mandag den 31. januar 2011

Markedsøkonomien er ved at miste sin sociale side.

Flensborg Avis online - Leder.
Holger Johannsen (hj@fla.de)
torsdag, 27. jan 2011
DET TYSKE Bundesamt für Statistik har netop fremlagt nogle bekymrende tal. Seks ud af ti tyskere risikerer efterhånden at blive fattig, i præcise tal drejer det sig om 16,5 procent af befolkningen. Danmark ligger i midterfeltet. Andre lande i EU klarer sig bedre. I Tjekkiet er kun godt otte procent havnet i den økonomiske farezone. Fattig er man ifølge EUs egen definition, når en husholdning højst har 60 procent af de penge til rådighed, som gennemsnittet af befolkningen har at gøre godt med. Det vil sige, man er fattig, hvis man som enkeltperson har mindre end 12.000 euro om året på budgettet.
DISSE TAL er i sig selv skræmmende nok, men det viser sig nu, at fattigdom ikke længere kun rammer de traditionelt dårligst stillede befolkningsgrupper som arbejdsløse eller mennesker på kontanthjælp. Lønningerne er i mange brancher efterhånden så lave, at også middelklassen nu havner i risikogruppen. Det er ikke set før. I årtier har tyskerne været stolte af deres stærke og brede økonomiske basis i befolkningen, altså en stor gruppe mennesker, der klarer sig godt uden egentlig at være velhavende. Det tyske samfund bestod hidtil af kun få rigtigt rige, en forholdsvis overskuelig gruppe fattige mennesker og et meget stort antal mennesker i midten, der klarede sig rimelig godt økonomisk.
SENEST SIDEN finanskrisen er det først og fremest middelklassen, der kommer til at betale prisen for markedsøkonomiens fejludvikling hen til en mere og mere hensynsløs kapitalisme, som udelukkende tænker på profitmaksimering. Den markedsøkonomi, som vi oplever nu, er ved at miste sin sociale samvittighed. Det kan ses direkte i gaderne: Der er lange køer foran offentlige institutioner og private initiativer, der uddeler gratis mad og tøj. Men det drejer sig ikke kun om hjemløse, der står i kø hos velgørende organisationer, ofte er det rimeligt velklædte mennesker, som ved første blik ikke ligner mennesker i nød. Den ny fattigdom gemmer sig bag en kunstig facade for at være usynlig for naboer, venner og bekendte. Vi har her at gøre med mennesker, der skamfuldt prøver at skjule deres håbløse økonomiske situation. Det afgørende spørgsmål lyder derfor: Hvordan får vi bugt med med fattigdommen?
DET TYSKE - og i øvrigt også det danske - samfund bygger på en uskreven lov om, at den fri markedsøkonomi kun kan holde balancen, hvis den fungerer både økonomisk og socialt, dvs. hvis den også tager hensyn til de økonomisk dårligt stillede mennesker. Det går galt, hvis flertallet af befolkningen bare vender vender ryggen til mennesker i nød og lukker øjnene for risikoen for, at nøden kan være lige om hjørnet for dem selv. Manglende solidaritet med de svage vil i sidste konsekvens splitte hele samfundet ad, og så får vi det gamle, ufleksible klassesamfund tilbage, der ikke er i stand til at tilpasse sig nye udfordringer i en globaliseret verden uden nationaløkonomiske grænser. Vi må holde op med at se staten, altså det offentlige, som noget, der bare har at fungere og helst ikke må koste noget. Ellers bliver køerne foran suppekøkkenerne endnu længere - og til sidst står vi måske selv med i køen.