onsdag den 20. juli 2011

Millioner af Røde Roser


Eller historien om en malers kærlighed, en skuespillerindes skønhed, en digters grebethed, en anden digters opfindsomhed, en smuk pop-diva samt en sang, der blev alle tiders hjerteknuser. 
Det hele begyndte med en fattig georgisk malers ulykkelige kærlighed til en fransk skuespillerinde, den underskønne Margarita. Udenfor Georgien kalder de ham Niko Pirosmani, men hans grusiske navn er Niko Pirosmanashvili. Han voksede op i Kakheti provinsen, hvor man laver den bedste vin i Georgien. Det fortælles, at folkene i Kakheti hører til de mest fredsommelige og de mest ubeherskede af alle Georgiens folk. Niko blev født i 1862 og døde i 1918. Familien var bønder og klarede sig sådan nogenlunde, men da begge forældre døde ændrede situationen sig. Niko kom til Tiflis, hvor han arbejdede som tjenestedreng. Resten af livet måtte han arbejde hårdt for at tjene til livets ophold bl.a. som jernbanearbejder. Han forsøgte sig også som kunsthandler, men mistede alle sine investeringer.

Niko Pirosmani havde aldrig ret mange penge på lommen, men efter døden pryder hans kontrafej pengesedlerne i Georgien. Forrest på sedlens bagside ses et af Pirosmanis fantastiske tegninger, af en hjort.

En egen drift efter kundskaber fik ham til, gennem egne studier, at lære at læse og male. Han var en forunderlig maler, der fandt sine stilistiske forbilleder i skiltemalernes malerier og i vægdekorationer på kroer og værtshuse. Hans kunst, som man i dag betegner naivisme, vandt aldrig rigtig indpas udenfor værtshusmiljøet, hvor han for det meste levede og arbejdede. Leve af sit maleri kunne han ikke, så han havde gerne andet arbejde ved siden af. Lærreder var der sjældent penge til, så han brugte voksdugen fra værtshusenes borde og han lod gerne et stykke af voksdugen stå urørt.   
Livsglæden skal man ikke lede længe efter i Pirosmanis billeder!
  
Det siges at Niko ikke kendte kærligheden før han traf den franske danserinde og sanger Margarita på Cafe – Shaitan.  Niko havde sin ejendommelige måde at male på, tilsvarende havde Margarita sin egen ejendommelige måde at synge – hun sang dobbelt. Ligesom de mongolske strubesangere, sang hun samtidig en både høj og lav tone. Niko forelskede sig grænseløst i den smukke sangerinde, som ikke helt gengældte hans stormende kærlighed.  
Pirosmanis maleri af hans elskede Margarita.

En morgen vågnede den skønne Margarita ved duften af blomster og en farlig ballade i gaden. Hun så ud af vinduet og opdagede, at hele gaden var fyldt med vellugtende blomster – et hav af blomster. Margarita kom hurtigt på benene, og da hun trådte ud på blomstertæppet, så hun, en mager og bleg mand komme hende i møde. Det var den fattige maler Niko, og nu huskede hun, det var hans fødselsdag. Hun ilede ham i møde og aldrig havde hun set så skøn ud. Alle menneskene i gaden så, hvordan hun trykkede Niko ind til sit bryst og for første gang kyssede ham. ”Hvorfor” spurgte hun ”giver du mig bjerge af blomster på din fødselsdag”. Mange mennesker vendte sig bort for at skjule deres tårer. Folk tænkte, at en stor kærlighed altid finder vej til den elskedes hjerte, om dette hjerte er nok så koldt. Alle vidste, at Niko elskede Margarita, medens hun på ingen måde besvarede hans følelser og kun havde medlidenhed med ham, fordi hans liv var så bittert og mislykket. Niko havde solgt sit hus, og alt hvad han ejede, for at købe de mange blomster til sin elskede og for dette øjebliks skyld.  Der er mange fortællinger om Niko Pirosmani og hans håbløse kærlighed til Margarita og de er ikke alle enslydende. I nogle historier fandt Margarita, kort efter den her beskrevne episode, en rig tilbeder og forsvandt sammen med ham for altid fra Tiflis. En anden og mere ondskabsfuld historie vil, at Margarita forlod Niko, fordi hun blev smadder rasende og såret, da hun så et billede af hende, han havde malet. Niko malede sin elskede Margaritas ansigt ud fra naivismens forskrifter, hvor alt er ude af proportioner og forstørret op, overdimensionerede læber, udstående øjne og enorme øre. Og jo hun blev rasende. Man kan sige, at hans talent stod i vejen for hans lykke. Var det derfor hun forlod ham så hurtigt? Vi ved det ikke. Men vi ved at han døde ensom og fattig i en kælder til et værtshus i Tiflis.
Kort efter hans død begyndte samlere at opkøbe hans malerier. En af disse samlere var Ilja Sdanevitjs, i hvis hus forfatteren Konstantin Paustovskij boede under sit ophold i Tiflis. Det er især fra Paustovskijs bog ” Intermezzo i Syden” (findes på dansk) at man kender episoden om den fattige maler og hans ulykkelige kærlighed.  

