torsdag den 21. februar 2013

Vladimir Majakovskij - oprøreren mod den gode smag



”Majakovskij var og forbliver den bedst begavede digter
 I vores tid”
(Josef Stalin)
”Majakovskij er vor tids Moliere”
(Vsevolod Mejerhold)

V. Majakovskij
Vladimir Majakovskij  (7. juli 1893 - 14. april 1930) - sovjetiske digter, satiriker, dramatiker, manuskriptforfatter, filminstruktør, skuespiller, propagandist, redaktør af magasinet "LEF" ("Venstre Front").
Majakovskij repræsenterer en af ​​de mest livlige, farverige og originale personer i sovjetisk litteratur. Hans liv faldt sammen med en periode af historien, hvor Rusland blev rystet af 2 revolutioner i 1905 og 1917. Revolutionen, verdenskrigen og borgerkrig banede vejen for overgangen fra et feudal-kapitalistisk samfund til et socialistisk samfund. Majakovskijs liv og digtning er uløseligt forbundet med hans tid, som han udtrykte og gestaltede gennem sin kreative digtning og øvrige kunstneriske produktion. Kært barn har mange navne og Majakovskij fik gennem tiden mange prædikater: Russisk poesis rasende tyr, rimenes tornado, poesiens fornyer, oprøreren mod den gode smag. Majakovskij blev en af ​​grundlæggerne af den russiske futuristiske bevægelse. Det siges, at der var ingen mere strålende figur i den russisk avantgarde-kunst, der fulgte Oktoberrevolutionen. Netop Oktober revolutionen frigjorde en slumrende talentmasse blandt digtere, musikere og malere. Revolutionen skabte kunstnere der på en utraditionel måde reflekterede over en utraditionel verden, de var forudbestemte til at sprænge rammerne for det gamle og tordne frem med alt det nye.
 Vladimir Majakovskij voksede op i Georgien, hvor faren var skovløber. Efter dennes død i 1906 flyttede familien til Moskva. Majakovskij deltog i det russiske socialdemokratis (senere kommunistiske parti) undergrunds arbejde og blev fængslet flere gange, sidste gang i 1910. I fængslet begyndte han at skrive digte, som dog blev beslaglagt. Det var også her han fik den ide, at han ville skabe en socialistisk kunst.
Boris Pasternak
& Majakovskij
Udenfor fængslets murer fortsatte han med at skrive digte og små fortællinger i smug. Han blev optaget på Moskvas skole for: maleri, skulptur og arkitektur og begyndte at hænge ud med tidens boheme og avantgarde kunstnere. Avantgarden på den tid var futurismen, som fra Italien havde fundet vej til Rusland. Majakovskij debuterede som 20årig med et digt i futuristernes manifest ”En øretæve til den almene smag”. Manifestet kastede fortidens digtere; ”Puskin, Dostojevskij, Tolstoi ect.. overbord fra samtidens skib” og fastslog ”Kun vi er vor tids ansigt”. Den nye tids stemme kaldte de ”kubo–futurismen”: bubismen indenfor billedkunst og futurismen indenfor ordkunsten og mærk jer det, flere af bevægelsens medlemmer var både billede og ord – kunstnere.  Erkendelsen af at være den nye tids ansigt bevarede Majakovskij sit korte liv igennem. Ligesom han tog det kunstneriske ansvar på sig som fulgte med denne erkendelse. Han stormede derud af og indtog snart pladsen som tidens førende poet.
Han førte digtningen ud på gaden, hans vers lyder som brølet fra en højtaler. Han brød med alle tidligere regler for vers mageri. Han hakkede brutalt linien i stykker og forvandlede derved digtet til en slags dynamisk prosa, der hamrer sig ind i øret og frem for alt havde han en charme, som han formåede at overføre til digtene. 

   Majakovskij var storbyens, industrien og det moderne livs fart og bevægelses digter. Kunstnerisk fór han larmende omkring. Lod sig begejstre af tidens markante syns-, lugt- og lydindtryk, som han videregav i fortættet sproglig og poetisk form. Om nogen vedkendte han sig hele paletten, også det ensomme massemenneskes frygtelige og umenneskelige situation gav han udtryk og indhold. Engang kom han alvorligt op at skændes med digter kollegaen Boris Pasternak men med sædvanlig humor udglattede Majakovskij: ”Nå ja hvad. Vi er virkelig forskellige. ”Du elsker lynet på himlen, jeg elsker det i det elektriske strygejern”. 
       

