onsdag den 12. oktober 2011

Arkitekten som kunstner eller historien om Leonid Mikhailovitj Poljakov

                        

                            Leonid Mikhailovitj Poljakov
                                                          (1906 – 1965)

Et strejftog ind i Leonid Poljakovs verden. Manden der skabte overjordiske bygningsværker under jorden, og himmelhøje bygninger over jorden. Manden der designede kanalanlægget V.I. Lenin mellem floderne Volga og Don. 
Leonid Poljakov
Der er snart ikke den ting, som den sovjetiske arkitekt Leonid Poljakov arbejdede med. Snart er han optaget af at designe facader på andres bygninger, så anlægger han veje, bygger kanaler, huse og monumenter. I begyndelsen af sin karriere skabte han vidundere i sovjetisk proletar klassicisme. Senere udviklede han sig til en af de betydeligste og mest produktive arkitekter, som arbejdede med Stalin empire.  Han studerede ved Leningrads institut for kunst og teknik under Ivan Fomin, og allerede i 1933 hjalp han den kendte arkitekt Vladimir Stjuko med hans konkurrenceforslag for Sovjetternes Palads i Moskva. På det tidspunkt begyndte Poljakov at arbejde med egne værker, for eksempel hans boligblok i klassisk proletar stil (1933-5), Arbat gaden nr. 45 Moskva. Bygningen har en toetagers basis med kolonner. Bag kolonnerne ligger der butikker. Over basen har bygningen fire etager med lejligheder i rustik sten. Her i Arbat huset designede han en lejlighed til sig selv, og hans familie. Hovedporten til Det Russiske Udstillingscenter (VDNH) (1939), Moskva, har en enkel men monumental bue, Lenin Biblioteket (1928), en neoklassisk bedrift. Forholdsvis stram i kompositionen og med brede relieffer af det arbejdende folk øverst på bygningen. 
Lenin Biblioteket


I årene inden krigen arbejdede han som leder af Moskvas departement for arkitektur.  Poljakov tilbragte årene fra 1944 til 1945 i Sevastopol, hvor han sammen med Georgij Barkhin arbejdede på genopbygning af byen. Tilbage i Moskva underviste han på Moskvas Institut for Arkitektur og på Stroganov kunstskole. Han tilskyndede de studerende til at studere den klassiske arkitektur, og han arrangerede studieturer til: Leningrad og dens forstæder samt til Suzdal og Vladimir. Jeg kan ikke opremse alle Poljakovs arbejder, for det er rigtig mange. En hel del blev gjort sammen med en eller flere medarbejdere, en almindelig arbejdsmetode i Sovjetunionen, hvor man tidligt forstod værdien af gruppearbejde. Her skal jeg kun omtale nogle af højdepunkterne i hans arbejde.

 Efter Anden Verdenskrig designede Poljakov flere metrostationer i Moskva: Kursk stationen på Arbatsko-Pokrovskaja linjen (1938), opkaldt efter Kursk jernbanestation som ligger i nærheden.  Moskvas metrostationer er mange steder viet et særligt tema, som udsmykningen skal fremhæve. Kursk stationshal og gange er viet landbruget. Gulvet er belagt med gråsort og rød granit. Loftet er dekoreret med relief ornamenteringer. Hvide marmorfliser med grå årer pryder væggene som nederst afsluttes med sort marmor. Øverst fuldstændiggøres væggene af hvide keramik fliser. Lyset kommer fra lysekroner i loftet og store lamper på væggene.   Runde ventilations skakter er skjult af gyldne gitre med lysarmaturer.
Arbat metro (1953) på Arbatsko-Pokrovskaja linjen, i samarbejde med arkitekterne V.V.Pelevin og P. Zenkevich. Hvælvingerne er nederst beklædt med rødt marmor og væggene er dekoreret med blomsterkranse i keramik. Gulvet er dækket med grå granit. Hallen er oplyst af massive bronze kandelabre formet i ringe.    
Oktober stationen (1950). Er bygget som et minde om sejren over den nazistiske invasion. Hvælvingerne er dækket med lysegråt marmor og udsmykket med medaljoner med relieffer af sovjetiske soldater. Væggene er beklædt med gule fliser og dekoreret med stuk ornamenter i form af kranse. Gulvet i den centrale hal er belagt med grå og rød granit, kantet med bladmønstre i mørk og lys marmor.
Oktober stationen
Ved afslutningen af den centrale hal er der bag et smedejernsgitter en apsis fremhævet med blåt, symbolet på efterkrigstidens verden. Poljakov ønskede også med den himmelblå farve at skabe en illusion om at være over jorden, og ikke 40 meter nede i dybet. Sovjethumoren, der aldrig fejlede noget, fabrikerede mange vittigheder om den lyse fremtid bag tremmerne.