Digteren Andrej Voznesenskij malet af Ilja Broido

En anden digter skulle tage denne kærlighedshistorie til sig og sætte den på vers. Den kendte sovjetiske pop-diva Alla Pugatjeva gjorde disse vers til sin populæreste sang, men først et par ord om denne digter:
Andrej Voznesenskij (1933 – 2010) var en levende legende og ikon, for den sovjetiske intelligentsia. Sammen med forfatter kollegaer som: Jevtusjenko, Akmadulina, Okudsjava og Rozjdesvenskij iværksatte han, hvad der skulle blive den sovjetiske udgave af det globale ungdomsoprør, med parelleler og direkte forbindelser til de amerikanske beat – forfattere. Her som der, blev der eksperimenteret med nye former, stilarter og regulære opgør, med fortidens forfattere. I Sovjetunionen havde man allerede været gennem dette opgør (Majakovskij generationen) og Andrej Voznesenskij, var ikke på dette område nogen generations oprører. Omvendt beundrede han den umiddelbare fortids digtere, så som Majakovskij og Boris Pasternak. 

 
Som helt ung var han fascinerede af maleriet og arkitektur og han tog en ingeniør uddannelse på Moskvas institut for arkitektur. Trangen til at skrive poesi vandt over hans andre interesser og allerede i 1958 fik han offentliggjort sine første digte. Fra da af helligede han sig fuldstændig digtningen og poesien. 
Hans tekster er præget af en tendens "til at måle" generationens personer, som moderne kategorier og billeder, ved metaforisk excentricitet samt ved hjælp af komplekse rytmiske systemer og lydeffekter. Det lyder ikke folkeligt og var det heller ikke, alligevel havde Andrej Voznesenskij status som en rockstjerne, når han læste digte op på store sports – stadioner, på universiteterne og i koncertsale.
I 1979 skrev han rock operaen Juno og Avos, som var opbygget omkring den russiske statsmand Nikolaj Rezanovs liv og død. Det gjorde ham populær langt ud over det litterære publikums verden. Og med sangen ”Millioner af røde roser”, som han skrev til den vanvittigt populære popstjerne Alla Pugacheva, blev han kendt over hele Sovjetunionen.   
(På dansk er udkommet Andrej Voznesenskij ” Jeg brænder – altså er jeg”.)
Kunst snobberne omtaler sjældent ”Millioner af Røde Roser”, det er som om, de skammer sig over, at den elitære digter Andrej Voznesenskij har skrevet en popsang som er ligetil og ud af landevejen (som al stor kunst). Musikken er skrevet af en af Sovjetunionens bedste popkomponister Raymond Pauls. Andrej Voznesenskij skrev denne sang specielt til Alla Pugatjeva. Der findes ingen version af sangen på dansk, men den handler i store træk om den historie, jeg her har fortalt. En engelsk oversættelse findes her:

video

                        
                                                                                                          Alla Pugacheva synger Millioner af Røde Roser                                                          


Niko Pirosmani



Da jeg lavede research til denne blog, fandt jeg en tråd, der handlede om ”Millioner af Røde Roser”. Der var over 100 indlæg, og det var hovedsagelig unge bloggere. Der var flest piger, men også drenge og unge mænd, meget af diskussionen var overmåde romantisk, og især var der mange, der var optaget af historiens mulige autentisitet. En af bloggerne skrev: ”Jeg voksede op i Rusland, hvor alle kendte denne sang”. Og nu kære venner kender I den også. 

torsdag den 14. juli 2011

Vasilij Sjuksjin (1924-1974)


Sovjetisk Forfatter, skuespiller, filminstruktør, manuskriptforfatter. 