Majakovskijs trappetrins digte var udover en lyd og bogstav oplevelse også en grafisk

Til tider blev ordene ren grafik – her i samarbejde med kunstneren El Lisitskij, som står for grafikken
 Foruden utallige digte og poemer (lange fortællende digte) samt 5 skuespil omfatter hans produktion 16 film, diverse børnebøger, journalistik og et stor antal plakater, de så kaldte ROSTA – vinduer.  ROSTA – vinduer var plakater, som blev skabt i 1919-1921 af sovjetiske kunstnere og digtere, der arbejdede i det russiske Telegraph Agency (ROSTA).  Plakaterne var beregnet på at blive hængt op i forretningsvinduerne deraf navnet ROSTA -vinduer. Man arbejdede med skarpe og klare satiriske billeder ledsaget af korte iørefaldende poetiske tekster. Emnet dækkede alle aktuelle begivenheder store som små.  De første plakater var håndtegnede, men man gik hurtigt over til ”masseproduktion” ved hjælp af linoleums tryk eller farve stencil, hvor der kunne trykkes op til 150 eller flere eksemplarer. Majakovskij alene skabte over 1100 ROSTA – vinduer.  

Eksempel på Majakovskijs ROSTA vindue. Har du ekstra madvarer, så løb hen og del med fællesskabet.


Majakovskij fanget i A.Nyurenbergers streg, hvor han arbejder på sine ROSTA vinduer, i det lille og uopvarmede atelier på den russiske telegraf
 Revolutionen og kærligheden
Majakovskij var en billedstormer og larmende oprører. Når han rørte på sig kunne det ses, smages og høres over hele Sovjetunionen. Hans emne var revolutionen og kærligheden. Formen eksperimenterede han med som en del af den skabende drift. Han brugte talesproget med dets slang og nydannelser. Den politiske talers betoninger og fraseringer blev hans poesis varemærke. Imidlertid taler Majakovskijs poesi ikke til nogen, der foregår en uophørlig dialog i den. Teksten snakker med sig selv og med omverdenen. Revolutionen åbnede for en kunstnerisk overdådighed og kreativitet, som verden ikke havde set siden renæssancen. Samtidig med at Majakovskij arbejdede med ROSTA – vinduer, skrev han på sit revolutions digt ”150.000.000”. Titlen er simpelthen det russiske folks samlede antal. Majakovskij lægger al individualisme fra sig og råber dette digt ud til alverden i hele det russiske folks navn:
”150.000.000 er forfattere til disse linjer.
Rimene er en løbeild fra kvarter til
kvarter.
Rytmen er maskingeværsknitren.
150.000.000 vræler gennem mine
læber disse ordkaskader ud.
Dette værk er trykt på
brostenspapir af en rotations-
presse med tusind fødder”.

Kunstneren El Lisitskijs bogomslag til poemet ”Godt” -
 Majakovskijs hyldest til revolutionen
Den svenske Majakovskij kender Bengt Jangfeldt siger, at revolutionen fandtes inden i Majakovskij selv og derfor vil det også være nyttesløs at skelne mellem en før og efter revolutionær Majakovskij. Imidlertid sendte Majakovskij poemet med didaktion til Vladimir Lenin. Lenin forstod aldrig rigtig den nye litteratur, og han var alt andet end imponeret af ”150.000.000”, som han kaldte dumt og prangende. Majakovskij blev selvfølgelig berørt af denne negative reaktion, men skæbnen gav ham endnu en lejlighed til at vise Lenin, hvad han duede til.
På et møde 6. marts 1922 i Metalarbejderforbundets kommunistiske fraktion sagde Lenin:
"I går læste jeg ved et tilfælde i Izvestija Majakovskijs digt "Prozasedavshiesya" om det politiske spørgsmål. Jeg er ikke fan af hans poetiske talent, men jeg erkender fuldt ud min inkompetence på dette område. Men det var længe siden, jeg følte så megen glæde ud fra et politisk og administrativt synspunkt. I sit digt gør han op med alle møder og gør nar af kommunisterne som bare sammentræder og sammentræder. Hvad angår poesien skal jeg ikke udtale mig, men hvad som gælder det politiske garanterer jeg, at det er helt rigtigt”. Lenins tale til støtte for den politiske satire i digtet "Prozasedavshiesya" førte til et aktivt samarbejde med digteren og avisen Izvestija og med et var Majakovskijs navn på alles læber. 