Sammen med arkitekt Vasilij Aleksandrovitj Petrov tegnede han Puskhinskaja metro station i St. Petersborg (1956). Puskhinskaja regnes som den smukkeste metro station i St. Petersborg og er den eneste, der er designet af en arkitekt ”udefra”. Og så alligevel, Poljakov der boede i Moskva, var nemlig født i St. Petersborg.  Metrostationen er helliget Ruslands store digter Pusjkin, og er udover nogle små detaljer i samme design som Poljakovs andre metrostationer i Moskva. 

Hotel Leningradskaja i Moskva er et andet at Poljakovs monumentale arbejder som han skabte sammen med Alexander B. Boretskij (1954). Hotellet er en af de 7 berømte skyskrabere, som går under navnet ”De syv Søstre” – alle i Stalin empire. Arkitekterne ønskede, at Hotel Leningradskaja skulle indgå som en organisk del af Komsomolskaja Pladsen, hvor bygningen ligger. Bygningskomplekset fremstår som en blanding af amerikanske skyskrabere fra 1930´verne og russisk Stalin empire.  Facaden er udsmykket med hvide keramiske fliser og rødglaseret keramik. Hotellets ottekantede spir krones af sovjetstjernen belagt med guld. Træder man indenfor imponeres gæsterne af det udskårne træloft. I lobbyen mødes man af synet af flere smukke bronzestatuer, glitrende lysekroner og møbler i Stalin empire. Trappen har en af de længste lysarmaturer i verden.  Sale og korridorer på hotellets øverste etager har paneler i mørkt kirsebærtræ, og værelserne har udsigt over Moskva.
Hotel Leningradskaja

Poljakov ledte er stor gruppe arkitekter og hydrauliske ingeniører, som udarbejdede planen for Volga-Don-Kanalen syd for det daværende Stalingrad.  En 101 kilometer lang kanal der forbinder floderne Volga og Don. På det bredeste sted er kanalen 38 kilometer og man skal passere 13 sluser for at komme fra den ene ende til den anden. Hertil kom et 350 kilometer langt vand reservoir som blev anlagt samtidig som en del af Tsimljanskij vandkraftværket. Der blev stillet store krav til udarbejdningen af det arkitektoniske design, og man må sige, at Poljakov løste opgaven med bravur. Hvert bygningskompleks var dedikeret til et specielt emne. Ved kanalens indgang sås et monument af Stalin, som var en hyldest til hans indsats i kampen for fred og frihed for det sovjetiske folk og for den sejrende kommunisme.  På flere af sluserne var der mindeplader for kampene i 2. verdenskrig. Ligeledes opstillede man et stort monument til minde om bygningsarbejderne, de virkelige helte fra Volga-Don kanalen. Et andet munoment viser Don kosakker til hest, som en hyldest til Don kosakkernes indsats under krigen.   
Arbejdstyrken på kanal arbejdet var kolossal. Omkring 700.000 arbejdere meldte sig fra alle sider af Sovjetunionen. Hertil kom omkring 100.000 tyske krigsfanger, og tilsvarende 100.000 sovjetiske kriminelle fanger på samfundstjeneste. De fleste var småforbrydere, men der fandtes også en lille gruppe politiske fanger.  Flere nye byer opstod i forbindelse med den store koncentration af arbejdere. Fanger og almindelige arbejdere arbejdede side om side og i samme arbejdshold (brigader). Lønnen for fanger var dog lavere end for andre. Omkring 3000 af fangerne blev benådet for den indsats, de havde gjort for fædrelandet. Femten af dem blev dekoreret med ”Det røde banners orden”. Sociale relationer mellem fanger og arbejdere opstod og man byttede forbrugsgoder og andre varer.  Konstruktionsarbejderne konkurrerede i produktivitet med andre arbejdere over hele landet. Vinderne blev berømte og havde status som popidoler.  A. Ulesov opnåede at blive arbejdets helt 2 gange. Flere af de tyske krigsfanger har senere udtalt, at de opfattede arbejdet på Volga-Don kanalen som et mellemfolkeligt projekt, der skulle helbrede relationerne mellem de to folk.