En russisk blogger skrev for nylig:”Sjuksjin forfatteren,Sjuksjin filminstruktøren, Sjuksjin skuespilleren. Manden med den mest simple og på samme tid sofistikerede russiske sjæl. Hylende morsom og tragisk, klog og naiv. Jeg forelskede mig øjeblikkelig i hans poesi og læste alt af ham, jeg kunne komme i nærheden af”.
Vasilij Sjuksjin blev født ind i en bondefamilie i byen Srostki, i Altaj regionen. Efter 4 år i marinen vendte ham hjem til Altaj for at studere og senere undervise som skolelærer i russisk. Fra 1954 til 1960 studerede han til filminstruktør ved Hele Unionens Filmskole. Medens han gik på filmskolen, havde han nogle små biroller og fik publiceret en novelle i et magasin. Han fik også en birolle i Gerasimovs ”Stille Flyder Don”, men allerede året efter fik han tilbudt den ene hovedrolle i Marlene Hutsievs film ”De to Fedor”.

 Vasilij Sjuksjin som den voksne Fedor i filmen "De to Fedor"

     


Han udgav novellesamlingen ”Landsbyerne” i 1963, som alle handlede om hverdagens mennesker: smede, chauffører, landsbyens ældre, børn og bekymrede mødre. Han fremstillede nærmest en idealiseret virkelighed i sine bøger om det enkle liv på landet.


Andre af hans noveller handlede om mennesker, der flyttede fra landet til byerne og de genvordigheder, som de kom ud for. Altid beskrevet med et glimt i øjet. Hans skildringer af landlivet leder tanken hen på både Gogol og Gorkij. Hans antihelte er indadvendte enspændere, fulde af filosofiske refleksioner og den særlige kynisme, som mange intellektuelle antager, er deres private område.

Sjuksjin´s personer er hverdagens snurrige antihelte og krabater. Han beskriver landsbytossen, den lærde og den snu rad med samme indlevelse og kærlighed. Han maler hverdagen i Sovjetunionen med bred pensel: smårapserierne fra kollektivfarmen og dem, som ser gennem fingrene med dem, der gør det, urbaniseringen, den menneskelige gensidighed, de kriminelle, de hårdtarbejdende, drukmåsen, de overtroiske og frem for alt kærligheden til naturen. Naturen er magisk, den har en terapeutisk virkning på den tidligere kriminelle Jegor Prokudin anti- helten i Kalina Krasnaja.


Sådan er fyr findes



Han slog igennem som filminstruktør med den romantiske komedie ”Sådan er fyr findes” (Живёт такой парень) fra 1966, som blev set af 27 millioner mennesker i Sovjetunionen.                  
Den mandlige hovedperson, Pasha Kolokolnikov, spilledes af Sjuksjin´s gamle klassekammerat Leonid V. Kuravlev, medens den kvindelige hovedperson blev spillet af digteren Bella Achmadulina. Med Pasha Kolokolnikov skabte Sjuksjin en varm person, hvis indre poesi reflekterede hans omgivelser. Når verden var god, havde Pasha Kolokolnikov det også godt, omvendt havde han det skidt når omgivelserne havde det skidt. Samtidig var Pasha bare en almindelig fyr: mekaniker og chauffør som kørte bilen GAZ- 51. Filmen blev lavet i Altaj regionen og instruktørens kendskab til befolkningen og landskabet smittede af på filmen, ligesom fotografen Valerie Ginsburgs kameravinkler, beskæringer og klipning gør denne film til noget helt særligt. Folk i Rusland elsker stadig denne apolitiske proletarfilm. Den har fået en renæssance sammen med alt sovjetisk.