Lenin forstod sig ikke på Majakivskijs radikale futurisme – men den politiske satire hos digteren var lige ham
Lili Brik
 Kærligheden var Lili (på russisk Lilja) Brik (1891 – 1978). Hun var på en gang hans muse, elskerinde, besættelse og skæbne. Ikke fordi der ikke var andre kvinder, for det var der, men passionen for Lili styrede Majakovskijs liv fra den dag han så hende første gang. Lili og hende mand Osip Brik tilhørte den jødiske overklasse i Rusland og havde derfor ikke samme problemer som fattige jøder i zarens rige. De kunne frit rejse omkring og havde adgang til højere uddannelser.  Alligevel var de begge revolutionære. Typisk for overklassens revolutionære indebar et revolutionært arrangement for Hr. og Fru Brik et stærkt aspekt af selvudvikling og selvrealisation. Herunder ikke mindst eksperimenter med seksualiteten og kønsroller. Ligesom andre unge radikale fra overklassen var ægteparret fascineret af den revolutionære forfatter Nikolaj Tjernysjevskij roman ”Hvad der bør gøres”. I denne bog gør Tjernysjevskij sig til talsmand for åbne ægteskaber som et led i kvindens frigørelses kamp. Osip og Lili levede efter denne bogs forskrifter og så sig selv som et moderne revolutionært par. Lilis drøm var at blive en stor forfatters muse og i Majakovskij fandt hun, hvad hun søgte. Hun forelskede sig i digteren men ikke i personen, som hun fandt frastødende med hans gadedrenge manerer, usoignerede ydre og sorte tænder. Majakovskij på sin side ønskede, at Lili skulle elske ham, som det hele menneske han var og ikke kun digteren i ham. 

Mikhail Larionov  portrætterede Majakovskij præcis sådan som Lili ikke kunne lide ham - som gadedrengen

Imidlertid fik Lili hurtigt lavet om på digteren

Modsat Osip og Lili var Majakovskij sygeligt jaloux, noget han aldrig lagde skjul på. Han gør stormkur til Lilli og hun erklærer ham sin kærlighed men forklarer samtidig, at Osip for altid vil være hendes mand. Majakovskij accepterer situationen og de 3 indleder et varmt og kreativt forhold, som kun blev afbrudt af Majakovskijs død. Lilis kærlighed havde en pris (til tider en meget høj pris, nemlig Majakovskijs integritet). Det første, hun gør, er at lave om på ham. Få ham sendt til tandlæge, få ham til at interessere sig for, hvordan han går klædt og andet i samme skuffe. Majakovskij kvitterer ved at tilegne Lili sine digte fra og med digtet ”Rygradsfløjten” og i ”En sky i bukser”, digtet der på en gang gjorde ham berømt. I digtet ”Om det der” oprulles et kærligheds og jalousi drama uden sidestykke. Lili føler, at Majakovskij klæber lige lovligt meget til hende og hun fortæller ham det. Straks dømmer han sig selv til ”eksil” (fra sin elskede) i 2 måneder. Han trak sig tilbage til sin lille etværelses på Lubjankapassagen (hvor Majakovskij museet ligger i dag). I de to måneder levede han som en eremit. Han besøgte ingen og afstod endda fra sin yndlingsbeskæftigelse – kortspil. I stedet skrev han stilheder, han skrev nætter. Han skrev poemet ”Om det der” til Lili, om poeten der lider for hele menneskeheden. Han er den 13. apostel, kærlighedens og humanitetens repræsentant på jorden. Krisen er ovre og Majakovskij flyttede igen sammen med ægteparret Brik.

Lykkelig trekants alliance: Osip, Lili og Majakovskij

Majakovskij sammen med Lili. Altid poserede han, også her i traditionel maskulin stil. I virkeligheden var det Lili, der havde bukserne på for det meste da!

