikolaj den 2. omtaler katastrofen med få ord i sin dagbog og går så over til at beskrive frokoster, visitter og aftensballet, hvor der var skrækkeligt varmt. Netop dette bal, som blev afholdt af den franske ambassade, førte til mange kontroverser. Storfyrsterne var delte i spørgsmålet om zaren burde deltage i ballet eller ikke. Imidlertid valgte zaren at deltage sammen med zarinaen.  

Miriam ved monumentet for de omkomne på Vagankovskoje – kirkegården
 

Miriam ved bagsiden af monumentet hvor nogen uofficielt har skrevet ”Til ofrene ved Kroningen”
 (Tak til Peter Jessen for tydning af skriften)

En kejserlig person kunne ikke udpeges som den skyldige, så Storfyrste Sergej Alexandrovitj slap for tiltale, men han måtte lide den tort at blive udstyret med øgenavnet "Fyrst Khodynskoje" resten af sine dage. Moskva Politimester Vlasov og hans assistent – blev begge fjernet fra deres poster. 

Storfyrste Sergej Alexandrovitj til højre sammen med Storfyrste Paul Alexandrovitj (rygende)


Khodynka katastrofen omtales i flere litterære værker f.eks. af: Valentin Pikul Savitch i romanen ”Onde Ånd”, Maxim Gorki i romanen: ”Klim Samgin Liv”, Konstantin Balmont i digtet ”Vor Konge”, Fyodor Sologub i novellen ” I mængden”, Boris Akunin i romanen ”Den sidste Romanovs kroning” 


På kirkegården kan man købe et kort med fortegnelse over de mange historiske grave. Monumentet for Khodynka katastrofen har nummer 339 i sektion 53. Man har bare glemt at markere nummer 339. Imidlertid kan man finde monumentet i et af de midterste felter i sektion 53. Se godt efter området er tilgroet og det er ikke helt nemt at finde – men rigeligt besværet værd.