Leonid V. Kuravlev i rollen som Pasha Kolokolnikov
        


Kalina Krasnaja (Den røde snebærbusk), blev den sidste film  Sjuksjin iscenesatte, ligesom han spillede hovedrollen. Hovedpersonen, Jegor Prokudin, er lige kommet ud af fængsel, desillusioneret og bitter på livet. Han rejser tilbage til Altaj, hvor han oprindelig stammer fra, og forelsker sig i bondepigen Luba (spillet af Sjuksjin´s kone Lidia Fedoseeva-Sjuksjina). Hun lærer ham at holde af det simple landlige liv og gradvis overvinder han sin bitterhed. Deres lykke bliver dog kort, idet Jegors gamle kriminelle venner ikke vil lade ham være i fred. Det var den første film i Sovjetunionen, hvor en tidligere kriminel spillede en positiv figur og filmen skabte et større røre. Kalina Krasnaja vandt første præmien på Hele unionens Film Festival i 1974 i Baku, og den blev ekstremt populær. Mens Kalina Krasnaja klart favoriserer det enkle landlige liv, overdrev Sjuksjin ikke dette tema. Gennem nogle enkle kontrasteringer mellem by og land fik han sit budskab frem. Hans helte er almindelige mennesker og deres svagheder og langt fra lette skæbner. Han beskriver dem med satirisk humor, men også med venlig og følsom sympati.






Den røde snebærbusk

Sjuksjin har også en mindre, men betydelig rolle, som kommandanten i Aleksander Askoldovs ”Kommissæren” baseret på en novelle af Vasilij Grossman, om en kvinde der forlader sit nyfødte barn for at kæmpe sammen med de røde.

1974 blev hans stykke ”Energiske mennesker” sat op på Bolsjoj teatret. Samme år spillede han hovedrollen i krigsfilmen ”De kæmpede for Deres Land”, ligesom han spillede med i ”Stepan Razin” og ”Kan jeg få ordet tak”. Sjuksjin døde pludselig midt under indspilningen af ”De Kæmpede for deres land”. Titusinder af mennesker fulgte hans kiste til graven. Siden har der verseret forskellige rygter om, at han skulle være myrdet – men man ved intet konkret om disse rygter. 
Lidia og Vasilij sammen med døtrene Olga og Masha (Maria)
        

Datteren Maria Sjuksjina er fuldt i forældrenes fodspor og er i dag en feteret film og TV-stjerne i Rusland.


Vasilij Sjuksjin iscenesatte og medvirkede i mere end 30 film, ligesom han forfattede 2 romaner og flere fremragende noveller og filmmanuskripter.
Var medlem af det kommunistiske parti siden 1955. 







På dansk er udgivet:

Vasilij Sjuksjin ”Kalina Krasnaja og andre fortællinger”. Sputnik 1983. Indeholder følgende noveller: Landsbyfolk ; Se hestene lege på marken ; Kritikere ; Jeg vil leve! ; Ulve ; Fra Ivan Popovs drengeår ; Den dansende Shiva ; Haren og ballonerne ; En stædig rad ; Vanka Tepljasjin ; Kalina Krasnaja.


Vasilij Sjuksjin: ”Kosmos, nervesystemet og en klump spæk” .illustreret af Vladimir Kuljkov. - [Kbh.] : Sputnik, 1987. Indhold: Alene ; Gøgetårer ; Støvlerne ; Kosmos, nervesystemet og en klump spæk ; Mille pardon, madame! ; Svoger Sergej Sergejevitj ; Komma nul nul ; Lægprædikanten Makar Sjerebtsov ; Egnsfæller ; Petja ; Stenka Rasin ; Lagt ned ; Gå raskere på, maestro! ; I profil og en face ; Tanker ; Mesteren ; Jeg vil gerne bo på landet ; Uanstændige ; En moders hjerte ; Den gamle mands farvel ; Et ord med på vejen ; Lyse sind ; Den unge Vaganovs lidelser ; General Malafejkin ; Jeg tror! ; Efterår ; Psykopaten ; Onkel Jermolaj   

                                                                                                Hædersbeviser
Det Røde Flags orden, Lenin ordnen, USSR stats orden, ærede kunst arbejders orden, Vasiliev Brødrenes orden, af Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik. 






Lenin Ordnen


            

                                                                            Vladimir Vysotskij: "Til Minde om Vasilij Sjuksjin”.

                                                       
                                                        ”Selv stærke mænd måtte græde

                                                          Ved synet: en kugle i maven, krum,

                                                         Som en trofast hund faldt han om…

                                                         Og ved siden af voksede en busk,

                                                         Snebærbusken med bær så røde.”