Lili holdt også af at posere. Egentlig smuk var hun ikke, men hun havde en hypnotisk magt over de fleste mænd
  Forholdet mellem Lili og poeten var imidlertid ikke gnidningsløst, omvendt var det fyldt med konflikter. Lili levede stadig i et åbent ægteskab (med mand og elsker) og hun forstod at tage for sig af retterne. Når Lili frekventerede diverse mænd, led Majakovskij alle kvaler. Lili skulle i den sammenhæng have sagt, at hun udmærket vidste han led, men det kom der stor poesi ud af. En mindre pæn side ved 3 kants forholdet var, at Osip og Lili efterhånden havde vænnet sig til at leve af Majakovskijs indtægter. Revolutionen betød, at ægteparret Brik mistede deres formue. Noget de aldrig beklagede sig over. Efterhånden, som Majakovskijs stjerne steg, tjente han helt godt og han forsynede Lili med en bil, som hun så forfærdelig gerne ville have, og andre forbrugs goder. Samtidig med at Lili levede i skiftende forhold, vogtede hun nidkært over Majakovskijs liv. På en af sine rejser til udlandet forelskede Majakovskij sig lidenskabeligt og skrev begejstret til Lili og Osip, at han ville giftes med den skønne. I dag ved vi (gennem breve) at Lili bevidst gennem sin søster i Paris fik ødelagt forholdet. Ægteparret Brik kunne ikke længere risikere at miste Majakovskij. 

Majakovskij rejste meget, og engang han var i Tyskland, købte han en bil til Lili. Han tegner bilen i et brev til sin elskede, og tegner en lille hundehvalp foran på bilen. Det er ham selv. Lilis kælenavn til Majakovskij var hvalpen.  

Alexander Rodchenkos berømte plakat med Lili Brik

Forrest:Dmitri Sjostakovitj, Vsevolod Mejerhold. Bagerst: Vladimir Majakovskij og Alexander Rodchenko. Shostakovich arbejder med musikken til Majakovskijs skuespil ”Væggelusen”.


Majakovskij bestilte altid 2 øl af gangen. Som han sagde: ”En til mit geni og en til mig selv” (Billedet er fra filmen ”Skolefrøknen og Bissen” en film Majakovskij skrev manus til og instruerede)
Selvmordet
Majakovskij var begyndt at ses med andre kvinder og hvad værre var, han dedikerede sine digte til andre kvinder end Lili. Hun blev rasende skinsyg og ude af sig selv, efterhånden som hun indså, at hun mistede magten over og indflydelsen på Majakovskij. I USA havde Majakovskij en kort affære med en emigrant fra Georgien Elizaveta Petrovna. Med hende fik digteren en datter, som han kun så en gang som lille i Nice. Lili vidste om dette og vogtede et hvert skridt han tog. En af de kvinder som Majakovskij forelskede sig i var skuespillerinden Veronika Polonskaja (også kaldet Nora), som var gift med skuespilleren Michael Janshina. Veronika og Majakovskij havde hemmelige stævnemøder som oftest i hans lejlighed i Lubjankapassagen, som han havde beholdt i alle årene, hvor han boede sammen med Lili og Osip.
Majakovskijs datter Patricia Thompson.
På sine gamle dage antog hun sit russiske fornavn Jelena
Veronika Polonskaja

 Majakovskij var udsat for flere på hinanden følgende uheld f.eks. mødte hans sidste skuespil meget modstand og hans nerver var spændt til bristepunktet. Selvmordstanker havde han altid lidt af, men nu blev tankerne om selvmordet mere og mere en måde for ham at imødegå livets modgang. Den svenske Majakovskij ekspert, Bengt Jangfeldt, har i sin Majakovskij biografi kortlagt digterens færden de sidste uger inden selvmordet. Det er beskrivelsen af en psykisk syg og nedbrudt mand. For hvert minut bliver hans psykiske helbredstilstand forværret. Han planlægger selvmordet, skriver et afskedsbrev. Nu skal der ikke meget til at udløse selvmordet. Aftnen før selvmordet var han sammen med Veronika Polonskaja og dennes mand hos en fælles bekendt. Majakovskij skriver små sedler til hende og forlanger, at hun forlader sin mand. Hun beder ham om 2 dages frist. Dagen efter mødes de og tager til Lubjankapassagen. Veronika skal til prøve på teatret og det opfatter Majakovskij som ligegyldighed overfor ham. Han forlanger, at hun øjeblikkelig forlader sin mand og flytter ind hos ham. Han forlanger ligeledes, at hun dropper teatret, hvilket hun forklarer, at hun ikke kan. Situationen bliver mere og mere absurd. Endelig beder Majakovskij hende om at gå til teatret. Hun går ned af trappen og hører et skud. Hun styrter tilbage og finder Majakovskij død på gulvet – klokken var kvart over 10 den 14. april 1930.