Det var en stor begivenhed, da man indviede kanalen 1952. Kanalen blev opkaldt efter V.I. Lenin. Indenrigsminister Sergey Kruglov havde indsendt en anmodning om, at kanalen blev opkaldt efter Stalin, heri blev han støttet af partikomiteerne for Stalingrad og Rostov, men Stalin selv ønskede det anderledes.  Store menneskemasser trængtes på begge sider af kanalen. Da sluserne åbnedes, og vandet fra de to floder mødtes, ville jublen ingen ende tage. Børnene løb med vand i hænderne for at ”hjælpe” floderne med at blandes, et orkester spillede og de mange flag blafrede festligt i luften. Senere var der underholdning med de kendte operasangere Ivan Kozlovsky, Mark Reizen og Natalia Spiller, popstjernen Claudia Shulzhenko samt flere andre. Der var ligeledes sports konkurrencer og i landsbyerne festede arbejderne natten igennem.
video
                                    
                                                                  Indvielsen af V.I. Lenin kanalen der forbinder Volga med Don.  

22. februar 1952 uropførtes i Moskva Sergei Prokofievs tonedigt for orkestre: “Volga møder Don” Op. 130, skrevet i komponistens tiltrækkende lyriske "sovjetiske" stil. Snobben Prokofiev skrev helst ikke musik til folkelige festligheder, men hen imod slutningen af hans liv skrev han en lille perlerække af musikstykker af slagsen og heriblandt ”Volga møder Don”. I Vesten har der været mange forsøg på at forklejne værket eller ironisere over det. Man kunne ikke forlige sig med tanken om, at Prokofiev havde skrevet en hyldest til en historisk sovjetisk begivenhed. Herved gik det ikke op for smagsdommerne, at disse stykker er mere repræsentative i stil og substans for komponisten end Prokofievs øvrige produktion. Her viser komponisten sig nemlig som en russisk komponist, der rent faktisk levede i Sovjetunionen i det turbulente 20. århundrede. Musikken er velklingende og festlig, som man kan høre på diverse Cd’er.


Lenin statuen Ved Volga-Don kanalen  af skulptøren Jevgenij Vutjetitj og arkitekten Poljakov afløste den tidligere statue af Stalin.  Arbejdet påbegyndes i 1969 (efter Poljakov´s død) og blev fuldført på Lenins 103 års fødselsdag 20. april 1973. Er inkluderet i Guinness Book of Records, som verdens største skulptur af en historisk person.
Poljakov ligger begravet på Novodevitjij kirkegården No.6 i Moskva. Gravstenen er af arkitekten Jevgenij H. Stam. Stenen er fredet som fælles kultur arv.  

Poljakovs hus på Arbat Gaden nr. 45. Til højre monumentet for digteren Bulat Okudzjava
Stalinordnen




Udmærkelser: 2 gange indehaver af Stalinordnen (indenfor kunst og videnskab gives for fremragende kreative præstation), Lenin ordnen, Den Røde Stjernes Orden, Ærens emblem, Arbejdets medalje.