Majakovskij på lit de parade i Forfatternes Hus, hvor han kort forinden havde en storstilet udstilling om sit livsværk. Manden med brillerne er Osip og ved hans side Lili. Ved siden af Lili Majakovskijs mor
 Rusland er et land, hvor rygter meget ofte forveksles med sandheden. Majakovskij var knapt nok død før der opstod det rygte, at han var blevet myrdet. Forskellige skumle personer skulle stå bag: mænd til kvinder Majakovskij havde et forhold med, hævngerrige kvinder i al almindelighed og staten. Myten om staten som morder direkte eller indirekte bliver udnyttet i vestens anti-sovjetiske propaganda den dag i dag. Direktøren for Majakovskij museet, Svetlana Strisjnenaja, har en forklaring på de mange rygter om mord. ” Hans samtidige ønskede ikke at tro, at han begik selvmord. Den stærke mand, og hvordan kunne det være sandt” siger hun og hun tilføjer ”Han var alt for følsom, langt mere end almindelige mennesker” (Komsomolskaya Pravda 12. november 2006). Afskedsbrevet indeholdt bl.a. denne besked til myndighederne:
” anklag ingen for min død og lad være med at løbe med sladder. Mor, mine søstre og kammerater tilgiv – dette er ingen god metode, men jeg har ingen anden udvej. Lili – elsk mig. Kammerat regering, min familie er Lili Brik, min mor, mine søstre og Veronika Polonskaja. Hvis du kan give dem et anstændigt liv så mange tak. Giv de påbegyndte digte til Briks, de forstår sig på dem”.  

Majakovskijs kiste bæres ud fra Forfatternes Hus

Over 150.000 mennesker fulgte kisten til krematoriet. Mange af Majakovskijs personlige venner gik med ind i krematoriet og overværede kremeringen af deres ven. Det var som om, de ikke kunne slippe ham.

Efterspil: 
Marina Tsvetajeva

Digterinden Marina Tsvetajeva, der boede i Paris på det tidspunkt, da Majakovskij gjorde selvmord, skrev en digtcyklus med titlen ”Til Majakovskij” (Majakovskomo) der udover sorgen og lovprisninger af digteren også rettede en kritik af pressen både i Sovjetunionen og emigrant pressen for at politisere en stor poets død. Digt cyklussen er skrevet som en omskrivning af kirkens dødsmesse og hun slutter med ordene: ”Giv den evige fred O herre til din hensovne fjende” – i den kirkelige bøn hedder det selvfølgelig ”din hensovende tjener” men Marina Tsvetajeva bytter behændigt ordet ”Raba” (tjener) ud med ordet ”Tvoego” (fjende). 

Lili Brik & Stalin 
5 år efter Majakovskijs død skriver Lili Brik et brev til Stalin. Hun skriver, at alle Majakovskijs manuskripter, breve og udkast til digte og skuespil er i hendes besiddelse. Hun beklager samtidig, at der ikke er oprettet et officielt Majakovskij arkiv for forskningen og ligeledes, at der ikke findes et Majakovskij museum. Hun undrer sig over, at Majakovskijs bøger ikke er til at få hos boghandleren m.a.o., hvorfor der ikke genoptrykkes værker af digteren. Stalin reagerer prompte og videregiver sagen til sekretæren i kommunistpartiets centralkomite Nikolaj Jezjov. Henover Lilis brev har Stalin skrevet i hånden:
” Kammerat Jezjov, jeg beder dig tage ansvaret for Briks brev. Majakovskij var og forbliver den bedste, mest begavede poet i vor sovjetiske epoke. Ligegyldighed for hans værk er en forbrydelse. Briks klagemål er efter min mening berettiget. Tag kontakt med hende eller kald hende til Moskva… Se til, at alt som vi har forsømt, bliver gjort godt igen. Hvis min hjælp behøves er jeg parat. Hilsen Stalin”. Kort efter blev Lili kaldt til et møde med Jezjov og det blev aftalt, at staten skulle overtage ansvaret og forvaltningen af Majakovskij arkivet og der skulle oprettes et Majakovskij museum. 

Lili Briks brev med Stalins håndskrift henover
 Det første museum blev åbnet i 1938 på Gendrikov Gaden (senere omdøbt til Majakovskij gaden) i den lejlighed, hvor Lily Brik, Osip Brik og Vladimir Majakovskij tidligere havde boet sammen. Her boede Majakovskij og Briks fra 1926 til 1930. 1968 overførtes samlingen og arkivet til huset i Lubjankapassagen, hvor Majakovskijs tidligere et værelses lejlighed lå. Og den nuværende udstilling åbnede i 1974. Samlingen er oppe på over 50.000 genstande samt 200.000 bøger. I dag er hele huset et stort museum indrettet som en gigantisk futuristisk konstellation som dækker 4 etager. Man tager først trappen op til øverste etage, hvor Majakovskij boede. Her kan man se de få ejendele han havde og sengen, hvor man lagde ham op efter selvmordet. Herefter kommer man ind i selve museet og bevæger sin ned gennem etagerne af en bred indvendig rotunde. Her er alverdens ting og sager relateret til Majakovskijs liv og virke. Alt i en ordnet futuristisk uorden. Kære venner det er ganske enkelt mageløst. 

Danske turister (Åndsbollernes lille rejsehold som jeg er medlem af) foran Majakovskij busten ved passagen ind til Majakovskij Museet i Moskva

Foran Majakovskij museet som ligger inde i en lille gård
Til sommer 2013 lukker Majakovskij museet i 2 år, idet bygningen skal renoveres. En demonstration i Moskva viser, at russerne holder øje med, hvordan arven efter Majakovskij forvaltes. Rygterne vil vide, at museet vil blive lavet om til et museum for futurismen.  Demonstranterne bar skilte med forskellige slogans så som: ”Ja til renovation under vejledning af eksperter”, ”Nej til inkompetente vejledere udpeget af museet”. Demonstranterne forlangte, at restaureringen skulle ledes at et ekspertpanel og at Majakovskij museet skulle udråbes til national kulturarv. På facebook kan man støtte gruppen, som vil bevare Majakovskij muset som digterens museum og ikke et museum for futurisme generelt: МАЯКОВСКИЙ: спаси и сохрани!

Demonstration i Moskva for bevarelse af Majakovskij museet 
i nuværende stand
Teater gruppen "Komediant" optræder på Majakovskij museet. Hver en krog på museet er allerede den perfekte teater dekoration.

Jeg kan på det varmeste anbefale Bengt Jangfeldts biografi om digteren ” Med Livet Som Insats – Berättelsen om Vladimir Majakovskij och hans kreds”. Det er til dags dato den omfangsrigeste og bedst underbyggede Majakovskij biografi. Et udvalg af Majakovskijs digte på svensk findes i: Gunnar Harding & Bengt Jangfeldt ”Vladimir Majakovskij JAG! På dansk findes ”V. Majakovski – Digte” oversat af T. Klitgaard.
 Er man varm på at læse om århundredets kærlighedsdrama, så er brevvekslingen mellem Lili Brik og Majakovskij lige sagen: "Kärleken är alltings hjärta" : brevväxling 1915-1930. Bogen er kommenteret af Bengt Jangfeldt og oversat af Lars Erik Blomqvist. Oversat til dansk findes Majakovskijs teaterstykke: 
”Væggelusen: en eventyrkomedie” ved Ivan Malinovski.
 Ellers er det bare om at se i diverse antologier om sovjetisk digtning. På norsk kan jeg anbefale poemet” Vladimir Iljitsj Lenin” af Majakovskij samt ”Av full strupe ” af Majakovskij i gendigtning af Martin Nag.

Majakovskij læser op for radioen

Majakovskijs sidste kendte tegning. 
En mand følger efter den nedgående sol

Efter Majakovskijs død publicerede hans venner et lille skrift om digteren. Billedet af Majakovskij havde sørgerand 


Lili Brik blev 86, også hun gjorde selvmord som en slags opfyldelse af en drøm, hun havde kort efter Majakovskijs død. Hun ser ham i drømme og bebrejder ham selvmordet. Majakovskij siger så uendeligt blidt ”du vil engang vælge samme metode”.
Lili & Majakovskij

Majakovskij havde en sand skræk for at skulle ende som statue & her er han på Triumphalnaja Pladsen i Moskva (tidligere Majakovskij Pladsen. Metro stationen hedder dog stadig Majakovskij)

Gennem min ven Pjotr har jeg fået lov til at offentliggøre Karen Kjærulfs oversættelse af Vladimir Majakovskijs digt ”Befaling nr. 2 til kunstens armé ”.  Digtet er fra 1919 og har været trykt i tidsskriftet Glasnost 1990, nr. 8, side 52-53. Samme Pjotr kan man takke for denne fabel om Majakovskij på min blok. Som en og anden sikkert har bemærket, så forekommer der en del om sovjetisk kulturliv på denne blok. Engang støtte jeg på en besynderlig bemærkning ude på nettet. En herre proklamerede højlydt, at Sovjetunionen ikke havde produceret noget kulturelt overhovedet. Jeg blev bedrøvet over min landsmands bundløse uvidenhed og besluttede mig for nu og da at placere lidt om sovjetisk kulturliv på min blok. Samtidig besluttede jeg mig for kun at skrive om sådanne kuriositeter, som er liden kendte herhjemme. Majakovskij må siges ikke at være en sådan kuriositet, men da Pjotr trængte ind på mig med flere spændende Majakovskij nyheder og oveni muligheden for at offentliggøre et digt af Majakovskij, ja så var sagen ligesom afgjort. En stor tak til Karen Kjærulf og en ikke mindre tak til Pjotr. 

   
Befaling nr. 2 til kunstens armé
Vladimir Majakovskij

Jer -
velnærede barytoner - som fra Adam til vore dage
har begejstret teatrenes bastioner med Romeos og Julies klagesang.

Jer -
billedsmørere, godmodigtlade som heste,
Ruslands ædende, vrinskende stolthed,
som i atelierernes skjul
maler drabeligt - nu som før –
blomster og menneskekroppe.

Jer -
der dækker jer med mystikkens figenblade,
med panden furet af rynker -
futurister,
imaginister
og symbolister,
fanget i rimenes spindelvæv.

Jer -
som har skiftet fra skilning
til vilter manke,
fra lak til sivsko,
proletarkulturens dyrkere,
der syr lapper
på den langskødede Pusjkinkjole.

Jer -
dansende, fløjteblæsende
som forråder for åbent tæppe
og synder i det skjulte,
hvem fremtiden foresvæver
som en gigantisk, priviligeret madpakke.

Jer siger
jeg -
er jeg nu genial eller ej,
som har opgivet tidsfordrivet
og arbejder i ROSTA, jeg siger jer -
før geværkolberne fortæller jer det:
Stop op!
Stop op!
Glem
og blæs på
rim
arier
rosenbuske
og alt det andet sentimentale kluns
fra kunstens arsenaler.
Hvem gider høre,
at ȁh, den stakkel!
Hvor han elskede
og hvor ulykkelig han var . . .«?
Ikke langhårede profeter,
men mestre, behøver vi nu:
Hør engang:
Lokomotiverne stønner,
det trækker gennem sprækker og gulv:
»Giv os kul fra Don!
Der mangler smede i remisen!«
Ved hver eneste flodmunding,
med skrogets side itu,
klager skibe i dok deres nød:
»Giv os olie fra Baku!«
Mens vi skændes og tøver
og søger den sande mening:
»Giv os nye former!« -
skriger landet på ting.
Der er ingen tåber
som skares måbende om en »maestro«
og venter på hvert ord, han måtte sige.
Kammerater,
giv os en ny kunst -
en,
som kan trække republikken op af skidtet.

(Oversat af Karen Kjærulf Nielsen
Digtet er fra 1919
Trykt i Glasnost 1990, nr. 8, side 52-53)

Majakovskijs grav på på Novodevitjij Kirkegården i Moskva


Bogomslag til Majakovskijs digtsamling "Om Det Der" af Alexander Rodchenko. Kvinden på billedet er Lili 

Hør Majakovskijs stemme. Majakovskij læser op af sine digte!




Se hele Majakovskijs film ”Skolefrøknen og bissen” her: 



Link til Majakovskijs digt ”Højt og uden omsvøb”: